|
AGANDECCA
(EN FORTÆLLING)
Morgenbladet 5 sept. 1821.
I Oldtiden regjerede i York i England en Konge ved Navn
Starno. Alfaderen havde rynket hans Pande, men ei kunnet
omstemme hans med Tapperhed og Grumhed forbundne trædske
og rænkefulde, lumske og falske Charakter. Hvor han ikke
kunde udrette Noget ved Magt, tog han sin Tilflugt til List; og
brugte Han end Magt, havde han altid en List færdig i Baggrun-
den, der og, for det Meste, spillede Hovedrollen.
Længe havde han levet i Fiendskab med Fingal, Konge i
Morven i Scotland; et uforsonligt Had bar han til ham, og havde
tilsvoret ham Undergang. Denne var een af hine ædle, rene
Sjele, hvem den mindste Afvigelse fra Redelighedens Vei syntes
en Skjændsel. Hans ranke, høie Væxt forkyndte en ædel, en
ophøiet, hans lyse, aabne Blik en reen Sjæl; hans brune Haar
flagrede i lange Lokker paa hans stærke Skuldre; og den Ven-
lighed og Godhet, den Blidhed og Fortrolighed, der straalede
frem af hans Aasyn, satte disse Fortrin endnu i et klarere Lys.
Balders mandlige Skjønhed og Godhed, Tyrs Viisdom, Vidars
Styrke og Smidighed vare i hans Person forenede; og, kort sagt,
alle ydre og indre Legemets som Sjelens Fuldkommenheder
fandtes hos ham.
Starno havde en Datter, ved Navn Agandecca. Skjøn som
Freya, da hun græd gyldne Taarer over Odur, var hun alle
Ulykkeliges Trøsterinde i Nøden, Trængendes og Nødlidendes
Understøtterske, og ofte var det hendes virksomt hjælpende
|
| d.III,b.1,s.4 |
Haand, som de, der allerede havde opgivet alt Haab om Redning,
havde at takke for deres Frelse. Høi, rank og smekker af Skab-
ning; den hvide Svanehals og Liliebarmen stak herligt af imod
det gule lange Haar, der tæt ombølgede den skjønt hvælvede
Nakke; hendes Aasyn havde noget saa Indtagende, Følende,
noget saa Udtryksfuldt, at hun i Væsen lignede en Guddom.
Hendes Fødsel havde kostet hendes Moder Livet, og ene under
en Ammes Opsyn blev hun opdraget; dog ei var hendes Faders
lumske og hevngjerrige Sind gaaet over paa hende; men som
en spæd Lilie i en eensom Dal, var hun opvoxen. Længe havde
hun med Beundring hørt Tale om den ædle Fingal, og fattet en
Tilbøielighed for ham, der lidt efter lidt opblussede til en Deel-
tagelse og Inderlighed i Alt, hvad der angik ham, som man
pleier at kalde Kjærlighed. Høiligt bedrøvedes hun derfor over
sin Faders Feider med den ædle Fingal, som hun gjerne øn-
skede fjern fra enhver Fare og Ulykke. Ogsaa Fingal havde
vant sig til at betragte hende som Maalet for sine Bestræbelser,
men hans Feider med Starno adskilte Begge for bestandig, og
den falske og mørke Starno forhindrede enhver Adgang til
Agandecca. -- Dog, en Tildragelse syntes at ville forene det
ædle -- hinanden ubevidst -- gjensidig elskende Par, og at
komme dets Ønsker i Forveien.
Det var i hine Tider, da Sørøveriet var i sit høieste Flor,
da Enhver, der vilde erhverve sig Ære og Lykke, drog ut paa
Søtog. Især var det de gamle Kongers kjæreste og sædvanlig-
ste Forretning, at sværme om paa Søen, undertvinge og maale
sig med Sørøvere, dog uden at skade Kjøbmænd eller fredelige
Reisende, og saaledes hævde deres Herredømme tilsøes.
Med en Flaade af 10 Skibe sværmede Fingal om i Vester-
havet. Paa sin Hjemreise traf han sin Fiende Starno, der med
20 Skibe var ude paa Søtog. -- Glad over nu endelig at kunne
faae Leilighed til Hevn i Hænderne, betænkte denne ei den
Vanære og Skændsel, der vilde træffe den, der med Overmagt
angreb en Anden. Han troede, at være seiervis, og gav Befa-
ling til Angreb. Desuagtet blev Fingal ved freidigt Mod, da
han vidste, at ei Mængden, men Tapperheden gjør Udslaget, ei
søgte han at undflye, men snarere ved Angreb fra sin Side, at
|
| d.III,b.1,s.5 |
komme sin Fiendes Ønsker imøde. Skib blev til Skib, -- to
af Starnos mod eet af Fingals, -- Stavn bundet til Stavn, og
en haardnakket Strid begyndte. -- Ei nyttede Starno hans
Flaades Overmagt. Med 20 tapre Ynglinge, der fulgte ham, be-
steg Fingal selv Starnos Skib; ingen Modstand frugtede, men Alt
veg for deres tapre og haardnakkede Angreb. Starno, der med
fortvivlet Tapperhed forsvarede sig, da han saae, hvorlidet
Overmagten her vilde hjælpe, blev, efter lang og tapper Mod-
stand, indklemt imellem Skjoldene af Fingal og hans Mænd, og
ved Starnos Fangenskab havde Slaget Ende.
"Starno," sagde Fingal, da denne var bragt for ham, "Hvad
vilde Du give mig, hvis jeg igjen satte Dig i Frihed?" "Alt
hvad jeg eier," svarede Hiin. "Det trænger jeg ikke til; kun
Eet, hvis jeg ellers vilde have Noget, vilde jeg betinge mig.
Dog frivillig maa du give mig det, ellers ikke." "Og det var?"
"Agandecca, Din Datter." "Dersom det er Gudernes Villie, Ja."
"Velan! Du er fri!" raabte Helten. Strax blev Starno løsladt
og sendt til sine Skibe. Tilsyneladende rørt bad han Fingal
følge med sig til York. Villig modtog Fingal denne Bøn, og
begge Konger droge i Forening, som Venner, til Starnos Resi-
dence. Prægtigt bleve de modtagne af den skjønne Agandecca,
der med Glæde kom den dyrebare Gjæst imøde, som hun med
Forundring fandt var Helten Fingal selv.
Forestillende Fingal for Agandecca, sagde Starno: "min
Datter! du maa afgjøre angaaende et Løfte, som jeg er Fingal
skyldig, i Henseende til dig." "I Henseende til mig?" gjentog
Pigen rødmende. "Ja, om du vil betro din Person til Fingal
ved Ægteskabets hellige Baand," svarede Starno, og fortalte
hende Aarsagen til hans Løfte. "Er det min Faders og Gu-
dernes Villie, Ja." -- Til næste Foraar, blev man enige om,
skulde Høitiden staae hos den Trolovedes Fader; til den Tid
skulde Fingal besøge Starno og hans Datter i hans Residence.
Dog, Starno pønsede paa Svig. Endnu brændte Hadet til
Fingal i fulde Flammer i hans Bryst, og hiin Opførsel var kun
en Maske, hvori han hyllede sig, som den ædle Fingal, der
dømte Andre efter sig selv, og ei kjendte den uforsonlige Star-
nos sande Charakteer, antog for hans virkelige Ansigt; det
|
| d.III,b.1,s.6 |
var kun en Forstillelse, hvorved han deslettere troede at kunne
naae Maalet, at styrte Fingal; men desværre, forsilde indsaae
han, at han selv for Tiden havde beredet sig sin egen Under-
gang. Endnu flammede Iversygen hos ham, der ved Fingals
sidste ædle Daad var stegen til det Høieste, saa at ei engang
denne skjønne Handling, der ellers vilde have bevæget enhver
Anden, formaaede at røre Starnos, i Ondskab forhærdede, Sind.
Selv Faderfølelsen var udslukket, og havde aldeles tabt sin
Kraft hos ham, saa at han ikke et Øjeblik betænkte sig paa at
opofre sin Datter, naar han derved kunde befordre sine Hen-
sigters Opnaaelse.
Ei længe kunde Starno dølge, hvad han rugede over. I et
Ruus truede han sin Datter med, at hun aldrig skulde komme i
Besiddelse af Fingal, og lod desuden imod denne falde flere
Trusler, der ei kunde Andet end vække Agandeccas Mis-
tanke. Den bekymrede Pige sendte strax et Bud til Fingal
med en Runestok, hvorpaa der var indgravet: "Fingal, vær
forsigtig, naar du kommer til min Fader. Kom snart til den
ulykkelige Agandecca. Vær bered paa det Værste. Jeg kan
ei sige Mere." -- Et Ulvehaar var bundet til Stokken. Be-
styrtset samlede Fingal, der strax indsaae hvad dette vilde sige,
i Hast 30 Mænd. Med disse drog han til Starnos Hof, og po-
sterede dem saaledes, at de strax kunde staae ham bi, hvis
det skulde gjøres fornødent.
Fingal var kommen for sildig. Allerede havde Agandecca
udstødt det sidste Suk, og var ei mere, da han traadte ind i
Hallen. --
Med et af Forbittrelse funklende Blik var Starno traadt
ind til sin Datter. "Elsker du Fingal?" spurgte han. Da Pigen
ved sin rødmende Taushed ei syntes at ville benægte det, ved-
blev Starno: "Ei skal du elske min Fiende, som jeg har svoret
Undergang, ei skal han, der saa ofte har vækket min Vrede,
have den Glæde, at kalde dig sin." Rasende gjennemborede
han hende med Sværdet. Døende sukkede hun: "Guderne
tilgive dig, min Fader, og bringe dig den Glæde, som jeg ei
har kunnet bringe dig." -- Forbauset og yderst forskrækket
spurgte Fingal: "hvo har gjort dette?" Kold svarede Starno,
|
| d.III,b.1,s.7 |
og uden at røbe mindste Fortrydelse: "Saa var min og
Gudernes Villie." -- Flux styrtede, paa Starnos Tegn, hans
Bevæbnede ind i Hallen, og angrebe Fingal. Tappert værgede
han sig, indtil hans Mænd, der hørte Allarmen, brøde frem, for
at forsvare den ædle Drot. Haard var Striden; men snart
maatte Starnos Mænd vige for Fingals og hans Mænds Tapper-
hed. Med et Udraab: "far til Hel!" styrtede han ind paa
Starno, der med Livet maatte bøde for sin Ondskab. Bestyrt-
sede over deres Herres Død kastede Starnos Krigere deres Vaa-
ben, og forlode Hallen.
Nu lod Fingal sine Taarer over den Elskede frit Løb. Sør-
gende drog han hjem, og med dyb Vemod erindrede han sig
siden Starnos Ondskab og Agandeccas ulykkelige Skjæbne.
w...g..x.
|
| BLA BAKOVER |