HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


LILLOSØEN
Morgenbladet 12 Febr.1823.



           H
ør, Vinden suser,
           Om steile Øe.
           See, Bølgen bruser,
           Paa Lillosøe.
                 De Vover trille,
                 De Vinde spille
                 Om Elgas Øe.


           See Skyggen, som stiger,
           Med Harpen i Haand,
           Fra Dødninge Riger.
           Det er Lillo's Aand.
                 De Strænge bæve,
                 Og Lokkerne svæve,
                 I natlige Luft.



           De blege Kinder,
           Paa Ynglingen der;
           Den Taare, som rinder:
           Det Lillo er.
                 Ak Lillo maa græde!
                 Til Elga qvæde
                 I tause Nat.



           See Møen, som staaer,
           Ved Bredden hist.
           Snart Tiden gaaer,
           Den Midnattefrist,
                 Den Taare rinder,
                 Og Tiden svinder,
                 Den svinder brat.



           Og Hænder de række;
           Fornye den Troe.
           De Armen udstrække
           For tabte Roe.
                 Og Taaren falder;
                 Snart Hanen kalder
                 Til Gravens Hjem.



           See Dolken, som sidder
           I Møens Bryst.
           Hun Hænderne vrider
           Paa Søens Kyst.
                 Som røde Koraller
                 De Blodsdraaber falder
                 I brusende Blaae.

d.III,b.1,s.16  

           Og bort de nu vandre,
                      Med Qval udi Sjel.
           De ønske hverandre,
           Et bittert Farvel.
                 Og ned de nu stige
                 Til Dødningerige.
                 Bort de nu gaae.

   Saa lyder den ærlige Bjergskottes Sang, som har opslaaet
sin Bolig ved den mørke Lillosøes Bredder, dybt inde i det
steile Grampians Fjelddale; saaledes vil Enhver, som bereiser
Høilandene, og farer over Lillosøe, høre den.

   Alt mørkere og mørkere steg den steile Elga-Øe med sine
imponerende Klipper, frem av Søens Favn; Vinden fyldte Sei-
lene; min Skotte lagde Aarerne op, og spurgte om jeg vel havde
hørt noget om Elga-Øe. Jeg bad ham at fortælle, og i sin naive
Bjergdialect begyndte han:

   "Det var paa den mægtige Fingals Tid, som Herren nok
kjender, at her i Høilandene regjerede en Konge, som hedte
Rogald, han havde sin Kongeborg hist henne paa Øen. Denne
Konge havde en Datter ved Navn Elga, som han havde bortlovet
fra hendes tidligste Barndom til Wortigern, Konge i Inverness;
men Knuden var, at Prindsessen ei kunde lide ham; thi I maa
vide, gode Herre, at den Wortigern, var ret en hæslig Brudgom,
for saa yndig en Møe, som Elga var. Derfor var Elga ogsaa
bedrøvet, og naar de venlige Terner lystigen dandsede og sang
omkring hende paa den blomsterklædte Vang, da græd hun,
istedenfor at stemme i med i deres glade Hymner.

   Ofte vandrede hun ene om, paa Øens steile Strandklipper,
med Taarer i det dunkle Øie; men engang, da hun, som sæd-
vanlig sad paa Klippeskræntningen, og skuede ned i Dybet, som
laa roligt og speilklart i det klare Maaneskin, blev hun i
Vandets Speil vaer Billedet af en Yngling, som hun syntes at
kjende, i Haanden holdt han en gylden Harpe, og hans Fjeder,
hans Skjærf var blaae, som Forglemmigei -- Elgas Farve. Hun
forskrækkedes, og store Taarestrømme flød hende ud af Øinene,
da vækkede rørende Harpetoner hende igjen. Hun sprang op,
og see -- ved hendes Side stod Ynglingen med Harpen.

d.III,b.1,s.17      "Bliv ei forskrækket skjønne Prindsesse. Kjender du mig
ikke mere Elga?" sagde han, ømt bøiende sig over hende.

   "Nei! svarede Elga rødmende, hvem est du, unge Barde?"
Lillo er jeg, sagde Sangeren, hist ovre i Dalen, hvem du tilsvoer
Kjærlighed, førend jeg foer til Norrig med Fingal." Kort --
Løftet blev fornyet, og hver Aften hilsede de Elskende de op-
kommende Stjerner, og den venlige Maane, som var et Vidne
til deres Kjærlighed, og kun i Baggrunden stod Wortigern, som
et dunkelt Spøgelse.

   Elga blev muntrere Dag for Dag, hvilket ikke undgik
Rogalds skarpe Øie -- han opdagede Aarsagen, og i hans Hjerte
kogte den sorteste Hevn.

   En Morgen, før Solen forgyldte Kongeborgens Spire ginge
Rogald og Elga, gjennem de lyse Enge til Stranden; da tonede
Accorder over Bølgerne. Elga, henreven ved Tanken om den
Elskede, stemmede i med. Rogald mærkede det, han sagde
intet; men sprang flux i en Baad, som laae ved Stranden, og
som en Piil skar den gjennem Bølgerne, dreven ved Rogalds
Kjæmpearm; snart var han ved Harpeslageren. Det var Lillo.

   "Lad mig prøve din Harpe unge Barde, sagde Rogald, ogsaa
jeg er øvet i Strængeleeg." Med den ene Haand tog Rogald
Harpen og med den Anden, stødte han Lillo ud i Bølgerne, men,
da Lillo holdt sig i Baaden, hævede Rogald Harpen, slog ham i
Hovedet og Lillo sank, raabende Elgas Navn. Snart var Rogald
igjen hos sin Datter. Fælt leende, sagde han til hende: "der
Elga, har du en Harpe, som kan fornøie dig i dine ensomme
Timer."

   "Der er jo Blod," sagde hun, og en gysende Ahnelse foer
igjennem hende.

   "Ja Elskerblod," svarede Rogald med hjerteskærende Kulde.
Trøst dig Elga!" Man bar hende bevidstløs hjem; men den
kjølige Aftenstund, den tause Nat, og den rindende Soel fandt
Elga vanvittig paa Stranden. Rogald befalede, at bevogte
hende; men Ingen vovede at standse den dybt sørgende Prind-
sesse, naar hun med udslaget Haar, forgrædte Øine og i det
hvide flagrende Klædebon, gik til Stranden. Da besluttede
Rogald at følge hende paa hendes Nattevandring. Da de vare
komne til Stranden, omfavnede hun sin Fader, og sagde med
Vanvids hele Præg: "O Fader, see der er Lillo!" Og see
d.III,b.1,s.18   Lillos Skygge svævede paa Vandet, og Harpetoner løde over
Søen. "Fader hvad har du gjort?" skreg Elga, vridende sine
Hænder, og nye Taarestrømme styrtede ud af de forgrædte
Øine; men rask drog hun Rogalds Daggert, og dybt stod den i
hendes Barm. "Lillo jeg kommer," raabte hun, end engang
tonede Harpen, og Elga var ei mere. Dette udholdt Rogald ei,
han styrtede sig i sit Sværd, og Slottet forfaldt; thi man sagde
at Rogald ved Midienatstide vandrede om blandt Borgens
Ruiner.
   Her sluttede Bjergskotten.
   Maanen gik op, da vi just seilede Ruinerne forbi, og heel
underligt syntes os, de hvide Mure, at skinne i Maanens blege
Skjær; mens Uglerne opførte en sørgelig Concert i de øde Haller.
w...g...x.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE