|
|
| d.II,b.6,s.191 |
MAGT OG BEDRAG
1.
(En Valplads foran en brændende By).
En Konge.
Er Seiren vor? Er Marken reen?
En Høvding.
Kun ei for Blod.
Kongen.
Ha, ha! Det er
min blomstrende Hæders-Piones Dugg.
En Høvding.
Hist flye de Sidste.
Kongen.
Vel! er Marken reen,
saa dræber Fangerne!
(Valpladsens Saarede jamre sig)
Ti stil! Forbandet!
Om man ei kjæmpe kan iro -- naturligt --
saa kan man ei engang iro jo seire?
Saa dræber ham, der vælter sig paa Knæstubben,
og rækker -- haaner du? -- sin Armstump op,
og griner stygt paa Sejersdagen, nu
da Kongen tog et Land, og traadte sønder
et Folk i Jordens Afkrog. Hei -- Musik!
Døv Disses Skraalen! Cymbler! Blæser ud,
Basuner, Disses Livsensaande, fuld
af Jamren for en gammel Fa'r, en Mo'r,
en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha,
forbandet, at en Halvdeel af min Hær
paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge,
i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei
kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander
med Jammersuk sin Konges Jubelskrig!
|
| d.II,b.6,s.192 |
Saa! -- Jeg ei hører deres Klynken mere;
men hæst de aabne Saar i Øret skrige. .
Bort! slæng dem bort! Hvis I ei kunne fægte,
naar høit med Skyen mit Banner hvisker om
en Seir, som venter mig -- hvis ei I kunne
medeengang sprøite ud alt Eders Blod
i hvert et Ansigt, som ei, stivt af Rædsel,
ligt Solsikblomsten, snoer sig hvor jeg gaaer --
Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa
mit mindste Vink -- saa døer for Øxen forud!
Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet,
i Eder see Forbandelser paa Krykker
omstumprende. Hvi er da Krigens Storhed,
trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang
(der, hvis den kunde males, maatte males
med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet?
Fy, Pesten yngler under blanke Bann're!
Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel!
Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft!
-- Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler!
Hærolder, raaber: "Hil du store Konge"!
Ha, seer med Fryd, I Overlevende,
(thi glæder Eder, at I dele tør
et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist
mit Seiersfestblus flammende mod Skyen!
Se, Byens Spire ere Askeskygger!
Se, Staden er ibrand en Rose liig,
der i mit Fodspor højrød bøjer sig!
Hvad hviner? Er det Gnister? Kvindeskrig?
Mon Smaabørns Klynken, naar paa Spyd de falde
som Silkeballer? eller, naar de hæves
ved Benene, for saa mod Steen at knuses?
Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder!
I Oldings Sølvhaar tørrer Eders Sværd!
og krænker mellem Luer døde Kvinder!
Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op
min Bro, da tvende Verdener jeg vilde
isammensmelte! Hav, som Jord, skal være
|
| d.II,b.6,s.193 |
min Træl; thi er Jeg da ei Verdens Gud?
og Havet er jo Jordens myge Træl?
Mit Smiil beliver, og mit Bryn jo dræber?
Ha, fører Folkets Levning ud ifra
de øde Arner! Dog til Fædreland
jeg skjænker den en fjern og øde Ørken,
at blande sig med dennes vilde Folk.
Men fører Fremmede her ind paa Tomterne!
Det er at rykke op et Folk medrode.
. . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre,
I myrde? Eders Døttre, som I skjænde,
idet I kvæle dem? og Eders Børn,
som skrige, naar I knuse dem? I tænke,
at dette Folk end aldrig Jer fornærmed?
at vide Ørkner støved mellem Eder?
Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande
sig i min Hevn, fornærmed blodigt Mig:
Thi kom de vel og knælte? kom de vel,
forinden Jeg dem tvang, og bragte mig
al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig,
som Lyn og Torden, komme ene da
paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer!
Betaler Jeg Jer ikke for at myrde?
Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes?
Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø
med Tak, naar Kongen fører dig i Døden!
Thi har ei Præsterne jer lært, at leve
af Kongens Villie, døe for Kongens Villie,
I Mælende? og synde for hans Villie?
og segne, eller leve af hans Naade?
2.
En Præst.
Hør, Brahma sidder paa min Tunge! -- Knæler!
(Folket knæler)
Guds Aand i mine Lunger blæser -- Ofrer!
(Folket ofrer)
|
| d.II,b.6,s.194 |
Hør, Brahma er -- han Selv er i min Tale!
Han hviler paa min Læbe, som hans Billed
paa Blomsten Comala i Havet, i
min Viisdomstales bølgestærke Strømme.
Og Vischnu, Alts Opholder, er i min
Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren,
er sortnende i min Forbandelse,
i min og mine Brødres, i Brahminens!
Mon I, I lave, skidne Kaster -- ha,
mon I er værdige at høre Brahma?
Har I idag jer badet trendegange,
og salvet saa jer ind med helligt Skarn?
Folket.
Alt vort Arbeide bringe vi som Offer.
Vi tale ikke, men vi bede.
En Præst.
Saa hører, I Rettroende og Salige!
Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb,
som tørstige Fugle; men, naar nippende
I række Nebbene op, da hvæser ud,
liig hellige Gjæs, Foragt imod de andre,
de tre og fiirsindstyve Hindu-Sekter!
og hviner Had mod Fo's og Buddha's -- ha,
dem giver Forsmag paa Fordømmelsen
alt nu da i Forbandelser! Saa følger
da Brahmas Finger i min Tunge -- se,
til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder:
"Det er fortjenstligt først og fremst at ære
Brahminerne (det første Livsensdryp
af Brahmas Hjerne), som at spytte paa
og haane Parias. Og til Salighed
at bygge Klostre kneisende som Bjerge
for os Brahminer og Fakirerne
(de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige)
at der for Eder mange kunne bede.
Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder
|
| d.II,b.6,s.195 |
af Røg og Billeder og Altre fulde,
for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani;
for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee;
for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru;
for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje;
for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee,
(den Brihmah, Guds og Birmanees Datter);
for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde
for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der
nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper,
hvis Fodtrins Støv formørked Hindostan);
for Jagannat og Kakaveda, Lingam
som ei med Lovsang ene er fornøiet,
men krandses skal, med Melk og Honning fodres.
Det er til Salighed -- O Hil Jagannat!
Der kommer han! --
(Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneskefigurer)
. . til Salighed at lade af Jagannats
den tunge Fod sig sønderknuse jublende
med alle disse Tusinder som trække.
(Nogle kaste sig under Hjulene)
O ærer disses Helgenbeen! Og det
-- saa siger Brahma -- er en Hellighed,
at give hen sit Legeme til Føde
for alskens Utøi; Saadan bliver jo,
liig Vischnu, en belivet Verden. Derfor
forbandet Den, som dræber en i Skjægget!
Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Farfars,
nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet,
som bygger tempelprægtige Gjæstehuse
for Lopper og for Rotter! som til Tæger
sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner,
testamenterer! som, for ei at sluge
en Myg, beslører Munden! Hellig og
Velsignet er du, naar du, uden Værge
med Lovsang ædes op af Tigren, muligt
din egen Bedstefa'r. Men helligst er det,
om Enken styrter sig paa Mandens Baal
|
| d.II,b.6,s.196 |
(thi med den samme Fart hun styrter og
sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene)
om i hans Grav hun stiger levende,
og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven.
Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte!
(Enker kaste sig paa Dødsbaal)
Saa klinger nu med Cymbler som til Bryllups!
Se Gnistehvirvlen Helgen-Rosenkrands!
-- Det er en Hellighed, at pine sig;
at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet
i treti Aar, til som et Horn den staaer;
at gjøre Kinden til et Pilekogger;
at stege sig ved sagte Ild til Brusk.
Det er en Fryd for alle femten Himle,
naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange,
liig Gnister irrende i brændt Papiir;
naar I hvert Aar fra eders egne Floder
til Ganges løbe, for saa hjem igjen
en Krukke Vand at bære hundred Mile.
-- Nu, hvis I øve disse Hoveddyder:
saa troer med salig Jubel, at bag Graven
(o tænker eder, hvilken Salighed!)
I kunne blive Kjør de hellige!
Men, hvis I synde ved at glemme disse
de dyre Bud, I skulle op af Graven
jer reise som langørede Æsler, at
I kunne lære engang høre bedre.
Ja, Hvo som overtræder disse Bud,
ved Himmel-Landsforviisning, ved et Kredsløb,
(o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!)
igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes.
Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank
nigange sig i Kjødet for at frelse,
som Fisk og som Skildpadde, da han trak
Nordpolens Bjerg op af et Melkehav;
saa, som et Vildsviin, løfted Jorden
paa sine Huggetænder op af Dybet; saa
med Hyrdestav isønderknuste Slangen,
|
| d.II,b.6,s.197 |
der gabed over Jorden . . ja saasandt,
som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen,
var Krishen, der jo fødtes i Madurey,
og blev saa Konge over Hindostan.
Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen!
Forstaae I ei den Vise!
Folk.
O, gjentag den
for os! Da høre Guderne den heller!
Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie
vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa,
ved hver en Svingning, Guderne jo faae
en hundred Bønner.
En Præst.
Ja, det kan forslaae!
3.
(Kongehal. Kongens Søn -- en Præst -- en Mand).
Præsten.
. . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften.
(gaaer)
Kongens Søn.
Du hørte det? Forstaaer du?
O min Konge!
Kongens Søn.
(viser Manden en Dolk)
Nei bi! du springer over dette Komma.
Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag)
den Gave fra hans Søn. Han sover nu,
den trætte Olding, hist i Badet . . Gaa!
(giver Manden Dolken. Han gaaer)
Nu kan Sekunderne jeg tælle til
|
| d.II,b.6,s.198 |
ei Jeg er mere Kongens første Slave,
men Alle ere mine. Purpur, kom!
Fugl Fønix, dal udødelig paa Kvisten,
der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy!
(ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen)
der klæber rundtom Kraven Graahaar af
min Fader!
(børster Kaaben af)
Skjønne Purpur! Skjønne Sky,
hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal,
saa høit du rødmer end, dog farve dig
meer høirødt! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører
jo Øjeblikkets Trin. . .
Manden.
(kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig)
Se, nu min Konge,
min sidste Konges Blod . !
Kongens Søn.
(gjennemborer ham med Dolken)
. Og her min første Træls.
4.
(Tempel -- Præster -- Folk.)
En Præst.
(løfter et udmajet Barn op)
Lyksalige Thibet, din Gud er funden!
Se, La sig nu har atter aabenbaret!
Nedknæler for Gud!
(Folket knæler)
Lyksalige Thibet,
som ejer sin levende Gud i sin Midte,
kan kysse og føle og see sin Gud,
og smage hans hellige Levninger! Smager!
O leer ad Hindostan knælende for Koen,
opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . .
(Barnet Lama skriger)
. . Ve priser ikke, men jamrer! jamrer!
Thi Gud nu græder for Eders Synder!
|
| d.II,b.6,s.199 |
og bygger Klostre . ! Visselululu . .
(Vugger Lama -- Folket hyler)
-- Visselululu -- Ak, Gud er i Graad,
fordi han seer sine Munke nøgne.
(
Fremmede Præster, med Slangehuder, Uglehoveder, Øgler o. s. v. hængende om deres
Kaaber, komme, knæle for Lama)
Fremmede Præster.
Vi vade over den vide Ørken,
med bare Been, fra Sibiriens Sumpe,
for Lama, den almægtige Gud,
at hilse paa med rige Gaver . .
5.
(Den gamle Konge.)
En Konge.
Jeg er da Konge, mange Kongers Konge.
Min Krone er en Ring af mange Kroner,
som denne Muur en Muur om mange Stæder.
Dog graaner Haaret under Kronen fort
som under Trællens Hue. Mens mit Scepter
er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad.
Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter!
Jeg seer mit visne Aasyn -- o! o! ve!
den blege Skygge af det stolte Aasyn,
Basunerne paa Kroningsdagen blæste
til Morgenskyer op og Sommersol.
Da i sin Herlighed det brændte -- da!
Nu hænger det, liig frossen og indskrumpen
Melon i rimet Høstens Have gjenlagt,
og ikkun -- det er største Tidens Haan --
herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil
(skjøndt vel jeg veed, de kun Iistapper ere)
i Kronens Straaler som Viol og Roser,
som Liljestengler og som Morgendugg.
Saa skal jeg visne uden Spor, imens
min Herlighed dens Ejer overlever,
|
| d.II,b.6,s.200 |
og er -- forrædersk! -- lige herlig i
min Arvings . . ha, min Arvings! . . . Hænder? Ak,
naturligt synes mig, om Verden visnede,
naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen;
om Alting standsed om min Gravhøi i
sit Ringløb; om min Throne sortned, som
mit Askemindesmærke hen, naar denne . . .
(Griber om Kronen)
. . Ak, om en Træl sit Hoved stak end i den,
den vil dog funkle som min Kroningsdag!
Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken,
ifra min Ældste til den yngste Gilding,
det koster dig ei mere end et Dolkstik!
Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg,
naar Høkrens Kone spørger dig, at du
et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen!
. . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande
ei sælges eller kjøbes Staal og Naal.
O bedre dog, at Handel, Vandel standsed,
end at ifra sin Throne Kongen skulde
nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin
Indbildnings Skrækkensyner . .
-- Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed,
naar dette Øjes bistre Blik ei længer
kan tvinge den at see den og beundre?
Som Sæbeboblen skal jeg briste? -- Ha,
Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe;
thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen)
Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn
(thi, se, af mine Luner Millioner
sig skabe Lyster jo og Dyder og
Samvittigheder, og kun Efterligning
af mine Handlinger er hver af deres!)
mig skal en Feber ryste forbestandig
isønder, og en Hoste blæse bort?
Hør, kalde Millioner stemte Munde
mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst
snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne?
|
| d.II,b.6,s.201 |
Og selv Sekundet efter Kongens Død
da skulde synes som eensformigt Dryp
i evig Taushed, i en Gravens Hvælving?
Hør! kolde Marmor, Kongen vil . . . Ak Marmor,
du Disputator (ak saalangtfra taus)
imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte,
der slaaer saa voldsomt under Purpret mod
mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren!
-- -- Ak Død, ak Død! ak Død,
du sortner under Keiserkaaben! under
min Baldachin din Gravensaande hvifter,
som Pestsky under Jordegudens Himmel --
det Stykke Silketøi!
. . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner
fornuftige Sjele? slikke med den Mund,
de fik til en Basun for deres Tanker,
min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd?
Min Baldachin er ikke broget Tøi,
men Folkeslags isammenspundne Smiil.
Dens Perledopper de Fordømtes Graad,
som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl?
Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder
mig gave Millioner Liv og Død?
-- Trods dette svinder jeg . . jeg svinder,
som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde.
Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak,
en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte!
Jeg føler i mit Ansigt blæsende
de døde Kongers Aske -- ve, min Faders . !
En Præst.
(Flere ile til)
Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . .
. . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden?
Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde
til Ørknens Agnedynger bankede?
og Hans Ærgjerrighed opildnede
|
| d.II,b.6,s.202 |
jo Millioner Spyd? Ei Under da
(thi han har tause Mindesmærker nok)
at Mindet lever, og det klarest hos
de Tusinder, som slæbte fra hans Vale
sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper.
Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav.
Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa
hans Byttedynger. Kvinders Sengehimle
var mine Telte (nu jeg er en brudt,
udkastet Spydstag); og en svalet Elskov
den Frost, en frisk og brændende den Hede
jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel.
Der Kvinder kun smaahvisked blandt hinanden
hvor Fallus, Lingam, Priapus jeg ligned.
Der Kvindelæber vare Skjoldene
og Kvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer.
. . Nu er min Seir forbi, med den mit Minde.
Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak,
naar Kongen sørger, da han stiger fra
sin Throne ned.
En Præst.
Da hold dig der!
Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig.
Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi negte
ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved)
dit eget mægter knække! Konge, vil
din egen Høihed du foragte? Menneske,
mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle?
Kongen.
Ak, tal, du Vise!
Præsten.
. . Hør, den siger,
at Jordens Konger Drotter bli'e i Himlen;
at, som du traadte paa din Faders Throne,
saa . .
|
| d.II,b.6,s.203 |
. . Tal ei! -- ha! .
Ve, denne Tunge, som
slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre,
og saa forstenes! Ah, jeg glemte,
at du din Fader dræbte. Se, hvor lige
de hvide Seng-Gardiner, da hans Fader
hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp,
hans blege Kinder ere!
(til andre Præster)
Kom, vi maae
ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt
Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae
at trøste ham ved Offre . !
(Nogle Præster gaae.)
Kongen.
I forlade
mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte?
Præster.
Vi gaae, at offre hundred sorte Øxne
for Kongens Frelse. Se, vi ville maale
med Viisdomsblik din Livsenslængde,
adspørge Guderne, lodkaste, knæle
for lydfuld Støtte.
Kongen.
Gaaer!
(til en af dem)
Men bliv Du her!
Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne,
som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . .
og mine Sønner . . Ve! Offer! Offer!
(vridende sine Hænder)
. . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei
hiin blodige Midnats Aften, at mit Hjertes
Tilskyndelser var Guders Villies Røst?
og at mit Brystes Bølgegange vare
|
| d.II,b.6,s.204 |
den Snor, ubøielige Skjebne spandt,
og bandt min Lykke til? at Den, som elsked
jer Præster -- og jeg var jer Fostersøn --
ei leed af Synd, og var med Præsterne
unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg
ei elsked Eder . ?
(brister i Graad)
Siig, hvi straffes da
den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei
i denne Stund mig Trøst i Eders Offre?
hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn?
Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen
steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne?
Tal: lærte Du mig ei, da her min Fader
paa denne samme Throne sad og nikked
af Ælde, saa hans Magtens-Kugle tabtes
i Skjæggets Bølger, mens jeg stod i Blomster:
at Dens skal Magten være, som har Kraften?
(griber Præsten i Struben)
. . Ha Præst, ha Præst! hvad lærer du min Søn?
Præsten.
(skriger halvkvalt)
. . Forbandelse! .
Kongen.
(farer forfærdet tilbage)
Ve, kommer Himlens
Forbandelse paa dette Hoved alt
paa Jorden . ?
(holder Haanden for Panden. Seer op igjen)
Vel! Ja, -- Vel da, eller Ve!
Dens Magten er, som kan beholde den!
Gaa, bring mig mine Sønners Hov'der -- Alles
fra Førstefødtes og til Diegluttens!
Præsten.
Din Villie er de Andres, Alles Skjebne.
(gaaer)
Kongen.
Den var min Faders engang idetmindste,
men en ulykkelig -- nu mine Børns.
|
| d.II,b.6,s.205 |
Og, var du ikke Præst, da ogsaa din.
(Præsten bringer de Dræbtes Hoveder)
Saa -- stands! ei nærmere! Var det min Ældste?
Var han saa voxen? havde han alt Skjæg?
og kunde faae i Væxt det i sit Harem?
Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere!
. . Bring bort! Han ligner mig. Vel at han nu
er kun en Støtte . ! Gaa! det er en Angst
at tænke paa den Angst; en Sorg at tænke
paa mulig Sorg! Din Farfar ei du hevner,
hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg . !
Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod.
(Præsten bringer Hovederne bort)
Før var min Angst en Skov af hvinende Træer;
nu er min Sorg liig Ørknen.
Kongers Konge . .
Kongen.
Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile?
Præster.
. . Vi have læst i hundred Offres Indvold.
Oraklet svared: Konge, lev som Ørnen!
Kongen.
Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal!
Præsten.
(kommer tilbage)
Saa skee din Villie! Lad din Villie handle!
Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei
af Guderne! thi selv jo Disse gav
dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden.
Kongen.
Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler!
|
| d.II,b.6,s.206 |
Præsten.
Men, Konge, hør med sønligt Øre paa
de Vises Ord! De stamme ned fra Himlen.
Tro, at i Himlen Himle-Kongeriger
for Kongerne beredes. Slaver vente
i Graven krumme . . .
Kongen.
Taler du om Orme?
Præsten.
(løfter sin Stav)
Ve, Konge, troer du ei? Da maner jeg
din Fader hid at vidne. Du skal see,
at han i Kaaben end er smykket!
Skaan!
Præsten.
(svinger sin Stav; den bliver en Slange)
Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide,
med al Naturen aabnet for vor Fod,
vi see igjennem Himlene til Helved,
den Baggrunds-Ild, den Chaos-Cirkel uden
om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder
i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig:
en Konge bliver Konge. Troer du Præsten
ham salved for et Døgn? Jeg siger Dig,
de Helliges Støtte: Slaver vente krumme
i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner
en Konges Høihed majestætisk, for
fra Stjernethroner at styre Paradiser.
Der visner ei din Manddom; men den er
en evig Middagssol, der funkler mellem
en evig Morgenrød af fagre Kvinder,
en evig Aftenrødme-Krands af Bægre.
Og hisset vexler det, som her imellem
en Fa'r og Søn: naar Sønnen triner op,
|
| d.II,b.6,s.207 |
maa Fad'ren vige til en større Himmel,
saa, se omsider -- Altfor stort for Tanken --
til Almagt nærmer sig en Konges Magt.
Men, som en Konge saa fremføres af
sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er
ligt Stormen i hans Fodspor legende,
saaat, som fremigjennem Himlene
hans Storhed ruller sig, der bliver dog
en Majestæt tilbage. Dog er Mindet
kun stort iforhold til den Magt, han øved
i sine Grændser. Saa kan liden Konge,
en Træl for dig, et større Minde eje
end halve Jordens Hersker, om han ikke
sin Vælde øver, men fordølger den,
og døer og lever uformærkt som Bonden.
I hvilken Vraa mon Falaris ei nævnes
Pygmalion? Herodes? mange Andre,
hvis Grændser vare smaa, men tæmmed dog
med stærke Arme bistre Folk, som Ulve
de holdt ved Ørene?
Ja selv en Kvinde, Servia, jo voved
midt paa det frie Romas Torv at kjøre
sin gamle Faders Hjerneskal iknas,
og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen,
de barske Romere spørge: hvad der knasked?
Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker;
thi Sagnet tier) jubled hende fremad,
idet Senatet gjorde sin Undskyldning
for Gaderne ei vare bedre brolagte.
Vist knyed deres Hjerter; men det er
det høie Kongemagtens Maal at stræbe
mod Overherredømmet over Hjerterne,
som det er Præstens Maal at styre Hjernerne,
og Statens Maal, at begge Magter enes;
men høiest Ideal, naar begge Magter
forenes i en Eneste, som Meroes
Hebræernes og Thibets store Præst.
. . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter;
|
| d.II,b.6,s.208 |
dog blot fordi det Skue var saa nyt,
at see en Datter rulle jublende
henover Faderens Oldingisse; men
det Vanen er, som skaber Dyd og Last.
Se, Sagnenes lange Rækker vise kun
eet Særsyn, uden Mage, at en Konge
for høit sin Vældes Bue spændte: da
det lidet Abrams Folk sig delte,
til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel:
at, som hans Fader dem med Svøber pidsked,
saa vilde han dem slaae med Skorpioner.
Kongen.
-- Den Drot var værd at tøile større Rige!
Præsten.
Saaledes saaer en liden Konge i
sit Fodspor, i sit Gravhul, Mindet, og
det voxer større gjennem Tiderne.
Og Du, de store Kongers Konge, ængstes
for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae?
Hvad Magt -- jeg undres -- mon da vel din Fader
(og dog hans Minde runger evigt, som
hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve,
med krigelystne Mænd vidtover Jorden?
Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han?
Ved hvilket Aag mon følte man hans Magt?
Mon snarere for sine Slaver ei
han trællede, ved deres Lyst til Krig
at mætte og beruse? Liden Magt
kan puffe Stenen frem, der er i Farten.
Men endnu større Storhed kan du vise,
men endnu større Minde kan du bygge,
ved stikmod dine Slavers Lyst at kjæmpe.
De ere dovne, egenkjærlige,
og vante til at gjøre alt med Hensigt
og vante til at æde deres Arbeid.
Thi byd, at dine Slaver skulle støbe
|
| d.II,b.6,s.209 |
i deres Sved din Fantasies Fostre!
Befal dem gjøre, hvis de ville leve,
et Noget uden Hensigt, uden Nytte!
Befal dem gjøre det Umulige!
Det er: et Noget, der i denne Stund,
som Ugjort synes os for stort for Tanken;
ja synes selv, naar Sekler graane Daaden,
for Efterslægten -- skjøndt den derpaa stirrer,
og mægter ei at skue Ørknen for
dens Pyramider -- som et vist Utroligt,
som Guders Drømmebilleder, der ere,
ved endnu større Under, stivnede
for Evigheden. Byd dit hele Folk
forlade Agrene og slæbe Stene
fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen,
opreise Pyramide-Alper, og
at løfte dig et Bjerg paa Enden som
en Obelisk! i Ørknen grave Have,
og skabe Have om igjen til Sletter!
Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil
ei have meer din Hauge, men i Himlen;
og flux de skulle hænge den paa Mure;
og dine Palmer flagre over Skyen.
Byd dem at lede Floder op paa Bjerge;
at bygge tusind Mile lange Mure,
om Landene; at grave Slotte ud
med tusind Sale under Mulden! -- Se
da Selv, før du i Graven synker, dine
de evige Monumenter! Thi de andre Fyrster
betvang blot Mennesker, men du Naturen!
Kongen.
Jeg seer der gives Storhed og Erindring
da ogsaa i Forbandelser . .
Din Vinding!
|
| d.II,b.6,s.210 |
(En Ørken. Folk reise Obelisker og bygge Pyramider).
Kongen.
Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen!
Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver!
Gaaer tusind Tusinder, gjør Hav til Land!
Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen!
Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud,
at Kongen byder Eder ei, ved Sved
og Graad og Blod og al jer Livsensvædske
at dugge Ørknen til et Blomsterbed,
og pløie Bjerge op med Eders Negle!
Ha, ere I der alle? Ere Arnerne
saa tomme nu, som Ørene bør være
for mine Bud at høre? Ha,
i Takt af Svøbeslager-Choret reise
sig sexten hundred Arme, dryppende,
liig Pilekviste nys fra Dammen løftede,
af Sved, for endelig at løfte Kronstenen
paa Kongens Storheds Pyramide-Mærke!
Ja Retsaa! Ret!
Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset,
nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som
en Træl forsømmelig imod sin Herre,
skjøndt lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen,
at ikke den jeg byder! at den ikke
vil lystre, naar jeg siger til Graniten:
opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn!
. . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve?
Præsten.
Ja Himlens Sandhed svoer det! .
Kongen.
Vel da! Tvinger
de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded,
men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger
dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte
til Solenedgang, skal gløde Natten over
|
| d.II,b.6,s.211 |
i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see,
om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger
er mine Kloder, næsten evige.
(stiger med Præsten op paa Pyramidens Top)
Præsten.
Du Mægtigste, se hist dernede, skjøndt
paa Bjergehøide over Ørknen, maale
de matte segnende Millioner rigtigt
med Obeliskens Alen ud din Storhed!
Kongen.
Ha, ja, i Længde! men med Pyramider
den ud i Fiirkant, og i Omkreds med
de Have, som jeg byder bruse frem;
i Dybde da med Labyrinther. Ha,
jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det?
Vel, større Værker, større Minder reises!
Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes,
at Folket ei paa Guderne skal tænke,
før Kongens Lyst er mættet.
Præsten.
Menneske,
Du er beruset af din Storhed. Ha,
jeg mærker nok, vi rummes ikke baade
paa denne Tinde -- ve dig -- hvor du svimler!
(styrter Kongen ned med sin Stav. Folket jubler.)
6.
(Tempelhal -- Præster. En sort Oxe.)
En Præst.
(bepletter Oxen).
Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg
med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu,
vi føre ud den nu til Folket, at
dets Millioners Glædesblik kan hefte
til Gudens Horn . .
|
| d.II,b.6,s.212 |
En Præst.
Forgyld det endnu lidt!
(Den Anden forgylder dens Horn.)
Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter!
Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe,
lad see du rækker -- retsom om du vidste
at du er bleven Gud, at du medrette
fra Krybben blev medeet til Himlen løftet,
og tør selv stange Kongen -- majestætisk
din tykke Nakke over Noph, der knæler
og slikker op dit Smuds, til vældigt Brøl,
saa alle Hjerter ryste kan af Fryd.
En Præst.
Vel, før den ud -- Alt Folkets Andagtssuk
i Porten foran dette Helligste
sig drager ud og ind som Trækvind. Før
den først til Nilens-By at fodre den
i firti Dage op i gyldne Fade,
at feed den komme kan til Memfis! Nu -- ?
(De føre den ud til Folket.)
Hil Apis! Apis! Gud!
En Præst.
Ja jubl Ægypten! Thi du er nu frelst.
Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade,
en hellig Ko ved Maanens Glands undfanged.
Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom
med Gud Osiris's, Pthas Søns, Stjernetegn!
O sku i denne sorte Røg med disse
sølvhvide Gnister Gud-Osiris's Ild!
(Oxen brøler)
O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha,
hør Guden tordner: "fryd dig frelste Noph!
Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste!
Ja Gudernes Fornemste! Seer I dette Skum,
som Apis sikler nedad Boven? det,
hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner.
|
| d.II,b.6,s.213 |
Men Verdnernes Materie øder han,
liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte
blot til et Lystsyn og en kostbar Smag.
. . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert!
Er' vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje?
Osiris pløied først med sine Straaler
op hele Jorden, saa hans Furer bleve
dens fede Dale; Morgenskyer stege
som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom.
Men se Osiris, Himlens høie Gud,
sin Ynglingsager valgte; og han pløjed
med hellige Oxer, Mnevis og Onufis,
Ægypten fra Syene, hvor han hvilte
sit Spand, og ned til Tyfons golde Mark:
til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme.
Men Isis, fulgt af tro Anubis og
Kabirerne, liig hvide Høstfest-Børn,
i Gudens Furer gik, og øste ud,
med moderlige Smiil, sit Signehorn,
sin Nil, imens Osiris fulgtes af
Gud Amum, der udkasted Sæden; Som
der hypped; Serapis, der høsted,
og i sin Skjeppe gav det saa til Horus.
Men, se, da det af Guder pløiede Land
os Præster givet var til Odeleje,
og I, Misraims Arme, det foragted;
da gyldne Sæd-Net vare trukne rundt det,
at fange Tyfons gustne Avinds-Aande,
der samum-hedrød Flammetunge skjød
fra Ørknens slunkne ormestukne Lunger
udover Nophs det liljedækte Hoved,
der speiled sig i Isis's Elskovssmiil
(og deraf skinsyg Tyfons Brynde tændtes):
da sank Osiris's Gudesjel i Apis
(se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler,
der bryde gjennem Hudens sorte Røg!)
at ei de Dødelige, som han elsked,
saa han ei kunde skilles fra dem, skulde
|
| d.II,b.6,s.214 |
ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men
Taknemmeligheden den forblomm'ede Gud
bestandig turde vise . . O bestandig
i Memfis herske han blandt fromme Præster!
Folket.
Det ske! Det ske! Ja evig!
En Præst.
Saa og Isis
nu tog sit Bo i Buto og Bubastis
som Koen, og sig aabenbarte huld
ved hvereen Hytte. Melkestraalen blev
som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen.
Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris)
og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader,
i Mendes boer i Bukken. Amum blev
i Ammon-No til Vædren. Som blev Løven;
og Serapis blev Slangen; og Anubis
en Hund. Men alle Verdens Guder flagre
os over Hovderne, og svømme i
vor Flod og vore Damme, groe og gaae
paa vore Marker, boe i vore Templer
som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe,
Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat,
Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil.
7.
(Ved Nilbredden. En Kvinde med et Barn. En Krokodil.)
Kvinden.
Ah, ve! der ligger Guden. O mit Hjerte
er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud;
thi sligt et Øje har kun Tyfon selv,
saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak,
se der! se der! O værdiges at tage
mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste.
(kaster sit Barn til den)
|
| d.II,b.6,s.215 |
Den knasker . . o!
(skjuler sit Ansigt. Seer op igjen)
Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde,
jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde?
Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . .
O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd.
(En Præst kommer)
Se, Helligste, jeg gav til Guden hist
mit Barn!
Præsten.
Ja Ret, min fromme Kvinde! Har
du end et Barn; hvi giver du ei det?
Da dobles jo din Fryd.
Kvinden.
Jeg har ei flere.
Præsten.
Din Eneste? Det Offer herligt var.
Hvi dandser du da ei af Fryd?
Kvinden.
O jeg
er ikke glad.
Præsten.
Da er du ikke from.
Kvinden.
Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge:
o jeg er stolt; mit eneste Barn jeg gav
i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav.
8.
(Torv. Præster. Folk. Æsler.)
En Præst.
(griber en Rødhaaret)
Se, grib ham! Han er Tyfons.
|
| FORRIGE |