|
FOLKEBLADET
No. 4. Tirsdag den 24de Januar 1832.
UDENLANDSFRA
(Slutning).
Saaledes stormer det nu her paa Jorden, at Slavernes Zar
holder Standret i Moskau over de pohlske Høvdinger, der ikke
slap fra Blodbadet paa Volamarken: der, hvor en Enkelts For-
ræderie grov Faldgraven for Pohlens sidste Tapperhed: der
hvor Pohlen faldt -- nei, der hvor Pohlen saaede sine trætte
Been, forat lade friske Kjæmper opvoxe igjen. -- Paa samme
|
| d.III,b.1,s.294 |
Tid mangfoldige Pohlakker indslæbes i Rusland, udstrømme, frem-
bølge fra det Inderste af dette uhyre Folkechaos Baschkirer, de
Vildeste af Ruslands Vilde, forat befolke Pohlens Ødemarker,
hvor endnu Blodet ryger. -- Fiinheden i Hevnen lader sig især
tilsyne i det lille Træk, at Peter Wysoczski, den heltemodigste
og udødeligste Yngling af alle dem, som 29de Novbr. 1830 iværk-
satte den pohlske Revolution, og som, kjæmpende det hele Feldt-
tog, omsider faldt under 6 Saar i Russernes Hænder, dømtes til
at henrettes netop paa denne sin Æresdag 29de Novbr. -- Al-
vorligheden i Hevnen lader sig, mere end i Henrettelserne, Lands-
forviisningerne (der især ramme dem, man ikke kan faae fat
paa,) Confiscationerne, Domfældelserne til offentligt Slavearbeide
og i Deporteringerne til Siberiens Ørkener og Bjergværker, deri
tilsyne, at en keiserlig Ukase afskjærer de to øverste Classer af
de pohlske høiere Skoler, forbyder Underviisningen i det franske
Sprog, men paabyder den i det russiske. Det skjønne Frihedens
Træ har Zaren kappet; nu griber han dybt i Jorden efter Rød-
derne. -- Russiske Kjøbmænd bedække Pohlen, der nu, da Le-
verandørerne ikke kunne faae kjøbt hvad behøves til de russiske
Armeer i Landet, udplyndres til det yderste. -- De Pohlakker,
som hentyede til den franske Gjæstmildhed, og virkelig fandt
den hos Folket, forvises af Ministeriet fra Paris, hvor de endnu
muligen kunde virke for Fædrelandet, til de fjerneste Egne, hvor-
hen de og kun gives Pas, og opmuntres af alle Kræfter til at
pakke sig udaf Europa, til Amerika, over eller vel hellere i
Verdsoceanet. -- I Paris arresteres ligesom i Warschau af alle
Kræfter. -- I Frankrig og Tydskland tages de strengeste For-
holdsregler mod Trykkefriheden, idet idelige Actioner anlægges
mod Tidenderne, Noget, der er det sikkreste Tegn paa en rivende
Tilbagegang. -- I Sverige gaaer man frem paa samme Maade,
omendskjøndt herfor ikke er sagt, eller kan siges, at dette Rige
henhører til de despotiske. -- Man søger at aabne en Plads i
det engelske Statsraad for Wellington, denne Leiesoldat, som
Despoternes hellige Alliance har hvervet hos Aristokratiet eller
Stormannavældet, og hvis Laurkrands blot bestaaer af de faae
Blade Orcanen borthvirvlede af Napoleons. -- I England under-
kues de Foreninger, som stiftedes forat samle og styrke Kræf-
terne til den forestaaende Kamp for Forbedringer i Valgindret-
ningen; og man lader ikke til at indsee, at en aldeles Tilside-
|
| d.III,b.1,s.295 |
sættelse eller kun Halverkjendelse af dette Spørgsmaal, maaskee,
efter en af det fortvivlede Folk iværksat Kuldkastelse af det
engelske Stormannavælde eller af dets første Forret, nemlig den,
at danne, paa Grund af Fødsel, den afgjørende Deel af den lov-
givende Forsamling, tør bringe Hunts og de lavere Massers
Spørgsmaal paabane, nemlig det om en Forandring fra Grunden
af i selve Constitutionen. Og Napoleons Spaadom paa St. Helena,
at det engelske Folk ei vilde tøve med at hevne ham paa det
engelske Aristokrati, tør gaae i Opfyldelse. -- Kongen af Hol-
land vilde ikke anerkjende Belgiens Selvstændighed; og han
syntes at have et Ryggestød i Preussen, endskjøndt dets Minister
ogsaa har i London underskrevet Erkjendelsesacten. Han har
nu givet en Erklæring, som Belgien umuligen kan antage, især
fordi paastaaes Flodernes, navnlig Scheldens, Spæring, saasom
de ved deres Udløb berøre hollandske Provindser. Han synes
rolig at vente Forsvar for sin Haardnakkethed af Tiden d. e. af
Reactionens videre Fremgang. Og baade har nu Rusland tem-
melig tydeligen lagt for Dagen, at ville smelte disse adskilte
Riger sammenigjen med sin Kanonild (truende med at Pohlen
ellers aldeles skulde opsluges,) og Preussen, hvis Kongehuus er
paa det nøieste forenet med det hollandske, tør vel ogsaa have
opført sig altfor "honet" mod Rusland i den pohlske Under-
kuelseskrig til ikke at kunne læne sig til det, ihvad der end
bliver at foretage. --
Lader os haabe, at ligesom 1831 begyndte glimrende, men
endte sørgeligt, saa skal det Aar, vi nu indtræde i med Sorg,
ende herligen og i Seierglæde. I ethvert af Landene viser det
gode Partie sig meget udholdende. Thi see hvorlænge have ikke
Minas Karle omsværmet Spanien, og de ædle terceiriske Falke
opsvinge sig nu fra Høgeøerne og sortne allerede over Don Mi-
guels Hoved. I Lithauens Skove fegte endnu flere smaae Corps.
50,000 Pohlakker have udbredt sig over Europa. I Bayern og
Hessen hører man et Sprog i Stændernes Forsamling ligesaa be-
stemt, men mere ædelt end Forbundsdagens. Europa vil van-
skelig kunne taale, at Pohlen ganske opsluges af Rusland, ligesom
det er gaaet Lithauen og Volhynien, hvis Forrettigheder strax
inddroges efter Pohlens Fald; thi da vil Frygten selv opildne de
|
| d.III,b.1,s.296 |
østlige, mere eller mindre trælbundne Europæer, selve Tydskerne
og Preusserne, og man vil gyse, saa at Sværdet klingrer udaf
Balgen, ved at see, at Rusland, der har Barbarie nok til i Men-
neskehedens Værdies Vægtskaal at opveie hele den europæiske
Civilisation, der strækker sig fra Europas Hjerte til det ameri-
kanske Ocean. Raabet "vældige Rusland! Zaren leve!" vil klinge
dem i Ørene som: "seirende Trældom! ulykkelige, fornedrede
Europa! Vi mindes dig, da du var Verdens taarnkronte Dron-
ning -- nu est du vorden Asiens Trælqvind".
|
| BLA BAKOVER |