HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 5. BIND: 1839 - 1842

Hjertesuk.
del 2
d.II,b.5,s.368   Hr. Schmahr har fremlagt Attester fra Sverrige ere de samme,
som de han her har fremvist, saavelsom ogsaa Rigtigheden af
disse Attester, og at de ere udstædte af Kunstnere. Comparenten
fremlagde dernæst et Exemplar af Comoedien "Kunstnerliv," og
indlod Sagen under Dom i Henhold til sit Forrige. Citanten be-
gjærede 8 Dages Henstand. Eragtet: Sagen udstaaer til 9de De-
cember.
10.

   Aar 1842 den 13de Januar, blev inden Christiania Bythingsret
i Sagen, No. 1084 pro 1841: J. H. Schmahr mod Candidatus juris
Homann afsagt saadan
DOM:

   Nærværende Sag mellem Citanten Kunsthandler J. H. Schmahr
og Indstevnte Candidatus juris Homann har sin Oprindelse fra
en i Bladet den Constitutionelle No.290/1841 indrykket versificeret
Opsats, med Overskrift: "Soirée des Muses," hvortil Indstevnte
er Forfatter, og i hvilken Opsats denne gjør sig lystig over en
af Citanten her i Staden offentlig udstillet Samling af Malerier,
der af Indstevnte fremstilles som Sager uden Værdie, der tjene
til Spot for Tilskuerne, og Digtet slutter med følgende Tirade:


           "Men den som leer polidsk, er Schmahr;
           Folk troer han er en gammel Nar,
           Men den som os ved Næsen ta'er
           Er ingen Nar." --

   Citanten, som herved finder sig fornærmet ikke alene paa sin
Agtelsesret, men ogsaa med Hensyn til sin borgerlige Næringsvei,
har derfor sagsøgt Indstevnte, og paastaaet de omhandlede Ud-
ladelser mortificerede, samt at denne Mortification, samt Dom-
mens øvrige Conclusion paa Indstevntes Bekostning offentliggjøres
i Bladet den Constitutionelle, Idømte ilagt en passende Mulct
saavel til Byens Fattigkasse som til Citanten for Tort og Credit-
spilde, tilpligtet at betale Processens Omkostninger, samt desuden
1 Spd. daglig i Kost og Tæring til Citanten, saalænge han for
denne Sags Skyld maa opholde sig her i Byen.

   Indstevnte har paastaaet enten Sagen afviist eller sig frifunden
d.II,b.5,s.369   for Citantens Tiltale. Som Grund for den nedlagte Afviisnings-
paastand er anført, at Citanten i et af flere i Bladet den Con-
stitutionelle No. 294/1841 indførte Epigrammer med Overskrift: "Nok
en Prosit til Poeten i den Constitutionelle" yttrer sig saaledes:


           "Hvis Du, Mossjø, ei endnu har faaet Mætten,
           af hvad jeg her paa din Tallerken skar,
           men bliver ved at hyle med al Strubens
           Brutalhed mod Correggio og Rubens,
           saa bliver det bedst nok, at vi ende Tretten for Retten;
           det mener jeg den gamle
                             J.H. SCHMAHR"

   Da nu Indstevnte hertil intet har svaret, formener han, at
Sagen mellem ham og Citanten maa ansees opgjort, og at den
saaledes transacta maa blive at afvise. Da imidlertid Indstevnte
ikke paa den Tid disse Epigrammer skreves kunde være Citanten
bekjendt som Forfatter af det paaankede Digt, og det vistnok
maa tillægges nogen Indflydelse med Hensyn til Spørgsmaalet
om Paatale af formeentlige Injurier, hvo der er sammes Forøver,
saa vil den paastaaede Afviisning ikke kunne bevilges, hvorimod
det under Sagens Realitet vil være at afgjøre, om og hvorvidt
den omhandlede Erklæring kan blive at tillægge nogen Indflydelse
ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om Indstævntes Ansvarlighed.

   Hvad det i denne Henseende lægges Indstævnte til Last er
hans Yttringer om, at Folk troer, at Citanten er en gammel Nar,
samt at Citanten skulde tage Folk ved Næsen, hvilket her1
skulde være synonymt med at narre eller bedrage Folk. At paa-
sige en Anden, at "Folk" troer Et eller Andet om ham, kan
udentvivl ikke betragtes anderledes end som om der angaves,
at et saadant Rygte eller Omdømme verserer angaaende den
Vedkommende.

   Kan dette antages, da skjønnes ikke rettere end at Indstevnte
ved de førte Vidners Forklaringer tilstrækkeligen have godtgjort
det af ham angivne Omdømmes eller Rygtes Tilværelse, uden at
Retten troer at burde indlade sig paa at yttre nogen Formening
om hvorvidt det angivne Omdømme ved den af Vidnerne om-
forklarede Adfærd fra Citantens Side i større eller mindre Grad
bestyrkes, hvilket i alt Fald sees at have været Vidnernes Tro.

d.II,b.5,s.370      Da nu Indstevnte ikke har erklæret at han selv holder Ci-
tanten for en Nar, men tvertimod fritaget Citanten for at ansees
som Saadan, og da den, der godtgjør et af ham om en Anden
udbragt Rygtes Tilværelse ikke kan drages til Ansvar for at
have omtalt et saadant Rygte, saa vil Indstevnte ikke i denne
Deel af Sagen kunne drages til Ansvar. Mere tvivlsomt fore-
kommer det Retten om ikke de øvrige paaankede Udladelser
maa paadrage Indstevnte Ansvar efter Injurie-Lovgivningen. At
Beskyldning om at narre eller bedrage Folk, især naar saadant
skeer af egennyttige Hensigter, hvilket her synes at maatte være
Tilfældet, og hvilket derfor synes at paapeges ved de Udtryk
"men den som leer polidsk er Schmahr," hvorved dennes Handlen
mod bedre Overbevisning antydes, maa i Almindelighed ansees
som en Fornærmelse, kan ingen Tvivl være underkastet. Imidler-
tid maa herved erindres, at der ved denne Leilighed ikke kan
være Spørgsmaal om andet Bedrag end at tillægge offentligen
udstillede Kunstsager et større Værd end de virkelig besidde,
eller at tillægge dem Egenskaber, som det maa være Enhver,
som dertil føler Kald og Dygtighed, tilladt at bestride. Menin-
gerne herom kunne være deelte, saa at den Ene kan ansee det
for ordinært, hvad en Anden anseer for udmærket. Nærværende
Ret er ikke i Besiddelse af den Kyndighed der udfordres for at
hævde nogen Mening angaaende den af Citanten udstillede Sam-
lings Værd og skal derfor blot her bemærke at det efter de
fremlagte Attester synes antageligt, at Citanten har været i Be-
siddelse af en Maleriesamling af Kunstværd, af hvilken dog en
betydelig Deel sees at være opbrændt i Staden Wexiö. Derimod
vækkes der Tvivl med Hensyn til Beskaffenheden af hans nu-
værende Samling, naar hensees til, at samme af tvende her-
værende kunsterfarne Mænd, er skjønnet at fortjene "Liden
Opmærksomhed", og Stykker deriblandt antages ikke at være
af de berømte Mestere for hvis Arbeide de udgives, hvorimod
deriblandt findes endog meget slette Stykker.

   Under saadanne Omstændigheder maa den som giver sig ud
for Kjender (og som saadan maa formentlig Citanten i Egenskab
af Kunsthandler antages at gerere sig, see ogsaa Epigrammer i
den Constitutionelle No. 294), formentligen finde sig i, at ikke
alene hans Samling, men og han selv af de misfornøiede Til-
d.II,b.5,s.371   skuere underkastes en dadlende Bedømmelse, og i Egenskab
Kunstkjender og Udstiller. At det er i saadan Egenskab Ci-
tanten af Indstevnte er omtalt, er af denne paastaaet, og synes
ikke at kunne drages i Tvivl, men at paasige en Kunstner eller
en Foreviser af Kunstværker, at han bedrager Publicum naar
hans Præstationer efter almindeligt Skjøn og Kunsterfarnes Om-
dømme, deels ere under deres angivne Værdie, deels endog uden
al Værdie, kan ikke ansees som nogen Retskrænkelse, der kan
medføre Ansvar for den Sigtede, thi herom maa Dommen være
fri, og viser den sig urigtig vil Kunstneren eller Producenten
intet derved tabe. At Indstevntes Yttringer i nærværende Til-
fælde ere persiflerende og krænkende for Citanten i fornævnte
Egenskab, kan efter Rettens Formening ikke betragtes som nogen
Æresfornærmelse for Citanten, der, dette uanseet, i sit borger-
lige Forhold kan være ligesaa ulastelig Mand som en Handels-
mand eller Næringsdrivende der falbyder maadelige Varer, over-
ladende til sine Kunder om de finde sig tjent med at modtage
de anbudne Varer til den forlangte Priis, hvorved Vedkommende
udentvivl maa finde sig i, at Kunderne ikke alene unddrage Den
sin Næring, af hvem de troe at have faaet slette Varer, men
selv deri, at de yttre Tvivl om ikke den kyndige Sælger maatte
have været bekjendt med sine Varers Beskaffenhed førend han
solgte dem, men alligevel fortiet denne sin Kundskab i den
Tanke, at ingen Forpligtelse til Aabenhjertighed i denne Hen-
seende paalaa ham mod dem, der selv kunde see sig for. Ret-
ten antager saaledes ikke, at Indstevnte kan have paadraget sig
noget juridisk Ansvar ved de paaklagede Yttringer, og det saa-
meget mindre, som Citanten ved først at vælge Pressen til sit
Forsvar selv synes at have indrømmet, at han paa denne Vei
havde at møde sin Modstander, som han ikke heller synes at
være bleven synderlig skyldig, og Citanten derhos selv sees
oprindelig at have været af den Mening, at Tvisten, kun for-
saavidt hans Modstander gjennem Pressen fortsatte samme,
hvilket ei er skeet, egnede sig til Afgjørelse ved Retten.
   At endelig Citanten ved den paaklagede Opsats skulde have
lidt noget Skaar i sin Næringsvei, kan ikke antages, da, som
foranført, hans Udstilling var offentlig og kunde tale for sig selv,
om den uretfærdigen blev dadlet.

d.II,b.5,s.372      Ifølge det Foranførte, antager Retten, at Indstevnte maa blive
at tillægge den af ham paastaaede Frifindelse, hvorhos Proces-
sens Omkostninger efter Omstændighederne ville være at ophæve.

THI KJENDES FOR RET:

   Indstævnte Candidatus juris Homann, bør for Citantens, Kunst-
handler J.H. Schmahrs Tiltale i denne Sag fri at være.

   Processens Omkostninger ophæves.


III. EFTERORD

   Men ingen Eftertale. Jeg vil afholde mig fra alle Be- og An-
mærkninger. Kun vil jeg endnu tillade mig imod DHrr. Frichs
og Groschs Dom at anføre en af Hr. Anonymus (der, som be-
kjendt, ligesaa ofte er den bedste Kunstdommer som han er en
slet). Morgenbladet, der roser sig af sit skarpe Indseende med
denne mangfoldige Forfatter, meddeler den under 20de Aug. f. A.
saaledes:

   "Iblandt de Stykker, som Hr. Kunsthandler Schmahr i disse
Dage foreviser i Hr. Advokat Hjelms Gaard i sin Udstilling, er
der unægtelig flere, der fortjene det kunstelskende og skjøn-
somme Publicums Opmærksomhed. Den Correggio f. Ex., som
er Udstillingens Lyspunkt og Perle, er unægtelig ægte, og saa-
ledes alene værd et Besøg, og det samme lader sig ogsaa sige
om andre, navnligen om Saul for Hexen i Endor af Caravaggio,
som man, fordi det er saa smukt, maa beklage kun er et Bryst-
stykke. Disse to Stykker ville hæve vort Nationalgallerie, om
det havde Raad til at komme i Besiddelse af samme. Efter den
trykte Catalog ere ogsaa flere af de udstillede Malerier tilsalgs.
Mellem disse fortjene ligeledes Portraitet af Venetianeren An-
dreas Grimani, der bærer Paul Veroneses Mærke, at komme i
særdeles Betragtning; og det samme lader sig vel ogsaa sige
om Landskabet, der udgives at være af en Michel Carrèe. At
Hr. Schmahrs Udstillinger ere blevne anerkjendte saavel i andre
norske Blade som i det svenske Aftonblad, kan maaske ogsaa
tjene til at hæve dem her i Publicums Øine."

   Jeg vil ogsaa her, som forhen, have bemærket, for at sætte
modus procedendi i sit rette Lys, at jeg virkelig har kjendt en
d.II,b.5,s.373   Krigs-, Kammer- eller Commerceraad Barck i gamle Dage --
en meget peen Mand, som man siger, og ligesom Conferentsraad
Bugge en decideret Liebhaber af Malerier, som siden kom til
Fyen;


           Der spredtes de som Høstens faldne Blade:
           De Potters og van Dycks -- o Jammerskade!
           De Wouwermannske Heste løb sin Vei
           For Slaget under Auctionarens Hammer.
           Gud veed hvorhen? men til en Samling ei,
           Der noget bedre var end en af Rammer.

Og herom var jeg da, som før berørt, saa høflig at give de to
unge Herrer Underretning, som behagede at spørge mig i De-
partementet, om jeg havde kjendt en Kammerraad Barck. Først
senere, efter deres Eedsaflæggelse, underrettedes jeg til min
Forbauselse om, at de havde meent en fingeret Vaudevillefigur,
hvortil dens Forfatter gjerne kan have taget Navnet af den
virkelige Krigs-, Kammer- eller Commerce-Raad Barck, som jeg
(og vel en Mængde gamle Kjøbenhavnere fra min Tid) har kjendt.
Sligt kan nu være lystigt nok, omendskjøndt Vittigheden er mager;
men hvorvidt en streng Chef for et Lands Justits vilde lee derad,
skal jeg lade være usagt. Men kan ikke han det, saa kan Jeg
det; og den Evne holder jeg for at være det herligste Udbytte
af et Liv, ved hvis Ende man gjerne, naar jeg regner al den Tid
fra, som Thingstude, Narre og Geert Westphalere have spildt
mig, kan give mig Gravskriften:
Hic jacet Schmahr, cujus ætas multorum annorum fuit.
Ipse septem duntaxat annos vixit.
Her ligger Schmahr.
Af Aar en Patriark han var.
In Alles knapt dog syv han levet har.

   Og disse syv kan jeg først sige jeg har levet efterat Venskabet
havde efterladt sin Kappe i mine Hænder, Kjærligheden havde
nedvendt sin Fakkel og efterat min store Gaard i store Kongens-
gade i Kjøbenhavn var fløiten.


           Jeg fik kun Viisdommen og Lykken
           Med Fattigdommen og Parykken.

d.II,b.5,s.374      Før var jeg Daare nok til at spilde min Rolighed i Kamp for
hvad jeg tænkte var baade min og Allemands Ret. Aar randt
og Haar visnede før jeg indsaae, at den fredelige Nathue er den
sikkreste Hjelm imod alle Livets Storme, at dens Rolighed ikke
er at bortbytte mod Fortunati Ønskehat eller mod Kongen af
Persiens perlebelæssede Krone, og at det Største paa Jorden
staaer mig tilbage: at tilgive og glemme. Og jeg har let der-
for. Thi


           Hvor fødtes i det blide Danmark vel
           En melancholsk og hadsk cholerisk Sjel?
           Selv Den, hvis Vugge stod paa Jyllands Hede,
           Ombruset af det vilde Vesterhav,
           Kun Blomsten seer paa Lyngen, ei den vrede
           Blodlystne Torn, som stikker frem deraf.



           Og Jeg, som fødtes under Sjellands Bøg,
           Er bleven gammel under Sang og Spøg.
           Jeg mindes kun det Skjønne, jeg har seet;
           Det er min nationale Characteer.
           Ad hver en Gang, jeg i mit Liv har leet,
           Paa Gravens Rand jeg end af Hjertet leer.



           Dog loe jeg aldrig bedre nogen Gang,
           End da Correggio'en op jeg hang,
           Og hørte Dommene man derom fældte.
           Da præked sjeleblinde Kallifan,2
           Correggio man for en Kluddrer skjeldte,
           Og gamle Schmahr -- han blev en Charlatan.



           Nu Charlatan? Lad gaae! men gaae i Fred!
           Med et Glas Viin gaaer "Charlatanen" ned;
           Og det jeg tømme vil paa Konstens Triven.
           Bag Maleriet skjult jeg Harpen har;
           Den slaaer jeg, mens Correggio er Skiven
           Og ikke længer gamle J. H. Schmahr.

d.II,b.5,s.375  

           Ak Viin? Hvad Drømme om forsvunden Tid!
                      Ræk mig, min Ven, et Bæger Vand kun hid!
           Jeg drikker deri Fred med hele Jorden
           Og Ende paa enhver Proces den har!
           Jeg fik nu en som saa paa min: for Norden
           Indankes den af gamle
                             J. H. SCHMAHR

   Har det lykkets mig i det Foregaaende at meddele det høit-
ærede Publikum det Begreb om mig, at jeg er et Menneske,
der vil "Alle vel og Ingen ilde" (en velsignet Skaal, min gamle
Ven Capitain Folchmann i Weile altid pleiede at udbringe, og
som jeg har tømt mangt et Glas paa i mine Dage) og at min
Nations Godmodighed ikke vanslægter i min Person, saa tør jeg
maaskee ogsaa haabe, at man med Overbærelse tillige vil høre
noget nærmere om min nærværende Stilling, hvis fortvivlede
Omstændigheder egentligen bringer denne Bog (der bringer Fleer
end mig over til Udødeligheden) i Publikums Hænder. Jeg er
vel et Stykke af en Livsphilosoph, som i sin Tid har eiet en
Snees Gaarde i Kongens Kjøbenhavn, og har under Barbererens
Indsæbning, uden at fordreie en Mine, kunnet modtage Efter-
retningen om Skibs og Ladnings Forliis ved Engelskmanden;
men reentudsagt -- jeg gjorde mig den Tanke om det stolte
Norge,


           Hvis Mænd foruden Pralerie fortælle,
           At Billeder de er af egne Fjelde,

at det ikke lod sig gjøre, at gjæste dets Byer, især paa Vest-
landet, før jeg for det Første havde afvæltet mig ved Proces
Beskyldningen at tage Folk ved Næsen, og for det Andet betalt
min Gjeld til mine Creditorer hersteds. Men i disse Meninger
har jeg nok blot havt Ret i den sidste, og derom er man ogsaa
saa temmelig enig i Verden, mens Begreberne om, hvad der er
Fornærmeligt eller ikke, ere, ikke blot saa forskjellige som Na-
tionerne, men som Personerne ere. Holder man det i Norge,
ligesom imellem Yankierne, for ingen Feil at tage Folk ved Næsen,
saa for mig meer end gjerne, naar man blot tillige vil udstrække
sin Liberalitet til at kjøbe denne Bog i saa tilstrækkeligt Antal,
d.II,b.5,s.376   at jeg kan betale en Gjeld af 150 Rigsdaler, der holder mig
bunden til et Sted,


           Hvor Folk, der vise Bjørne frem og Aber
           En smuk Gevinst til sig om Aaret skraber,
           Mens Den, der Rom og Florenz hid har ført,
           Maa lutter Viderværdigheder taale,
           Og fristes af et Liv, der er saa tørt,
           Til Støv at ryste af den slidte Saale,
           Som, medens den var heel, til Norge bar
           Med Mesterværker gamle
                             J. H. SCHMAHR

   Men jeg skulde ikke fortjene denne Godhed, om jeg ikke i
denne Sag havde vist mig fra den ærekjæreste Side. Jeg tæmmede
min Vrede3, erindrende, at en viis Mand er en stor Monark,
og har et Rige i sig selv, alt efter de gamle Linier:


           Latius regnes avidum domando spiritum qvam
si Lybiam remotis Gadibus jungas,
et uterque Poenus serviat uni.



           Ved dit afspænstige Gemyt at styre,
           et Rige du behersker, meer uhyre,
           end om du sveised hele Mauritanien
           ved Herkles' Støtter sammen fast med Spanien
           og i din Haand var Esparteros Magt
           med al Marokkos vilde Herskers lagt.

   Men min Æresfølelse lod sig ikke tvinge som min billige Harme,
og Sagen selv viser, at det kun var mig om dens Tilfredsstillelse
at gjøre, hvilket saavel vil kunne bevidnes af mange Andre, som
af en gammel Mand af Byen, Hr. B....tz, der indlod sig i
en lang Samtale med mig udenfor Raadstuen, hvorfor jeg, paa
Grund af hans skarpe Domme om Processer i Almindelighed og
om min i Særdeleshed, hans Alder og ligefremme Henvendelse
til mig, under den hele Time lange Samtale stod i den For-
d.II,b.5,s.377   mening, at han var en Onkel eller en anden Nærbeslægtet af
Modparten, som vilde overtale mig til at lade Sagen fare. Men
fremfor Alle tør jeg paaberaabe mig Hr. Maler S. der, før Sagen
afhængiggjordes, paa Hr. Advokat Hjelms Kontoir, paa sit Spørgs-
maal, om jeg ikke vilde hæve Sagen, om jeg fik 100 Daler, hvor-
for jeg da kunde reise til Kjøbenhavn, fik til Svar, at jeg ikke
for 1000 Rd. vilde gjøre mig til Bedrager, og at jeg ikke vilde
sætte min Fod ud af Christiania før jeg havde faaet Dom forat
jeg ikke tager Publikum ved Næsen. Men jeg har nu erfaret
Sandheden af, at


           "Paa Narrenæser og Kjæklertunge
           hænge Prokuratorens Pengepunge,"

hvortil jeg kun vil føie det pium desiderium:


           Er jeg en Nar, gid Næsen var saa lang,
           at ogsaa Prokuratoren ved Pungens Side hang!

   Og jeg har derfor henvendt mig til et billigttænkende Publi-
kum, som baade kjender Sandheden af
"ubi plurima nitent non
ego paucis offendar maculis."


           Hvor herlig straale Mesteparten
           Jeg ved en Flek ei stødes, selv ikke ved en svart en,

og som antager, at følgende
MAXIMER FOR KUNSTDOMMERE, PROCEDERENDE, NARRE OG ANDRE

ikke ere at foragte:


           At være streng som Cato
           er ikke altid just at være viis som Plato.



           Hvo troer, han kjender mindst, næst Sokrates'en gaaer:
           men Den er Narres Konge, som troer, han mest forstaaer.



           Vinden blæser Blærer op, Indbildninger en Nar.
           De blie' nok begge stive, men tomme som de var.

d.II,b.5,s.378  

           Prokuratorer Saxe lige ere:
                      kun hvad der er imellem de isønderskjære.



           At tale kun geraade den Kloge kan til Priis;
           men Taushed er paa Narres Klogskab et Beviis.

Punctum finale!

J.H. SCHMAHR



1
  tilbakeIkke i Christiania, som man seer. S.

2
  tilbakeMuurmester og Kunstdommer i Grækenland.

3
  tilbakeEn Nar kan Høiheden dens Ro berøve.
En lumpen Muus forstyrre kan en Løve.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE