| d.II,b.5,s.76 |
JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE
EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER Anch'io sono pittore. Correggio. JOHAN (JAN) VAN HUYSUM
(FØDT I AMSTERDAM 1682,  1749).-- "Hans Fader Justus, en middelmaadig Maler, gav ham den første Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomster- rigets Rafael; dets Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine Blomsterstykker In- sekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o. s. v., alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser, zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning und- gik han omhyggelig ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund, foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte. En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen Indflydelse paa hans Kunst."Naglers Künstler-Lexicon. -- "Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugt- maler; følte sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og Frugtstykker. Han forstod at ud- speide Naturens Hemmeligheder, at fængsle den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste i denne genre ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var |
| d.II,b.5,s.77 |
den Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og over- traf alle sine Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af sine Billeder tog han 1000 -- 1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden." Allg. deutsche Real-Encyklopädie. -- "Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I Landskabs- maleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blom- terne, det Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Be- vægelse, han vidste at give sine Insekter -- Alt er henrykkende i hans Malerier." "Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Wörterbuch." -- "Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere. Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Cellevævet see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulde man troe bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang, man seer dem, om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade Mesterværket." Marquis d'Argens, Examen critique. -- "Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde, Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora tillige havde givet ham sin Vellugt." Galerie du Musée Napoléon. |
| d.II,b.5,s.78 |
-- "Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun med Møje man bragte ham til at undervise Margaretha Havermann, paa hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans Insekter, Duggen og de enkelte Dugg- draaber overtræffer Alt hvad man hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give saavel Gool som Descamps Underretning.Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste. -- "Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg paa hans Tavler eller Lærred, siger Descamps, var tilberedet med den største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt, at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed, men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det Transparente, den sandeste og brillanteste Glands -- alt Dette findes her forbundet med hint touche, som Naturen anviser, og som hverken kan tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen. Bas- relief'erne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte |
| d.II,b.5,s.79 |
og af lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene, Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og frembringer den fuldkomneste Illusion." Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch. I disse Domme stemme ogsaa "Lüdemanns Geschichte d. Mah- lerei" og "Hirts Kunstbemerkungen" overeens. I "Historische Erklärungen der Gemälde, welche Herr Gottfried Winkler in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768" findes netop det Stykke af v. Huysum, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet: "Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner, blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler, fyldte Hyacinther o. s. v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik gjennem- trænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste. Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9 1/2'' højt, 2', 2'' bredt. Dets forrige Besidder var Hr. Dietrich Schmid i Amsterdam, hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde." Det er nu siden flere Aar i Hr. Stiftamtmand Thygesons Besiddelse. Der gjorde det det Indtryk paa For- fatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul, dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rød- spraglet Nellik, en blaa Hyacinth, en Konvolvulus, en Forglem- migei, en halvaabnet Rosenknop og en Ridderspore. Dertil en |
| d.II,b.5,s.80 |
Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang have villet tørre væk. Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik, men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde hedde en Buket til den genifulde Maler- inde, som har valgt Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end van Huysums, til Gjenstande for sin nydelige Pensel. BESKUELSEN
Plumpe Menneskebeundring, som behøver Luft og Læber! Mere plump end Dyrs Forundring, der er taus og bly beskeden, krænker du i din Tilbeden, øder i Begeistringsheden; -- med din Elskovs vilde Brunst du din egen Elskte dræber: din tilbedte rene Kunst. Ve, om nu, da jeg maa tale (saa nødvendigt som at Brystet stønner, naar det bliver krystet) denne Draabe skulde dale fra van Huysums Rosenblad, af min Læbes Mundveir rystet! Foraarsvinden, yr og glad, var af meer barmhjertig Hu: Duggens Glands fra Lund og Hegn, perlemoderagtig Regn, gjemt i foldet Marikaabe, hver en Draabe, hver en Draabe |
| d.II,b.5,s.81 |
har letsindigen den plyndret, alle hen i Luften søndret -- denne ligger der endnu, yderligt som Taaren baaret bævende af Øjenhaaret, yderst i dit Diadem, yndige og blide Smerte, som din Byrde triller frem; skjøn som Perlen, der var værdig til at være Stjernes Hjerte; fuld som Magdalenens Graad, fuld og tung og bristefærdig; bristende, skjøndt endnu heel, som beslutningsmodent Raad i tungsindig Engels Sjel. O! saa herligt er det Mindste: Draaben, der paa Bladet glindste. Glindste? Ja er den ei svunden, som et fuldfødt Ord fra Munden, man ei kan tilbagekalde i sit Hjertes tause Grund? Thi den syntes jo at falde af sin Vægt i hver Sekund. Dette, at den evigt spiller, evigt mæt af Glands sig runder, evigt fylder sig og triller, -- det er Under over Under, hvorpaa jeg forbauset grunder, Kunstens Dyd, Naturens Feil, som at fængsle Lyden fast, Luftens Svale i sin Hast, Billedet i Kildens Speil. O, hvad sød vellystig Skræk! Angst for Vind og Solens Straale! Draaben, som ei meer kan taale! Fluen, som vil flyve væk! |
| d.II,b.5,s.82 |
Sneglen der, som nu vil flytte hen paa næste Blad sin Hytte! Malte Blad, som vil sig hæve! Fagre Blomsterliig, som leve! O, hvad sød vellystig Skræk! Mens jeg stirrer paa dem møde mig forvirret længst hendøde Elskerinders Ansigtstræk. Og, endskjøndt I er' saa sande, maa jeg troe, I aldrig gro'de blandt de andre paa vor Klode, men engang i Edens Lande: Blomstre! at I derfor ere Blomstre vel, men endnu mere: Blomsterblomstre, disse liig, som fortrylle os i Haven, som en Aand i Himmerig ligner Liget under Graven. Ak, som denne Blomstbuket maatte Kjærlighed see ud med sin Sværm af Lidenskaber, hvis en Elsker, mens han taber sig i Favntag hos sin Brud, fik sit Hjerte kløvt medeet, saa man med et Aandeblik, (hurtigt som man skimter Fligen af Gespenst, der flygter just) Øje paa dets Drømme fik, paa dets uudtalte Higen, paa dets Tankers Embryoner, paa dets Eed, før den udtoner i et troløst Aandepust, mens den endnu ligger der som en Nyfødt reen og skjær, der engang skal bli'e Forbryder, paa dets Haab, før Vingen skyder spæd som Blomstens Hjerteblad, |
| d.II,b.5,s.83 |
paa dets Tale før den lyder, paa dets Fryd, før den bli'er glad, og i Smiil om Læben flyder. Hvor er slig en Lidenskab, slig en Vellyst, qvalt af Smerte, sligt et dæmpet Hjerteslag, slig en Glød paa Elskovsmunde, slig en blodig Hjertevunde, som i Pragttulipens Gab, denne mørke, selvfortærte, krampestærke, syge Rødmes natteagtige Skarlag! Hvor er Kjærlighedens Sødmes Frydberusningsøjeblik, da Du Ja af Hende fik, yndigt i de tvende røde Roser, som hinanden møde! Efter Kys en Tørst saa heed, som de Begge brænde med? Hvor maa Elskovs Anger lide, Rødmes Blus med Bleghed stride her i denne fulde hvide? Hvor er fyrigt Frydbegjær som i denne Nelliks Skjær? Hvor et Blod, der saa kan gløde, som dens fine, purpurrøde Dugregn af Granater, ud sprængt paa Perlens skjære Hud? Andagt, naar den syner bedst, seer paa fjerne Himles Fest for det frelste Zions Helte ei saa fagre fine Telte, som Konvolvlerne udbrede, blaaere end Himlens Bund, finere end Blusels Klæde foran Brudens Ønskes Mund. Uskyld har saa fiint et Blaat, en saa skjær en Blegnens Kulde, |
| d.II,b.5,s.84 |
ei som Hyacinthen faae't; Ømhed ei saa rig en Yden, som Syringen der, den fulde: hver en Smaablomst i dens Klase er en liden egen Vase af et halvklart Porcellin, fuld af Honnings søde Nyden, fuld af Sommerfugles Viin. Er saa reen en Engels Hjerne, Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm og Martyrens Taarestrøm som Narcissens blege Stjerne! O, i den kan Helg'nen gjerne al sin Tempelandagt speile; thi, saa rank den skjød, den har sænket dog det fromme Hoved, som om Gud i Bøn den loved, som om Uskyld kunde feile, somom det en Syndskyld bar. Og hvor malte sig en Tanke i genifuld Ynglings Sind ildig som paa denne ranke Blodvalmues Luekind? Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der saa ydmyg, bly sig klynger -- bly som tause Taares Tanke -- til en Moserosenknop? Og hvor er den Skjald, der synger godt som denne tause Lille Blomstmystererne, de stille, blot den engang, engang vilde Rosenlæben lukke op? |
| d.II,b.5,s.85 |
O, hvis Knoppen vilde mæle, hvis en Aand den vil besjele, o hvor jeg den bede vil (og med Ild maae Skjønne bedes) at fortælle mig hvorledes slige Blomster bleve til! DEN HOLLANDSKE FAMILIE "Alonzo de Tobar! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!" Alonzo de Tobar, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive Velasquez eller Spaniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos, er bleven tilbage. "Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen til Priis. Viva el coronel! Han bryder sig ikke meer om nederlandske Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven." Alonzo de Tobar er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken. Fortvivler han endnu over den store Murillos's "Santa Katha- rinas Trolovelse" eller over Velasquez's "Familie." Ha, der jage de sidste Kyradserer forbi og raabe: "Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!" |
| d.II,b.5,s.86 |
Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske Spanier ødelagde forat be- geistres til at blive en Murillos og at kunne male en "S.ta Katha- rinas Trolovelse." Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig mod Kjættere. Dem bekrigede han, mens han var hvervet til at bekrige det politiske Folk, hans Herres Fiender. Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der skyder sig op af Choret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn. Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens Datter Katharina stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. "Alonzo de Tobar, vil du ikke være med?" raaber en Landsmand, idet han paa de Andres Skuldre svinger sig op i Chorvinduet, og seer ned i den flammende, qvindefyldte Kirke. "Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis de l'enfer! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?" Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af de luxembourgske fils perdus, han mister sit Ulve- navn, han bliver hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til denne Landsbyes Ødelæggelse. |
| d.II,b.5,s.87 |
Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen til, jublende mellem sine Kamerader "en la honra de nuestra Sennora!" men denne Landsby, denne var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for nydelige. Ved- bende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen; Stok- roser stode paa Vagt udenfor Dørene. Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne. Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik som Wallonerne mylre indigjennem Døren. Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders, Præstens, Huus, dette der ved Siden af Kirken, det ærværdigste af dem alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave uden- for, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flam- merne slaae ud. Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens, Nederlandenes Vidunder. "Katharina," mumler han -- og der kommer Liv i Rytterens nedbøjede Skikkelse -- "jeg har seet Katharina, min Katharina, ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn, Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars "Katharina" skal overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!" |
| d.II,b.5,s.88 |
Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte Arme, som korsfæstet, stormer imod sin Faders Dør. "O milagro de Dios!" En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forfærdelse, aabnede Døren for de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: "Katharina! O Gud være lovet!" "Hun er en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes Lokker. O milagro de Dios! Det er et Vink fra Himlen." Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. "Himlen er barmhjertig; Alonzo de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos' Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar. Alonzo stormer rasende mod Døren. "Ayuden los angelos! Vanvittige, ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end Flammerne." Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige Adrian, med Bibelen opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste Margaretha og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden Katharina, der ilsomt havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden om sin Brudgoms, Johans, den blomstrende Yngling; saa den fromme, nonneagtige Narcissa, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke, fine Elisabeth; den lille Benjamin og Tvillingsøsteren |
| d.II,b.5,s.89 |
Anna, "Anna liden," med Hovederne i Moderens Skjød og be- dækkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, den ældste Datter Klara, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger -- maaskee Narcissas Trolovedes Banemand -- havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker. "Ayuden los santos! De komme!" larmer Alonzo udenfor. "Afvejen! Huset tilhører mig." En enkelt Pallask høres imod mange. "De komme!" raaber Johan, ilende mod Døren. "Paa Knæ!" befaler den Gamle. "Gud alene kan redde." Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. "Frels os! Wallonerne . . . " hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. "Vi ville blive frelste!" raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have hørt sin Spaniers Stemme. "Ja, vi ville blive frelste" -- jamrer Faderen hændervridende -- "Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os før de Ræd- somme -- -- " Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den bræn- dende Kirke falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger, hvor de kunne gribe ind. "Herind! Herind, Kamerader! La doncella aqui!" Alonzos Landsmand, som jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke, har sprængt Døren. "Abajo los hereticos!" Wallonerne styrte ind; Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. "Det er ham!" skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund -- -- -- |
| d.II,b.5,s.90 |
-- I samme Sekund . . . Gud! Himmel! hvad er skeet? Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom, Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve, Ingen af dem har Katharina! Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde Krigere viste sig i Døren rædsommere. Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af Byen. Kun den af Nattekulden ned- slaaede Røg laae som en blaahvid Sjø over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender Spa- nieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi de stode sammen- flokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare brændte. Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang aandede. "Var Hun din Datter, Gamle?" spørger Alonzo med huul Stemme. "Hvem?" "Hun, Gamle! la querida del cielo! Du saae det, og maa for- staae mig." "Jeg havde fem: Klara og Katharina og . . ." "Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta!" Den Gamle leer ham op i Øjnene. |
| d.II,b.5,s.91 |
"Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog dine Tanker." Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser. "Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en Barmhjertighed." Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen. "Ve mig!" mumler Alonzo. "Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen." Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte -- Han, der iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje, der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky. Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten be- gynder efter en Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt sin Herre, tager Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes undviger Alonzo Michael Tobar, han, der blev den store Bartolomeo Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en "Santa Katharinas Trolovelse", hvori han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen, samt en "Familie", der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker. |
| d.II,b.5,s.92 |
GAMLE ADRIANS BLOMSTERBED Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom staaer den der uden Naboer. Omstreifende Med- lemmer af de Faa af Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de fandt imellem Ruinerne. Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor Hytten, saaende og plantende i den aske- blandede Jord. Han veed, det er Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han rundt- omkring det, mumlende: "Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give sin Velsignelse." Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde: "hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?" Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som sysler saa vever i sit Bed, skulde være af- sindig? -- Hans Haar var vel hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af inderlig For- nøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine kjære Planter. Da mumlede han: "Gud vil give sin Velsignelse!" og han bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem. Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den. Holland, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saa- danne Vidundere af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn. Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat. |
| d.II,b.5,s.93 |
-- -- "O min Sjel, o vær nu stærk! Bær Vorherres Underværk! Dø ej, Hjerte, som maa standse, at min Aand kan bedre sandse, at, i Lytten til dets Banken, ikke den forvilder Tanken! Døv mig ikke, om du daarer, om du tryller og beruser, du Henrykkelsens Musik, som i mine Øren suser! Søde Graad, ei blind mit Blik! Lad mig see med disse Taarer, som med tusind Øjne klart, som med alle Stjerners Fakler, det Mirakel af Mirakler, som er bleven aabenbart! Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel! Slaaer vel Solen i sin Glands, højest paa sin Middagstinde, klart som Dette Syn og Sands? Maa mod Klippen knuste Pande saa dens haarde Tilvær sande? Føler Moderen saa sandt af sin vellystfulde Smerte Livet af sit Elskovspant? Elskeren, at det er Hende, Hende kun, den Sukbegjerte, paa hvis Mund hans Læber brænde? Naaden, dette milde Hjerte i trefoldig Guddoms Aand, større Under gjør paa Under med hans Almagts venstre Haand, end i Drøm selv Englen blunder, mens hans Viisdom, forat maale Dybets Dyb og Fjernets Fjerne, |
| d.II,b.5,s.94 |
forat styre vilden Stjerne strengt og stramt med Solens Straale, for Kometerne at tøjre, lede Alt saa regelret, at selv Ormen fatter det, kun har Brugen af den Højre. O hvo prøvte Almagts Styrke? Og hvo saae til Viisdoms Tinde, til det Lys, af Soles Mørke og af Stjerners Mulm ernært, hvori Englene er' blinde, hvori Tanken blier fortært? Mennesket i Brystets Hule kan sit eget Hjerte skjule, -- Hvo har i Algodheds seet? Hvo Barmhjertighedens Skjød, hvor Undfangelsen er skeet til det Under, som er fød? Fødes ei i helligt Løn Støvets Barn og Syndens Søn? O hvo turde da vel see Naaden i dens Fødselsvee, i den Stund, af Almagt svanger, da Guds Kjærlighed undfanger Underet, den lader skee? Jeg har seet det! O Margrethe, hvilke Undre ere skete! Gud ske Lov for Sands og Sind! Gud ske Lov jeg er ei blind, som min gudsforgangne Klage, der var blindere end Steen, djærvere end Hjobs i Støvet. Alt er kommet jo tilbage, Alting som i gamle Dage, Alt igjen som Foraarsløvet; |
| d.II,b.5,s.95 |
Ingen fattes; ikke Een. Gud i disse Blomstre givet atter har jer Alle Livet. Gud har eders Sjeles Blod gydt i disse Planters Rod, saa jeg hvert Lineament seer i Blomsten velbekjendt, hører elskte Hjerters Banken, føler Pulsen, læser Tanken, seer bekjendte Øjnes Straaler i de fine Blomsterskaaler klart som nogensinde før. Ja, hvad Under Gud dog gjør! Tidens sønderbrudte Krands har han atter sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre! Margarethas Stemme leer blidt som forhen under Grenen, den som rasler paa Syrenen; Blomstens fine Violet, Blaat og Rødt i Hvidhed badet, endnu dæmpet meer bag Bladet, er -- o tør jeg løfte det? tør et Underværk jeg granske? -- jo grangiveligt og ganske hendes Sløjfes egen Let, som hun sad der dagligdags, med det fromme Hoved bøjet, over Søm og Strikketøjet, syslende med Alleslags. Jeg var meer end blind, om ei jeg min Annalidens Øje flux gjenkjendte grant og nøje her i denne Glemmigej. |
| d.II,b.5,s.96 |
Ak, jo meer jeg seer paa den, kjender jeg mit Barn igjen, skilner jeg grangivelig min fra andre Glemmigejer. Gud, mit Barn, velsigne dig, Du har slynget, som du plejer, Armen om din Tvillingbroer: Rosenknoppen der, som groer Glemmigejen min ved Siden: Benjamin og Annaliden . . Over Begge med den rene, fulde, sølvertunge Draabe, har et Fløjelsblad sig lagt. Det er gamle Magdalene med sin Graad og med sin Kaabe, paa sin ømme Ammevagt. Og mit Syn er ej saa blindt, at det kjender ej min egen Elsklingsdreng, min Hyacinth, frem i Hyacinthen stegen. Hvor var slig en Dreng blandt Drenge, slank og sværmerisk og from? Hvor er slig Vidunderblom i alt Hollands Blomstersenge? O jeg seer i denne fine amethystne Kalk den ømme sværmeriske Josefsmine, hvormed han fortalte Drømme. Og naar Drømmen saa var ude, Hovedet Fantasten bøjed, blegnede og nedslog Øjet, som de fuldtudsprungne af Hyacinthens Blomstre lude, naar de første Duft udgav. Favreste Konvolvel, fiin som en Serafs Aandedræt, |
| d.II,b.5,s.97 |
fanget af en Cherubin i et Blomsters Maskenet, i en død Blaaklokkes Liin, du er min Elisabeth, Hyacinths Tilhørerinde, som ham kunde bedst forstaae, med de store Øjne blaae af sin Tro aldeles blinde. Kjendte jeg mit Barn, mit bedste, havde jeg en Faders Hjerte, om jeg ej Narcissas Smerte her i Pintseliljen læste? om jeg ikke meer forstod hvorfor hun er uden Blod, paa hiint skarpe Purpurskjær, paa hiint sikkre Flammebilled, af den Fæstensring, som brødes kun af Døden, som den Dødes, som paa hendes Kinder spilled, paa den hede Draabe nær, som jeg angest saae paa Kinden i Fremtindren og Forsvinden? Ve, sin Stribe af Karmin, Arret efter Smertens Bid, Dødens Judaskys indsvi'd, bærer endnu hendes Kind! Stjernen er ej hvid som denne, syge Perle ei saa bleg (Liljen, som af Mulden steg, er jo vistnok ogsaa Hende), Dybets Glød, Korallens Brand, solskinmættede Rubin tindrer ej saa hedt som hiin. Ve, om efter disse Mærker, som hvert Øjekast forstærker, om jeg da med grum Forstand, med en Ravnefaders Vilje, |
| d.II,b.5,s.98 |
med et indbildt Blik, som al Glæde fra sig selv bestjal, kunde skilne mellem disse, mellem denne Pintselilje og min døende Narcisse! O hvad Jubelfryd opdager jeg til denne Time spart! Søde Øjeblik, der bruge Tiden kun af Pilens Fart, af et Glimt fra Solens Øje, for den hele Gift at suge, for det Bittre at fordøje af saamange Dages Klager, af saamange smertebulne, jammerfulde, taaresvullne Nattetimers vaagne Vee! Lever jeg? Er bristefærdigt Oldingøje bleven værdigt, til sin Salighed at see saa fuldstændigt aabenbaret, før velsignet Død har klaret med sit Pust hans Øjesteen? Se der mangler ikke Een! Der i Rosen ved sin Rose, se, der er jo Brudeparret Katharina og Johan! Kjærligheds Apotheose, Katharina og Johan! Begge i hinanden tabte, i hinandens Billed skabte, vexle deres Hjerter Slag under Taarers Sammenblanden, i et evigt Favnetag, vexle deres Øjne Lys, tænde Straaler i hinanden, vexler Læben Saligheder, høje, endskjøndt tause, Eeder i de endeløse Kys. |
| d.II,b.5,s.99 |
Salig er jo Bryllupsstunden, slugt af Flammen, gjenoprunden? Himmelnaadens milde Graad gjorde Asken frugtbarvaad, mine egne Taarers Kræfter dugged tæt og lunkent efter, hede Stønnen af min Vaande, mine Bønners varme Aande lokked da fra Buskens Skud begge mine Roser ud: Katharina og Johan, begge disse sammenbøjde, i hinanden saa fornøjde, morgenrøde, morgenfriske Roser, som isammen hviske -- Katharina og Johan. Mig imøde, som fra Bunden af to gyldne Trylleskaaler, fra de dybe Roser straaler deres fagre ungdomshulde Aasyns Træk saa frydefulde. Thi for dem er Bryllupsstunden, den som Flammerne fortærte, atter salig gjenoprunden, Hjerte knyttende til Hjerte, Katharina til Johan. Thi ved Himlens Under kan nu i Fred jeg gamle Hyrde deres Vielse fuldbyrde, afbrudt paa hiin Rædselsdag, ende saa i Ro og Mag Brudetalen, som de vilde rædsomme Walloners Magt havde Hjerte til at spilde før Velsignelsen blev sagt. Nu jeg frit, med Haand paalagt, Guds Velsignelse nedbeder, |
| d.II,b.5,s.100 |
Himlens Væld af Saligheder, Brud og Brudgom, over Eder: Herre, sign du og bevar dette Rosenbrudepar! Herre, lys dit Aasyn over Yndighed, som sig trolover! Herre, løft dit Aasyns Glands over Fromheds Brudekrands! Herren give dig sin Fred, elskende Uskyldighed! O Henrykkelses Sekund, Saligheders Fødselsstund! du er altfor tung af Glæde til at flye saa flygtig hen, som de andre duungraae, lette, farveløse Solgransstunder, Skjebnens Pust mod Døden hvifter henad Livets Ørkenslette; -- du demantne af Sekunder, som er engang allerede kommen himmelsendt igjen, ej saa troløst og saa let, som de andre dig omskifter; du maa frydbelæsset dvæle til mit Hjerte vinder Mæle, til det mestre kan sin Tanke, til det engang bliver træt af saa maalløst, stærkt at banke, til det engang bliver mæt af den søde Fryd at græde, medens mine Læber juble, medens Øjet straaler, medens brudte, vilde Ord (og dog skjønne som af Salighedens ubekjendte Himmelsprog) stødende paa Tungen snuble, somom ikke jeg var klog. |