| d.II,b.5,s.343 |
KUNSTHANDLER SCHMAHRS
PROCES Anch io sono autore. DENNE PROCES TILEGNES ALLE KUNSTYNDERE OG TÆNKENDE MÆND ÆRBØDIGST AF J. H. SCHMAHR Skaden.
Formodentlig et Vindu oppe Til Malergalleriet stod. Thi pludselig fra Træets Toppe en Skade sig derind nedlod. Den hørte Publikum at dømme. A roste høit hvad B rev ned. Men under Talens raske Strømme, Et Ord iblandt sig Skaden hentet, Og saa med et og høist uventet begyndte den at snakke med. SCHMAHR |
| d.II,b.5,s.344 |
KUNSTHANDLER SCHMAHRS PROCES
MOD KUNSTDOMMER HOMANN AF J. H. SCHMAHR Jeg holder med den gamle Epictetus: "Anechu kai apechu!" Lid og taal! Magistri etiam verbis hisce fretus, Jeg graa er bleven og saa haard som Staal. Schmahr Astræa steg til Himlen som man veed, Da kjed af Procedure hun var vorden. Men jeg har lokket hende atter ned Med mine Malerier hid til Jorden. Dog blev hun ikke længe der; thi som Den Himmelske just vilde dem bedømme, En Stokkemand fra Byens Raadstu kom, Og flux tilbage hun da maatte rømme. SCHMAHR |
| d.II,b.5,s.345 |
FORTALE Innocens sit animus in irata fortuna.  Min Rolighed man ikke ud skal pante;Paa Retsind heller ikke skal det vante, Om Lykken end er arrig, Lunefuld og karrig Som en gammel Tante. Dette var min Tanke, da jeg den 13de Januar dette Aar for- lod Bythingsstuen i Christiania med det Budskab, at jeg havde tabt en Sag, jeg troede var retfærdig og utabelig, hvor Lovene ogsaa havde taget den Fremmedes Ære i sin Beskyttelse. Men -- si vis beatus esse, cogita hoc primum: contemnere & con- temni; nondum es felix, si turba non deriserit. Det er udlagt: Hvis Du vil leve lykkelig, det være først betænket, At byde Andre din Foragt, og selv at blive krænket. Lyksalig ei og stor Du er, Hvis Pøblen ikke Dig beleer. Ja, det blev Resultatet, at Modpartens Forsøg, paa at gjøre mig til Maal for Lystighed hvor jeg kom frem med mine Malerier, blev autoriseret som uskyldig Moerskab, og at jeg faaer husvale mig med den tynde og vanskelige Trøst i disse Vers, at byde Foragt mod Foragt. Jeg kalder den tynd, fordi der ingen er deri for mig, og vanskelig fordi det har viist sig, at det ikke har været mig let at udskille Pøbelen af den Mængde, som har besøgt mine Udstillinger. Jeg vil derfor søge en bedre Trøst i en Appel til Publicum, idet jeg her udgiver min Sag med For- fatteren af de Smædevers i den Konstitutionelle, som gav An- ledning dertil, en ung Jurist ved Navn Homann, mihi sane plane incognitus, d. e. Mig ganske ubekjendt forresten, Som Græsk og Galathee (og som Hebraisk for Præsten.) Jeg vil overlade det ærede Publicum selv at forbinde de Akt- stykker, som i det Følgende ville blive leverede med en kort Antydning, med det behørige Raisonnement, hvortil Materie heller ikke vil mangle. Det vil ogsaa af visse Strøg i det Føl- |
| d.II,b.5,s.346 |
gende faae tilstrækkelig Underretning om min egen Person, der, kort at fortælle, er en gammel Kjøbenhavner, som ikke har andet at leve af, end af min Rest af Malerier. Derfor er Kampen for deres Ære naturlig som for min egen, og derfor griber jeg Pennen, som den knæhuggede Tappre endnu famler paa Jorden efter et Sværd og bruger det, skjøndt Æren her, denne bydende Herskerinde, "infandum me jubet renovare do- lorem" Mig byder remse op en Hob af Smerter, Som Bomber tunge, talrige som Erter. Dog -- Correggio behøver ikke Papiret til sit Forsvar. Det er gamle Schmahr, som intet andet Forum har, da, reentudsagt, jeg aldrig har troet, at Astræa har forladt Jorden, men at hun aldrig har forladt Himlen, og ved Fablen om Labyrinthen er at forstaa Processens Snirkelveie, og ved den altslugende Minotaurus Juris- prudentsen. Skjøndt jeg kan sige om mig selv hvad der siges om Jugurtha, at jeg udmærker mig plurimum faciendo & nihil de me ipso lo- qvendo Meer ved Daad (saa er min Viis) end ved Priis i Avis, -- vil jeg dog her bemærke, at det juridiske Uheld, som saaledes anden Gang (thi jeg har før i Kjøbenhavn i 1821, paa eget For- lag udgivet en Proces, 8 Ark stor) bringer mig ind i Literatur- lexikonet, saameget meer maa opfordre mig til dette Foretagende, som min derved foraarsagede slemme Stilling staaer i den mest skjærende Modsætning til hvordan denne for faae Maaneder siden var ved min Ankomst til Byen. Da havde kun den i Norge saa yndede og berømte Paul Dahl havt saa alenlange, med Roes opfyldte, Spalter, i det svenske Aftonblad som Jeg. Da vare alle baade Vest- og Østgothlands Aviser opfyldte med Berømmelser, og foran mig fra Moss løb følgende Expectoration i Smaalehnenes Amtstidende(!) som jeg her indtager af Respekt for den Bemærkning i Dommen, at Omdømmet af Kunstsager bør være frit: "I vor lille Stad, som vel ogsaa i enhver anden i vort kjære |
| d.II,b.5,s.347 |
Fædreland, forekommer saameget Hverdagsligt, saameget Leit, saameget Sindsnedtrykkende -- kort sagt: saa meget Prosaiskt, saa det maa være Enhver, hvis høiere Aandsretning ikke aldeles er gaaet tilgrunde, kjært, naar et eller andet Element af en aandig Natur, fremtræder i denne Livets Prosa. Det var derfor Indsenderen behageligt at erfare, at Kunsthandleren Schmahr atter besøger vor By, for at tilbyde Publikum Skuet af sine originale Oliemalerier af Mestere, hvis Navne ville mindes, naar mangen Fyrstes og dekoreret Stormands ere glemte. Indsenderen heraf er blandt dem, der glæde sig ved Mindet af den Kunst- nydelse Herr Schmahrs Exposition i forrige Aar skjænkede, og han fryder sig ved atter at kunne have den Nydelse, især da den Samling, der nu vises, ikke forhen her har været udstillet. Iblandt de Stykker Herr Schmahr nu vil opvarte Publikum med, findes f. Ex. hiint berømte "Isak søger Rebekka ved Brønden" af en af Verdens Malerfyrster Rubens; et Portrait af en vene- tiansk Adelsmand af en anden af disse Fyrster, Poul Veronæse; en Hanefægtning af en af den nederlandske Skoles Heroer Hondekoeter o. Fl. Det var at ønske, at Herr Schmahr -- der ved en Ildebrand i Wexiø leed et Tab af 175 af sine Malerier, og hvorved han, der har anvendt sit Liv og sin Formue i kunst- samlende Retning, -- kunde ved sin Udstilling af de Reddede, her, som andetsteds, baade i Sverige og Norge, finde nogen Erstatning for sit forøvrigt uoprettelige Tab". -- Saa mange vare Ordene! Dette er et audiatur & altera pars fra en saa gammel Bye, at ikke alene min dunede Modstander, men ogsaa de to saa- kaldte Kunstkjendere DHerr Frich og Grosch, som det lader til skulle repræsentere Omdømmet i Christiania, vel i sit Indre maa føle nogen Ærbødighed derfor. En Landskabsmaler og en Byg- mester foran de corregianske Engle? Nu vel! Det er just ikke: Navita de ventis, de tauris narret arator, enumeret miles vulnera, pastor oves, Matroserne tale om Vindenes Leeg, om Studene Bonden,Vunderne tælle Soldaten, Hyrden de adspredte Faar! Men jeg er for gammel til ikke at vide, at i de Blindes Rige ere de Eenøiede Fyrster; og hverken falder det mig ind foran |
| d.II,b.5,s.348 |
Enhver Hr. N.N.s Landskaber at tænke paa Poussin, eller foran P.P.s Bygninger paa Palladio. Det er vistnok, at Branden i Wexiø, der ødelagde 175 af mine Malerier, ogsaa fortærede Stykker, der vare bedre end endeel af dem jeg har tilbage, men dog ingen der overgik min Correggio og Caravaggio. Naar Englands grønne Kyst jeg seer med dem, Vil flere Guineer trille mig imøde, End Stjerner tindred over Norge frem, Da hid jeg Teucer-sloges af mit Øde. Ære være dog Nationen! Mine smaae corregianske Engle bede godt for den, om de end finde det forkoldt deroppe i det saakaldte Nationalgallerie paa Slottet og lade haant om at lege med Kobberskillinger. Dens Sands til at skille imellem Godt og Slet i Kunsten er mærkeligen tiltaget siden Jeg betraadte Landet, og det har betalt mig denne Fortjeneste med den dyre- bare Erfaring: Naar En vil trætte med Dig om din Frak, Saa giv ham Kappen med og dertil Tak. Men efter saadan Erfaring indtræder ogsaa den sande philo- sophiske Rolighed, der kan sige med Poeten. Sedes prima est vita ima. Stet quicunque volet potius aulæ culmine lubrico. Me dulci saturet qvies; obscuro positus loco leni perfruar otio. Jo lavere jo sikkrere mit Sæde.Lad hvo som vil paa Borgens Tinde træde! Jeg bytter ei med selve Excellenzen min lille Qvist hos Mikkelsen i Grændsen. Der boe Angeloer sammen med mig, og stundom naar jeg i et Par Timer seer paa dem, svæve de ud af Rammen forat trøste mig over Juristeriets Triumph, og lægge mig sin Harpe i Hænderne. I saadanne Stunder har jeg skrevet mine Qvad, |
| d.II,b.5,s.349 |
min Triumph-Hymne over Juristerne: "Til Kamp, St. Georg!" (Dragebetvingeren); da er det klassiske Reminiscentser vise sig i mit Hoveds Camera-obscura-Baggrund, og at jeg taler Latin ligesom Taarnhanen siges at gale, naar den lugter Brød. Men det er ikke med slige Partikulariteter, jeg vil interessere Publikum. Om mig selv kun saameget, at mit Valgsprog er: Honeste vivere, prudenter agere, alterum non lædere, suum cuique tribuere Leve honet, handle ret, Ingen at skade, hver En Sit at lade. Og med en gunstig Forudmening om mig Selv være da min Sag indledet til et gunstigt Omdømme, idet jeg, ligesom Friede- rich Reiser begyndte med Ild, begynder med Vand, nemlig med de Vers i den Constitutionelle, der gav Anledning til Processen. CHRISTIANIA i Januar 1842. Ærbødigst J. H. SCHMAHR |
| d.II,b.5,s.350 |
I. TIRAILLEURILD AF POESIER I den Constitutionelle for 17de October, paa en Søndag (til hvilken Dag man altid gjemmer Qvintessenzen af det Vid, som staaer til Red.s Tjeneste) viste sig følgende Vers: "Soirée des Muses.
Der, hvor man før Forening fandt Af Alt, hvad der var elegant, Der, hvor Lorang sin Hæder vandt Før han forsvandt -- Der holdes nu en Soiree Til Stakkels Musers Spot og Spee, Men som for eengang man bør see, Naar man vil lee. Til Vinduesrammer tjenlig Stads Er hængt omkring hvor der er Plads, Dermed en vittig Populats Gjør Harcellats. Men den, som leer polidsk, er Schmahr. Folk troe han er en gammel Nar; Men den, som os ved Næsen ta'er, Er ingen Nar." Den følgende Dag viste sig dette Gjensvar: "Til Poeten i den Constitutionelle.
Hvis Du og Dine Medfigurer vil komme paa min Soiree, skal Publikummet faae at see jeg mangler ei Karrikaturer. Til bøhmische Musikverein en Dands af dem vil gjøre Lykke, især naar jeg ta'er Fløiten frem og blæser Jer et Stykke. SCHMAHR" |
| d.II,b.5,s.351 |
Den 19de kom Personen igjen: "Til Hr. Schmahr.
Du be'er mig see paa Din Trafiqve Og dandse ved Verein-Musik, Hvorved Du assistere vil Med Løier og med Fløitespil. Undskyld, jeg er ei den, Du troer, Desværre jeg er ei Din Bro'er: Dit Bjørnetrækker-Apparat Er kun for Bjørn og Abekat. POETEN I DEN CONSTITUTIONELLE" Hvorpaa jeg gav ham rodeviis det glatte Lag den 21de i Følgende: "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle.
Naar tog jeg Publikum ved Næsen? Jeg trylled kun dets Øie allenfals. Tom er min Pung, som fuld af Løgn din Hals; Men kun af Ærlighed bestaaer mit Væsen. Du angler og meder, Du søger par force efter Vittigheder? -- O daarlige Jagt! Thi vist med en Fjeder, saa sløv og forlagt, Du fanger for Alt hvad Du træller og sveder kun Hvermands Foragt. Hvis Du, Mossjø, ei endnu har faaet Mætten af hvad jeg her paa din Tallerken skar, men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens: saa blier det bedst nok, at vi ende Trætten for Retten; Det mener jeg, den gamle J.H. SCHMAHR" |
| d.II,b.5,s.352 |
Den poetiske Aare maatte alt have udtømt sig, thi med paa- faldende Løihed lod han sig nøie med følgende Opkog: "Nogle Ord i Striden mellem Hr. Schmahr
og hans Modstander. Naar det drives altfor vidt Saa bliver det omsider lidt Tyndt. J.H. WESSEL" To Stropher af mig, som i samme Blad for 18de og 24de Au- gust havde fundet Plads (jeg havde endnu 8 i Reserve) og som jeg her vil citere, burde have overtydet Anonymen om, at han før burde have indladt sig paa at tage Kagen med blotte Hænder ud af en Biekube, end paa at udæske mig med Vers. De lød: "Til Kunstdommeren i Christianssandsposten.
Correggio du et Skabilken kalder? Tillad, jeg kalder Dig igjen en Nar. Mit Maleries Værdi ei derfor falder fordi din Dumhed stiger med din Alder, saasandt som jeg er gamle J.H. SCHMAHR" "Til Kunstdommeren i Christianssandsposten.
Tag af Viziret, falske Ridder Rød, som hugger løs paa mine Malerier med morderiske Nidingsstød! Tag af! tag af! Du vover ei? Du tier? For Afmaskering du Dig rædsomt qvier; thi bedst du veed nok selver, at bag Masken er en Abekat: J.H. SCHMAHR" |
| d.II,b.5,s.353 |
Uagtet jeg, uden Selvroes, tør sige, at disse Vers røbe en Karl for sin Hat, seer man dog, at han vovede sig ud, og kastede Handsken. Men hans Tapperhed var som Musens, der har Rumpen i Hullet og strax er nede. Kjed af en Kamp, der var saa lidet at vinde ved, og saa lidet fast at holde sig til, besluttede jeg da at gjøre Alvor af min Trudsel, og at lade Personen staae tilrette hvem han saa maatte være -- ikke fordi han havde belagt mig med "en gammel Nar," hvilket baade Democrifus og Cato har maattet taale af sin Tids "Grøn- skoldinger;" men fordi han havde sagt, at jeg tager Publikum ved Næsen. Med sligt Skudsmaal kunde jeg ikke være tjent hverken her, eller i de andre Byer, det var min Hensigt at be- søge med mine Malerier. Før jeg turde tænke herpaa maatte jeg da see til at faae hine Udtryk mortificerede. Jeg lod da Redaktionen beskikke og see -- Apparuit mus. Sig Musen viste da med Queuen og med Teten: en Homann, Candidat i Jura, var Poeten. II. KANONADE AF STEVNINGER OG INDLÆG O Dannemark, min Moder, hvi belønner Du kun med Hæder dem af dine Sønner, Som sprøite Blodet over fremmed Kyst? Hvi tager du kun Jueler, Troller, Ruder Og Schoutbynachter over sprængte Skuder Med øm Begeistring til dit Moderbryst? Og glemmer mig, din Søn, som nys en Træfning I Norge har bestaaet, mod hvis Brag Kanonerne i Kjøgebugtens Slag Kun var som Bologneserhundes Bjæfning Imod en Løves Brøl dens Friheds Dag? O flød ei Blod og Malm, af Ilden smeltet, Saa strømmer dog ei Sundet eller Beltet Saa stridt som Blækket strømmed fra min Pen, Naar den sin Vredes Lynild slynged hen. SCHMAHR |
| d.II,b.5,s.354 |
Jeg mener herved den egentlige Kamp, jeg har maattet fegte for min og Correggios Ære; og sandelig Lignelsen med en Kano- nade er ikke saa ueffen formedelst det Skydses Grovhed, som er bleven brugt, under hvis Drøn jeg har udstedt følgende: Hjertesuk.
Hvi fik jeg ikkun Winkelmanns Og Cimabue's Kunstdommersands, Vasaris Smag, Zoëgas Øie, Et kritisk Blik som Wolfgang Menzel; Men ikke den dæmonisk-høie Buonarotis djærve Pensel, Ostades brogede Pallet? Som Hiin jeg da tog til Sujet Det fulde Helvede i Lue; Jeg derpaa parodierte det Ostadisk i en Bythingsstue. Men -- en avant! Lad Bataillen atter gjentage sig paa disse Blade saadan som den foregik i det svundne Efteraars skumle Dage i den uhyggelige Retsstue fuld af problematiske Genre- gesichter! Altsaa til SAGEN 1. No. 3. Fire og Tyve Skilling Species. For et Beløb af over 20 Spd. og ikke over 30 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. Til CHRISTIANIAS BYES STEVNEVIDNER Herved maa jeg have Stevnevidnerne anmodet om uop- holdelig at begive sig til Redaktøren af Bladet den Constitu- tionelle og beskikkelsesviis afæske ham hans Erklæring, om han selv vil paatage sig Ansvarligheden ifølge Lovene for det i No. 290 indeværende Aar af bemeldte Blad, indeholdte Stykke |
| d.II,b.5,s.355 |
med Overskrift: "Soirée des Muses" og de i samme mod mig fremførte Injurier eller om han er villig til at opgive sammes Forfatter, og i saafald hvo denne Forfatter er. Svaret bedes herpaategnet meddeelt. Christiania den 20de Oktober 1841. J. H. SCHMAHR Ovenmeldte Stykkes Forfatter er Hr. Cand. jur. Homann, der selv vil være ansvarlig for sammes Indhold. Christiania den 21de Oktober 1841. A. MUNCH Aar 1841 den 20de Oktober er denne Beskikkelse lovlig for- kyndt Redaktøren for vedlagte Blad Student Munch i hans Bopæl i eget Paahør, som afgav saadan Erklæring som ovenanført, bevidne undertegnede Stevnevidner. J. JANSEN F. O. WESTERN Forkyndelsen er betalt med 24 Skilling. F. O. Western. Foreviist i Christianias Byethingsret 4de November 1841. MALTHE 2. Til FORLIGELSESKOMMISSIONEN FOR CHRISTIANIA Udi et i Bladet "den Constitutionelle" No. 290 forindeværende Aar indført Stykke med Overskrift "Soirée des Muses" har For- fatteren tilladt sig at charakterisere mig som den, Alle holde for en Nar og den, der har taget Publikum ved Næsen. I Anled- ning af denne mod mig fremførte Injurie har jeg henvendt mig til Redaktionen for bemeldte Blad, og faaet Hr. Cand. jur. Homannn opgivet som Forfatter af Stykket. Thi er det herved, at jeg ud- beder Hr. Homann indkaldt for først afholdende Forligelses- kommission for at prøve mindeligt Forlig indgaaet i Anledning af ovenstaaende mod mig fremførte Injurie, med hvad dermed |
| d.II,b.5,s.356 |
staaer i Forbindelse, deriblandt ogsaa om Erstatning for Tort og Creditspilde, samt for alt det Tab jeg ved bemeldte Injurie kommer til at lide. Christiania den 22de Oktober 1841. SCHMAHR, Kunsthandler. Indklagede Cand. jur. Homann indkaldes at møde i Christianias Forligelseskommission paa Stadens Raadhuus Mandagen den 25de Oktober førstkommende Kl. 5 (fem) Eftermiddag. Christiania den 23de Oktober 1841. STABEL, Forlig. Kommissær. For Paategningen tilkommer mig 24 Skilling. Stabel. Aar 1841 den 23de Oktober er denne Indkaldelse lovlig for- kyndt i Cand. jur. Homanns Bopæl for Anne Thoresdatter, be- vidnes i Kraft af vores aflagte Eed. SULLESTAD Forkyndelsen betalt med 12 Skilling. Sullestad. I Forligelsescommission den 25de Oktober 1841 mødte begge Parter personlig, men Forlig var ei at opnaa, hvorfor Sagen, efter Klagerens Forlangende, blev henviist til Afgjørelse ved Rettergang, hvilket attesteres. Betalt 16 -- sexten -- Skilling. MALTHE Fremlagt i Christianias Byethingsret 4de November 1841. MALTHE 3. No. 1.Otte Skilling Species. For et Beløb ei Schøyn.større end 10 Spd. 1841. Bernhoft. STEVNING Da Forlig ikke har været at opnaae med Cand. jur. Homann, som af den Constitutionelles Redaktion er mig som Forfatter til et mig injurierende og mig i min Næringsvei skadende Stykke |
| d.II,b.5,s.357 |
i samme Blads No. 290 for dette Aar, hvilke Injurier i Stevningen til Forligelseskommissionen ere aterede, indstevnes han herved til at møde mig inden Christianias Bythingsret Torsdag den 4de November d. A. for der og da Procedure samt stevnte og ustevnte Vidners Prov at anhøre, Dokumenter at see irettelagte samt Dom efter nærmere der gjørende Paastand at lide. Christiania den 26de Oktober 1841. SCHMAHR Aar 1841 den 27de Oktober er denne Stevning lovlig forkyndt Candidat Homann i hans Bopæl i Contorist Bøkkers Paahør, be- vidner undertegnede Stevnevidner. J. JANSEN F.O. WESTERN Forkyndelsen er betalt med 24 Skilling. F. O. Western. Fremlagt i Christianias Byethingsret den 4de November 1841. MALTHE No. 1.Otte Skilling Species. For et Beløb ei Schøyn.større end 10 Spd. 1841. Bernhoft. 4. Til BYTHINGSRETTEN I CHRISTIANIA Idet jeg erhverver mit Brød ved, ifølge erholdt Bevilling, offent- ligen at udstille Oliemalerier -- et Foretagende, hvis Indflydelse paa Dannelsen af den almindelige Smag, Storthingets Indstiftelse af et Nationalgallerie sees at indrømme -- har jeg vel stillet mine Malerier, men derfor hverken min Næringsvei eller min Caracteer blot for Critik. Begge disse sidste haaber jeg ere lige ærlige; den første kun afhængig af Kongens og Øvrighedens Bestemmelse, og den sidste kun underkastet Guds Omdømme, saalænge jeg ikke har begaaet noget, der kan beplette samme. Det har imidlertid behaget Hr. cand. juris Homann -- skjøndt han selv i vedlagte to af ham skrevne Udkast til en Erklæring har erkjendt mig som "redelig Mand," som han har fornærmet -- |
| d.II,b.5,s.358 |
at betegne mig i det her vedlagte No. 290 af den Constitu- tionelle for d. A., som ikke destomindre en Mand, om hvem "Folk troer han er en gammel Nar," og min Næringsvei eller min Natur som at bestaae i at "tage Andre ved Næsen." Dette første skulde jeg formene er en Injurie, det ikke vilde være vel muligt at bevise, og som jeg derfor vilde oversee, om den sidste Imputation ikke var af en saa farlig og skade- lig Indflydelse paa min hele Næringsvei, at det er en reen Selvopholdelsespligt for mig at befrie mig ved en Dom derfra. Thi hvorledes skulde jeg vel kunne erhverve mig mit Udkomme ved Omreisen i Norges Byer, naar et af Hovedstadens be- tydeligste Blade, og endog det der ellers med en Slags Air synes at tage sig af Kunsten, har medgivet mig det Renommee som Forbud, at jeg kun "tager Folk ved Næsen." Saalænge jeg ikke har erholdt Satisfaction herfor, maa enhver Mand før skye mig som en Bedrager, end søge mine Udstillinger, som dog er det eneste, jeg skal søge Brødet ved i min Alderdom, der allerede i Selskab med Mangelen, befinder sig indenfor Døren. Det er muligt alskens Dilettanter øve sig i hiint Blad, men hvad de i allehaande Sqvadronader offre Kunsten, er dog kun let Mynt, imod det jeg har lagt paa dens Altar i et, dog altid uskyldigt, Liebhaberie, idet jeg har offret en ikke ubetydelig, ved Møye erhvervet Formue, et Familieliv, og bindende Privat- forhold, for at skaffe mig disse Malerier. De havde hidtil er- næret mig og Andre, og vundet mig desuden Medmenneskers Godhed paa mange Steder.1 Nu, efter Branden i Wexiø l838, der ødelagde 175 Stykker for mig, har jeg kun faae tilbage, og dog saasandt jeg er overbeviist om at være i Besiddelse af en ægte Correggio, truede hiin Brand ikke saa frygteligen min Exi- stence, som hine henkastede Ord. Jeg seer mig her, som andetsteds hvor jeg skal vende mig i denne Verden, udsat for at forlades som en "Nar og Bedrager;" -- thi disse ere i Korthed Ordene -- og hvad er da den Skjæbne, som venter Oldingen imellem de Fremmede? At de citerede Injurier mortificeres og at denne Mortifikation, samt Dommens øvrige Conclusion offentliggjøres paa Injuriantens |
| d.II,b.5,s.359 |
Bekostning i Bladet den Constitutionelle, bliver da en uund- gaaelig Nødvendighedspaastand, hvorhos jeg tillige paastaaer In- jurianten ilagt saavel en passende Mulkt til Byens Fattigkasse som til mig, for Tort og Creditspilde og Processens Omkostninger, en skadesløs Godtgjørelse, samt i Kost og Tæring 1 Spd. daglig, saalænge jeg for denne Sags Skyld maa opholde mig her i Byen. Idet jeg saaledes ærbødigst henstiller min Sag til en retfærdig Opgjørelse hoslægges: 1) Beskikkelse af 20de f. M. 2) Stevning af 26de f. M. 3) Den Constitutionelle No. 290 d. A. 4) Udkast fra Homanns Side til en Erklæring, hvoraf det øverste nedskrevet paa Advokat Hjelms Contoir i Fleres Overvær, det nederste i Forligelseskommissionen af Modparten selv. 5) Mit Udkast til en Erklæring. 6) Stevning til Forligelseskommissionen. 7) Udkast fra Wexiø om mit Tab ved Ildsvaade. 8) Anbefalinger fra Conferentsraad Bugge m. fl. 9) Mit Pass. Christiania den 4de November 1841. Ærbødigst J. H. Schmahr Bilag 4. "Jeg mener at Schmahr ingen uredelig Mand er. Christiania den 21de Oktober 1841. Ovenstaaende er konciperet af en af Hjelms Contoirfolk. "Paa Forlangende af Schmahr attesteres, at jeg ikke har havt til Hensigt at fornærme ham med det i den Constitutionelle No. 290 for d. A. indeholdte Stykke med Overskrift: "Soirée des Muses", men kun at more Publikum paa en uskadelig Maade." |
| d.II,b.5,s.360 |
Bilag 5.
De øvrige Ord mod Hr. Schmahr, at "Alle skulle holde ham for en Nar," samt, "at han tager Publikum ved Næsen" tilbage- kaldes herved som usandfærdige. Hr. Schmahr beholder dette Papiir med mit Navns Underskrift, hvorimod jeg med Underskrift "Forfatteren af det Søndag den 17de dennes i den Constitutionelle om Hr. Schmahr Indrykkede" giver ham i samme Blad en ligelydende Erklæring. Christiania, Oktober 1841. 5. af det inden Christiania Bything den 4de Nov. 1841 Passerede iUDSKRIFT Sagen Nr. 1084 -- 1841, Kunsthandler J. H. Schmahr mod Candidat Homann. Citanten fremlagde Stævning, Klage, Beskikkelse samt Indlæg, med de øvrige deri paaberaabte Bilage, hvorefter han indlod Sagen til Dom med Paastand efter Stævningen. Indstævnte begjærede under Forbehold af Alt lovligt 8 Dages Henstand, for det Tilfælde, at Hr. Schmahr maatte samtykke i, at Comparenten førte Vidner uden Stævning. Citanten samtykkede heri. Eragtet. Sagen udstaaer til 11te dennes. Indstævnte erklærede dernæst, at det ikke har været Ind- stævntes Hensigt paa nogen Maade at fornærme denne og at han af de omstævnte Vers, tilbagekalder enhver Yttring, som Citanten maatte finde fornærmelig for sig, hvorhos Indstævnte, i Betragtning af de af Citanten oplyste Omstændigheder, er villig til, at godt- gjøre ham de Omkostninger, som han til Dato har havt, efter specificeret Opgave. Saafremt Citanten ikke idag modtager det gjorte Tilbud om Forlig, vil Comparenten ikke vedstaae samme. Citanten erklærede, at han ikke idag kan indlade sig paa det gjorte Tilbud. Sagen blev derefter atter udsat til 11te dennes. |
| d.II,b.5,s.361 |
FORLIGSTILBUD. Fremlagt den 11te i Mødet. De i den Constitutionelle No. 290 Indrykkede nedenstaaende 4 Linier, nemlig: "Men den som leer polidsk, er Schmahr. Folk troe han er en gammel Nar; Men den som os ved Næsen ta'er, Er ingen Nar." Hvilket herved tilbagekaldes som Usandfærdigt. I Retten udgivet 1 Spd. 2 Mk. 12 Sk. Beregnet til Incaminering 2 Spd. For min Uleilighed og Udgifter udenfor Retten 5 Spd. Tilsammen 8. Spd. 2 Mk. 12 Sk. Blev ikke antaget, hvorfor Sagen fremmes. 6. af Protocollationen i Sagen No. 1084 -- 1841. J. H. Schmahr modUDSKRIFT Cand. Homann. Den 11te November 1841. Homann fremstillede som Vidner Hr. Fuldmægtig Collet og Cand. Morgenstjerne og Sødring, hvem han bad tilspurgte, om ikke Fuldmægtig Collet i samtlige Vidners Nærværelse havde tilspurgt Hr. Schmahr, om han kjendte Kammerraad Barck, og hvad Schmahr hertil havde svaret. Citanten var tilstede. De fremstillede Vidner bleve lovligen eedfæstede, hvorefter Fuldmægtig Collet forklarede, at Citanten en Dag ved sin Nær- værelse i et af Departementscontorerne kom i Samtale med Vidnet, der iblandt Andet spurgte Citanten, om han ikke havde kjendt Kammerraad Barck, og da Citanten bejaede dette, indlod Vidnet sig med ham angaaende bemeldte Barcks Malerisamling, hvilken Citanten forsikkrede at kjende meget vel, men uden dog at ville indrømme Vidnet, at der fandtes Stykker af Raphael; hvorimod han paastod, at et Malerie, som Vidnet angav skulde være af Raphael i bemeldte Barckske Samling i Kjøbenhavn, |
| d.II,b.5,s.362 |
blot af Raphael skulde være givet et Par Penselstrøg, men for- øvrigt være af Gudurini. Forøvrigt havde Schmahr for Vidnet erklæret, at den omhandlede Barckske Maleriesamling senere skulde være kommen til Odense. Vidnerne, Candidaterne Sød- ring og Morgenstjerne, forklarede sig i det Væsentlige overeens- stemmende med Fuldmægtig Collet. Homann bad dernæst Vidnerne tilspurgte, om de ikke ved den omhandlede Kammerraad Barck havde meent Kammerraad Barck i Comedien "Kunstnerliv," samt om det ikke er Vidnerne bekjendt kjendt, at Folk troede om Hr. Schmahr, at han var en gammel Nar. Vidnerne i den Anledning besvarede den 1ste Deel af Qvæ- stionen bekræftende, samt at de i Almindelighed har hørt Ci- tanten omtale som en besynderlig Mand, hvilket Rygte de ogsaa fandt bestyrket i Anledning af den Barckske Malerisamling. Homann bad dernæst Sagen udsat i 8 Dage. Eragtet: Sagen udstaaer til 18de dennes. 7. af det af Cand. Homann fremlagte i Retssessionen den 18de Nov.AFSKRIFT 1841 i Sagen Nr. 1084. Nr. 1. 1841. Otte Skilling Species. INDLÆG I Sagen Schmahr mod Candidat Homann. Herved har jeg den Ære at fremlægge: 1. Et Exemplar af den Constitutionelle Nr. 294 for d. A. 2. Erklæringer fra DHr. Frich og Grosch. I den Constitutionelle Nr. 294 i et Stykke overskrevet "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle" har Hr. Schmahr baade tiltalt mig paa en Maade, der er langt fornærmeligere end de Ord jeg har sagt om ham, og tillige erklæret Sagen mellem os for at være opgjort, dersom jeg intet Videre svarede |
| d.II,b.5,s.363 |
ham i Aviserne. Dette har jeg ikke gjort; altsaa er Sagen forligt, hvorfor jeg maa paastaae den afviist og mig tilkjendt Kost og Tæring. Med Hensyn til Realiteten bemærkes, at de af mig brugte Ud- tryk ingenlunde ere af den Beskaffenhed, at de, endog blottede for alt Beviis, kunne medføre noget Ansvar, især naar det tages i Betragtning, at de angaae Konstgjenstande, hvorom Enhver an- sees berettiget til at yttre sin Formening, hvordan den saa er, og at de ere anførte i Veir i en spøgende Tone. Til Overflod har jeg tilveiebragt Beviis, forsaavidt som det i en Sag af Beskaffenhed som nærværende er mueligt at til- veiebringe. Med Hensyn til Ordene: "Folk troe, han er en gammel Nar," henvises til Vidneprovene. Med Hensyn til de følgende Ord, hvor jeg har søgt at godtgjøre, at Schmahr ikke er en Nar, henvises til de under No. 2 fremlagte Attester fra Maleren Frich og Architekten Grosch, der vise, at begge disse Personer, der høre til de Kyndigste til at bedømme Ting af den omhandlede Beskaffenhed, som her paa Stedet findes, fuldkom- men ere enige med mig i, hvad jeg har sagt. Under Benegtelse i Et og Alt af Citantens Indlæg in specie under Benegtelse af, at jeg har skrevet eller havt Noget at gjøre med den uvittige Erklæring, at Schmahr ingen uredelig Mand er, indlades Sagen til Doms med ærbødigst PAASTAND: At Sagen afvises, og jeg hos Citanten tilkjendes Kost og Tæring; eller At jeg frifindes for Citantens Tiltale, og hos ham tilkjendes Processens Omkostninger noget Tilstrækkeligt. Christiania den 18de Nov. 1841. Ærbødigst J. HOMANN Til Christianias Byethingsret. Fremlagt i Christiania Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE De fremlagte Attester ere saalydende: Efter Hr. Candidat juris Homanns Opfordring, at give min Mening tilkjende om Hr. Schmahrs Maleriesamling, maa jeg op- rigtig tilstaae, at samme fortjener liden Opmærksomhed, og at |
| d.II,b.5,s.364 |
Hr. Schmahr, ved sin eklatante Maade at utskrige sin Samling, har fortjent den Revselse, han har faaet i den Constitutionelle No. 290 dette Aar. Christiania den 18de Nov. 1841. FRICH Efter min Formening ere de Malerier, jeg har seet hos Hr. Schmahr, ikke af de berømte Mestere for hvis Arbeider de ud- gives, og deriblandt findes endog flere meget slette Stykker. Christiania den 18de Nov. 1841. C.H. GROSCH Fremlagt i Christianias Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE Det i den Constitutionelle No. 294 Indrykkede, og som Ind- stævnte i sit foranstaaende Indlæg vil have udhævet, er saa- lydende: Naar tog jeg Publikum ved Næsen? Jeg trylled kun dets Øie allenfals. Tom er min Pung, som fuld af Løgn din Hals; Men kun af Ærlighed bestaaer mit Væsen. Hvis Du, Mosjø, ei endnu har faaet Mætten af hvad jeg Dig paa Din Tallerken skar; men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens, saa bliver det bedst, at vi ende Tretten for Retten;2 Det mener jeg, den gamle J.H. SCHMAHR Fremlagt i Christiania Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE |
| d.II,b.5,s.365 |
8. No. 1.Otte Skilling Species. For et Beløb ei Schøyn.større end 10 Spd. 1841. Bernhoft. Fremlagt i Christiania Byethingsret den 25de November 1841. MALTHE REPLIK Hvem -- maa jeg spørge -- har jeg i det af Modparten frem- lagte No. 294 af den Constitutionelle tiltalt paa en saa fo- nærmelig Maade? En Anonym, der havde fornærmet mig; og i hvilket Land, under hvilke existerende Retsforholde nyde Ano- nymer, der have saa Meget forud i at kunne angribe, en saadan Beskyttelse som den, min Modpart, med saa megen Prostitution for en examineret Jurist, nu vil paaberaabe sig. Jeg vidste dengang ikke, at der existerede en Hr. Homann, eller at det var dette Menneske, som havde fundet Behag i at gjøre min, den navngivne Mands, Karakteer til Gjenstand for sin Beklikkelse og Maal for et Publikums Uvillie, af hvis Godhed jeg skal leve. Jeg mener herved Udtrykket, at jeg har "taget samme ved Næsen" d. e. bedrager samme. Paastanden, at Folk holde mig for en "gammel Nar" er af mindre positiv skadelig Indflydelse paa mit Vee og Vel, endskjøndt det maa være saarende nok for den navngivne Olding og graverende nok for min Modpart, der staaer isoleret med denne sin Paastand efter sin mislykkede Vidneførsel i denne Henseende. Thi at de første Vidner bruge Reservationer (hvis Tilladelighed jeg ellers agter at see paaklaget for vedkommende justitielle Øvrighed) at mene en opdigtet Figur i en af de Vaudeviller, som formodentlig udfylde Klassikernes Plads i DHerrers Reoler og Hoveder, mens jeg adspørges om en Person, jeg virkelig har kjendt, og formene, at dette mit Svar, afgivet bona fide og af reen Høflighed, beviser, at jeg er en "besynderlig Mand," releverer Intet til Bestyrkelse for hiint Ukvemsord. En "besynderlig Mand" kan og bør Enhver kunne være uantastet, saalænge Besynderligheden ikke bestaaer i at gaa Andre for nær. Af "besynderlige Mænd" har jeg opdaget Mange baade andre Steder og her i Byen, og her ikke færrest |
| d.II,b.5,s.366 |
i Forhold til Folkemængden; ja en fornuftig Mand gaaer vel neppe nogen af denne Byes Gader op eller ned uden at møde En og Anden, fra de hvide Haars Alder til den "lavpandede Ungdom" (som Horatius betegner den), om hvem han nok i sit Hjerte kunde mene, at han er et Stykke af en besynderlig Perso- nage, ja vel endog af en Nar, uden at tillade sig at sige det. Jeg vil ogsaa aabent bekjende, at jeg har den Besynderlighed frem- for min Modpart og DHrrer Vidner, at jeg er en Mand paa 60 Aar (Dødens Fortærskel), og fremfor Andre af min Alder, at Syslen med Poesi og Maleri udgjør det Vigtigste af mine deliciæ senectutis.3 Men dette skulde jeg troe er en Besynderlighed, der er mere uskyldig, men mindre besynderlig, end min Mod- parts at ville gjøre min Person og Karakteer til "Kunstgjenstande, hvorom Enhver ansees berettiget at yttre sin Formening." Det er vist, at Branden i Wexiø 1838 tilintetgjorde 175 Stykker af mine 309 Malerier; men et Par af de bedste, nemlig de for en Correggio og Caravaggio udgivne, hvoraf jeg har betalt det Første med 1412 Spdlr., reddedes dog for den nærværende Rest af min Samling; og saavel Disse som mange Andre af dens Indhold lader det ikke til, at de af Modparten anførte Kunstnere, der ikke befatte sig med denne Genre, have havt Evne til at bedømme. Kalde de dem slette, kan jeg, som vedlagte Vidnesbyrd af svenske Malere udviser, anføre Andre, som have kaldt dem gode. Vilde jeg udhale denne Sag ved Vidneførsel, kunde jeg baade godtgjøre, at Hr. Homanns spøgefulde Vers har gjort mig til Gjen- stand for Spot paa Gade og offentlige Steder, og at han paa Advokat Hjelms Kontor paabegyndte den Erklæring,4 som han maaske med Hensyn til Stilen kan kalde "uvittig;" men som gjør ham Ære, da den viser ham paa Veien til at gjøre en anden Uvittighed god igjen. Men det er min Hensigt, som min For- fatning gjør til Nødvendighed, at paaskynde denne Sags Ende, hvorfor jeg under Benegtelse af Modpartens Anførte og med det Tillæg til min Paastand, at han ilægges en klækkelig Mulkt. |
| d.II,b.5,s.367 |
for sin Mangel paa Hensyn til Rettens Alvorlighed ved sin Vidne- førsel den 11te dennes, indlader Sagen til endelig Dom. Christiania den 25de Novbr. 1841. Ærbødigst SCHMAHR NB. De i nærværende Replik paaberaabte Attester findes i vedlagte No. af Gøteborgs Handels og Sjøfarts Tidning for Aar 1837, 4de Spalte, og lyder: UDSKRIFT "I Gotheborgs Sjøfarts og Handelstidende No. 54 Mai 1837 findes følgende Attester indrykkede, som angaae J. H. Schmahr: Paa Anmodning af Hr. Schmahr have vi besigtiget ovenstaaende 82 St. Malerier, og kunne saaledes bevidne, at de senest til- komne Malerier for største Delen ere virkelige Originaler, hvor- iblandt endeel af betydeligt Værdie. A. E. FRØDERSTRØM C. GODHE" "I den Dom ovennævnte Herrer yttrede angaaende den tilforn i det kirsteinske Huus i Stockholm i længere Tid foreviste og af Stockholms Bladene, hvoriblandt Aftonbladet No. 20, 1836, særdeles fordeelagtige bedømte Samling, troer Undertegnede ligeledes med al Ret at kunne deeltage. J. C. BEXELL" Fremlagt i Christiania Byethingsret den 25de November 1841. MALTHE 9. Protokollationen i Sagen No. 1084/1841, J.H. Schmahr mod Cand. Ho-UDSKRIFT AF mann i Sessionen den 2den Dec. 1841. Homann benægtede i Eet og Alt Citantens Indlæg og de med samme følgende Documenter. In specie benægtede han, at han nogensinde har været paa Hjelms Contoir paa samme Tid som Citanten. Ligeledes maatte han benægte, at de Malerier, hvorom 1 tilbakeSaaledes f. Ex. i Wexiø, hvor man paa det beredvilligste understøttede mig for mit i Branden lidte Uheld. 2 tilbakeProsodia juridica. S. 3 tilbakeMan vil, efter denne Bekjendelse ikke finde det forunderligt, om jeg yttrer Mis- tanke om, at mine Vers i den Konstit., navnlig Linien, "saa bliver det bedst o. s. v." maa være bleven sat i Maaneskin; -- thi saa haltende flød ikke Verset fra min Pen, -- det lød: saa bli'er det bedst nok o. s. v. 4 tilbakeAndet erindres idetmindste ikke. S. |