|
|
d.II,b.6,s.320 |
JESUS OG JOHANNES
1.
BARNDOMSVENNERNES MØDE
(Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen).
Jesus.
. . Palmer hist de Livets Faner!
Liv? Hvad Liv kan boe derunder,
naar i Dødens Fodspor, Ørknen,
Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
bort fra Agres Ly forviste,
leire sig i Armods Telt?
Frihed dog som børstet Vildhed,
Sandhed kun som Eenfolds Tro,
Kjærlighed som teltesnevre
Gjæstmildhed i Ørknen boer.
Vel naturligt Palmer mødes
her ved Ørknens Grændseskjel;
men for Frelseren, som gaaer
fra sin Ørk at frelse Jorden,
meer end Palmer blot de synes:
Livets eedoprakte Fingre,
at det ei med Græs og Svale
vil forlade Ørknens Trætte;
ja de synes ham hans Piller,
som hans Sejersveis Portal.
( En Mand iler over Sletten)
Hvo mon er den Skygge hisset
over Sandet dæmrende?
Ah, Johannes? Ak, min Barndoms
Rosenkugles Axe er da
stivnet hen til saadant Staal?
til en mørk Essæers Skyblik,
til et raggindhyllet Billed
af den falske Tro: at smigre
Himlen ved at haane Jorden?
Iil ei saa, Johannes! Vore
Veje maae ei dele sig.
O min Ven! min Ven! min --
(omfavner Manden inderlig)
|
d.II,b.6,s.321 |
Johannes.
(vendende sig om)
-- Jesus!
Er det med et saadant Smiil,
du vil frelse Jorden, Jesus?
Jesus.
Du har glemt mig -- o Johannes!
Johannes.
Jeg blot tænkte paa din Moders
Drøm.
Jesus.
Ja den til Liv er vakt.
Johannes.
Endnu gaaer Johannes, liig et
Gjenfærd i den fromme Drøm;
men af dine lyse Smiil
seer jeg -- oh, ja det er klogt --
Du til Verdens Liv er vaagnet.
Ret! ja Ret! Hvad var det Hele?
Kun en fager Drøm, fuldbaaren
af en from, frugtsomlig Kvinde?
Søde Moderblik den fostred;
tvende Drenges Skuldre, stegne
bævrende som hvide Skum
op af Ungdomsblodet, løfted
den af Modersmilets Vugge,
og for Himlen viste den.
Drømmen, som vi to Fostbrødre,
svore kjækt til Liv at gjøre,
at Du skulde vorde David
for det arme Juda, jeg
din trofaste Jonathan,
mig har til en Drøm forvandlet,
saa jeg veed kun af min Sorg,
at jeg lever.
|
d.II,b.6,s.322 |
Jesus.
O jeg har ei
glemt hvor tidt vor fromme Tro
i Olivnens Bladeraslen
Engles Bifaldsjubl fornam,
naar de hørte, at vor Ungdom
Mandens Alvor blev, naar sammen
vi om Frelsen talte.
Johannes.
Ak!
Jesus.
Din Alvorlighed sig undrer
ved mit Aasyns aabne Fryd;
Thi da sidst vi talte sammen,
vore unge Hjerter luktes
krampefast ved Jordens Jammer.
Ve, at Du mig ei forstaaer!
Eller kunne Seirens Fremglimt,
Helligaandens Straaleglands
ei fra Letsinds malte Dunster
skilnes i mit Aasyns Træk?
Jeg til Ørknen vandred jo,
mig ved svundne Aldres Viisdom
ud til Frelsens Værk at ruste.
Jeg til Livet skulde gaaet
med dit Kummerblik tilbage,
hvis ei i min Eensomhed
Frelsens Tanke modnet var.
Derfor, se, mit Aasyn er dens
Sejersglands og modne Rødme,
blanken Salve, hvormed Gud
salved mig da Aanden sved
i mit Hjerte Frelsernavnet.
O min Herre og min Mester!
O, Messias, mig tilgiv!
|
d.II,b.6,s.323 |
Du, Johannes, du est kaaret
-- Valget er din Alvorshu --
til det nye Tempels Støtte.
Du skal være der Portalet.
Johannes.
Gud har negtet mig sit Lys.
Ei at frelse, kun advare
er det Lidet, som jeg mægter.
Kun til sjunkne Olds Profeters
Skygge kan jeg hæve mig.
Jeg gaaer om som Tidens Gjenfærd,
fulgt kun af nysgjerrig Rædsel.
Hjerterne sig bange vende
fra den levende Urne -- mig.
Godt maaskee; thi fulgte Alle,
Jordens Liv en Kirkegaard
blev da kun med sorte Kors paa,
uden Blomster, død og taus.
-- Ak! min Sjel og ei mit Legem
sukker ved min egen Bod;
og mit eget Hjerte stille
sørger ved sin stolte Dyd.
Jesus.
Muldne Viisdoms-Ruller ere
ei mit Tempels Pillerad.
Jeg i Menneskehjertet saae
en uvisnelig Frelsens Sæd.
Og min Læres milde Aande
lokker frem den af dens Muld.
Frem som Englehoveder glimte
skal dens Straaleax -- o Høst af
Jorden, for en Himmel riig nok!
Og de lyse Ax sig bue
sammen til et Tempel, hvor
Gud i Aand og Sandhed dyrkes:
|
d.II,b.6,s.324 |
til en Himmel alt paa Jord.
Jeg af Livets Kræfter lærte
Viisdom, Sandhed af mig Selv;
og jeg fandt i Menneskets Hjerte
Himlens, Helveds Grændseskjel.
Johannes.
Jeg mit Hjerte vilde skabe
til en Himmel; men det blev
sorgfuld Jord kun, thi jeg føler,
at min kolde Bod-Dyd ei
øves kan i Himlen -- Ve, den
selv mod Jorden vel er Synd?
Jesus.
Nei, Johannes! Sorgens Billed,
mørkn vor Alders drukne Blik!
Os det er en Dyd at glemme
Jordens Krav. Os kræver Himlen.
Os et Eje er for lidet,
Kvindens Favnetag for trangt;
os er Jordens Fryd for vissen;
Vi i Døden kun tør frydes.
Johannes.
Jesus, du din Ven har trøstet.
Jeg din Guddom saae, Messias,
alt fra Barnets Læber straale
over Templets gamle Mestre.
Deres dumme Blik udspændtes,
og som brudne Kar de gabte,
da du gav dem disse Spørgsmaal,
voxne Helte liig i Pantser
hyllede af Blomsterblade:
"siig mig, kjære gamle Rabbi,
er ei Jovah Den, som lille
Theofilos kalder Zeus?
Er ei Sandhed funden, siden
|
d.II,b.6,s.325 |
Folkets Vise trætte end?"
Og jeg kunde glemme, at
alt mit Haab med dig kun voxte,
da du ei treen mig imøde
med mit eget syge Øje
eller Judas Hevners Pande!
O, Triumfens Faners Spiir
glimre frem i dine Blik;
og de i den fine Rødme
vaje, Jesus, paa din Kind!
Jesus.
Se dit Haab i Blomster! Ja, mon
Jeg, Marias, Kvindens Søn,
ikke knuser Slangen, som
grov sit Æg i Adams Hjerte,
viste Tand i Cains Blodhaand,
spruded over Jorden Blod,
spandt sig voxende omkring
alle Jordens Hjerter, suged
ud dem, og sin egen Gift
tylled i de tomme, løfted
tusind kronte Hoveders Svælg
over sammenknuget Bytte?
O maa ei jeg sejerlee?
Jeg den træder alt paa Issen,
knusende, og fandt dens Braad?
Se, jeg i min Eensomhed
rulled op Historien;
Jamrens Kilde gjennem Mindets
Urner rislende jeg fandt.
Roligt, som paa duebløde
Vingeslag, det første Par
aanded Livet hen; det kjendte
Aandens Kraft og Kjødets ei.
Tvillingfosterlig forbundne
slumred de i sine Hjerter,
sjunkne ned i Livets Fylde,
|
d.II,b.6,s.326 |
der saa mageligt, som gjennem
Navlestreng, tilstrømmed Kjødet,
mens i skyldløst Nybegjær
Aanden fandt sig mægtig nok.
Men imellem Fryd og Kummer,
Trang og Vellyst, Nød og Fylde
Mennesket blev sat, og Hunger
jog det over Jorden, som
det fra nu af maatte dyrke
i sit Ansigts stride Sved.
Vel Opfindsomheden vaagen
tidlig slagen blev af Smerten;
men den blev en Kjødets Træl,
kun genifuld forat dette
kunde ene nyde alle
Jordens, alle Dyrets Goder.
Længer Nok for Alle blev ei
alle Jordens Agres Høst.
Enkelte opslugte Alt,
og den Graadigste blev hædret
med saa høit et Æresnavn,
Trælleflokken kunde digte,
der, saalangt som Lænken rak,
rundtom hine Vellystdynger
vandrede med lystne Øjne.
Millioner af den Ene
maatte tigge Livets Byrde,
lydig døe naar Død han vinked.
Kun Naturen søgte kjærlig
Menneskenes Skam at skjule,
pyntende med Efevranker
Armods Hytter, som indvendig
sorte var af Trældomssuk.
Men Naturens bedste Trøst,
Gravens, undtes ei de Arme.
De i Graven saae ei Lænkens
brudte Led; men blot det første
|
d.II,b.6,s.327 |
i en ny foruden Ende.
Thi saa lærtes der fra Altret,
at en Evighed af hede
røde Lænker under Graven
smededes af Djævle værre
end Tyrannerne, de banded.
Skjælvende som spildte Taarer
paa et vildt vanvittigt Ansigt,
irred nogle gode Faa
ængstelige om paa Jorden.
Thi til selve Folkets Kjerne
trængte Herredømmets Laster.
Naar en Drot et fremmed Folk
ved sin Klinges Blodglød stempled
med det nye Slavemærke,
hyllende i Vælter Røg,
liig Gespenster af de knuste
Fredens Arner, Himlen ind,
som bestred hans Ret ved stille
nye Stjerner ham at tee,
som end ei hans Hjem bestraalte,
Slaven myrded da og røved,
og af Kongens Mønster hævded
Folket Lov sig over Loven,
Sæder over Fædres Sæd.
Purpurhængte Throne, Slaven
vandt ved samme Daad som Drottens,
blev et blodigt Rettersted.
Men paa grummere Skafotter,
paa de gustne Sygeleier,
hævned gysende Naturen
sig paa Synder mod den selv.
Men naar Jammersuk og Latter
blandede for vildt sig sammen,
brød fra Thronen Lyn for blodrødt,
røg fra Tempelaabningen
Mulmet altfor tykt og kvalmt:
vaagned Aander hist og her,
|
d.II,b.6,s.328 |
Nattelampers Hviften lige,
og de sukket: "ve os! Noget,
som vi vide ei, os fattes.
Ja, en Frelser, en Messias."
Johannes.
Israels, o Israels Ve!
Jesus.
I dit Øje, glimter, Jøde,
Davids Glavind. Davids Søn
sørger for Aljordens Ve.
Johannes.
Kan et enkelt Hjerte rumme
Jammer meer end eget Lands?
Jesus.
Skulde Frelserens ei favne
mere Sorg end Dyngen mellem
Gazas Offer-Blodhøi og
Sodoms raadne Grav, det Helveds
nøgne, pestsved-blanke Aasyn?
O Johannes, du skal vorde
Morgenrøden i hvis Arme
Dagen hviler, som omfavne
elskende vil hele Jorden.
Johannes.
O, Jeg er ei Lyset.
Jesus.
Men
Du skal Lyset først forkynde
som hvert Hjerte skal opklare.
Jeg i Guds, min Faders, Navn
kaarer Dig til min Elias,
til det nye Riges Hærold.
|
d.II,b.6,s.329 |
Men jeg sætter selv dets Krone,
(Ydmyghedens Tornekrone)
paa mit eget kaarne Hoved.
Og -- jeg ahner -- Golgath, Golgath
blier min Himmelthrones Trin.
Thi jeg vil til Folket sige:
"Jeg er Den, som I forventer,
Jeg er Den, I sukked efter,
Jeg er Den, hvorom I tale,
Jeg er Folkenes Messias.
Sku i mig, i eders Broder,
eders egen Guddom klarnet!
Sku i mig Guds Soningshilsen
og et Offerlam for Jorden!
Thi det siger mig min Sjel,
at med Blod jeg skal besegle,
plante i et blodigt Kors
Kjærlighedens Rosenkvist
mellem Jordens Tornekvas,
og af Blodets Draaber skabe
Sandheden dens bedste Blus."
Men lad Stormen tale ud
før de blide Vindes Sang!
Rydd som Hvirvelvinden Vejen,
o Johannes, min Elias!
Skjær som Plougen dybe Furer
indtil Sædemanden kommer!
Som en Tordensky paa klare
Himmelblaa, du træde frem
midt paa Kongens glade Høitid!
Væk med Lynets Slag af Søvnen!
Hjerter slaae, som Moses Klippen,
ja til Angrens Kilde springer!
Da min Moders Drøm fuldbyrdes
-- den, der favned hendes Sjel
i Undfangelsens velsignte
og for Himlen aabne Stund,
|
d.II,b.6,s.330 |
og befrugted hendes Hjerte
med saa salig en Forhaabning,
at hun siden stedse drømte
vaagen om igjen sin Drøm;
ja da skal den vel fuldbyrdes
i sin Spaadom, at vi To
ei i Liv og Død adskilles.
Ak, Hun mente, at Du skulde
ride paa min høire Side
paa min Sejerindtogs-Dag.
Men det Sande er, du døer
Sandhedsvidnets Vellystdød.
O Henrykkelse, at elske
Himlen liig, der Alt omfavner,
Luften liig, der Alt omstrømmer,
Lyset liig, der Alt omstraaler,
ja den milde Regnsky liig,
der paa Ond og God neddrysser!
Det er Aanders Salighed,
Det er Englens Hjerteslag
i en jordisk Barm at føle.
Hvem kan eget Ve fornemme,
naar han tænker kun paa Alles?
Hvem er herligt ei det Liv,
der arbeider for en Verden
og bekrones skal omsider
med en Død af Kjærlighed?
Hvem er herlig ei en Død,
som for Aanden aabner Himlen,
og omsider skal bekrones
med Alverdens Kjærlighed?
O, hvis ei det var en Synd,
alt jeg længtedes derefter!
Men mens Dagen endnu er,
er det at der skal arbeides.
Derfor med Eliæ Styrke
gaa, bered mig Vei, Johannes!
|
d.II,b.6,s.331 |
2.
DØBEREN
(Johannes ved Jordan. Præster. Folk.)
Johannes.
Hør Røsten raaber i Ørken:
bereder Herren Vei!
Omvender Eder! Himmeriges
Rige alt er nær!
Længes I at høre Sandhed,
forbander Løgnen da!
Længes I mod Frihed, løfter
Eders Lænker da!
Væmmes I ved Syndens Smitte,
i Angers Dugg jer toer!
Han kommer, som skal Sandhed lære.
Han kommer, som skal Lænken løse,
Han kommer, som med Kjærlighed
skal salve Eders Hjerter.
Alt Dagen vaagner . . Hør dens Hane!
Sov ei længer da!
Ved Træets Rod alt Øxen ligger,
hvert frugtløst Træ omhugges skal
og kastes i en Ild!
Hver, som ei sit Hjerte aabner,
ligt en sædfuld Blomsterkalk,
for at Frelsen i dets Dyb
Livsensvarme ind kan straale,
og til Daad ei strækker Armen,
liig en frugtbetynget Green,
staae igjen som Skjændselsmærke
fra den gamle Syndetid!
Eller troer du, Abrams Æt,
det er til din Frelse nok,
at du siger: Gud er Een?
Denne Sandhed Han, som kommer,
lærer alle Jordens Slægter.
Og Jeg er til hele Jorden
Røsten raabende: bereder,
|
d.II,b.6,s.332 |
alle Sjele, Herren Vei!
O, omvender Eder Alle!
Himlens Rige stunder nær.
Essæeren rører Folket. Kvinderne
alt græde meer for Mandens Ord
end for hans sjunkne Kinder. Mændene
sig slaae for deres Bryst. Han synes
meer farlig for os end de Andre,
der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk
fra deres Huler trine frem i Dagslyset,
og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet
i Daaben, eller, ved det kolde Dyp,
Fornuft at vække i de sløve Hjerner.
Ja Denne -- ha, mon troer du, ved dit Vandmærke
at slette ud vort Brændetegn paa Folket?
(til Johannes)
Hør du! (skjøndt latterligt at spørge dig,
der ligner blot et Omrids til et Menneske,
og gaaer i Syndens eller Armods Rustning)
er Du Messias, ham vi Alle vente,
den Israels Hevner?
Johannes.
Nei!
Præster.
End da Elias?
Johannes.
Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen,
paa Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige
Profet undflyede, forlængesiden
hans Been ufundne raadned.
Præster.
Ha,
Hvo er du da?
|
d.II,b.6,s.333 |
Johannes.
I hørte? hørte Røsten over
den Jord, I øded til en Ørken, raabende:
bereder Herren Vei!
Omvender Eder,
thi Himlens Rige stunder nær!
Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab
jeg tvetter Eder rene til at møde ham.
Præster.
Mon mener du Messias? Han skal komme
i Englenes Hærskarer.
Johannes.
Sikkerlig
ham Himlens Aander signende omringe;
men I ei see dem.
Præster.
. . Ja og med Basuner.
Johannes.
Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder.
Præster.
. . Og Herrens Herlighed skal aabenbares.
Johannes.
Ja i en salig Jord: i Sandhed paa
de Dødeliges Læber, og i Frihed
i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne.
Præster.
Hvor stort skal Israel blive! Roma har
du Blod nok at betale Israel?
Naar Hevnens Sværd er mættet, har
da Gojim Trælle nok igjen for Israel?
|
d.II,b.6,s.334 |
Johannes.
I ei forstaae? I Blod I skulle døbes!
-- Gaaer, styrter Templet over Eder!
Hvo mener denne Sværmer? Ikke vor
Messias. Dog -- at ei hans hvasse Tunge,
som sparte selv ei Kongen, skal forhaane
for Folket os -- vi ville smigre ham. (høit)
Ja, vær da hvo du vil, du Hellige!
Døb os i Haabet om den Israels Frelser!
Johannes.
Mon ahne I de røde Lyn, som modnes
i Folkets Hjerter over eders Isser?
Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye
den Vredestorden, som dig oversortner?
Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender.
(døber dem)
Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme!
Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked
med Daabens Hellighed Forhaanelse)
Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn.
Jeg døber Eder vel med Vandet til
Omvendelse; men Den, som kommer efter,
med Helligaandens Luekraft skal døbe:
skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes,
sin egen Guddom. ( Jesus kommer)
Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene
Aljordens Synder!
som ene veed, ved Sandhed at befrie
fra Synd; som frelse vil og døe for Jorden!
Jesus.
Johannes, døb mig da!
Johannes.
Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes,
og Du til mig vil komme? -- Nei!
|
d.II,b.6,s.335 |
Jesus.
Du Døber,
Det bør mig saa, at styrke og indvie
mig til mit Kald.
Johannes.
Du helliger
min Daab, du Rene! (døber Jesus.)
Ha, saae I? Sløve Øjne, ja I sige:
Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes,
en Aand fra Himlen, liig en sølvhvid Due,
neddale over Ham. Og var det ei,
som om Guds Røst fra Himmelen velsigned:
"Se Denne er min Søn, den Elskelige,
i hvem jeg haver Velbehag!"
|
| BLA BAKOVER |