HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 5. BIND: 1839 - 1842

VINÆGERS FJELDEVENTYR
AF
SIFUL SIFADDA

del 2
d.II,b.5,s.324  
           Folkets Hjerte var engang
                            fuldt af herlig Tale:
           Harperne i Oslo klang,
                 Langeleeg i Dale,
           Skjalden sad paa Folkets Skjød,
Kongens Purpur om ham flød.



           Echo.
           Skjalden sad o.s.v.



           Fjeldet paa sin Tomt dog staaer,
                 som i gamle Dage,
           og de vene Liers Vaar
                 vender tro tilbage,
           af de mørkblaa Aasers Flugt
inden samme Linjer lukt.



           Echo.
           Af de mørkblaa o.s.v.



           Landet vi, det tause Digt,
                 uforandret møde.
           Norge staaer der, Harpen ligt,
                 ak, hvis Digter døde.
           Ingen spiller meer paa den.
Kommer Skjalden ei igjen?



           Echo.
           Ingen spiller o.s.v.



Vinæger.
(Forsøgende forgjæves at springe op).

   Afsted! Der er, saasandt jeg lever, Langelegen og Krystal-
lines Stemme.



Langkork.

   Ja Langelegen. Den er fortræffelig til Sange, der er noget
Nationalt i.

d.II,b.5,s.325  

Vinæger.

   Den maa jeg, ved Himmel og Helvede! have fat i.


Langkork.

   Du? Det tvivler jeg om.


Vinæger.

   Ja, om han gjemmer den ved sit Hjerte, i Krampe mellem
sine Arme, maa jeg have den herud.



Langkork.

   Han vil nok slaaes for den.


Vinæger.

(Mumlende).

   Hm! Jeg er dog paa Spoer, og maa have den for Miraklets
Skyld med Skillingen. I næste Nummer altsaa skal jeg begynde
at spille paa ham, saa de underjordiske Hjerter skulle hoppe af
Glæde, og vil han endda ikke give Kjøb og tie stil med disse
Sange, som bedaare Krystalline, saa vil jeg ogsaa pudse Blasen-
feldt med sin store Journal paa ham. Han slipper ligesaalidt
Taget som en Dogg, og for dette Engelske ved ham liker jeg
ham, uagtet han egentlig burde hedde Asenfeldt for hvad der for
øvrigt er ved ham.

(Høit).
Hjælp mig bare afsted.



Bier.

   Ja kom. Ei hvor tung du er! Derhenne gaaer ogsaa Poeten
til Byen, saa vi mødes dernede.

(De hjælpe Vinæger afsted under Armene).

SCENE VI

Krystalline.

(Trædende frem paa en Højde).

Mel. Ifjor gjett'æ Gjeita o.s.v.



           Hvad vil Han i Byen? Hvor snart han kan glemme,
           der norskhjertet Skjaldskab har allermindst hjemme!



           Søg dybt ind i Norriges ensomme Dale:
           der lytter dit Fædreland til din Tale.

d.II,b.5,s.326  

           De blaanende Aaser, som svindende jage
                      hverandre i Fjernet, dit Qvæde gjentage.



           Af fuldeste Bryst der dets Echo dig svarer;
           der Aasernes Rækker er jublende Skarer.



           Hvad vil du i Byen? Hvor snart du kan glemme,
           der norskhjertet Skjaldskab er allermindst hjemme!



           Men træffer paa Veien du Hvidtorn, den hvasse,
           dit Hoved ærbødigt at blotte du passe!



           For den burde Liljen, den kneisende, neje,
           og Roserne knæle paa Alfareveje.



           Thi taggede Hvidtorn er Lauren, som Norge
           sin Digter, saalænge han lever, vil borge.



           Den trykker til Blodet det ind om hans Pande.
           Dog sukker han ei efter fremmede Lande.

(Forsvinder).

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE