|
En Bondestue indtil 10de og sidste Scene.
FØRSTE SCENE
(Stue hos Thor Solaas, uryddig, som paa en Flyttedag, ved en Mængde Huusgeraad, hvormed
Kari er sysselsat).
Kari.
Mel. Ifjor gjet'æ Gjeita.
Farvel, gamle Rokken! Nu skal jeg dig miste!
Det bringer mit Hjerte i Barmen at briste.
Nu skal vi ei mere om Qvellen ved Flammen,
du gamle Veninden min, smaasnakke sammen.
|
| d.II,b.6,s.573 |
Ak! alt hvad jeg seer, i mit Hjerte har Rødder.
Nu rykkes det ud. Er det rart, at det bløder?
Dog veed jeg knap, hvad jeg af alt skulde vælge.
Jo, med mig helst slæbte jeg Vuggen til Helge.
Men værst er med Dyrene. Smerte og Glæde
de føle som vi. Hvor Guldblomma vil græde!
Og Bølingen, veed jeg, vil hrøite i Bakken,
naar Kari skal vandre med Posen paa Nakken.
ANDEN SCENE
Kari. Thor.
Thor
(som kommer med tre Vandringsstave).
Snak, Kjærring, den skal Helge bære! Pengene har jeg i
Lommen, og her er Stave til os alle Tre. Men græd ikke saa,
kjære, snille Kari; men stell lidt til her i Stuen, for jeg venter
Inkassatoren ind fra Besigtigelsen.
Kari.
Ja, han er ogsaa af Forførerne! Men, Thor, jeg græder ikke
saameget for mig selv . . .
Thor.
Det bør du heller ikke; for du skal faae det godt paa dine
gamle Dage. Ikke en Traad paa din Krop uden Silke, og
hverken Slid eller Slæb, Kari . . .
Kari.
Slid og Slæb var mig altid kjært her, og skal blive det overalt
ved din Side, Thor. Men Helge! Den stakkers Helge! Det
er for at faae ham væk . . .
|
| d.II,b.6,s.574 |
Thor.
Der komme de. Ti saalænge! Men tro du mig, Solaas
er betalt.
Kari
(rystende paa Hovedet).
Men Tilfredsheden? Hvad har du faaet for den?
(Hun giver sig til at rydde et Bord).
TREDIE SCENE
Thor. Kari. Jepstrup.
Jepstrup.
Alt er befunden efter Aftale, Thor. Bølingen er vakker,
Hestene med.
Thor.
Men husk, I har lovet, at Blakken og Borken aldrig maa
skilles.
Jepstrup.
Javist! Javist! Huusgeraadet tage vi paa en Slump. Og
her er Pengene for det Hele.
(Han tæller Penge op paa Bordet).
Thor.
Det er reen Handel. Kom, kom, og see! Kari! Der er ti
Røde, og der er ti Grønne, og saa ti Gule. Rigtig!
Kari.
(Ved Arnen, tørrende Øiet).
Nei, jeg vil ikke see de Penge.
Thor.
Med dem hjælpe vi os godt frem, kan du troe.
Kari.
Ja, til Graven.
Jepstrup.
See saa! Skjødet har jeg her med Paategning. Og saa
ryddigt strax til Indflytning?
|
| d.II,b.6,s.575 |
Thor.
Vist, vist!
Jepstrup.
I Aften kunde I faae godt Følge nedover til Byen.
Thor.
Saa afsted! Naar det er, som der staaer i Bogen, burde ikke
en Mand blive længer i Norge.
Jepstrup.
Og Helge med ombord?
Thor.
Naturligviis! Han er min Alderdoms Støtte, og skal bli noget
andet end Skolelærer eller Bonde i Norge. Men siig mig bare,
er det Jer, Hr. Inkassator, eller er det Repp Lundastad, som
er Kjøber?
Jepstrup.
Mit Navn staaer jo i Skjødet. Hvor kan I spørge saa?
Thor.
Ja, men endda saa . . . Det viste sig jo, at det var Repp,
som havde kjøbt Gaardparterne under Aasen, skjøndt I tilslog
Jer selv dem.
Kari.
Kan du tvivle paa, at det er Repp, som har faaet dig fra
Gaard og Grund?
Jepstrup.
Nu burde I gjøre Jer færdig, Kone!
Kari.
Og I med. Hører I det?
|
| d.II,b.6,s.576 |
Jepstrup.
Aa ja. Jeg skal gaae. Det var Synd at berøve Jer det sidste
Qvarteers Tid, I har igjen. Derfor Farvel! Lykke paa Reisen,
Thor!
(sagte)
Husk paa Helge! Du veed, han er betalt.
Thor.
Ja, ja!
(Følger ham ud).
FJERDE SCENE
Kari. Thor (som kommer strax ind igjen).
Kari.
Skjønner du ikke, at det er Helge, Repp vil have bort, for
at faae ham og Sigrid skilte ad for evigt?
Thor.
Det har jeg nu ikke vidst noget om. Men vil ikke han Repp
Lundastad, saa vil nu ikke han Thor Solaas heller.
Kari.
Sligt faae kun Mødrene at vide; og jeg skulde nok laget det
sammen, jeg. Men du -- Thor Solaas, siger du? Nei -- nu
er du Thor Helgesen, og jeg er Kari-Ingenting. Gud hjælpe os!
Thor.
Ja, Gud hjælpe og trøste mig! Gid det var opgjort igjen!
(Tørrer sine Øine).
Kari.
Her paa Solaas er det nok Meningen, at Jepstrup og Sigrid
Lundastad skal boe. Men det blir nu ikke noget af det, om
jeg kjender Jenta ret.
Saa hun er slig? Stakkars Helge!
|
| d.II,b.6,s.577 |
Kari.
Solaas, Bøling og alt blir vanrygtet, og os faaer Gud hjælpe
igjennem Verden.
Thor.
Ja, ja! Gud hjælpe og trøste mig!
Kari.
Det er nu for seent. Nu faaer du være Mand, Thor.
Thor.
Den Repp! Den Repp! O, nu seer jeg det! O! O! Kari!
Nu seer jeg hele Pudset!
(Han viser sig utrøstelig, og river sig i Haaret).
Kari.
Du kunde have gaaet hjemom, da de Forrædere havde faaet
listet Bogen i dig, istedetfor at gaae til den fordømte Dokte-
rering paa Lundastad.
Thor.
Ak! Ja, ja! Men gid disse mine graae Haar falde paa dem
som Orme! Gid! Gid! Gid! Ja, jeg skulde forbande dem,
dersom jeg ikke vidste, det vilde bare more dem.
Kari.
At Angeren vilde komme, det vidste jeg nok. Men saa
braat . . .? Du har dog vel ikke faaet Penge, for at tvinge
Helge med?
Kari, det er som Halsen min brænder nu, jeg skal sige det;
men jeg fik 100 Daler atpaa, for det Løfte, at tage ham om-
bord med.
Kari.
Fy! At sælge sin Søn?
Thor.
Det er det, som nager mig. Da Jepstrup hviskede til mig
de sidste Ord: "Husk paa, han er betalt", da fik jeg Øinene op.
|
| d.II,b.6,s.578 |
Og da jeg saa kom ud i Svalen, da sad Helge der, bleg som
et Liig, og Præsten sad hos ham, og trykkede ham i Haanden,
som om han alt berettede ham.
Kari.
Stakkars Gut! Han er hjertesyg, jeg veed det nok! Men
Kjærlighed var ikke længer hvad den altid har været, dersom
han ikke med Tiden fik sin Sigrid, naar han bare fik være i
Landet -- ja, om saa Repp satte hende ind i et Taarn, som
gamle Dages Princesser. Han har hendes Løfte om aldrig at
ægte nogen Anden, -- og Jepstrup afskyer hun, som alle Men-
nesker gjør -- den Bondeplage! Det er slige, som drive Folket
af Landet. Gud forlade dem!
Thor.
Raad mig, Kari! Let mig denne Steen af Hjertet med Gutten!
For min Hjælps Skyld behøver jeg ham ikke derovre; men
Løftet, Løftet! Og vi drak og haandtoges derpaa.
Kari.
Det kan jeg troe; det er ligesom naar man handler Creaturer.
Men Raad? -- Ja, raade nu, jeg er saa fortumlet og sorggiven?
(Eftertænkende) Det holder haardt nu, Thor. Bedre om jeg havde
faaet raade før.
Thor.
Ja, ja! Det var et sandt Ord! Men hjælp nu, Kari; for
min Samvittighed kan ikke bære det.
Kari.
Hvorledes lovte du?
Thor.
Jeg lovte, at skaffe Helge ombord i Skibet.
Kari.
Ikke til Amerika?
Thor.
Nei, naar han først var ombord, saa . . .
|
| d.II,b.6,s.579 |
Kari.
Naa! Skaf Helge ombord i Skibet, saa er din Forpligtelse
løst. Giv mig de hundrede Daler, og overlad saa Alt til mig.
Thor.
Gid de hundrede Daler var i dem igjen!
Kari.
Der skal de komme. Vær du angerløs i hvad der skeer,
og ved friskt Mod, Thor! Husk bare paa, hvad du har lovet
at gjøre af mig, Kari di eia.
FEMTE SCENE
De Forrige. Helge og Capellanen.
Helge.
Jeg er færdig, kjære Fader!
Thor.
Naa, ja, ja! Gud velsigne dig!
Capellanen.
Man hører alt Lyden af Sværmen, som vandrer ned igjen-
nem Dalen.
Kari.
Saa faaer jeg ud at tage Farvel med Bølingen.
Thor.
Og jeg med Borken og Blakken.
(De Gamle gaae ud).
Capellanen.
. . . Min Ven, tro mig, du vil finde Ro i Bevidstheden om,
at opfylde din Pligt mod dine Forældre.
Helge.
Og du vil bede Sigrid bevare sin Tro et Aar endnu?
|
| d.II,b.6,s.580 |
Capellanen.
Det skal jeg, -- og hun vil svare, at hun bevarer den til Døden.
Helge.
Jeg frygter det, jeg frygter det! Til Døden.
Capellanen.
Haab derpaa. Tænk om du engang kom tilbage. Norge har
Afdale og Skoge, ligesom Amerika.
. . . Om jeg kom tilbage . . . Norge har Afdale og Skoge,
ligesom Amerika . . .
(De Gamle komme tilbage grædende).
Thor.
I Guds Navn da! Kom, kom! Kom Søn! Følget er lige
under Bakken.
Capellanen.
Ja i Guds Navn da! Fred være med Eder!
(De gribe Vandringsstavene, og gaae med langsomme Skridt og kastende sorgfulde Blikke om-
kring sig. Kari, i Døren, vender endnu engang tilbage og seer sig omkring).
SJETTE SCENE
Repp og Jepstrup. (Komme ind efter en Pause).
Repp.
En vakker Acqvisition, Maag! skjøndt en Huusmandsstue
mod Lundastad. Og see bare, hvor Lundastad-Bygningen tager
sig ud herfra! Det bliver behageligt for Sigrid, naar der nu
bliver stelt saa, at I kan boe her.
(Han seer ud af Vinduet)
Ei, ei! Jeg
seer ikke andet, end at de alle Tre pille nok saa vakkert afsted
nedover Bakken.
Hihihi! Jamen gjør de saa. Thor var altid en ærlig Mand.
|
| d.II,b.6,s.581 |
Repp.
Da blir han nok snart Fant i Amerika.
Jepstrup.
Det kan I være vis paa.
Repp.
Men Fanden maatte troe Gutten, siden sidste Luring, og ikke
han Repp. Jeg reiser endnu i Qvæl til Byen, for at høre ham
vel ombord. Sigrid og du blir her saalænge.
Jepstrup.
Bravo!
(Hurra-Raab høres)
Men hør!
Repp.
De Udvandrende raabe Hurra.
Jepstrup.
Godt, at de ere saa lystige!
Repp.
Jeg faaer mig vel et Hurra jeg med, naar jeg nu kommer
forbi dem.
Jepstrup.
Da vilde s'gu ikke jeg vove at kjøre forbi dem. Og hvordan
det er, Svigerfar, saa var det nok bedst, jeg kom til Ro her paa
Solaas jo før jo heller.
Repp.
Strax, Maag, naar jeg kommer tilbage fra Byen med baade
Snedkere og Malere. Da skal I kalde Solaas Vesle-Lundastad,
og der kan I leve af hvad I har skrabet til Jer i nogle Aar, saa
ere de Sager glemte. Er I ikke Formandskabets Ordfører inden
tre Aar, vilde jeg ønske, at Kariolarmene mine maatte knækkes
før jeg kom ned af Bakken.
(De gaae, Jepstrup gnidende sine Hænder og leende).
|
| d.II,b.6,s.582 |
SYVENDE SCENE
Sigrid, efterfulgt af Jepstrup, kommer ind.
Sigrid.
Kalder I mig Dronning her paa Solaas eller Vesle-Lunda-
stad -- men som det nok ikke kommer til at hedde i Jer Tid --
saa lyd dog min Befaling, at lade mig allene. Jeg ventede
ikke at see Jer her.
Jepstrup.
Det kommer de nok til at vænne dem til, Jomfru. Men, Gud-
bevars! De har ingen lydigere Tjener end mig.
(Gaaende)
Naar
Katten er borte, danse Musene paa Bordet.
OTTENDE SCENE
Sigrid
(allene. Seende en Cithar henne i en Krog).
En Cithar? Ak, den har været hans?
(Hun griber Citharen, og accompagnerer sig til følgende Sang).
Mel. Af Fjeldeventyret:"Venlige Morgen".
Her, hvor i Alt hvad jeg seer Han er til,
leve jeg vil
mellem de øde Vægge.
Her jeg pleier min Kjærlighed.
Her jeg daglig min Troskabs-Eed
vil til den Elskte aflægge.
Her vil jeg vente til Haaret blir graat,
Rynker udslaaet
ligsom et Net over Kinden.
End den Trofaste komme tør.
Bort han foer med den vilde Bør.
Kommer da ogsaa med Vinden.
|
| d.II,b.6,s.583 |
Her ifra Vinduet daglig jeg veed
Fløiens Beskeed,
hvordan de Vinde glide.
Hver Gang lystige Vesten gaaer,
Blomster fæster jeg i mit Haar,
vare selv Lokkerne hvide.
Og, see der hans Moders Rok! Hun elskede ham saa, og jeg
skal elske hendes Minde i hendes Rok. Hun maa have havt
den kjær, for jeg kan altid mindes, hun sad ved den, den Gang
jeg som Barn fik Lov at komme herover.
(Hun raaber ud).
Jepstrup,
vær saa god at komme ind.
NIENDE SCENE
Sigrid. Jepstrup. (Kommer ind).
Sigrid.
Hør, Herre! Den Cithar og den Rok der maa blive min.
Og, saa troer jeg, der var to Køer, den gamle Kone især holdt
af. Dem tager jeg under min Beskyttelse.
Jepstrup.
Vel nok, Jomfru. Men dersom Deres Far ikke lader de to
gamle Skramler brænde, og Kjørene slagte, naar han mærker
Lunten, saa vil jeg aldrig være Jep Jepstrup
(Snigende efter Sigrids
Haand).
Men dersom De kunde vise mig et venligt Ansigt,
Jomfru -- blot een Gang imellem -- ikke Dag ud og Dag ind
dette sure, -- saa skulde jeg nok see at gjøre hvad jeg kan.
Sigrid.
Taknemmelig vil jeg være. Men frygt og for Følgerne af
en saadan Ondskab. Da havte min Far tabt sin Datter; thi
da saae jeg, at det var Hjertet han vilde ramme.
Jepstrup.
Naa, hvor Jomfruen har lært derinde i Byen at tale godt!
|
| d.II,b.6,s.584 |
Sigrid.
Har I gjort mig til Dronning her, saa lyd!
(Gaaer).
Jepstrup.
Skal skee . . . i ydmygst Forventning . . .
(Gnider sit Kjole-Ærme af
Glæde).
Hihihi! Det er pro arrha, som Advokaterne sige.
(Gaaer).
TIENDE SCENE
(Skuepladsen omvexler til en Søhavn. En Brygge. Emigrantere opfylde Bryggen. Embarke-
ringen foregaaer i en Chaluppe, som ligger tæt til Bryggen. Det er mørk Aften, saa at et
Skib med norsk Flag kun skimtes ved en paa Gaffelen ophængt mat Laterne. Repp med en
Lygte, ved hvis Skin Thor, Kari og Helge ogsaa skimtes.)
Repp. Thor. Kari. Svennoug. Bønder og Matroser.
Matros-Røst.
Rap! Rap! Vinden er god!
Repp og Svennoug.
Ja! Skynd Jer, godt Folk! Vinden er god!
Chor
(af Fjeld-Eventyret).
Sjøfolk i Chaluppen.
Afsted! Ja afsted!
Nu med Faldrebet ned!
Som Silden i Tønder,
vi stuve Jer, Bønder.
En Overgang blot
fra Tønde til Slot:
en hyggelig Rede
med Sviin saa fede
i Compagni.
Kan hænde en Slange
af alle de Mange
kan liste sig ind som i Skoven fri.
Det Hvedebrød hvide
i Halsen vil sidde.
|
| d.II,b.6,s.585 |
I mindes Jer Lepsen med sorgfuldt Sind.
Gid blot, naar I, Bønder,
skar Skræpperne sønder,
I slap over Skibet en Nordostenvind.
Afsted! Afsted!
Bønder paa Bryggen.
Afsted! over Hav!
Det er Sorgernes Grav.
I fjerneste Vesten
begrave vi Resten:
i Skogenes Skjød
hvert Minde om Nød.
Nyt Liv vi begynde;
thi lad os skynde
os lugt herfra!
Her magert er Brødet,
men snehvidt og sødet
det falder i Mund i Amerika.
Dybt Jorden er muldet,
og Sølvet og Guldet
i Simpelmands Pung som i Riigmandens leer.
Ja heller i Døden
end hjemme hos Nøden!
Men Held os! Nyt Liv i Amerika er.
Afsted! Afsted!
(Chaluppen fyldes med Emigranter, og skal støde fra).
Holdt der! Er Passageer Helge Solaas med?
Ja! Ja! See selv!
(Repp lyser Helge, Thor og Kari i Ansigtet).
Kari.
Hør, Far, torde I lyse jer salig Kone i Ansigtet? Men nu,
da I seer, at han Thor holder Ord, at faae jer Datters Kjæreste
|
| d.II,b.6,s.586 |
ombord -- ombord, læg Mærke til det -- , saa behøver I ingen
Lygte mere.
(Kari slaaer Repps Lygte istykker, saa den falder i Vandet, og det bliver næsten ganske
mørkt. Under Ankerhivninger og anden Sjøtummel falder Tæppet).
|
| BLA BAKOVER |