HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

MAGT OG BEDRAG
del 2
d.II,b.6,s.216  
Manden.



                             Hvad? Jeg er
                      en Fremmed, som skal gaae tilseils.



Præsten.



                             Ha, ha!
           Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve
           er Dødens Smiil for den, som har den (og
           du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy!
           forbandet er du for dit røde Haar.
           Det Tyfon blæste i din Moders Liv
           ind, saa det klæbed til din vaade Skalle,
           for saa at mærke dig, naar op du voxed,
           til Offer for sig. Ha, du reiste lige
           til Offermarkedet, da til Pelusiums
           Kornmarked her du søgte vindingslysten.
           Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei!
           Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei!
           Vi heller du af Folket sønderrives,
           end døe for min den øvede Haand,
           der dræbte Tusinder, som du, end før
           de sukket fik? --



De bundne offere.



           Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede!
           Fortørn ei Præsten, ellers piner han!
           Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler,
           der ere Djævlens med for Fellens Skyld.
           Se alle vi Trehundred skulle ofres,
           fordi vort Hovedhaar er rødt, til Tyfon,
           som Folket troer er farvet ligeledes.

9.
(To Hære i Slagorden imod hinanden. Præster ispidsen.)



Præster.



           Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon,
           mod dem, som dyrke Krokodilen -- Ha,
           et Dyr, et Tyfons Djævlefoster!
          
d.II,b.6,s.217              De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei
           et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
           thi det er rystet af sin Moders Latter,
           naar hun sin Ældste til Uhyret gav.


Andre Præster.



           Til Sværdet, I, som dyrke Krokodilens
           den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler
           mod dem, som dyrke Rotten -- Se et Dyr,
           et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei
           et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
           thi det er rystet af sin Moders Latter,
           naar hun forræderske Ichneumon saae
           isøndergnave Krokodilens Æg
           (de hellige Verdensbilleder) i Sandet!
           Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe
           selv mod hverandre . !

(Kamp)

10.
(To Hære i Slagorden. Præster og Kongen i Spidsen.)



En Præst.



           De Dyr er Ahrimans Forbandede,
           som ere Guder her i dette Land.
           Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled
           dem i sit Helved frem med Mørket.
           Følg da mit Raad . !



Kongen.



                             O Præst, du kan befale.



Præsten.



           Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som
           i Himlen Amschaspands besynge ville,
           mens Devs og Ahriman i Helved hyle.



Kongen.



           Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil
           og Rotter sammen foran Hæren! vender
          
d.II,b.6,s.218              da mod Ægypten disse store Guder;
           men følger dem som Tordnen! sender Pile
           som Lynild over disse landsforræderske
           Høiguders Rygge!

(Fienderne fly).

                             Ha! I Pasargader,
           nu øver Eder ene i at løbe
           som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger!
           Men stikker Sværdet ind og bruger Stokken!
           Med Svøbehviin tving Gudekatten til
           at hoppe efter dem; og gaae saa frem
           og myrder dem i deres Skjulsted! Driver
           dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind
           til Koglerne i Labyrintherne!
           Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore.
           Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel,
           er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder,
           og holde Seiersmaaltid af Gud Apis,
           hvor Præsterne, med Borddug kastet over
           de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte
           mens udenfore Pøblen snufter efter
           den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah,
           jeg vædder, Artabanes, Folket vil
           forbittres kun, hvis det er mæt, men føle
           en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha,
           nu frem til nye Slag! Paapasser vel,
           Satraper, at ei Gudernes Geled
           blier brudt i Seiersløbet, saa det synes,
           naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv,
           Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen,
           som om de for den gode Sags Skyld havde
           lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet
           en hellig Alliance. Saa vi gjøre
           dem til hvad Joner kalde Forkjæmpere.


(Muurtinde i Memfis. Præster. Folk.)



Folk.



           Hist sortner, Hvirvelvinde lige, over
           den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha,
          
d.II,b.6,s.219              de drive vore Guder foran sig,
           og gaae med Sværd i Balgen som til Fest;
           men, naar de komme ind i vore Stæder,
           da løfte de en Kat i venstre Haand
           og dræbe os med Dolke i den Høire,
           os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige,
           skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses
           (thi nu til det er Raden) uden Modstand?
           Skal vore Agre, vore Kvinder ødes?
           Og Medens Hovslag -- fælt, at høit det klinger;
           men værre dog, at det i vore Diendes
           de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves.
           Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak!
           O siig os, sværg os er det Pligt mod Guderne,
           naar de forraade os, at kaste Vaaben
           for disse Fiender, flye iskjul og døe?
           og, før vi døe, at vide at vi have
           til værre Fiender de samme Guder hist?


En Præst.



           Ja -- Alt er tabt. I Dyndet ligger On,
           og Solen skinner paa dets brudte Horn.
           I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv
           nedsjunke Pyramiderne. O Memfis,
           luk op de hundred Portes gyldne Gab,
           at sluge ind med øde Suk de Grumme,
           som Myg der svæve paa en Drukkens Aande
           snart ind snart ud. Viis dine Elfen-Templer
           for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder!
           Ægyptens Folk! du, som, med Kniv i Haand
           og Hviden vrængt i Øjet saa det syntes
           et flagrende Liiglagen, naar det blinked,
           nys hilste hveren Fremmed -- slæng nu bort
           hvert Vaaben! ja fra Sværd til Pind,
           som om de brændte dig i Haanden, som
           om dine Hænder visned af Forbandelse,
           saasnart du fristes ved din Kvindes Skrig,
          
d.II,b.6,s.220              din Afkoms Jammer, til at løfte dem!
           Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse
           din Dør igjen! og vent da Døden under
           din Bænk, hvorhen du krum dig sniger
           for ei det Raædselsyn at see: Vanhellige,
           der skjænde Hytter, Templerne besudle!
           Som Pesten maae de brede sig i Landet.
           Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod
           fra On til Noph til Thebæ. Vil du standse
           hvor Guder gaae? Det er for dine Synder.
(Folket flyer.)



Præster.



           Ha, det er Magerne, som os betvinge,
           som gav den drukne Bøddelkonge Raadet.
           Vi Præster ere Ofret som de søge,
           og Kongen laaner dem sin vilde Hov.
           Ve, at vi maatte byde Folket Fred,
           og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede
           med Overtroens Røg, og truede
           at gnistre ud! Men havde en Ægypter
           først seet en Katteguddoms Indvold aaben
           og Himmelen dog lige klar, saa var
           bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude.
           Mens vi mod bedre Tider haabe,
           Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle
           og Fædretroen revner, bryde Vaaben,
           og bøie sig for Medens krumme Sabel.
           Thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen,
           at disse Dyr, som nu er kaarne til
           vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder.

11.
(En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen.)



Kongen.



           Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha,
           Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst som
          
d.II,b.6,s.221              min Storheds bankende Hjerte? Bødler,
           I mine krogede blodige Fingre, strækker
           jer ud og plukker bort det Graahaars Svamp,
           der voxer vaad og kjølig mig iveien
           naar sydende jeg stormer mod mit Leje.
           Gesvindt ud med de blege Øines Vand!
           Gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter.
           Og skulde arrig runken Hæslighed
           sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed?
           Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge?
           Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel
           en Blomst opvoxet i mit eget Land?
           Der plukker jeg hvad Rose bedst mig lyster,
           om end den hænger fast paa Tornen, som
           den klækked ud ved Hjælp af Himlen?
           Ha, denne Himmel, under hvilken hun
           sin Rødme aanded, sine Øjne blaaned,
           er denne ei mit Riges egen Himmel?
           Gaa, du er ikke viis som du er gammel!
           Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig,
           og grib den gamle Nakke, der har bolet
           med Struben Haan mod Kongen.


En Bøddel.



           Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi
           det er min Fader.



Kongen.



                             Hvad? Du skjælver? vil ei?
           Ha, Jeg har flere Bødler!



Bøddelen.



                             Vel -- jeg maa.



Kongen.



           Ret vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke
           er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt.
          
d.II,b.6,s.222              Du skal ei stedse være Bøddelknegt;
           men Bøddel-Høvding.


Bøddelen.



                       Nu min Haand ei skjælver.



Kongen.



           Saa Mennesker i Trældom øver man.



Bøddelen.

(lægger Haand paa Oldingen)



           Kom Far! Du ind i Livet fulgte mig.
           Nu skal jeg følge dig til Gjengjeld ud.



Kongen.



           Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge.



Oldingen.

(reiser sig. Til Bøddelen)



           Slip mig . . Elendige! Ve dig! Hvis du ryster
           engang i Helved min Forbandelse
           ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet
           skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker,
           I Tidens Jammersuk mod Evigheden!
           I Helveds Offre før I end forbrød!
           Jeg bad -- o Alderdommens hvide Haar
           er kulsort Haan af Djævle spyet ud
           paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves
           om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle, --
           Jeg for min eneste Datter bad blot (end
           for ung for Manden, gammel dog og øvet
           i sin forlængst alt hjælpeløse Fader
           med kjærlig Haand at made): at ei i
           sin Seng det kronede Uhyre skulde
           den spæde Skjønhed æde og fordærve
           det unge Hjerte (som opvoxed fromt
           i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag
           en moset Væg) naar ned han stødte hende
           misbrugt iblandt Slavinderne.

d.II,b.6,s.223  

Kongen.



                             Din Vrede
                      er brændende -- ja, som min Brynde til
           dit Noer! Se den har antændt nu min Harme.
           Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler.
           Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer.
           Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg!

(
Bødlen
gaaer med
Oldingen
)



En Adelsmand.



           Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt?
           Hvad? kan en Konge vel besudles af
           et "mis" og "van" og "u" og disse andre
           Opkastelser af Tanken og af Sproget?



En anden Adelsmand.



           Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres
           den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne
           dens Levning arve. Thi en Konge har
           saameget Adel i sit Blod, at, om
           jeg fandt en Plet paa hende levnet, var
           den som et Adelsbrev.

(En
tredie

Adelsmand
knæler for Kongen)



Kongen.



           Hvad vil du?

(peger paa den knælende unge Mand)

                       Bi! Her ligger end en Mand,
           en Træl, hvis Trods og Miner ere
           som Torne hvasse efter Kongens Fod.
           Her, Bødler! luger denne Snerle op!
          
(
Manden
omfavner grædende hans Fod.
Kongen
sparker ham bort)

           Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald?
           Ah, herligt Vintersyn om Somren! se
           en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Fantasi;
           jeg synes smage disse Taarers Kulde.
           Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule
           sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste,
           liig Nordenvinden midt om Somren Hagl.
           Gaa! Du er ingen ægte Undersaat,
          
d.II,b.6,s.224              som under Kongen ei det bedste Sæde;
           og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel,
           og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen!


Den unge Mand.

(reiser sig)



           Ak Chryse! Chryse! . . . Geil Tyrannen blev,
           da han min Huustroes blotte Bryst fik see,
           som hun ved Døren sad og Die gav.
           Ha, nu han river hende bort fra Barnet!
           Og deres Fader døer -- saa døe de maae,
           af Sorg de Ældste og af Sult de Smaa.



Kongen.



           Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe.
           Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler!
           Han skal sin Moder vogte.



Den unge Mand.



           Du lærte da af dine Sønner, at
           en Søn sin Moder krænker?

(
Den unge Mand
gaaer med en
Bøddel
)



Adelsmænd.



           Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder
           af Fryd som Høihed? Vi maae ligne Kongen.



Tredie Adelsmand.

(knælende)



           Du Mægtigste! o værdiges at tage
           med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie
           min yngste Datters Yndighed, der ligner
           en Moseroseknop frempippende!
           Se, sværmeriskt er hendes Øje, som
           om stedse deri sig Natlampe speiled.



En fjerde Adelsmand.



           Stormægtigste, med huldrig Naade tag
           en Søn jeg har, saa feed og rund som Druen!

d.II,b.6,s.225  

Kongen.



           I Narre, vide I da ei, at, om
                      end Elskov ikke, efter sin Natur,
           lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte
           i Munden, men vil vælge ene selv:
           saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel,
           hidfører Pigen da og Drengen; dog
           til Øjenslyst! Og kommer selv, I Fædre,
           til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre.



Folk.



           Vi give maae til Kongen vore Sønner
           og vore Brude, Døttre, Mødre -- ellers
           vi døe jo selv. Men -- leve, leve Kongen!

12.
(Kongehal. En Konge paa Thronen.)



Kongen.



           -- Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar
           den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en. .
                             
(
en Kriger
kommer)

                                         Ha!



Krigeren.

(kaster sig ned for Kongen)



           Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren.



Kongen.

(vinkende ham bort)



           Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . .



Krigeren.

(gaaende)



                                   Ve,
           en Konges Vrede dræber.



Kongen.



                             . . Hvad er Kronen,
           naar Slavens, Borgerens Nathue behersker
          
d.II,b.6,s.226              en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba,
           din Skjønhed skulde visne hen i Løn?
           Og Mennesket saa synde mod Naturen
           (der funklende Kroner skrev i dine Øjne,
           og malte Hermelinet paa din Nakke
           og Purpret paa din Kind og Sceptret i
           din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten,
           ei skulde Diademet give dig?
           Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen,
           der strækker ud sin Finger i hans Scepter
           ud over Millioner! Ene Retfærd,
           naar Han den Skjønneste velsigner. Ak,
           dog bliver Diademets Perledopper
           som hendes Øjnes blye Terneflok.
           . . . En sløv ufølsom Borger, der sin Trods
           paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen
           i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke?
           Han skulde fraadse hvor en Drot maa sulte?
           beruse sig af samme ædle Vase,
           hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk?
           Ah, een og to -- saa pleier man at kaste
           de andre slige Kvindebægre bort;
           men denne ædle Vase. ? O jeg maatte
           da sønderbryde Kronen, naar jeg havde
           den baaret Kroningsdagen . !
           -- Hans selvbehagelige Flegma
           i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted
           sin Konges syge Blik og Magerhed?
           Han vilde hviske (høit dog) til Enhver,
           "se Kongen mavres, men jeg bliver feed!"
           (Ha!) "Veed du hvorfor?" -- "Nei!" -- "Jeg veed det. He!"
           Men naar han seer sin Hustrues Ynde i
           dens Sommer-Rigdoms stille Modervemod,
           og ahner Solen, som hans Muld bestraaled. . ?
                             
(til en slave.)

           . . Ha! Kald mig Uria!

(
Krigeren
kommer)

                             Hør, kjære Tappre!
           Beværted Kongens Folk dig vel igaar?
d.II,b.6,s.227  

Krigeren.



           Jeg var som Noah.



Kongen.



                             Vel! Haha! Da Tapre,
                      du i din Hustroes Favn ind til et Øieblik
           dit lange Fravær klemte? Det er Ret!
           Lig paa en Leirbrix Aaret ud, og kom,
           og nyd da Bryllupsglæder andengang!



Krigeren.



           Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og
           min Herres Tjenere paa Marken ligge,
           og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru
           i bløde Dyner under Silketag?
           Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken.



Kongen.

(vinkende ham bort)



           Hvad? Ha! Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort!



Krigeren.



           Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede,
           som Natten, naar en iilsom Lygte glimted.
           Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage;
           der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn,
           i lange Sorg-Nat Mindeskimt tilbage.

(gaaer)



Kongen.



           Ha, Kongen kan sin Slave ei befale
           at sove hos hans Hustru? Se den Trodsige!
           I visse Ting, de vigtigste, er Drotten
           med Slaven stevnet for Naturens Domstol,
           og begge lænkede for Ligheds Skranker.
           Men Den, som Lænker bar ei før, de tynge,
           saa han Naturen kalder Unatur.
           . . O, var du dog en mindre trofast Kriger!
           Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked,
           at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val
          
d.II,b.6,s.228              med Smertesblod og laae paa Klippeleie,
           gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst;
           men jeg din stolte Haan maa frygte, naar
           du mærker Kongen sig til Kneb nedlod.
           Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei
           han selv sit eget Hjerte kunde tvinge?
           Det sukker; men min Læbe byder . .

(til en Slave)

                             Kald
           mig Uria!

(
Krigeren
kommer, knæler)



Kongen.



                       Hør Kjære, Tapre, Trofaste!
           Jeg kaldte dig fra Leiren . . .

(afsides)

                             Ha, hans Bryn
           er Falkekløerne, hvormed han holder
           forvoven Due, Ørnen svæver over!

(høit.)

           -- Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste!
           du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd!
           Iil flux til Joab, Leirens høie Lue,
           der overflammed Ammon, med mit Skrevne!
           Han gjøre dig til Høvding over Tusind!



(Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria.)



Feldtherren.



           Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel,
           som binder denne al min Fares og
           min Seiers Broder Bindselet for Øjnene?
           Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen
           saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv?
           Hør, Uria -- Kongen gjør til Høvding dig.
           Gaa da at storme Byen først! Iil først,
           da Seiren er din Ejendom som Æren,
           som Kongens Naade! Iil til Seir!



Uria.

(gaaende)



                             . . . Til Døden!
           Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde.

d.II,b.6,s.229  

Feldtherren.



           Du kommer ei tilbage; Kongen bød
                      at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen
           i Sengen mellem sine lodne Hærder
           og Bathsebas vaarlunkne Ynde føler
           en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven,
           da er det dig, min Kampven, som en bleg
           og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder!



(Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud)



Bud.



                              -- -- Og da vi dreve,
           med tapre Uria ispidsen, Fienden
           mod Portene, da kom en Piil fra Muren,
           og Uria sank da i sit Blod, og . .



Kongen.



                                   Ha!
           Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen:
           "sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod.
           Helt segner snart for Buen snart for Sværd.
           Paa hveren Finger Dødsensenglen bærer
           forskjelligt Glavind." -- (Gaa hent Bathseba!) --
           "Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle."
          
(
Bud
gaaer.
Bathseba
kommer tilsløret;
Kongen
løfter hendes Slør)

           Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære!
           Se, bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen
           har for sin Brud. Ha, elsker du mig ei?
           Du græder for den døde Mand af Pligt;
           men mod din Mand ilive skal du smile.
           Og det er Pligt. Du kan ei ene begge.
           Ah, -- jo du kan det i et stille Aasyn
           foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei
           dit ene Øje græde kan, imens
           det andet leer.



d.II,b.6,s.230  
(Kongen paa Dommersædet. Folk.)



En Klager.



           Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied.
                      Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed;
           det af mit Bæger drak, aad af mit Fad,
           laae i mit Skjød; det var mig som en Datter.
           Da kom en Vandrer til min rige Nabo
           (se han, som seer paa dig, som om hans Øje
           beskylder dig for saadan en Misgjerning!)
           men sparende sin egen Hjord, han tog
           mit ene Faar, og slagted det.



Kongen.



                             Den Mand
           er Dødsens Barn, som dette gjorde.



En anden Klager.



           Den Mand, som staaer her, lokked lumsk min Broder
           i Ørknen hen og dræbte ham; men nu
           vil han beskylde Løven, skjøndt hans Færd
           imod ham vidner, da han strax derpaa
           sin Brynde stilled i hans Ægteseng.



Kongen.



           Den Mand bør tifold døe!

13.
(Chaldæiske Præster. Folk.)



Første Præst.



           Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel
           har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
           opløftet saa:
           Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau,
           et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. .



Anden Præst.



           Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah
          
d.II,b.6,s.231              har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
           opløftet saa:
           Hør, i Begyndelsen var Bohu,
           et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. .


Første Præst.



           Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande
           da svæved over Vandene. .



Anden Præst.



           Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande
           da svæved over Vandene. .



Første Præst.



           Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys,
           den alle Elementers Elskovsild.



Anden Præst.



           Og Jovah sagde: "vord Lys!" og der blev Lys.
           Den første Dag der Morgen blev og Aften.



Første Præst.



           Saa Guds Munds Røst opløfted Himlens Hvælv,
           og Moth nedsank, men Skyen svæved over. .



Anden Præst.



           Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv
           og Arez nedsank, men han skildte mellem
           det Jordens Dynd og Skyers høie Vande.



Første Præst.



           Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land;
           og Sæd fremkom af Jorden. .



Anden Præst.



           Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille!
           og Sæd fremkom af Jorden.

d.II,b.6,s.232  

Første Præst.



           Zophasemin -- se, Sol og Maane, Stjerner
                      fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud,
           at være Himlens Opsynsmænd. .



Anden Præst.



           Hajeorim -- se, Sol og Maane, Stjerner
           fremskinnede paa Jehovahs Befaling,
           at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere . .



Første Præst.



           Og Kolpijah, Guds Munds Røst opvakte
           af Havet og af Mulden alle Liv. .



Anden Præst.



           Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske,
           og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle!



Første Præst.



           Saa Kolpijah, Guds Munds Røst, opreiste
           af Støvet Mand og Kvinde i sit Billed,
           og Livsens Aande dem i Næsen blæste.
           Protogonos var Manden, Ajon Kvinden.



Anden Præst.



           Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet
           vi ville skabe i vort Billed. Da
           af Støv blev Mand og Kvinde i hans Billed;
           han Livsens Aande dem i Næsen blæste.
           Og Adam Manden var, og Eva Kvinden.



Første Præst.



           Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom
           som tvende Draaber Vand fra samme Væld?
           Hvi trætte da med vore Brødre, som
           fra samme Sinnar fulgte over Floden?
           Se, du Hebræer, som jo Himlen er
           meer skjøn end Jorden, som dog ejer
          
d.II,b.6,s.233              Guds Billeder i Manden og i Kvinden:
           saa maa den have skjønnere Gudsbilleder,
           og disse ere vore Guder -- ha,
           de Guder, som I glemte. Troer dog ei,
           at vi, som I, tilbede noget Ukjendt!
           Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom
           i Livet (liig i gjennemsigtige
           Festmaleri) sig viser. Og vi vide,
           at Guddom ruger over vore Høie,
           besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer
           sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt
           som Baals Land og Dagons Strand? hvad er
           som Nebos Bjerge signet? glædefuldt,
           og som af Smiil indhegnet, som de Dale,
           hvor duftende Mylittas Lunde bølge?
           Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch
           indhyller Sidon da i Purpur.
           Og vidner ikke Babels Storhed og
           Chaldæas Staters alt indslidte Gang
           og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm,
           at Guder nedsteg lysende i Menneskets
           det første Mulm? Se Belus, der vort Øje
           først aabnede for Himmelens Betragtning,
           saa at de saae de store Verdens Guder,
           der vandre over Støvets Hovder, og
           tilhvifte deres varme Aande dem
           i Rosen og i Dyret . . Han, som øved
           først Mandens Arm i Jordens Styre, mens
           hans Øje ufravendt mod Himlen skued!
           Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb,
           og letted Mennesket (som lidet Barn,
           der øves i at ride) ud paa Havet!
           Agrotas, Han, der lærte Mennesket
           i Skat at lægge Jorden under Plogen!
           Og Eliun, der først vor Haand bevæbned
           imod de stærke Dyr! Men bør vi leve,
           hvis vi taknemmelige ikke vare
           mod Livet, ved at give det det Bedste?
          
d.II,b.6,s.234              Hvad bedre have vi end vore Børn?
           Og dog os Guden giver noget Bedre:
           den Fryd at see hans Majestæt indhylles
           i Gavens Damp, at see det Skjød velsignet,
           som tømte sig, at høre Luens Vellyst,
           at skimte gjennem Røgen Stjernerne
           at nikke Velbehag . . Mon De bør leve,
           som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile,
           opreiste Mindesmærkerne om Tak,
           og lokked Guders Høihed synlig til sig?
           Modtog vi Liv, da være det et Offerliv;
           thi saa vi synes fri og stolte som
           om vi tilbagegav hvad os blev givet,
           som om vi dog betalte Renter.


Anden Præst.



                                         Ti!
           Ti! -- Israel! dig bød Jovah: du skal
           ei fremmede Guder have for mit Aasyn!
           Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter.



Første Præst.



           Oh, Israels Tempel er en større Støtte.



Anden Præst.



           Lad, Israel, dig ei forføre! Satan
           udstrækker gjennem denne Baals Præsts
           vanhellige Læber Kloen efter dine
           smaa Børns Hjerter.



Første Præst.



           Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste
           ei slørede Astarte ? . o en større
           end den paa Libanon! Se, vore Guder
           staae aabne, blussende for hvert et Blik!
           Og, naar vi reise Billeder paa Højene,
           da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene
           i Guders aabne Tempel: Himlen?

d.II,b.6,s.235  

Anden Præst.



           Se, Israel, Jovah stod for Moses som
                      en Torn ibrand. Den Misraim fortærte.



Første Præst.



           Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked
           i dybe Tanker over sjunkne Israel,
           og saae ei op, men gik med tunge Blik,
           i Ørkenen saa pludselig en Busk
           ibrand (og Terpentinen brændte længe)
           som om den faldt fra Himlen. Der han knælte
           (som Vi for Molochs Flamme og Misraim
           for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel.



Anden Præst.



           Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte
           ei Moses dig igjennem Havet?



Første Præst.



                             Ja;
           men takket være Ebben!



Anden Præst.



                             Førte dig
           i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte?



Første Præst.



           Ja foran Folket bare Arons Børn
           et Ildens Alter. O, I Israels Børn,
           forsamler jer om Ildens Altar! Der
           jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen
           ei vidste hvad han skulde troe var kjærest,
           og Baals Dyrkere omkring ham blomstred.
           Men Væddren offred han -- det Nebos Offer.
           Seer, Eders oxehovedede Cheruber
           er vore fælleds Guder, Melkarts Billeder!
           Hvi staae de tause da i Krogen, som
           en aflagt Prydelse?
          
d.II,b.6,s.236  

Anden Præst.



           O, Israel, Moses Aasyn rødmede
                      af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin,
           da han opløfted Loven over dig!



Første Præst.



           Ja samme Rødme bævrer flammende
           paa Baals-Præstens Kind i Babel, naar
           han viser Belus's Tavler frem for Folket.



Anden Præst.



           Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred
           ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige?



Første Præst.



           Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum.
           Og Moses førte, da et Oprør ulmed,
           sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled.



Anden Præst.



           Og Tegnene? Græshoppe-Skyer og Hagl
           frembrusede, naar Moses løfted Staven.



Første Præst.



           Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter
           paa Huen, seer mod Himmelen og siger,
           om der Græshopper komme vil i Sommer.



Anden Præst.



           Og Underværkerne? O Israel! vil
           du ikke boe i Ly af Arons blomstrende
           og eviggrønne Mandelstav?



Første Præst.



                             Det er:
           i Ly af eder Præster, jer Leviter.
           Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes
           (hvis ei min egen Hellighed da blegned
           og Livet med for mine Brødres Haand,
          
d.II,b.6,s.237              som en Forræders) at forraade
           for begge Slægter vore skjulte Kunster,
           som du til Israel vor forborgne Sandhed
           forraadte: at kun Een -- kun Een er Gud,
           at Alle aande ligelangt fra ham;
           at alle have samme Pligter da;
           dog, at ei han og Verden ere Eet.
           Se, derpaa hviler jo vort Herredømme;
           thi kunne Tingene vi herske over,
           og røre deres skjulte Kræfter, da
           maa Folket troe, vi Gud beherske og
           hans Kræfter røre, som vor Villie lyster.
           Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed,
           ved Israel at lære, at den Ene
           er ikkun Gud for Israel.

(Til Folket)

                             Israel -- ha,
           hvi vil du sidde som en Eremit
           iblandt de dandsende Folk? Se i din Armod
           paa vore Fester, hungrig naar du bydes?
           Du Israels Konge, skulle Præster skræmme
           og ærgre dig, som Israels første Konge,
           til Vanvid og tildøde? Vore Fyrster,
           livsalige, ei tæmme sine Lyster!
           Dem Purpur skygger og paa Guld de hvile!
           Du nøjes med en Sichems Palmeskygge?
           I Israels Mænd, hvi nøie Eder med
           een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser?
           Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei?
           Ha, lytte eders Hjerter ei, naar viden
           I høre vore Horns Musik? Ak, sukker
           da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd
           I ville føres did -- se der jo venter
           med aabne Arme Kanaans søde Kvinder!
           Ak, Israels Døttre, spørger Eders Hjerter,
           om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei
           er som en Kvinde vexlende med Manden
           i Elskovssang! Og lærer ei Mylitta
           en sød og leflende Veltalenhed?
          
d.II,b.6,s.238              Den søde Pligt hun byder, at hver Kvinde
           skal i sin Blomstren nyde Elskov med
           en fremmed Mand i Templet. Belus selv,
           den høje Gud, nedstiger jo om Natten
           omfavnende den Kvinde -- o den Salige --
           som han vil vælge?

(afsides)
Jeg var ogsaa Gud
           til Tiden sneede min Isse over.

(høit)

           I tøve end? Da jeg vil klarere
           af Himlens Stjerner, end din Høipræst af
           sit Brystskjolds Demant-Stjernebilled, spaae
           din Undergang, o Israel.


Israeliternes Konge.



                             Til Moloch
           jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn
           skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte
           paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere.
           Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene.



Nogle Israeliter.



           Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke,
           og sværge ei, som Jovahs, Baals Profeter?
           Paa Dans og Bethels Høie vi opreise
           et Baals-Billede af Sølv og ofre
           paa Tofets Høje i Benhinnons Dal!



Anden Præst.



           Ve, Israel sviger sine Fædres Gud!
           Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter
           og Præster var et Belte, bryder du,
           og horer saa med Askalon og Gaza?
           Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne
           paa dem, som Herrens Ark forraadte. Juda,
           du Israels unge Løve! Benjamin,
           du Zions taarefulde Barn, forenes!
           og løfter Helligdommen mellem Eder!
           Men mellem Eder da og Israel
           et draget Glavind være, og et Baal
           imellem Afgudsdyrkerne og Eder!

d.II,b.6,s.239  

Nogle Israeliter.



           Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim!



Andre Israeliter.



           Frem Baal-Beriths Horn og Molochs Ild!



Første Præst.



           Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel,
                      du Edom, Seïr, Amalek og Moab,
           Filister, Syrier, Fønicier!
           Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke
           i Israel, I spredte Kananiter!
           Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre
           i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge,
           ja Natten efter, en Fuldmaanenat,
           dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge!

14.
(Kvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge sine Børn.
Præster. En grædende Kvinde med et Barn.)



Chor af Kvinder.



           I din Glofavn, Moloch! Moloch!
                       Moloch-Gud!
           glødende Allivsens Sommer! haste
           vi med Fryd og hellig Angst at kaste
           vore Børn. . O tag den søde
           Duft af Livets Overflod,
           af vort Skjøds den første Grøde!



En Kvinde.



           Moloch! Moloch! jeg gav dig Een!
           Giv mig Diende fem igjen!



En Præst.

(til den græedende Kvinde)



           Er du et Menneske, og hører, -- hør
           de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge
           Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar
          
d.II,b.6,s.240              de lade dem igjennem Ilden løbe,
           og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge
           indslikkede i Flugten -- Ha,
           er du et Menneske, dog saa fordærvet,
           saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øjne
           nedblinke, som beruste gjennem Røgen,
           du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd
           at favne om det Barn, han skabte selv?
           det Barn, hvis Næse han indblæste Livet,
           for engang op det unge Hjertes Damp
           i sine røde Næseboer at suge?
           Netop de samme Næseboer -- du seer dem? --
           hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag,
           indtrak sig, da den frem af Baaus Bug
           Zophasemim, de Verdensdele, Sol
           og Stjerner og Allivet havde blæst.
           Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved,
           og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker,
           fordi dit Hjerte mukker, nu dit Barn?


Kvinden.



           Ak! -- Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada!
           Se Guden hist er jo af Rosenblade!
           Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af
           mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked
           her i mit Bryst, ei ene i mit Øre.
           Jeg min ugudelige Frygt forsoner.

(Ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen)



Chor af Kvinder.



           I dit Ildgab -- Moloch! Moloch!
                       Moloch-Gud!
           glødende Allivsens Sommer! vore
           Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare
           lægge ind . . O, af min Enes
           Aske atter, Moloch, skal
           Ætten blomstre ud og grenes!

d.II,b.6,s.241  

En Kvinde.



           Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een!
                      Giv mig Diende ti igjen!

15.
(Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit.)



Manden.



           Saa vær min Fader og mit Huses Præst,
           du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer!
           Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde.
           Thi se, jeg reiste her paa Ephraims Bjerg
           en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig
           af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder,
           det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne.
           Og rundt om, som Planeterne om Solen,
           jeg satte Terafim, de Huusgud-Billeder.
           Men Præstekjortlen, som min Mo'r baldyred,
           end hænger tom.

(Leviten giver ham Haandslag)

                             Nu er jeg sikker; Baal
           beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte,
           og Sidons Astaroth og Ammons Moloch
           og Ekrons Belsebub for al min Røgelse;
           Israels Jovah (se, saa halter jeg
           paa begge Sider) signer, naar jeg har
           en Levi Søn til Huuspræst. Ei?



Leviten.



                                   Tilvisse!

16.
(Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk).



Faderen.



           Jeg giver Gud mit Sejersløfte opfyldt:
           det Første, som mig mødte af mit Huus.
           Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten,
          
FORRIGE
NESTE