HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


HUNNERSLAGET

(NORDISK FORTÆLLING)

Morgenbladet 6 sept.1821.

   Bægrene gik om ved Heidreks Gravøl, og Angantyrs Kæm-
per aflagde drabelige Løfter om Bedrifter, de vilde udføre.
   Af sin Fader, Heidrek, havde Angantyr faaet Riget Reid-
gothland; han havde hevnet hans Død, og satte sig nu ved
Gravøllet i Besiddelse af sin Faders Rige.

   Kæmperne fortalte Oldtidens Bedrifter og Sagaer. Mange
berettede og egne Bedrifter, og Hændelser, der var dem veder-
farede. Her blev omtalt, hvorlunde Sigurd Fofnisbane dræbte
Fofner, hvorlunde han selv siden blev sveget af de troløse Gjuk-
unger, hvorledes disse bleve overvundne af Atle Budleson, hvor-
ledes Jarmerik, paa falsk Mistanke, lod sin eneste Søn, Randver,
dræbe, at Svanhvide blev, med en Sæk over Hovedet, hjeltraadt
af Jarmeriks Heste, hvorlunde Gjukungerne dræbte deres Broder
Erpur, og hjelsloge Jarmerik. Under saadanne og lignende
Samtaler traadte Angantyrs yngre Stedbroder Laudur ind i Hal-
len. -- I Tandgave havde han af sin Fader faaet Sværde, Bryn-
jer, Hjelme, Heste og Qvæg og et skjønt Landskab. -- Ei for-
nøiet hermed, vilde han gjøre sin Paastand paa den Andeel,
han troede tilkom ham i Regjeringen, gjældende, og kom med
30 Svende, for at fordre Land efter sin Fader. Den bestyrtsede
d.III,b.1,s.8   Forsamling gik med Angantyr ham imøde, bad ham tage Deel i
Gildet, drikke Mjød og hædre den afdøde Konges Minde ved
Gravøllet. "Ei er det den Hensigt, hvori jeg er kommen,"
svarede Laudur stolt; "men for at fordre Halvdelen af Alt,
hvad Heidrek har eiet, baade af Land, Skov, Vaaninger, af ind-
viede Lunde og Altare, af Slotte og alt det Øvrige, er jeg dra-
gen hid. Vil du, Angantyr! tilstaae mig det eller ikke? Der-
paa beror vor Færd med hinanden for Fremtiden. Svar?"
   Vred i Hu greb da Angantyr i sin billige Harme det med
Mjød til Randen fyldte Bæger, og aflagde høitidelig Heitstren-
ging: "Ved Odin sværger jeg: før skulle Krigsmænd bide i
Græsset, og vore Spydsodde møde hinanden, førend jeg, lov-
lig født til Riget, antager dine ubillige Vilkaar; før skal Svær-
det Tyrfing skille imellem os, før du dennegang faaer din Villie.
Dog, lagde han til, paa Grund af vort Slægtskab byder jeg dig,
at modtage Sværde, Svende, 1,200 Mænd, 1,200 Heste, 1,200
Drenge til at bære Skjolde; Guld og Sølv, saameget du ønsker,
samt Trediedelen af Landsfolket, og troer jeg, du hermed kan
være fornøiet." Her taug Angantyr, og tømmede Bægeret.
"Vel talt!" raabte Kæmperne. Laudur, der troede, at have
lige saamegen Ret til Riget, som Hiin, svarede vred: "I for-
kaster mine Vilkaar; jeg forkaster ogsaa Eders. Loddet er
kastet. Tyrfing skal skille imellem os." Hurtigt og med et
ulykkeforkyndende Blik forlod han Gravøllet.



   Allevegne i Hunnernes Rige samlede Laudur og hans Mor-
fader, Hunnerkongen Humble, Folk. En utallig Hær strøm-
mede sammen. Af denne over 200,000 Mand stærke Armee,
anførte Humble den høire Fløi, der udgjorde 11 Hobe; Laudur
selv anførte Midten af Hæren, 13 Hobe stærk, og den venstre
Fløi commanderedes af en anden Hunnisk Konge, Høgrin, med
9 Hobe.

   Denne uhyre Magt troede Laudur var tilstrækkelig til at
udrette hvad han med det Gode ei havde kunnet udrette, og
til at skaffe ham Hevn over hans Broder; men desværre for-
sildig fandt han sig skuffet i sit Haab.

   Da Foraaret kom droge Humble og Laudur med deres sam-
lede Magt ind i det Reidgothiske Rige. Allevegne, hvor de kom,
d.III,b.1,s.9   hærgede de, og Landet var udsat for deres Plyndringer, hvorved
det ubeskyttede Rige led overmaade Meget. Ligesom Tartarerne
adspredte de sig over hele Landet, og lagde det øde. De for-
skrækkede Indvaanere flygtede hobeviis dybere ind i Landet,
for at undgaae denne ødelæggende Strøm.


   Hervor, Angantyrs Søster, en tapper Skjoldmøe, havde i
Nærheden et Slot, for at beskytte Landet imod de plyndrende
Hunners Streifetog. Saasnart hun blev Hunnerne vaer, drog hun
med sin samlede Magt, saare ubetydelig imod hiin, dem imøde.

   Striden begyndte. Med uefterlignelig Tapperhed angreb Her-
vor Hunnernes talrige, langt overlegne Skarer. Hurtigt vege disse
tilbage for det kjekke Anfald, og udstrakte deres store Hær
i en Halvmaanes Figur rundt om Fienden. Paa flere Steder
gjennembrød Hervor, hendes tapre Fosterfader Orm og hans
Folk Hunnernes Slagtorden. Lig Skjoldmøen Veborg i Bravalla-
slaget gjorde hun Angreb paa Fiendens Hær, hug til Høire og
Venstre, og fældede Alt ned for Fode. Dog for Hunnernes
store Overmagt kunde ikke engang Tapperheden selv længer
holde ud. Hun hug Laudur saaledes i Hovedet, at han faldt
bagover; forbitret reiste han sig, afskar med flere Anførere Til-
bagegangen til Sine for Hervor, der ene havde nedlagt flere
Fiender end alle de Øvrige. Udmattet og mødig af den lang-
varige og anstrengende Kamp faldt tilsidst Heltinden, overmandet,
ei overvunden. Da Orm saae sin Herskerinde falde, samlede
han de sidste Levninger af Hæren, slog sig igjennem, og kom
uskadt til Angantyr.



   Med Bedrøvelse modtog Angantyr Budskabet om denne ulykke-
lige Hændelse. Vred i Hu sled han sig i Skjægget, og lod
Taarer rinde over den tapre Søsters Død. Med høi Røst ud-
raabte han: "hvo der vil gaae til Hunnerne, at forkynde dem
Krigen, giver jeg en Guldring." Da reiste sig den gamle Gizur,
Heidreks Fosterfader, og sagde: "For Intet, ædle Herre, gaaer
jeg til Hunnerne, at forkynde dem Krig." "Forkynd dem da
tillige," sagde Angantyr, "at de møde os paa Dunahede og der
udholde Striden med os."



d.III,b.1,s.10      Nu drog da Hunnerhæren, der, deels ved Slaget med Hervor
var betydeligen indsmeltet, deels ved at besætte det erobrede
Land, var meget formindsket, og udgjorde 16 Hobe, som hver
igjen havde sin Hovedfane og flere Underafdelinger, ud paa
Kamppladsen paa Dunahede, for ved Sværdene at afgjøre, hvo
der skulde være det Reidgothiske Riges Behersker.

   Angantyr samlede sin Armee, der bestod af 50,000 Mand, og
rykkede ud paa Kamppladsen. Selv anførte han med Orm,
Hervors Fosterfader, Kjernen og Midten af Armeen, Gizur førte
den høire, Øref den venstre Fløi.

   Angantyr var en Helt, der ei saae paa Mængden, men paa
Tapperheden. Stor og før af Skabning, høi og rank af Væxt,
stærk af Bygning og Kræfter, var han øvet og erfaren i alle
Nordens dengang brugelige Konster og Færdigheder. I Tapper-
hed lignede han sin Fader Heidrek, i Godhed og Retviished sin
Farfader Haufudr. Hans fyrige og aabne Blik forkyndte den Ild
og Iver, den Lyst til alt Godt og Ædelt, der boede i ham. Ugjerne
greb han dennegang til Vaaben, og ikke førend Laudurs altfor
store Ubillighed tvang ham, for ei at synes feig, til at møde ham i
aaben Mark, og da see, hvis Seieren vilde blive. Men da Krigen
var uundgaaelig, mødte han med freidigt Mod, uagtet langt sva-
gere, Hiins langt større og overlegne Hær; thi baade Billigheden,
den gode Sag og hans Folks Tapperhed, hvori han vilde fore-
gaae dem med Exempel, strede for ham, og vare paa hans Side.

   Laudur var og af Skabning stor og før og stærk, og tapper;
men hans stolte og overmodige Sind taalte ingen Modsigelse,
og bragte ham til at overskride Billighedens Grændser. Baade
yngre end Angantyr, og født udenfor Ægteskab av Humbles
bortrøvede Datter Svafa, havde han aldeles ingen Ret til Andeel
i Regjeringen. Men hans Hovmod og Selvkjærlighed lod ham
troe, at lige Andeel med hans Broder tilkom ham i Regjeringen,
da dog Angantyr ei alene af sin Fader og ved sin Fødsel var
bestemt til Thronen, men og var valgt af Folket, havde hevnet
sin Faders Død, og holdt Gravøl over ham.



   Angantyr og Laudur ordnede deres Folk. Angantyr frem-
kaldte Laudur og tiltalede ham saalunde: "endnu eengang, min
Broder, tilbyder jeg dig, hvad jeg tilbød dig i Gravøllet; men,
d.III,b.1,s.11   hvis du endnu vedbliver din Paastand, saa maa Sværdet skille
imellem os." "For vidt," svarede Laudur, "er jeg gaaet frem,
til at jeg kan gaae tilbage. Nei, nu maa Tyrfing afgjøre, hvo
der har Ret." -- Slaget begyndte. Langt fra kastede man Pile,
Kastespyd og alle Slags Kastevaaben paa hverandre. De
Hunniske som de Reidgothiske Anførere gjorde en Skjoldborg
om sig. Anfaldet rasede med Heftighed fra Hunnernes Side;
men Gothernes Tapperhed opveiede Hunnernes Mængde, hvis
korte Spyd Intet udrettede, men bleve opfangne i Gothernes
store og tykke Skjolde. Ei heller kunde det store Tab, Gotherne
led paa Folk, synderlig mærkes, da allevegne fra Folk strøm-
mede sammen til deres Hær. Hunnerne, der bleve dette vaer,
sammentrak alle deres Folk fra de besatte Steder.
   Mange af Gotherne og Hunnerne indlode sig ordentlig i Tve-
kamp. Saaledes anfaldt Orm, Hervors Fosterfader, Kong Humble,
men denne gav ham et saadant Hug i Laaret, at han fik Bane-
saar. Laudur mødte Angantyr, der med Skjoldet paa Ryggen
og Sværdet Tyrfing i Haanden, banede sig Vei igjennem Hun-
nerne og gjorde stort Nederlag, og de vexlede Hug. Dynger af
Lig laae paa Valpladsen, Blod strømmede, Seieren var uvis og
vendte sig endnu ikke til nogen af Siderne. Heftigt rasede Kam-
pen i otte Dage, uden at man kunde see, hvis Seieren vilde blive.



   Solen stod op den niende Dag, og beskinnede de blodbestænkte
Sletter og Krigernes Sværde, der skulde afgjøre Striden. Kam-
pen begyndte med lige Heftighed som de forrige Dage, da
pludselig en Omstændighed gjorde Udslaget. Med 25,000 Mand
friske Tropper kom den Garderigske Konge Herlaug, Hervors
Morbroder, Angantyr til Hjælp.

   Med rasende Kamplyst trængte Gotherne uimodstaaelige ind
paa Hunnerne. En fortvivlet Tapperhed fra disses Side, der vid-
ste, at Ingen fik Pardon, modtog dem. Dog end mere og mere
uimodstaaelige kæmpede Gotherne, der strede for Frihed og
Fædreland. Da begyndte Hunnerne lidt efter lidt at vige.

   Humble og Laudur, og de øvrige Hunniske Anførere, ind-
sluttede sig i Skjoldborgen og satte sig i Spidsen af Hæren.
Det meest heftige Anfald, som Angantyr, Herlaug og flere
Gothiske Helte gjorde paa Skjoldborgen, kunde denne ei ud-
d.III,b.1,s.12   holde, men blev tilsidst brudt af det alt mere og mere heftige
Angreb. Da faldt Humble, Laudur og de øvrige Hunniske
Konger. I en Hast toge da Hunnerne Flugten, men Gotherne
forfulgte dem hidsigt, og tilintetgjorde dem aldeles. 30,000
Hunner laae paa den blodige Valplads, og 15,000 Gother og
Russer vare faldne.
   Saaledes endte dette blodige Slag. Med Pragt og Hæder
lod Angantyr de faldne Fiender begrave. Især begræd han
inderlig Laudur, hvis Overmod, Ærgjerrighed og Haardnakken-
hed havde styrtet ham selv, hans Fædreland og Fienderne i en
saa sørgelig Skjæbne.

w...g..x.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE