HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 5. BIND: 1839 - 1842


d.II,b.5,s.144  
LYV IKKE!
ELLER
DOMPAPEN
FUGLE- OG BLOMSTERSTYKKE
AF
SIFUL SIFADDA

Personerne:
Prologus,
en Maskinmester.

Epilogus,
en Skuespildirektør.

Pape,

Finke,

Wincke,
Afpillede Mandslinger og Venner.

Florilla,
et feeagtigt Barn.

Karine,

Moi-même,

Taugenichts,

Monstrum,

Bondeknold,

Brutal,

Spytslikker,

Drukkenbolt,

Pøbelknegt,

Pøbelhøvding,

Revolt,

Riimløs,

Smagløs,

Skrueløs,

Vidløs,

Tankeløs,
Virkelige Løgne.

Flere inkorporerede Løgne eller Løgnfigurer.



SCENE I
(Værelse.
Pape
og
Finke
frokosterende. Siden
Prologus. Pape
og
Finke
ere iførte Dom-
papernes og Bogfinkernes respektive nationale Farver: den Første rød Vest, blaa Kjole, graa Per-
missioner (en blyfarvet nebagtig Næse ikke at regne); den Sidste endnu mere broget og med guult
Neb. Begge spøgelseagtig tynde.)



Finke

(rækker Haanden frem).

   Halvtredsindstyve Hampefrø paa at du ikke udretter noget
mod Ham med alle dine Anstrengelser.

d.II,b.5,s.145  

Pape.

   Jeg vil, ved Gud, stikke ham i Maven.


Finke.

   Det kunde forslaae noget; men disse Historier . . .

(rækkende
Haanden frem)
Halvtredsindstyve . . .



Pape

(stødt).

   Men hvorfor nu Hampefrø igjen? Det er, ved Gud, en For-
nærmelse.



Finke.

   En Reminiscenz blot. Om Forladelse.

(
Prologus
kommer pludselig i Døren.)



Finke

(flyttende paa Stolen.)

   Au det er ubehageligt, man maa idelig flytte paa sig for ikke
at blæse væk af Trækken.



Prologus.

   Publikum maa have Forklaring. Derfor ud saalænge, høist-
ærede Manneker!

(Flytter Personerne ud noget ulemfældig).
Højstærede Pub-
likum, forat forstaae dette Væddemaal om Hampefrø, som faldt
Hr. Finke af Munden, og som han kaldte en Reminiscenz, maa
du først have en Historie tillivs. Saa hør da!

   I en forsømt Have stod engang inde i Buskadset en Büste
af papier maché af Aristofanes. Naar Maanen skinnede paa
den, skar det et Par Smaafugle i Øinene, som havde sine Reder
i Buskadset. "Det ærgrer mig at maatte stirre i eet Væk paa
det hvide Skabilken derborte," sagde den Ene, en Dompap, til
den Anden. "Mig med", svarede denne, en Bogfinke. "Den
synes bestandig at lee ad os. Lad os sætte os over den og
begrave den med vort Affald".

   Som sagt saa gjort baade den og flere Gange. Men til deres
store Ærgrelse saae Vennerne, at Regnen holdt Büsten selv,
med det glatte skaldede Hoved, reen, mens Affaldet kun frugt-
bargjorde Bunden omkring den, saa der inden kort stod en
Krands af Fioler og Kjærminder omkring den.

   "Vi ville hugge Skabilkenets Øine ud", sagde Dompapen; og
begge Smaanebbene kom da i ivrigt Arbeide dermed. Men
d.II,b.5,s.146   neppe havde de faaet Hul før Bierne krøb ind derigjennem,
den ene efter den anden, saa der var ikke godt at komme til.
De aabne Huller stirrede desuden med sin Sorthed med en
endnu frygteligere Livlighed henpaa dem end før. "Vi ville
sønderflænge Munden forat faae Ende paa dette infame Griin",
sagde Dompapen; og saa huggede de løs da paa Munden. Men
heller ikke da vare de heldigere; thi neppe havde de faaet en
Aabning før Biernes Honning flød ud deraf. Børnene opdagede
det; de fik den gamle Büste kjær, og kom hver Dag og kys-
sede den. Dette ærgrede da de To svært. Solsorten fik ogsaa
Smag paa Honningen; den kom ofte og vædede sin Tunge deri,
satte sig paa Büstens Hoved og sang og sang, saa det ret na-
gede dem i Sjelen. Det ærgrede dem da ogsaa, og tilsidst kan
jeg ikke troe andet end at Ærgrelsen tog Livet af dem. Thi
døde gjorde de, og Rotten Slæbte af med et Par Fjærdotter
med nogle Been i, som den havde fundet under Træet, hvori
Rederne var.
   En af de Aarsager, hvorfor Menneskene reise Büster og Støt-
ter over Afdøde er vel ogsaa forat disse selv skulle have Glæde
deraf og kunne see dem fra Himmelen. Aristofanes's Geist
havde ogsaa seet sin Büste i Buskadset, og den Behandling den
havde lidt. Det ærgrede nu ham igjen. Han fangede derfor
begge Fuglesjelene strax de havde taget sin Plads paa et af de
elysinske Træer, og ligesom man sætter Fugle i Buur, satte han
dem ind i et Par Drengebørns Hoveder, som tilfældigviis (skjøndt
det ikke hænder saa sjeldent) vare fødte uden Sjel. Mødrene
vare derfor inderlig glade, da de smaa Noer, som de troede
dødfødte, begyndte at plappre. Det høistærede Publikum har nu
seet Drengene efterat de ere blevne store, og kan forklare sig
den ubehagelige malapropoiske Reminiscenz med Hampefrøene
istedetfor Dalere. Dixi.

(Bukker og gaaer).

SCENE II
Pape og
Finke
komme iilsomt ind.)



Pape.

   Det er frygteligt, Finke. Jeg møder mine egne Løgne paa
Gaden.

d.II,b.5,s.147  

Finke.

   Jeg med. Qu'importe?


Pape.

   Lyslevende.


Finke.

   Akkurat som jeg har sagt dem. Det er ligesom om Luften
undfangede Ordene og fødte. Det er ligesom om Lyden da-
guerreotyperedes.



Pape.

   Ja ligesom naar man slaaer en Haand besmurt med frisk
Maling paa Væggen, saa den staaer der, saa fixeres mine Ord
i Gestalt. Det er forfærdeligt. Luften maa have været saadan
i Skabelsesdagene, da Ord ogsaa bleve til Liv.



Finke.

   Krokodilen maa have været et fælt Ord. Men saaledes sagde
jeg bare om Ham, du veed, at han var forfalden. Og hvad
mødte der mig ikke? Midtpaa Torvet støder en kobberhudet
laset Slusk mig paa Armen. "Naa, naa!" siger jeg. "Ei Far",
svarer han med et frækt fortroligt Griin, idet han bød mig sin
Lommelærke, "kjender du mig ikke? Jeg er din Løgn fra igaar-
aftes". Hvordan jeg blev tilmode, kan Du begribe. Jeg tog mig
virkelig i Alterationen en Slurk af hans Flaske; men da jeg
vilde række ham den, var han borte, og en Mand, som jeg havde
forsikkret om Hans Forfaldenhed, som du veed, og som just gik
forbi, sagde højt og lydt: "Fy, er I ikke bedre selv?"



Pape.

   Det er intet imod min Ubehagelighed. Nei, ved Gud, for Dit
hændte dig kun paa Torvet, hvor der kun vanker grove Bor-
gere; men med mig! -- der gik Damer forbi, der stod Damer i
Boden, da jeg pludselig faaer see en Sværm, ja jeg troer vist
10,000 nøgne Løgne.



Finke.

   Nu overdriver du igjen, Pape.
d.II,b.5,s.148  

Pape.

   Nei, ved Gud! men en heel Hob saae jeg, vist et Snees næsten
splitternøgne Grimpomenusser med Støi og Spektakel marschere
indad Porten, opad den lille Trap og ind i Boden og at dutte
sig paa mig omtrent paa samme Maade under Navn af mine
Løgne eller Børn troer jeg ved Gud saagar. De leed meget ondt
i Verden sagde de for deres Nøgenheds Skyld. Kortsagt --



Finke.

   Ei, jeg har altid hørt:


           Løgn er fuldt udrustet, ja gaaer med Portdépée.
           Sandheden er nøgen og tør ei la'e sig see.

   Men -- Qu'importe? Hvad gjorde du? Ei Djævelen! de
skulde været ude igjen paa Hovedet.



Pape.

   Nei, ved Gud! Den nye kjøbenhavnske Skrædder var just
hos mig, og saa maatte jeg give Lømlerne Anviisning paa ham
paa Klæder; og det lovede han da at gjøre til dem.



Finke.

   Ei! Det maa nok være nogle af de kortbuxede og snaukap-
pede Karle, jeg mødte her en Dag.



Pape.

   Regningen frygter jeg vil blive lang nok. Men jeg maatte
have dem af Halsen.



Finke.

   Ja, seer du, det var for dette uberegnelige Uheld -- thi hvor-
mange lyve ikke uden sligt Uheld, ligesom Mange avle Børn
uden at have nogen Uleilighed af dem siden? -- Det var for
dette uberegnelige Uhelds Skyld, jeg vilde vædde om Hampefrø
paa, at vi ikke gjøre Ham, du veed, noget.

d.II,b.5,s.149  

Pape.

   Ak, tal ikke om Hampefrø. Jeg taaler det ved Gud ikke.
Det minder mig om Büsten.



Finke.

   Kanskee vi pikke paa den endnu. Men jeg er slet ikke bange
forat skikke nok en Løgn ud og lad den saa komme igjen om
den vil. Qu'importe?



Pape.

   Gud bevare dig, tal ikke saa. Jeg har nok med mine. Men
lær mig det franske Ord ved Leilighed.



Finke.

   Ja, det er godt at bruge ved alle overordentlige Leiligheder.
Men hvad er du bange for? Bør vi ikke have Venner i vore
egne? Og desuden maa du ikke troe de ere Gespenster disse
soi-disant Løgne. De lade sig baade tage og føle paa.



Pape.

   Men jeg? jeg maa klæde mine Børn, og godt, om jeg ikke
ogsaa maa føde dem.



Finke.

   Paa Spiseqvarterer trives de upaatvivlelig bedst.

(Det banker).



Pape.

   Gud hjælpe mig, skulde det være dem igjen.


Finke.

   Eller en fra igaar. Sendte du nogen ud igaar?


Pape.

   Aa, blot en ubetydelig en. Jeg sagde, ved Gud, ikke andet
end til en Dame, som fandt, at Hans Poesier aandede megen
Agtelse for Kjønnet, at hans Muser svævede om paa Gade-
hjørnerne i Støvler og Værkensskjørter.

d.II,b.5,s.150  

Finke.

   Naa! Ikke andet? Qu'importe?
SCENE III
Karine (kommer undselig ind i nysbeskrevet Antræk, stiller sig ved Døren).
De Forrige.



Finke

(Bekigende hende nærved).

   Ei, ei, Makker! Du plejer at holde dig med finere. Men
qu'importe?



Pape

(rasende).

   Ved Gud skal man ikke see det ogsaa er en af samme Folk.
Hvad Godt? Hvor tør du? Du skidner mit Gulv til. Er du
rasende? So! So! Hvad vil du her.



Karine

(fræk).

   Nei, saa du virkelig ikke kjender mig igjen?


Pape.

   Ved Gud er ikke det en Løgn til!


Karine.

   Ja kanskee een til, og kanskee to; thi jeg er saa underlig
saa . . .



Pape

(rasende indtil Mathed).

   Asen! Asen!


Karine.

   Jeg kommer forat takke fordi du førte mig ind i Verden.
Ved Gud, som du siger, ingen Anden end du . . .



Finke

(faaer et smudsigt Indfald).

   Veed du hvad?


Pape

(til Finke).

   Snak! Ingen Spøg!

(Til Karine).
Vægterbestie! Man kunde blive
venerisk af Synet.



Karine.

   Aa, man . . .
d.II,b.5,s.151  

Finke.

   Giv hende en halv Daler og lad hende gaae.


Pape

(givende hende).

   Saa man skal ogsaa betale . .


Karine.

   Jo for sine Løgne maa man betale. Behageligt Gjensyn.
(Gaaer med et plumpt Knix).

SCENE IV
(
Pape
.
Finke
.)



Pape.

   Det er da rigtig ubehageligt, at man ikke kan sige et Ord.
Og saa uskyldigt, som jeg kom dertil! Jeg saae just ud af
Vindvet, da Damen gjorde sin bestialske Bemærkning, og da
jeg intet havde at finde paa ellers, og just netop den selvsamme
Tøite traskede forbi -- idetmindste ganske i samme Antræk og
saavidt jeg kunde see med samme Ansigt, saa fandt jeg paa
det. Men hvem skulde tænkt . .



Finke.

   Qu'importe? Har du Portviin? Jeg tænker ikke. Men kom-
mer den noget paa Tungen lader jeg det gaae, om jeg saa
skulde møde det igjen som en Elefant.



Pape.

   Ei ja, Courage! Javist har jeg

(Gaaer til Skjænken. Bliver staaende som for-
stenet, da det banker).



Finke.

   Siger jeg om ham, at han er et Fæ, saa møder jeg kanskee
en Oxe.

(Det banker igjen).



Pape

(Skjælvende).

   Ja, men en, som stanger dig.
d.II,b.5,s.152  

Finke.

   Qu'importe? Det maa være som i Tyrefægtningerne, hvor
Tyren bare fanger en Kappe.

(det banker.)
Kom ind i Fandens
Skind og Been!



Pape.

   Er du gal? Det kan være en til af samme Art.

(Smutter under Bordet).

SCENE V
(skrædder
Wincke
kommer geskjæftig ind.
De Forrige
.



Wincke.

   Jeg er ikke ved Professionen skal jeg sige Dem; men jeg gjør
alt forat tjene mine Venner. Jeg er blot en eventyrlig Skrædder.



Finke.

   Herfrem, Makker! Han gjemmer sig for sine egne Løgne;
men denne Gang er det ingen Løgn, men Skrædder Wincke.



Pape

(under Bordet).

   Kængport, som du siger. Men Fanden veed. Det kan gjerne
være, for alt det, at jeg ogsaa har sagt om Ham at han er en
Skrædder, for jeg husker ikke alt sammen.



Wincke.

   Nei, for Gud! Tag mig i Benene, skal du kjende.


Pape.

   Ei, mine Løgne ere langt solidere; men alligevel saa . .

(kryber
frem)
Nu et Glas, mine Herrer! Lad dem saa komme allesam-
men.

(Henter Viin o.s.v. De sætte sig).
Nu, Mester?



Wincke.

   Maestro, maestro, maa jeg bede, i min nærværende Profession,
skjøndt jeg for een Gangs Skyld . . Maestro Pellegrini, Aven-
turini, Vagabondini seer du o.s.v. Men her er Regningen.

(Giver
Pape
den).

d.II,b.5,s.153  

Pape.

   Guds Død!


Finke.

   Qu'importe?


Wincke.

   Ja det var Fanden til Lapping paa dem, der havde noget paa
sig, og Nyt til Saamange, der var ganske bare. Men nu er de
ogsaa saa, at de Eleganteste og Kaadeste af dem yttrede, at de
vilde gaae i Kringlen iaften. Der træffer du dem.



Pape

(mønstrer den lange Regning).

   Men, maestro!


Wincke.

   Er det Regningen, som slaaer dig? Det var over et Snees,
og ingen havde et heelt Plagg paa sig. Langbeente Karle, des-
foruden, som sagde, at de snart maatte af Byen, da de havde
langt at gaae.



Pape.

   Nu, Gudskelov! Saa de tænkte det? Gid de vare vel afsted!
Men, maestro! Jeg er forbauset over denne Regning.

(Afs.)
Det
koster forbandet at lyve.



Finke

(til Pape).

   Hør, Makker! En anden Gang bør du lyve, saa Løgnene
kunne vise sig blandt Folk.



Pape.

   Det skal jeg, ved Gud, ogsaa. Men maestro! Tyve Alen
Klæde til det Skrinkelbeen af en . .



Wincke

(heftig som naar man klipper med en Sax i Luften).

   . . Løgn siger jeg, Løgn! Ikke Klæde, som det er værd at
tale om, men tyndt elendigt Spindelvævgods, som neppe taaler
at sidde paa engang. Det løber nok op i alneviis naturligviis,
men almindeligviis og rimeligviis ikke i Regningen postviis. Der
d.II,b.5,s.154   var kun faa af de elendige Stakler, du var saa ædelmodig imod,
som behøvede stærkt Klæde; men det var ogsaa Knokkel-
maskiner, som kunde gaae igjennem en Væg.


Finke.

   Herregud! Var ikke min Lazaron saa ganske sluskagtig til
Sind og Sjel, vilde jeg ønske han ogsaa saae lidt skikkelig ud.
Men han sagde, det Asen "Myseostæder og Akkevitdrikker har
du gjort mig til, og det vil jeg Fanden it' op mig være."



Pape.

   Du er lykkelig, som bare har een at sørge for. Men jeg . ?


Finke.

   Qu'importe! Jeg mærker af Alt, at du ikke er rigtig stiv i
Skrøningen. Denne maa være uslidelig, saa en Mand kan gaae
med det Beslag, han har faaet i sin tidligste Ungdom, sit hele
Liv igjennem. Det bekræfter sig, at vore Haandværkere due
ikke. Jeg derimod, gjør jeg en Skrøne engang imellem, saa
gjør jeg den af Pundtlæder.



Pape.

   Kængport! Det kan nok behøves, saasom din Ene har dybt
Skarn at vade i, efter Beskrivelsen. Men mine, der imod din
Ene tog sig ud som Dandsemestere . .



Finke.

   Bi lidt! Der skal nok komme fleer bestøvlede. Jeg har ogsaa
Opfindsomhed. Desuden vore egne Løgne maae vel være vore
Venner, for Fanden? Skaal! Vi have mange. Velgaaende af
vore Venner!



Pape

(fremdeles mønstrende Regningen).

   Ja ja, Velgaaende! Men det er ved Gud skrækkeligt, at man
ikke kan bie til hisset med at see Trudselen udført, at vi skulle
svare til ethvert unyttigt Ord, og at disse skulle dømme os.

d.II,b.5,s.155  

Finke

(afs. til Pape).

   Hisset? Ønsker du det? Husk den skrækkelige hvide Aand,
her greb os fordi vi havde pikket paa hans Büste.



Pape

(griber Glasset zittrende).

   Mine Herrer!

(Forsøger at synge: "Om hundrede Aar er Alting glemt;" men det gaaer istaa).



Wincke.

   Jeg vil heller give mig den Ære at drikke paa en af de Her-
rers Sundhed, som nys gav mig saameget at bestille. Det var
nok det Skrinkelbeen, du mente, der havde slugt formeget Tøi.
En reen Tæringskræmmer forsikkrer jeg.



Pape.

   Det skulde fornøie mig. Der er saamange, at jeg kan gaae
omkuld i dem; og jeg maa blive en ødelagt Mand, om ikke
nogle af dem vare ved svag Hilsen. Især haaber jeg det, om
den, du mener. Jeg sagde bare engang: "ved Gud, er der ikke
en bedre Poet end Han i hver Landsby i Danmark?" og strax
stak en vist syv Fod høj, grøngusten, skarpaxlet Figur, som jeg
ikke før havde bemærket, sig frem imellem de Omstaaende og
sagde under en umaadelig Hiven og Piben i alle Lungemaskinens
Hæverter og Rør: "Gaa nu kun, Pape! Jeg skal nok forsvare
Satsen og klare mig Selv." Det sidste klang med en Skarphed
af gnedet Glas, saa Alle holdt sig for Ørene.



Wincke.

   Hvis du ikke lider ham, saa kan jeg sige dig, at han kanskee
i dette Øjeblik allerede er reist til Kjøbenhavn for sin Sundheds
Skyld og forat besøge sine Venner.



Pape

(klinkende).

   Lykke paa Reisen! Han tager vel ind hos Wollert i Lyngby.
Derfra kan han spørge sig til næste Landsby og saa videre op
til Greenaa til Klokker Link.

d.II,b.5,s.156  

Finke.

   Ret, Makker! Lad Regningen ikke længer ærgre dig. Hav
Respect for en Daler, men dyb Foragt for Regninger paa Hun-
dreder. Men àpropos! laan mig 1/2 Daler til Koncerten iaften.
Der skal deklameres et Stykke: "Livets Musik" af Ham, du
veed, og jeg gad nok baade begynde og ende det med lidt af
Dødens.



Pape.

   Pah! Jovist! Nei, det har jeg ved Gud sat en Pind for; thi
jeg har blidt Koncertgiveren ind, at han for Guds Skyld ikke
maa byde Publikum noget af Ham. Det vilde faae Opkastelser,
og blive rasende.



Finke.

   Bravo! Den Løgn maatte vise sig som et Trold med mange
tusind Hoveder paa, siden den skal forestille Publikum eller
som et Æsel med utallige Ører. Skjøndt saa hørte det, og saa
kunde jeg atter vædde et Hampefrø for hvert.



Pape.

   Atter igjen Hampefrø. Finke, ved Gud, jeg taaler det ikke.
SCENE VI
(
Moi-même
, ganske af Udseende som
Pape
, kommer raskt ind.
De Forrige
.)



Moi-même.

   . . Nei saaledes seer jeg ud. Publikum, som faaer Opkastelser
og bliver rasende af at høre Hans Poesier, som du veed, er Jeg
og ingen Anden end Jeg, saa liden jeg er.



Finke.

   Det var det frygteligste -- en Dobbeltgjænger! Frels os!


Wincke

(skjulende sig).

   Er der To, hvem skal saa jeg holde mig til uden til Byfogden?
Gid jeg aldrig havde været Skrædder!

d.II,b.5,s.157  

Pape

(konsterneret).

   Min Herre, jeg maa ved Gud sige, det er første Gang . . .


Moi-même.

   . . Du har kjendt dig selv, Pape. Lad see, om du har dem,
jeg mangler.

(Rækker sin Høire op. Eedfingrene mangle).



Finke.

   Qu'importe?


Pape

(stikker Haanden i Lommen).

   Ved Gud, om jeg vil. Jeg har Rheumatisme i dem.


Finke

(Afs.)

   Besynderligt. Det er som om Løgnene have en Slags Sam-
vittighed og ere bedre end sit Ophav. Om den ene, jeg har at
trækkes med, kan jeg Gudskelov ikke sige det. Det Hele tør
dog kanske ende med en Frokost i al Venskabelighed -- hvor
det da for de To's Vedkommende omtrent bliver som at tygge
foran Speilet.



Pape.

   Nei, denne Hr. Jegselv eller Publikum er uudstaaelig. Vi ligne
hinanden, hans tre Fingre minus iberegnede, som to Stykker
sammenlagte Smørrebrød der ere revne fra hinanden, og hvorved
den hele Forskjel er, at det ene kan have faaet en Klat mere
end det andet. Den hvorledes blive han qvit?

(Hændervridende).

O jeg vil aldrig, aldrig lyve meer!



Finke

(rækkende Haanden frem).

   Halvtredsindstyve . . Det er som at love aldrig at drikke
Champagner meer eller at komme paa Galejen de jonge Vrouw
Karina af Kristiania.



Pape

(resolvert).

   Min Herre, jeg maa reent ud erklære . . min Herre! De er
den identificerede Løgn.

d.II,b.5,s.158  

Moi-même.

   Netop! Og hygger du dig ikke i dit eget Selskab, saa faaer vi
sørge for andet.

(Aabner Døren).

SCENE VII
(
Taugenichts
,
Karine
,
Monstrum
,
Bondeknold
,
Brutal
,
Spytslikker
,
Drukkenbolt
,
Pøbelknegt,
Pøbelhøvding
,
Revolt
,
Riimløs
,
Smagløs
,
Skrueløs
,
Vidløs
,
Tankeløs
,
og en Mængde andre
Løgne
strømme ind, enhver af tilsvarende Ydre og Kostume, men ynkeligt
opsnøret og forskaaren.
De tre Venner
trække sig sammen i en Krog.
Wincke
kryber dog
efterhaanden ud paa alle Fire.)



Løgnfigurer.

   Frem med Skrædderen! Han har gjort, at Folk pege Fingre
ad os. Det var bedre at være nøgen som før.



Pape.

   Dette er ubehageligt. Jeg kunde fristes til at ønske, at jeg
aldrig havde løjet. Mine Herrer . .



Løgnfigur.

   Ja enhver Løgn er sin Udtalers Herre. Vi have at hevne os
fordi vi ere prostituerede. Vi lede allesammen efter et Musehul
at skjule os i.



Pape.

   Slige Kjæmper!


Løgnfigur.

   Vi have ogsaa en Slags Anstændighed. Thi


           Løgn bør ogsaa have Sit af Tække,
           thi ellers kan den selv en Aktor skrække.

Med saaledes som vi see ud, udrette vi ikke mere, uagtet vore
pralende Navne, til at nedtrykke Hans, end en Sæk udrystet
Støv til at faae det friske Hav til en Mødding.



Pape.

   Saadan som I see ud? Veed I hvad, Mhrr., I see frygtelig
ud. Men jeg vil give jer hvad Tilsnit I selv ville, blot I ville
være saa artige at forlade mig nu. Jeg venter en stor uden-
landsk Kunstner.

d.II,b.5,s.159  

Løgnfigur.

   Ah! En anden Slags Løgne behøver du? Dem klæder du i
Silke og Fløjel, mens vi, dine rette Anhørige, ere dine Stedbarn.
Vogt dig! Vor Forbittrelse stiger. Aktæon blev sønderslidt af
sine egen Hunde.

(
Løgnene
blive paatrængende).



Pape

(Skjælvende).

   Ved Gud, der skal hverken blive sparet paa det Ene eller det
Andet; thi dette seer jeg gaaer ikke an.



Finke

(rækker Haanden frem).

   Nei -- halvtredsindstyve Hampefrø . . .


Pape

(slaaer Haanden væk).

   Du er saadan Karl, fordi du blot har den Ene derborte, som
du er lige glad med; men pas dig! det lader til at din egen
Lazaron vil banke dig op. Og jeg skulde, ved Gud, unde dig
det for dine fordømte Reminiscenzers Skyld.



Finke.

   Pas dig selv! Jeg hører en Brusen som af et Hav.


Pape

(retirerende).

   Mhrr! Mhrr! der skal ved Gud . .


Løgnfigur.

   Nævn ikke det Ord! Det er som om du kjørte en Jernstang
igjennem os.



Pape.

   Jeg meente . . der skal, der skal ikke blive spart paa Nogen-
ting forat I kunne vise jer mellem Folk . . hverken paa Kjoler
eller Buxer.

(Raaber)
Wincke! Mester, maestro.



Finke.

   Han maa være død af Skræk.


Pape.

   Men saa maatte der dog findes Noget. Corpus mener jeg.
d.II,b.5,s.160  

Finke.

   Ja omtrent som efter en brændt Traad. Hvad der maa være
blæst væk.



Pape

(til Finke).

   Makker! Gid det var saa med mig med! Det er skrækkelig
ubehageligt at lyve paa den Maade. Jeg vil aldrig lyve mere.



Finke

(rækker Haanden frem).

   Halvtredsindstyve . .


Pape

(slaaer Haanden i Finkes).

   Ja Halvtredsindstyve Hampefrø paa at jeg aldrig vil lyve mere,
for dette er altfor rædsomt. Halvtredsindstyve! Det staaer.



Finke.

   Nu taaler du da baade at høre og sige Hampefrø.


Pape.

   Ja, jeg erkjender, at jeg igrunden er en Dompap, som du er
en Bogfinke.



Løgnfigurerne

(med vildt Hyl).

   Forbi! forbi med os! Han er gaaen til Sandheds Erkjendelse!
Ve! ve! forbi med Os!

(
Løgnfigurerne
synke sammen i et Nu. Paa Gulvet bliver kun for hver ligesom en liden
bævrende Strimmel brændt Papiir tilbage).



Finke.

   Paa min Ære troer jeg ikke det er nogle Levninger af nogle
Nummere af den Constitutionelle, som skjælve sammen der til
et endnu ynkeligere Intet.



Pape.

   Lad det være! det er mit Alvor: jeg vil aldrig lyve meer. Jeg
vil gjøre en Sværte af disse sorte Fnug, og dermed trykke paa
ethvert Blad, ja jeg kunde fristes til paa min egen Pande, de
rædsomme men ærværdige Ord:
LYV IKKE!

d.II,b.5,s.161   SCENE VIII
(
Florilla
kommer med en Blomsterkurv.
Pape
,
Finke
.)



Finke.

   Qu'importe? Stur ikke over disse Fnug.



Pape

(sørgmodig.)

   De ere Levninger af mine Vildfarelser.


Florilla

(strøende Blomster).

   Sørg ikke! jeg vil begrave dine Vildfarelser i Blomster --


           med hvide Roser
                      dit blodige Had,
           med Roser røde
           med blege Avind,
           med stjerneskinnende
           Pintseliljer
           de sorte Tanker.
           Med Øjentrøst
           jeg vil helbrede
           hvert Blik som skelte;
           Med bløde Harelab
           jeg bedække
           vil Vredens Torne.
           Af Akelejens
           Emaljeskaaler
           jeg drypper Balsom
           i Nagets hule
           forbidte Tænder.
           Med Valmublade
           jeg Smerten dulmer
           Med kjølig Efeu
           jeg dækker Vunden;
           Kjerminder lægger
           paa Bitterminder.
           Med en ustandselig
           Regn af Violer
          
d.II,b.5,s.162              og honningsmeltende
           Kristi Bloddryp
           din Sjeleørken
           jeg omfortryller
           til Paradiser.
           Med prægtige Qvaster
           af Purpurnelliker
           og Gyldenlakker
           jeg feje Smudset
           vil af dit Hjerte
           og jage Støvet
           ifra dit Øje.
           Med Iriskjøller
           og Morgenstjerner
           af Georginer
           medeet jeg knække
           vil Frækheds Nakke.
           Med Liljenkonvallers
           Sølverklokker
           Jeg ud af Verden
           vil Løgnen ringe.
           Med Tidselparykker
           jeg nye Geschichter
           i Hast forælder.
           Med duftende Pors
           jeg svimle Hovmod
           til Fald bedøver.
           I Snerletraade
           jeg Opspind fanger.
           I dybe Urner
           af Rosenknoppe
           jeg evigt gjemme
           vil Løgnens Aske.
           Med Præstekraver
           jeg mildt vil qvæle
           al Sladders Strube;
           med Rosmarinriis
           Lavendelkoste
           og Isopstokke
          
d.II,b.5,s.163              Bagtalelsen tugte;
           med søde Læber
           af Æbleblomster
           dens Gift bortkysse;
           med Gyldentunger
           al Sladder dysse.
           Kort -- hvad du angrer,
           din fordums Iid,
           det gamle Nid,
           jeg vil begrave
           med bare Blomster
           ifra min Have.
(Blomsterdyngen er voxet saa højt at blot Hovederne af
Pape
og
Finke
sees tilsidst.
Florilla

svæver over den).



Pape og Finke.

   Hjælp! Hjælp! Vi forgaae i bare Blomster.
(De forsvinde ganske i Dyngen).



Florilla

(svævende bort).

   Saaledes hævner en Poet sig.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE