|
|
| d.II,b.6,s.7 |
SKABELSEN
DE TO AANDER
(PHUN-ABIRIEL OG OHEBIEL OVER DEN DAMPENDE ØDE KLODE.)
Phun-Abiriel.
Se Rummets bugnende Bug har atter
en ny Verden født: en ny Gaade.
Ohebiel.
Nedknæl, tilbed i Guds friske rygende Fodspor!
Phun-Abiriel.
Er Gud i denne Klump? Skal den tilbedes?
Ohebiel.
Han Dyndet har belivet. Se det aander!
Phun-Abiriel.
Ja bøjer eder, Aander! ja for en død Gud,
siden den sande er navnløs og usynlig!
for denne Forraadnelsens øde Triumfport,
til Dødens Fest opreist, som snart begynder
med første Græs, der reiser sig i Dyndet
som Livets blomstrende Fane,
med Skabningens stolte Hær
som Offerrækker i Midten af Toget,
der ender med Ormenes Seirherrefølge!
Ja bøjer Eder, Aander! Hist i Støvet
en Støtte var vor Gud; her er en Klode.
Se Tegn og Tro -- det Visse er nok skjult
som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte --
er endnu Eders Viisdoms Fostermelk!
Anm.: "
Akadiel" betyder den Førstskabte af Aanderne; "
Phun-
Abiriel" en skeptisk-kraftfuld Aand; "
Ohebiel" en af Kjærlighed be-
sjelet. "
Æoner" betyde høiere Aander.
|
| d.II,b.6,s.8 |
Ja bøjer Eder, Aander, for den Klump!
Thi Eders Viisdom, som begeistret vilde
paa Udødelighedens morgenrøde Vinger
igjennemflyve Rummets Vidder,
til Gud I saae, indtil hans Lyshav strømmed
jer nært imøde -- se den standser, synker
i dette Dynd! Fra indbildt Seerhøide
af denne Klump, vil Aanden slæbes ned
i Afsinds Dybder, grubler den derover;
og dens Lyksalighed vil splittes ad,
som Sky i Dugg, af denne døde Damp,
som egger op dens Skarpsind saa forgjeves.
Jeg vil dog gruble, skjøndt det mig fortærer.
Ohebiel.
Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg!
djærve Abiriel, min Fryd!
Phun-Abiriel min Vemods Elskov!
Hvor uden rugende over dampende Kloder, for
Gud at belure -- ja under Livets Undfangelse, --
finder min Sorg dig Abiriel?
Phun-Abiriel.
Hvor er den Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin.
Jeg skuer did, men seer som forhen Intet.
Ak, Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner,
min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke
saa let og tom, den, mørk som denne Klode,
synlig rullede frem, og Jeg, som Gud, da skabte.
Skjøndt Aand, og skjøndt jeg er,
hvorhelst jeg tænker mig, flux flyttet hen,
dog naar jeg tænker "Gud", og vil Ham see,
da er jeg hvor jeg var da Tanken talte,
ombrust, bedøvet af hans Verdner.
|
| d.II,b.6,s.9 |
Ohebiel.
Dog skal, ulykkelige Aand, min Ømhed
din Grublen evig klarnende ledsage,
som Faklen, der i Mulmet modig trænger
igjennemborende Midnattens Hjerte.
Og jeg vil tale til dens Eensomhed;
dens vilde Spørgsmaal blidelig besvare.
Phun-Abiriel.
Ohebiel, du seer en Skygge sortne
min stjerneklare Form igjennem, fra
mit Indre sig udbredende -- den er
min Graad, og denne er Abiriels Tak.
Ohebiel.
Betænk da Daarligheden, at en Aand,
fra Støvet nys forløst, for tusind Omhvælv
af Himlen siden, vil forlange
at see den Evige! Det naae kanhænde
de ældste skabte Aander, som har levet
paa længst udslukte Stjerner, som Akadiel.
Betænk, at om du Græssets Spiren kjendte,
da holdt du Skabelsens Nøgle i din Haand!
Men se, mens neppefødte Kloders Damp
kun er den syge Næring for din Grublen,
dens Dug, hvoraf den voxer i sin Skygge,
og Verdnerne kun sammenrullede Gaader --
se, Phuniel, de andre glade Aander,
ja selv Akadiel, Aanders Førsteblevne,
ved hver en nyskabt Jord sig fryde,
som om den var en Blomme sprungen ud
i Skaberens Spor paa Farten gjennem Altet.
Thi til Lyksalighed de skabt den vide.
Og glem ei, Phun-Abiriel, at almægtig
Algodheds milde Sol fremkaldte Dig,
en Aand, af Støv, en Aand, der leve skal
om Verdnerne som Blomster visne hen,
og at almægtige Alviisdom var
|
| d.II,b.6,s.10 |
den milde, men dog kjæmpestærke, Strøm,
der rev dig hen som blinde Frø, der hist
til Skud og fjernere til Palme bliver!
Phun-Abiriel.
Erindringen jeg ene har;
Deraf jeg lever, Dyret liig af Drøv.
Ohebiel.
Er den ei alle Aanders Kundskabs Hjerte?
Som Legemet om Hjertet, deres Viden
rundt deres første Værens Minder voxer.
Det første Ord, i Moders Øre gjemt,
i Aanden staaer endnu som friskt nedskrevet,
og i din første Tanke diede
og greb du alt Udødelighedens Barm.
Men se, o Phuniel, i Verdens Skue
er Kundskab, de Udødeliges Næring,
i maalløs Rigdom frem for Aanden lagt;
og med hans Kundskab øger sig hans Magt.
Som Tvillingbørn, der af Omfavnelser
sin Væxt og Lighed synes at erholde,
de voxe i hinandens Ild og Lys,
saa Evigheder blive dem for snevre,
som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider.
Og hans Tilværelsers Erfarings Dynge
bestandig voxer; den er Aandens Bjerg
hvorpaa sin Viisdoms Borg han bygger og
hvorfra han Verden viden overspeider.
Phun-Abiriel.
Hvad nærmer sig vel ad Uendelighed?
Hvad bringer denne Stirren ud i Rummet,
den Eviges Tankekreds, uden stum Beundring?
Og ned Beundring knuger, ei opløfter.
Ohebiel.
O den er Aandens Kjærlighed og Offer
til Ham, den Evige!
|
| d.II,b.6,s.11 |
Phun-Abiriel.
Et dovent Leje
den er hvor alle Kræfter sove ind.
Men Phuniel har reist sig derifra.
Ind i sin Evighed han stirrer vaagen.
Ohebiel.
Speid ikke efter Gud! Vær glad som Barnet!
End er du kun blandt Aanderne et Barn.
Find Leeg for Øiet i Hans Verdners Skjønhed!
Haab alt af din Udødelighed, der saae,
skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae!
Phun-Abiriel.
End Barn blandt Aanderne er Phun-Abiriel?
Var ei hiin Klode, der saa rødlig flammer,
min Vugge, hvor jeg vaagnede imellem
vidunderlige Dyr og Planter? Den
var Legepladsen, hvor jeg voxed frem,
indtil jeg kastede, som Ormen Hammen,
den smukke Sandsedragt som mig omhylled,
og som en Slange, nøgen som en Lynild,
kom frem af Mulden her i Rummets Øde.
Da endte jeg min Barndom.
Ohebiel.
Lign da heller
en trodsig Yngling, Phuniel!
Phun-Abiriel.
Ja, hvi seer
jeg ei min Fader?
Ohebiel.
Phuniel, seer du ikke
hans Klædebon nedrullet over Dybet?
dets mørke Folders Bølgen i dets Dampe?
i Stjernebuen Perlerne i hans Belte?
|
| d.II,b.6,s.12 |
Og naar hans Digt, Alverden, Du har læst
og fattet den Alkjærlighedens Høisang,
da haab og tro, Du vil hans Aasyn see!
Phun-Abiriel.
Til Haabets Siv sig ogsaa Aander læne?
Og Troens Regnbu-Solskjærm, som vi bar
engang, som Støvets Konger, over Hov'det,
og som Bedrag're svoer var rette Himmel,
at ei Fornuften vild sig skulde flyve,
naar over sig den saae den fri og sande,
mens blodige Sener endnu lænked den
til Mulden -- skal den Aanderne bedække?
Nei, kun hvad Phuniel veed, det vil han tro.
Begreb og Tro hos Aanderne er Eet.
Thi Gud ei vil, at de uværdigt troe
hvad han ei har tilladt dem at begribe
ved Kraft dertil i deres Sjel at lægge.
Hvad jeg begriber troer jeg først og lægger
som funden Skat det til min Kundskab.
Ohebiel.
Din Kundskabs Kjerne er da Tro, hver Aandskraft
kun det Erobrende for Troen.
Phun-Abiriel.
Ja,
til ingen Gaade, selv ei den, som er
i Draaben gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden "Gud", hvis Knude er mig Selv,
er meer tilbage.
Ohebiel.
Evigheden er
den vide Plads, hvor Sejeren skal vindes.
Phun-Abiriel.
Da svimler jeg, ved Skuet trættet af
en Evighed i Evighed henglidende,
som Ringen uden Led og Ende.
|
| d.II,b.6,s.13 |
Ohebiel.
Hvis Du det fandt, den Ring da slet var gjort,
du Taare, hvileløs om Ringen glidende!
Men se Akadiel sejerherreglad,
som om han stod paa Maalets Tinde alt,
hvorfra han seer den Evige hiinsides
den Afstand ingen Skabt skal overstige,
og fanged Hans Afspeiling i sit Aasyn!
Den Aand er Aanders Første. Dog er hans
Beundring mest begeistret, videst strakt
hans Godhed og hans Fryd i Alting barnligst,
saa tidt en Blomst, han ikke før har seet,
af utænkt Skjønhedsform, paa fjerne Klode
til Lovsang bringer ham. Se, Phuniel,
saa nyder Aanders Første Saligheden,
og saa kan Du.
Phun-Abiriel.
Hvis Phuniel og Akadiel
ei vare To, som Jord og Sky forskjellige.
Ohebiel.
Ham stræbe Aanderne at ligne; thi
da troe de, at de ligne Gud.
Phun-Abiriel.
Da skulde,
hvis saa jeg troede, jeg min Frihed dræbe,
af Sjelen vaske ud den Tanke "Gud"
og grave kun Akadiels Billed ind,
en Aands som jeg, og, hvergang ei jeg tænkte
som Han, beskylde mig for Synd.
Ohebiel.
O Phuniel, viid dog, det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Støv til Guddom, den, at stræbe,
igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder
|
| d.II,b.6,s.14 |
med uafhængig Kraft hvor bedst ham synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Charakters Farveskjær. Vi ere Alle
Guds Børn, ifra den Førstefødte, som
engang i ældste Tid laae svøbt, men nu
og gjennem Evighed for sine Søskende
har Rang, fordi han bærer klarest alt
sin Faders Træk i moden Skjønhed,
til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset,
i Græsset dier Livet ubevidst
uformelig end og sløv, knap meer
end varmet Jordklump, meer ulig sit Ophav,
end Foster timegammelt er sin Fader.
Og Aanders Arveret er den, at Hver
skal mod sit Ophavs Guddom nærme sig
ad selvbrudt Vei, paa uafhængig Flugt
igjennem Evigheden. Deraf, Phuniel,
den Selvbevidsthed som med raske Drag
paa Aandens Indres Baggrund, paa dens Ro'es
udspændte Marmorflade maler af
Den Salighed, som er hans Fantasis
og Hjertes eiendommelige Digt.
Phun-Abiriel.
Bedst troer jeg Vanvid vilde digte.
Det Luefarver har, Indbildningskraft.
Og ene Vanvid og Alviisdom
tør Tvivlens Tænder ikke gnage.
Hvis da jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap.
Thi snart det rev mig hen paa vinget Smiil
til hvert et Maal, jeg tænkte mig, det rakte
mig med Triumfens Latter sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa; og naar,
med kroget Gisning paa, det medede
i Verdensdybet, flux det ud blev kastet
|
| d.II,b.6,s.15 |
det fisked op den Perle, som jeg ønsked.
Mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been
hver Grændse over, hvor dypt under Viisdom
maa krybe hen i tusind sunde
og sene Tanker for at finde Indgang.
Saaledes, o Ohebiel, hvis vanvittig
jeg tænkte: "jeg er Gud," da følte jeg
en Guddoms Salighed.
Ohebiel.
Det være nok, at Alt om os er godt,
at, som til Overflod, det Godes Farve
og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see,
Guds Storhed voxer, Vi har Deel i denne,
til Odelarv, saavidt vi kan den fatte.
Af Hans Algodhed har du Deel saa stor,
som du med egen Godhed dig tilmaaler.
Og du har Deel af hans Alviisdom, hvis
du Selv er viis.
Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem
den Skikkelse Guds milde Fantasi
os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer
og som velvillige Følelser udvælde,
dens Morgenskjær meer fagert skulde blomstre
og Aandens Form en Dragt af Skjønhed vorde.
Her lyver ikke Formen, som paa Kloden,
hvor Laster funklede og Dyder rustned':
er Aanden god og viis, saa er han skjøn.
Men, o, dit Mismod, Aandens Tæring, da
du ei kan løse selv din egen Gaade,
hvis Led er' spredte i Uendeligheden,
i Lænkerad fra første Sol og til
Insektets Vinge, gjør din Skjønhed bleg,
der skulde være Gjenskin af din Fryd.
O Phuniel, min Sorg! Abiriel, min Beundring!
To Magter stride i det Indre; lad
den seire, som kun troer, at Verden er
Guds Tempel, denne Jord en nysreist Pille,
|
| d.II,b.6,s.16 |
Udødeligheden morgenfarvet Kuppel,
spændt over hver en Aand, der som en Lovsang
indruller gjennem Evighedens Porte!
Og glød da med i Aanders fælles Fryd,
i deres Saligheds Bevidsthed! Thi
Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed
er større Deel af Guds Algodhed,
vor Kraft og Indsigt i Alverden
en større Deel af Almagt og Alviisdom,
end da, berusede af Livets Blod,
vi, skyggede af Dødens Vinger,
sad sammen, elskende hverandre,
paa lavere Fodtrin af Guds Throne,
og fryded os som Konger over Tusind
af Dyr og Planter.
Phun-Abiriel.
Snart have disse Skyer kjæmpet ud,
Solstraalen frem til denne Jord sig borer.
Da vil den meer ei som isøvne gaae,
ei gynge sagte som en Vugge; men
dens Flugt begynder; som berust af Lyset,
som om den Solens Bæger havde tømt,
med Regnbuharpe, Morgenskyers Krands,
den henigjennem Rummet tumle vil.
De glade Dyr da ere Klodens Jubel
og Blomster og Træer dens vilde Fantasi.
Da, medens alle Aander stimle til,
at see det altid nye Skuespil,
da vender jeg mig bort; thi da fremvælder
den sorte Kilde til mit Mismod; thi
Jeg, som kan læse gjennem Kjød og Been
hvad Sjelene paa disse Kloder tænke,
jeg studser blind ved Lysets Underværker,
og veed ei Hvad det tegner af i Blomsten,
i Græsset linjer op, og efterklipper
i Træets Blades aldrig eense Takker.
(
Akadiel, en herlig Lysgestalt, viser sig fraoven, omgivet af
Æoner
.)
|
| d.II,b.6,s.17 |
Ohebiel.
Akadiel kommer! Knæl!
Phun-Abiriel.
Jeg ei tilbeder.
Jeg sænker mig i Mulm.
Ohebiel.
Ve! Dig jeg følger.
(Forsvinde halvt i Mulmet paa Klodens Natside.)
|
| d.II,b.6,s.18 |
|
| BLA BAKOVER |