|
POLEN
"Polen er ikke meere!" -- klager det over Verden. "Det helte-
modige, det under den storpralende Barbars Aag fortvivlede Polen
har udkjæmpet, har udblødt" -- saa klager det over Verden, saa
sukker det igjennem Millioners Hjerter, igjennem de Millioner,
som I elendige sneverhjertede Ministre, I Folkemordere, med
forbrydersk Kløgt have forstaaet at bedrage endog i den anden
store Revolutions, Julirevolutionens første Aar. -- Det klager i
Himlen, dersom dennes Beboere ligner Jordens. Saa bedroges
det franske Folk endnu i 1789. Kongen og hans Slæng havde
intet Begreb om Folkekræfterne. De troede Trodsen imod Milli-
oners Krav ikke saa farlig. Da kom de blodige Aar. Det var
et Aarhundrede, som fordrede, at de Nakker, som ei vilde bøie
sig for dets Krav, skulde under Folkebilen; og de kom der, de
forgyldte Skurke medrette. For Forbrydelser, hvorunder Folke-
slag lide, er Dødsstraffen retfærdig og tilladt. Den har allerede
Frankerfolket, ja vel flere Folkeslag, fældet i deres Hjerter over
Ministrene, der seigpinede Polen; men nu ville de udføre den.
Frankerfolket vil mindes, at dets republicanske kraftige Regjering
ikke tog i Betænkning at sende Kjernehæren til Pestens Vugge,
til Ægypten; og -- Cholera vil ikke hindre dem fra at sprænge
|
| d.III,b.1,s.222 |
den politiske Fricasee Preussen til alle Versens Kanter, og ile til
det ædle Liig forat gjenkalde Liv i det. O hvor vi bedrøves --
ja, hvor vi Normænd og vore gothiske Brødre bedrøves over at
en elendig Politik har holdt vore Sværde ifra den russiske Var-
ulvs Strube. -- Ha! Gotherne fra Norden og deres Brødre de
caucasiske Tyrker fra Sønden huggede ind! De skulde omfavnet
hverandre paa Tulas Volgahøider. Trælleblodet og Despotblodet
skulde duftet af dem sødere end om det var Persiens skjønneste
Schirwanroser, der lavede af deres opkiltrede Klæder. Ak! nu
sidder hver kampdygtig Europæer beskjæmmet i sin Krog og
klager og klager . . Men hvad vilde de ogsaa hjælpe, naar hvert
Folk har Trældom nok hjemme at bekjempe? Ak, en Nation
døer . . Suvarow dræbte Børnene . . nu myrder Nikolai Fædrene
og Mødrene, saa hele Menneskeyngelen døer . . Et Folk døer
og Europa klager, kun klager, ikke hjælper . . kun angrer at det
ikke har hjulpet, og klager . . Det norske Folk klager ogsaa,
endskjøndt dets Klager kun vorde Suk, men neppe Hviin som
det franske Folks vil vorde, eller Brøl som det engelske Folks.
Vel, suk mit Folk! og had Trældom og Despotens Seire og de
Blodhundkobler, som de kalde Hære og hidse paa Mennesker!
og glæd dig i den Folkehævn, i det dyrebare Blod du skal see
flyde paa Torvene for Polen! Kun Rigstidenden og Morgenbladet
jubler i din Sorg og behandler den uskaansomt, idet de bringe
den forfærdende Efterretning frem for Folket ordret i den lumpne
Berlinertidendes Mening og Udtryk.
Ak! Sorg seer kun Sorg. Nei, vi ville ikke opgive Haabet om
et Forsyn. Et Folk kan ikke døe. Herpaa give vi Selv et Ex-
empel. Vi ville heller raabe: Triumph, thi England og Frankrig
og kanskee Vi med ville hjælpe; og -- Russerne staa nu paa War-
schaus volcanlige bævende underminerede Jord . . . Den sprin-
ger, og den polske Hær, ibehold ved Plock, jubler ved Braget,
der skal lade Æderne i Wien miste Gaflerne af Skræk . . . .
Hvad var det, som knald? -- Det var selve Dybene, som for-
bandede Polens Undertrykker, og slugte hans Trælle.
|
| BLA BAKOVER |