Henrik Wergeland

HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.	DIKTERVERKER	5. BIND: 1839 - 1842


d.II,b.5,s.379	FORSONINGEN ET FANTASTISKT DIGT AF J. H. SCHMAHR. KUNSTHANDLER, FORFATTER AF PROCESSEN MOD FRU SCHARFFENBERG I KJØBEN- HAVN SAMT AF DO. MOD KUNSTDOMMER HOMANN I CHRISTIANIA, M. M. (Stændig Melodi: Gubben Noah.) NB. Idet jeg med dette Digt tager Farvel med et høistæret Publikum, bemærkes, at, forsaavidt deri siges, at Reisen vil gaae direkte til Storbritanien maa dette ikke tages saa strikte, da jeg formedelst det sildige Efteraar og høi Told paa mine Malerier først gjør en Kunst-Vinterreise til Stockholm. Ærbødigst J. H. SCHMAHR KRIG OG FRED FORQVÆDE I EN GROTTE Under Jorden Mænd i Norden maae for Gjække flye. Her i Grottens Skygge ere vi først trygge. Udenfore smaa og store allesteder krye. Fredens stille, lumre, milde Sol dem yngler frem.
d.II,b.5,s.380	Libyens Palmekrat er fuldt af Abekatter; men vor kjære By desværre flere har af dem. Gid den linde Fred forsvinde, som slig Yngel har! Gid en Storm maa komme, fuld af Himlens Domme! Landet taber sine Aber; men Gevindst det var. Kornet vilde sig udskille, Sæd fra letten Avn; Avnen vilde gyve, udaf Landet flyve; kun de Bolde det beholde vilde i sin Favn. Det er stille, ganske stille som en Foraarsqvel. Stormen vil ei fnyse, Baunen vil ei lyse, Blodet kultner, Marven multner, syg er Folkets Sjel. Usle trives; de belives i sligt Solskinsveir. Derfor vil jeg tage en Guitar og klage.
d.II,b.5,s.381	Heller skarpe Pauk og Harpe slog jeg an til Seir. Fantasere, qvinkelere vil jeg blot i Qvel: danne Arabesker vildt som Grottens Fresker: Disse Stanzer ere Krandser deraf om mig Selv. Mig Cithrinkens Strengeblinkens Trolddom vækket har. Helte og Trofæer skabe kun Tyrtæer. Fred og Gjække kan kun vække op til Sange SCHMAHR FARVEL TIL NORGE Snart i Havet skumbegravet dykker Norge ned. Gid med det forsvinde i min Sjel hvert Minde om de Dage jeg fik smage der af Bitterhed!¹
d.II,b.5,s.382	Jeg blier gammel. Skal mit Skrammel, skal mit Skrogs Skelet dybt i Englands fede Græsbund faae sin Rede, hid dog over Havets Vover Geisten flyver let. Over spidse Bølgers Isse, i Petrellens Fjed, over Doggerbanken, lynildsnel som Tanken, skal min hvide Skygge skride hoppende afsted. Midtpaa Gaden her i Staden pludselig jeg sees. "Himmel! Hevn og Dommen! Gamle Schmahr er kommen! Han med blegen Fingerpegen bød os sin Proces." Da de svarte Knebelsbarte paa saamangen Gjæk (thi det gamle Rige mangler ei paa Slige) ville blive børstestive af forstenet Skræk. Skal saa ærligt Folk, saa herligt Land, saa ætberømt, af slig Race plages?
d.II,b.5,s.383	Nei, den væk maa jages! Derfor kommer næste Sommer jeg igjen som Skrømt. Lange, snare Pilgrimskare af de vilde Gjæs kort er mod den Række halvfransøske Gjække, som min bidske Geist skal pidske ud fra Lindesnæs. Som Torbisten udpaa Qvisten, skal den sidste Nar sig paa Næssets Ende reent fortvivlet vende; men i Ryggen har han Skyggen af den gamle Schmahr. Rappe Jagte maae de fragte, eller gaae tilsjøs i omkaps Uorden hovedkulds som Hjorden, det forlorne helvedsvorne Gergasus slap løs. Før fra Norden over Jorden vandred Helte ud. Nu da, til Forandring, skee en Narrevandring! Med Forfærden vil da Verden atter be' til Gud.
d.II,b.5,s.384	Der vil messes, der vil læses i hver Kathedral. Carolingens Klage Frankrig vil gjentage: "Fri os, Herre!"² endnu værre jamre ud det skal. "Fri os bare for de Narre! Send os heller Mænd!" Et højtidligt Amen udfra Notredamen vældigt bruser, dumpt det suser over Seinen hen. TILBAGEKOMST Men kan hænde, at min Ende endnu Anstand har. Ville I da tage kjærligt mig tilbage? Gjerne leve vil blandt gjæve Normænd gamle Schmahr. Jeg vil bytte for en Hytte, Norge, i din Dal prægtigst Gaard og Lade selv i Vestergade, ja i Løbet gaae paa Kjøbet gylden Kongesal!
d.II,b.5,s.385	Hyttens nøgne simpeltstrøgne Væg af Furutræ flux blier omfortryllet af Correggios Billed til en prægtig Hal i mægtig Konges Lystpalæ. Døden skrider ind omsider ad min Hyttes Dør. Men i taus Beskuen mildnes hen hans Truen; Seglen gjemmer han, og glemmer mig, og gaaer som før. MØDET Efter rundne, lumpent svundne fyrgetyve Aar, blier i Perspektivet mig paa Gaden givet et forunder- ligt Vidunder, som paa Buer gaaer. Ja paa tvende, som sig vende mod hinandens Hvælv. Slige pedes have baade Ryg og Mave; slige Lægge bukke begge for hinandens Selv.
d.II,b.5,s.386	Vindes Skare kunne fare gjennem dette Hul. Sande Theorier om Periferier Folket lærer, ja om Sfærer og Struktur af Hjul. Mon en Cirkel- passer virke- lig, magnetberørt, kan sligt Liv meddeles, at den fuldt besjæles, og spadsere kan medmere? Sligt er aldrig hørt. Kort da! Gadens (som er Stadens Bondstreet) Perspektiv viser i den ene Ende tvende Bene, lige Gjorden, der er vorden lagt om Tøndens Liv. . . Himlen skjærme mig! de nærme sig, som en Dressin, rullende paatverke gjennem Gadens stærke Folkevrimmel . . . Frels mig, Himmel, i en Port nu ind! Niagaren i sin Faren, Sarpens Riven-hen
d.II,b.5,s.387	ere, ihvor rappe, imod Skjebnen slappe: Jeg og Manden mod hinanden førtes dog af den. Mødt i Farten har jeg Parten just i min Proces. Han er gammel bleven, Panden fuldt beskreven, Haaret visnet, sølverisnet, blegt som tørret Græs. Begge ville Vi staae stille; Ingen Synet troer. Munden, overrasket, hænger slap og lasket. Øjekuglen, som paa Uglen, stirrer stiv og stor. Men vi lægge fluxen Begge Haand til Hat med Buk. "Er De ikke, Kjære . . ? Har jeg ei den Ære?" "Jo, min go' Mand, jeg er Homann!" svarer han med Suk. "Hvorfor sukke? Lad os lukke os i Aften ind, os en Bolle lave, hvori vi begrave et forvittret Had, som bittret engang har vort Sind!"
d.II,b.5,s.388	"Vel, som sagt er, vi os agter sammen Arm i Arm til et Sted, hvor Vreden kanskee var forleden,³ men hvor denne Qvel skal ende tvende Gubbers Harm." Piben damper, milde Lamper fylde Rummet med en Slags Efterlignen af den Freds Velsignen, som i blide Straaler glide paa os begge ned. Nok et Bæger! Det bevæger Gubbens gamle Bryst. Slukt er Vredens Fakkel, Soningens Mirakel skeer i Sindet, som forblindet fandt i Had sin Lyst. Nok et Bæger! Intet læger bedre gamle Saar. Efter sex en Muse vil mig ildberuse. Dithyramben flyer paa Jamben, naar jeg otte faaer.
d.II,b.5,s.389	Aanden river hen, den giver mig en Hymne ind, en Triumfs, en bister over de Jurister. Homann hører den, med Øret lænet til min Kind. TRIUMFHYMNE OVER JURISTERIET "Sankt Georg! vel glimrende meer var din Strid, da Dragen du fælded i Fabelens Tid; det skinner vel meer, i ridderligt, sølverne Pandser, med Guldpailletter og flagrende Fjer, at spække et Monstrum med funklende Landser; men, hellige Georg, den Edder var lind, som pusted sin fugtige Ild i din Drage, og malte med spraglede Flammer hans Skind, mod dette forgiftige Blod, der livner den Slange, hvis Tænder nu knage under min Fod. Men, Georg, meer skjult laa din Drage ej gjemt i sit Krat, end bag Formularerne den jeg har fat. Men se! som du stak i hvislende Dyb uforfærdet din Næve, i Dagslyset Monstret fremtrak, og kløved dets bævrende Bugter med Sværdet: saa splitter jeg Formlernes snirklede Stads, og Udaadens Aasyn jeg seer under Skriften saa blegt som Forræderens bag sit Kyrads. Med sanddrue Øjes Lancet jeg aabner dens Hjerte, den Bylde, af Giften svulmende mæt.
d.II,b.5,s.390	Bretlands St. Georg! det brusende Storocean var Dragen, du vog, med den flyvende Man, dit Spyd var en Mast, en Kjøl var din susende Klinge, som kløvede Modstanden iilsomt og hvast, og Storhavets stribede svulmende Bringe med Skarpsindets Staalhandske tøiled du myg . . . . Men Jeg? Se, en sortsmudsket, syndrynket Hjerne, en fuul Prokurators bugtede Ryg er Havet, er Dragen jeg slaaer: Jeg snogslaaer en Barm, at den Eddercisterne Aabning dog faaer." MORGENEN Naar Garçonen i Salonen aabner Kamrets Dør, seer han mig og Homann meer liig een end to Mand. Kun i Eden saae man Freden saa livsalig før. Mig, saa bister, paa Jurister, Ham, min Contrapart, Correggios Forhutler, bag en fire Butler seer han drømme sammen ømme. -- O vidunderbart! Ved hans Hjerte al min Smerte seer han dulmet ind. Ja vi sammentrykker Pander og Parykker,
d.II,b.5,s.391	somom Ening var vor Mening, ja i Krop og Sind. Han maa ikke paa os stikke, vække os, den Nar! Sammen, som forfulne Hveps, vi vilde smulne, som de hule, tørre, fule Myg i Januar. Mellem Døde hint vort Møde hist paa Gaden var. Er man død og glemt i næsten Vintre femti, af vort Eget ikke meget vi tilbage har. Men naar over mig, der sover ved min Uvens Bryst, Domsbasunen skralder: Støv og Aske falder, Straalefjere sammen bære os til Himlens Kyst. Naar den lyder, Livet bryder frem, som bundet var. Naar Basunen toner, to Papilioner himmelfare. Engang vare Homann de og SCHMAHR.
d.II,b.5,s.392	EFTERSKRIVT Om Morgenen vil jeg lade mig lære at spille Topp, paa min gamle Alder. Ad Formiddagen til, vil jeg gaae ud for at kjøbe Igler for at borthænde til Udlandet. Længere ad Formiddagen vil jeg lade mig underrette i at beregne Trep Trap Træskospillet. Om Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning i Fransk for at lære at benegte. Længere hen paa Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning paa Violin af en god Mester. Om Aftenen vil jeg gaae hen til Hr. Oldenborg Fly! Fly! der beverter mig med en Snaps Cognac NB. til 24 Skilling. ¹ tilbakeVariant: Om de Gjække, som bedække der hver Gade bred. ² tilbakeLibera nos, o domine! a furore Normannorum! ³ tilbakeNB. Café Royal.

BLA BAKOVER

BLA VIDERE