HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

BESJELELSEN
Phun-Abiriel over det endnu slumrende Menneskepar.



Phun-Abiriel.



           Ha, denne Salige, som drømmer her
                      i Paradiset, Jordens Hjerte!
           Som Barn ved Moders Barm han hænger,
           og ødsler med dens Rigdom.
           Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
           der knæler ei som hans Slavinde.
           Ak, arme Phuniel, hvad ejer du?
           Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
           Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted';
           for Denne her er Blomsten Stjerne.
           Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
           en Torden. Ha han synes sig en Gud!
           Vil du ei lette dine Øjebryn,
           og see dig om, og tænke paa at nyde,
           du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
           som Livet skjænker -- nei den skjønne Sandhed?
           og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
           beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
           og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
           Thi Stjernerne dig Ejendom maae synes,
           naar du paa Evigheden har Forskrivning;
           og heller ei de vilde vises dig,
           hvis de med dig forbundne ikke vare.
           Dog har jeg tællet, men forgjeves,
           saa al min Vinding er den Viden, at
           mig Verden ejer, og jeg ikke den,
           saa jeg min Form og mig faaer selv tillaans.
           Dog boer en Lyst i min Erindring,
           som visnet Roses Duft om Kvisten svæver,
           saa jeg til Støvet drages fast tilbage,
           endskjøndt jeg veed, at gjennem Dødens Port,
           der aabnes let af svagest Støvskabt,
           ei mægtigst Aand tilbage trænge kan.
          
d.II,b.6,s.42              Jeg mindes, at min Nerve lifligt skjalv,
           som Balsaminen, der sin Sæd udkaster,
           at mig omgav et Kjød som friske Roser,
           og at mit Blod som Druens kunde bruse.
           Dog saae jeg Himlen aaben over,
           og gjennem Blodets Brusen stedse klang,
           skjøndt afbrudt tidt som Havfruharpen,
           en Røst ifra mit Indre eller den,
           der kaldte opad opad mellem Stjernerne.
           Men, se, i denne fagre Skabnings Slummer
           staae Livets Porte aabne, ikke Dødens.
           Og bedre, Phuniel, en Verdens Konge
           (om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
           for Sole den besidder) her at være
           end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
           jeg er af Tænkens Lyst, af frem at stirre
           imod Uendelighedens sorte Baggrund.
           Men Sandserne i Adams unge Legem,
           iflettede hverandre, Phuniels Træthed
           et Leie byde mig af Blomster, som
           indhylle Søvn i bløde Blade og
           i Vellugt Drømme. Menneske,
           laan mig dit Legeme, Triumfporten
           igjennem hvilke Aander gaa til Støvet
           og Orme krybe ind i Himlen!
           Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
           (som Bien her, der træt af sig at tabe
           ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
           sig, balsameret med Vox, i Rosen ind) . .
           Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
           forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
           ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
           min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme,
           i Sandsesøvnen mig anstrænge, saa
           det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
           som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
           Fornuften finder nogen Kundskab, som
          
d.II,b.6,s.43              om det var Gjenerindring.
           Modtag mig i din Hjerteblomst
           du skjønne Legem! Og, du svage Aand,
           som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
           naar Phun-Abiriel, din store Broder,
           en mægtig Aand, med Eder blander sig,
           for Menneskeslægten at gjennemleve.
           Ah, frygt ei for, at du vanhelliges!
           Da kan du gribe Sceptret over Jorden,
           og mane Himlens Verdener ned i Tanken.
           Ja vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem;
           thi Phuniel fra Himlen sig forviser!
           Han vil sig hvile paa dit Uskyldsleje,
           o Barnegeist! dog ikke dig fortrænge.
           Han om din Fromhed snoer, som haarbruun Arm
           om snehvid Barnehals, sit Alvor, og
           Forening drikke vi af samme Hjerte.
           Du skal ved Stjerneskinnet herske her
           i dette rosenkronte Liljerige,
           og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige,
           og kaldes Tanke. O, jeg høre vil,
           og mores ved dit Æolsharpespil!
           Med Smiil, min lille Broder, taaler
           jeg, at du krydser sært med Maanestraaler
           og Regnbuskjær min høie faste Gang,
           og styrrer kaad min tause Ro ved Sang,
           saa underlig, at jeg ei nogen Stemme
           i Choret kan gjenkjende eller glemme.
           Du nynner sødt ved Suk om salig Jord;
           jeg kvæder høit om Himmelen i Ord.
           Dit Sprog er eens i alle Zoner --
           faa Ord, men mange Toner.
           Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
           eet Sprog paa hele Jorderund;
           men Dialekterne i hvert et Bryst
           forskjelligt Echo give for din Røst.
           De sukke eens ei, naar du raaber: Ve!
          
d.II,b.6,s.44              og skralde eens ei, naar du raaber: le!
           Se Kvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
           isammen, lyse Skyer liig til Himle,
           skal blive Dig den bedste Høresal.
           Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
           Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
           udbilder i den hvide Hjerne reent.
           Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
           Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe
           og dybe, yndeløse Træk,
           med bløde Pensel mildner du dem væk.
           Men begge vil vi trofast bilde ud
           af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.
           . . . Han kunde vaagne! Solens Straales
           med Gyldenfarve fyldte Pensel
           er over disse skjønne Former gleden.
           Han kunde vaagne . . Tys! Da var for silde,
           da kan jeg ei mit Hvilested erobre,
           naar Dvergegeisten først bevidst sig sandsed
           og saae sig selv som Herre indenfor
           sit Brysts Værn, sin Tindings Marmorskranker.
           Men Barne-Engelen, der slumrer end
           i denne Form, hvori jeg er forelsket
           og som jeg maa besidde, delende
           med ham, min Broder, den og Livet
           saalænge Slægten er paa Jorden -- o,
           Han vil mig elske, ja han vil mig elske!
           Thi jeg ham bringer himmelsk Rang jo med,
           mit første Trin paa Jorden aabner flux
           en Afgrund mellem Mennesket og Dyret
           og jeg hans Herskervælde tusinddobbler.
           Mod Løven maatte han med Staal sig væbne.
           Nu Mennesket skal med de bløde Fingre
           de vilde Elementer tøile. Lynet
           liig tamme Falk det ned fra Sky skal kalde,
           og ydmygt som en dandsende Slavinde
           det Oceanet for sin Fod skal finde.
           Jeg synder ikke mod den lave Geist,
          
d.II,b.6,s.45              Æonerne til Jordens Drot udraabte.
           Men synder jeg, jeg synder imod Gud
           og mod mig Selv . . . Mod Gud?
           Mon ei Guds Vilje driver mig? Akadiel
           var ei alvidende, da han lykønskte
           som Jordens Konge saadant Aandebarn,
           som Skovens Dyr i Trætop vilde jage
           og Aben der af Haanden Sceptret tage.
           Velan! Dit søde Mulm, med Blodets Surren
           en Kildegrotte liig, mig lokker, Geist!
           Forbauste skulle Himlens Aander skue
           en Lige at fremstaae paa Jorden,
           belivende et Dyr og til dets Mørke
           medbringende en Aands Begreb om Gud
           og Billedet af Himlens Herlighed.
           Ja se, jeg bringer dig mig Selv,
           o Menneskegeist, en Aand i Morgengave,
           saa, naar du vaagner, finder du
           en himmelsk Demantkrone mellem Liljerne
           i Hjernens Skaal og Ætherdraaber i
           dit Blod, liig Funkerne i Bølgen!
           Saa bo da du i Hjertet, Vellugtskyen
           i Blomsten liig! i Hjernen jeg, liig Glandsen
           der svæver over Sneen! Begge dele
           vi Kroppens Rosenleje! Lystig glide
           du henad Blodets Strømmen, spillende
           paa Nervers Strenge, medens jeg
           alvorlig sidder i min Hal alene!
           Men i dens aabnede Altandør, Øjet,
           vi Begge for Alverden vise os
           i Glædens Øjeblikke, naar jeg glemmer,
           forente ømt! i Sorgens trine frem
           jeg der alene speidende mod Himlen!
           Fra Himlen Phun-Abiriel sig da forviser!
           Vær da hans Hjem, o Menneske! og Du,
           der slumrer i dets Bryst, du være
           dets Livsgeist kun! Jeg være vil dets Sjel!
(
Phun-Abiriel
forsvinder.
Manden
vaagner og springer op.)

d.II,b.6,s.46  

Ohebiel

(Pludselig visende sig.)



           Ve Aande-Selvmord! Akadiel, red!
                                        Sin Salighed
                       en Aand har mistet.
                       Af Vanvid fristet
                       han har sig levende selv begravet.
                             Fra Himlen svunden,
                       min Sjele-Elskte, Abiriel,
                       til Støvet har sig i Rasen bunden,
                       i Blod sig druknet, i Nerver spunden
                             som Larve ind,
                       sig Selv forviist
                       til lave Skabning, der studser hist.



Manden

(Seende mod Solen.)



                 Ha, Ild! Lys!



Akadiel.



                 Guds Vilje er skeet,
                 Aanden har handlet
           efter sin Viljes ubundne Sind.
                 Forherligt er Jorden,
                 Støvet forvandlet,
           dets Geist med en Himmelsk forenet er vorden
           Cheruben har taget dens Herskerplads ind.



Manden

(Seende mod Jorden.)



           Se! Jord! Mørke!



Ohebiel.



           Ve, Han sig Selv ei gjenkjender meer!
           Se, hvor forvildet mod Hvælvet han seer!
           Hvor vil han rase naar Vingerne savnes,
                 naar Sener ham stramme
           til Ryghvirvelpælen i Blodstrømmens Flamme!
           naar Kvinden vaagner og lyster at favnes
                 og er ei den Samme -- :
           i Vid og Forstand
           et Dyr mod sin Mand!

d.II,b.6,s.47  

Manden.



                 O Luft! Luft! Skyer! Vand!



Ohebiel.



                 Ve, i den trange
                      Hjerneskal sidder en Aand tilfange!
                 Ikke han finder
           Rum til de gamle Minder
           om Himmelhjemmet ved Stjerners Strøm.
           Dog vaagner engang vel og en Drøm
           om Himmelkrone i Støvet skudt,
           om Aandevinge af Orme brudt,
           om Aand, som snoed til Ribb og Been,
                 til Støv og Steen
           med Aarers Snorer og Nervers Bast
                 vanvittig sin Frihed fast.
          


Manden.



                 Jeg seer! Jeg er!



Ohebiel.



           Manden raabte. Mon han seer
           gjennem Dyreøjets Slummer
           Himlens Skræk, Ohebiels Kummer?
           Mon han høre kan min Klage?
           O Abiriel kom tilbage!
                 spræng det svage
                 Ribbeensfængsel!
                 Hør, min Længsel
                 jamrer kvalt
                 under Himlen høi og hvalt!
                 Dybere, dybere er min Sorg
                 (thi den Saligheden tømmer,
                 og maa tænke hvor du drømmer)
                 end det Tungsind, som dig drog
                 gjennem Vanvids Hvirvel ned,
                 for i hule Ormeborg,
                 i en Dyrehules Krog
                 finde døsig Glemsels Fred.
          
d.II,b.6,s.48              Ak, Abiriel, saae du mig,
           visnet i Udødeligheden,
                 taarebleg
           mellem Aanders lyse Vrimmel
           kun at følge dig derneden,
           see i usle Ormes Leeg
                 livfuld Himmel
           blot fordi jeg veed, jeg fandt
           min Abiriel deriblandt:
           . . O du sprængte Hjerneskallen,
           kom tilbage stille, som
           om du fra et Fængsel kom,
                 mat og bleg
                 taus og from,
           som om du fra Sotseng steg.
           Kort da blev kun Støvets Kroning,
           evig vor Forsoning.
           O, vi skulde Begge tye
           under samme Vingely.
           O, vi skulde glemme,
           at een Dag du ei var hjemme;
           men forvildede dig bort;
           kom dog hjem ad samme Port.
           Turde da din Stolthed forskyde
           Hvad min Ømhed turde byde?
           O den vil, Abiriel,
           af dit Aasyn tvætte Sorgen,
           gjøre glad det som en Morgen
           og saa roligt som en Kvel.
           Da erindre vil din Sjel,
           at min Ømheds Ungdom falder
           sammen med vor Barnealder,
           da ved Livsens-Træets Rod
                 paa den fjerne store Klode
                 vi sprang ud,
                 som tvende Skud,
           kjærligen isammensnoede,
           blomstrende i Kjød og Blod.
d.II,b.6,s.49  

Manden.



           Tys! Jeg hører . . Fuglen kviddrer.
                      Kilden risler, Træet suser.
           Løven brøler, Fossen bruser!



Ohebiel.



           Phun-Abiriel! hør! hør!
           Ak, som Øjet er et Slør,
           liig en Sjø af Taage dækket,
           Ørets Hvirvel er for snever,
           for bemoset og forbenet
           til at han kan blive vækket
           af de Raab, som Himlen hæver!
           Ve ham! Ve ham! Guddomsfunken --
                 muldnedsjunken,
           som Demantens Glands forstenet --
           kan ei Tomme høit sig hæve
           fra det Støv, hvor han vil leve!
           maa med Mark og Midde knytte
           Broderskab i samme Hytte!
           Men naar Stjernerne sig flytte
           over ham, han da kanhænde
           vil i Legemet erkjende
                 Aandens Grav,
           og igjennem Taarers Skimt
           faae af mig et iilsomt Glimt:
           af den sørgende Seraf.



Manden.



           Jeg lugter . . Smukke Blomst, du dufter.
           Jeg smager . . O søde Frugt!
           Men Tornen stikker. O! O !



Ohebiel.



                 Ve, saa sløvet,
           at han sandser kun i Støvet
           Dyresprang og Fuglesang,
          
d.II,b.6,s.50              Æblesødme, Blomsterlugt,
                 Ormens Vriden
           gjennem Muld mod Lyset op
           til den paa et Græsstraas Top
           Purpurvingerne udspiler,
           Aanden liig, der gjennem Tiden
           snoer sig imod Stjernevrimlen,
           men, naar Kraften voxer, iler
                 gjennem Himlen
           frem paa Vinge, som ei hviler.
                 . . O mig syntes
                  -- var det Kjærligheds Bedrag? --
                       Mandens Øje
                       gjennemlyntes
                       af den høje
                       Phun-Abiriels Vingeslag.


Manden.



           Ah! Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha Alt!



Akadiel.



           Livsblodets Surren og Nervens Klang
           vil døve Erindringens Sørgesang
                 om Guddom stænket
                 med dristig Synd,
                 om Frihed lænket
                 til lave Dynd.
           Nu Mandens Kraft er et Liigslør over
           en Aand, som sover.
           Ha, dybt i Grunden
           nedsank hans Kræfter!
           Ak, dybt fra Bunden
           han griber efter
           de høje Verdner, han fordum saae
           og kunde naae.
           Fortvivlet flagrer hans Tanke op,
           og fritter og leder
           og synes at kjende de gamle Steder;
          
d.II,b.6,s.51              men Dyrets Krop
           med slappe Nerver og seige Aarer
           den haler atter fra Flugten ned;
           og ned da synker den, ned i Taarer.


Ohebiel.



           Ak, som en Taare faldt Phuniel ned
                 fra Himlen i Støvet.
           Til Aanders Rige
           igjen han vil som en Jubel stige.
           Forband ham ikke! Han var bedrøvet!



Manden.



           O smukke Lyn i Skyen!
           Som brast en Rosenkrands.



Ohebiel.



           Se, trods sit Dække
           kan han ei djærve Abiriel stække!
           Med Hænder smaae,
           troer Han, han Himlen favne maa.
           Med svage Kræfter
           dens Stjerner dristig han griber efter,
           som om han skuer
           i dem kun sværmende Glimmerfluer.
           Rædsomme Lyn
           Han troer at plukke som Blomster fra Skyen.



Manden.



           Det tordner! Ha, Skyernes Løver brøle!



Ohebiel.



           Livet just aabned paa Kloden sin Fest
                 Menneskets Krop, den herlige Dragt,
                       under Egen var lagt:
           da trængte han ind som en ubuden Gjæst,
                 beruset i Blod, vanvittigen glad,
                       ved Ormenes Fad
          
d.II,b.6,s.52                    nu sidder Han Aben og Hundene næst.
                       Den nyskabte Pragt
           blinked' og vinked', dufted' og lufted',
           da sank han bedøvet, ei med Foragt
           for Himlen, sig Selv og for Gud,
           med svimlende Øje i Støvet
           og sluktes som Fakkelen ud.
           Fra Himlen han saae paa den mylrende Jord
           Insekternes Sjel gjennem Vingernes Flor.
           Nu kjender han ikke Blomsterne der
           mere end vi kjende Stjernerne her.


Akadiel.



           Med samme Uro Han vil
           sig vælte paa Rosers og Nellikkers Ild,
           som den, der fordrev ham fra Aandernes Chor.
           Naar Tanken først vaagner, da atter fra Jord
                 tilbage han higer
                 til Aandernes Riger.



Ohebiel.



           O Fryd, naar han stiger
           igjennem den hyllende Sky!
           O Fryd, naar han kommer!
           Til Naaden, vor Dommer,
                 da ville vi fly.
           Den Eviges Vrede
           Akadiel af ydmygelig bede!



Manden.

(Lynet slaaer ned.)



           Jeg døer! Jeg døer!

(Skjuler sig imellem Træerne.)



Akadiel.



           Menneskets bløde blomstrende Kjød
           visner som Græs og blegner som Korn.
           Tidlig tilbage i Himmelens Skjød
                 Døden skal føre
           Sjelen af førstskabte Mand.
          
d.II,b.6,s.53              Men Blodets Surren for Aandens Øre,
           det haarde hvirvlede Horn,
           døvet har ganske hans Minder.
                 Svimlende finder
                 Aanden sig fremmed
                 i Himmelhjemmet,
           veed kun af Jorden som Fædreneland,
           kommer som Barn tilbage fra Støvet,
           glemt har han Himlen -- som Modersliv Dette,
                 sandsebedøvet
           mægter han kun at ahne og gjette.
           Dog er den førstskabte Mands
           hjemvendte Sjel en Abiriel reen,
           end ei vanslægtet, skjøndt sløvet af Sands.
           Men hist under samme Egetræes Grene
                 der ligger Kvinden
                  -- Forræderinden,
           som smilende Aanden i Puppeskjul
           forraader til Dyret og Ormenes Hul,
           igjennem sit Skjød hans Salighed
           dybere slæber i Dybet ned.
           Thi Hvad er Kvinden mod Manden nu?
           Ei meer hans Lige i Sjel og Hu --
                 en Sandseduft
                 mod Aands Fornuft,
                 et Mellemled
           imellem ham og det Skabtes Rækker!
           Dog hendes Skjønhed hans Brynde vækker,
           hans Brynde ikke hans Kjærlighed!
           Han Dyret favner, fordi dets Form
           er liig ham selv, som Orm en Orm,
           og frem af Favntaget Slægter vrimle,
           blindere stedse for Fædrenehimle, --
           en Blanding af Aand og af Dyr,
           hvis Tanker knapt naae til de dampende Skyer,
           men skabe sig Guder af Steen og Muld,
                 en Himmel fuld
          
d.II,b.6,s.54              af Guder som de af frodigt Huld.
           Menneskets Sjel gjennem Ætterne da
           Abiriel slægtes mere ifra.


Ohebiel.



                 O gid, at lukt
                 var Kvindens Skjød!
                 Gid Hun var død!
                 Paa Liljehøi svulmer
                 den fristende Frugt,
                 i Rosendyb ulmer
                 den tændende Glød.
           Nei, ve! om Denne, saa faver og blank,
           som skabt af Sne og Morgenrøde,
                 jomfrulig-øde
                 i Graven sank,
           lod Manden sidde som Enkesvend
                 eensom igjen! --
           om han som Aadsel sin Kvinde saae,
                 sin Hjertenslyst
           med Jomfruskjød og med Moderbryst,
           fortæret halvt under Træet laae,
                 at Ormevrimle
                 sig nu forlysted
                 i Barmens Himle,
                 som nys han krysted,
                 og som ei brast
                 om hele Livet sig suged fast:
           da blev hans Tungsind meer tungt end før,
           han grubled over sin Kvindes Liig:
           "Nu er hun borte med Barm og Skjød,
           med Hjertebanken (den Stemme sød)
           Slig Rædselsskjebne vel venter mig:
                 snart er jeg død!"
           Ei mig, men Hende, i Himmelen
           han opsøger, vendt tilbage igjen.
          
d.II,b.6,s.55                    Forgjæves! Hans Blikke
                 finde den Dyresjel ikke.
                 Han speider bedrøvet
                 tilbage til Støvet
                       til Hendes Grav,
           der Blomme var om hans Vandringsstav.


Akadiel.



           Nei ømme Ohebiel, brister hans Leer,
           med aaben Skræk han i Himmelen seer,
           at han idrømme parrede sig
           med laven Skabning, ham Selv ei liig,
           at Kvindeøjet (hans Himmel før)
                 var Ormeslør;
           at Kvindesmiil (hans Stjerneskjær)
                 ei meer er værd
           end Glandsen over Fuglens Fjær --
                 saa mildt det hvifter
           kun Slangeskjælglands om vilde Drifter;
           at Kvindeskjød (hans Saligheds-Haab)
           var Mulddynge kun, saa lunken og kaad;
           at Kvindestemme (hans Viisdomsraad)
           var dumme Skrig og vilde Raab.
           Han seer i Himlen, at Kvinden ei
           kan følge fra Jorden Aandens Vei;
           saa langt fra ham, som Dybets Rod
           fra Stjerneverdenen han forlod,
           hun ligger tilbage i Muld og Blod.
           Han seer i Himlen, han fandt ei Sjel
           i Kvindebarm, endskjøndt han troede,
           at der, ham liig, en Engel boede,
           hans Kjærlighed værd som Ohebiel.
           Men nu i Støvet med Mandens Øje
                 kun seer den Høje.
           Liig Fuglen den elskovsblinde,
                 der Magen kun seer,
           han seer kun sin Kvinde;
                 af Jorden ei meer.
          
d.II,b.6,s.56              I efevfryndsede Træers Ly
                 en Nattergal
           Ham lokker hen i hans Bryllupshal.
           Der seer han Kvinden, og kan ei flye.
           Da blandes Slægten, saa ei Forskjel
           der findes paa Dyr og Abiriel.
           Dyret blier rigt, Aanden blier arm.
                 I Skjødet lister
           omfavnende Kvinde himmelske Gnister,
           og Hovmoden stiger i hendes Barm,
           saa hun til Manden tør raabe: nu
           vor Slægt er den samme; jeg Blod har som Du!


Ohebiel.



           Men hvis han sandsede i sin Hjerne
           sin Rang som nedstyrtet Aandestjerne --
           ve da hvad Kamp paa den lille Val
           derinden indknebne Pandeskal
           imellem Stoltheden og den Fare,
           hvorfor han ikke sig kan forsvare!
                 Hans Fald er vist.
           Til Kvinden vaagner kun har han Frist.
           Men ve! meer fæl mig en Angst besjeler:
           i Slægten fra Abiriels Rod
           selvyngles Synden i hede Blod,
                 der Aanden kvæler
                 til sidste Spor,
           saa selve Læben ei mere mæler,
           da ingen Tanke den bæres for.
                 Thi sløvet som Kvæget
                 de sjunkne Slægter,
           der sig i dyriske Synd fornegte
                 med Sproget miste
                 selv Allersidste
                 af Aandepræget.
                 Som Slangen i Dynd,
                 den dyriske Lyst, forvandlet til Synd,
                 i Lænden savler;
          
d.II,b.6,s.57              men andre Synder, som sig forgrene
                 af denne ene,
           saa onde Tanker i Hjernen avle.
           Fra Pandetinde til Pandetinde
           de sig som Orme isammenspinde;
           i Øjet lægge de fæle Glo,
           udstikke i Haanden en blodig Klo.
           Hver Sjelesynd er en Dragehan,
           hver Kjødets Synd er Dragehunnen,
           der slæbe afsted, som et jagende Spand,
           al Menneskeslægten, Kvinde og Mand,
           alt dybere, dybere ned i Grunden,
           indtil den forsvinder i Dyrevrimlen,
                 fortabt for Himlen,
           og Dyrets Sejer er vunden:
           Aanden uddød i Hjernerne funden.


Akadiel.



           Ei Aanden døer! Om ond han blev
           som Klapperslangen, om han rev
           et Duehjerte ud i Flugten,
           blot for at suge dets Slag og Lugten,
           om han sin laante Skjønhed smitted'
           med Laster, som ei Svinet hitted':
           Han døer dog ei, kun dybere ind
           han væver sig i sit Puppespind,
           som traurig Edderkop paa sin Snor
           (fra Taget spunden og ned i Grunden)
           fra Dag og Straale paa Linen løber,
           og nederstnede i Mulm sig svøber,
           saa Ugleøje dens Been og Horn
           ei ud kan pille af Mørkets Korn.
           Og om en Aand sin Himmel forlod
           for Sandseliv i Kjød og Blod,
                 om han nedfoer,
           Abiriel liig, til mulmet Jord,
           fra Aandelys til Dyre-Nat,
           fra Tanketale til Drifters Skrig,
          
d.II,b.6,s.58              sin evigtstraalende Skjønhed bytted
           for dette blomstervisnende Liig,
           imellem Vuggen og Graven sat:
           dog kun fra Algodhedens ene Bryst
           og til det andet af egen Lyst
                 sig Aanden flytted.


Ohebiel.



           O, gid at Abiriel troer
           i Kvinden sit Selskab funden,
           sin Himmel gjenvunden,
           at Himmelen med til hans Afgrund foer,
           at han igjennem al Evigheden
           kan leve med hende i Eden,
           at al hans Salighed
           i Kvindeskjød er sjunken ned,
           saa han ei sidder bunden ene
           med Been og Sene til Dybets Stene,
           forviist fra Himlen, men Engel fik
           med Straalevinger i Kvindeblik,
           i Kvindebarm to Himle hvalte,
           med hver sin Verden, morgenmalte,
           i Kvindeskjød et Dyb, hvori
           en Skaber maa lystre hans Fantasi!
           Saa du gjøre, Abiriel!
           -- Du ellers fortvivler -- Forfør dig Selv!
           Drøm, du er ei lænket, men fri som før,
           af Lune kun hyllet i Larveslør!
           at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt,
           saa Tiden maa bag dig nedsynke træt,
           og stønne Sagn og Digt og Sage
           (som du i Ætten da hører selv)
           om svundne Dages Abiriel,
           naar, støttet til rustne Runestave,
           den synker, bag din Flugt, tilbage
                 paa brustne Grave!
           Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud!
                 at paa dit "Bliv"
          
d.II,b.6,s.59              Sjel af din Sjel kan strømme ud
                 af Kvindens Skjød
           i blomstrende Kjød til Liv!
           Væv Drømme, Abiriel, om dit Hul,
           om spundne end paa Vanvids Hjul!
           Jo mere broget, jo bedre Skjul.
           Thi ve! det Værste, Abiriel,
           du kan opdage, det er dig Selv,
                 hvorledes iblinde
           du er forraadt til en dyrisk Kvinde.
           Spind rundt dig da, som en Edderkop!
           saa du ei længes mere op,
                 og Frihed ei mindes,
                 imens du bindes.
           Omspind dig med Drømme, saa du kan glemme,
           at du ei længere er derhjemme,
           saa Senelænken og Hjerteknuden,
           der fængsler Guden,
           du føler, i din Slummer tam,
                 ei trang og stram.
           Ja drøm, du er vorden
           først fri og salig imellem Hjorden,
           at der du funden tilsidst har Fred!
           Kanhænde ogsaa -- thi hvo veed? --
           at her er Sandhed og Drøm saa lige,
           at Begge netop det Samme sige.
           O drømte saa Abiriel!
           og først med Sandhed saae sig Selv,
                 naar Dødens Pust
           af Aanden blæste Fængslets Rust!


Akadiel.



                 Abiriel vil vækkes,
           og see sig selv som naar Mulmet brækkes
                 af enkelt Lyn;
                 af Kvindens Syn,
           naar Blikket aabnes, til Vanvid skrækkes.
          
d.II,b.6,s.60              Thi se, naar spøgende Sommervind
                 Uorden har bragt
           i Lokkerne, Kvindens Uskyldighedsdragt,
                 blottet for Mandens Brynde
                       den nøgne Ynde --
           naar han til blygsomt rødmende Kind
           trykker, med Fyrighed blussende sin --
                 slaaer musklede Arm
                 om Kvindens Barm,
           og speider saa nær, at deres Læber
           synes et Sommerfuglpar, der klæber
           i Parring fast, og Mandens Bryn
           beskygger Kvindens henrykte Syn, --
           saa nær og dybt i Kvindens Øie,
           som om han vilde der blive vaer
                 de Himle høie,
           han mindes, han jordet etsteds har.
           . . Ak da seer han -- han stirrer og gyser --
           da øjner han kun et halvtosset Dyr.
           I Kvindeøjet, som nys ifjerne
           var Vaarnat med Aften og Morgenstjerne,
           han seer kun et Snogepar sammenrullet
           at dække Reden i Øjehullet --
           Han stirrer og gyser og flyer.
                 Men hvis han saae
           i Kvindens Øje en Aand ham liig,
           der blottet paa svømmende Blomster laae
           og baded' i Taarer sig --
           i dette Bad steg da Begge ned
           og toede reen deres Kjærlighed.
           Himmelens Salighed, Jordens Lyst
           sig parred i Mandens og Kvindens Bryst,
                 og Kjærligheden
           til Jordens Ørkner forplanted Eden.
           . . . O da naar Kvinde og Mand vare Eet,
           ei noget Ønske sig flagred' træt;
           men tog i Støvet det Mindre viist,
           og gjemte det Bedste i Graven til hist!
          
d.II,b.6,s.61              For Himlen hisset da kunde Begge
           en Himmel imellem Hjerterne lægge,
           begrændset af favnende Mand og Kvinde;
           og begge Aander da fløi derinde,
           hvidskende til hinanden: "af Himlen, som faldt,
           i Dig har Gud mig en Skygge malt."
           Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
           af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
           af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld,
           hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld;
           og bliver dem Jorden tilsidst forsnever,
           det elskende Par sig til Himlen hæver,
           fra Drøm til Sandheden stjernerolig,
                 fra Kjærlighed
           i Støvets fremmede laante Bolig
           til Kjærligheden i Himlens Fred,
                 til Salighed.


Ohebiel.



                 Det skee! det skee!
                 Abiriel see
           i Kvinden sig Selv -- en Aand
                 liig ham i Baand!
           I denne Kvindeskabnings dumme
           Blik han læse ei sin stumme
                 Forviisningsdom!
           Et Glimt skal vise en Aand der bag,
           som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
           Et Aandeglimt i Kvindens Hjerte
           Manden skimte i hendes Graad,
           kjærligt flydende ved hans Smerte!
                 I hendes Stemme
           Han Røst af Aand fornemme
           og Aandekløgt i hendes Raad!
           En Aandestraale i Kvindens Smiil
                 forraade til
           Abiriel, at Han ei gaaer her ene,
           for evigt forviist blandt Dyr og Stene!
          
d.II,b.6,s.62              Han ahne med Fryd, at, som Han, en Aand
           sin Vinge ham rækker i Kvindehaand!
                 For denne Anden
                 nu kjæmpe Manden:
           for Kvindens Aand, som et Sejersbytte,
           til sine Trin imod Himlen at knytte!
           O søde Strid, hvor Manden vil kjæmpe
           hvert Sorgenssuk hos Kvinden at dæmpe!
                 hvor Kraften vil
           vinde kun den Svages Smiil!
                 hvor Begge tørste
           kun efter i Offer at være den Første!
           O, gjerne vil Ohebiel tye
           ydmyg i Abiriels Ly,
           suge der med Tak sit Liv,
           og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv!
           knæle fra Dig, saalangt som Du
           knæler fra Himlen nu!
           Men, naar Du reiser dig høi og stor,
                 som før histhenne,
                 da skal Du kjende
                 Hvem Aanden var,
           som dine Sorger i Støvet bar,
           hvis Kjærlighed avled' et Haab med din,
           der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor
           vi Begge formæle os atter med
                 vor Evigheds Fred.
           Ha, i din Seir Jeg min vil se,
           og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ
                 Mit Sejersraab:
                 "Abiriel, haab!"
           Salige Mand, hvis du kan finde
           en skjønnere Hilsen til din Kvinde!
           Du kan ei? O, da forenede vil
           vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil
           vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab:
                 "Menneske haab!"
(
Ohebiel
forsvinder i
Kvinden
, som vaagner, og springer op).

d.II,b.6,s.63  

Akadiel.



           Almægtige Kjærlighed! Himmelen
                            for jordisk Hytte
                 den bort vil bytte,
           naar kun den Elskede deler den.
           Fra Himlen svunden,
           Ohebiel har sig til Støvet bunden.
           Kvinden fik sin fornuftige Sjel
                 i Ohebiel.



Kvinden.

(Seende mod Himlen.)



           Ah, Lys! Ild!



Aander.



           Vanvittige Aander! Ve, sig igjen
           de kjende ei mere i Himmelen!
           De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden
           er tvende Aanders Gravhøi vorden.



Kvinden.

(seende mod Jorden.)



           Jord! Mørke!



Akadiel.



           Kvinden har alt i Støvet for Manden
                 sit Offer begyndt,
                 som ei hun ender
                 før Jordens alle
           Vugger sammen til Grave falde.
                 Men naar hinanden
                 i Støvets Pynt
           Abiriel og Ohebiel kjender,
           skjøndt glemt de have hinandens Navne,
           den Kjærlighed, de i Himmelen nærte,
           vil vaagne i Begges jordiske Hjerte,
           om end de aldrig hinanden favne,
                 men vandre idrømme
           adskilte af Livets rivende Strømme,
                 om end de rave
           paa hver sin Side mod sine Grave.

d.II,b.6,s.64  

Kvinden.



           Ah Duft! Ah Lyd! O Liv! o Alt!
                      Jeg er, Jeg er!



Aander.



                 Ve Aandemord!
           Abiriel kvalt i Mandens Arm,
           Ohebiel druknet i Kvindens Barm!



Akadiel.



                 I Muldens Bed
           af Himlens Aandekraft en Kvist,
           en Knop af Himlens Kjærlighed
                 er plantet ned,
                 men ei forliist,
           ei mere tabt end Stjernens Par,
           der sænket ned i Natten var.
           Paa Jorden de som Mand og Kvinde
           sig blomstrende isammentvinde,
           og i hinandens Hjerters Ly
                 en Himmel ny
           i Kjærlighedens Fryd de finde,
           mens Slægten over Jorden ud
           sig breder rigt som Rankens Skud.
                 Men Aanden tvinge
           i benigt Hvælv maa sin Straalevinge,
                 og Hjertet gynger
           og nynnende Blodstrømmen synger
           Menneskets himmelske Aand i Døs.
           Da lave Livsgeist, til Kjødet forjagt
                 ved Aandens Magt,
           i Legemet slipper herskende løs;
                 da Sorg og Synder
                 sin Væxt begynder,
                 sig ud at sprede
                 fra Menneskens Rede,
                 fra Dage til Dage
           igjennem dets Ætters blodige Sage.
          
d.II,b.6,s.65                    Kun hos de Færre
                 blier Aanden Herre
                 fra Pande til Lænd.
                 Ja kun hos Een
           af Kvinder og kun hos Een af Mænd
           den himmelske Aand vil vise sig reen:
           med Tankens Vinge saa frit i Hjerne
           udspiilt som Straalerne af en Stjerne,
                 med Sandheds Øje
           saa klart som her ifra Himlens Høje,
           med Kjærligheden saa reen og puur
           som den, der Ohebiels Offer bød.
           Hil! Halelu! af den Kvindes Skjød
           vil Slægtens Frelse da blive fød,
           Kjæmperen mod dens vilde Natur,
           Sejerherren, som Støvet lagt
           for evigen faaer under Aandens Magt,
                 den Læremester,
                 som Ordets Flammer
           i Dalene udsaaer, til Bjergene fæster,
           saa Mennesket, ja indtil Barnet, veed,
                 at Slægten stammer
           ifra de himmelske Aander ned.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE