|
|
| d.III,b.1,s.183 |
No. 16. Tirsdag den 17de Mai 1831.
1) Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee
paa Millioner Brødres Aasyn prentet see.
2) Indunder det Scepter er godt at boe,
hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe.
Folkebladet ønsker til Lykke med Dagen! Glædelig Fest!
OM FORHOLDET TIL SVERIGE
Uvittige og, vi bør haabe, snarere uvidende end ondskabsfulde
Svenske komme af og til fremstikkende med Skrifter og Tidende-
stykker, hvori Norges Forhold til Sverige aldeles miskjendes og
fremstilles saa bagvendt, at man kunde fristes til at forlade sin
Skaansomhed i Omdømmet, og erklære det med Vilje, mod bedre
Vidende gjort. Dog Feilene ere saa grove, at de snarere vække
Latter end Uvillie. Latter faaer saaledes den Rector, der (se et
Skilderie af Christiania og Stockh.) i den Geographie, han smurte
sammen til sin kjære Ungdoms Veiledning til Sandhed og Kund-
skab, omtaler Norge som Sveriges Provinds, ja sammenregner
Norges Folkemængde til Sverigs, begyndende fra 1801; men Uvil-
lien falder paa det svenske Underviisningsvæsens Forstandere,
som tillade, at saa vrange Begreber indprentes den svenske Ung-
dom igjennem Skolebøgerne. Disse kunne idetmindste, i Fore-
ning med de vanslægtede Normænd, som i Sverige stræbe at
udslette ethvert Spor af at de høre her hjemme og saaledes t. Ex.
som Nedskriveren hørte en Major og Ridder af den kgl. svenske
Sværdorden forsøgte paa i Stockholm, jammerligen nok prøve
paa at spække deres Sprog med svenske Ord og Talemaader,
udrette temmelig meget, ja vel Alt hvad disse Folk ønske isaa-
henseende, dersom ikke i Sverige selv et oplyst og frisindet
Partie bekjæmpede slige Midler.
Da vi ligesaa oprigtigen hade ethvert Nationalhad, som foragte
ethvert Forsøg, det være ved fornærmelige Yttringer i Skrifter
og Blade imod vore Statsindretninger eller imod hele Nationen
eller ved Sandheden og Norge krænkende, historiske Fremstil-
linger fra svensk Side, som skulde kunne bevirke, at den ene
af de for Tiden forenede Nationer fattede ringere eller hadeful-
dere Tanker til den anden: saa er det kun, fordi vi kunne ud-
pille nogle Beviser for norsk Fædrelandssind og Heltemod af en
svensk Bog, der ellers indeholder paa en for Norge og Sandheden
|
| d.III,b.1,s.184 |
krænkende Maade, Fremstillinger af Begivenheder imellem begge
Rigerne, at vi befatte os med den. Da denne Bog "Kronprindsen
af Sverrig, Carl Johans Feldttog 1813 og 14, Stockholm 1815 hos
Directeur, kongel. Feldtbogtrykker Sohm" gaaer ud paa at løse
dette ordret oversatte Spørgsmaal: "Hvad var den egentlige Aar-
sag til at den svenske Armee, under 1814 Aars Feldtog, inden
kortere Tid erobrede (erøfrade) hele Norge, end Carl den 12te
anvendte forat fremtrænge nogle Miil": saa seer man, at For-
fatteren, forat give dette lumpne Smigrerie i Sammenstillingen
Vægt, maa hæve de nærværende Normænd og nedsætte 1814
Aars, og altsaa fremkomme med Beviser for de Hindringer, der
gjorde Carl 12tes Indfald saa meget uheldigere end Carl Johans
og som især maatte findes i daværende Normænds sedlige Kræfter.
Han gaaer ogsaa længere hen i Tiden, omtaler flere Træk, der
geraade fordums Normænd til Ære, og som vi troe mindre be-
kjendte i vort eget Hjem. Vi nedsætte dem derfor.
Det ene af de to i svensk Sold staaende scotske Seiecorps
førtes af en Oberst Munkhaven til Sverrig, medens det andet
under Sinclar fandt sit Maal blandt Dale-Gudbrands Klipper.
Dets Skjæbne fortælles nøiere saaledes: "Borgerne i Throndhjem
joge ved Blokhuse Skotterne skyndsomst tilbage, da de stevnede
didhen. De krydsede da udenfor i Fjorden, fangede Fiskere, som
de tvang til at lodse sig i Land nordenfor Throndhjem. Almuen
opfordrede forgjæves (den jydske) Steen Bille, Lensbefalingsmand
dersteds til at anføre. Skotterne vovede dog ikke at indtage
nogen fast Stilling, men trak sig hærjende igjennem Herjedalen
til Jæmtland, hvor de naaedes af de norske Bønder, som for-
fulgte dem og hevnede sig ved et stort Nederlag".
"Da Carl den 12te stod i Norge, vare neppe Grændsefæstnin-
gerne forsynede med Mandskab; Krigsgrejer og Fetalje manglede,
og Cassen var kun 200 Rdlr. Men 10,000 Bønder samlede sig
ihast, og tilbøde sig; men man maatte aftakke dem, formedelst
hine Mangler. Medens Garnisonen paa Agershuus tappert for-
svarede sig, bevæbnede Almuen sig deromkring og ihjelslog en-
hver Svenske, som vovede at sætte Foden indenfore deres Skove
og Dale. Carl lod gribe Nogle af disse Bønder, formanede dem
til Roe, og lovede Enhver, som vilde holde sig rolig hjemme, en
Ducat. Men hvor smaae Partier viste sig, bleve de enten ned-
huggede (nedgjorde) eller udleverede til Armeen. Nu fattedes
|
| d.III,b.1,s.185 |
det djærve Beslut, at samle hele Hæren og Almuen og kringsætte
Carl; og, da Magazinerne i Moss gik forlorne, trak han sig til-
bage fra Landet".
"Da Svenskerne indtrængte i Frederikshald under Carl 12te,
havde en Pige Betænksomhed nok til at fornagle Kanonerne i
Havnen og kaste Kuglerne i Søen". Videre fortælles, at flere
smaae Corps under Carl den 12tes Feldttog, afsendtes til Kongs-
berg, af hvilke Løvens, der fik sin Ende paa Ringeriget var det
største, men at de "uppnåde knappt halfva Vågen, innan de voro
nedgjorde".
Saaledes besvares hiint Bogens Spørgsmaal ved at fremhæve
Datidens Normænd og nedsætte disse Tiders, omendskjøndt dette
skeer mere med Hensyn til deres sedlige Egenskaber end til
deres Modstandskræfter, hvilket viser sig i følgende ligeledes
ordgrantoversatte Fortsættelse af ovenanførte Bogens Sætning:
"Med Kjendskab hertil maa man tilstaae, at Norges Erobring
maaskee er det sværeste og ærefuldeste af alle de lysende Fore-
tag, som udmærke Kronprindsen af Sverigs militaire Bane. Han
saae den norske Nation, forledet, forvildet fra sine Pligter og
sit sande Velfærd".
Er det ikke søte Broderkys vi faae, Godtfolk? Sligt Broder-
skab bliver vel varmt. Paa den østlige Grændse kan desaarsag
ingen Marsovne bestaae. Paa den østlige Grænds? -- endnu et
Par Aar maaske kan man saavidt see, at der har været en
Grændse i gamle Dage mellem Norge og Sverige; men nu groer
Skoven lystig iveiret; thi den Mellemtid er bleven lang, som
Loven bestemmer at være imellem hver Rigsgrændsens Ophug-
ning. Gothenborgernes Favntag er dog det inderligste; thi de
drikke Skaalen:
"Lefve Sverige og Norrige, vort Fädernesland!"
Men det er dog rimeligt, at denne Skaal er udbragt af Sam-
smelteren Borgemester Ekstrøm under Bordet. -- Forundrer Eder
dog ikke over alt Dette, I, som have tælt Kuglehullerne i Svenske-
stuen i Norderhougs Præstegaard! I, som have besøgt Krogskoven
og Lier-moen og Matrand, og hørt Lougen bruse forbi Kringen!
I, som med en let Gysen have ilet over den "blaa-Myra!" og I,
der have sørget paa Sarpsborgs og Storhammers Ruiner! For-
undrer Eder ikke herover; thi det var Samme som at undre sig
over, at der findes Daarer imellem 2 1/2 Millioner Mennesker.
|
| d.III,b.1,s.186 |
De formaae ikke at betage os Agtelsen for det hæderdækte
svenske Folk; men ikkun at gjøre os mere vake paa vor Post
for Norges Selvstændighed, saaat ikke atter de tvende stormodige
Nordens Folk, Gothestammens Hovedgrene, skulle -- om de end
hver for sig udbrede sig under egen Himmel, vajende paa egen
Rod -- brage isammen af den Storm, der engang susede over
blaa-Myren og oppustede Anne Colbjørnsdatters Flammer mod
Skyerne.
|
| BLA BAKOVER |