|
d.II,b.6,s.216 |
Manden.
Hvad? Jeg er
en Fremmed, som skal gaae tilseils.
Præsten.
Ha, ha!
Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve
er Dødens Smiil for den, som har den (og
du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy!
forbandet er du for dit røde Haar.
Det Tyfon blæste i din Moders Liv
ind, saa det klæbed til din vaade Skalle,
for saa at mærke dig, naar op du voxed,
til Offer for sig. Ha, du reiste lige
til Offermarkedet, da til Pelusiums
Kornmarked her du søgte vindingslysten.
Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei!
Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei!
Vi heller du af Folket sønderrives,
end døe for min den øvede Haand,
der dræbte Tusinder, som du, end før
de sukket fik? --
De bundne offere.
Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede!
Fortørn ei Præsten, ellers piner han!
Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler,
der ere Djævlens med for Fellens Skyld.
Se alle vi Trehundred skulle ofres,
fordi vort Hovedhaar er rødt, til Tyfon,
som Folket troer er farvet ligeledes.
9.
(To Hære i Slagorden imod hinanden. Præster ispidsen.)
Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon,
mod dem, som dyrke Krokodilen -- Ha,
et Dyr, et Tyfons Djævlefoster!
|
d.II,b.6,s.217 |
De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun sin Ældste til Uhyret gav.
Andre Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Krokodilens
den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler
mod dem, som dyrke Rotten -- Se et Dyr,
et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun forræderske Ichneumon saae
isøndergnave Krokodilens Æg
(de hellige Verdensbilleder) i Sandet!
Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe
selv mod hverandre . ! (Kamp)
10.
(To Hære i Slagorden. Præster og Kongen i Spidsen.)
En Præst.
De Dyr er Ahrimans Forbandede,
som ere Guder her i dette Land.
Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled
dem i sit Helved frem med Mørket.
Følg da mit Raad . !
Kongen.
O Præst, du kan befale.
Præsten.
Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som
i Himlen Amschaspands besynge ville,
mens Devs og Ahriman i Helved hyle.
Kongen.
Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil
og Rotter sammen foran Hæren! vender
|
d.II,b.6,s.218 |
da mod Ægypten disse store Guder;
men følger dem som Tordnen! sender Pile
som Lynild over disse landsforræderske
Høiguders Rygge! (Fienderne fly).
Ha! I Pasargader,
nu øver Eder ene i at løbe
som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger!
Men stikker Sværdet ind og bruger Stokken!
Med Svøbehviin tving Gudekatten til
at hoppe efter dem; og gaae saa frem
og myrder dem i deres Skjulsted! Driver
dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind
til Koglerne i Labyrintherne!
Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore.
Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel,
er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder,
og holde Seiersmaaltid af Gud Apis,
hvor Præsterne, med Borddug kastet over
de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte
mens udenfore Pøblen snufter efter
den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah,
jeg vædder, Artabanes, Folket vil
forbittres kun, hvis det er mæt, men føle
en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha,
nu frem til nye Slag! Paapasser vel,
Satraper, at ei Gudernes Geled
blier brudt i Seiersløbet, saa det synes,
naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv,
Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen,
som om de for den gode Sags Skyld havde
lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet
en hellig Alliance. Saa vi gjøre
dem til hvad Joner kalde Forkjæmpere.
(Muurtinde i Memfis. Præster. Folk.)
Folk.
Hist sortner, Hvirvelvinde lige, over
den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha,
|
d.II,b.6,s.219 |
de drive vore Guder foran sig,
og gaae med Sværd i Balgen som til Fest;
men, naar de komme ind i vore Stæder,
da løfte de en Kat i venstre Haand
og dræbe os med Dolke i den Høire,
os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige,
skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses
(thi nu til det er Raden) uden Modstand?
Skal vore Agre, vore Kvinder ødes?
Og Medens Hovslag -- fælt, at høit det klinger;
men værre dog, at det i vore Diendes
de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves.
Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak!
O siig os, sværg os er det Pligt mod Guderne,
naar de forraade os, at kaste Vaaben
for disse Fiender, flye iskjul og døe?
og, før vi døe, at vide at vi have
til værre Fiender de samme Guder hist?
En Præst.
Ja -- Alt er tabt. I Dyndet ligger On,
og Solen skinner paa dets brudte Horn.
I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv
nedsjunke Pyramiderne. O Memfis,
luk op de hundred Portes gyldne Gab,
at sluge ind med øde Suk de Grumme,
som Myg der svæve paa en Drukkens Aande
snart ind snart ud. Viis dine Elfen-Templer
for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder!
Ægyptens Folk! du, som, med Kniv i Haand
og Hviden vrængt i Øjet saa det syntes
et flagrende Liiglagen, naar det blinked,
nys hilste hveren Fremmed -- slæng nu bort
hvert Vaaben! ja fra Sværd til Pind,
som om de brændte dig i Haanden, som
om dine Hænder visned af Forbandelse,
saasnart du fristes ved din Kvindes Skrig,
|
d.II,b.6,s.220 |
din Afkoms Jammer, til at løfte dem!
Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse
din Dør igjen! og vent da Døden under
din Bænk, hvorhen du krum dig sniger
for ei det Raædselsyn at see: Vanhellige,
der skjænde Hytter, Templerne besudle!
Som Pesten maae de brede sig i Landet.
Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod
fra On til Noph til Thebæ. Vil du standse
hvor Guder gaae? Det er for dine Synder.
(Folket flyer.)
Præster.
Ha, det er Magerne, som os betvinge,
som gav den drukne Bøddelkonge Raadet.
Vi Præster ere Ofret som de søge,
og Kongen laaner dem sin vilde Hov.
Ve, at vi maatte byde Folket Fred,
og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede
med Overtroens Røg, og truede
at gnistre ud! Men havde en Ægypter
først seet en Katteguddoms Indvold aaben
og Himmelen dog lige klar, saa var
bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude.
Mens vi mod bedre Tider haabe,
Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle
og Fædretroen revner, bryde Vaaben,
og bøie sig for Medens krumme Sabel.
Thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen,
at disse Dyr, som nu er kaarne til
vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder.
11.
(En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen.)
Kongen.
Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha,
Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst som
|
d.II,b.6,s.221 |
min Storheds bankende Hjerte? Bødler,
I mine krogede blodige Fingre, strækker
jer ud og plukker bort det Graahaars Svamp,
der voxer vaad og kjølig mig iveien
naar sydende jeg stormer mod mit Leje.
Gesvindt ud med de blege Øines Vand!
Gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter.
Og skulde arrig runken Hæslighed
sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed?
Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge?
Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel
en Blomst opvoxet i mit eget Land?
Der plukker jeg hvad Rose bedst mig lyster,
om end den hænger fast paa Tornen, som
den klækked ud ved Hjælp af Himlen?
Ha, denne Himmel, under hvilken hun
sin Rødme aanded, sine Øjne blaaned,
er denne ei mit Riges egen Himmel?
Gaa, du er ikke viis som du er gammel!
Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig,
og grib den gamle Nakke, der har bolet
med Struben Haan mod Kongen.
En Bøddel.
Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi
det er min Fader.
Kongen.
Hvad? Du skjælver? vil ei?
Ha, Jeg har flere Bødler!
Bøddelen.
Vel -- jeg maa.
Kongen.
Ret vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke
er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt.
|
d.II,b.6,s.222 |
Du skal ei stedse være Bøddelknegt;
men Bøddel-Høvding.
Bøddelen.
Nu min Haand ei skjælver.
Kongen.
Saa Mennesker i Trældom øver man.
Bøddelen. (lægger Haand paa Oldingen)
Kom Far! Du ind i Livet fulgte mig.
Nu skal jeg følge dig til Gjengjeld ud.
Kongen.
Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge.
Oldingen. (reiser sig. Til Bøddelen)
Slip mig . . Elendige! Ve dig! Hvis du ryster
engang i Helved min Forbandelse
ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet
skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker,
I Tidens Jammersuk mod Evigheden!
I Helveds Offre før I end forbrød!
Jeg bad -- o Alderdommens hvide Haar
er kulsort Haan af Djævle spyet ud
paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves
om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle, --
Jeg for min eneste Datter bad blot (end
for ung for Manden, gammel dog og øvet
i sin forlængst alt hjælpeløse Fader
med kjærlig Haand at made): at ei i
sin Seng det kronede Uhyre skulde
den spæde Skjønhed æde og fordærve
det unge Hjerte (som opvoxed fromt
i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag
en moset Væg) naar ned han stødte hende
misbrugt iblandt Slavinderne.
|
d.II,b.6,s.223 |
Kongen.
Din Vrede
er brændende -- ja, som min Brynde til
dit Noer! Se den har antændt nu min Harme.
Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler.
Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer.
Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg!
( Bødlen gaaer med Oldingen)
En Adelsmand.
Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt?
Hvad? kan en Konge vel besudles af
et "mis" og "van" og "u" og disse andre
Opkastelser af Tanken og af Sproget?
En anden Adelsmand.
Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres
den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne
dens Levning arve. Thi en Konge har
saameget Adel i sit Blod, at, om
jeg fandt en Plet paa hende levnet, var
den som et Adelsbrev.
(En tredie Adelsmand knæler for Kongen)
Kongen.
Hvad vil du? (peger paa den knælende unge Mand)
Bi! Her ligger end en Mand,
en Træl, hvis Trods og Miner ere
som Torne hvasse efter Kongens Fod.
Her, Bødler! luger denne Snerle op!
( Manden omfavner grædende hans Fod. Kongen sparker ham bort)
Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald?
Ah, herligt Vintersyn om Somren! se
en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Fantasi;
jeg synes smage disse Taarers Kulde.
Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule
sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste,
liig Nordenvinden midt om Somren Hagl.
Gaa! Du er ingen ægte Undersaat,
|
d.II,b.6,s.224 |
som under Kongen ei det bedste Sæde;
og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel,
og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen!
Den unge Mand. (reiser sig)
Ak Chryse! Chryse! . . . Geil Tyrannen blev,
da han min Huustroes blotte Bryst fik see,
som hun ved Døren sad og Die gav.
Ha, nu han river hende bort fra Barnet!
Og deres Fader døer -- saa døe de maae,
af Sorg de Ældste og af Sult de Smaa.
Kongen.
Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe.
Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler!
Han skal sin Moder vogte.
Den unge Mand.
Du lærte da af dine Sønner, at
en Søn sin Moder krænker?
( Den unge Mand gaaer med en Bøddel)
Adelsmænd.
Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder
af Fryd som Høihed? Vi maae ligne Kongen.
Tredie Adelsmand. (knælende)
Du Mægtigste! o værdiges at tage
med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie
min yngste Datters Yndighed, der ligner
en Moseroseknop frempippende!
Se, sværmeriskt er hendes Øje, som
om stedse deri sig Natlampe speiled.
En fjerde Adelsmand.
Stormægtigste, med huldrig Naade tag
en Søn jeg har, saa feed og rund som Druen!
|
d.II,b.6,s.225 |
Kongen.
I Narre, vide I da ei, at, om
end Elskov ikke, efter sin Natur,
lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte
i Munden, men vil vælge ene selv:
saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel,
hidfører Pigen da og Drengen; dog
til Øjenslyst! Og kommer selv, I Fædre,
til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre.
Folk.
Vi give maae til Kongen vore Sønner
og vore Brude, Døttre, Mødre -- ellers
vi døe jo selv. Men -- leve, leve Kongen!
12.
(Kongehal. En Konge paa Thronen.)
Kongen.
-- Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar
den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en. .
( en Kriger kommer)
Ha!
Krigeren. (kaster sig ned for Kongen)
Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren.
Kongen. (vinkende ham bort)
Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . .
Ve,
en Konges Vrede dræber.
Kongen.
. . Hvad er Kronen,
naar Slavens, Borgerens Nathue behersker
|
d.II,b.6,s.226 |
en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba,
din Skjønhed skulde visne hen i Løn?
Og Mennesket saa synde mod Naturen
(der funklende Kroner skrev i dine Øjne,
og malte Hermelinet paa din Nakke
og Purpret paa din Kind og Sceptret i
din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten,
ei skulde Diademet give dig?
Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen,
der strækker ud sin Finger i hans Scepter
ud over Millioner! Ene Retfærd,
naar Han den Skjønneste velsigner. Ak,
dog bliver Diademets Perledopper
som hendes Øjnes blye Terneflok.
. . . En sløv ufølsom Borger, der sin Trods
paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen
i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke?
Han skulde fraadse hvor en Drot maa sulte?
beruse sig af samme ædle Vase,
hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk?
Ah, een og to -- saa pleier man at kaste
de andre slige Kvindebægre bort;
men denne ædle Vase. ? O jeg maatte
da sønderbryde Kronen, naar jeg havde
den baaret Kroningsdagen . !
-- Hans selvbehagelige Flegma
i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted
sin Konges syge Blik og Magerhed?
Han vilde hviske (høit dog) til Enhver,
"se Kongen mavres, men jeg bliver feed!"
(Ha!) "Veed du hvorfor?" -- "Nei!" -- "Jeg veed det. He!"
Men naar han seer sin Hustrues Ynde i
dens Sommer-Rigdoms stille Modervemod,
og ahner Solen, som hans Muld bestraaled. . ?
(til en slave.)
. . Ha! Kald mig Uria! ( Krigeren kommer)
Hør, kjære Tappre!
Beværted Kongens Folk dig vel igaar?
|
d.II,b.6,s.227 |
Krigeren.
Jeg var som Noah.
Kongen.
Vel! Haha! Da Tapre,
du i din Hustroes Favn ind til et Øieblik
dit lange Fravær klemte? Det er Ret!
Lig paa en Leirbrix Aaret ud, og kom,
og nyd da Bryllupsglæder andengang!
Krigeren.
Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og
min Herres Tjenere paa Marken ligge,
og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru
i bløde Dyner under Silketag?
Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken.
Kongen. (vinkende ham bort)
Hvad? Ha! Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort!
Krigeren.
Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede,
som Natten, naar en iilsom Lygte glimted.
Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage;
der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn,
i lange Sorg-Nat Mindeskimt tilbage. (gaaer)
Kongen.
Ha, Kongen kan sin Slave ei befale
at sove hos hans Hustru? Se den Trodsige!
I visse Ting, de vigtigste, er Drotten
med Slaven stevnet for Naturens Domstol,
og begge lænkede for Ligheds Skranker.
Men Den, som Lænker bar ei før, de tynge,
saa han Naturen kalder Unatur.
. . O, var du dog en mindre trofast Kriger!
Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked,
at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val
|
d.II,b.6,s.228 |
med Smertesblod og laae paa Klippeleie,
gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst;
men jeg din stolte Haan maa frygte, naar
du mærker Kongen sig til Kneb nedlod.
Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei
han selv sit eget Hjerte kunde tvinge?
Det sukker; men min Læbe byder . . (til en Slave)
Kald
mig Uria! ( Krigeren kommer, knæler)
Kongen.
Hør Kjære, Tapre, Trofaste!
Jeg kaldte dig fra Leiren . . . (afsides)
Ha, hans Bryn
er Falkekløerne, hvormed han holder
forvoven Due, Ørnen svæver over! (høit.)
-- Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste!
du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd!
Iil flux til Joab, Leirens høie Lue,
der overflammed Ammon, med mit Skrevne!
Han gjøre dig til Høvding over Tusind!
(Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria.)
Feldtherren.
Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel,
som binder denne al min Fares og
min Seiers Broder Bindselet for Øjnene?
Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen
saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv?
Hør, Uria -- Kongen gjør til Høvding dig.
Gaa da at storme Byen først! Iil først,
da Seiren er din Ejendom som Æren,
som Kongens Naade! Iil til Seir!
. . . Til Døden!
Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde.
|
d.II,b.6,s.229 |
Feldtherren.
Du kommer ei tilbage; Kongen bød
at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen
i Sengen mellem sine lodne Hærder
og Bathsebas vaarlunkne Ynde føler
en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven,
da er det dig, min Kampven, som en bleg
og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder!
(Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud)
Bud.
-- -- Og da vi dreve,
med tapre Uria ispidsen, Fienden
mod Portene, da kom en Piil fra Muren,
og Uria sank da i sit Blod, og . .
Kongen.
Ha!
Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen:
"sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod.
Helt segner snart for Buen snart for Sværd.
Paa hveren Finger Dødsensenglen bærer
forskjelligt Glavind." -- (Gaa hent Bathseba!) --
"Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle."
( Bud gaaer. Bathseba kommer tilsløret; Kongen løfter hendes Slør)
Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære!
Se, bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen
har for sin Brud. Ha, elsker du mig ei?
Du græder for den døde Mand af Pligt;
men mod din Mand ilive skal du smile.
Og det er Pligt. Du kan ei ene begge.
Ah, -- jo du kan det i et stille Aasyn
foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei
dit ene Øje græde kan, imens
det andet leer.
|
d.II,b.6,s.230 |
(Kongen paa Dommersædet. Folk.)
En Klager.
Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied.
Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed;
det af mit Bæger drak, aad af mit Fad,
laae i mit Skjød; det var mig som en Datter.
Da kom en Vandrer til min rige Nabo
(se han, som seer paa dig, som om hans Øje
beskylder dig for saadan en Misgjerning!)
men sparende sin egen Hjord, han tog
mit ene Faar, og slagted det.
Kongen.
Den Mand
er Dødsens Barn, som dette gjorde.
En anden Klager.
Den Mand, som staaer her, lokked lumsk min Broder
i Ørknen hen og dræbte ham; men nu
vil han beskylde Løven, skjøndt hans Færd
imod ham vidner, da han strax derpaa
sin Brynde stilled i hans Ægteseng.
Kongen.
Den Mand bør tifold døe!
13.
(Chaldæiske Præster. Folk.)
Første Præst.
Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel
har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
opløftet saa:
Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau,
et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. .
Anden Præst.
Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah
|
d.II,b.6,s.231 |
har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
opløftet saa:
Hør, i Begyndelsen var Bohu,
et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. .
Første Præst.
Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande
da svæved over Vandene. .
Anden Præst.
Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande
da svæved over Vandene. .
Første Præst.
Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys,
den alle Elementers Elskovsild.
Anden Præst.
Og Jovah sagde: "vord Lys!" og der blev Lys.
Den første Dag der Morgen blev og Aften.
Første Præst.
Saa Guds Munds Røst opløfted Himlens Hvælv,
og Moth nedsank, men Skyen svæved over. .
Anden Præst.
Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv
og Arez nedsank, men han skildte mellem
det Jordens Dynd og Skyers høie Vande.
Første Præst.
Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land;
og Sæd fremkom af Jorden. .
Anden Præst.
Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille!
og Sæd fremkom af Jorden.
|
d.II,b.6,s.232 |
Første Præst.
Zophasemin -- se, Sol og Maane, Stjerner
fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud,
at være Himlens Opsynsmænd. .
Anden Præst.
Hajeorim -- se, Sol og Maane, Stjerner
fremskinnede paa Jehovahs Befaling,
at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere . .
Første Præst.
Og Kolpijah, Guds Munds Røst opvakte
af Havet og af Mulden alle Liv. .
Anden Præst.
Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske,
og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle!
Første Præst.
Saa Kolpijah, Guds Munds Røst, opreiste
af Støvet Mand og Kvinde i sit Billed,
og Livsens Aande dem i Næsen blæste.
Protogonos var Manden, Ajon Kvinden.
Anden Præst.
Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet
vi ville skabe i vort Billed. Da
af Støv blev Mand og Kvinde i hans Billed;
han Livsens Aande dem i Næsen blæste.
Og Adam Manden var, og Eva Kvinden.
Første Præst.
Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom
som tvende Draaber Vand fra samme Væld?
Hvi trætte da med vore Brødre, som
fra samme Sinnar fulgte over Floden?
Se, du Hebræer, som jo Himlen er
meer skjøn end Jorden, som dog ejer
|
d.II,b.6,s.233 |
Guds Billeder i Manden og i Kvinden:
saa maa den have skjønnere Gudsbilleder,
og disse ere vore Guder -- ha,
de Guder, som I glemte. Troer dog ei,
at vi, som I, tilbede noget Ukjendt!
Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom
i Livet (liig i gjennemsigtige
Festmaleri) sig viser. Og vi vide,
at Guddom ruger over vore Høie,
besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer
sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt
som Baals Land og Dagons Strand? hvad er
som Nebos Bjerge signet? glædefuldt,
og som af Smiil indhegnet, som de Dale,
hvor duftende Mylittas Lunde bølge?
Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch
indhyller Sidon da i Purpur.
Og vidner ikke Babels Storhed og
Chaldæas Staters alt indslidte Gang
og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm,
at Guder nedsteg lysende i Menneskets
det første Mulm? Se Belus, der vort Øje
først aabnede for Himmelens Betragtning,
saa at de saae de store Verdens Guder,
der vandre over Støvets Hovder, og
tilhvifte deres varme Aande dem
i Rosen og i Dyret . . Han, som øved
først Mandens Arm i Jordens Styre, mens
hans Øje ufravendt mod Himlen skued!
Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb,
og letted Mennesket (som lidet Barn,
der øves i at ride) ud paa Havet!
Agrotas, Han, der lærte Mennesket
i Skat at lægge Jorden under Plogen!
Og Eliun, der først vor Haand bevæbned
imod de stærke Dyr! Men bør vi leve,
hvis vi taknemmelige ikke vare
mod Livet, ved at give det det Bedste?
|
d.II,b.6,s.234 |
Hvad bedre have vi end vore Børn?
Og dog os Guden giver noget Bedre:
den Fryd at see hans Majestæt indhylles
i Gavens Damp, at see det Skjød velsignet,
som tømte sig, at høre Luens Vellyst,
at skimte gjennem Røgen Stjernerne
at nikke Velbehag . . Mon De bør leve,
som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile,
opreiste Mindesmærkerne om Tak,
og lokked Guders Høihed synlig til sig?
Modtog vi Liv, da være det et Offerliv;
thi saa vi synes fri og stolte som
om vi tilbagegav hvad os blev givet,
som om vi dog betalte Renter.
Anden Præst.
Ti!
Ti! -- Israel! dig bød Jovah: du skal
ei fremmede Guder have for mit Aasyn!
Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter.
Første Præst.
Oh, Israels Tempel er en større Støtte.
Anden Præst.
Lad, Israel, dig ei forføre! Satan
udstrækker gjennem denne Baals Præsts
vanhellige Læber Kloen efter dine
smaa Børns Hjerter.
Første Præst.
Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste
ei slørede Astarte ? . o en større
end den paa Libanon! Se, vore Guder
staae aabne, blussende for hvert et Blik!
Og, naar vi reise Billeder paa Højene,
da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene
i Guders aabne Tempel: Himlen?
|
d.II,b.6,s.235 |
Anden Præst.
Se, Israel, Jovah stod for Moses som
en Torn ibrand. Den Misraim fortærte.
Første Præst.
Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked
i dybe Tanker over sjunkne Israel,
og saae ei op, men gik med tunge Blik,
i Ørkenen saa pludselig en Busk
ibrand (og Terpentinen brændte længe)
som om den faldt fra Himlen. Der han knælte
(som Vi for Molochs Flamme og Misraim
for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel.
Anden Præst.
Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte
ei Moses dig igjennem Havet?
Første Præst.
Ja;
men takket være Ebben!
Anden Præst.
Førte dig
i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte?
Første Præst.
Ja foran Folket bare Arons Børn
et Ildens Alter. O, I Israels Børn,
forsamler jer om Ildens Altar! Der
jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen
ei vidste hvad han skulde troe var kjærest,
og Baals Dyrkere omkring ham blomstred.
Men Væddren offred han -- det Nebos Offer.
Seer, Eders oxehovedede Cheruber
er vore fælleds Guder, Melkarts Billeder!
Hvi staae de tause da i Krogen, som
en aflagt Prydelse?
|
d.II,b.6,s.236 |
Anden Præst.
O, Israel, Moses Aasyn rødmede
af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin,
da han opløfted Loven over dig!
Første Præst.
Ja samme Rødme bævrer flammende
paa Baals-Præstens Kind i Babel, naar
han viser Belus's Tavler frem for Folket.
Anden Præst.
Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred
ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige?
Første Præst.
Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum.
Og Moses førte, da et Oprør ulmed,
sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled.
Anden Præst.
Og Tegnene? Græshoppe-Skyer og Hagl
frembrusede, naar Moses løfted Staven.
Første Præst.
Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter
paa Huen, seer mod Himmelen og siger,
om der Græshopper komme vil i Sommer.
Anden Præst.
Og Underværkerne? O Israel! vil
du ikke boe i Ly af Arons blomstrende
og eviggrønne Mandelstav?
Første Præst.
Det er:
i Ly af eder Præster, jer Leviter.
Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes
(hvis ei min egen Hellighed da blegned
og Livet med for mine Brødres Haand,
|
d.II,b.6,s.237 |
som en Forræders) at forraade
for begge Slægter vore skjulte Kunster,
som du til Israel vor forborgne Sandhed
forraadte: at kun Een -- kun Een er Gud,
at Alle aande ligelangt fra ham;
at alle have samme Pligter da;
dog, at ei han og Verden ere Eet.
Se, derpaa hviler jo vort Herredømme;
thi kunne Tingene vi herske over,
og røre deres skjulte Kræfter, da
maa Folket troe, vi Gud beherske og
hans Kræfter røre, som vor Villie lyster.
Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed,
ved Israel at lære, at den Ene
er ikkun Gud for Israel. (Til Folket)
Israel -- ha,
hvi vil du sidde som en Eremit
iblandt de dandsende Folk? Se i din Armod
paa vore Fester, hungrig naar du bydes?
Du Israels Konge, skulle Præster skræmme
og ærgre dig, som Israels første Konge,
til Vanvid og tildøde? Vore Fyrster,
livsalige, ei tæmme sine Lyster!
Dem Purpur skygger og paa Guld de hvile!
Du nøjes med en Sichems Palmeskygge?
I Israels Mænd, hvi nøie Eder med
een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser?
Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei?
Ha, lytte eders Hjerter ei, naar viden
I høre vore Horns Musik? Ak, sukker
da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd
I ville føres did -- se der jo venter
med aabne Arme Kanaans søde Kvinder!
Ak, Israels Døttre, spørger Eders Hjerter,
om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei
er som en Kvinde vexlende med Manden
i Elskovssang! Og lærer ei Mylitta
en sød og leflende Veltalenhed?
|
d.II,b.6,s.238 |
Den søde Pligt hun byder, at hver Kvinde
skal i sin Blomstren nyde Elskov med
en fremmed Mand i Templet. Belus selv,
den høje Gud, nedstiger jo om Natten
omfavnende den Kvinde -- o den Salige --
som han vil vælge? (afsides) Jeg var ogsaa Gud
til Tiden sneede min Isse over. (høit)
I tøve end? Da jeg vil klarere
af Himlens Stjerner, end din Høipræst af
sit Brystskjolds Demant-Stjernebilled, spaae
din Undergang, o Israel.
Israeliternes Konge.
Til Moloch
jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn
skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte
paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere.
Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene.
Nogle Israeliter.
Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke,
og sværge ei, som Jovahs, Baals Profeter?
Paa Dans og Bethels Høie vi opreise
et Baals-Billede af Sølv og ofre
paa Tofets Høje i Benhinnons Dal!
Anden Præst.
Ve, Israel sviger sine Fædres Gud!
Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter
og Præster var et Belte, bryder du,
og horer saa med Askalon og Gaza?
Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne
paa dem, som Herrens Ark forraadte. Juda,
du Israels unge Løve! Benjamin,
du Zions taarefulde Barn, forenes!
og løfter Helligdommen mellem Eder!
Men mellem Eder da og Israel
et draget Glavind være, og et Baal
imellem Afgudsdyrkerne og Eder!
|
d.II,b.6,s.239 |
Nogle Israeliter.
Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim!
Andre Israeliter.
Frem Baal-Beriths Horn og Molochs Ild!
Første Præst.
Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel,
du Edom, Seïr, Amalek og Moab,
Filister, Syrier, Fønicier!
Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke
i Israel, I spredte Kananiter!
Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre
i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge,
ja Natten efter, en Fuldmaanenat,
dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge!
14.
(Kvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge sine Børn.
Præster. En grædende Kvinde med et Barn.)
Chor af Kvinder.
I din Glofavn, Moloch! Moloch!
Moloch-Gud!
glødende Allivsens Sommer! haste
vi med Fryd og hellig Angst at kaste
vore Børn. . O tag den søde
Duft af Livets Overflod,
af vort Skjøds den første Grøde!
En Kvinde.
Moloch! Moloch! jeg gav dig Een!
Giv mig Diende fem igjen!
En Præst. (til den græedende Kvinde)
Er du et Menneske, og hører, -- hør
de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge
Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar
|
d.II,b.6,s.240 |
de lade dem igjennem Ilden løbe,
og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge
indslikkede i Flugten -- Ha,
er du et Menneske, dog saa fordærvet,
saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øjne
nedblinke, som beruste gjennem Røgen,
du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd
at favne om det Barn, han skabte selv?
det Barn, hvis Næse han indblæste Livet,
for engang op det unge Hjertes Damp
i sine røde Næseboer at suge?
Netop de samme Næseboer -- du seer dem? --
hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag,
indtrak sig, da den frem af Baaus Bug
Zophasemim, de Verdensdele, Sol
og Stjerner og Allivet havde blæst.
Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved,
og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker,
fordi dit Hjerte mukker, nu dit Barn?
Kvinden.
Ak! -- Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada!
Se Guden hist er jo af Rosenblade!
Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af
mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked
her i mit Bryst, ei ene i mit Øre.
Jeg min ugudelige Frygt forsoner.
(Ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen)
Chor af Kvinder.
I dit Ildgab -- Moloch! Moloch!
Moloch-Gud!
glødende Allivsens Sommer! vore
Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare
lægge ind . . O, af min Enes
Aske atter, Moloch, skal
Ætten blomstre ud og grenes!
|
d.II,b.6,s.241 |
En Kvinde.
Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een!
Giv mig Diende ti igjen!
15.
(Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit.)
Manden.
Saa vær min Fader og mit Huses Præst,
du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer!
Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde.
Thi se, jeg reiste her paa Ephraims Bjerg
en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig
af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder,
det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne.
Og rundt om, som Planeterne om Solen,
jeg satte Terafim, de Huusgud-Billeder.
Men Præstekjortlen, som min Mo'r baldyred,
end hænger tom. (Leviten giver ham Haandslag)
Nu er jeg sikker; Baal
beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte,
og Sidons Astaroth og Ammons Moloch
og Ekrons Belsebub for al min Røgelse;
Israels Jovah (se, saa halter jeg
paa begge Sider) signer, naar jeg har
en Levi Søn til Huuspræst. Ei?
Leviten.
Tilvisse!
16.
(Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk).
Faderen.
Jeg giver Gud mit Sejersløfte opfyldt:
det Første, som mig mødte af mit Huus.
Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten,
|
| FORRIGE |