| d.III,b.1,s.291 |
S. T. HR. BISKOP MUNCH
(Indsendt). Morgenbladet 4. jan. 1832. Den efter Indsenderens i Morgbl. No. 327 og alle deres Me- ning, som kjendte til den med "oprørende Farver" gjorte Skil- dring af den Classe, som i Christiansand og overalt paa Jorden, paa Grund af sin Fattigdom og den Uvidenhed og Usædelighed, hvori Staternes fra Grunden af mangelfulde Indretning lader denne største Deel af Menneskeheden nedsynke, og, af de lykkeligere Brødres Foragt, almindeligen kaldes Pøbel, findes i en for omtrent 3 Aar (?) tilbage i Chr.sandsvisen indrykket Opsats, hvori et sandt Skyggemalerie opstilledes af denne Classes oekonomiske og sed- lige Tilstand. Det Træk heraf, som gjorde det ubehageligste Ind- tryk paa Indsenderens og andre Læseres Følelser, laae i Paa- standen, at man saae allerede "Skurketrækkene grine" af de fattige Smaabørns Ansigter. Denne Opsats tillagdes almindeligen og eenstemmigen Deres Høiærværdighed; og, ihvorvel Inds. isaa- fald gjerne vil troe, at Hensigten med Opsatsen var at gjøre et dybt Indtryk til Hjælp og Forbedring for de ulykkelige Brødre, og altsaa Biskoppen fuldkommen værdig: saa kan han dog ikke fravige den Mening, som han i dette Blads Nummer 327 har givet et Udtryk, som D. H. ironisk behager at kalde smigrende, men som dog ikke siger noget værre, end at Inds. tiltroer Dem en noget hypochrondrisk Charakteer (der ogsaa aabenbarer sig saavel i Deres physiske som psychiske Ydere,  ogsaa i Deres be-kjendte energiske Stiil) og som har, da Deres Sind var bevæget over al den Jammer, ladet dem, som man siger, i Skildringen "smøre vel tykt paa". Da en brav Mand aldrig vil gjælde for Ophavsmand til Noget, hvori han ingen Deel har -- det være nu til Roes eller Dadel -- og da D. H. virkelig er bleven tilskrevet af Almeenheden be- meldte Stykke, som man, selv om man antog dets Hensigt at være saa god, som Inds. antog ovenfor, ikke kunde billige, saa finder Inds. sig tilfreds ved at have givet D. H. Leilighed til at fralægge sig hiin Skildring, der vakte Følelser, lignende dem, hvormed man seer en Lazarus blotte sine ækle Saar, og som skjærende modsatte sig den Troe, som Inds. vil holde paa i det længste, at Naturen altid er skjøn og god, og altsaa ogsaa saa- |
| d.III,b.1,s.292 |
ledes som man finder den til lige Friskhed og moralsk Kraft sig evigen foryngede Menneskenatur hos selve Forbrydernes og de til yderste Armod Drevnes pjaltede, smudsige Børn, lige indtil For- nuften udvikler sig hos dem i Skarnet, som en bitter Følelse af uforskyldt Elendighed, der strax hensætter Dem i Oprørstilstand og evig Krig mod de Indretninger i Staterne, der have fremfødt den, mod de Love, Staterne anvende som Modvaaben med lige- saaliden Skaansel, som hine deres Dirke, Knive og Stene. -- I saa Tilfælde, at D. H. kan eller vil fralægge sig Stykket i Chr.- sandsavisen paa Grund af hvad nærværende Inds. desangaaende har yttret, da formener han at have gjort Dem en Tjeneste her- med. I modsat Fald siger han med Bassanio i Shakespeares Kjøbmanden af Venedig: "Enhver Fornærmelse er ikke Had". |