HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

MØRKETS SEJER
del 2
d.II,b.6,s.439              ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorter.
           Dens Landsestraaler splitte disse Skyer.


Præster.

(til Folket)



           I hørte det? Bered dig, Israel, til
           at døe for Jesus!



Folk.



                             Jesus døe for os!



Pilatus.



           Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei,
           ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage.



Præster.



           Du hører, Folket vil, at Denne døer.



Pilatus.



           Nei I, I ville det. Hvis Folket kun
           faaer sovet, vil det kalde ham imorgen,
           som før, "sin Kjærlighed."



Præster.



                             Siig, Israel:
           naar Romeren, dit Had, har favnetaget
           din Kjærlighed, er denne ei forgiftet?
           Men fly og skjul dig, Israel! Se Jesus
           i Romerkaabe har Cohorter!



Folk.



           Et Folk foragter Legioner. Ha,
           Pilatus, du er Dødsens!



Pilatus.

(afsides)



                             Ja, hvad skal jeg?
           Her er det Bedst -- ja, hvis Forstanden skal
           indrømmes Forrang for en Taare, hvis
           det skulde agtes værd at leve og
           at være Mand, maa "Klogest" være Eet
           med "Bedst" -- her er det Klogest da og Bedst
          
d.II,b.6,s.440              (som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede)
           at lade fatum styre i sit Lune.
           Dets Villie altid er den Stærkestes.
           Var Syriens Legioner her, da var
           min Villie fatum. O, hvor dybt er ei
           et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei
           jeg mægted see igjennem, see igjennem den,
           at disse maatte seire ved dens Ende.
           Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken
           og læst Horatium Flaccum,
           og strax hengivet ham -- jo kun en Jøde.
           Da var den Stund, som andre Timer, dryppet
           ufarvet ned af egen Tyngde over
           Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen
           et Rosenskjær dog kunde givet den.
           Men nu? Som en uskyldig Dryp-Sekund
           fremtitted den, og nu den svæver alt
           paa Nippet til at falde, liig en blodrød
           Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig.
           . . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter!
           Dog er den demantreen ei længer, men
           i alle Haabets og Uvisheds Farver
           den spiller, og den synes som forstenet
           af noget Uforklarligts Pust; dog et
           Bestemts fraoven eller nedenfra.
           Men nu? en Time har jeg kjæmpet -- vel!
           jeg maa da ei beseires ganske; men
           dog redde Noget af min Vilje.
          
(høit)
            Jøder,
           I ville have Jesum her paa Korset?
           Jeg vil det ei; men anbefaler ham
           til Lærestol i Eders Synagoger.
           At ei i Fiendskab vi samstøde skulle
           for denne Sag, hvis Vægt borttages nu
           med Romerens engang den tillagte Vilje:
           en Middelvei vi vandre til Forsoning!
           I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe
           med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes.
          
d.II,b.6,s.441              Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os
           har ønsket sig. Thi er da dekreteret:
           den Jødekonge Jesus skal hudflettes!
                             
(til Soldaterne)

           Flux, Romere, hugger løs, somom I havde
           det hele Israel med blottet Ryg
           i denne Ene!      

(
Soldaterne
hudflette
Jesus)

                 Jesus, vær tilfreds!
           Min Portia har Salve. Hvo ei Skib
           kan redde, ro tilfreds iland med Baaden!
           Saa . . o du Stoiker!
(
Soldaterne
blive ved at budflette
Jesus
)



Præster.



           Han gav dig Skallen, Israel, at tygge!
           men gjemte Kjærnen. Ja, han faaer sin Villie;
           men din -- ha Israel! men din?
           Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg?
           Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe
           en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag?
           Ha, svage Folk, du græder næsten -- ja,
           ved Jovah, Taarer hist og her alt vaske
           bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg.
           Og, hvergang Pidsken hviner, blinke I
           med Øjnene . .



Pilatus.



                             O stolte Stoiker!
           Sligt Ansigt, roligt som en Sol,
           til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn!
           O høje, stolte Syn af Guddom!
           Men -- Sextus, ha! du slog for haardt --
           Nok! nok! ved Jupiter!



Folk.



                             Nok! nok!
           Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer!
           Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme.

d.II,b.6,s.442  

Præster.



           Forstokkede Anklaget tidt man saae
                      med Melke-Ansigt og Kommisbrøds-Ryg;
           thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen,
           som Ilden hærder meer end Hamren. Men
           Hvo saae en Klager blød? Foragtelige!
           Oh, Portia har Salve, og Pilatus
           har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab
           at bringe Templets Fiende. Israel,
           nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig.
           Du raabte "Blod" og fik det, men i Draaber.



Pilatus.



           I klage end, I Trodsige? I Trælle,
           seer eders Usselhed: en Romerdragt
           (der nu paa simpleste Plebeier er
           Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved
           at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes.
           Men Israels Konge-Purpur ham ifører
           og Israels Krone, nu en Tornekrands;
           thi hvo kan finde Davids gyldne nu
           blandt Romas Regnepenge?
          
(
Soldaterne
iføre
Jesus
Purpur, og trykke en Tornekrands om hans Pande)

           Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk
           Kastel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte)
           nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer
           end Romas simple Kriger, og jeg tør
           din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere,
           I Verdens kobbervingede Sejersørne,
           nedknæler, hylder Israels Konge! Thi
           det er et mægtigt Folk, der trodse tør
           selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor.



Soldaterne.



           O Hil dig, Israels Konge!



Pilatus.



                             Ret! Ret saa!
           Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør
          
d.II,b.6,s.443              (vel alle Zoroasters Djævle ere
           dets Allierede?) selv Himlen, ved
           at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden
           i Mig, en romersk Prætor.


Soldaterne.

(slaae Jesus)



                             Ret dig! Hil!
           Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge!



Pilatus.

(fører Jesus frem)



          
(afsides til Jesus)
Du sande Stoiker, jeg agter dig.
           Jeg haaber, dine Fiender ere mætte.
          
(høit)
Se hvilket Menneske!



Præster.

(sønderrive deres Klæder)



                             O blodige Haan!
           Vanærede Israel! O Juda,
           gjenlagte Beensplint af en Løve,
           ve, mere Ild der er i denne Purpurlap
           end i dit Hjerte!



Folk.



                             Haan? Ha, Romer! Haan?
           Korsfæst ham, eller du. ! Korsfæst ham! ve dig!



Pilatus.

(afsides)



           Ha, hvilket Skrig! Som tusind Dolkes Hviin.
           Slig casus ingen Filosof anmærked.
           Her sværmersk Uskyld er anklaget,
           og romersk Retfærd er som Dommer;
           men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner.
           Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld,
           saa er det Romersk dog fra Arildsold
           at høre Folkets Røst. Men begge Parter
           ved Fødselen ere Romas Afsky.
           Lad dem isønderrive da hverandre!
           . . Nei -- ha, Pilatus skulde være Kritias,
           om Denne her blev Sokrates? Jeg vil
           ei have Skylden, hvordan det saa gaaer;
          
d.II,b.6,s.444              thi her Pilati Vid maa stille staae.
          
(høit)
Elendige Trælle! I, hvis Villie kun
           fremkogledes af Disse Troldmænd . .


Præster.

(afsides)



           Du stive Romer, hvo bortkogled din?
           Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som
           en rastløs Midde i din tunge Hjerne.



Pilatus.



           . . Hvad ville I?



Præster.



                             Svar høit, hvad vil du, Folk!



Folk.



           Hvad vore Præster ville.



Pilatus.



                             O tilgiv mig,
           du høie Israel, at jeg leer.
           Mig synes du nu Slangen liig, der dandser,
           naar Gjøglerens Finger svæver over; men
           hensynker død med den. Ha, meer du veed ei,
           hvad selv du vil . .



Folk.



                             Jo, ja! hvad Du ei vil.
           Korsfæst! Korsfæst!



Pilatus.

(afsides)



                             Tilsidst er Visen sjungen
           saalænge fore, til De kunne den.
           O de Foragtelige! Men jeg hevner mig!
           O smukke Rose, du skal sønderrives
           af dine egne Torne! Du er afreven,
           og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg!
          
(høit)
Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham!
           Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig.

(vil gaae)

d.II,b.6,s.445  

Præster.



           Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død?
                      hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev,
           da sønderrev det Templets Seier. Ha,
           hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter,
           saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket,
           bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren,
           begyndende med: "sandt, jeg var for rask!"
           vil ende med det Hyl: "jeg er en Morder!"
           Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder!
           I al sin Orden maa vor Seier være.
           Men Hver, som siden seer Ens Grav, som Folket
           har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den:
           "Han fik en svarig Død -- Gud Os forlade!
           Jeg hørte -- gid, ak, gid det dog var ugjort! --
           han raabte med sit Dødspust: Ve! mod mig.
           Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde?
           Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!"
           Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket
           saa fromt om Jesus, da er Alting tabt.
           Vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir.
           Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover
           Kjærminder plante selv med blodig Haand.
           Men, dræber Loven, roligt gaaer det da
           forbi henrettet Synders Grav, og siger,
           med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved:
           "Du fik en svarig Død. Gud dig forlade!
           Skjøndt, færdes som du kan! Os ei det rager.
           Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad
           du fik, fortjente du, og det medrette.
           Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare!
           Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare!
           Det bliver Hans og Lovens Synd, ei vor."
           Saa stinker Afsky, som den værste Bulme,
           paa den henrettede Misdæders Grav,
           hvadheller Ligegyldighedens Mose
           den overgroer, saa ei den synes længer.
           -- For Loven døe da Jesus som Misdæder!
          
d.II,b.6,s.446              Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal
           (nei heller forat lade Israel eje
           et Minde om dets sjunkne Høihed) lod
           vort arme Folk sin egen Lov beholde;
           og denne byder . .


Pilatus.



                             Ja jeg veed det -- ja!
          
(afsides)
I fanges nu i Eders egen Snare.
                 
(til Vagten)

           Før frem den Morder og den Røver Barrabas!

(høit)

           . . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret,
           hver Paaskefest en Synder at benaade.

(
Barrabas
stilles ved Siden af Jesus)



Præster.



           Ei saa vi mente. Loven . .



Pilatus.



                             O jeg veed det!
           Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se,
           her er da tvende Jesus'er! Betyder
           ei Jesus "Frelser?" Nu, isandhed
           i Mørke har det været slemt for Mange
           at frelses af den ene Frelsers Kløer.
           Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias!
           Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas!
           Se milde Ansigt paa den arme Jesus!
           Er dette ei som Nat og Dag?



Præster.



           Hør, Folk, han stikker dig i Munden
           en anden Bid, end den du hungrer efter.



Pilatus.



           Blod sidder end, ja eders eget Blod,
           imellem Barrabas' Negle. Denne her
           skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl?
           Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt,
           og ei paa disse To: paa Barrabas,
          
d.II,b.6,s.447              for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet
           -- den natlige Hyæn; paa Jesus, hvem
           I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham
           -- den hvide Due. Kan der være Tvivl?


Præster.



           Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst
           udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde
           en Hytte hist og her, men -- Du ham hader.
           Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels
           den stolte Arne, Zions Alter, og --
           Du elsker ham. Giv Barrabas da fri!
           Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset!



Røster i Folket.



           Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum!



Pilatus.



                             Ha,
           jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas!
           Du er en værdig Gave til et Folk
           af Mordere: en træffende symbolsk
           Foræring i dets Frihedsfesttid til
           et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa
           sin Frihedsdag.



Præster.



                             Vi ville kun hvad Loven
           os byder: Død for Gudsbespotteren,
           for Hver der falsk, formastelig, som Jesus,
           tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke.
                 
(afsides til Barrabas)

           Gaa Barrabas! bring Jesu Kors!



Pilatus.



           Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag?
           Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte
           sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus:
           af Livet? Jesus er jo og en Læge;
          
d.II,b.6,s.448              dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger?
           Hvor lavt I staae mod andre Folk!
           Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig
           meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød.
           Dog med en slappere Følelse af Liv
           (den Daarer til Selvstændighed ophøie,
           og kalde Sjel) end Romere og Græker;
           thi I ei, Disse liig, der vide, at
           det Liv, vi have, er det Alt vi eie,
           indrette dette Liv saa skjønt og viist,
           som man det eneste vel skylder; men
           Barbarer I forblive, agte ei
           en Borgers Liv, ei eders Eget heller,
           naar I en Læge myrde, som dog er
           den Eneste, der giver nogen Modvægt
           mod Jordens Jammer: Krig og Sot --
           den Eneste, der kan forlænge Nydelsen
           af Livet, og forhale (o som ved
           en Borgerkrig, han vækker i Naturen)
           vor Gjenindsvinden i Materiens Døde.
           Bort, bort, I Usle, fra Prætorium!
           Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?)
           . . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede,
           at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes,
           saasandt han er saa god en Læge, som
           min Høvedsmand fra Capernaum siger.
           Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn?
           Det er vi Alle jo. Men kun de Kloge
           med Vished vide det, men ei det sige.
           Men Gud er Fællesnavn for alle
           Naturens Elementer. Siger En:
           jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er
           det jo det Samme som om Manden sang:

(nynnende)



                 "Intet er Altings Oldemo'r,
                       Ild min Bedstefa'r,
                       Vand min Bedstemo'r.
                 Tilsammen de avlede Luft og Jord.
                 Og Luften er min Fa'r, og Jorden er min Mo'r.
          
d.II,b.6,s.449                          Jeg er Blod og Kjød,
                       Odelsherre i dette Dyb,
                 pidsket af min Fa'r,
                 Formynder for min Mo'r,
                       Broder til hvert Kryb,
                 til Ørn og Mos og Rosen rød.
                       Klippen graahvidskaldet hist
                 er en gammel Tante vist.
                       Jeg veed: jeg er!
                 Siig frem, om du veed meer!
                       Jeg troer,
                 at aldrig, førend jeg blev fød,
                       jeg var.
                 At jeg er Muld, saasnart som jeg er død;
                       saa stolt jeg nu er -- ha!
                 ei værd belivet Støvgran da,
                 ei værd en Flue paa en Kvist,
                       jeg troer, jeg troer forvist!"
           Nu da? Ei Lapperi! Ved Guds Retfærdighed
           jeg . . .


Præster.



                 Hvilket Chaos i din Hjerne!
           I samme Aandedræt du Gud benegter,
           og sværger ved hans Retfærd. Derfor just,
           fordi dit Vanvid er af Vindnatur,
           ustadigt, men uhyre, uden Form
           og blødt, det bøjer sig som Vinden let
           om Andres Vanvid, ligemeget hvilket,
           der formet fast sit Horn opløfter.



Pilatus.



           Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes
           at ville drive Leeg med Jesu Hoved
           og med min Tunge . . ja, ved Romerens Fasthed!
           jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt,
           fordi I bringe saadant Lapperi
           i Retten, som en Klage for et Navn.

d.II,b.6,s.450  

Præster.



           Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig
                      "Guds Søn" at kalde, ikke maaler i
           din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov
           fandt for en Deel af den kun Rum i Graven,
           men hule Helved griber Resten; thi
           did Synderen banlyses.



Pilatus.



                             Huult?
           Oh, eders Helveder, I Præster,
           sig søilehvælve høit mod Skyen!

(til Jesus)

           Hvad svarer du? Du tier blot og lider.
           Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig
           ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten
           at frelse dig, at fæste dig paa Korset.



Jesus.



           Du havde ingen Magt, hvis Den ei var
           fraoven givet dig.



Pilatus.



                             Du mener Skjebnen?
           Den slaaes med mig om dig.
           Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo
           Samvittigheden mig beskylde for
           Oprører. Men isandhed, hvergang jeg
           forsvarer dig, jeg har en Følelse,
           somom mit Hjerte solte sig; men saa
           en Taage kommer drivende -- Hvorfra?
           Det veed Jeg ikke.



Jesus.



                             Pontius Pilatus,
           De, som mig gav i dine Hænder, have
           en større Skyld end Du.

d.II,b.6,s.451  

Pilatus.



                             O stille Viisdom!
                      O kolde, rene, høie Æther!
           Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu
           saa viist og roligt, nu
           da ei hans eget Fædreland vil bære ham,
           men gabende ham jager ud, som paa
           en Leviathans Ryg? Jeg agter dig.
           Skjøndt from som Daaen, der med Maaneskinnet
           og Egens friske Duften sværmer, og,
           som Dyret jaget ind i Klippens Klemme,
           han piber ei som dette. Du har min Høiagt.
           Og Ve den Dristige, som lette tør
           mit Romerskjold, der nu bedækker dig --
           ja dækker dig, ved min og Romas Ære!
           Jeg holder dig med Staalklo! Kommer nu,
           i sultne Ræve! Kommer nu Schakaler!
           saa faae I Blod paa Snuden.



Præster.



           Pilatus, døe han maa! han maa! han maa!
           I alle Jordens Præsters, alle Altres
           i dine Guders Navn, i Jovahs Navn,
           Det fordre Vi!
           I alle Jordens Kongers, alle Throners,
           i alle Herredømmers Navn, i Cæsars,
           Du burde fordre det; ja Du!



Pilatus.



           Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger.



Præster.



           Ve Jordens Herskere, hvis dorske de
           kun frygte Sværd ei Ord, et Ord, som kan
           belivne Millioner Sværd! Vi sige dig:
           den Synder der har Trælle Frihed lært;
           og, forat de med desto større Kraft
           kan bryde Lænkerne, han lærer dem
           at styrke sig ved Dyd.

d.II,b.6,s.452  

Pilatus.



                             Gid dette var
                      paa Romas forum lært i Sullæ Dage!
           Jeg skulde dræbe Cato?



Præster.



                             Hvorsomhelst
           end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland
           han var en Fiende; thi han vil, at det
           ei ene skal besidde Frihed; men,
           som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender.
           Din Cato elsked Romas Frihed, men
           nedtraadte alle Andres. Derfor var
           han herlig som en Romer.



Pilatus.



                             Jeg har svoret.
           Og nu faaer Templet knuse Borgen,
           hvis det vil sminke sig med Jesu Blod.
           Men saa vil Capitolet komme selv,
           og knuse Templet.      

(Til Stridsmændene)

                             Frem I Romere!
           Gjør lyst i denne Hob med eders Landser!
           Jeg svoer jo ved min Ære?



Præster.



                             Israel, se
           nu dræber Jesus dig med Romersværd!



Folk.



           Korsfæst! korsfæst ham!



Pilatus.



                             Ha, uvillige,
           I Romere, seendrægtige I ordne jer?
           Fordi det er en Jøde, I beskytte?
           Men det er Jøder, som I skulle slaae.
           Og Jøden, som I vogte, er ei simpel;
          
d.II,b.6,s.453              men, se, en Heros. Eja! var du Bacchus,
           jeg dyrked, som Herodes Venus, dig! --
           Ja Halvgud eller Guds Søn er han eller
           -- nu hvad? jo Alt foruden Israels Konge.


Præster.



           Vi have ingen Konge uden Cæsar.



Pilatus.

(afsides)



           Ve Jesus, hvis de blande Cæsar ind!



Folk.



           Nei, ingen Konge uden Cæsar!



Pilatus.



           Den Træl er først foragtelig, som med
           sin Skjændsel praler.



Præster.



                             Giver du ham fri,
           da er du ikke Cæsars Ven!



Pilatus.



                             Ha! --



Folk.



           Ja, giver du ham fri, Pilatus,
           da er du ikke Cæsars Ven!



Pilatus.



                             Ha! Dette
           var Otterslangens Stik.



Præster.



                             Vi traf!
           Ja giver du ham fri, Pilatus,
           da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars
           Forræder!

d.II,b.6,s.454  

Pilatus.



                       Ha!



Folk.



                             Ja giver du ham fri,
                      du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder!



Præster.



           Hvo er vel Cæsar?



Pilatus.

(afsides)



                             Ha! -- Tiberius!



Præster.

(leende)



           Oh, Cæsars Navn er Trolddom!
           Mon ei Tiberius? Han er iversyg
           som Jovah. Han maa vide, hvo
           der er hans Fiende. Han bør kjende
           sin falske Tjener.



Pilatus.

(slaaer sig for Panden)



                             Ve! ve! Dødsens!
           Ha! Tordenslag!



Præster.



                             Mon ei Tiberius
           er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei?
           Vi tjente Cæsar, om vi viste ham
           en fattig Usling, der, i fjernest Vraa
           at være Cæsars Uven, vovede.
           Og Denne her, hvem han betroede?
           -- ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd!
           Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise
           forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigst maae
           berette Cæsar: Pontius . .



Pilatus.



                             Ha Pontius!
           Pilatus er meensvoren.

d.II,b.6,s.455  

Præster.



                             Ja, meensvoren!
                      Saa var det jo vi mente . .



Pilatus.

(afsides)



                             Ak, hvad skal jeg?
           -- -- Men, kan jeg være uvis?
           Her er en Jøde paa den ene Side;
           men Cæsar paa den anden. Men jeg har
           min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal. Dog
           er det ei Cæsar selv, som giver Ære?
           O stakkels Jesus! Ha, han er en Jøde!
           Fordømte Jøde! -- Ha, han er et Menneske!
           O stakkels Menneske! fordømte Jøde!
           . . O ve, i hvilken Cirkel drives jeg,
           saa kolde Sved frembrister, Olie liig
           af Gjængerne, hvori jeg drives om.
           Det er Nødvendighedens store Hvirvel.
           Jeg er nu kommen til det Punkt tilbage,
           hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som
           jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde
           var stevnet hid; ja den: "han flux skal døe!"
           Men -- o man følger altid sikkrest dog
           den første Drift, som var den Skjebnens Stemme --
           da jeg begyndte at ransage,
           da Uraad bag de Præsters Ivrighed
           jeg ahnte . . da, da kom de Skrupler,
           og hvirvled mig omkring til nu jeg standser
           ved samme Punkt: han døe!



           Han er en Galilæer . . ah, hvor let
           han kunde været blandt de Galilæer,
           hvis Blod jeg blandede med deres Offers?
           Nu -- vel han var ei; men han kunde været.
           Og saa var han jo død og denne Sag
           ei til. Og Een? -- hvad gjør det vel til Hine?
           Du faaer da følge dem, som 1 in mente
           forglemt ved Regnestykket paa det Altar.
          
d.II,b.6,s.456              Desuden; ja desuden -- hvad desuden?
           Er der ei flere Grunde? O, at jeg,
           for alle hine, havde ikkun een,
           der kunde dække denne Tanke til:
           "han er uskyldig!" Cæsars Magt ei selv
           kan . . . jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig?
           Men, hvo er skyldløs vel som Denne her?
           Ha Tankehvirvel! ha, hvad hviner du,
           at sætte Liid, trods disse Løgnere,
           til Tiberii skakke, lyttende Hoved,
           til den Mistænkeliges Skeleblik,
           der i en skraa uendelig Straale glider
           fra Capitol henover Jorden? Ha,
           du raader mig: at døe, om Cæsar fordred,
           for Jesus? Pontius for denne Jøde?
           O risum teneatis amici! Han døer da? Ha,
           I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider:
           jeg hevner mig!
           Mod Cæsars levende og vrede Aasyn
           jeg med dets døde, milde (sandelig
           bogstavelig har Smiger her forgyldt!)
           . . jeg med dets eget Billed mig forskandser;
           thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed
           paa eders Zions Altar, Præster; og
           I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke,
           at ofrende tilbede, knælende
           som før for Bels og Dagons.


Præster.

(til Folket)



           Vrist Sejren ud! Den hænger løst ham nu
           i Haanden. Raab! Ha nu -- Ah, der er Barrabas
           med Jesu Kors, vort Sejersbanner!
                 
(
Barrabas
kommer med Korset)
Se,
           det, liig en Stjernes Beenrad,
           mod alle Verdens Hjørner peger stolt!
           . . Ha nu! Ha Folket skjælver nu
           i Sejrens Øjeblik, og tør ei raabe.
           Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum!

d.II,b.6,s.457  

Folk.



           Korsfæst! Korsfæste Jesum!



Pilatus.



           Vel!
                            
(til Jesus)
Jesus !
                       
(afsides)
O jeg tør ei see paa ham!
      
(til Jesus)

           Ak Jesus -- ja det gaaer som jeg har spaaet.
           Hvormange Prøver gjorde jeg! Du veed,
           at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale!
           Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed,
           jeg agter dig . . Farvel! Det gaaer
           . . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt!
           . . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde,
           og ahnte, som jeg sagde . . ja --



Præster.



                             Korsfæst ham!
           Thi ellers . .



Folk.



                 Korsfæst! korsfæst!



Pilatus.



           Det maa saa være! Ja det maa saa være!
           Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum!
                 
(toer sine Hænder)

           Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig
           i den Retfærdiges Blod.



Præster og Folk.
(dragende bort med Jesum, hvem
Barrabas
lægger Korset paa)



                       Oh, Dommer!
           Lad komme over os og vore Børn
           hans Blod!



Pilatus.



                 Det kommer!

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE