|
|
| d.II,b.6,s.458 |
KORSFÆSTELSEN
1.
GANGEN TIL GOLGATHA
(
Jesus vandrende til Golgatha med Korset.
Præster.
Pilatus.
Vagt.
Folk.
Jesu Disciple og
Veninder.
Akadiel ovenover).
En Præst.
Godtfolk! Ei nu! hvi slæbe I jer frem?
Til Golgath er ei Gangen tung for Alle.
Marsch!
Pilatus.
Standser -- Ha, nu agtes ikke jeg;
men Toget gaaer alligevel. O dette
er Skjebnens brede Strøm -- jeg flyder med.
Præster.
Hvad! Hyle I Kvinder? Heller Sejersfløiter!
Som bævende blege Skygger Folket synes
at henglide drømmende. Eja! vi sværge:
det er ei en Drøm! det er ei en Drøm!
Marsch!
Pilatus.
Staa! -- hem! hem! -- de gaae
alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm,
som river Alting med sig: Sol og Stjerne,
som flammende Meduser nærved Bunden,
og dette Kors og Jesus, liig en Frivil
udslynget paa en Kvist, og jeg -- o liig
en raadden Stub, der mægtet ei at modstaae,
-- o ve, og Sommerfuglen sad paa Stubben --
og Alting drivende . . Alt stille drivende
mod Dybet.
Præster.
Fremad, frem! I burde dandse;
og Han, som bærer, Han,
|
| d.II,b.6,s.459 |
om Skuldren brast end, skulde dandse med.
Marsch!
Pilatus.
Stands! stands! Jeg byder staae!
(
Toget standser.
Jesus segner iknæ).
. . Ja sandelig jeg troer den brister.
En Mand.
Ja,
hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae
for hurtigt.
Pilatus.
Hør, du gode Mand,
et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors
skal bære.
Manden.
Nei, for Alt!
Præster.
Oh, Jesus aarker.
Pilatus.
For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei,
endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære
hans Kors den Rest af Vejen opad Hejen?
Det er en Skam at røre ved det Træ?
For ikke -- kan jeg troe -- at have Deel,
end med en Fingerspids, i Jesu Død,
endskjøndt alligevel den Jammer skeer,
og skjøndt du sparer ham en Lidelse?
Det er Plebejer-Kjærlighed. Hvor falsk
en Almufølelse!
Manden.
Ja, ja! -- Jeg vil ei. -- Prætor, det er nok!
|
| d.II,b.6,s.460 |
Plebejerens Viljefasthed mig beskjæmmer.
-- O havde jeg dog sagt som Denne:
stat pro ratione voluntas!
(høit) Nu skal du! Tving den Tværbuk, Vagt!
Manden.
Det Eneste, ei Cæsars Vælde kan,
er, Mandens "Vil" at tvinge, som tør døe.
Pilatus.
Det skal du!
(afs.)
Ak, hvo Magten har,
er kraftløs, om ham mangler Vilje.
Jesus.
O Simon, let din Næstes Kors! Den Byrde
ei tynger; thi du lægger da dit eget.
(
Manden tager Jesu Kors.
Toget gaaer fremad).
Stamfader til en troende Slægt, du bærer
med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det.
Pilatus.
Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben?
Hvor underordnet synes ham ei Døden!
Præster.
Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det!
Jesu Veninder.
Ak Golgatha! Ve! der sortner det!
Pilatus.
(seer forskrækket mod Bjerget).
Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer!
Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel!
Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle
skal skinne over Jesu Kors:
der staaer i trende Sprog hans Udaad.
(En Tavle slaaes paa Korset)
|
| d.II,b.6,s.461 |
Præster.
Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem:
"Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!"
Forandre det dog til: "som sig udgav for!"
Pilatus.
Forandre? O, jeg har forandret nok!
Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg!
(skynder sig bort)
Præster.
Afmægtige Harme!
Røst i Folket.
O hans Tjeneste
fortjener, at I taale dette.
Præster.
Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det!
Jesu Veninder.
Ak Golgath! Golgath! Der sortner det!
Præster.
Du kneiser imøde
du Bugnende, Røde
af Israels bedste Purpur og Grøde.
Jesu Veninder.
O gid du kunde som Taagen flye,
forsvinde som Ørknens Sky,
opløst blive for Øjet borte,
du Svullne, Sorte
af Israels Brøde!
med Dræbtes Been
du overstrøede,
Blodoffersteen!
Præster.
De hvidnende Dødningepander ere
en Krands om Golgath af Perler skjære,
|
| d.II,b.6,s.462 |
det blussende Bæger, hvor Alteret slukked
sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket,
og nu skal drikke -- o Bæger brus! --
i Jesu Blod sin Sejers Ruus!
Jesu Veninder.
Engang vil Gud
af Jorden slette dig, Golgatha, ud,
du stinkende Klump
af levret Blod!
En bundløs Sump
skal vise det Sted, hvor du stod.
Præster.
O Golgath, du Hane ved Zions Porte,
med blodrøde Fjedre blandt midnatsorte,
hungrig du efter din Føde gol.
Du ruger aarvaagen midtover Helved,
hvor høiest du er imod Skyen hvælvet
huler sig under dig ud Scheol.
Jesu Veninder.
O Jordens Djævle bebygge
med blodige Kors din Top.
Dog, Golgatha, i din Skygge
avler du Lyset op.
Præster.
O, Golgatha nu
til Zions Tvebroder døbes du.
Oplad din Strube! Thi Israels Præst
med kosteligt Kjød vil dig made.
Ja blotte dit Hoved; thi Israels Præst,
paa din Døbefest,
i Frelserens Blod vil dig bade.
Bered dig! bered!
Vi bringe i Korset en Viekvist med.
|
| d.II,b.6,s.463 |
Jesu Veninder.
O Golgath -- nei vil du, Aljorden,
da bære saa svar en Synd?
End er der Tid -- forsynk i Dynd!
forsvind som Skyen kløvt af Torden!
Ak, er du sandelig et Bjerg?
o Golgatha, et steenhaardt Bjerg?
Nei gab, og slug dem op og sværg:
"jeg er ei et Bjerg, men drivende Mulm.
. . Nu driver jeg bort -- ha, Zion, Farvel!
Nu brast der en Byld paa din Sjel!"
Præster.
Bær, Jesus, selv dit Kors! Det er din Vandringsstav!
Vi staae ved Pandestedets Rod:
ved Golgatha, din store Grav!
Nu stige vi op,
at krandse dens Top
med Roser af dit Blod.
Jesu Veninder.
Med Graad vi toe dens Fod.
O Rædselssted! o Sted forbandet!
Jesu Veninder.
O Kvindesorg, hvad kan du Andet,
end Skrig med stille Graad at blande?
end vride Hænder og forbande?
Jesu Disciple.
Tys! Derfor tør den rase fri.
Men vi? men vi?
O, hvis vi sørged, som os lysted,
da snarlig brysted
sig Golgatha med vore Liig.
|
| d.II,b.6,s.464 |
Jesu Veninder.
Ak, Mandens Jammer
bør være Ørkenen i Flammer.
Dens flyvende Baal
hvile først ved naaede Maal.
Men usle, usle Jesu Venner, der
bag eders Mesters Liigtog snige jer
med blege Neb!
Hvi ei befrie med mandigt Greb?
O, havde vi kun Mandens Arme
og Mandehærder for Kvindebarme!
Men magtløse Kvinder kun ere jo vi.
Og derfor taale
de Mordere vi skraale!
De tænke, vi tie, naar Alt er forbi.
Jesu Disciple.
De røbe os. O ve, de røbe. !
Jesu Veninder.
O tappre, tappre Jesu Venner,
hvor ere I?
I blege Fjæs eders Mod I svøbe!
Ingen af jer meer Jesus kjender.
Han døer -- o evig, evig Skam!
Paa Golgatha de myrde ham!
Snart er det forbi, forbi, forbi!
I Salems Døttre, græder ei for mig! . .
Jesu Veninder.
Ja havde Kvinden noget Stærkere
end Graad? -- o elskte Mester! . .
Jesus.
Græd over Eder selv og eders Børn!
Thi Dage skulle komme, da de ville
|
| d.II,b.6,s.465 |
til Bjergene sige: falder over os!
til Højene raabe: skjuler os! skjuler os!
Thi, gjøre disse Døgnets Sejerherrer
saa med det grønne Træ, hvor ville de
da handle med det tørre?
Jesu Veninder.
I Disciple,
han mener Eder.
Jesus.
Ja, det er min Sorg!
Hvis Frygt ei naged mig for Disse, da
med Jubel hilste jeg mit Golgatha,
som Ordets Sædjord, Frelsens sikkre Borg!
Præster.
Gaa, Jesus, med Korset, din Vandringsstav!
Se her er Golgath din høje Grav!
Nu stige vi op,
at krandse dens Top
med Roser af Frelserens Blod.
(Stige op paa Golaths Øverste med Jesus)
Jesu Veninder.
Hans Venner græde ved dens Fod . .
O nei -- de flye! O evindelig Skam!
O redder! . . Forbandede! bæve I nu?
Nu? Nu? O! o! Paa Golgath de myrde ham.
Bæve I? tie af Sorg eller Skræk
nu, nu, da de rive ham væk? --
de rasende, syndige Præster,
væk, væk for at sønderrive jer Mester?
O skynder jer, stærke Mænd!
river af Korset ham ned igjen!
. . En Kvindes Forbandelse kan
udblæse al Marv af dig, Mand!
De nagle ham -- o! de nagle ham alt!
|
| d.II,b.6,s.466 |
Vi høre jo Slaget
rædsomt gjentaget,
der indkløver i
Hænder og Fødder den blødende Spalt.
Skynd da! o skynd da! Forbi! o forbi!
(Ile til Højens Øverste)
Akadiel.
Forbi med Haabet, I ømme Hjerter!
Men ei forbi med den Elsktes Smerter.
Han langsomt skal lide,
at ud hans Kjærlighed talt kan faae;
i seige Bloddryp hengaae hans Kvide,
at Verden blues for evigt maae.
I Himlen høres
som hellig Kimen
de Nagleslag.
Med Stormens Fart over Jord de føres,
og anmelde tonende Morgentimen
for Frelsens Dag.
2.
JESUS PAA KORSET
(
Jesus korsfæstet paa Golgathas Top mellem de to
Stimænd.
Jesu Disciple,
Moder og
Veninder, samt
Præster,
Krigsmænd og
Folk rundtom Korset.
Akadiel og
Aander ovenover).
Præster.
Triumf! Nu Offret er bragt!
I Skjændsel svøbt,
i Smerte døbt,
er Offret for Altrene, Offret for Thronerne
paa Golgatha, Dødens Altardisk, lagt.
Sejren er vunden!
Den Verdensbefrier er bunden
til Korset -- den vældigste Scepter-Vaand,
der løftedes end
i Præstehaand
|
| d.II,b.6,s.467 |
selv op over Drotten, vor kronede Svend,
og over Nationerne!
Den Aande, som trued med pralende Mund
at ryste de Jordens Templer igrund,
den bortdunster nu i gysente Suk.
For Folkets Skare
nu Guds Søn bare
er krandsede offrede Syndebuk.
Og Korsets Nagle
i Frelserens Blod tør graadigen sagle.
Ak, sandelig, Du est jo høinet til Sky,
til Golgathas Top over Salomons By?
Og Israel tigger sit Liv:
"du Blod-Kobberslange, ak Helse os giv!
Messias, Guds Søn, ak Frelse os giv!
lad Himlen, du loved,
frembryde paany!
Forvandl til en Sol dette tornede Hoved!
Thi vi den Morgen, du helligt svoer
-- somom din pralende Tunge var
dens Lucifer klar --
at bringe den gamle, sukkende Jord,
maa see indsvunden
kun til en blegnende Sky paa Munden.
. . Vi Orme-Kryb, vi
tør sværge dig, Stjerne, den er forbi!"
Saa spotte Skarer med klappende Hænder.
Og Alteret brænder
saa høit som før.
I Offerets Røg, der Sandserne fanger,
men ei i en luftig usynlig Anger,
seer Mennesket nu sit Syndeslør,
med Ro som før.
Disciplene.
Nu frygte vi ei, da vi -- o ve!
vor Mesters Hjerteblods Farve see.
|
| d.II,b.6,s.468 |
Ja nu, da hans Bloddryp vi tælle og sanke,
vi tælle ei Slagene Hjerterne banke.
Stemmer.
Hvi gjorde vi Dette?
Hvad have vi gjort! Hvad have vi gjort!
Stemmer.
Forsilde at spørge!
forsilde at sørge!
Kom! Terninger kaste os Sorgerne bort.
Stemmer.
O ve os! han lider ei Dette medrette.
Stemmer.
Vi glemme vore Synder
-- det er en talløs Skare --
for denne ene svare!
Forsoningen begynder,
naar Angrens Taarer stride
for Jesu Fødder glide.
Jesu Veninder.
O Falske, o først de blodige Hænder,
mod Himlen I vender,
maae fakkelbelyse
hver syndefuld Vraa under Hjerternes Rod.
Men se, I ved selve Tropæen jo gyse?
I zittre og fryse
med Haanden i Frelserens lunkne Blod?
Men Vi med glædebrændende Hjerte
omfavne vor isnende Smerte . .
O ja, vi bede, vi vide,
at snart skal vor Mester ei lide;
men ile til Seiren herfra, herfra!
Men I, hvi frydes I ei som have
den Seir, Eder Præsterne gave?
|
| d.II,b.6,s.469 |
O, skynder jer! feirer tog Seiren!
Den varer ei længe: den varer kun til
det martrede Hjerte staaer stil.
Hvi blegne I meer end vi?
-- Ha, Syndens Jubels Henveiren!
Ha, Syndens Jubels Forbi!
Stemmer.
Ja ve os, Syndere! ve!
Jesu Veninder.
Hvi raabe I Ve?
End er jo Golgatha eders Tropæ!
Hvi slaae I det Bryst,
der nyligen raabte med vilden Lyst:
"Han døe! han døe, den Israels Drot,
med Korset til Scepter og Golgath til Slot?"
O bi til han døer -- forband dig da, Røst!
og led i Fortvivlelsens Hyl efter Trøst!
Stemmer.
Vi vide, at ene det samme Hjerte,
vi gjennembored med Staal og Smerte,
kan tilgive os -- o, det kan ei: thi
han er jo et Adams Barn, som vi.
Jesu Veninder.
O Ruelse, seer i dig Selv du ind?
Vel! seer du i Frelserens dødblege Kind
dit eget Billed,
i Blodet din egen Taare nedtrillet,
da skal du som Vi, snart skue
i Frelserens dødblege Kinder
en stjernehvid Englevings Tinder
af glittrende Lue --
see dem at folde sig ud
paa jublende Hjemfart til Gud.
|
| d.II,b.6,s.470 |
Stemmer.
Vi arme Syndere vide jo kun,
en Synder ei selv kan sin Udaad forgjette;
men ene den samme kjærlige Mund,
vi tvang i hans Kval at forstumme,
vort Liv, vor Død, vor Frelse kan rumme.
Tilgav han Dette,
den Blod-Synd, vi mod ham forbrød,
da Gud vil Synden udslette,
da Gud os Forsoningen bød.
Jesus.
Tilgiv dem, Fader! Ei de vide, Hvad de gjøre.
Johannes.
O hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord?
Jesu Moder.
Ak, kan du, myrdede Uskyld, tilgive,
da mister din Mo'r en guddommelig Søn.
Akadiel.
O Jordens Jesus, ei ilive
var du saa høi og reen og skjøn,
som nu i denne Stund,
da du -- o Guddoms-Kjærlighed! --
med blodløst Hjertes døende Mund,
tilsmilte dine Bødler Fred.
Jesus.
Min Moder, se din Sønnearm!
Johannes, se din Moders Barm!
Johannes og Jesu Moder.
(omfavnende hinanden)
Vi Jesu Arveskifte fik.
O, Kjærlighed, naar er du arm?
|
| d.II,b.6,s.471 |
Disciplene.
O, hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord?
Mennesker.
(nedknælende om Korset)
Vi hørte, vi hørte den Tornekronte,
den blødende, døende Frelser, forsonte
bodfærdige Hjerte, med Gud, med sig Selv.
Den Angrende bæver ei meer for sin Sjel.
Disciplene.
Til Eder han talte
den Slægtens Forsoner,
I Lænkekvalte
I Millioner!
I Jesus, o Adamsæt, du
dig Selv i din Reenhed besku,
saa skyldløs du var,
da Palmer i Eden Brødet dig bar.
Din Høihed, forlængst forsvunden i Oldet,
ud har sig foldet
I Jesus saa reen,
som dengang du straalte om Adams Been.
Et klarere Guds-Billed ikke du faaer,
end dette, som naglet paa Korset staaer.
Ei klarere fremstraaler Gud hernede,
end i den Sjel, som døer af Kjærlighed.
I Jesus, o frelste Menneskehed,
du Gud da tilbede!
Thi Jesu Dyd er Afglands af samme
Alhelligheds Flamme,
der var fra Begyndelsen, tændte i Ødet, og tænder
evindelig Verdnernes Række,
for i den lyse Stjernehær at have
Vrimler af hvide Uskyldigheds-Hænder,
der jublende ud
af Ødet sig strække,
|
| d.II,b.6,s.472 |
at takke og tage Algodhedens Gave
af Almagtens Gud.
I Jesus da, Menneskehed,
din Høihed tilbed!
Thi Jesus er Dyd . . O Dyd, du lærte
at være skjønnest, naar du leed.
Thi, o, naar er du meer ophøjet,
end med et sønderrevet Hjerte,
med Blod, ei Graad, i Øjet?
end paa dit Smerteskors?
Stemmer.
O, dydigste Menneske sørge jo maa:
det ei, som det burde, Jesum kan naae.
Hvo er det, som ei i sit Inderste finder
syndfulde Minder,
og ikke maa bede: "o Gud,
en Engel send ud!
Hans Broder i Støvet sin Vinge har brudt.
Han hjælpeløs jamrer, af Haabet forskudt.
O tænd mig en Stjerne paa Himlen igjen!
Der, der maa jeg eje en Ven!"
Disciplene.
Da løfte han Øjet mod Himlen! Han vil
Forsoneren skue der, kjærlig og mild.
Den strenge Dommer
som Frelser kommer,
I Engles Hær,
med Korset til Spær,
med Naadens Balsamhorn i sin Haand,
hvormed han salver den syge Aand,
der famlende finder en Sti af hans Blod,
og reiser sig op ved hans Thrones Fod.
Akadiel.
Menneskeaandens brogede Hylle,
Nettet af Aarer, som Aanden omskylle,
|
| d.II,b.6,s.473 |
blander sin spraglede Ild,
sit brændende Farvespil
i Aandens rene Klarsyn og gjør
den til Fantasier som før.
Men hisset vil Aanden selv dømme
Sandhed og Drømme,
skille alt Falskt fra sit Haab,
klarne den dunkle Fromhedens Trang,
som i de Troendes Raab
sig saa fantastisk udsang --
denne, som troer,
Forsoningens søde Mysterium boer
i Jesu Bloddryps smaa Rosenskaaler,
hvis Purpur Golgathas Kors omstraaler,
liig Tjørnen begravt i sin blomstrende Flor.
Hist vil han finde
Forsoningen lukket
i Aanden inde
i Angersukket,
Jesu Histories hele Ve
fuldbyrdet i sit Inderste see.
Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte
er Jesu Moder i Fødselssmerte;
hver Dydens Tanke, i Hu fremskjød,
en Frelser er i Pjalter fød;
hver Dyd betvungen
en Frelser haanet og gjennemstungen;
et seirende Offeralter hver Last;
men Angeren, se, en Forsoner selv,
til Menneskets Sjel
med blinkende Taarer naglet fast!
I Angerens Graad Brøden henrinder
som Jesu Ve med hans Blod hensvinder.
Men Menneskets Sjel i sin Styrke flammer,
sin Villie, sin Aandevinge den strammer,
og Angeren hensynker bag
dens Idræt, bag Aandevingernes Slag.
|
| d.II,b.6,s.474 |
. . . O da, naar den seer,
at Angeren ei evindelig er,
naar Menneskets Sjel i Betragtningen naaer
den Tinde, hvor den i Taarer forstaaer,
at Aanden ved Ydmyghed soner sig selv
-- o da er den Sjel
Frelseren liig i den hellige Stund
Himlen ham aabnes, mens Jorden Farvel
faaer fra den blegnede Mund.
Saa fatter støvbundne Abiriel reent
som Aanderne hvad Evangelet har meent.
Saa er det han troer.
Saa ædlest Abiriel, Frelserens Sjel,
indstraaler i Alle igjennem hans Ord,
og spreder den Phuniel-Skygge, der stedse
omgiver Abiriel med koglende Kredse,
der Aanden snart følger i gjøglende Former,
som tusmørke Tvivl,
snart rundt den sig ormer
i Sværmerens Smiil.
Disciplene.
Af Kjærlighed han lod
for Sandheds Sag sit Hjerteblod.
Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Sti?
O Vi se meer i dette Blod end I!
For Os bekræfted han, for Alle sonte.
Det er et Glædesbud,
som gjennem Jesu Vunder tonte
til Os og Eder ud.
Stemmer.
Hvi skulle vi da offre meer?
Det Uskyldsoffer det sidste er.
Præster.
Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter,
til Offerrækker I selv jer indvie!
|
| d.II,b.6,s.475 |
Det sidste er sidste Jesu Forfægter.
Da mættet, forsonet vil Alteret tie.
I Præsters Chor
det flammer da ene igjen,
som Vredens Tunge blandt Dynger af Been,
vidtover en øde, men helligere Jord.
(Mulm udbreder sig)
Jesus.
Min Gud! min Gud! Du skulde mig forlade?
Præster.
Vanvittige Hob
som Lit til en Synder har sat!
Hørte I ikke hans Raab,
at Gud ham havde forladt?
Disciplene.
Saae I ei Alle, han hylled sit Ord
i et døende Smiil?
Den sidste Tvivl
om Frelsens Seir i hans Suk bortfoer.
See I ei denne stigende Nat?
Naturen selv hylles i Sørgeflor.
Præster.
Seir? --
Ha, Spaadom, sandsagde du?
Vi Navn maa da skifte, ei Magt, ei Hu!
Ha, sære Vanvid! hvad Sejer, naar
i Kjæmperens Hjerte Staalet staaer?
O dumme Trælle, Seir, naar end,
som Oldets Piller, de Jordens Bedste,
Aljordens Vise og Drotter og Præster
staae ubetvungne igjen?
Stig ned af Korset! Da Jordens Præster
og Jordens Herskere troe dig, Mester!
|
| d.II,b.6,s.476 |
Disciplene.
Messias i Krybbe, i Pjaltelagen,
af fattige Hyrders Hilsen modtagen,
Messias paa Graasteensbolster besku!
Du Kronte, du Rige
os Arme da sige,
hvor høit vel i Himmelen skattes du!
Anden korsfæstede Stimand.
Ja, ret! stig ned af dit Kors!
og frels dig selv, Messias, og Os!
Som Jordens Konger og Præster,
skal Morder og Røver da troe dig, Mester.
Første korsfæstede Stimand.
Ak, frygter Du ei Gud endnu?
Vi lide kun vor Ret -- men Denne?
O Han, han faaer en Synders Ende,
skjøndt end han heel sin Uskyld har,
som dengang Barn jeg Synder var.
O Herre, fromme,
naar i dit Rige du mon komme,
kom arme Esau da ihu!
Jesus.
Du skal mig did idag ledsage.
Stemmer.
O, Grav, din sorte Læbe
ei tør os kalde Dødens meer.
Vort Dødssuk er et Bliv.
Tyrannen kan ei længer dræbe.
I pine; Pinslen er kun Fødselsveer
for nyt og bedre Liv.
I Hjerterne Fred
Forsoneren fra Korset dryppede ned;
igjennem hans hellige Ord
Gud selv gaaer frem med lysende Spor.
|
| d.II,b.6,s.477 |
Og nu ifra sin Grav
de friske Levende
for Døden bævende
Udødelighed den Døende gav.
O Menneske hvad er du vorden,
som Frelsen har arvet: Himlen paa Jorden!
i Visheden om din Udødelighed
hvad Englene veed.
Jesus.
Det er fuldbragt!
Jesu Veninder.
O Jesus! Jesus døer!
Disciplene.
Hans Smerte ender.
Hans Fryd begynder, og hans Sorg fuldender.
Ja "Smerte-Ende" er nu Dødens Navn,
og "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter,
der røre sig i Gravens dybe Skjød.
Akadiel.
Alt Engelens Ving fra hans visnende Haand,
straalfjedret, med Morgenens Kraft, sig spænder.
Jesus.
I dine Hænder
min Fader, jeg anbefaler min Aand.
Akadiel og Aanderne.
I Hviftet af sit sidste Ord
udglittrer Jesu Aand saa reen
fra mulmede Korses dødmørke Been,
mod rolige Himle mod Aanders Chor
fra bævende, blodige Jord.
|
| d.II,b.6,s.478 |
Stemmer.
O Jesus! O rædsomme Nød!
O Jesus, vor Frelser er død!
Jesu Veninder.
Ei død! Ei død! Vor Ven,
du aabne dit Øje igjen!
Disciplene.
Han hævede sin Røst;
og, som et Blomster visnet,
sank tornet Hoved paa hans Bryst,
og Øjet brast, da Hjertet isned,
og kjøligt Vand af Vunden flød.
Mennesker.
Ve! Jesus, vor Frelser er død.
(knæle om Korset)
Akadiel.
Mennesket stirrer studsende paa
hans brustne Hjerte, nu Mulden graa.
Det stirrer forvildet
sig blind paa Korsets døde Billed.
Ja see I det Smiil, der paa Læberne kom
som endnu dem flyder straalende om?
Himlen var alt for hans Øje oprunden.
I Dødssekunden
Sjelene fælde sin Evigheds Dom.
Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødslejet seer,
ham bier ei Salighed her.
Jesu Aand.
O, Straaler for Torne! Lys til Blod!
En bævrende Fryd er min Hjerterod.
Her Lys, her Lyn
|
| d.II,b.6,s.479 |
er Øjets Syn,
og Aandens Øje
Dybene gjennemlysner og speider det Høje.
Akadiel og Aander.
Hil dig, o Jesus, fuldkomneste Aand,
Jorden har holdt i fængslende Baand!
Hil dig blandt himmelske Frænder!
Ohebiels Varme, livsaligen mild,
Abiriels høje flammende Ild
see vi i Frelserens Inderste brænder.
Hil dig, o Jesus! Fra Korsets Smerte
du taget er nær til din Faders Hjerte.
Din Saligheds Næring er sød og stærk:
Beskuelsen af dit seirende Værk.
Jesu Aand.
I Dødens Stund
i Himlen jeg tænkte mig . . Tanken bar
gjennem mørknende Kjød mig Selv saa klar,
at end jeg i Flugten belivned
med Glimt af et Smiil den blegnede Mund,
skjøndt bag mig alt Hjertet hang dødt og stivnet.
Et Dødssuk -- o Florvinge, neppe du hvifted
paa Læben, før om du til Straaler skifted! --
hidhvirvlede mig med Lysglimtets Hast,
saa Øjnene bag mig smeltende brast.
Men nye sig aabned i samme Sekund,
der mægte at speide til Solenes Bund,
mægte at følge Verdnernes Pegen
med straalende Fingre paa Guddommens egen
Høihed, den Gaade
Aandernes Tanke ikke kan raade.
Akadiel.
De Ypperste derfor i Aandernes Hær,
der omstraaler Jorden liig Gloriens Skjær
om bøjede Isse,
|
| d.II,b.6,s.480 |
de hilse dig disse
i Salighed Luende . .
Aander.
Med Andagt vi maae
dig Jesus tilbede, det Tempel beskuende,
det vi i Mulden byggede paa.
Jesu Aand.
O himmelske Frænder, jeg kjender alt Eder.
Du der Konfutse, Du Sokrates heder.
Ah, Menou og Moses, Zerduscht og La,
Israels store Profeter, I Alle,
Jesus maa Lærere kalde,
hos eders Discipel paa Golgatha?
Johannes blandt dem med Skjønformen fri
for hver en Skygge af Melancholi.
Akadiel.
Imellem de skumle Skygger, som blege,
liig Skyer for Lyset, isammenvege,
da, Jesus, du straalte i Himmelen ind,
sku hist dine tvende
blodige Følgesvende,
ense af Daad, ei ense af Sind!
Jesu Aand.
Ah, Esau, mindes du hvad
jeg lovte dig, da du paa Korset bad?
Du angred histnede;
derfor Englene for dig bede.
Med klarnet Pande
du mellem de Salige dig da blande!
Men Du, hans Følgesvend, skumle Aand!
med matte Vinge for Morderhaand,
der flammed paa Jorden af Lyst til at dræbe,
Du vedblev at haane med dødblaa Læbe,
|
| d.II,b.6,s.481 |
at haane med døende Sjel;
thi er du ei værd i Forsoningen Deel.
Men alle I angrende Aander forkynder
jeg Frelsens Forsoning for Nag over Synder.
Samvittighedsmulmet maa komme i Glød,
søge at svide Pletterne ud.
For mat er dog Flammen;
Alle tilsammen
lægges maa ydmygt i Naadens Skjød.
Et sønderknust Indre,
ei Hovmodens Pukken paa Meer eller Mindre,
maa ofres til Gud.
Usalige Aander.
Jesus! du Trøst har de Domfældte talt,
Helved husvalt,
Fortvivlelsen viist
Vejen til Naaden, alt længe forliist.
Nu længer vi ville
ei Synderne dølge stolte og stille,
dem aabent bekjende,
blandede med dit velsignede Navn,
os haabende vende
til Guds, til vor Faders barmhjertige Favn.
Præster.
Hvi tie vi? Jesus, vor Fiende er død!
Stemmer.
Ja, Jesus, vor Frelser er død!
Disciplene.
Ei Smerten os længer for Korset nedkuer!
Vi Frelseren ei i det Livløse skuer.
Hvi knæle for Liget, den slukkede Kjerte?
Forherliget luer
Han Selv i vort Hjerte!
(De Knælende reise sig)
|
| d.II,b.6,s.482 |
Præster.
Hva skrækkes vi? Fienden er død!
En Soldat.
(gjennemborer Ligets Side)
Ja Cæsar sværger i dette Stød,
der slog hans Hjerte, saa Blod og Vand udflød,
at Jesus af Nazreth er død!
Præster.
Jubler, jubler! det fremmede Lys
i Templernes hellige Dunkle er slukt;
hiin fremmede Røst bag Forhængets Tys
nu Døden for evig har lukt.
Ha, Vanvittige, bygge I end
paa dette hensmuldrende Leer?
Troe I, Galilæeren kommer igjen?
Han er ei, og bliver ei meer!
(Mulmet indhyller Alt)
Stemmer.
Betyder det Mulm: forbi er vort Haab;
men Mulmet vender tilbage
fra Trældoms og Løgnens Dage?
En romersk Høvedsmand.
Se, Himmelen aander sin Kummer ud,
og Skyerne fyldes med Jammersraab!
Ja, Han, som vi dræbte, var vist
en Skyldfri, en Christ,
en Gud.
Disciple.
O Overtroes Natøie, Hvad du seer
ei Lyset, men Nattens Veirblus er.
Præster.
Nu, Altre, indhyller Jorden i Røg!
Kun Sceptre Slægterne skimte
igjennem at glimte,
|
| FORRIGE |