HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 5. BIND: 1839 - 1842



FØRSTE SCENE
(Søkadetterne komme ind, fulgte af Jeremias Falster og 3 Retsbetjente.)



Jeremias Falster.

   Nei, nei! mig skal Ingen lumpe. Jeremias Falster har altid
Noget i Baghaanden, og denne Gang, for en Feils Skyld, var
det nu et Par af disse gode Venner til.

(Til Retsbetjenterne.)
Det skulle
I ikke have gjort for Intet.

d.II,b.5,s.47  

Frederik.

   Hvad er det da, De forlanger af os? Siig frem! Vi ere villige
til Alt. Blot Frihed!



Jeremias Falster.

   Aa, intet Umuligt, intet Ubehageligt engang . . . en ret moersom
Ting for unge lystige Fugle.



Frederik.

   Lad høre da!


Frants.

   Ja tal ud af Skjægget, for Satan!


Jeremias Falster.

   Hihihi! intet Andet, end at En af jer, hvem Lodden maatte
træffe, skriftligen skal paa sin Ære forpligte sig til at gifte sig,
saasnart han bliver Officeer . . .



Kadetterne.

   Aa gjerne! det er naturligt.


Frederik.

   Men med hvem da, om vi maae spørge?


Jeremias Falster.

   Med min Huusholderske -- et saare agtværdigt Fruentimmer,
skulde jeg troe . .

(Kadetterne see paa hinanden og briste i Latter.)
Naa, naa!
Jeg synes just ikke jeres Stilling er til at lee ad.



Frants.

   Nu kan du faae din elskværdige Madam, Edvard, pertentlig
og partu.



Jeremias Falster.

   Den, som faaer hende, er Skam ikke narret, for hun har saa-
men Adskilligt tilbedste. Og fra Jomfruens Side er der Intet
iveien, for jeg har peilet Dybet, som man siger. Men det sværger
jeg -- saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, og er en
reputeerlig Borgermand -- paa anden Maade slippe I ikke herfra.

d.II,b.5,s.48  

Frants.

   Rask Resolution da, Kammerader! En Udvei til en engelsk
Kugle staaer vel ogsaa den Uheldige aaben . .



Edvard.

   . . Og paa den ravgaleste Forbindelse kan der dog raades
Bod; den kan idetmindste faae en Ende; men Intet kan oprette
en Sømands tabte Ære . .



Frants.

   Altsaa bliver dog Ægteskabsløftet det mindste Onde. Vært!
lad gaae for mit Vedkommende.



Edvard.

   For mit med; men han der

(Pegende paa Frederik.)
maa være fri, for
han er bunden.



Jeremias Falster.

(Heftig.)

   Paa ingen Maade. Nei! Lige for Alle og Ærlighed i Handel
og Vandel, siger Jeremias Falster. Men sidst kan han kaste,
sidst! Det er nok slemmest paa Skafottet eller under Galgen;
men bedst i Brættet.



Frederik.

   Nei, Kammerader! Jeg har ført eder i Ulykken, og jeg ved-
tager ogsaa; men paa den Betingelse, at vi slippe fri i det Til-
fælde, at Jomfruen ikke vil have Nogen af os.



Jeremias Falster.

   Det gaaer jeg ind paa. Jo tag hende der!


Frederik.

   Skulde virkelig et gammelt Menneske, et Fruentimmer, indlade
sig paa slig Galskab.



Jeremias Falster.

   Som Ægteskab? Herren kjender nok ikke gamle Jomfruer,
kan jeg mærke. De ere hedere end unge, skulde jeg troe.
d.II,b.5,s.49   Først sagde hun til mit Propos:

(Hærmende efter hende.)
"Fy Gabriel
Jeremias, at komme til mig med et saa inderlig delikat Spørgs-
maal!" men da jeg saa bad om rent Ja eller Nei paa, om Jom-
fruen vilde have en af DeHerrer, læspede hun: "Jo saamen,
Gabriel, formeentlig inderlig og oprigtig, naar det var tilbørlig
Alvor, og de meente det pertentlig og partu." Altsaa vær kun
rolig for det!


Frants.

   Hjertet op i Livet da, Kammerader! En af os forlover sig
paa Kredit -- det er Alt.



Frederik.

   O min Sofie!


Edvard.

   Min Frederikke i Arendal!


Frants.

   Min trondhjemske Maria! Men lad gaae. Jeg havde saa
maaskee ikke seet hende mere. Prægtige Løier iland, det maa
jeg sige.



Frederik.

   Skrækkelige!


Edvard.

   Altfor alvorlige!


Jeremias Falster.

   Alvorlige, det skulde jeg troe. Der er Vidner i Baghaanden,
(Peger paa Retsbetjenterne.)
og her er den edelige Forpligtelse.

(Lægger et
Papir frem.)
Deres Navne, om jeg maa bede. De to Tabende blive
til Vitterlighedsvidner ved et Pennestrøg . .



Frants.

(Skrivende under.)

   Lad gaae, naar galt skal være. Jeg vil heller forskrive mig til
Fandens Oldemoer, end komme for seent til en Batalje.



Edvard.

(Skrivende under).

   Jeg med. Frederik! Frederik! Du blegner? Sveden staaer
dig paa Panden?

d.II,b.5,s.50  

Frederik.

(Skrivende under.)

   Det maa saa være!

(Slænger Pennen.)
O var dette bare i Freds-
tider, og ikke til Orlogs!



Jeremias Falster.

(Stikker Papiret til sig.)

   Nu frisk, mine Herrer! Kort eller Terninger? Jeg mener
Terninger, for dem bruge Soldaterne, naar det skal afgjøres,
hvem der skal skydes. Hihihi! Saasandt jeg hedder Gabriel
Jeremias Falster, det vil blive det lystigste Spil, jeg har seet i
mine Dage.

(Tager Terninger frem af Bordskuffen.)



Frants.

   Vil I være med, Vært?


Jeremias Falster.

   Nei Tak! Men bagefter skal jeg spendere en Flaske, for jeg
er i et prægtigt Lune til at synge min Ungdoms Yndlingsvise,
hvoraf I nok kjende Omkvædet:

(Synger.)



           "Pigebørn, Terninger, Kortenspil, Viin
                 er Livets bedste Medicin."



Frants.

(Rystende Terningerne.)

   Hu! den sidder mig alt i Halsen. Men Courage, Kammerader!
Tredie Skud kan gaae, og have vi sagt A, maae vi ogsaa sige B,
altsaa høieste Øine tager Skuden; Den, som vinder, taber?



Frederik, Edvard og Falster.

   Vel! vel! Kast!


Frants.

(Kaster med bortvendt Ansigt.)

   Jacta est alea, som Cæsar sagde. Hvormange?


Falster og Edvard.

   Syv!


Frederik.

(Griber Terningerne.)

   Nu jeg! . O, Sofie! Sofie!
d.II,b.5,s.51  

Jeremias Falster.

   Nei han der først!

(Afsides.)
Fanden maatte stole paa andre end
mine egne Terninger, som maae komme tilsidst.



Frederik.

   Nei jeg kan ikke!

(Kaster Terningerne fra sig.)



Jeremias Falster.

(Afsides.)

   For Gud vise de ikke Elleve. Hvad skal jeg nu gjøre? Nei
om igjen skal han, for mine slaae Sexer alle.

(Høit.)
Om igjen!
Det er ikke hans Tour. Jeremias Falster er en redelig Mand
skulde jeg troe.



Edvard.

   O spar ham! Lad det være nok med, at Frants og jeg vove
dette farlige Spil.



Frederik.

   Edvard! Nei! nei! Jeg kan og vil ikke undslaae mig, jeg som
har ført jer i Ulykken. Idetmindste maa jeg dele Skjæbnen med
eder, mine brave Venner.



Edvard.

(Griber Terningerne.)

   Lad se! Jeg kan jo faae Sexer alle.


Jeremias Falster.

(Afsides.)

   Ikke med dem der.


Edvard.

   Giv Agt!

(Kaster.)



Falster, Frederik og Frants.

   Elleve!


Edvard.

(Griber Frederiks Haand, med zittrende Stemme.)

   Du er reddet, haaber jeg. Jeg fører Bruden hjem.
d.II,b.5,s.52  

Frants.

   Hvem Ulykken rammer, har Enhver af os vundet to Fost-
brødrevenner indtil Døden.



Alle tre Kadetter.

(Omfavnende.)

   Ja! ja!


Jeremias Falster.

(Afsides.)

   Naar de kige hinanden i Brystet, slipper jeg at narre dem til
Vinduet.

(Bytter Terninger.)

Sang.



Kadetterne.



           Hvad er for dyrt for den
           trofaste Hjertensven?
                 Kjærlighed skjød
           ofte mod Himmelen
           Flammer, som sank igjen;
           evig som Ædelsteen
                 er Venskabs Glød.



           Kjærlighed, o forlad
           med Selvopoffren, hvad
                 Venskab forbrød!
           Den er ei værd din Lyst,
           som til en Skjebnedyst
           ei for sin Ven sit Bryst
                 villig frembød.



Jeremias Falster.

   Vakkert sagt, mine Herrer! overmaade vakkert sagt; men
endnu vakkrere gjort for to af de Herrers Vedkommende.



Frederik.

   Ankeret maa snart være oppe. Velan! Min Haand skjælver,
men ikke mit Hjerte. Det er som livløst; det tør ikke ønske.

(Kaster.)



Falster, Frants og Edvard.

   Ha! Sexer alle!

(Tredie Skud falder.)

d.II,b.5,s.53  

Frederik.

(Tumlende tilbage.)

   For seent! for seent! Alting tabt! Ære og Kjærlighed!


Jeremias Falster.

(Skrivende paa Papiret.)

   Se saa! nu figurere I To kun til Vitterlighed, og Han der
-- den Lykkelige -- er Udstederen.



           Sang.
           Himlen har som den vil
           selv styrt det Terningspil
                 tydeligt nok.
           Jeg vil ærbødig ved
           saadan en Leilighed
           lægge en Daler ned
                 i Kirkens Blok.



Frants.

   Hvad nytter os nu Jeres Narrestreger, Mand?


Jeremias Falster.

   Komanderer jeg Fregatten? Det Skud faldt ellers fortræffeligt
ind til Ære for Parret.



Edvard.

   Afsted! Kom Frederik!


Jeremias Falster.

   Intet er iveien, om den Herre der ikke skulde finde det pas-
sende først at tage Afsked med sin Kjæreste. Men hun passer
nok paa. Har hun ikke luret, vil jeg aldrig være ærlig.

(Idet Kadetterne ville gaae, møde de Christiane latterlig stadset. Hun standser nejende i Døren.)

ANDEN SCENE
(De Forrige. Christiane.)



Christiane.

   Tjenerinde!



Jeremias Falster.

(Afsides.)

   Hihihi! Funtus, sae Fanden, han traf sin Moer paa Maske-
rade.

(Høit.)
Gratulerer Jomfru! Alting er gaaet vakkert og
d.II,b.5,s.54   redeligt til. De Herrer Friere have overladt Valget til Skjebnen,
og den har kaaret ham der, som holder sig længst agter, til
din formeentlige . . .


Christiane.

   . . Min inderlige Brudgom, vil I sige, I formeentlige Spottefugl,
som ikke mener Noget med, at I gratulerer. Himlens Villie skee!
Jeg har altid havt saa inderlig tilovers for Søofficerer, skal jeg
sige dem, saa det ikke var saa forunderligt endda . .



Jeremias Falster.

   . Om det endelig flaskede sig. Jo nu har det flasket sig. Den
vakkreste og rankeste Karl af dem, og Kapitainens egen Søn . .



Christiane.

(Til Frederik kjælent læspende.)

   Ja, naar du mener det saa inderligt og oprigtigt, sødeste
Vennen min.



Edvard.

(Til Frederik.)

   Fat dig, Broer!

(Til Christiane.)
Jomfru, De vil sikkert opgive
Deres Fordringer paa en Haand, som er bunden, naar De her
har en fri.



Frants.

   Og her en med, saa nogenlunde fri.


Christiane.

(Afsides.)

   Nei hør, hvor tilbørlig de elske mig, de inderlige Fyre!

(Høit.)

Jeg veed sandelig ikke, hvad jeg skal sige, skal jeg sige Dem.



Jeremias Falster.

(Giver hende Forskrivelsen.)

   Da siger denne det. Den kan ikke forandres.


Edvard.

   Jeg er nærmest. Jeg fik de Elleve. .
d.II,b.5,s.55  

Frederik.

   Nei, min Ven! Nei! Jeg beder . . Jomfru . .


Christiane.

   Befinder du dig ikke inderlig vel, Vennen min? Jeg har saa-
danne inderlig deilige Kamferdraaber inde i min Dragkiste, og
jeg blev ogsaa saa altereret, da Gabriel der kom med Budskabet,
at jeg ikke kan sige det . .



Edvard.

   Jomfru! Min Vens Hjerte er ikke frit -- det er Sagen. Men
dersom nu jeg . . .



Jeremias Falster.

   Aldeles ikke! Paa ingen Maade, saasandt . .


Christiane.

   Hvad? Aldeles ikke? I inderlig vidløftige og betydelig uartige
Grobian! hvad kommer det Jer ved, naar han mener det op-
rigtigt og partu? Og skulde jeg da skille Sofie fra hendes inder-
lige Kjæreste, naar jeg veed, hvilket himmelraabende Uhyre,
der formeentlig lurer paa hende. Nei, Søfolk ere Alne af eet
Stykke, og saa kan baade jeg og Sofie . .

TREDIE SCENE
(De Forrige. Sofie kommer styrtende ind.)



Sofie.

(Med Aanden i Halsen.)

   -- -- Glæde! Glæde! O Frederik! Glæde! Glæde! Det har
ingen Fare. Det var ikke Andet end Signalskud til Kanonbaadene.
Kapitainen er endnu iland. Han sad og spillede Piket hos En-
rulleringschefen. Jeg mødte Baadsmanden paa Gaden. "Strax,
Jomfru, strax!" sagde han, og saa førte han mig til din Fa'r,
og nu komme de her Allesammen. Fregatten letter ikke endnu
paa to Timer, ja kanskee tre, sagde Baadsmanden.



Frants og Edvard.

   Hurra! Hurra!
d.II,b.5,s.56  

Sofie.

   Men Frederik, hvad feiler dig? Hvorfor see I saa paa mig
Allesammen -- kun Frederik ikke? Hvad er passeret? Ingen
kommer jo for seent.



Jeremias Falster.

   Ingen uden du, lille Sofie, til en vis Ting, skal jeg sige os.


Christiane.

   Ja, om Forladels', lille Jomfru, -- Han er nu min med Gud
og Æren; men græd ikke pertentlig, for det kan endnu blive
betydelig godt, skal jeg sige dig.



Jeremias Falster.

(Afsides.)

   Og Sofie min med de sex Tusind.

(Til Sofie.)
Kom, Barn, skal
du høre Skjebnens underlige Bestemmelser, og see Himlens
Fingerpeeg.

(Taler afsides med hende.)



Sofie.

(Med Taarer.)

   Aldrig! aldrig!


Christiane.

   Aldrig? Ak, du min Søde, det har jeg ogsaa sagt saamangen
god Gang, med ligesaa formeentlige Taarer; men nu har Bladet
inderlig vendt sig.



Sofie.

(Med Taarer.)

   Frederik! Frederik! hvor kunde du?


Frederik.

(Heftig bevæget.)

   Spørg mig ikke! stedse elskede Sofie . . . Jeg har heller villet
være ulykkelig, end at handle slet, ikke at ville dele Følgerne
af den Daarskab, jeg havde forledet mine Kammerader til.
Skulde de alene bøde derfor? O! o! jeg kunde blive vanvittig . .



Sofie.

(Aftørrende sin Graad.)

   Du skal ikke handle slet; ogsaa jeg vil heller være ulykkelig.
d.II,b.5,s.57  

Christiane.

   Jeg siger dig dog jo, Pigebarn, græd ikke saa pertentlig. Det
kan endnu blive betydelig godt.



Sofie.

   Ja, jeg haaber Kapitainen vil komme og redde ham.


Frants.

   Aha! Han har nok havt en Robber igjen, kan jeg skjønne,
og en Slump i Glasset.



Christiane.

   Saadanne Talemaader, Jomfru, ere inderlig upassende, skal
jeg sige dem.



Jeremias Falster.

   Og veed du hvad, lille Sofie? Kapitainen, der er en hæderlig
Enkemand, saavidt jeg veed, ligesom jeg, kan igrunden ikke
blive saa ilde ved, at hans kjære Hr. Søn baade faaer en Kone
og en Moder.



Christiane.

   Hørte du det?


Frederik.

(Til Jeremias Falster.)

   Foragtelige Menneske! I vil ikke vove at see min værdige
Fader under Øinene.

(Til Sofie.)
Det Sande er, at han vil blive
rasende. Men at jeg deeltog i det ulykkelige Terningspil, og
ikke vilde vinde Frihed paa mine Kammeraders Bekostning,
haaber jeg, han bifalder.



Sofie.

   Saa veed jeg endnu et Raad. Christence vil hjælpe.

(Iler ud tilvenstre.)



Edvard.

   Mig forekommer det, Frederik, som om vi havde reddet os
selv ved at kaste en Broder overbord.

d.II,b.5,s.58  

Frants.

   Rigtig! lige lux i Gabet paa Hajen. Men nu skulde jeg troe,
vi have Praktika, saa vi kunne seile Kapitainen imøde, og tage
vor Lusing.



Edvard.

   Holloi! vi have ham!
FJERDE SCENE
(De Forrige. Kapitain Jagert og Peter Baadsmand.)



Kapitainen.

(Trædende raskt ind.)

   Ei, ei, Karle! saa træffer jeg jer her --

(Seer sig om.)
i et Værts-
huus med Terninger paa Bordet, Opdækning og tømte Cham-
pagneflasker? Oho! Sligt kommer ikke til at vanke i underste
Rum, eller paa Toppen af Stormasten, hvor jeg nu faaer see at
anvise jer Qvarteer.

(Til Frederik.)
Og du, Dreng, har du glemt, at
du ikke er Kapitainens Søn, uden hjemme? Denne kaade
Overtrædelse af al Disciplin maa straffes. Her maa statueres
et Exempel.



Jeremias Falster,
(der hele Tiden har bukket og skrabet, ligesom Christiane nejet.)

   Hihihi! Bravo! Det var minsandten . . .


Kapitainen.

(Strengt.)

   Hvad behager? Bi til Touren kommer til Jer, Vært. I Ung-
domsforfører! . .



Christiane.

(Nejende dybt.)

   Betydelig rigtig, Deres Høivelbaarenhed. Der hørte du dit
rette Navn, Jeremias.



Kapitainen.

   Peter!


Peter.

   Hr. Kapitain!
d.II,b.5,s.59  

Kapitainen.

   Hvorfor Døden og Djævelen lagde du ikke ind her, og kaprede
dem strax i dette Hul?



Peter.

   Hr. Kapitainen maa troe, jeg forsømte ikke at ransage saa
skjøn en Havn. Men saa stod der en liden Tøs i Døren med
Hankerne i Siden, som en Galliondukke, og hun fik mig drejet
af ved at forsikkre mig, at der var ikke meer Søkadetter i
Huset, end bag paa hendes lille hvide Haand. Jeg satte saa
Cours til et andet Landingssted, hvor jeg fandt dem, sidst de
vare iland, velfortøiede.



Kapitainen.

   Dumrian! Ned til Giggen, og hent den nye Lieutenant op med
nogle af Folkene!



Peter.

   Vel! Hr. Kapitain!

(Gaaer.)



Kapitainen.

   Som Arrestanter skulle I blive transporterede ombord, og jeg
skal vise jer, Knegte, at jeg kan undvære jer i Attakken.



Frederik.

   Det vil være mig og mine Kammerader det Haardeste. Men
den Straf staaer ikke i Artiklerne.



Kapitainen.

   Ti! Desertører fortjene ingen Tillid; og I ere ikke bedre; I
burde sættes for en Krigsret, og det tør skee, ja minsandten det
tør skee . .



Jeremias Falster.

(Afsides.)

   Den Mand er skam ikke at spøge med. Han er nok ombord,
hvad Mæren derborte er her i Huset.

d.II,b.5,s.60  

Kapitainen.

   Og I, Vært -- en graahærdet Mand -- at holde sligt Huus for
unge Mennesker, hvis Tid hører Kongen og Landet til! Vogt
Jer, at I ikke faaer en Rem med af Huden!



Jeremias Falster.

   Velbaarne Hr. Kapitain, jeg er en ærlig og reputeerlig Borger-
mand, og mit Huus er et hæderligt Huus, hvor baade Harmonien
har Lokale, og Byfogden, Præsten og Enrulleringschefen sin
Whist to Gange om Ugen. Langtfra ogsaa, at jeg har holdt paa
de Herrer Kadetter, har jeg tvertimod, da de ikke kunde nøies
med Billarden, men -- som De selv seer -- trængte sig lige ind
i min egen Stue, hvor Harmonien kun har Lov at komme, bedet,
tigget og truet dem til at gaae; men da de ikke vilde høre paa
det Øre, saae jeg mig nødt til at hente disse Folk der.



Kapitainen.

   Retsbetjente? . Gripomenusser? Isandhed en Ære for Uni-
formen! Men naar I havde slig Styrke, Vært, hvorfor ere de
da endnu her?



Jeremias Falster.

   Det skal jeg have den Ære at sige Deres Velbaarenhed. Da
de unge Herrer havde vendt op og ned paa Huset, levet flot
og fortæret min sidste Champagneflaske, behagede det dem at
ville tage afsted uden at kunne betale. Jeg har en ikke saa
liden Regning paa dem, som jeg maaskee kan presentere Deres
Velbaarenhed.



Kapitainen.

   Herlige Historier! Men vær De kun rolig, hvad Regningen
angaaer. Bedre og Bedre!



Jeremias Falster.

   Det bedste er endnu tilbage, Deres Velbaarenhed -- det
Vigtigste, skulde jeg sige, eftersom her desuden er passeret
Noget. Men tal nu De, Jomfru!

d.II,b.5,s.61  

Christiane,
(som under de sidste Repliker har havt Noget at bestille foran Speilet.)

   Nei, du inderlig grove Jeremias, som bliver dig selv bestandig
liig. Du seer jeg har Andet at bestille. Og jeg inderlig uskyldige
Pigebarn tale om en saa himmelraabende delikat Sag? Nei.
Jeremias, nu er det forbi mellem os.



Frants.

   Vil du ikke rapportere, Frederik, saa vil jeg. Jeg beder om
Forladelse, Hr. Kapitain; men formedelst en fatal Forglemmelse
under Hastværket med at pynte os til Landfarten, ere vi for
det Første blevne fastholdte med Magt -- med Justitiens at
sige . .



Kapitainen.

   Ingen Undskyldning, Krabat! Jeg skal nok sørge for Justitsen,
saa de Karle der kunne pille af.

(Retsbetjenterne gaae.)



Jeremias Falster.

   De unge Herrer ville ogsaa kun give en daarlig Forklaring,
Deres Velbaarenhed. Men om Deres Velbaarenhed vil behage
at træde ind her, skal jeg have den Ære at meddele Deres
Velbaarenhed en Omstændighed, en vis Omstændighed, som . .
som ret sætter Kronen paa Ungdommens Letsindighed, som an-
gaaer Deres Velbaarenhed paa det Allernærmeste, skal jeg sige . .



Kapitainen.

   Det var som Fanden, mig?


Jeremias Falster.

   Og saa kunde vi kanskee med det samme gjøre op Regnskab,
om det saa behager Deres Velbaarenhed ikke at være i min
Gjeld.



Kapitainen.

   Der traf han det; men skynd sig før Vagten kommer.
(Jeremias Falster og Kapitainen træde ud til Høire, og, saasnart Døren er i efter dem, Sofie og
Christence ind fra Venstre.)

d.II,b.5,s.62   FEMTE SCENE
(Kadetterne. Sofie. Christence. Christiane.)



Sofie.

(Hurtig.)

   Frederik! Frederik! fat Mod. Din Fader skal ikke engang
faae det at vide. Min Veninde vil hjælpe.

(Gaaer tilside med Frederik.)



Christence.

   Gode Pige! det er jo ikke mig, men dig selv, som vil gjøre
Opofrelsen. Men lad mig tale med Dem, Christiane. Seer De
dette Papir?



Christiane.

   Ja partu! Et formentlig prægtigt Papir.


Christence.

   Skulle vi bytte?


Christiane.

(Nølende.)

   Ne -- i Tak. Penge er nok Penge, skal jeg sige dem; men det
jeg mener, er noget Andet.



Christence.

   Men det er mange Penge. Min salig Trolovede skjænkede
mig dem til Eiendom efter sin Død.



Christiane.

   Deres formeentlig salig Trolovede vil nok Jomfruen sige.


Christence.

   O desværre! Aar ere gangne og Budskaber ere komne; og
at der er ingen Tvivl mere hos mig, som dog senest vilde op-
give Haabet, om at han ikke længer befinder sig paa Jorden,
vil De see af, at jeg allerede har disponeret over Testamentet
saaledes, som jeg fandt at være Ret. Men nu vil hans Søster
transportere det Hele til Dem, Jomfru Christiane, paa samme
Vilkaar, nemlig om han ikke meer kommer tilbage, naar De vil
afstaae fra Deres Pretension paa det unge Menneske, og ikke
nævne et Ord derom til Kapitainen.

d.II,b.5,s.63  

Christiane.

(Med et Sideblik til Frederik.)

   Men han er saa inderlig, saa --


Frants.

(Til Christiane.)

   Men han er udsat for Kugler og Skraa, saa han imorgen kan
være saa betydelig trakteret af Engelskmanden, at Jomfruen
formeentlig vil pertentlig bede Gud bevare sig for denne inder-
lige Fyr partu.



Sofie.

   Og for den Fare er ikke Onkel udsat.


Christiane.

   Det er nu vistnok tilbørlig sandt.


Frants.

   Ham har Jomfruen ligesom i Dragkisten.


Christiane.

(For sig selv.)

   Ja, med det Papir. Det er formeentlig baade vist og sandt i
alle Maader. Og saa spiller jeg den gamle Pigejæger et Puds,
som han partu har inderlig fortjent.



Edvard.

(Til Frants og Sofie.)

   Hun løjer af. Jeg seer det.


Christence.

(Til Christiane.)

   Sofies Onkel friede til mig, da jeg eiede dette Papir . .


Christiane.

(Slaaer Hænderne sammen.)

   Naa det formeentlige Uhyre! Altsaa skulde der staaet "Chri-
stence" og ikke "Christiane" paa den inderlig forliebte Seddel . .



Christence.

   Og saasnart han hørte, det var overdraget Sofie, kastede han
sine Øine paa hende. Altsaa er det nok i det Papir, Magneten
stikker.

d.II,b.5,s.64  

Christiane.

   Jo, jo, jeg kjender ham. Han vil nok blive hængende, naar
jeg har det. Derom tvivles formeentlig ikke.



Frants.

   Og Bryllup kan der blive strax.


Edvard.

   Et vakkert Huus at være Kone i .


Christiane.

   Men om nu dog den Døde græsselig kom igjen, og inderlig
krævede sin Eiendom.



Christence.

   Se paa min Sørgedragt, at det kun er altfor vist . .


Frants.

   Og Bryllup kan der jo blive strax?


Edvard.

   Han kommer dog formeentlig ikke nedigjennem Taget.


Christiane.

(Afsides.)

   Saa Han der, den inderlige romanske Fyr ogsaa opgiver mig,
og skyder til partu?

(Høit.)
Sex Tusind til min egen Spareskilling ..
Lad see! . . .



Frederik.

(Til Sofie.)

   Ædleste Pige! Nu først hører jeg dit Offer, men Egenkjærlig-
heden skal ikke længer gjøre mig blind for, hvad jeg har at
gjøre. Jeg tillader det ikke. Aldrig i Evighed kan jeg modtage
det.



Sofie.

(Bevæget.)

   O Frederik, du elsker mig ikke . . Du har aldrig elsket mig.
d.II,b.5,s.65  

Frederik.

   Ve mig, at jeg altid skal bringe Skade og Ulykke over mine
Venner! Men skulde jeg nu ogsaa tillade, at du, min Elskede,
for min Daarskabs Skyld . ? Aldrig vilde jeg kunde gjengjelde
denne Ædelmodighed. Mit Liv, min Fremtid, min Formue --
Alt er uvist. Heller da bide i det sure Æble . . .



Christiane.

(Ivrig.)

   Suuræble? Pertentlige Herre! Bide i? Vil man bare høre!
Nei! Jeg har inderlig betænkt mig. Jeg vil ikke have Herren
for aldrig det; og saa maa Herren gjøre partu, hvad han behager.
Kom med Papiret, Jomfru Christence! Vi spørge ikke Herren
betydelig derom, for jeg tager imod det partu.

(De vexle Papirerne.)



Frants.

   Heisa, Kammerad! Nu er du flot igjen, og kan styre did du vil.
(Frederik omfavner Sofie. De springe fra hinanden igjen, da Kapitainen og
Jeremias Falster komme ind.)

SJETTE SCENE
(De Forrige. Kapitainen og Jeremias Falster.)



Kapitainen.

(Leende af Vrede.)

   . . Bedre og bedre! Den ene ravgale Historie ovenpaa den
anden! Men noget mere Desperat har jeg dog aldrig hørt i mine
Dage.

(Gaaer heftigt frem og tilbage.)



Sofie.

(Til Frederik.)

   O Gud! Han veed Alt.


Frederik.

(Til Sofie.)

   Ikke Alt; men han skal faae Alt at vide. Han maa det; og
da vil ogsaa Han elske dig.

(Til Kapitainen.)
Kjære Fa'r! denne
Pige . . .



Kapitainen.

   Hvad har du med hende at bestille? Der staaer jo, om jeg
ikke tager feil, din Donna -- der!

(Peger paa Christiane.)
Han har
jo faaet nye Lænker paa, som jeg hører -- noget rustne -- men
dog temmelig stærke.

d.II,b.5,s.66  

Jeremias Falster.

(Tagende Christiane ved Haanden.)

   Maa jeg have den Ære at præsentere Deres Velbaarenhed
Deres tilkommende . . .



Kapitainen.

   Svigerdatter mener De. Aha! Saa det virkelig er den Dame?
Nu, saa galt troede jeg rigtignok ikke det var.



Christiane.

(For sig selv med et Hovedkast.)

   Sømænd ere saamen formeentlig betydelig grove, og inderlig
raae.



Kapitainen.

   Og endnu kan jeg ikke troe den ravgale Historie, I fortalte
mig, Vært, om at de tre Herrer skulde for de Skillingers Skyld,
hun kan have skrabet sammen, lægge sig ud for det Fruentimmer
der. Men skal jeg troe det, saa omfavn hende, Frederik! Strax
siger jeg. Jeg befaler. Kys din Dulcinea! Nu!



Christiane.

(Nejende.)

   Naar Deres Høivelbaarenhed befaler . . . , men den formeentlige
Historie er ude partu, skal jeg sige Dem.



Jeremias Falster.

   Primer Qvindfolket?


Kapitainen.

(Til Jeremias Falster.)

   Hvorledes, Manne? Har De villet have mig tilbedste?


Jeremias Falster.

   Gud bevare mig! Jeg? Ingen er saa perplex som jeg.


Frants.

   Han stod rigtignok paa, Hr. Kapitain; men nu er han flot igjen.


Sofie.

   Han er fri, Hr. Kapitain. Jomfruen der vil ikke have ham.


Christiane.

(Knibsk.)

   Det er saamen ikke den Første.
d.II,b.5,s.67  

Christence.

(Giver Kapitainen Forskrivningen.)

   Her er Beviset. Tænd Deres Pibe dermed.


Kapitainen.

(Seer i Papiret, leende.)

   O du gale Ungdom! Nei, jeg vil gjemme det mellem mine
Kuriositeter.



Frederik.

(Førende Sofie frem.)

   Denne ædle Pige har for min Befrielse ofret sin hele Formue,
uagtet al Modstand fra min Side.



Kapitainen.

(Med et Blik paa Sofie.)

   Det var noget Andet den der, naar galt skal være. Kys mig,
mit kjære Barn! Men det skal blive dig erstattet, hvormeget du
saa gav i Løsepenge.



Frederik.

   Sex tusind Daler.


Kapitainen.

   Sex Tusind!


Jeremias Falster.

   Sex Tusind!

(Seer paa Christiane.)
Aha! Har Du de sex Tusind i
gode Penge, som jeg har jaget og friet efter, siden de kom i
Huset.

(Til Christiane.)
Har
du
da Testamentet eller Obligationen,
eller hvad det velsignede Papir nu er, Christianemoer?



Christiane.

(Tagende Papiret frem.)

   Jo jeg har partu: Se her! Men kom nu til mig, sagde Vor
Herre til gamle Anne.



Jeremias Falster.

   Det gjør jeg ogsaa. Til hvem skulde jeg komme, uden til dig?
Kan du negte her i Hans Velbaarenhed og de Andres Nær-
værelse, at jeg har givet dig et Ægteskabsløfte for mange Aar
siden, og at det alt var klappet og klart imellem os?



Christiane.

   Saa du gaaer endelig i dig selv, Gabriel Jeremias, du inder-
lige Skjelm? Men svar mig først pertentlig og partu: er det for
d.II,b.5,s.68   de sex tusind Dalers Skyld, du nu er saa inderlig, og vil bedrage
mig, stakkels uskyldige Pigebarn?


Jeremias Falster.

   Brylluppet kan gjerne staae iaften, og med eller uden de sex
Tusind, -- det sværger jeg, og kræver Hans Velbaarenhed og
Allesammen til Vidne paa.

(Afsides.)
De ere mig sikre nok nu,
skulde jeg haabe.

(Til Christence.)
Men lad dog see det Papir for
en Feils Skyld.

(Faaer det af Christiane, og beholder det i Haanden.)

Sang. (Duet.)



Christiane.

(For sig selv.)



           Ja til Madam var jeg skabt;
           men jeg har maattet længe vente.
           Dog hvad jeg har i Tiden tabt,
           henter jeg ind med Rentes Rente.
           Tømmen i Haand, med Skydsen seen
           kjører man over Stok og Steen.
          
(Til Jeremias Falster.)

           Gabriel, Gabriel, bliv da min Mand,
           og gjør mig sød min Ægtestand!



Jeremias Falster.

(For sig selv.)



           Glad er jeg just ei ved min Fangst,
           skjønt hun nu veier flere Tusind.
           Ikke saa fri jeg er for Angst,
           at hun tør give mig en Lusing.
           Jeg dog forvist som stædig Hest
           sparke skal mod som jeg kan bedst.
          
(Til Christiane.)

           Ja Christiane jeg bliver din Mand,
           og gjør dig sød din Ægtestand.



Chor.
(Af Kapitainen, Kadetterne, Sofie og Christence.)



           Pagten er sluttet, Vi ønske de To,
           at de maa nyde hinanden i Ro.

(Gjensidige Komplimenter.)

d.II,b.5,s.69  

Kapitainen.

   Partiet er isandhed meget passende. Det var det Eneste, som
duede af det Hele. Men Død og al Ulykke, Vært, er det, som
jeg begynder at lugte, at I har ført mig bag Lyset med Jeres
Historie om, at mine Gutter af eget Paafund have kastet Lod
om, hvem der skulde føre Jeres Brud hjem . .



Jeremias Falster.

   Jeg . . Deres Velbaarenhed? bag Lyset? Jeg en reputeerlig,
brav og agtet Borgermand? Jeg Gabriel Jeremias Falster.



Kapitainen.

(Med Udraab.)

   Falster!
(Johan Falster træder ind i Lieutenantsuniform med Søsoldater og Matroser.)

SYVENDE SCENE
(De Forrige. Johan Falster. Søsoldater og Matroser.)



Kapitainen.

   Hedder De Falster? De skulde vel ikke . . ? Kjender De
den Mand?

(Peger paa Johan Falster.)



Christence.

   Gud! Johan! Han lever!
(Iler i hans Arme. Jeremias Falster og Christiane tumle hver til sin Side.)



Johan Falster.

   Min Christence! O Lyksalighed at finde dig igjen!


Kapitainen.

   Hvormange Faldne have vi?


Frants.

   Tre Faldne, Hr. Kapitain, og tre Fanger.

(Til Frederik og Edvard.)

Jeg troer, Kammerader, at det Hele endnu vil faae en lystig
Ende, og at vi slippe med Toppen.

d.II,b.5,s.70  

Sofie.
(Idet hun iler hen til Johan Falster, snapper hun Papiret ud af Gabriels Haand.)

   Kjære Johan! Ja er du Broder Johan, saa er dette dit. Men
derom siden . .

(Stikker ham Papiret i Brystet.)



Johan Falster.

(Kjærtegnende.)

   Ogsaa du her, Sofie. Hvor smuk og stor du er bleven! Jeg
træffer da Alt, hvad der er mig kjært i dette Huus. Nei! hvor
smuk og stor!



Kapitainen.

   . . Og god, min Ven Falster. Jeg har havt et Beviis derpaa,
som jeg ikke skal glemme.



Frederik.

   Velsign hende da, min Fader! Velsign hende og mig. Vi elske
hinanden til Døden!



Kapitainen.

   Nu, nu! hvis jeg ellers Intet har derimod; og det siger jeg dig:
ingen Forlovelse før Portdépeen!



Frederik.

   Den kan fortjenes imorgen eller endnu idag.


Frants og Edvard.

   Hurra! Hurra!


Jeremias Falster.

   Det var et skrækkeligt Tilfælde . . .


Kapitainen.

   Hvilket? At I traf Jeres Brodersøn?


Jeremias Falster.

   Aa, aa! Nei -- Johan! Gigten, Slagflod, din uventede An-
komst, at Dettehersens slog mig saa . . .



Christiane.

   Og Papiret er nu formeentlig Nul og Niks. Nei, Jomfru Chri-
stence, jeg takker pertentlig, ikke paa den Maade, ikke paa den
himmelraabende Maade!

d.II,b.5,s.71  

Frants.

   Spil er Spil, Jomfru. Jomfruen skulde have strøget ind itide.


Christiane.

(Grædende.)

   Gud inderlig hjælpe og trøste mig! Nu vil den inderlige
Skjelm . . .



Kapitainen.

   . . Vist ikke, Jomfru. Jeres Fæstemand kan ikke bryde. Han
har krævet mig og Allesammen til Vidne paa sin Trolovelse med
Jer, med eller uden dem, I veed . . .



Jeremias Falster.

   Vidner? Ja, seer du, hvad det betræffer . . . Vidner kunne
være gode nok, naar man har Brug derfor; men der kan gives
Tilfælde, hvor man kan lade dem vidne, saameget de ville, og
endda gaae sin Vei frem . .



Kapitainen.

   Aha, lægger han om paa den Boug? Saa skulle vi gaae til at
undersøge den rette Sammenhæng med Jeres Fremfærd mod disse
unge Mennesker, hvorledes det kunde gaae til, at min Søn . . .



Jeremias Falster.

   Om Forladels', at jeg afbryder Deres Velbaarenhed; men det
er kun for at erklære, at jeg ikke vil afbryde med Jomfruen
der.

(Afsides.)
Uf! Jeg mærker, man ikke kan undgaae sin Skjebne.



Christiane.

   Det var ærligt talt af dig, Jeremias; og saaledes Deres Høi-
velbaarenhed . .



Kapitainen.

   Ja saaledes have vi da ikke, saavidt jeg seer, mindre end tre
Par her. Først disse to Ærværdige, saa min Ven og hans Tro-
faste, og endelig disse to Unge her.

(Lægger Frederiks og Sofies Hænder
sammen.)
Ja lad mig see, at du fortjener Portdépeen imorgen eller
endnu idag, om det skulde komme til Noget . . .

FORRIGE
NESTE