|
|
| d.III,b.1,s.199 |
FOLKEBLADET
No. 22, Tirsdag den 28de Juni 1831.
Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin.
Voldherskersmiil er Banrets røde Liin.
Du er en Bolt, du Sværd med Portd'epée!
Lænker om et Folk er hver Armee.
AF ET BREV
Saavidt min Erfaring strækker sig, er det særdeles paafaldende
baade hvor stor Forskjel der kan være paa Almeenaand og Op-
lysningssands imellem angrændsende Bygder (f. Ex. imellem Gran
paa Hadeland og Toten paa den anden Side af Kjølvigen); ja
imellem enkelte Grannlag i samme Bygd, som og hvorlidet af
disse Statens ædle, belivende Kræfter, der findes overalt hos
den saakaldte Proprietær- eller conditionerede Klasse. Hvor der
findes Nogle af dette jammerlige Stormandsvælde, holder Bonden
sig tilbage af Beskedenhed; og, hvor der findes Mange heraf,
gaaer Alt istaa. Papaerne i saadanne Familier, hvoraf der findes
altformange, spille 2 Skillings-Boston den ganske Vinter, og troe
at have gjort noget Stort, om de (for Skams Skyld) have ind-
meldt sig i Selskabet for Norges Vel. Mamaerne føre Sladder
i Bygderne og ere tilligemed Døttrene for Bondeqvindfolket de
faste Modetegninger, som fremlægges især paa Gallerierne i Kir-
kerne til Afbenyttelse d. e. til Efterligning. Sønnerne slænge
hjemme i det kjære Solskin, fiske lidt ud paa Eftermiddagen,
gjæspe tidligt om Qvellen, øve sig tidligen i Elskovsdaad (skjøndt
deres forherskende Lidenskab er den heftigste Afskye for Ploven
eller det saakaldte Bondearbeid), samt fra Lørdag til Mandag i
at ødelægge aldeles det nyttige Vildt ved den tøilesløseste Jagt.
Døttrene (ligesaa blege som de jydske Maanedsroser hvormed
de pynte deres Hjernekammere) søge ved alt i eet at omsye
deres Bomuldskjoler, strikke Brystduge og Pulsvanter til Brødrene
og ved at brodere nogle Strimler at faae Has paa den Kjedsom-
hed, Ørkesløshed, qvindelige Længsler og mislykkede Forsøg paa
at tilfredsstille dem, som fortære dem, lade deres Blomster gaae
i Frøe, henvisnende under fremmede Musseliner, fordi en ung,
rask og ferm, ja vel og formuende og dannet Bonde ikke tør
opløfte sine Øine saa høit: til denne Himmel, hvor saamange
Stjerner smægte.
|
| d.III,b.1,s.200 |
Hvilken fordærvet Natur! og hvor fordærvelig! Thi i hvor-
mange Bygder veed jeg ikke, at hine Papaer (hvem gammelt
Navn i Bygden, Vognheste, Karioler, Slægt, Titel eller blot By-
byrd skaffer en latlig Anseelse) alene ved deres Dovenskab,
stolte, uvidende Dorskhed og Hang til alskens dumme, men for-
detmeste Vindesygen pirrende Forlystelser, have været til Hinder
for Sogneselskabers betimelige Opkomst; og mon da -- naar der
var et velindrettet Sognesamfund -- Hungersnøden skulde nærme
sig og rase i Hjemstavnen? eller (naar bedre Mønstre ovenfra
gaves) et saa ustyrligt Forfængeligheds-Hang tage Overhaand,
at skinnende Sider bedække den fillede Serk og Maven, hvor
Barkemelet og Halmstumperne gjære?
|
| BLA BAKOVER |