|
|
| d.II,b.6,s.288 |
HIMMEL OG HELVED
(Akadiel. Salige og Usalige Aander ovenover Jorden. De Usalige afsides og af et
meer og mindre skummelt og ulykkeligt Udseende).
Akadiel.
Samler eder, Aander, hvis Tanker kjærligt svæve
henover Brødreslægter, der sig i Mulden hæve,
som Havets Bølgetopper kappende imod
end større Jammer end selv I forlod!
Ei Eders Advarsler, ei Eders Ve
gjennem Ørets Hvirvelhorn høre de.
De see Eder ei gjennem Øjnenes Slør;
som Eders Grave de troe eder døde
hvadheller i Vellyst og Ve som før.
Ikke de ahne, at her,
hvor Muld og Kaaber ei tilhylle meer,
de klare som Draaber hverandre skal møde,
saa Hveren igjennemskuer Enhver.
Usalige Aander.
Ve! deri vor Strafs Grumhed bestaaer.
Hvert prøvende Blik er et nagende Saar.
Salige Aander.
Held os! deri er vor Saligheds Glæde,
at ei vore Sjele sig kunne beklæde.
Som Safterne i Balsaminens Stengel,
Tankerne sees hos salige Engel.
Akadiel.
Samler eder, Aander, som af Jordens Grave steg,
her over Judæ Palmer, som en Straalekrands bleg,
herover Kvindens Hytte,
hvis Øjne speide bange,
hvis Øren spændte lytte
efter den elskte Søn,
der styrer sine Gange
saa tidt til Eensomheden i Ørknens dybe Løn!
|
| d.II,b.6,s.289 |
Usalige Aander.
Ei for vor egen Blusel vi tør
vore gustne Skygger, de askegraa Slør,
med Cainsmærket i skummelsort Pande,
imellem de Saliges straalende blande.
Naar vil du ende, gysende Sjel,
med hevnende Tugt at gaae grusomt irette
imod jo dit eget blødende Selv?
Ve! ve! forestaaer os en Evighed!
Befinde vi os paa Fortvivlelsens Slette,
der ikke af Grændse og Hvileplads veed?
Af Orme forlængst vore Kroppe er ædte. .
Tilintetgjørelse! o!
mon ejer du ingen, der kunde
vore Sjele fortære med hungrige Munde?
Og hvor er din Afgrund? Der ville vi boe.
En usalig Aand.
Ve mig! de Syv og deres Moder jeg seer.
Hvor smile de Alle! Den Yngste leer.
Syv Stjerneblommer, just syv i alt,
til Pryd for sin Pande har hun valgt.
Gid deres Skjebne mig havde hændt!
Gid syvgange syv jeg var bleven forbrændt!
Akadiel.
Med Synet af Disse straffes du skal:
den Heltemoder fra din osende Hal,
den Heltenes Heltinde omstraalet
af Sønnernes hellige Tal,
som af Syvstjernens deilige Krands,
skjøndt hisset saa sorte i Baalet.
Brændende kaster den Kreds sin Glands
paa den irrende skumle Gestalt,
der engang Antiochus den Straalende var kaldt.
Se Retfærdens Retfærd: Moderen har
|
| d.II,b.6,s.290 |
en Skjønform mod Sønnernes syvfoldig klar!
Hver af dem betvang eet Menneske kun;
men meer end et Menneske, en Moder, syvgange Hun.
En usalig Aand.
Min dræbte Fader sig vil forbarme.
Se hist han vinker med aabne Arme.
Tilgivelsen dog jeg forskyde maa,
skjøndt, o, jeg tørster efter den saa!
Min Sjel forbyder. Jeg er det ei værd.
Den myrder sig selv med det blodige Sværd.
En tredie usalig Aand.
Jeg Salige seer af mit jamrende Folk.
En fjerde usalig Aand.
Min Broder seer jeg, som jeg stak med min Dolk.
Tredie Aand.
Med isnende Medynk de nedsee paa mig.
Fjerde Aand.
Min Broder mig venligen vinker til sig.
Der er ingen Afgrund imellem os Begge;
dog tør jeg ei Vejen tilbagelægge.
En salig Aand.
Kom, Broder! Se Cain blandt de Salige er.
Forlængst han, med Panden stjerneblank,
i Abels Arme udsonet sank.
Fjerde usalige Aand.
Dog sjelden hans Aasyn man smilende seer.
Liig mørke Marv i en Blom-Stengel klar
hans straalende Skygge en Dunkelhed har.
Aartusinder, Broder, vared hans Smerte.
Saalænge maa ruste den Odd i mit Hjerte.
|
| d.II,b.6,s.291 |
Usalige Aander.
Til Os, der vare
videnom Jorden Præsternes Skare,
taler ei Nogen med Trøst.
Vore Synder maae være for svare.
Ikke de skede
i Lidenskabs Hede;
vi løde Beregningens hviskende Røst.
O hvor er et Mulm, hvor vi kunne os sænke?
en Nat af Forglemsel, saa ikke vi tænke?
Ve, Djævlene, vi for Folkene malte,
vrimlende fylde vort Indres Bryst!
Vor Sjel er den Satanas, hvorom vi talte;
han piner sig Selv nu med rasende Lyst.
Han med os vil følge, om Glemselen kunde
os aabne miskundelig skjulende Grunde.
I Styrtningens Øjeblik skulde
vi høre hans hvinende Latter:
"Haha, du Menneskesjel!
du tænker at kunne fly fra dig Selv?"
Paa Bunden fortvivlelsesfulde
vi vilde ham gjenfinde atter.
En salig Aand.
Hvi bede de ikke de Arme,
at Gud vil sig naadig forbarme?
Hvi knæle de ned ei i Kreds og vender
mod Verdenshjørnerne deres Hænder,
bedende, at Han det Øje vil slukke,
som tindrer i deres inderste Lukke
og gjør det saa rædselfuldt lyst,
mens blideste Solskin det er i vort Bryst?
En usalig Aand.
(Et fjernt Tordenskrald)
Mig gyser! mig gyser! O hvor er et Skjul!
Blot Skyer sig røre
jeg synes at høre
de dundrende Hjul,
|
| d.II,b.6,s.292 |
hvormed jeg min Fader tildøde lod kjøre.
Hist seer jeg hans Skygge. Den vender sig bort.
O Afgrund, hvor er din frelsende Port?
Usalige Aander.
O, blind os, blind os, flammende Lyn!
Miskundelig Naade,
hvis, Lynild, du os udborte vort Syn!
vi see vore Synders fineste Traade;
Følgernes Følger,
liig snorede Slangeæg, træde nu frem.
Intet fordølger
for Aanderne dem.
En usalig Aand.
Jammer! Mig følger Valpladsens Lugt.
Graven ei dækker min bævende Flugt.
Hvor jeg mig vender
hvor jeg de synkende Vinger vil styre,
Blodet bagefter mig Røgskyer sender,
som dødsblaae, uhyre
til Trudsel isammenknugede Hænder.
Stille! klang ikke Basunen paany?
I Leiren Trompeterne skingre.
O ve mig! Thi se med de blaalige Fingre
efter mig griber den rædsomme Sky!
En salig Aand.
Igjen Jeg kjender ei meer
det Folk i mit Hjemland paa Jorden.
Det var, da jeg levede der,
et Hyrdefolk følgende Hjorden,
saa fromt som de duggede Blomster, hvormed
de dyrkede Solen i Guddommens Sted.
Nu ud i myrdende Skarer
det vidtover Landene farer,
mens Præsten i Tempelets Døre
blodgjerrig tørster
efter de Offre de hjemigjen føre.
|
| d.II,b.6,s.293 |
Usalige Aander.
Skylden er vor, vi Præster og Førster.
Ve os! vi have sluppet en Flod,
styrtende frem i Synder og Blod!
Akadiel.
Du Aand, hvis Skikkelse ikke har
de Saliges rødmende Skjønhed klar,
hvi seer du med sortnende Rædsel paa
hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands
Brønde tilrands
med Mødres Taarer og diende Smaa?
Ah! Du var Selv en Hersker som Han,
en blodig Tyran!
Hvi ryster Millionernes Veraab dig nu?
Nu kan du jo spotte Trudslernes Gru?
Det Raab er jo Intet, naar ud det har hvint?
Hvi synes de Taarer, som Glød paa Glød,
at dryppe dig i dit Inderstes Skjød?
De falde jo sporløst uhørligt til Jorden?
O, nu din Samvittigheds Nerve er vorden
saa skjærpet, dens Øre saa fint!
Hvi fryder Du nu dig ved Folkets Hviin,
der stormer i Oprør om Thronens Trin,
hvor nu din Søn, som kalder sig Stor
fordi han gik dine blodige Spor,
bleg bæver midti sin Vældes Torden?
Hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see,
der splintre i Gruus dit stolte Mausolee,
mens Smaadrenge sparke med drønende Skrald
blandt Gravene om din Hjerneskal?
O nu er Du bleven retfærdig og viis!
Nu veed du, at Alle
til lige Høihed hæves naar under Muld de falde.
Nu vilde du, at du paa fordums Viis
en Tale kunde fra Thronen holde.
. . Du sidder der;
men Ingen dig seer,
|
| d.II,b.6,s.294 |
og Ingen fornemmer din Tale af Gys.
De troe det er Vinden i Purpurets Folde.
Til Kongen lytter Raadet. Han er jo Landets Lys?
Hvi gustner din Skummelhed, Aand, ved de Ord,
som Høipræsten hist for Folket besvoer?
Han er jo din Lærling? Han lærer jo
Hvad selv du besvoer, ja din egen Tro?
Hvi mon dine forne Brødre du skyer,
som Denne hader Kronens og Purpurets Fyr?
Andre usalige Aander.
Ve Os! Se hist paa Alterets Steen,
efter vor Lære,
ofres en Liden! Se atter der een!
tusinde Spæde til Afgudens Ære!
Mødrene, selv til Offret forledte,
kvælende først
Følelsens Raab for det Rette
førend de lædsked vor blodige Tørst,
see vi, af ahnende Angest forgrædte,
følge omsider de elskede Spæde.
Børnene bange iførstningen flye,
tænke at skjule sig bagom en Sky.
Mødrene vinke og kalde.
O hvilken Glæde!
Børnene falde
jublende i deres Arme paany!
Men i vor Sjel os Nagene æde --
Vi, som har brudt
grusomt Naturens helligste Kjæde,
Moderen Barnet ved Hjertet forbudt.
En usalig Aand.
Hvi skulde Jeg angre, Jeg, som var fød
med Rovdyrshoved, med Børster smykket,
i Skikkelse foran en sammentrykket,
af røde Granitsteen uddrejet, Nød?
Jeg levte som Dyret. Sandt! men min Skolt
|
| d.II,b.6,s.295 |
en Tigers Bredde bag Ørene holdt.
-- O hykkelske Ord! en Falskhed i hvert!
Thi havde min Moder mig ikke belært?
Og for min Alder de Bud jeg forstod,
jeg siden syndede alle imod.
En usalig Aand.
Tantali Kval,
Sisyfi Trillen,
Danai Døttres spottende Spilden
ere imod min Piinsel tilsammen
-- o som mod Flammen
Lunden saa kjølig og sval!
Vellysten først har fortæret min Krop;
ædt saa af Sjelen Halvdelen op:
halvt af Hukommelsen, halvt Energien,
mere end Halvdelen af Fantasien.
Kræftædt er den; paa dens glødende Bund
male sig gjækkende Billeder kun.
Skjøndt legemløs nu,
brænder af Vellyst min inderste Hu.
Rædsomme Kvaler! jeg veed at de frække
Synder kun gjække,
at syg jeg kun Selv de Syner kan klække,
at Orme forlængst er det Kjød,
min Vellyst paa Jorden fraadsende nød;
dog Armene ud jeg maa strække
vanvittig vanvittig. . . Det er jeg, jeg veed.
Ve, skulde det vare en Evighed!
Evas Aand.
Adam-Abiriel, talløs er bleven vor Æt.
Se, hvor den mylrer paa Jordkloden tæt!
Frigjorte Aander med hver en Sekund
stige til Himlen fra blegnende Mund.
Adams Aand.
Som Børn dog komme endnu de Fleste.
|
| d.II,b.6,s.296 |
Evas Aand.
Jeg tænker, Adam, det er det Bedste.
Adams Aand.
Saa er det med alle de sorte Millioner,
der vrimle hist under Palmernes Kroner.
Om oldinggraa og med Kjæmpestyrke,
et Barn i Aand er den sorte Vild;
han styrter sig ind i sin Offerild,
at gaae til Guderne, som de dyrke.
Som Aanderne af hine offrede Smaa
i Himmelen først opdrages han maa.
Her som histnede først efterhaanden
spire Evnerne frem i Aanden.
Evas Aand.
Men hvor forandret er ei den hvide
Menneskeslægt selv bleven i Sind!
Tænk dig vor Datter Ada, den blide,
ved hiin Kong Herodes' Datters Side,
som dandser histnede rundt Thronens Trin!
Af Hvad mon Jorden mest brænder:
af Roser eller blodige Hænder?
Dog jeg paa Jorden en Kvinde veed
med Adas Fromhed og Ydmyghed:
Maria, den Ynglings Moder, for hvem
Akadiel kaldte Aanderne frem.
For ham har hun grædt vel tusinde Gange,
snart glad snart bange.
Men da hendes Elskling engang, med sine
herlige Øine i hendes nedsænkte,
forkyndte sin Moder med Alvor i Mine
Hvad angest hun selv i sit Inderste tænkte:
at hen af et himmelsk Kald han var bleven
i Aanden reven,
og at hun til Tanken sig maatte vænne,
at see ham tidligt og blodigt ende --
da løftet hun op sin Haand saa stolt
|
| d.II,b.6,s.297 |
som om hun den over Alverden holdt,
velsigned sin Søn og sank saa ned
og bad med Ydmyghed om hans Fred.
Adams Aand.
Eva-Ohebiel, den Kvinde maa have
dit Hjerte faaet i Vuggegave.
Det er som om Hun dit Offer ligned,
da Sønnens Beslutning hun saa velsigned.
Evas Aand.
Den Arme! Knapt Drengen var gaaen afsted,
da vendte hun sig mod Væggen og græd.
Fra Nabohuset en Pige bleg
sig sagte til hendes Fødder sneg.
Med Kys hun dækte Marias Hænder.
Maria ei saae op; Taarerne fløde:
saa vel hun kjender
den kyssende Læbe, den varme og bløde.
Det er jo Rachel, den Duesjel,
den Bethlems Blomst?
Hun ogsaa taget har et Farvel,
et haabløst uden Tilbagekomst.
Akadiel.
Den, Pigen elsker med saa beskeden,
hengiven Smerte
ham er det givet,
at elske med Aanders Hjerte:
med Kjærligheden,
der favner Livet.
Ham ventede Tiden: hans Times Klang.
Dog graante den ikke og Jorden henrulled sin rolige Gang.
Vaarfrisk, blomstrende og ny
synes jo denne de Aldre at haane
som true dens Aasyn at dække
med Rynker af Gravenes Række,
men som bag Gravene flye.
|
| d.II,b.6,s.298 |
Og samme Stjerner, hvis venlige Blik
Taarer til Svar fra Blomsterne fik:
Taarer af Længsel efter dem,
lokte i første Duggdraabe frem,
skinne jo Fred
end i Jordens Blomstkalke ned:
saa Mennesket salig Naturen priser,
der, Haand i Haand med Tiden, tyst,
i samme Sporets Kreds sig viser,
igjennemvandrende samme Lyst.
Den døde Natur jo synes end som ny,
som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosensky?
Ja disse Pyramider,
der kneisende jo skulde
beseire alle Tider,
men brast og sank imulde,
hvad andet mon de ere
end Vaser, hvide, skjære,
til Leeg Naturen skjænkte?
En Tid den med dem legte, med Vedbend dem omhængte,
og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld,
mens Rosentornen pranger af friske Knopper fuld:
den samme Torn, som skjød
sit Skud, da Grunden man til Pyramiden brød.
Og denne Jordnatur den skulde blomstre frodig,
men gusten mat vanmodig
Menneskeheden, dens Herre,
visne meer og mere?
Aarhundredernes Fjed,
der let og sporløst sakke
over Blomsters Nakke,
knuge Aander ned?
Jorden er ei visnet,
Tiden er ei isnet;
men stærkere end de Tvende
Aandens Kræfter brænde,
engang for alle ud
dermed til Kampen rustet af alle Aanders Gud.
|
| d.II,b.6,s.299 |
Alt Haabet er udganget
til Jordens Slægter, at
en Frelsens Tid undfanget
er i den lange Nat.
Før Jorden døer vil, under dens lysende Vingeslag,
fremstraale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag,
da vorder grønnen Jord
et Brødres fælles Bord
og Himmelhvælvet over det fælles Hjemmetag.
|
| BLA BAKOVER |