|
REPLIQUE FRA SIFUL
Samfundsbladet 30(?) oktober 1831.
Welhaven! Jeg vil ikke paa nogensomhelst Maade give Dig An-
ledning til at trække Dig tilbage fra Stumpekampen. Det vilde
være baade ufornuftigt af mig, der har givet mig engang af med
at dechiffrere din Charakteer, og endnu har Dig, og formedelst
dens virkelige Originalitet længe endnu vil have Dig under Mikro-
skopet, som og barnagtigt af mig, at henslænge Dig, efterat jeg
har sat Dig i Bevægelse som min Legedukke. Ja vel! Du er det,
Welhaven; men der er mere Alvor i min Leeg med Dig, end med
en sædvanlig levende burlesk Halling (f. Ex. O.R.H. -- H.T.W.
-- I.S. -- T.H. -- B. -- atter B. -- N. o. s. v.) og Du lader Dig i
Dit Forhold til mig snarere ligne ved en Figur, hvormed en Fysi-
ker, en Mediciner eller deslige anstille deres Experimenter -- f.
Ex. galvaniske Forsøg -- ja, galvaniske, mine ere galvaniske.
|
| d.III,b.1,s.248 |
Det er grusomt med et levende Menneske. Men det skeer for
min Videnskabs Skyld. Jeg experimenterer videre -- jeg ana-
tomerer videre. Du har kun Lov til at vride Dig under Experi-
menterne, saameget Du vil. Jeg har havt altfor megen Tilfreds-
stillelse af det første Experiment, til at jeg skulde aflade; thi med
en Sags superbia vatis har jeg af enkelte af Dine Udbrud, der
vare en forudseet, intenderet Følge af de moralske Krampetræk,
Punkternaalen maatte -- læg Mærke til dette maatte -- sætte
dit Væsen i, seet dette forud aldeles træffende skildret af mig i
en for længere Tid siden forfattet, "Løjer i Holyrood" betitlet,
dramatisk Satires eller Farces Repliquer, nemlig en Charakteer,
hvis Naragtighed jeg har -- med Tilladelse -- laant af din, saa-
ledes som jeg, efter den omhyggeligste Indsamling af Smaatræk,
har den inde.
Hvilken herlig Correspondence er nemlig ikke heri, at hiin
Farceskygges Repræsentant i det virkelige Liv, ved at benytte
sig af det Rygte om min Drikfældighed, som jeg allerede efter
at have været i en halv Snees Studenterlag, havde ufortjent er-
hvervet mig, og som gode Venner havde søgt af al Magt at be-
vare, berettiger mig til at have lagt min Maske efterat en Stemme
har tilraabt ham:
Der en Satire er, som ikke taaler Latter,
Thi den er Dommens Røst, ja idel Sandhed blot,
Og derfor kold og klar, ja uden Sky af Spot.
Du trodser ikke den; thi den er Lynets Datter.
følgende ord i Munden
-- -- -- havde jeg Dig fat, jeg flaaede reent Dig af
og saa Dig skjære Prygl paa nøgne Nerver gav.
Det er: Jeg Ære Dig ei for en Styver levner,
paa dit moralske Rygte jeg mig mordisk hevner;
Jeg skriver "Drukkenbolt"; jeg skriver til "en Tyv"
og tager om en Hoerkarl Motto af Peer Syv.
-- -- -- -- --
Hans Rygte tærer Skam, Død staaer i Knægtens Blik,
Thi Quintessencen han af en Satire fik.
Sligt Dødsskud vover Du ei reen Satire kalde?
Hvo brygger bittrere end den, der brygger Galde?
Kom frem da, Hvo som tør, og faaer et Klaps
Fra "Skurk" og "Tremarksmand" og nedad indtil "Laps"
Kom frem! kom frem! kom frem! kom frem!
Nei Ingen vover!
|
| d.III,b.1,s.249 |
De Herrer see da, hvem paa Laurbær sover;
I hørte, at jeg vandt; hvem gav det sidste Spark?
Nu ve den Stemme; thi nu strømmer Galden over!
I sorte Vover skal den strømme paa et Ark.
Jeg tør sige, at jeg har opfattet dig min lille varmblodede,
koldhjertede Mikro-Don-Juan-Charakteer. Jeg siger, som Du,
ved et vellykket Kridstrøg: "Jeg har dig". Don-Juan-Charakteren
er blot behandlet fra den ene Side hidtil: fra Sandselighedens.
Vi havde hidtil blot en Don Juan, der opoffrer Alt for sin Sand-
selighed, og denne er ikke den værste. Men den anden Livs-
Drivfjeder, Egoismens Don Juan, have vi ikke; og Du, unge Wel-
haven, synes allerede at have Conturen til en saadan. Don-Juan-
Charakteeren er ligesom Gausta, lige forfærdende at betragte
fra begge Sider. Vel -- jeg stiller mig paa min Plads -- jeg lader
den lille Don Juan dandse -- jeg lader Alrunen skrige -- Juani-
den hoppe -- jeg pirker -- jeg seer -- jeg pirker, naar det falder
mig ind -- jeg experimenterer videre. -- -- --
|
| BLA BAKOVER |