HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


EFTER DET I NO. 15 INDRYKKEDE "IRREPARABILE
TEMPUS" BETITLEDE STYKKES FORFATTERS
ØNSKE, FRA SIEUL SIFADDA
S.
Nyeste Skilderie 3. nov. 1828.

   Eftersom jeg har erfaret, har De Deres Mening, om det om-
handlede dramatiske Stykkes Tendenz, ikke tilfælles med nogen
Anden end med enhver forstandig Læser, med Forfatteren
Selv, og med Enhver, som ikke skelende seer (hans Sam-
vittighed dømme, med hvor stor Ret) i ethvert Narreideal eller
Skurke-do. sig Selv, og som ei, med en vanvittig Angst, maaler og
maaler Længde og Bredde og hvert Smil og Træk og Farve hos
den opdigtede Character med Beskaffenheden af sin egen, som
Bevidstheden jager iveiret i hans Indre som et synligt Gespenst,
der spøgelseagtig leer ad den Menneskeværdighed, han, hen-
visnet og forlagt siden Børneaarene, med Bebreidelse bliver vaer
i sit Indres Baggrund, uliig ikke en sammenkrympet Krøbling,
der sidder som Indlægd i Krogen paa sin egen Odelsgaard, og
hvergang Ilden blusser paa Arnen, træder tydelig frem med
Rædsel for Den, der gjorde ham vanfør og vristede ham Hos-
bondens Nøgler af Haanden. Gid der ingen Ild var, ønsker
Denne vist; thi i Mørke bliver Ingen rød!
   Det er da egentlig to Skygger en Saadan sammenligner;
Characteren i Stykket med sin egen eller det Billede af sin egen,
der pidskedes op af det første -- et sympathetisk -- Blik paa
den Digtede, op fra hans Samvittighed, hvor al Selvbetragtning
før laae som en Flok snorkende Trælle i Solvæggen. Han bliver
bange -- thi han har en forunderlig, men falsk, Klarsynet-
hed i at gjenkjende sig Selv i en saadan digtet Character, og
han opfatter dennes Sandhed hurtigen, hurtigen, som en Pest-
syg Røgen af sin afdøde Kammerads opbrændte Pjalter, og
med samme Rædsel som en Saadan seer Morgenvinden reise
en Skikkelse af det om Aftenen forud opbrændte Efterladen-
d.III,b.1,s.86   skabs Aske iveiret, hvilken giver ham et klart Begreb om Syg-
dommens Farlighed, og synes ham en Dødsengel, der kalder
ham Selv bort. Han bliver bange som Helten i fabelagtige Hi-
storier om sig Selv seende Dobbeltgjængere: Han kryber ind
under sin Egenkjærligheds vide, nedhængende Kaabe, som al-
tid er glinsende og reen, skjøndt den slæber over de smudsigste
Steder, da den rastløse Terne, Forfængelighed, aldrig bliver
træt af at tvette den i Lethe eller selv at afslikke dens Smuds.
Og har Han givet sig under denne villige Skyts, saa reiser hans
Egenkjærlighed sig (denne Samvittighedens despotiserende
Ægtehustrue -- o Misalliance! og dog har den Høieste selv viet
dem -- der endnu, som i gamle Dage, bærer vide Skjørter, og
skjuler Meget for sin Argusmage), den reiser sig, og nu er Ana-
themet lyst over Den, der saa uskyldigt kom til at lære Tha-
les's: "Kjend dig selv."
   De vil indrømme mig, at saadanne ere, naar de faae Mo-
raler eller Satirer ihænde, som en Tyv, der staaer iblandt Stim-
len, just som Consorten bliver hængt. De kjende hinanden
igjen: et besynderligt, vemodigt-ondskabsfuldt Grin spiller paa
Galgefrugten, medens den Anden, frelst og fri nedunder, krym-
per sig sammen som en affalden Qvist -- Ah, at ikke Politie-
knegten mærker hvem den Letsindige nikker og gjør saa be-
kjendte Miner til, og som han med Bæven og kunstlet Munter-
hed maa gjensvare, for at ei -- han synes medrette, at hans
Liv hænger i en ligesaa smal Strikke, som den, Bøddelen nu
laver tilrette paa sit Knæ, nemlig i et Smiil, der just nu gjerne
kan være det fremstikkende Følehorn af en ulykkeligere Kam-
merads Misundelse -- han maa grine med, at dette Spøg kan
hindre hiins Ondskabsfuldhed fra at bryde ud i et tydeligere
Sprog, som baade kunde vække Folkemængdens og Rettens-
knegts og Bøddels Opmærksomhed. I at handle saaledes,
holde gode Miner, om han nu maa hade Correspondenten, og
lære taust hvad der forresten kan læres af en saadan Scene,
handler han klogt. Men om han strax i sin første Angst vilde
raabe: "Gud fordømme dig Peter, som ikke kan være stille!"
vilde han handle dumt. Ikkesandt?

   De vil nok vide og see, hvorvidt et saadant Hang til Accom-
modation bør gaae og kan gaae, uden Fornærmelse for nogen
Anden. Flagellanten rase imod sin egen Bag! Den kommer jo
d.III,b.1,s.87   ingen Anden ved. Men, spørger De en retskaffens Theolog, saa
vil De høre, at al Accommodation hører de Profane til: den er
en Stank af det bandlyste Brændemærke, som gav et Dyr Cheru-
bens Stempel.
   Naar man nu derimod, med samme Vold som den uartige
Jaans, da han trak Kjolen bagvendt paa sin Fa'r, vil appli-
cere en, i en Satire fremstillet, urosværdig Character paa en
agtværdig Trediemand, hvor maa da Forfatteren blive tilmode,
naar han seer, at han ligesom har fodret Ondskab eller Ufor-
stand? Dette veed jeg med Uvillie, er Tilfældet med den Cha-
racter i "Ah!" der er til der af samme Grund som i et Skov-
malerie en maanelys Plet, hvorpaa en Fyr og en Gran kaste
deres Skygger, og kjæmpe om Rummet, og som forekommer mig
som en Faarekylling, en Sommerqvel modulerende to vældige
Frøers baslige Koaxa. --

   Dette, samt at jeg følger et alvorligere Kald, har ladet mig
for bestandig maaskee -- som den Skibbrudne sine dryppende
Klæder -- ophænge Svøben; men jeg vilde rive den ned, og
snoe nye Snor i, og hvine om mine egne Øren, hvis jeg virke-
lig nærede en saadan Tanke om mig Selv, som det gjør mig
ondt at formode, en saa retsindig Mand, jeg troer De er, skal
nære Mistanke om jeg besidder. Hvis jeg gav Grund til at
formode noget Saadant i Gjensvaret i hiint Mbld., da vil De
erindre, at jeg ytrede min Formening om at Tendenzen af hine
Vers burde hellige og gjøre dem urørlige, som de haarde Tem-
pelskuebrød. Men disse vare rigtignok ikke hellige for Davids
Hunger. Vare mine Vers haarde og ufordøielige som forstenet
Frugt, som Flintestene, fandt de skam ogsaa graadige Staal-
tænder. Kan det da undre Dem, at der føg Gnister? Og jeg
paastaaer, at hine joniske Vers -- i Strid med mine doriske --
hvilke De behager at kalde blot Ironie og ikke Spot, var da en
Ironie, der var saa nøie forenet med Spot, som en vild Lapithe
med Hesten, som en grinende, evoerende Bacchant med den
blodige Tiger, han sprænger afsted paa.

   Til Deres sidste fem Ord, vil jeg spørge, om følgende fem
ere rigtige og sande:
cum cane simul et lorum.

Deres
Non quam multis placeam studens, sed quibus.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE