|
FOLKEBLADET
No. 46. Tirsdag den 29de November 1831.
Sand Iver for det Gode snart sig tænder;
men seent den brænder.
RELIGIØSE HØSTFESTE
ere ikke saa almindelige i Norge, som de, baade for den fromme
Glæde, de fortrinligen ere istand til at vække, og for den skjønne
Retning de give Andagten, visseligen fortjene. Jubellæreren
Provst Finckenhagen i Store Næs vide vi har holdt saadanne
Takkefeste fleregange og ogsaa i Aar; men mere udmærkede
ved Lovsangchore, Kirkens Udpyntning med Løv og Blomster og
ved Tilstrømmen af Folk have de været, som Provst Wergeland
har foranstaltet i Eidsvold Kirke. En saadan feiredes i Aar der-
steds 25de Septbr. Som en Erstatning for de Blommer, der denne-
gang manglede i Kirken, var Choret, der sang en af Hr. Provsten
digtet og componeret Takkehymne, som vi kun formedelst dens
Vidtløftighed her udelade, bestaaende af saa stort et Antal som
16 unge Bondepiger, hvortil kom 8 Mandfolkestemmer, ligeledes
Bønder. Sex unge Odelsætlinger fra Store Næs, der med Held
dyrke Tonkunsten, blæste fra Orgelets Gallerie Adagioer til
Indgang og Udgang, samt accompagnerede med Klarinetter Høi-
messepsalmen, og glædede den særdeles talrige Mængde paa
Kirkevangen efterpaa med Nationalsangens Melodie fra Taarnet.
Af Prækenen mindes disse Ord:
"Landmænd, skammer Eder ikke ved at lægge Haand paa
Plougen, dette første Redskab paa Jorden, hvis Opfinder maa
have været inspireret af Gud Fader i Himmelen, af det ophol-
dende Forsyn! Skammer Eder ikke ved at røre dette ærværdige
|
| d.III,b.1,s.275 |
og velgjørende Redskab, som aabner Jordens moderlige Skjød
-- denne Nøgel, Gud har givet Eder i Hænderne, til at oplukke
hans Forraadskammer med. -- Det store Chinas Keiser selv be-
gynder Pløiningen i sit Land, og indvier dette ærværdige Arbeide
med egen Haand. Derfor vrimler dette vidtudstrakte Rige, hvor
Plougen er hellig, af Indvaanere ligesom en Myretue.
Borgere og Haandværkere tage Brødet af eders Hænder, Land-
mænd! Men I, I tage det fra første Haand, fra Guds egen Haand,
eller fra Guds Forraadshuus, der hvor han skabede det. Værer
glade ved eders ædle Syssel, I, der ere ligesom Svende, Haandt-
langere, Medhjælpere i det Værksted, hvor den Almægtige laver
Brødet. Arbeider troligen, flittigen og forstandigen med den al-
mægtige Skaber, I det forsørgende Forsyns Tjenere, ved hvis
Arbeide Herren bereder Opholdelsesmidlerne for Riig og Fattig!
Glæder Eder derover, at I aarligen ere de nærmeste Vidner til
Skaberens Underværker; og takker Herren, som har sat Eder i
et lykkeligere borgerligt Forhold, end eders Lige i andre Riger
og Lande!"
Skjøndt Aaret er fremlident, og de graae Dage, med Vaad-
hætten paa staae for Døren, vil det dog ikke være for seent,
paa en eller anden Søndag før Juul, om Veiret skulde sætte
sig, saaat nogen Mængde kunde komme tilkirke, at tage efter
denne Skik. Skjøndt Udsigterne ikke ere de glædeligste og en
Vaarknibe forestaaer -- idet mindste hvad Kornet angaaer --
som ikke vil knibe lindt, saa er dog den glade Følelse over at
være sluppen over Hungersaaret ifjor saa almeen og stærk endnu,
da Laaven ikke er udsolgt, at Religionslærere bør benytte den
til at vække en Religiøsitet, som de somoftest med Hænderne i
Skjødet, og Aandens Sværd i Balgen, klage over er i Forfald.
|
| BLA BAKOVER |