|
|
d.II,b.6,s.143 |
LYSBRUD I MØRKET. GULDALDREN
Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen;
saa sprang en Yngling frem og tynte Panthren;
sig reiste Manden saa, og fældte Løven.
Og Manden hersked over Kvinden og
de treti Sønners Telt. Saa tvang hans Styrke,
der rørte tredsindstyve snoede Arme,
og aanded treti Pile ud paaeengang,
de Svage til for deres Liv at trælle.
Saa blev Han Slægtens Første, da han reiste
et Fædreherredømme; derpaa drog han,
som hele Folkets Konge, ud, og tvang
de andre Jordens Folk, da med sit Folk
(paa begge Sider udbredt lige Vinger,
mens han, som Hjertet bankede dem frem,
og Kronen var et funklende Ørneøje)
han omfløi Jorden, til han dalte paa
den sidste Hytte, der i Syden er
-- som trukken op af Solen -- klinet liig
et Fuglerede, op paa Stylter. Men
saa svang han sig med Hærens Fløivinger,
som Jordens Midte brede, over Jordens Midte,
og skjød i spidsede Falange
Neb,
liig Nordlysgrene, Hæren saa udover
Iismarkerne i Nord og satte sig
(som trætte Falk, hvis Mod er længere
end Vingerne og Luften, hvor den aander)
paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt
i Mulmet rager op og synes liig
en liden blaagraa Sop.
Saa blev den sidste Pande jevnet da
indunder Mandens Stav; og alle Nakker
(den ranke Baktrers og Jakutens lave)
laa bøjede over Jorden jevnt som Bølger;
og Mandens Herskerbud fløi over let
som Vinden med de sorte Hvirvel
Fodspor.
Saa løfted Barnet Arm og Yngling Bue
|
d.II,b.6,s.144 |
og Manden Kjølle og tilsidst et Scepter,
da fleer og flere Undertvungnes Hyldest
hans Kjølles Buler slikked' bort, og gjorde
den til en rank og blank Befalingsstav. --
Først laante Barnet kun sit Vuggerum;
sig dyrked saa en Yngling op en Ager,
og fæstetog den af sin Fader; saa
sin Kvindes og sin Stammes Ager ejed
da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved;
saa tog han ved sin Styrke Folkets Land;
hans Ager slugte alle Folkets Agre;
og saa blev hele Jorden til hans Ager,
med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde.
Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky,
der mørkned Jorden! og den Jordens Rigdom,
han ikke tog, men lod de Andre laane,
blev som hans Krones Affald. Med sit Spiir
Han maalte Jorden af i Riger, lige
tykbugede Elefanter liggende
med barske Blik og Snabler mod hinanden.
Se Hindostan og China og Ægypten!
Se Babylon og Medien og Baktrien,
Assyrien, Arabien og Persis
og Lydien og Skythien og Libyen
og Æthiopien, de Sortes Rige!
Og Manden i sin Krones Ring indstevnte
og maalte Folkene og mærkte dem
med Bannere og bandt dem rundt om Throner
som bedst det lysted: ei som forhen, da,
liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven
og fængslede bag Bjergene sig Selv,
som vare disse Jordens sidste Grændser.
Men Manden paa sin Skulder flyttede
Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel,
og traadte jordomskyllende Ocean
med Foden længer bort.
|
d.II,b.6,s.145 |
Først laae et Barn i Moders Hætte; saa
sig fletted Ynglingen en Hytte; saa
udspændte Manden Teltet over sit
og sine Kvinders Hoveder paa Sletten.
Hans Trælle byggede da op hans Huus;
hans Hær det løfted som et Taarn opover
hans Folkes Arner, saa det raged høit
opover lave, hvide Telte, ligt
en Ørnenakke over slagne Duer.
Han bød da Alle samle sig omkring ham,
og bygge Huse rundt hans Borg, og kun
hans Fiender paa Flugten imod Nord
og Syd i Ørknen under Teltet hvilte.
Saa reiste han en Borg i hver en Stad,
som Husenes Konge og som Stadens Horn;
han Porte satte; Mure slog han rundt
som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet,
som Stadens blinkende Øine over Sletten.
Da reiste Babylon sig over Sumpen,
i Frat med Marmorfoden trædende,
med Sale, lige Himle, under Himlen.
Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn!
Og stolte Ganges er som Elfentand
omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan
om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og
nu maa fortælle, liig en nys udsluppen
og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie
med hvad han nød og saae i Kongens Hal;
dog fører Floden med sig ud til Havet
(den Bølgepøbel) Alabastersøiler,
og Guldkarnisser, som sank i den ned
fra Delhis og fra Agras Overflod.
Se, Maanen hviler sig paa Sardes' Tage!
Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte
paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis,
et blankpoleret Kaukasus af Marmor!
Syvarmede Ekbatana og Baalbek,
den Ørknens hvide Dugchrystal,
|
d.II,b.6,s.146 |
og Skythiens Asgaard, liig et Ural af
den graa Granit til Tanais Sletter tryllet!
Som Peking, Stæders Hoved imod Øst,
først lettende paa Kupler Morgenrøden
er Memfis Stædernes hundredringede Hale,
der, bugtende fra ene Nilbred, dukker
sig under, men i store Hvirvler snoer
sig paa den anden Bredde op, som for
at række og at slynge rundt sig om
den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa
Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa
med hundred Munde gaber.
Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet,
der Straffe skrev med svulne Vredesaarer,
og Mildhed kun ved bløde Slag dikterte,
for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens,
og saa blev Manden hele Folkets Lov.
Men da i Folket Manden blev som Hoved,
og hele Folket blev som til een Mand,
med Mures Muskler, Marmorstæders Knokler:
blev Manden, da sit Folk han løfted som
Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov.
Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang;
og, som han dermed Land og Grændser maalte,
saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret
blev Krigens Sværds og Fredens Alens Mønster.
De Tappreste til dem at tvinge, som
den vise Orden, Mandens Vilje, trodsed,
hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden,
som de med Blodet vunde og forsvarte,
idet med blodige Hjelme de den dækte
og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted.
Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste
sig da som Folkenes Aasyn og som Arme,
der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte!
De andre vare kun som Folkets Mave,
og Agrens Furer bleve Landets Indvolde,
|
d.II,b.6,s.147 |
foragtede, dog overladte til
i Ro at være Folkets Rigdoms Kilder.
Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster;
da Smedjen klang, og Meiselen blev liig
en Skabers Tordenkile. Ved sin Kvinde
da lærte Manden Jordens Kvinder Spolen
at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet
af Livsensaanden -- den i Alting Aandende --
udspindes og de røde Kinder væves,
og Jorden til en Veddekamp at tvinge
i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder
de saae, naar Maisen bøjede sig gylden.
Hør, da sang de Alle
om Isis, Ceres, Frigga og Athene!
Saa Manden Jorden tog, for den at dele
med Scepteret i Ejendomme ud;
og Magten tog han over Jorden, for
med Dommersværdet Ret til Hver at skifte.
Den, som i Sumpen Dragen søndersled,
og kasted Korn for Slangeæg i Dalen,
fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule,
opreiste Konger over Landene
og Herrer over Stæderne, og Dommere
til Konger gjorde han paa Torvene,
men Alle fast til Guders Love bandt han.
Naar Tyven greb i Mørket, greb han over
det skarpe Dommersværd, og Morderdolken
paa Retfærds Skjoldhvælv brast ihvorsomhelst
han stak, og sprang tilbage i hans Bryst.
Selv Skoven delte han; hver Vaand fik Ejer.
Sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned
de fjerne Bølger. Alt blev Ejendom,
og løb ei længer mærkeløst i Chaos.
Som Brødres Huus de store Stæder bleve;
og Landeveje, liig Kanaler, hvor
de rige Dromedarer seiled og
|
d.II,b.6,s.148 |
Kanaler, fulde Skibes Landeveje,
imellem Stæderne blev liig de Stier,
der gaae fra Nabohuus til Nabohuus,
saa sikkre, at i Midjenat de vandres.
Som Naboer, der til hverandre løbe,
for Brød og Ild og Vand at laane, da
sig hented Kolchis fra Ægypten Korn,
Ægypten Guld fra Æthiopien,
fra Thracen hentede Phønizen Viin,
og Baktren drog til Sidon efter Purpur.
Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal,
hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem
Chrystallet seer han alle Elementer
derudenfore trælle for hans Lyst.
Han flyver over Jorden liig en Tanke;
dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn
han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen;
han farer over Bølgen paa sit Seil;
ham Elefanten bærer, mens han sover;
han ligger rolig, medens Jorden maa
forbi hans tankefulde Øine løbe.
Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer
fra Ulven, Kvinden sin ei fra Pisangen,
Ei hule Løvehoved sidder længer
til Skrækkebillede paa Mandens Isse;
men Sølv
og Staal
Hjelm, Stjerner lige, Krone,
liig Solen og Turban som Morgenskyer.
Dem hyller Purpur nu og Silke, saa
selv Oldingen er livlig Sommer liig.
De see hinandens Aasyn kun, som Solens,
til Tegn, at kun de skulle hos hinanden
det Aandige søge. Derfor sig forelsker
nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før,
da Dyr de ligned, Lænd i Lænd.
Se, Jagten, Mandens strenge Haandværk,
mens Kvinden efter Jordens Rødder roded,
er bleven til en Leeg! Med Pragt han skjuler,
|
d.II,b.6,s.149 |
at han en Dag de Funker lader gløde
af Myrdelyst, han har i Aaren. Hunden
maa snuse foran ham, istedetfor
han spored selv tilforn indunder Løvet,
og løb med aabnet Næseboer mod Vinden;
istedetfor hans vilde Opjagsskrig
maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn
fortælle Echo, at den store Herre
betvang en Hare. Og, se her! se her
et Folkenes Krigstog nu! Fra Baktrien
en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom;
og Indien, lige byttelystent, sender
en endeløs Række over Fjeldene.
Ægyptens og Chaldæas lange Rader
fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord
tverkrydse; Rækkens Hoved bugter sig
igjennem Thibet, medens endnu Halen
ved Eufrat rører sine Krumninger.
Men fromme Dromedarer er for Hingste,
og Uld og Silke er det Kamptogs Røg,
og Elfenbeen er Kampens blanke Sværd,
og Kryderduft er for de Slagnes Suk,
og Guld, med Retfærdsvægtskaal
Stempel paa,
og Purpur er i denne Kamp for Blod:
i denne Kamp, hvor begge Parter vende
som Sejerherrer hjem: i Handelsstrid,
hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner,
der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets
og Flidens Seier over Nøden. Se,
i denne Kamp, hvis Valplads er et Marked,
hvis Hære Karavaner, midti Ørknen
liig vandrende Byer,
maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire!
Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv;
ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet;
men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed
kun voxe lidende, som døde Steen,
kun ved Opdyngning og Hensmuldren.
|
d.II,b.6,s.150 |
Dog, om de voxede, som hos de Folk
vi kalde Vilde og Barbarer, til
uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe
hvert Hjerte overgroede tykt, dog mægted
de ei at værne sig mod Snillets Flid,
saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng
og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller
dens Fure, naar den løber, klemme sammen.
Saa skjære Plantestæder ind sig i
Barbarens Lande, og de Vildes Hytter
med Skam sig trække ind i Skovene.
De see med Blusel sig imellem Dyrene
og disse Fremmede; og Sønnen elsker
ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte
af Sviin og Ulv. Som Skovens Papagojer
de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne,
til høit de hæve sig som de paa Jorden.
Saa maalte Manden Jorden som en Stad,
og Staden som et Huses Kammer, saa
ei Bævren eller Bien spotted mere.
Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han
et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus
og Kammer delte han imellem Brødre.
Og Kongerne kaldte Manden deres Fader,
og Krigerne kaldte Manden deres Høvding;
og Præsterne kaldte Manden Solens Søn
(thi Hjerterne oplyste han ved Love,
med Vinter
Strenghed og med Sommer
Mildhed;
dog skinned Retfærd gjennem Strengheden,
som Vintersolens lunkne Blik i Skyen)
og Folket kaldte Manden deres Gud;
og alle Tunger med forskjellig Tone
ham hylded. Saa langs Nilen klang "Osiris",
ved Ganges "Crishen", "Fohi" lød i China,
|
d.II,b.6,s.151 |
ved Tigris "Belus", og i Schythien "Odin",
hos Celterne "Tuisto", og i Hellas
"Dionysos" "Herakles" "Zeus" "Saturnus".
Først drømte Barnet kun om Moderbryst;
i Moderskjødet fandt det da sin Jord,
i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane.
Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet
i Livets Bølgegang og Brusen -- ha,
"Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog?
Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?"
Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv.
Saa Manden stirred til hans Blik blev graat,
paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked
de Dødelige saa, og ind han hylled
sit Hoved, at det ei af Tanker brast.
Hans Sjel med Offerrøgen steg og dalte.
Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen,
omfatte let som Skyer hver en Stjerne,
og see med Solen ned paa Alting; men
med Asken sank de ned igjen.
Han vidste ikke, hvi han ofred hvad
han fra sin Hunger tog; dog dreves han
til Alteret. Han kjendte ei sin Herre,
dog vidste han sig Træl, sig bunden følte.
"Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen?
og hungrer, mættes Skyen? Ve, se Tordnen
sit eget Offer splittrer! kold gaaer Skyen
sit eget Altar over, ligegyldig
sin viede Ild den slukker!"
Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte,
og saae sin Aand -- og nu hans Rynker kroged
sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave,
der maale Dybet, finde Himlens Midte.
Da saae i Verden han et udstrakt Legem;
|
d.II,b.6,s.152 |
i Stjerneraderne varme Livsensaarer,
saa Solene vare Pulse, Stjernerne
de Aarer, som tilbageførte Blodet,
som i hans eget Bryst: i Bladets Rasl,
i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald
Allivsens Aandedrag han hørte;
ham Dyreverdnen var det Legems Nerver,
det ranke Menneske Rygradens Marv,
opstablet imod Hjernen, som da var
de skjønne Skabninger i andre Verdner.
Da saae med Sjelens Øje han et Hjerte
-- o som en tusinddobbelt Sol imidten! --
hvis Æther strømmed gjennem hele Livet,
(gjør Løven brændende og rødner Rosen)
saa Liv og Død er kun dets fremad
og
tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han
med Sjelens Fjernsyn, Ahnelsen, en Aand,
Altrørende, al Aarsags Aarsag,
som giver Formen Hensigt og Betydning,
hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa
jo visere en Sjel er, destomere
til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen.
Og Mandens Læbe helligedes, da først
den nævned: "Gud" -- den Ene -- Gud.
Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste
i Vandene) af hvert et Hjerte hæved
en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet,
som Jorden, da den graaned først af Havet.
Og Folkene knuste Altrene, som vare
en Form for deres forne dunkle Angst,
og, knælende i Støv, med blottet Bryst,
Ægypten raabte: "Kneph", Hinduen "Akhar",
og Persen "Zeruane
Akherene",
Chinesen "Changti", Siamesen "Fta",
den Sorte "Numbo" og Iisboen "Kutka",
Malajen "Sommonakodom", og Gothen
"Alfaudur", og Hebræen "Eloah".
|
d.II,b.6,s.153 |
-- Og Manden førte op de Viseste
til Fjeldene, og lærte dem at sanke
ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte
Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed.
Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker
i Tavler male ind med hellige Tegn.
Et Æg Alskaberen da viste, som
i sig indslutter Alt. En sløret Kvinde
betegned Guds ugranskelige Viisdom.
En Mand, med Solen i sin Pande malt
og Stjerner funklende paa alle Lemmer,
men endende i Dyrelab betød
Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol
til Krybet aabenbarende som Almagt.
En malet Slange som i Svælgets Dyb
sin Hales sidste Stjerne slugte, viste
den Evige, i hvem Allivet bølger
(de vide Sfærers Bugnehvælv af Liv
liig Slangens Bugter); og et Barn der sad
med sammenbundne Fødder bøjet paa
et Blad, der vipped midtpaa Oceanet,
dem viste Gud den Hellige, der røres ei,
og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei
ved Verdners Undergang, om Himlen end
blev til et svullent Hav af mørke Suk,
og Jorden lysned op som Solen af
det Blods Udgydelse, Han skabte.
Et Barn, der sidder paa et Sneglehoved,
betegned dem Guds Forsyns sære Gange,
hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber
og samler alle i eet Punkt tilsidst:
i Salighedens og Erkjendelsens;
og se, en Tornebusk i Brand, med Flammer
til Blade, men dog ei fortæret, viste
dem Guds Retfærdighed, der straffer uden
dog selv at røres af sin Vrede.
Den Tid i Menneskehedens Liv, da først
Fornuftens Øje som en Vemodstaare
|
d.II,b.6,s.154 |
opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen
paa Livets Slette, hvorpaa Aarene
som sorte Valpladsstøtter rage frem med
Erfaringens Paaskrift -- den Tid herudenfor
dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede,
som blinde Øgler rundt en duftløs Rose,
de tusinde Uvidenheds Affødninger
om Uskylden, og gjorde denne værdløs:
. . den Kamp den gik imøde, med sit Blik
alene rustet, mod Vildfarelsers
og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm,
og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage,
Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed,
sig væltende som raadden Damp i Kjødet --
den Tid i Menneskets Liv, da første
"Hvorfor?" sig reiser som en dugget Torn
i Barnehjertets Rose -- denne Tid
afmalte Manden som et herligt Træ
omspundet af en Slange. Og han lærte,
at hver af Træets blanke Frugter var
en Indsigt, og, at Slangens Farveskin
var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver;
at Slangen først har Menneskene lært
at spise af dets Frugter, i hvis Sødme
sin egen Gift den blander. Thi da Smerter
Uvidenheden greb iblinde, og
da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften
frem første Øjeglimt; men stedse
formørkes det af vaagne Lysters Jubel,
af Smertesuk, saa hvert dens Glimt er ligt
en Sol bag drivende Skyer.
Da Tanken "Gud" var evig malt af Manden,
han malte Himlen i sin Hules Hvælving,
gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte
dem i sit stirrende Øje, samled dem
i Klynger og Figurer; og han maalte
det endeløse Rum da med sin Stav,
og satte Jordens Plads i Verdens Buer,
|
d.II,b.6,s.155 |
og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt.
Saa vogted Sirius jo, som Hunden trofast,
Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen
opsvulmed som et Moderskjød og vilde
fortrænge Jorden bort til begge Sider,
saaat dens brede Voverad blev liig
den Kvindes Veer, der sit Teppe splitter
af smertefulde Fryd (som om hun vilde føde
saamange Børn som Skjødet skyder Bølger)
og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne
er Skibenes sikre Roer og Styrmands
Øje:
saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve
som blege Skygger Jordens Skibe efter!
Og efter Stjernens Baner skyder Ploven
i Muldens sorte Nat sin Bane hen.
Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!)
som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner
til Fakler, hvormed ind i Himlens
det Helligste og gjennem Gravens Dybeste
de lyste sig. Thi sig af Hine reiste
da Nogle op og sagde: "Mester, du
har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt:
Se, vi i vore speided men da aabned
sig blot den vide Tomhed!" Manden da
med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte
med Legemets Øje finde Hvad de ei
med Sjelens Øje mægted at opdage.
Han lærte dem med Sjelens Øje see
igjennem Legemets Øje atter gjennem
de aabne Stjerneøjne, der beskue
Guds Storhed.
Saa malte Manden da paa Templets Vægge
Kalenderen; og af den malte Tanke "Gud"
fremkom, som Slangen der af liden Klump
udskyder endeløse Ringe, atter
en Viisdomslære, gjemt i Hieroglyfer,
om Sundhed, Velfærd og om Frihed,
om Dyd og Last (de Sandheds og
|
d.II,b.6,s.156 |
Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet
tvemasket) og om Tro og om Udødelighed.
Da Talens lette Vind han formed i
Bogstaver evig; Manden skrev da Vedam
og Yking, Zendavesta og de ti Bud.
Han satte deri Hjertet Lov og Ret,
som Kongen satte den for Haanden; og
han maalte Bueløbet af for Tanken,
som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom
med Kræfterne udrusted; og for Haabet
han maalte Pusterummet og dets Svingning;
og udenfore Tankers tætte Verdners
og Haabets lette Aandekredses Buer
han viste det Uvisses Chaos (som
sig ei til Tankeverdner end har samlet)
ligt Taagestjerner, og deruden om
igjen da Vidløshedens Tomme, indtil,
naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab
en Verdensviisdom bliver.
-- Saa lærte Manden Mennesket at male
dets Tanker af i Tale og i Digt,
og lærte det, i Tegn og Skrift og Farver,
at give Talen evig Lyd.
Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel,
saa gav han Følelsen i Fløiten og
i Plekteren dens Tunge; og han lærte
at gjøre Jublen tryllende i Fløiten
og i dens Vildhed nøgen
skjøn paa Cymblen,
og Jammeren melodisk
sød
(saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn
fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk,
dog regelmæssigt) ved at sende gjennem
Citharen Klagesukket.
-- Saa lærte Manden sine Sønner da:
den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster,
og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi
nu Disses Kundskab voxte fra en Nød
til Verdners Størrelse, hvor midti laae,
|
d.II,b.6,s.157 |
som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv
og Gud -- fordi de lærte Mandens Viisdom,
at maale Jordens Vei og Stjernens Flugt,
og kjendte Livets skjulte Kræfter,
(saa Syge knælede paa deres Vei,
og Halte de bød gaae og Blinde see,
i Ilden gik, og aade Slangens Gift)
samt kjendte Gravens Haabs Udtydning
(den Regnbu
Bro imellem Tilværelsens Dyb
og Bestemmelsens Høide) og saaledes
forstod at kige fra det ene Liv
og til det andet gjennem Graven som
om den et Seerør var, saa kaldte Folkene
dem "Hellige", og "Vise" og "Profeter".
Men Manden, som af disse kaldtes Fader
(Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem)
af Menneskene blev nævnet da "den Helligste",
"al Jordens Viisdoms Ophav." Hør, da lød
hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst;
som "Hermes, Mimer, Zerdusch, Jo og La,
og Buddha, Menu og Confutse, Moses."
Akadiel.
Denne Alder Mennesket kalder Guldets Alder.
Ve! snart den falder
i Offerblod ved Altrets Fod.
Ve! Slavers tunge Aandepust
med Ir den dækker snart og Rust.
Snart skal den, fuld af Kobberofferknive
og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive.
Tyranners Jernsceptre saa ville rage
frem af Jernaldrens tunge Dage,
hvor Kronerne ere det eneste Guld.
Thi Kronebærerne -- o sløve Menneskeaand,
som selv sig slutter i Slavebaand,
for engang, naar Lænkerne groe for dybt,
saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket,
|
d.II,b.6,s.158 |
vanvoxen, vanvittig i Throne-Lukket! --
iblandt Millioner er ene fri.
Af Kvinde fød,
Han gjør sig til Gud i Muld,
behersker sin Broders Liv og Død,
ja Tankefostre i Hjertets Skjød,
halvfødte Suk og Tusinders Smiil han former
alt eftersom hans eget om Læben sig ormer;
sin Kaabe med Blod han forgylder,
og Slavernes Masse knæler og hylder,
slikkende Broderblodet af
hans Kaabe og hans Kongestav.
Som Præsten kalker af Folkets Hjerner
op Altre og atter med kilden Skræk
for Tempelvægges dunkle Træk,
for Trolddoms
Kviste og Afguds
Stjerner
opfylder Hjernernes tomme Skaller:
saa Kongerne Folkets Nakker binde
isammen, og deraf -- hvert Folk et Bundt --
de Throner bygge paa Jorden rundt.
Snart kneise tusind (og hver et Minde
er over en Frihed) i gyldne Haller.
Friheden er i Tyranners Magt.
-- Abiriel! hvor er din Styrke forlagt?
Deler du døsig Lastdyrets Ro?
ønsker du kun som Kaalen at gro?
fryder dig fro at du tør
aande og sole dig dog som før?
Sandheden er til Bedraget forraadt!
-- Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat!
Dit Legem er krumt i Despoters Lænke.
Din Aand i sløv Uvidenhed skal
stirre sig dum paa Tempelhal?
befales at troe?
forbydes at tænke?
|
d.II,b.6,s.159 |
indvendig fortæres af Laster,
mens udvendig Aag om dig Herskeren kaster?
Ve! Konger og Præster isammensvorne!
Frihed og Sandhed forlorne!
Stirr da, ulykkelige Menneskehed,
i flygtende Aarhundreders rygende Fjed!
stirr over dampende Vale,
gjennem rygende Tempelers Haller,
over sjunkne Throner,
gjennem brustne Kroner,
over Aarhundreder, høinende over
sovende Slaver
Lænker og Been, Monumenter og Grave,
gjennem Sekuler, der sig rugende holde
liig sorte Volde,
liig Borge faste
om nye Vildfarelser, gamle Laster!
Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved (første Aar,
det reiser rødmende fra Jordans Kyst)
idet det stiger over Dynger af
Aarhundrede
Brødrenes Liig,
saa ned de synke, og evig bort,
som Støv af Grav,
den fule Stank af Trældoms Lyster
ryger sort!
Da, støvklædte Himmelske, er
eders værste Jammer sin Ende nær.
Den eneste Gud erindres igjen
fra Himmelen,
og Aandeverdenens Lov, henblegnet,
paany i Hjerterne vorder tegnet.
Afguderiet, Uvidenheden
faaer Banesaar.
Den værste Tid da sin Fylde naaer.
Dog døer den Tid,
|
d.II,b.6,s.160 |
som bringe vilde Aljorden Freden,
i blodig Strid,
og vorder kun bedre Tiders Vaar.
Da løfter Eder Millioner!
Abirieler, I Aander stærke,
da maa I haste
bag Fortids Grave og Mindesmærker
jert Aag at kaste!
Med brudte Lænkers Raslen I skræmme
de blege Tyranner fra Borgenes Gjemme!
de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge
vil indenfore en Krones Ringe!
Da bryder Svøben! da knækker Spydet!
da knuser Altret, hvor Præsten bød,
og Blodet af Eders Afkom flød!
da lyser med Fakler i de Orakler,
hvis Huler vare det Mulms Cisterner,
der overskyllede Eders Hjerner!
O Menneskehed,
knæl da, Broder ved Broder ned!
bryd da, Læbe med Læbe, ud:
"Himlen meer ei deles efter
Altrenes Kvadrater; Jorden kløves
ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre.
Blodige Kroner, Bøddelstaal,
Trældomsfakler og Offerbaal
glimte meer ei over Jorden.
Gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden
Frihedens Morgenrøde,
Sandheds lyse Dag
straaler under Himlen, nu eet Tempeltag;
daler ned paa Jorden,
nu eet Alter vorden
for Brødrekjærlighed.
Jordens Aander gløde
i friske Hjerter nu.
|
d.II,b.6,s.161 |
Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu.
Jordens Aander alle
ned i Støvet falde
den Evige paakalde.
Hver sin Thronehimmel i egen Pande har.
Hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar.
Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud!
|
| BLA BAKOVER |