HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 1. BIND: 1821 - 1833


Henrik Wergeland, III. Artikler og Småstykker, polemiske og andre: 1ste Bind 1821 - 1833
d.III,b.1,s.1  
BLODSTENEN

(ET SAGN)

Morgenbladet 17 juli 1821.

   Med Rædsel skrider Vandringsmanden ned i Pöllnitzer-Dalen.
Medens Øjet svimler ved Synet af Pöllnitzer- og Chemnitzer-
Spidsen, bedøves Øret ved Lyden af brusende Bjergstrømme,
der skummende styrte sig ned over de bratte Fjeldvægge, af
hylende Ugler, der tudende bygge deres Reder i Chemnitzer-
Borgens forfaldne Ruiner. Rædsomme Skygger seer man snige
sig vaersomt omkring iblandt Chemnitzes indfaldne Mure, og
varslende at bortkyse den frække Vandrer, der vover at nærme
sig Aandernes Bolig. Spørger man Dalens eensomme Beboere,
begynde de følgende Fortælling:
   Paa Pöllnitz boede, i Keiser Maximilians Tider, Ridder Leo-
pold,
ædel og god som hans Datter, den skjønne Therese. --
Therese var 15 Aar gammel. --

   Mange ædle Riddere kom til Pöllnitz, for at beile til hendes
Haand, iblandt dem og Ridder Hugo, Herre til den Borg, hvis
Ruiner sees liggende oppe paa Bjergtoppen. Erfaren i alle rid-
derlige Øvelser var han ond og stolt, og førte et ryggesløst Liv
paa sin Borg. Intet Under, at Therese gav ham Afslag; den
unge Otto von Selbitz vandt hendes Haand og Hjerte.

   Skummende af Forbitrelse sendte Hugo Selbitz et Udfor-
d.III,b.1,s.2   dringsbrev. Otto, stolende paa sin Tapperhed og retfærdige
Sag, mødte paa Pladsen nede ved Bækken. I Kampen stødtes
Hugo af Hesten. Otto vendte tilbage til den bekymrede Pige.
"Endnu i Aften," sagde den gamle Leopold, "skal I troloves,
mine Børn; den onde Hugo vil søge at hevne sig."
   Hugo fnyste af Hevngjerrighed. "Døe maa de, ved Djævelen!
hun skal vorde min." "Ludvig," sagde han til sin Fortrolige,
en Bandit, "Ludvig, skal Otto troloves med den gamle Leopolds
Datter iaften?" "Ja, Herre." Velan, Ludvig, de maa døe! ved
Djævelen, hun skal vorde min. Til blodig Daad maa vi være
beredte. Samler Svendene i Midnatstimen, sliber Dolkene og
følger mig! -- Hvidtsmykket førtes Therese til Capellet. Den
trofaste Otto troede at have naaet Maalet for al jordisk Lyk-
salighed. Endnu sad de i den høie Slotssal, allerede var Klok-
ken slaaet tolv, da Hugo stolt traadte ind.

   Therese besvimede. Otto og Leopold grebe til Sværdet.
"Hvortil Vaaben?" sagde Hugo; "jeg har Magten. Mine Svende
besætte allerede Borgen, og Eders ligge afmægtige i Bolt og
Lænker i Taarnet. Eders Datter forlanger jeg, og at I ere mine
Fanger." "Hvorledes, Formastelige! du vover at røre denne
Uskyld?" "Nei aldrig!" raabte Otto. "Og vi dine Fanger?
Husk dengang jeg stødte dig af Sadelen." "Velan, Ridder!
hun er min," svarede Hugo rasende, og styrtede ud af Døren;
"brænder, myrder, Svende!" hørte man ham raabe. Therese
slog Øjnene op. "Fader," sagde hun bleg, "stød Dolken i mit
Bryst, og gjør Ende paa mine Lidelser." "Therese," sukkede
Otto, "see! hvor man myrder de trofaste Svende; see! alt staaer
Taarnet i lys Lue." Leopold hævede Dolken. "Velan, saa døe
da, Datter! reen, som du traadte ind i Verden, forlader du igjen
Samme! Tilgiv din Fiende, snart skulle vi følge dig til vor
himmelske Fader." Lynende foer Dolken igjennem hendes Barm
og Thereses Blod strømmede. Nu stødte Gubben Dolken i sit
Bryst: "strax kommer jeg, min Datter." "Tak, Fader," sagde
hun. "Otto! følger du mig ei ogsaa?" "Jo, Elskede," svarede
Ridderen, styrtede sig i Sværdet og sank i Dødens kolde Arme.

   Forbauset stod Hugo ved Synet af denne Gruppe, da han
med de blodbestænkte Svende traadte ind i Hallen. Som en
Rasende styrtede han ud, sammenkaldte Svendene, og drog
sørgmodig til sin Bolig, medens de rødligskinnende Luer fra
d.III,b.1,s.3   Pöllnitz flammede høit op imod Himmelen, og oplyste det dunkle
Slot. Vanvittig sværmede han om, skyede Dagen, og troede be-
standig at see, hvorledes Djævelen strakte sine Kløer ud efter
ham, og mindede ham om Contracten, der var sluttet imellem dem.
En Morgen fandt man hans Liig knuust i Dalen. I fuldkommen
Afsindighed havde han om Aftenen styrtet sig ned af Klippen i
Djævelens Arme, der med Glæde modtog ham i sine skrækkelige
Boliger. Endnu sees den Steen, paa hvilken hans Legeme
knustes, der overalt er besprængt med Blodpletter, og, som
Minde om denne sørgelige Begivenhed, endnu kaldes Blodstenen.
w -- g.


   BLA VIDERE