[OM DANSKE OG DANSK SPROG I NORGE]
Morgenbladet 23. okt. 1830. Jo, Hr. amicus Norvagiae, vi kunne tjene dem med det meest directe Svar paa deres Spørgsmaal -- : De Danske Studenter ere en heel Klat fortrinligere end de Norske; jo dette gjælder om alle Danske overhovedet. Hvorfor? maae vi formode, at Hr. amicus vil efterspørge; og vi skulle med sand dansk Urba- nitet og Beskedenhed besvare dette alene for at spare min Herre for at komme frem med flere norske Idiotismer, endskjøndt jeg veed, at den største Deel af, ja det hele dannede Publicum (saa- vidt et saadant hertillands kan finde Sted) vilde af en sømmelig Beskedenhed, der er et Beviis paa deres begyndende Dan- nelse idetmindste, undsee sig for at gjøre en Dansk et saadant Spørgsmaal. De ere fortrinligere vel ikke i Aands- eller Legems- dygtighed, men med Hensyn til Sproget: -- de tale jo Dansk, Dansk: -- Gud bevare mig, Mand, hvor er De henne? Hvor kan De glemme dette, dette hertillands ligesaa vigtige Fortrin, som at have i Politiken svenske Grundsætninger? Hvi vil De stampe imod Braadden? Og dette gjør De, saasnart De vil sætte Dem imod denne Nationens aandige Udviklingsproces, som betegner sin vældige Fremskriden tydeligst ved den Begjærlighed, hvor- med man omkalfatrer det norske Maal med den danske hulde Dialect, og ved den retfærdige Ringeagt man kaster paa alle de Smagsgjenstande, som høre Landet til. Eller hvilket Sprog skulde | |
| d.III,b.1,s.148 |
bedre kunne tjene som Characteristicon for al Aandsdannelse, saaledes som Tiden fremavler og fordrer denne, end dette be- hagelige, bløde, sukkervandagtige, sorbetagtige Danske, som Na- turen velsignede os med, idet den kun gav de dannede Norske et Slags Instinct til at indsee dette og à la Demosthenes at stræbe derefter? Det er derfor ikke saa vanskelig en Paradox at for- svare, at enhver Dansk, fra den, der fødes til Eneherredømmet (hvilket i al Evighed fremdeles velsigne det kjære Danmark!) og til Smaarollingerne i Fladstrands Sand, har medfødt Aandscultur, saa at det Meste de vinde ved Aarene er Bevidstheden herom, der da lægges for Dagen i en sømmelig Grad af Impertinence. Dette sidste, saa ofte mistydede Ord vil dog neppe Nogen an- vende bebreidende paa Inds., der jo er saa retfærdig at tilstaae Normændenes og Norqvindernes redelige Stræben efter at til- egne sig saamange Aandsdannelsens Kjendemærker, d. e. efter at blive saa danske som muligt. Vi maatte da, hvis vi ville være saa ubillige at benægte dette, forglemme, at Normændene tillade, at der paa deres offentlige Theatre ikke høres et norsk Ord, men lutter Dansk, saaledes at vi til vor store Fryd og den norske Nations Ære veed, at flere Normænd ikke besøge navnligen Chri- stiania-Theatret, fordi de ikke forstaae det Sprog, som der tales; ja en af os har hørt en gammel Thrønder, som engang besøgte sidstnævnte Smagstempel, sige: "det var en god Concert; men som dog tildeels blev mig forqvaklet; thi midt under den kom en udlændisk Mandsperson først og saa en udlændisk Dame frem og pjattrede noget Tydsk eller hvad Pokker det var, som jeg ikke forstod et Ord af." Disse to have været Skuespiller G. og Madame B., som have tracteret med en Prolog eller en kjøben- havnsk Vaudeville eller noget sligt æsthetisk Bonsbons. Dog ville vi gaae forbi saadanne Enkeltheder, hvor bevisende de end kunne være for vor Sats: at det bedresindede norske Partie,  detDansk-Norske gaaer af med Seiren; thi har det ikke, foruden Theatrene, der aldeles ere = Aalborg og Skives o. s. v., ogsaa den hele Lecture, alle Leiebibliotheker, Recensenter og Gramma- tikere i sin Sold? hører ikke alt dette Os og ene og alene Os til, der fremskabte dette, der gide forlade det velsignede Dan- mark af reen Cosmopolitisme, for at colonisere og cultivere et fremmed, utaknemmeligt Land? Inviterer man os ikke herop som Informatorer eller egentlig som den hele Nations Belærere, som |
| d.III,b.1,s.149 |
Fuldmægtige, Factorer o. s. v., og betaler os med Guld, Døttre, Triumpher, Vers og Galanterier? Men hvilket Partie er i Besid- delse af slige værdiefulde Sager, uden det i Landet forherskende? Tie derfor, brutale, utaknemlige Døl! Hvi -- jeg gjentager det -- vil du da stampe imod Braadden? Gaae paa Storthingsgalleriet, saa skal Greven og den Klynkende og den lille æsthetiske libe- raleste Royalist, og meest royalistiske Liberale lære dig Aristo- kratismens Dialect hertillands! gaae i Salonerne, hør Damernes og Petitmaitrenes Sniksnak, og du skal faae høre Elegancens Dialect -- dansk dansk, saa sandt en Mund ikke vil betragtes som skiden! Stikker derfor Piben i Sækken du vor kjære amicus Norvagiae, og Siful og Thorgnyr og alle I andre Barbarer; thi I have ikke alene vort hele Corps Lykkeriddere imod Eder; men alle Papaer og Mamaer, alle Narre i hele Landet (og disse ere ikke faae), og alle Gjæs i hele Landet, der forvende deres Røst, da de skamme sig ved deres Modersmaal (og disse ere heller ikke faa). Ja tier stille, eller lader Eder belære som disse; men, i hvad I end gjøre, glemmer aldrig, at vi kom hidop for at søge Lykken og at faae Complimenter, ikke Grovheder, som de vor Hr. -- ; ja, da vi udgjøre et sluttet Partie saagodtsom -- vor Hr. amicus opvarter med. Vi kunne ellers let fristes til at lade Landet nedsynke i Mørke og Barbarie igjen ved at forlade det -- dette Land, der skal være Os det Samme, som Portugal er for Britterne. Jean de France. Geert Westphaler. Jeronimus. Marthe Kokketøs. Pernille. P. Paars. Arv, m. p. P. P. Ruus. |