|
SATIREN
(En Birkeqvist af Farcen "Ordnerne" i Phantasmen "Løier i Holyrood"
af Siful Sifadda).
Nyeste Skilderie 5. juni 1831.
(
Anm. Exkongen af Frankrigs maitre de plaisir omringet af en Hob af Ex-
kongens Creditorer. Deriblandt en saakaldet Poet).
Poeten.
Mig skylder Kongen for en skjøn Geburtsdagssang,
hvor jeg Enthousiasme saa dristigen fingerte,
foruden andet Skjønt, som ikke existerte,
at, da Avisen ud mit Carmen trompeterte,
paa hveren Patriot forbauset Øret hang
som Æselets i Slud. Betænk, hvad Sligt dog koster,
at faae af Intet frem et saa uhyre Foster!
(Maitre trækker paa Skuldrene).
-- Min Digterild er slukt; men Hevnens tænder Du,
(ha visseligen, den er hedere endnu!)
hvis ei min Digterild du nærer med en Styver.
Men gjør Du, jeg fremdeles underdanigst lyver.
Maitre.
Monsjeur, af slige Folk der nok paa Gaden gaaer.
Poeten.
Hvem synger, troer I vel, som ei Betaling faaer?
Jeg spaaer paa eders Fest en Taushed som i Graven,
naar Fuglen sukker, (den, som sang saa Vel i Haven:
"ak, Digterilden slukt!"
|
| d.III,b.1,s.192 |
En Stemme.
Hos Dig den tændt ei var;
men Avind er den hele Lue, Jan, du har.
Du slæber Aske fra de Andres Arnesteder,
og puster, og tilsidst en usel Klump du smeder.
Poeten.
Ha! Folket mig imod? Den Røst for Skud er frie.
Vel, Folkets Fiender, Jydens, være mit Partie!
Naar jeg ham smiggret har, han mig igjen basunet,
jeg af Basunens Gab høitover Hjempaulunet
mig svinger som en Ørn -- da, Folk, forbauset glan!
Jeg daler meer ei ned, saasandt jeg heder Jan!
Stemmen.
En Ørn blier aldrig af en Gjøgeunge dunet.
Poeten.
. . Forgjæves glaner du: midt i dit dumme Øie
jeg falde la'er en Klat af Kalk ifra det Høie.
Gnid da dit Øie, Folk, og spørg med Taarer: "kom
det ei fra den Poet, vi lod saa haanligt om?"
Stemmen.
Det hendes aldrig, Jan; thi i dit Rede alt
dit spæde Duun er af saamange Klatter qvalt,
at, var en Luftballon endog din tomme Kroe,
blandt Høns og Gjæs, paa Jorden Du maa Dig slaae til Roe.
Poeten.
Herr Maitre de plaisir! hør ei paa disse Skoser!
Den Folket hader, som formeget Kongen roser,
som kalder Jubel leiede Trompeters Støi,
og Dagen selv "velbaaren," maaskee endogsaa "høi."
Men tro ei heller, at man Sligt for Intet digter!
At lyve regnes ei blandt absolute Pligter;
kun blandt betalte . . .
Maitre.
(trækker paa Skuldrene).
Ak, Monsjeur, hvis hver en Løgn
betales skulde, som blier sagt i saadant Døgn! --
|
| d.III,b.1,s.193 |
Poeten.
I glemmer, Ære eller Guld ved Alt maa vindes.
Den Baggrund bagom hveren herlig Forgrund findes.
Jeg seer vel grant, at jeg som Skjald ei Ære faaer.
Da, se, en Daler er det Plaster, som maa bindes
paa disse Saar, som Sandhed for Eders Skyld mig slaaer.
I vil ei? Kjender I da ei de Muser -- ha!
bort Muser! Gratier! -- men kjender I ei da
de Furier med side, eddersvangre Bryster,
dem jeg kan slippe løs saa ofte som jeg lyster?
. . de Furier med Drageblik og Snogehaar?
(hver Snog et Smædevers, I ventelig forstaaer)
. . de Furier, som efter Piben min maae dandse
Stemmen.
Det gjør ei Furien, at Avind ei kan sandse.
Ei usel Piben er Erinnys' Slangers Hvæs.
Gorgonens Aasyn er ei hvertet opbragt Fjæs.
Læg Mærke hertil, Jan: hvor ond man end kan være,
saa naaer ei dagligt Vid Paul Aretinos Ære.
En tirret Skjøges (Sligen er din Muse, Jan:
hun boler med enhver elendig Kallifan)
en tirret Skjøges Fagter og liderlige "Tvi"
er ikke Furiens fæle, men høie Raserie.
Din Skjøgemuses Opskjørt ei Furiens Gevandt er,
vildtflagrende i en Galopfart paa en Panther.
Helt bliver ikke altid en fortørnet Mand,
saalidt som en Satyricus den ussle Bajas, Jan!
Hvo raaber ofte: "hei! herfrem, og slaaer, Gorgoner!"
har kun et Batterie fornaglede Kanoner.
Frygt ei hans Lunte! frygt ei saadant Vredesblik!
Frygt ei hans dumme Skraal! Han Ringen ikke fik,
der maner Aander frem. Frygt ei i hver den Tale
Et Verdenslyn -- hver Tale, som begynder: Ha!
Satiren tidt slukøret man vender sig ifra,
naar den ei kryddret er med salsum naturale.
Det naturale, Jan, er just det Geniale.
Ved kunstig Ild og Digl og chemiske Proces
Du smelter det ei frem, men kun en fæl Absces,
|
| d.III,b.1,s.194 |
et Slagg, der kastes ud, saa, hvor det voxer, veed En,
at der i Huset, ja just netop der, boer Smeden.
Hvis ei saa en passant som Tyrier til Glas
du kommer til det Salt: saa rør ei ved Satiren!
Thi da en Mesters Haand behøves sær til Liren,
naar Munden byder: "Streng, som Furiens Hugorm, ras!"
Øl man forstaaer i Staden at byde uden Malt,
Men byd ei en Satire frem, som mangler Salt!
Den Skik, som Bryggeren troer, er reent af Mode falden,
tør komme op igjen: at faae sit Kruus i Skallen.
Man er kun et Genie, men aldrig man det blier.
Er du det ei, saa kommer ikke Musen paa dit "hier!"
thi Tryllescepteret dit mindste Smiiltræk hæver;
frem styrter Furien af dit Haanblik af sig selv,
thi det er Lynet af en himmelsk Retfærds "Skjælv!"
Gorgonens Steentræk true om din Læbes Hvælv.
Kun da Ærgjerrighed hos Støvet man forgjetter,
ja om du Lauren paa dit eget Hoved sætter.
Men er der Liv saa uselt som Liv, der lever af
at tygge paa en Pen? Det Liv Du selv Dig gav,
ei Skjebnen, som saatidt gav Skjalden Vand og Luften,
der mavrer, blandes den endog med Laurbærduften.
Men slikke paa en Pen, og tørre Spyttet ind
til Edder! Bedre da at leve af en Vind.
Vær heller Intet, Jan, end falske Rolle spille!
En Maske slides op, men ikke Footes Træk,
Skam dig ei ved dit Ansigt, men kast din Maske væk!
Thi mærk: i Ondt som Godt det er ei nok at ville.
Om Du vil Djævel være, saa tak din Gud, du fik
til Satans Hjerte ei hans Hoveds skarpe Blik!
Maitre.
Hør det, Monsjeur!
Poeten.
Ha!
(afsides)
Tys! Jeg maa ei Reglen glemme:
"Hvis du vil over dig de Andres Latter tæmme,
|
| d.III,b.1,s.195 |
vær selv den Første da, som høiest skoggerleer!"
Slemt er det vel at lee, naar man vil græde heller;
men værre Latter, som paa min Bekostning skeer.
(høit)
Hahaha! -- jeg leer -- haha! -- jo meer du skjelder,
Du Navnløs-Trættekjær! Hvo er du! Hvo ei tør
paa Opraab komme frem, er nødt at bruge Slør.
Men Latter under Slør den skader ikke Øret.
Hvormangen Dame leer vel ikke under Sløret
af vrikkende Chapeau, ja af Gemalen; men
hun kaster Sløret, er alvorlig flux igjen.
Du loe vel bag dit Sløer; men Folket leer jo ikke.
Det er et sikkert Tegn at ei din Piil kan stikke.
Stemmen.
Der en Satire er, som taaler ikke Latter.
Thi den er Sandhed reen, ja idel Sandhed blot,
og derfor kold og klar, ja uden Sky af Spot.
Du trodser ikke den; thi den er Lynets Datter.
Maitre.
Hør det, Monsjeur!
Poeten.
Han krænker Satyr-Laugets Ret.
Satyricusen har Tribunens Majestæt.
Han selv ei røres maa. Hvad nytter det desuden?
Meer tyk end hos de Andre er paa ham jo Huden?
Dog, havde jeg dig fat, jeg flaaede reent dig af,
og saa dig skjære Prygl paa nøgne Nerver gav.
Det er: jeg Ære ei dig for en Styver levner:
paa dit moralske Rygte jeg mig mordisk hevner:
jeg skriver "Drukkenbolt," jeg skriver "til en Tyv,"
og tager om en Hoerkarl Motto af Peer Syv.
Da kliner sig et Tvi i Sporet, hvor du gik!
thi Qvintessencen du af en Satire fik.
Sligt Dødsskud vover du ei reen Satire kalde?
Hvo brygger bittrere, end Den, der brygger Galde?
Kom frem da Hvo, som tør! Kom frem og faae et Klaps
fra "Skurk og Tremarksmand" og nedad indtil "Laps!"
|
| d.III,b.1,s.196 |
Komfrem! komfrem! komfrem! -- Haloh! Nei, Ingen vover,
Nu! vel Herr Maitre seer De hvem paa Laurbær sover?
I hørte, at jeg vandt. Hvem gav det sidste Spark?
Nu vee jer Herre! thi nu strømmer Galden over.
I sorte Vover skal den skumme paa et Ark:
-- en Parodie paa Hvad jeg skrev om jer Monark
(gaaer).
Det var en arrig Mand.
Skriftefader Jesuit.
Gid Folket blot bestod
af Skjalde! Flux det laae i Blæk om ei i Blod.
|
| BLA BAKOVER |