|
|
| d.II,b.6,s.162 |
HERSKENDE KASTER
1.
ADEL.
Mænd.
Vist Kongen er den Rigeste; ene rig,
og alle Andre Fattige.
Vist Kongen er den Frieste; ene fri,
og alle Andre Trælle.
Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik
han jo i Arveskat af vore Fædre.
Vi kunne da ei klage, thi som Trælle
vi fødtes jo? Men dog blandt Folket
Vi have meest tillaans af Kongens Naade.
Men dog blandt Folket, denne Ørken
af bøiede Nakker, vore Vi højest hæve.
Vi eje meest (og ere da de Bedste),
hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste;
ja, hvis Tilladelse er Frihed.
Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage!
Nu lad os være kun hans første Slaver!
Bør Vi da ei fra Folket atter tage?
til vore Trælle gjøre Folket? Ellers
jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder,
der trælle som i Ly bag Kongekaaben,
og klippe Stykker af den til at dække
vor egen Armodsbrøst med, vare lige
med Ham, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi
da vare Alle lige usle Trælle.
Nu! Folkets Nakker ere stærke, saa
de Kongens Trælle med for Os kan trælle.
Thi ville vi med det ene Øje true,
men med det andet, vendt mod Kongen, smile;
og med den halve Mund vi ville byde,
men med den anden smigre da og lyde.
Paa Folket ville vi os hævne, saa,
naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget
fra Øre til Øre gjennem hele Landet
|
| d.II,b.6,s.163 |
til Bondens Svinehyrde; naar Han griber
i vore Punge, saa skal Grebet gaae
fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs.
Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret,
vi løfte Svøber, som hans Slags Echo.
Og dette Chor skal døve Folkets Vid
og Sands, saa Nabo Nabo's Suk ei hører,
og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker.
Naar Kongen tvinger Folkene at bygge
omkring ham tyve Mure, ville Vi
det tvinge ogsaa Borge os at mure
paa Fjeldene som Ørnereder, og
paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen
tør øve blodig Dom paa hvem han vil
i hele Folket, saa vil Hver af os
nu tage Haands- og Hals-Ret over Alle,
hvis lave Hytter krybe under Borgen.
Naar Kongen tager vore Møer og Kvinder
saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge
blandt Folkets Hustroer og Døttre. Da
hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes
som givet af vor Naade til en Trøst.
Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene
skal svulme op mod Borgene, Vi ville
(som Kongen holder Hær, og føder den
med Landets Sved og Nabolandets Blod,)
Huusknegte holde, slaae en Landserund
om Borgene, og væbne Folket af,
og vænne det til nikkende at gaae
med senestærke Armepar ikors
bag Ploven, Aare ud og Aare ind,
paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens
Vi ville stedse staae i Vaaben, med
et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst,
det tør lidt tungere aande end isøvne.
Naar Kongen lyster Krig, blot for at finde
sin Frilles Favntag varmere ved Hjemkomsten,
Vi ville styre Blodets Strømme med
|
| d.II,b.6,s.164 |
Kommandostave. Og, naar Folket er
indbanket Troen om, at Adelsblod
(som rundet af Guds eget Hjerte)
er meer ætherisk end dets eget tykke,
saa synes selve Den, som misted Armen,
at saadant Saar er intet mod den Rift
vor Finger fik i Kampen.
Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst,
en Ring om Thronen, saa vi kue den
-- det er vor hemmelige Pagt -- da den
jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen
Vi sige, at Vi er hans Værn mod Folket)
og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer;
men udadvendt er Ringen imod Folket
-- det er vor aabenlyse Pagt -- saa vi
mod Folket ligne Klipperader, som
beskytte rige Dale -- engang Havbund --
mod Havets magtesløse Mukken.
Saa Vi afsondre os fra Folket,
der synker ned som Bærme, men Vi blive
den stærke Viin, og Kongen med hans Magt
vel svømmer over os, men kun som Skum.
Og Folkene kalde os med Buk og Bæven:
"Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster,
Dynaster, Optimater, Aristokrater,
Patricier, Lehnsherrerne og Adel."
2.
PRÆSTESKAB.
Mænd.
Vi vide, at den store Lærers Røst
ei hørtes udenfor hans Hule, hvor
Vi sadde ved hans Fod og lytted. Nu
er Hulen bleven Templer og de ydmyge
Disciple, som sig skulde sprede ud
blandt Folket for at lære hvad de hørte,
og træde saa, med Issen bar, tilbage,
er blevne infulerte Præstekaster.
|
| d.II,b.6,s.165 |
Som før Vi udenfore Mest'rens Hule,
i vore Templers Forhal Folkene knæle,
og vente, at vi Præster dog engang
udtrine ville for at lære dem
hvad Mesteren vor Redelighed betroede,
at vi igjen det skulde give Folket
ufalsknet, simpelt som han Selv det gav;
kort Hvad er Ret at gjøre og at lade,
for rolige at leve og med Dyd
at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter
Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen.
Men -- lad dem gabe udenfore evigt,
til Mundene blive Dumheds aabne Flab!
lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning
(den ufordøieligste Føde, som
udspyes og igjen til Drøv indhumpes)!
De ligne Fugle, snappende efter Luften,
mens vore Kroer bruse fulde ud!
Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm
af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt,
som Morild, der af Ilden kun har Skinnet
i Havets Nat.
Vi ville gjemme Hvad af Mest'rens Viisdom
vi os erindre inden denne Kreds,
og drive Enehandel dermed dyrt.
Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed
ved den Mysterier at kalde, og
indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer,
Vi pege da paa disse Hieroglyfer
med et Betydnings-Smiil, og give dem
da Optog, Sange, Dandse og Musik.
-- Se denne Skal kan Folket pille paa
til evig Tid! Og det vil evigt pille,
med Bæven skjøndt for at det Inderste
skal briste ud, og saa i Luften
vanhelliges eller svinde ind til Intet.
Thi Vi Isammensvorne skulle sværgende
belære selv graahaarede Jordens Børn,
|
| d.II,b.6,s.166 |
at dette Indre er det Allerhelligste,
hvis Liv de troe med deres Stirreblik
at skimte sig bevægende bag Teppet,
mens det kun vore egne Skygger er.
. . Vi skulle lære, at den indre Viisdom
er os af Himlens Aander foresjungen
Os, under Hemmeligheds Slør og fire Øjne,
af Verdnernes almægtige Gud fortalt:
at den er Aabenbaring.
Men dog, at denne Aabenbaring blev
os saa betroet (som et Lugte-Æg,
der vandrer rundt fra Næse og til Næse,
som Bedstemoders rare Traktement,
men ei maa aabnes) at vi skulle vogte
den for nysgjerrige, gudløse Blik;
men prente Folkene ind, at just dens Kraft
og Hellighed, som Trolddoms-Lægemidlets,
bestaaer i dens ukrænkte Hemmelighed:
at Vi, som eie denne Aabenbaring,
hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt,
som vogte den, derved alene hellige,
ukrænkelige ere og ufeilbare.
Vist vil hvert Folk da snart sig føie i
at lugte Hvad de ei maa see og smage.
Snart ville de sig nøie med at amme
en Tro i deres Hjerner, liig en vandig
uhyre Kaal, men luge Tanker op;
og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt
er Salighedens Kornmod i det lumre
og kjære Sommermørke over Hjerternes
nedbøjede Grøde.
Men Folkenes Underdanighed, den vi
som deres tause Tak betragte. Og
mon vel de ei bør takke Os, fordi
Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm
om deres Sjele, saa de see ei fuldt
den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae
den simple enfolds Sandheds lette Veie,
|
| d.II,b.6,s.167 |
med Friheds luftige Palmer mærkede,
til Ro (som er jo al den Lykke, Støvet
kan stræbe efter her) og Dyd (som er
jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet
kan stræbe efter her -- saa lærte Mestren)
da blev jo Trællen vor og Kongens Lige?
da bleve Alle Præster jo og Konger?
Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller,
er Sandhedskjernen liden, let at døie;
og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af,
vel mindre Tand end Huggetand naar Melken.
Ha, Vi, som mangen Mest'rens Lærdom glemte,
og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde
den gjemme evigt, har forglemt at tyde,
og knapt Kalenderen nu mægte stave,
Vi skulde fremstaae nu godvillige,
med Bluselsmine, til et Regnskab for
det dumme Folk, og sige: "vi har glemt,
og anden Hjælp ei vide end at bie
til atter Mestrens Lige fødes?" -- Ha!
Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale
(med Plante-Læge-Stjerne-Videnskab)
og sige: "Himlens Kraft i vor Haand er!
Nu troer, I Folk! Det er jo Underværker!"
Mon Vi, som ind i Mest'rens Hule traadte,
som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet,
nu skulde træde ned igjen blandt Mængden?
forene med de Svage os, naar Konger
selv skjælve for det Dække, som vi ryste?
os bøje med de Blinde under Aaget
vi see, fordi de ere vore Brødre?
Mon bedre ei at sammensværge os
med Herskerne, at dele Magten; ja,
belive den med Skin af Guddoms-Hellighed?
forgude Statens Stiftere som Kirkens?
forgude første Drot som første Præst?
Da Folkene -- hvis de engang mærke, at
den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken,
|
| d.II,b.6,s.168 |
og kuer dem fra Barnsbeen, er alene
et Skin mod deres egen stive Kraft, --
dog stedse Kroneskinnet skulle see
med Ærefrygt, ved Templets Bifald herliget.
Med Adelen Vi ville Konger skabe,
men ene (som i hemmeligt Fabrik
for falske Myntnere) Vi skabe Guder.
Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes?
og Templer over Kongeborgen?
og Tiender og Offre ydmygt bringes?
Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver
Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker,
hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde,
som frem de voxe! -- Nu, Vi Mestrens Gud,
som Phantasien lyster, ville dele
i tusind Andre, farvede efter Landene.
Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig
som Indiens Skove; og Ægyptens broget
som Nils Affødninger; og Persiens simpel
som Dag og Nat, paa ene Side lys
som Schirvans Rosendale, paa den anden
saa mørk som Kaukasus; Chaldæas, som
dets naftaflammende Dale, skræksomt luende;
liig taagestore Urals rimede Tinder
sig reise Skythiens Gudeformer; og
saa rigtbegudet bliver Afrens Himmel,
som Sumperne i Libyen beslangede;
saa iiskold, øde Eskimoens, som
hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled
af Drue-Øerne og hans Marmorklipper.
Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu
og Chiven; Zeruane-Akherene
i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur
i Odin og i Loke; Eloah
i Jehovah og Satan . .
i hveren Hjerne Disse atter ud
i tusind Mindre, indtil hveren Selv
|
| d.II,b.6,s.169 |
sig synes Verdens Mindste og afhængig
af Alle, og jo da den frygtsomste
og letteste at hæve op og tæmme.
Da blive Millioner Guders -- o
end ejer Stoffet Stjernehimlen og
Naturens Kræfter, flere Gude-Emner --
uhyre Drømmeskikkelser vor Hær,
der ligger rolig i sin Skyleir kun
saalænge Folket knæler ned med Offer.
Og foran Gudeleiren, hvor vi byde,
Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved
af Djævle fuldt, der gribe efter hver
en Dyd og Last, der hærder sig mod Os.
Saa være disse Djævle vore Bødler!
De skulle klore af og svide bort
hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser
trods Afgudsbilledernes tunge Trin.
Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma,
en Tyfon mod Osiris, Ahriman
mod Ormuzd, Satan imod Jehovah.
Men, som vi skjænke hveren Tro en Himmel,
saa skjænke vi den og et Helved malt
med Landets Farver. Sikkert da --
naar Himlen, fuld af vore Guder, over
hvert Hoved, Helved under Foden gaber,
af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt;
og dog ilive Folkene føle sig --
de skulle troe, at de imidten svæve
paa vore Bønners Aande, vore Hænder.
Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over:
"forbandet du!" Hvo tvivler, vil sig troe
fortabt og ude af hiin Ligevægt.
Men alle slige Trodsige forvises
til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene.
Saa vi belive Alt, som skrækker Folket,
som strækker Horn og Kløer gjennem
dets Dumheds Mulm, og gjøre det
meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting
|
| d.II,b.6,s.170 |
(saa troede Folkene, og vare da
som Børn imellem Gløder) syntes blot
som faste Gab, der slugte blot den Dristige,
som kom dem nær; men nu angribe de,
thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede.
Saa troe De nu, og ere da
som Børn imellem vingede, halsede Luer.
-- O føielige Folk, som altid gaae
et Skridt frem videre end vi flytte Foden!
Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt,
som Tusmørkringen rundt om Natten,
de gyde atter derom Skyer af Rædsel,
som Børn, der, skjøndt en Spøgelsesfortælling
i Nerven gyder Gysen, dog forøge
dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle . . .
Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi
henpege, vælge de til Gud den Drage,
som vælter sig for deres Fod i Dyndet!
Mon selv de da ei lære os at gjøre
Symbolerne til Guder? O, vi skulle
den gabende Lettroenhed nok made!
Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre,
og snapper efter Veiret i vor Bloddamp
de skulle troe, at slige Rædsler (som
naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn)
Beviis paa disse Guders Storhed ere,
der vandre om med Præsterne i Templet,
og ledes ned ved Præstehaand til Folket;
ei Opspind, ikke Præstebud alene.
Og disse slørbedækte Rædslers Skygge
vi male i vort Væsen og vor Dragt.
Vor mørke Pande er som Rædslen og
vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt
vi flytte frem som Stjernerne; ja, se,
som Himmelen vi farve vore Kaaber,
besprænge dem med Stjerner, hænge rundt
om Slæbet Bjelder (Sfæresangen) Dyr
(Allivet) Amuleter (Livets Kræfter).
|
| d.II,b.6,s.171 |
Infuler bære vi som hornede Maaner;
paa Brystet Solens Ring af Diamanter;
i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave,
som da betegne, at vi skue ind
i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter,
og ere Folkenes Hyrder. -- Se da her
en aandig Adels Purpur, Staal og Plade!
En aandig Adel, stærkere end den Anden,
da blive jo den store Mesters Lærlinge?
Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler,
som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen
vidtover bøiede Nakkers stille Hav:
Vi Stormen jo beherske, som kan male
det ned i Kongegrave-Hvirvler, røre
det i Schafot-Skyhoser over Thronen;
og Strømmen, som det driver, styre Vi.
Hvis Kongerne paa sine Throner
hiint Ocean vil dybt beseile, de
til os med Bøn maa skatte, som en Skipper
paa Stranden knæler ned for Stormen, og
paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen.
Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske,
Vi ville liste os krumbøiede
paa Pilgrimsgange op til Herredømmet.
Og ingen ahner, at et Scepter er
i høire Haand hos Den, som med den Venstre
sin Ryg hudfletter.
Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel,
som Folket troer oprunden af Guds Hjerne;
og Dommersæderne og Talerstole
dens Borge ere over Folket. Templer
er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare
en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud.
Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle
er' stedse færdige Bødler. Skjebne- og
Guds-Domme er vor Lovbog (saa vi faae
til Retfærds Vægtstang egen Villie). Og
de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme,
|
| d.II,b.6,s.172 |
som sendes fra Oraklets sorte Kamre.
Vor Stats Skat Offer er og Tiende.
Den Lydighed, vi fordre, Overtro.
I Meroe ved Nil vi ville vise
først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart
i Ganges, Tanais, Phrat og Jordens Floder
sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele
som Brahminer og Schamaner, Talapoiner,
som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser,
Leviter, Aruspexer og som Præster.
Røst fra Folkene.
Da Faderherredømmets Birkeriis,
da Faderpræstedømmets Hyrdestav
udblomstrede i Kroner og Tiarer:
da, liig brolagte Stene, alle Hovder
indunder Thronerne og Altre lagdes.
Nu reise sig da Nogle, sigende:
"i Os er Guld"; og Andre reise sig,
og løfte Thronerne paa deres Skuldre,
og sige: "der er Jern i Os og Kobber";
mens Andre reise sig og sige: "se
i Os er Lys, Demanter vore Sjele!"
Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie
maae blive liggende at trædes paa.
Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa
vort eget Armepar ei vogte? Ha,
Vi tør ei med de tusind Munde knye?
Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke.
Os Konger skatte nu med Ørnekløer;
og, under disse, røve os de Mægtige,
de Taarnefalke; Præsterne os tiende,
som sorte Krager snigende sig ind
i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler;
ei dynger sig vor Løn; utalte flyde
i Jordens Furer vore Svededraaber.
I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder.
|
| d.II,b.6,s.173 |
Den Armes Klage er kun Spindelvæv;
isønder trykkes han, som Spindlen, naar
den kryber fra sin Krog.
Vel, lad os dog de Store efterligne!
Hvi skulle vi da Alles Mindste være?
Vi ville støde ud de Armeste
til Evigtids Foragt i skidne Kaster;
paa dem Vi træde, som paa os de Andre!
O bedre dog, i liden Telteklynge
at leve under haarde Fader-Riis,
skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn,
end, til eet Verdensfolk isammensmeltede,
dog være kun een Flok Ulykkesbrødre!
Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse
paa Broders Aasyn, Millioner Brødres?
Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred
Satraper der, hvis veke Muskler knapt
i Elskovslegen kunne holde Frillen,
om urørt, frisk fra Faderens Dal de hende
ved Trælle lode hente? Disse Hundred?
Ha, eller Millionerne, hvis Arme
er' hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter
er lige sultne Gab, hvis Fingre ere
af Harven hærdede til Harvetænder,
hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder?
Men se, der sortne de paa Sletten ned
med lange Spyd -- hvad Glimt af vore Knive?
af dem vi skjære Brød til vore Børn med? --
med seglbesatte Vogne, lige Skyer
med Stjerner rundt, med Taarne-Elefanter,
hvis Raseri er Herrens Tapperhed,
hvis Snabler er Tyrannens strakte Arme!
. . De ægge dem fremover vore Hovder . .
Ak, kunne vore Øg mod disse stampe?
Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv
en sløv og latterligen udrakt Tunge.
Mon Borge ned med Pleiler tærskes kunne?
O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk!
|
| d.II,b.6,s.174 |
Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen
(thi sukker enkelt Mund da lee de blot,
og lade Bødler slide Tungen ud,
og sætte saa den Stumme, Blodige
i Gabestokken foran Borgeport):
da ruller frem Tyrannernes unge Æt,
krigsmodig før den arver Fædres Laster
med Borgene, i blanke Rytterrækker
bag Bueskytteraderne, de hverve
af vores Udskud; og de tvinge flux,
mens deres Trælle brænde vore Hytter,
de staalbepandsrede Hingste til at vade
i vore Kvinders Blod; og, naar de tøire
de svedte Heste, vide de ei om
det Hvide rundt om Boverne er Skum
-- o eller vore Børns Hjernemarv.
. . O ve almægtige Kjærlighed, du er,
endskjøndt vor eneste Fryd, vor største Svaghed!
Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage
Forbrydere vi mod deres Menneskeadel?
Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe
paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle,
som Oxerne i Stalden, for de Stolte!
De sælge vore Børn som Kalve, og
som Stude gilde de og slagte dem.
Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux
til Leegplads vælges vore Agre; og,
naar Strid dem lyster, jage de os frem
imellem sig, og række af vort Blod
op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer!
Saa blæse fælles Klage Millioner
isammen, retsom Hvirvelvinden Ax.
Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage
da synes tusinddobblet jo af Echo?
Men største Jammer er: vi vide ei
hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres;
om, naar vi disse bitre Sorger smage,
|
| d.II,b.6,s.175 |
vort Ophav skal forbandes elles takkes.
Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig,
i Templerne den læres dog som Dyd,
og Præsten fylder Himlen med Despoter.
-- Ja, om vi knæle end, og øse i
hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn
i Ilden, faae vi dog til Løn alene
(saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae)
en skræksom Ahnelse, at vore Lænker
igjennem Graven løbe, at de smedes
paany i Helveder, ja selv maaskee
tilbage slæbe os til Jordens Ve!
Røst fra Folkene.
Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge,
du Jord, som avled os -- ak nu vor Stedmo'r!
Vi, trætte af at trælle uden Løn,
Vi, kjede af at svede og at bløde
for nogle Faa af vore Brødres Lyst,
Vi lægge Agrene, af Fædres Sved
bedugg'de, da de dem fra Skoven vandt,
igjen tilbage til de Stores Valplads,
til Dyrehaver, til Leilændingsgods,
til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet
nu glade ved at være slupne ud
af Jordens blodige Gab. Vi ville da
ved Jordens store Floder sætte os
i Stæder sammen, vælge selv hvad Scepter
skal reise over vore Arner sig;
dog saa at Alle derom Fingre snoe.
Saa aabner eder først, I Hellas's Fjorde,
der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed,
som Mennesk'hedens Tilflugt -- o for Fristater!
Saa bærer os, I Joniens Øer,
du sønderplukte Rosenkrands -- o vi
dens Knopper samle, knytte atter sammen!
Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt
|
| d.II,b.6,s.176 |
fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter,
ei under vore Handelsstæder synker!
Misund os, Jord, ei dine mavre Rev!
misund os ei at pløie golde Hav!
Snart skulle vore frie Stater yngle
om Strandene et frie Staters Forbund;
og vore Handelsstæder Plantestæder,
der græde ei, om end af Jorden de
forstødtes ned til Havet. Snart da skal
det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke,
og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet.
Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde
Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske,
ved List vi amme Sløvhed op iblandt
de trællebundne Folk (blot hyppe den;
thi den har alt som Snerregræs dem omspændt)
og hos Tyrannerne Forfængelighed
(blot deres Stolthed kruse lidt og folde).
Vi ville kostbart Legetøi opfinde,
tillokke, snyde Narrene, belee dem,
Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur
som Lokkemad og Krambodmærke. Se,
vi stikke under Schythens Næse Kryder
fra Indien, og smøre Celtens Læbe
med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som
er Melken, ham Naturen har bestemt,
for Gothen vammel mod sinesisk Urt.
Vi ville bringe vore Bramseil fyldte
med Sydens Vellugt til de kolde Strande;
indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse
er under deres Sol nødvendigt Smykke.
Men medens Jordens Skatte strømme saa
igjennem vore Handelsstæder, skyller
en Rigdom op sig under Borgernes
klæbrige Hænder. Og vi binde da
med gyldne Lænker Folkene til os;
men deres Sukke standse ved vor Muur,
|
| d.II,b.6,s.177 |
hvorinden og paa Havets store Torv
vor Frihed vi i Eenrum ville nyde,
mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde.
Røst.
Ha, ha -- I som vil bore Eders Fristater,
som Medædere indi Dynastierne,
jer Frihed i det lille Indelukke
vil være liig ubændig Tyr i Tjor.
Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber
indunder med; hvis ei, er eders Guldstykker
en Sæd, hvorfremaf Herskere ville spire.
I hade Kongenavn; men blandt Suffeter,
Senat, Consuler og Archonter,
Eforerne, Patricierne, Dommerne,
et Scepter-Neb sig reiser vel i Tiden;
hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver
en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult,
til høit nok, for at strække Halsen ud,
og klappe ud med Vingerne, han var
paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk
og smekkerformet er ei Eders Frihed;
thi Vindesyge er dens Bug og Tænder;
og da, naar den er bleven næsten mæt,
Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op,
og Sceptre hæve sig. Mon yngles da
den gamle Yngel ei, som I vil flye?
Hvor langt mon kom I ved at gaae iring?
Røst.
I ville flye fra Jorden? Kunne I
fra Himlen flye vel eller Helvede?
De gabe over, under hvert et Skridt.
Vi Præster maae da følge, forat lede,
som Aruspexer, Disse sikre frem.
I kunne flye Tyrannerne; thi kun
|
| d.II,b.6,s.178 |
i eders Kapper hæfte Disses Sceptre.
Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-Hage
er haget ind i Eders Hjerter. Se,
Comitiens Bevægelser er kun
Augurens Aandes Hvift! Lad Rigdom da
og Lediggang en Adel føde, og
udruste denne mod Jer Frihed; eller
lad hver en Stodder holde sig for Konge,
og troe, naar han sin Stemme giver hæst,
Stikpengene, hans krumme Næve holder,
er billig Skat kun til hans Myndighed!
Det er os ligegyldigt (ja desbedre,
saa blive vi alene Adel) thi
vor Bisag er jo Kampen imod Frihed.
De gjerne leve maae som bedst de synes,
og have Sandsernes og Legems Frihed.
Vor Hovedsag er Kamp imod
den Aandens Friheds Sjel mod Sandhed selv.
|
| BLA BAKOVER |