|
|
| d.III,b.1,s.155 |
ET NØDVENDIGT ORD
(Af Henrik Wergeland, Cand. Theol.)
Morgenbladet 6. -- 8. febr. 1831.
En Skygge mant fra onde Aanders Hjem,
at see sin egen Udaad -- vee! med Bæven!
En Orm fra skumle Dybder halet frem,
for Giftens Tand at bryde ud af Kjæven.
Saavel i Skrift som Gjerning har Indsenderen stræbt at lægge
for Dagen sin redelige Vilje til at være og blive Fædrelandet
saa nyttig som det staaer i hans Evner. I Bevidstheden herom,
i udmærkede Landsmænds og Fremmedes hædrende Agtelse, i
mangfoldige brave Menneskers deeltagende Venskab har jeg der-
ved vunden min eneste, men min høie Lykke. Mit hele Liv vil
derfor vorde en fortsat Anstrengelse for at beholde denne, for
at fortjene stedse med større Ret Æren af at kaldes en god
norsk Borger; eller -- som jeg, med mindre Skin af Forfænge-
lighed, og end tydeligere for dem, der af mine digterske Arbeider
kjende mit sande Væsen, kan udtrykke det -- for at vorde
stedse ligere mig Selv, saaledes som dette aabenbarer sig i
Sandhed og facsimicisk Ægthed kun i dets digterske Frem-
bringelser, saaat Høimaalet for mit Liv bliver at fremstille saa
stor Samklang som muligt imellem Handling og poetiske Ideer.
Men dette er ikke saa let; thi omendskjøndt disse ere kraftige
som og mere omfattende end Grundsætninger, saa lader deres
evige Livsbevægelse, det Farvespil, som er dem eiendommeligt,
hverken Tid eller Ro til fuldkommen at afpræge dem i Livet --
ofte, naar man ret troer, at have truffet det, trække Folk paa
Skuldrene, betragtende En, som den, der greb efter Fuglen, men
nu staaer igjen med tomme Hænder, og da hedder man mildest
sagt: Phantast. Hvad staaer igjen for det letpirrelige Gemyt?
nye Forsøg og ny Haan? at trække sig tilbage i sig selv som en
Sensitiva? kaldes sær og lunefuld, opdynge Bitterhed og af og
til give dem et fossende Afløb? tage Kuldes og Uvillies Maske
paa med al Frosind som dog igrunden leer ad det Hele, ad de
Narre, som med Uret synes ondskabsfulde; thi de dadle jo hvad
de ikke forstaae? hedde menneskehadsk med al sin dulgte
Varme, der da raser som den qvalte Vulcan? eller -- endnu
værre -- forglemme sig selv og fremkunstle en mat, hyklersk
|
| d.III,b.1,s.156 |
Efterligning af en Andens, af de Menneskers Liv som kaldes
dagligdagse, gode, fromme, skikkelige Mennesker, der ikke ere
nogen til Fortræd, men alle tilnøies og komme vakkert frem i
Verden? Det faaer nu gaae som det kan: mine Ideer have en
ubekjendt Far, men Menneskekjærlighed til Mor, og Nogle sige,
at den Harpe, de have til Vugge, gynger rask nok til at holde
dem i Aande -- jeg vil opdrage saa mange af dem, som jeg kan;
men kalde dem Alle, som de voxe til: Menneskevel -- kort, jeg
vil realisere dem saa meget det staaer i min Magt. I en saadan
Følgerække findes de især i det Friheden, Sandheden og Kjær-
ligheden (de sande, de christelige Muser) helligede større Digt
"Skabelsen, Mennesket og Messias", at dette fremstiller mit Indre
i dets Heelhed -- mit Livs fortsatte Anstrengelser ville altsaa
gaae ud paa at gjøre dette til en saa tro og prosaisk Commen-
tair til Digtet som muligt.
Under en saa kold og rolig Selvanskuelse ulmer Livsgløden,
den uudslukkelige Begeistring for det Sande og Store og Gode,
som baade giver Mod til at stræbe efter dette, og til at fortælle
Verden, med Kraften af en Eed, at man virkelig gjør det. Men
baade De, der kjende mig nok til at overlade Temperamentsfeil
og Vildelser til denne Selvanskuelses og deres Følgers Straf, og
derfor ikke behøvede nogen Ledning til Bunden i min Virken,
som og Andre, der blot see det Ydre og hænge deres Hat, hvor
de finde en Knort, ville sikkerlig finde denne skildrende Indled-
ning saavel nødvendig for det Følgende, som dette at være en
nødvendig Følge af en saadan Livsplan.
En Udgrening af denne Livsplan er ogsaa at sysle med fuld
Iver med Sognesamfunds og Bogsamlingers Oprettelse, saavidt
mine Forbindelser strækker sig, som fortrinlige Midler til at ud-
brede kjernefuld, sædelig Oplysning, Borgeraand og Borgerheld.
Men, har jeg viet en saa god Sag alt mit Formaaende, da skylder
jeg Denne meer end mig Selv ikke alene at forsøge alt for at
bortrydde hvad der, f. Ex. af Dovenskab, af uværdig Ringeagt
for Almueoplysning, livløst og passivt lægger sig derfor iveien;
men vel endnu heller at bortrydde de Kræfter, som fiendtligen og
virkende modsætte sig Samme. Anvender jeg til denne Sags Tarv
hovedsageligen min Tid, sætter jeg i dens Fremme min Lykke:
da byder mig en Slags Selvopholdelsespligt at tilintetgjøre Angreb
|
| d.III,b.1,s.157 |
derimod; og endelig, færdes jeg desaarsag imellem saadanne Folk,
hos hvem jeg for Sagens Skyld, for at give mine Opmuntringer
til Maadelighed, Sædelighed og alle de Dyder, vort Lands baade
Physiske og Politiske fortrinligen lærer, Kraft og Vægt maa have
Tiltroe og Agtelse og ikke den blotte Velvillie, da er det Pligt
at underrette Disse, hvoraf Mange læse dette Blad, om de Bag-
vaskelser og Rænker, en enkelt Avindsmand anvender alene for
at berøve mig disse Goder og uundværlige Midler til hiin Sags
Fremme, saalænge jeg skal virke for den.
Jeg skylder altsaa noget Høiere end mig Selv og mit Navn, som
jeg veed sikkret for alskens deslige klavrende Forsøg, at rive
Masken af et Menneske, der af al Evne, dog især ved hemmelige
Midler, søger at standse mig paa ovenomtalte Vei; men idet jeg
gjør det binder jeg mig til, for ikke at bebyrde Publicum med
Vidtløftighed i en Sag, som dog kun har Interesse og Vigtighed
for en Deel af Samme, at lægge Rænkerne for Dagen uden mere
Bitterhed end der ligger i disses Aabenbarelse selv, og, ikke ind-
blandende de Hevnyttringer, som angaae min Person eller mit
Liv, saa kort og skeletterende som muligt, at fremstille alene
deraf disse Avindsmandens Fremfærd, som have ovennævnte
særegne Hensigt.
Dette Menneske er Underretsprocurator i Aggershuus Amt J. O.
Praem. Han vedgaaer sin Plan at være den: ved alle mulige
Midler at bevirke at Undertegnede ikke skal faae Embede; og
undlader ikke at forsikkre, at han er ganske sikker paa at faae
denne Plan opfyldt, antydende derved, formeentlig ligesaa ugrun-
det som dumdristigt, at han har høie Conspiranter med sig mod
mig stakkels Candidat som vordende Supplicant.
De Læsere, som værdige disse Linier Opmærksomhed, spørge
formodentlig: hvad kan have fremført et saadant Had, en saa
fjerntseende Hevn? Jeg vil oplyse herom saameget hellere som
det kan afgive et Vidnesbyrd for den skjønne Tro, at selv de
sletteste Handlinger og Hensigter have deres Kilde i oprørte
Lidenskaber og ikke i den egentlige Ondskab, som alene hører
Djævelen til! Min Fiende troer sig nemlig overbeviist om, at
Undertegnede var Forfatter til et i Morgenbl. Nr. 268(?) 1829
indrykket Stykke, hvori en meget slet Borger- og Menneske-
characteer var skildret, i hvilken han ligesaavist troer at gjen-
kjende sin egen; og fordi Stykket fremkom ved Storthingsvalg-
|
| d.III,b.1,s.158 |
tiden, troer han, at Forfatterens Hensigt var, at gjøre Valgmæn-
dene ved en sammenhængende Skildring bekjendte med alle
Omstændigheder og Beskaffenheder ved ham som Valgcandidat
-- kort, han troer, at har jeg forsøgt at tilintetgjøre Udsigterne
for ham til at faa et Embede, saa er det billigt, at han gjør
ligesaa ved mig. Denne Tanke kunde han ikke faae ud af sit
Hoved, omendskjøndt jeg forud mundtlig havde erklæret ham, at
jeg var overbeviist om, at han gjorde sig altfor sangvinske For-
haabninger, naar han udlod sig med, "at det vel ikke kunde
være saa umuligt, at han blev valgt for Aggershuus Amt; men,
at han var vis derpaa, hvis han havde henhørt til Hedemarkens,"
ligesom jeg og gjorde ham opmærksom paa, at det almene Rygte
om, at han var Forfatter til den saakaldte Rævbælg-Opsats, og
om at hans Fortjenester uden Hæder nævnedes i Storthingsde-
batterne, da han med Nød og Neppe naturaliseredes, ikke at tale
om, at det var bekjendt hvorliden Agt og Kjærlighed han havde
vidst at erhverve sig inden sin Embedskreds, maatte tilsammen
være nok til at gjøre en fornuftig Mands Ønsker mere beskedne.
Dette uagtet og uagtet jeg, da jeg saae Manden sat ud af sig
selv over det formeentlige Portrait, med Beredvillighed, som vir-
kelig Forfatter, erklærede ham, at det havde en almindelig og
ingen særegen Tendents, kan han dog ikke begribe Andet, end
at det virkelig er ham, og derfor samt vel fordi vi ellers hylde
aldeles forskjellige Principer, af hvilke han dog ikke har ud-
dannet andet end det, at gjøre sig sine Medborgere saa nyttige
som muligt, kan han ikke Andet end hade og atter hade, og
søge denne uædle Lidenskab mættet ved forskjellige Midler, af
hvilke jeg, som de, der sigte til at skade mig som virkende for
Almuevel og Almueoplysning, udpiller Følgende:
1) Han udspreder alskens opdigtede Letfærdigheder om mig; men
da det ikke er ham nok at forplante Bagvaskelsen ved Tjeneres
Tjenere, mundtlig Tradition og Skrift endog, som sendes bygd-
imellem, saa
2) passer han paa af og til i offentlige Blade at udslænge nogle
anonyme Linier, der ligeledes gaae ud paa at ødelægge mit Rygte.
Saaledes t. Ex. skrev han i eet Blad 3 navnløse Opsatser, alle
af lignende Indhold.
Hvad vilde jeg vel kunne virke med al min Villie til Sædelig-
heds og Maadeligheds Fremme, om Saadant vandt Tiltroe?
|
| d.III,b.1,s.159 |
Imidlertid har han dog, ved at vælge denne for et ungt Menne-
ske, og især for en Theolog, hvis conditio sine qva non det
er, saafremt han vil vorde Præst, forud at øve sig i at kunne
vorde sin Menigheds Mønster, et Billed af Christus, ømmeste
Side, bevirket den temmelig almindelige, men temmelig feilagtige
Mening, at jeg er hvad man kalder en lystig Fætter. Men om
de Bedste af disse hvad kan man sige? god Villie, men ingen
Stadighed, nu og da et Glimt af Energi, men uden Vedholdenhed
og kun fremkaldt af Lune ikke af Pligtfølelse. Hvor skadelige
for min og vel Fleres end min Sag ere da ikke disse 2 første Led
i Hans conseqvente Hevnsystem? eller rettere sagt: kunne være?
thi jeg bliver dog meer og meer personlig kjendt med Mange, og
veed heller ikke mere end eet Exempel paa, at de virkelig have
foraarsaget saadan Skade. En Lensmand nemlig, af hvem Byg-
den ventede, at han vilde indrette en Bogsamling, saasom Præ-
sten ikke vilde, turde ikke befatte sig dermed, saasom en Op-
muntringstale dertil var skreven af En, der var saa forfalden, at
han ikke engang, tvertimod Majestætens Bud, kunde holde sig
ædru den 17de Mai, og han vilde kun lægge sig ud med de
"Store". (Maaskee dog Uddrag af Commissionsforhandlingerne
ang. l7de Maisaffærerne 1829, hvori Statsraad Vogt har behandlet
mig con amore har lært Hr. Lensmanden disse specialia.)
3) Han lægger alle de Hindringer, han kan, iveien for mine Be-
stræbelser for en Forening til vor fælleds Hjembygds Vel -- et
Sogneselskab, i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, der
da, ligesom dette Sogns Bogsamling har været, skulde være Moder
til lignende i angrændsende Bygder. -- Saaledes opfanger han
mine Indbydelser og Bekjendtgjørelser desangaaende til Almuen,
gjør, idet hans onde Hensigt mod mig tager hans servile Tænke-
maade og hans Mangel paa Kjendskab til Aanden i Tidens sande
Jurisprudence, for ikke at sige til Grundlovens, i sin Tjeneste, en
heel Deel Ophævelser om det Oprørske i at kalde sine Medborgere
sammen for at tales ved om en almeennyttig Gjenstand -- er-
klærer f. Ex., at han er anmodet om at anstille Undersøgelse des-
angaaende, uden at betænke, at han, ved en saadan Usandfær-
dighed, som jeg har faaet Oplysning om at denne er, let kan
udsætte Authoriteter for Miskjendelse. Dette Sidste udsætter
Han den højeste Authoritet endnu uforsvarligere for, idet Han
4) insinuerer til Denne eller privat til Enkelte af dens Med-
|
| d.III,b.1,s.160 |
lemmer enten selv eller ved Hjælpere, at mine Reiser, Samlinger
og forskjellige Bestræbelser for Almuevel ikke ere andet end en
Maske for politiske Stemplinger.
Denne Mines Hovedvirkning skulde være at sprænge mit Navn
som god loyal Unionsborger i Luften; men dens nærmeste enten
at foraarsage mig Ubehageligheden af en decreteret Action, end-
skjøndt en mindre forblindet, en mindre fra Sands og Samling
bragt Hevnsyg maatte see disse Bestræbelsers Uskyld lagt for
Dagen baade i Almueskrifterne og disse Bestræbelsers Følger,
eller vel endnu heller den, at ved en saa omfattende og i det
Hele paafaldende Anklage, hvilken man dog som saadan maatte
forkaste, dog Noget af Mistroe, en liden Sky af Mistanke imod
min borgerlige Characteer maatte blive hængende igjen hos Dem,
i hvis Magt det staaer at fremme ovennævnte hans Hovedplan.
Endskjøndt jeg er og bør være overbeviist om at Regjeringen
vel veed at vurdere et saa dumdristigt og plumpt Forsøg paa at
ville nedværdige den kongelige norske Regjering eller enkelte af
dens ophøiede Medlemmer til at være et Redskab for en saa
lav, privat Hevn, saa maa jeg dog tilstaae, at ingen af hans
Midler har slaaet saa godt an, har virket saa nedslaaende paa
min Enthusiasme for hiin Sag, som netop dette. Dog -- ligesom
man føler sig lettet, ja stærkere efter at have skredet over Steen-
muren, og nu seer de faste Høider for sig -- denne nedslaaende
Følelse er gaaen over, efterat jeg nu i Sammenhæng seer de
Hindringer, som lagde sig iveien, Denne oplagte Kabal-Række
vil jeg ende med, at Han
5) udspreder, at jeg er en Forhaaner og Ringeagter af de be-
staaende Troessætninger.
Denne Bagvaskelse, ikke at være en Religionsven, ikke at
være religieus naar ikke Messias Sanger, Opmuntringerne, An-
viisningerne til Gudsfrygt i Almuehefterne gjælde Enhver, som
behøver den, Enhver, som ikke hæver sig i aandelig Uddannelse
over Massen: altsaa og Procuratoren Praem, hvem jeg tillige
skjænker Beklagelsen over, at en Mand, der sørgede saa betids
for at blive legemlig gammel, som Han, ikke tillige sørgede for
sit Hjerte og sin Sjel. Bedre havde det været at udfeie de bittre
Safter, som jeg, af Agtelse for en udødelig Sjel, troer indvir-
kende paa hans Handlinger i Almindelighed med et saadant
Herrevælde, at det sikkerlig kun i eller efter Dødsøieblikket vil
|
| d.III,b.1,s.161 |
være ham muligt at fælde derom noget klart, sædeligt Om-
dømme. At vække denne Selverkjendelse og altsaa Forsoning
imellem os før Døden, er det skjønneste Maal for disse Linier,
ligesom det Vigtigste er, at ophæve de skadelige Følger min Fiendes
Hevnanslag kunne have for min Virken paa Folket for dettes Vel.
Modtager ved denne Leilighed min Tak og Bevidnelsen om min
Høiagtelse alle I gode Medborgere, som havde mødt mig og ledt
mig med Velvillie paa denne Vei, og som med Iver bestræbe
Eder for at gjøre saamange af Norges Børn, Eders Daad og Tale
rækker til, saa dydige og derved saa værdige til alle Goder og
fremst iblandt disse til borgerlig Frihed som muligt, nedledende
sand, sædelig, nyttig Oplysning til Folkemasserne, der indtil disse
Aar forsømtes i alle Lande!
December 1830.1
Henr. Wergeland,
Cand. Theol.
1 tilbakeLige fra den Tid har Ovensatte lagt færdig til at gjøres bekjendt. Alle-
rede længe før den Tid havde jeg overtydet mig om, at jeg maatte gjøre dette
Skridt. Men netop her i dette "maatte", i, at en Pligt mod mig og Andre bød
mig det, ligger Grund nok for, at jeg ikke opsætter det Nedskrevnes Offent-
liggjørelse til Procurator Praems Hjemkomst fra en Supplicantreise til Stockholm. |
| BLA BAKOVER |