HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

d.II,b.6,s.320   JESUS OG JOHANNES
1.
BARNDOMSVENNERNES MØDE
(Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen).



Jesus.



           . . Palmer hist de Livets Faner!
                            Liv? Hvad Liv kan boe derunder,
           naar i Dødens Fodspor, Ørknen,
                 Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
           bort fra Agres Ly forviste,
                 leire sig i Armods Telt?
           Frihed dog som børstet Vildhed,
                 Sandhed kun som Eenfolds Tro,
           Kjærlighed som teltesnevre
                 Gjæstmildhed i Ørknen boer.
           Vel naturligt Palmer mødes
                 her ved Ørknens Grændseskjel;
           men for Frelseren, som gaaer
                 fra sin Ørk at frelse Jorden,
           meer end Palmer blot de synes:
                 Livets eedoprakte Fingre,
           at det ei med Græs og Svale
                 vil forlade Ørknens Trætte;
           ja de synes ham hans Piller,
                 som hans Sejersveis Portal.
                       
(
En Mand
iler over Sletten)

           Hvo mon er den Skygge hisset
                 over Sandet dæmrende?
           Ah, Johannes? Ak, min Barndoms
                 Rosenkugles Axe er da
           stivnet hen til saadant Staal?
                 til en mørk Essæers Skyblik,
           til et raggindhyllet Billed
                 af den falske Tro: at smigre
           Himlen ved at haane Jorden?
                 Iil ei saa, Johannes! Vore
           Veje maae ei dele sig.
                 O min Ven! min Ven! min --

(omfavner Manden inderlig)

d.II,b.6,s.321  

Johannes.
(vendende sig om)



                              -- Jesus!
                            Er det med et saadant Smiil,
           du vil frelse Jorden, Jesus?



Jesus.



                 Du har glemt mig -- o Johannes!



Johannes.



           Jeg blot tænkte paa din Moders
                 Drøm.



Jesus.



                 Ja den til Liv er vakt.



Johannes.



           Endnu gaaer Johannes, liig et
                 Gjenfærd i den fromme Drøm;
           men af dine lyse Smiil
                 seer jeg -- oh, ja det er klogt --
           Du til Verdens Liv er vaagnet.
                 Ret! ja Ret! Hvad var det Hele?
           Kun en fager Drøm, fuldbaaren
                 af en from, frugtsomlig Kvinde?
           Søde Moderblik den fostred;
                 tvende Drenges Skuldre, stegne
           bævrende som hvide Skum
                 op af Ungdomsblodet, løfted
           den af Modersmilets Vugge,
                 og for Himlen viste den.
           Drømmen, som vi to Fostbrødre,
                 svore kjækt til Liv at gjøre,
           at Du skulde vorde David
                 for det arme Juda, jeg
           din trofaste Jonathan,
                 mig har til en Drøm forvandlet,
           saa jeg veed kun af min Sorg,
                 at jeg lever.

d.II,b.6,s.322  

Jesus.



                             O jeg har ei
                      glemt hvor tidt vor fromme Tro
                 i Olivnens Bladeraslen
           Engles Bifaldsjubl fornam,
                 naar de hørte, at vor Ungdom
           Mandens Alvor blev, naar sammen
                 vi om Frelsen talte.



Johannes.



                             Ak!



Jesus.



           Din Alvorlighed sig undrer
                 ved mit Aasyns aabne Fryd;
           Thi da sidst vi talte sammen,
                 vore unge Hjerter luktes
           krampefast ved Jordens Jammer.
                 Ve, at Du mig ei forstaaer!
           Eller kunne Seirens Fremglimt,
                 Helligaandens Straaleglands
           ei fra Letsinds malte Dunster
                 skilnes i mit Aasyns Træk?
                 Jeg til Ørknen vandred jo,
           mig ved svundne Aldres Viisdom
                 ud til Frelsens Værk at ruste.
           Jeg til Livet skulde gaaet
                 med dit Kummerblik tilbage,
           hvis ei i min Eensomhed
                 Frelsens Tanke modnet var.
           Derfor, se, mit Aasyn er dens
                 Sejersglands og modne Rødme,
           blanken Salve, hvormed Gud
                 salved mig da Aanden sved
           i mit Hjerte Frelsernavnet.



Johannes.

(knælende)



           O min Herre og min Mester!
                 O, Messias, mig tilgiv!

d.II,b.6,s.323  

Jesus.

(løfter ham op)



           Du, Johannes, du est kaaret
                             -- Valget er din Alvorshu --
           til det nye Tempels Støtte.
                 Du skal være der Portalet.



Johannes.



                 Gud har negtet mig sit Lys.
           Ei at frelse, kun advare
                 er det Lidet, som jeg mægter.
           Kun til sjunkne Olds Profeters
                 Skygge kan jeg hæve mig.
           Jeg gaaer om som Tidens Gjenfærd,
                 fulgt kun af nysgjerrig Rædsel.
           Hjerterne sig bange vende
                 fra den levende Urne -- mig.
           Godt maaskee; thi fulgte Alle,
                 Jordens Liv en Kirkegaard
           blev da kun med sorte Kors paa,
                 uden Blomster, død og taus.
           -- Ak! min Sjel og ei mit Legem
                 sukker ved min egen Bod;
           og mit eget Hjerte stille
                 sørger ved sin stolte Dyd.



Jesus.



           Muldne Viisdoms-Ruller ere
                 ei mit Tempels Pillerad.
           Jeg i Menneskehjertet saae
                 en uvisnelig Frelsens Sæd.
           Og min Læres milde Aande
                 lokker frem den af dens Muld.
           Frem som Englehoveder glimte
                 skal dens Straaleax -- o Høst af
           Jorden, for en Himmel riig nok!
                 Og de lyse Ax sig bue
           sammen til et Tempel, hvor
                 Gud i Aand og Sandhed dyrkes:
          
d.II,b.6,s.324              til en Himmel alt paa Jord.
           Jeg af Livets Kræfter lærte
                 Viisdom, Sandhed af mig Selv;
           og jeg fandt i Menneskets Hjerte
                 Himlens, Helveds Grændseskjel.


Johannes.



           Jeg mit Hjerte vilde skabe
                 til en Himmel; men det blev
           sorgfuld Jord kun, thi jeg føler,
                 at min kolde Bod-Dyd ei
           øves kan i Himlen -- Ve, den
                 selv mod Jorden vel er Synd?



Jesus.



           Nei, Johannes! Sorgens Billed,
                 mørkn vor Alders drukne Blik!
           Os det er en Dyd at glemme
                 Jordens Krav. Os kræver Himlen.
           Os et Eje er for lidet,
                 Kvindens Favnetag for trangt;
           os er Jordens Fryd for vissen;
                 Vi i Døden kun tør frydes.



Johannes.



           Jesus, du din Ven har trøstet.
                 Jeg din Guddom saae, Messias,
           alt fra Barnets Læber straale
                 over Templets gamle Mestre.
           Deres dumme Blik udspændtes,
                 og som brudne Kar de gabte,
           da du gav dem disse Spørgsmaal,
                 voxne Helte liig i Pantser
           hyllede af Blomsterblade:
                 "siig mig, kjære gamle Rabbi,
           er ei Jovah Den, som lille
                 Theofilos kalder Zeus?
           Er ei Sandhed funden, siden
          
d.II,b.6,s.325                    Folkets Vise trætte end?"
           Og jeg kunde glemme, at
                 alt mit Haab med dig kun voxte,
           da du ei treen mig imøde
                 med mit eget syge Øje
           eller Judas Hevners Pande!
                 O, Triumfens Faners Spiir
           glimre frem i dine Blik;
                 og de i den fine Rødme
           vaje, Jesus, paa din Kind!


Jesus.



           Se dit Haab i Blomster! Ja, mon
                 Jeg, Marias, Kvindens Søn,
           ikke knuser Slangen, som
                 grov sit Æg i Adams Hjerte,
           viste Tand i Cains Blodhaand,
                 spruded over Jorden Blod,
           spandt sig voxende omkring
                 alle Jordens Hjerter, suged
           ud dem, og sin egen Gift
                 tylled i de tomme, løfted
           tusind kronte Hoveders Svælg
                 over sammenknuget Bytte?
           O maa ei jeg sejerlee?
                 Jeg den træder alt paa Issen,
           knusende, og fandt dens Braad?
                 Se, jeg i min Eensomhed
           rulled op Historien;
                 Jamrens Kilde gjennem Mindets
           Urner rislende jeg fandt.
                 Roligt, som paa duebløde
           Vingeslag, det første Par
                 aanded Livet hen; det kjendte
           Aandens Kraft og Kjødets ei.
                 Tvillingfosterlig forbundne
           slumred de i sine Hjerter,
                 sjunkne ned i Livets Fylde,
          
d.II,b.6,s.326              der saa mageligt, som gjennem
                 Navlestreng, tilstrømmed Kjødet,
           mens i skyldløst Nybegjær
                 Aanden fandt sig mægtig nok.
           Men imellem Fryd og Kummer,
                 Trang og Vellyst, Nød og Fylde
           Mennesket blev sat, og Hunger
                 jog det over Jorden, som
           det fra nu af maatte dyrke
                 i sit Ansigts stride Sved.


           Vel Opfindsomheden vaagen
                 tidlig slagen blev af Smerten;
           men den blev en Kjødets Træl,
                 kun genifuld forat dette
           kunde ene nyde alle
                 Jordens, alle Dyrets Goder.
           Længer Nok for Alle blev ei
                 alle Jordens Agres Høst.
           Enkelte opslugte Alt,
                 og den Graadigste blev hædret
           med saa høit et Æresnavn,
                 Trælleflokken kunde digte,
           der, saalangt som Lænken rak,
                 rundtom hine Vellystdynger
           vandrede med lystne Øjne.
                 Millioner af den Ene
           maatte tigge Livets Byrde,
                 lydig døe naar Død han vinked.
           Kun Naturen søgte kjærlig
                 Menneskenes Skam at skjule,
           pyntende med Efevranker
                 Armods Hytter, som indvendig
           sorte var af Trældomssuk.
                 Men Naturens bedste Trøst,
           Gravens, undtes ei de Arme.
                 De i Graven saae ei Lænkens
           brudte Led; men blot det første
          
d.II,b.6,s.327                    i en ny foruden Ende.
           Thi saa lærtes der fra Altret,
                 at en Evighed af hede
           røde Lænker under Graven
                 smededes af Djævle værre
           end Tyrannerne, de banded.
                 Skjælvende som spildte Taarer
           paa et vildt vanvittigt Ansigt,
                 irred nogle gode Faa
           ængstelige om paa Jorden.
                 Thi til selve Folkets Kjerne
           trængte Herredømmets Laster.
                 Naar en Drot et fremmed Folk
           ved sin Klinges Blodglød stempled
                 med det nye Slavemærke,
           hyllende i Vælter Røg,
                 liig Gespenster af de knuste
           Fredens Arner, Himlen ind,
                 som bestred hans Ret ved stille
           nye Stjerner ham at tee,
                 som end ei hans Hjem bestraalte,
           Slaven myrded da og røved,
                 og af Kongens Mønster hævded
           Folket Lov sig over Loven,
                 Sæder over Fædres Sæd.
           Purpurhængte Throne, Slaven
                 vandt ved samme Daad som Drottens,
           blev et blodigt Rettersted.
                 Men paa grummere Skafotter,
           paa de gustne Sygeleier,
                 hævned gysende Naturen
           sig paa Synder mod den selv.
                 Men naar Jammersuk og Latter
           blandede for vildt sig sammen,
                 brød fra Thronen Lyn for blodrødt,
           røg fra Tempelaabningen
                 Mulmet altfor tykt og kvalmt:
           vaagned Aander hist og her,
          
d.II,b.6,s.328                    Nattelampers Hviften lige,
           og de sukket: "ve os! Noget,
                 som vi vide ei, os fattes.
           Ja, en Frelser, en Messias."


Johannes.



           Israels, o Israels Ve!



Jesus.



                 I dit Øje, glimter, Jøde,
           Davids Glavind. Davids Søn
                 sørger for Aljordens Ve.



Johannes.



           Kan et enkelt Hjerte rumme
                 Jammer meer end eget Lands?



Jesus.



           Skulde Frelserens ei favne
                 mere Sorg end Dyngen mellem
           Gazas Offer-Blodhøi og
                 Sodoms raadne Grav, det Helveds
           nøgne, pestsved-blanke Aasyn?
                 O Johannes, du skal vorde
           Morgenrøden i hvis Arme
                 Dagen hviler, som omfavne
           elskende vil hele Jorden.



Johannes.



                 O, Jeg er ei Lyset.



Jesus.



                             Men
           Du skal Lyset først forkynde
                 som hvert Hjerte skal opklare.
           Jeg i Guds, min Faders, Navn
                 kaarer Dig til min Elias,
           til det nye Riges Hærold.
          
d.II,b.6,s.329                    Men jeg sætter selv dets Krone,
           (Ydmyghedens Tornekrone)
                 paa mit eget kaarne Hoved.
           Og -- jeg ahner -- Golgath, Golgath
                 blier min Himmelthrones Trin.
           Thi jeg vil til Folket sige:
                 "Jeg er Den, som I forventer,
           Jeg er Den, I sukked efter,
                 Jeg er Den, hvorom I tale,
           Jeg er Folkenes Messias.
                 Sku i mig, i eders Broder,
           eders egen Guddom klarnet!
                 Sku i mig Guds Soningshilsen
           og et Offerlam for Jorden!
                 Thi det siger mig min Sjel,
           at med Blod jeg skal besegle,
                 plante i et blodigt Kors
           Kjærlighedens Rosenkvist
                 mellem Jordens Tornekvas,
           og af Blodets Draaber skabe
                 Sandheden dens bedste Blus."


           Men lad Stormen tale ud
                 før de blide Vindes Sang!
           Rydd som Hvirvelvinden Vejen,
                 o Johannes, min Elias!
           Skjær som Plougen dybe Furer
                 indtil Sædemanden kommer!
           Som en Tordensky paa klare
                 Himmelblaa, du træde frem
           midt paa Kongens glade Høitid!
                 Væk med Lynets Slag af Søvnen!
           Hjerter slaae, som Moses Klippen,
                 ja til Angrens Kilde springer!
           Da min Moders Drøm fuldbyrdes
                  -- den, der favned hendes Sjel
           i Undfangelsens velsignte
                 og for Himlen aabne Stund,
          
d.II,b.6,s.330              og befrugted hendes Hjerte
                 med saa salig en Forhaabning,
           at hun siden stedse drømte
                 vaagen om igjen sin Drøm;
           ja da skal den vel fuldbyrdes
                 i sin Spaadom, at vi To
           ei i Liv og Død adskilles.
                 Ak, Hun mente, at Du skulde
           ride paa min høire Side
                 paa min Sejerindtogs-Dag.
           Men det Sande er, du døer
                 Sandhedsvidnets Vellystdød.


           O Henrykkelse, at elske
                 Himlen liig, der Alt omfavner,
           Luften liig, der Alt omstrømmer,
                 Lyset liig, der Alt omstraaler,
           ja den milde Regnsky liig,
                 der paa Ond og God neddrysser!
           Det er Aanders Salighed,
                 Det er Englens Hjerteslag
           i en jordisk Barm at føle.
                 Hvem kan eget Ve fornemme,
           naar han tænker kun paa Alles?
                 Hvem er herligt ei det Liv,
           der arbeider for en Verden
                 og bekrones skal omsider
           med en Død af Kjærlighed?
                 Hvem er herlig ei en Død,
           som for Aanden aabner Himlen,
                 og omsider skal bekrones
           med Alverdens Kjærlighed?
                 O, hvis ei det var en Synd,
           alt jeg længtedes derefter!
                 Men mens Dagen endnu er,
           er det at der skal arbeides.
                 Derfor med Eliæ Styrke
           gaa, bered mig Vei, Johannes!

d.II,b.6,s.331   2.
DØBEREN
(Johannes ved Jordan. Præster. Folk.)



Johannes.



           Hør Røsten raaber i Ørken:
                            bereder Herren Vei!
           Omvender Eder! Himmeriges
                 Rige alt er nær!
           Længes I at høre Sandhed,
                 forbander Løgnen da!
           Længes I mod Frihed, løfter
                 Eders Lænker da!
           Væmmes I ved Syndens Smitte,
                 i Angers Dugg jer toer!
           Han kommer, som skal Sandhed lære.
           Han kommer, som skal Lænken løse,
           Han kommer, som med Kjærlighed
                 skal salve Eders Hjerter.
           Alt Dagen vaagner . . Hør dens Hane!
                 Sov ei længer da!
           Ved Træets Rod alt Øxen ligger,
           hvert frugtløst Træ omhugges skal
                 og kastes i en Ild!
           Hver, som ei sit Hjerte aabner,
           ligt en sædfuld Blomsterkalk,
           for at Frelsen i dets Dyb
           Livsensvarme ind kan straale,
           og til Daad ei strækker Armen,
                 liig en frugtbetynget Green,
           staae igjen som Skjændselsmærke
           fra den gamle Syndetid!
           Eller troer du, Abrams Æt,
           det er til din Frelse nok,
           at du siger: Gud er Een?
           Denne Sandhed Han, som kommer,
           lærer alle Jordens Slægter.
           Og Jeg er til hele Jorden
           Røsten raabende: bereder,
          
d.II,b.6,s.332              alle Sjele, Herren Vei!
                 O, omvender Eder Alle!
           Himlens Rige stunder nær.


Præster.

(afsides)



           Essæeren rører Folket. Kvinderne
           alt græde meer for Mandens Ord
           end for hans sjunkne Kinder. Mændene
           sig slaae for deres Bryst. Han synes
           meer farlig for os end de Andre,
           der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk
           fra deres Huler trine frem i Dagslyset,
           og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet
           i Daaben, eller, ved det kolde Dyp,
           Fornuft at vække i de sløve Hjerner.
           Ja Denne -- ha, mon troer du, ved dit Vandmærke
           at slette ud vort Brændetegn paa Folket?
                             
(til Johannes)

           Hør du! (skjøndt latterligt at spørge dig,
           der ligner blot et Omrids til et Menneske,
           og gaaer i Syndens eller Armods Rustning)
           er Du Messias, ham vi Alle vente,
           den Israels Hevner?



Johannes.



                             Nei!



Præster.



                                   End da Elias?



Johannes.



           Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen,
           paa Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige
           Profet undflyede, forlængesiden
           hans Been ufundne raadned.



Præster.



                                   Ha,
           Hvo er du da?

d.II,b.6,s.333  

Johannes.



                 I hørte? hørte Røsten over
                      den Jord, I øded til en Ørken, raabende:
                 bereder Herren Vei!
                 Omvender Eder,
           thi Himlens Rige stunder nær!
           Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab
           jeg tvetter Eder rene til at møde ham.



Præster.



           Mon mener du Messias? Han skal komme
           i Englenes Hærskarer.



Johannes.



                             Sikkerlig
           ham Himlens Aander signende omringe;
           men I ei see dem.



Præster.



                       . . Ja og med Basuner.



Johannes.



           Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder.



Præster.



           . . Og Herrens Herlighed skal aabenbares.



Johannes.



           Ja i en salig Jord: i Sandhed paa
           de Dødeliges Læber, og i Frihed
           i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne.



Præster.



           Hvor stort skal Israel blive! Roma har
           du Blod nok at betale Israel?
           Naar Hevnens Sværd er mættet, har
           da Gojim Trælle nok igjen for Israel?

d.II,b.6,s.334  

Johannes.



           I ei forstaae? I Blod I skulle døbes!
                      -- Gaaer, styrter Templet over Eder!



Præster.

(afsides)



           Hvo mener denne Sværmer? Ikke vor
           Messias. Dog -- at ei hans hvasse Tunge,
           som sparte selv ei Kongen, skal forhaane
           for Folket os -- vi ville smigre ham.

(høit)

           Ja, vær da hvo du vil, du Hellige!
           Døb os i Haabet om den Israels Frelser!



Johannes.



           Mon ahne I de røde Lyn, som modnes
           i Folkets Hjerter over eders Isser?
           Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye
           den Vredestorden, som dig oversortner?
           Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender.
                             
(døber dem)

           Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme!
           Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked
           med Daabens Hellighed Forhaanelse)
           Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn.
           Jeg døber Eder vel med Vandet til
           Omvendelse; men Den, som kommer efter,
           med Helligaandens Luekraft skal døbe:
           skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes,
           sin egen Guddom.

(
Jesus
kommer)

           Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene
           Aljordens Synder!
           som ene veed, ved Sandhed at befrie
           fra Synd; som frelse vil og døe for Jorden!



Jesus.



           Johannes, døb mig da!



Johannes.



                 Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes,
           og Du til mig vil komme? -- Nei!

d.II,b.6,s.335  

Jesus.



                             Du Døber,
                      Det bør mig saa, at styrke og indvie
           mig til mit Kald.



Johannes.



                             Du helliger
           min Daab, du Rene!

(døber Jesus.)

           Ha, saae I? Sløve Øjne, ja I sige:
           Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes,
           en Aand fra Himlen, liig en sølvhvid Due,
           neddale over Ham. Og var det ei,
           som om Guds Røst fra Himmelen velsigned:
           "Se Denne er min Søn, den Elskelige,
           i hvem jeg haver Velbehag!"

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE