HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 4. BIND: 1832 - 1837

DEN KONSTITUTIONELLE
NISSESPIL
AF SIFUL SIFADDA

del 2
d.II,b.4,s.322                    skjøndt paa de fjerne
                 Fjelde forlængst
                 Straalerne stege --
                 den blier mit Bytte.
                 Da vil jeg knytte
                 den til en Steen,
                 skjænke saa Dybet
                 Klenodet for Krybet
                 for stedse igjen.
(
Tys
falder; forceret Angreb).



Mara.

(til K.
Grim
).



                 Alt er tabt,
                       selv dit Rygte.
                 Konge, knapt
                       kan du flygte.
                 Tys er slagen,
                 Hæren jagen,
                 Fahnen bleven
                 sønderreven,
                 Nisser mere
                 ikke ere.
                 Kronen kast!
                 Fly med Hast!
                 Spiret hiv!
                 Mara redde
                 vil dit Liv!

(
Mara
og K.
Grim
flygte)



Alfer.



                 Viktoria! Sejer!
                 Thussernes skumle
                 Slægt ikke ejer
                 Tomt til at tumle
                 sig paa i Norge.
                 Nu som en slukket
                 Flamme er Ætten.
                 Saga har lukket
                 selve dens Minder.
          
d.II,b.4,s.323                    De ere blevne
                 liig den bortdrevne
                 Røg over Sletten.
                 Sagnet selv rinder
                 meer ei ihu.
                 Men ifra nu
                 muntre og fagre
                 Alfer omkring
                 frit kunne flagre
                 paa Sommerfuglving.
SCENE V
(
Dr
.
Motzius's
Studerekammer. Han selv ved Bordet.
Mara
og K.
Grim
i en Krog).



Dr. Motzius

(rystende Hovedet).

   Au, au, au! hvor jeg er fortumlet i Hovedet, som om jeg
skulde have faaet gevaltige Slag. Au, au, au! det er somom
min Hjerne var omrystet og bleven en Velling. Og mit Citat af
Corpus, uden hvilket mine Forelæsninger in jure specialissimo
ikke ville blive saa illustre som ellers! Og dog saae jeg grand-
givelig Pagina og Sted inat, men saa -- au, au, au! hvor jeg er
fortumlet ligesom af betydelige Dunk i Hovedet, hvilke min haarde
Ven Corpus, som jeg brugte til Hovedpude maa have givet mig
forat opfriske Citatet i min Erindring, forat jeg ikke skulde komme
in cathedram uden at have mine Citater i Orden, hvilket vilde
være det Samme, som for en General at trække i Marken uden
Ammunition og Artilleri. Men det Citat, det Citat! Dr. Motzius
gav sin Salighed for at ikke den Skam skulde overgaae ham.



Mara

(til K.
Grim
).



           O Konning, fat igjen det Mod,
           som dig forræderiskt forlod!
           Den Sjel er ei i egen Magt,
           som har et Ord saa gudløst sagt.
           I blotte Tanker alt forsvoren
           er Stakkelen som Faust forloren,
           skjøndt aldrig den til Gjerning blev,
           og han sit Mundsveir aldrig skrev.
           -- -- Høilærde Doctor Motzius!

d.II,b.4,s.324  

Dr. Motzius.

   Hvem kalder? At afbryde en lærd Mand i sine Meditationer,
saa han forvirres, er som at flytte Grændseskjel, saa Alt gaaer
i Eet, og burde da straffes efter 6 -- 18 -- 1, conferert med Pa-
piniani 1. XXmo, 7.



Mara.

   Høilærde Doctor Motzius!


Dr. Motzius.

   Men i Alverden hvem er saa importun?


Mara.



           En Geist, som sætter Glæde i
           at staae dig i din Qvide bi --
           Jeg hedte Hugo Grotius,
           jeg var min Alders Motzius.



Dr. Motzius.



           O store, store Grotius!



Mara.



           Nei, store, store Motzius!
           Dit Navn har mig af Graven vakt,
           hvori jeg Sekler to har lagt.
           Men, neppe kommen i det Fri,
           beaandet af en Sympathi,
           saa følte Aandens Nerver fine
           en Kulde af din Pandes Sved,
           en Feberhede af din Pine,
           og flux jeg ilede afsted.
           Jeg kunde ahnende begribe,
           at en Kollega var iknibe,
           og fandt du mangled et Citat,
           som Grotius just har parat.

(Træder frem).

d.II,b.4,s.325  

Dr. Motzius.

   Ei, Kollega, Ulyssis's kløgtige Raad kunde ikke komme Græ-
kerne beleiligere. Men bli'er man saa liden i Aandernes Rige?
Thi jeg finder dette urimeligere, end om du havde Domkirken i
Rotterdams Storhed.



Mara.



           Javist, i samme Proportion,
           som man var en berømt Person.
           Naar saae du Ædelstene svære,
           mens Graasteen kunde Fjelde være?
                             
(pegende paa
K.Grim
.)

           Hiin lille Mand med Sølverbarter
           er Puffendorf (der Staatsgelahrter).
           Meer stor er Godofredus ikke,
           end liden Ert, sat paa en Stikke.
           Men alt som Aander bliver mindre,
           de skarpere i Kjernen tindre;
           kun usle Aander ere svære,
           som Skodden paa den vaade Fjære,
           Gestalter som om hugne ud
           af Nattens sorte Marmorbrud,
           kun lange Mulmfigurer, støbte
           i Dybets Grube, Helveds Stoll,
           i vide Taagekjoler svøbte,
           og jagne Fanden ud i Vold.
           Tribonianus ved sin Viden
           i Himlen bleven er saa liden,
           at aldrig Nogen ham har seet;
           thi han blev bare Geist medeet.
           I Pantheos hans Geist forsvandt;
           og Hiin da ved hans Lærdom vandt.
           Han i sin Viisdom den inddrog,
           og Rente af hans Liv saa tog.



Dr. Motzius.



           Da bli'er jeg heller ei saa stor.



Mara.



           Nei, vistnok mindre, end du troer.

d.II,b.4,s.326  

Dr. Motzius.

   Dersom Prælectionstimen ikke var, saa at sige, jam in janua,
ønskede jeg og at vide noget om Jurisprudenzens høitberømte
Fædre: Hagiotheodoretus, Doxapater, Gregorius, Garidas, Bestes,
Theophilitzes, Patzus, Demetrius, Chartophylax, Enantiophanes,
Basilicus, Thalelæus, Stephanus Pandectarius, Baphius, Leo,
Phocas, Modestinus, Domnius, Blastarus, Alciatus, Gregorius
Haloander, den udødelige Covarruvias et ceteri. Eller ogsaa
vilde jeg indbyde mine lærde Brødre til en Disputats de Accep-
tilationibus eller de Zenodoctis. Men ak! vi vilde snart befinde
os inde i Corpus, og Dr Motzius skulde maatte rødme; thi . .
o, en slig Ulykke er aldrig hændt mig: man -- qvidam, quivis,
quicunque nefandus -- har berøvet mig af mit Corpus just det Citat,
jeg skulde bruge.



Mara.

   Ei, Doctor doctissime! Jeg kommer for at yde Eder Hjælp
udi denne som i andre lignende casus; og jeg vil herefter, i den
høitberømte Puffendorfs Selskab, holde mig hos eder, for dog
at have nogen lærd Omgang; thi i Himlen er juridisk Klassicitet
udi liden Anseelse. Begge ville vi da forsyne jer med slige
Citater, som neppe den Lærdeste i disse Tider skal kunne finde,
hvorimod han skal maatte anføre dem med den dybeste Ærbø-
dighed, somom de vare hentede fra de Bøger, Sibylla kastede
paa Ilden een efter een.



Dr. Motzius.

   Saa skulde kanskee ikke engang Zaleuci og Numæ Love være
skjulte for mig?



Mara.

   Langtfra; alt skeer jo per revelationem1).


Dr. Motzius.

   Hvor det vil slaae Auditorium!
d.II,b.4,s.327  

Mara.

   Men saasom Collega veed: cuique rei sua conditio, saa er der
ogsaa ved dette store aandelige beneficium en Betingelse, som
ikke kan være andet, end til Fordeel, omtrent som at feje
Muusgnag af Bingerne, forat fylde dem med friskt, eller, rettere
sagt, med forstenet Korn fra Pompeji istedet. Forat faae Rum
til al den gedigne nye Viisdom, hvormed I forstrækkes af eders
lærde Venner, maa Kollega overlade os alle de unyttige og
tomme Ideer, som dog ogsaa kunne findes i Collegas Hoved.



Dr. Motzius.

   Ei, de ere mig dog kjære og brugbare; thi ligesom man maa
blande Hakkelse i Havren til Hestene, maa man heller ikke paa
Prælectionerne vænne Studiosi til bare puur gedigen Lærdom.



Mara.

   Men, Høistærede, de ere dog kun at regne for Bladaffald af
Træet, hvis Krone strax skyder et friskt Blad for hvert faldende.
I skal som sagt aldrig være i Mangel paa Citater, om I end
aldrig skulde have læst Stedet, og saaledes kan I da staae jer
paa det Bytte.



K. Grim.

(Afs.)



           Jeg ahner, men forbaust ei troer,
           den Kløgt Præstinden nu har for,
           for atter at faae op paafode
           vor Sag, den faldne, men den gode.



Dr. Motzius.

   Godtnok, frater. Men naar nu Studiosi tage tiltakke, som
vante til det Foder?



Mara.

   Ei, tænker I da ikke paa et Verdensberøm? Havde ikke
Numa Pompilius al sin juridiske Lærdom fra Nymfen Egeria?
Og han fik den skam ikke for intet i Grotten. I er bange for
at miste eders unyttige Ideer ligesom den taabelige Syge forat
miste Dødkjødet i Saaret. Og om der nu fandtes en Knappe-
d.II,b.4,s.328   naal i det Skarn, saa behold I Knappenaalen, og lad os faae
Skarnet; thi vi have just Brug derfor ligesom der gives Folk,
som opkjøbe Been, Horn, Haar, Filler og deslige.


Dr. Motzius.

   Kan I da -- ikke fordi jeg tvivler om Eders Lærdom, udødelige
Hugo -- kan I da sige mig hvilke Citater ex Corpore mig just
nu ere undslupne, saa vil jeg . . skjøndt det er Daarskab at be-
tænke sig paa slig Handel . .



Mara.

   Strax, frater! Betræffende eders Forstyrrelse udi Medita-
tionerne igaaraftes, posito, at den skede ved eder Selv involun-
tario og netop formedelst disse unyttige Ideers Urolighed og
uvilkaarlige Fremvæxt ligesom Skimmel, papillulæ carneæ og
Aandepustets Dunkelhed over Speilet, saa var det Codicis Ju-
stinianei Libr. 1, Tit. XVIII "de juris & facti ignorantis". Men
posito, at den herledede sig fra den forrige Lejers efterladte Rotter
og Muus, var det Codicis Libr. III, Tit. XVI "ubi de possessione
agi oporteat," decretum Impp. Valentiniani & Valentis, ex VIII.
Kalend. Jun. Gratiano & Dagalaipho, Coss.



Dr. Motzius.

   O, Groti! jeg falder ned og troer. Og netop dette Citat saae
jeg inat, foruden en umaadelig Mængde af Skabninger, som jeg
iførstningen troede var Gespenster af afdøde Rotter, og, sine
comparatione, ikke vare jer ulige, men som jeg nu seer maa
have været lærde Aander, manes jurisconsultorum, som nok di-
sputerede om disse Steder; men da jeg vilde hæve Citatet over
Drømmens Niveau, gik det det som med Klokken i Vandskorpen.
Men nu har jeg det, og kan veludrustet bestige cathedram,
hvorefter jeg haaber, at træffe ved min Gjenkomst min høist-
ærede confratres udi en dygtig Disputats.

(Gaaer).

d.II,b.4,s.329   SCENE VI
Mara og Kong
Grim
.



Mara.



           Fat Mod du arme,
                      fordrevne Konge!
           Nu har jeg hvervet
           for dig Rekrutter,
           en talløs Race
           af nye Thusser.
           Thi hver af Doktorens
           dumme Tanker
           med Sjel belives af
           disse snirklende
           Træk med Maras,
           Præstindens, Tryllestav.
          
(Viser
Grim
en Griffel og Tavle. Seer ud af Vinduet).

   Se bare der! -- skynd jer Kong Grim! -- han er neppe kommen
om Hjørnet og han har alt affødt en Mængde taabelige Ideer,
som vrimle efter ham i Luften, som Haar efter den røitende
Hest.

(Gjør et Nul paa Tavlen).
Og seer I, der tryllebandt jeg en i dette
Nul, og der en i denne Krusedulle. Og se, der boltre de sig
levende i Luften: Nullet som en stor Hydatide, eller en liden
bemavet Bormester, Krusedullen som en Miniatur af en myg-
rygget Slyngel.

(Man seer nogle saadanne boltrende Figurer).



K. Grim.

   Ei, paa den Maade kan vi aldrig mangle Folk. Det er dog
altid Kanonføde, og at Mængden er den stærkeste af alle Kræfter
lærte Løven af Myggen.



Mara.

   Dette er "Nihiliternes" Slægt, som er frygtelig, netop fordi der
gaaer 100,000 paa en Skjeppe; thi Doktoren vil forsyne os saa
med dumme Ideer, at vi ville have fuldtop at gjøre med at slaae
Nuller eller skaffe de Smaasjele en Krop.

d.II,b.4,s.330  

K. Grim.

(malende paa Tavlen).

   O herlige Deborah! Vi har allerede en heel Armee; og tænke
alt paa at rykke op paa Loftet igjen, og gjøre en Ende paa
Alfernes og Sifulinernes Tyranni, der ganske bære sig ad som
de Hvide, Spaniolerne, i Mexiko og Peru. Men nu skal det gaae
mig anderledes end Montezuma, der ogsaa maatte slaaes i sin
egen Hovedstad.



Mara.



           Ret, Drot, fat Mod!
                 Med Nihiliter
           du Fod for Fod
                 indta'er dit Rige.
           Utællelige,
           er' Nihiliter
           som Sand i Flod,
           som Stjerners Rækker,
           som Havets Snekker; --
           af stridigt Væsen,
           som Lemænsmuus,
           der efter Næsen
           kun gaae barduus;
           og konseqvente
           er Nihiliter
           som de Termiter,
           der aldrig vendte,
           hvis Snabler smaa
           selv Fjeldet splitter,
           de støde paa; --
           energisk stive
           i Hvad de ville
           som Hesteklæggen
           som de, der blive
           benævnt af Væggen;
           og uforfærdet
           er Nihiliten
           som Sneglen er det,
           der kryber stille
           tvertsover Midten
           af Havets Bund
          
d.II,b.4,s.331              fra Cabo Verde't
           i Afrika
           til Østersklitten
           ved Bahia,
           som om et Sund,
           af liden Brede,
           blandt Klipper avet,
           var Verdenshavet, --
           den store Hede,
           hvor selve Vinden
           maa trække Bryst,
           og hvile inden
           den rækker Kyst,
           dog værd ei Tanken,
           at Snegl blier graa
           før Østersbanken
           den hist kan naae.

(De forsvinde).

SCENE VII
Dr.
Motzius
paa Kathedret. To sovende
Studenter
.



Dr. Motzius

(citerende fra sig).

   -- -- Og, mine Herrer, som jeg har bemærket, disse Citater
ex jure specialissimo, mine Herrer, som jeg har bemærket, re-
fererede ad senatusconsultum Macedonianum, mine Herrer,
Orfitianum, mine Herrer, Syllanum, mine Herrer, Tertyllianum,
mine Herrer, Trebellianum, mine Herrer, Turpillianum, mine
Herrer, Valescianum, mine Herrer, som jeg har bemærket, mine
Herrer. . . .

(Pakker ind og gaaer).



1ste Student

(Seende efter ham).



           Høilærdeste Professor juris!
           vil du til Timeglas da gjøre
           os stakkels Juridiklers Øre?
           Thi just en Time, grumme Mand!
           med noget Tørt du fuldt det sæller,
           som ikke, rerum in naturis,
           med Noget la'er sig ligne heller,
           end med det pure, tørre Sand.

d.II,b.4,s.332  

2den Student.

   Jeg hører du er vaagnet. Godmorgen, Broer! Her kan du
ogsaa høre mine Tanker paa Dr. juris utriusque Motzii Fore-
læsninger:



           Hvor Skjebnen leger med sin Hæder!
           Montanus aldrig fik Katheder;
           men Motzius sidder alt paa sit.
           Nu -- Hap som Hip! og Dat som Dit!
           Montanus før, Montanus siden,
           Montanus god den blev med Tiden:
           For seent for hiin, hvor glad den fandt,
           da den sin Uret vil erstatte,
           blandt Os en Tretiaars Pedant,
           som flux med Anger den galant
           paa en Professors Sæde satte!
           Som andre Store ubekjendt,
           ulønnet Rasmus Berg har endt;
           Ideen, han repræsenterer
           i Holbergs gamle Lunespil: --
           Pedanteriet -- end er til;
           thi hør -- i Motzius det citerer.

(Gaae).

SCENE VIII
(Loftet. K.
Grim
og
Mara
).



K. Grim.

   Vi have ogsaa faaet en Tanke, Mara, som er værd vort
kongelige Hjerte og din Fortjeneste af vort gjenreiste og blom-
strende Rige: vær fra denne Stund af vor Dronning, at dine
vise Læber kunne være nærmere vort Øre, og din Haand hvile
om Sceptret over Nihiliternes, vort nye Folks Millioner!



Mara.

   O min Herre og Konning! din Tjenerinde vil kun bruge Op-
høielsen til din Nærhed til at forherlige med sine Raad dit
Riges Vælde.

d.II,b.4,s.333  

K. Grim.

   Det er stort nok, Dronning. Min Haand er træt af at sætte
Mærker for vor Doktors nihilitiske Ideer. Hvad behøve vi flere?
Bare een af hans Prælektioner afgav ti Legioner af stærke gode
Nihiliter. Alfer og Sifuliner ere forlængst drevne tilskogs, og de
gamle Tomter ere i vor Magt.



Mara.

   Ak, Herre, er dette kongelig Tale? Naar skulde Herredømme
blive mæt, eller see sine Grændser? Der var en Tid, da dine
Stammer herskede over alt Norrige, og nu da Nihiliterne kunne
gjenerobre det og overstrømme Alt, skulde de ligne Flager-
musene og Frøerne i at rulle sig sammen i Uvirksomhed? Ha,
højere er Maras Tanke! større den Plan, som udvider hendes
Hjerte!



K. Grim.

   Men hvorledes? Vi forstaae dig ikke.


Mara.

   O Konning, var ikke Norge Nissernes Odel? Og nu ere Ni-
hiliterne deres Arvinger. Hver Dag maa en Sværm af dem
drage ud for at gjenvinde de Fædrenetomter og udvide Nihili-
ternes Herredømme.



K. Grim.

   Vel, Dronning; men hvorledes?


Mara.

   Ei, i ordentlige Linier, i Geleder paa Geleder, paa et Blads
Feldt, i en Avis skal hver Morgen en ny Hær af Nihiliter, en ny
Sværm af vor lærde Doktors taabelige Ideer, tryllebundne ved
Typerne til levende Former, drage ud over Landet.



K. Grim.

   O, Mara, du har vakt et Haarfagerhjerte til at slaae i mit
Bryst. Fra Lindesnæs til Nordkap skal Nihiliternes Rige ud-
bredes.

d.II,b.4,s.334  

Mara.



           Haanden da paa Værket, Drot!
                      Handling, ei Beslutning blot!
           Nihiliter, en avant!
           Og, da altid Hære, som
           kun for en Erobring kom,
           gav sig Navn af herlig Klang,
           skal for Norriges Nation
           i en stolt Proklamation
           vore Nihilitarmeer
           (Doktor Motzii Ideer)
           paa sin Fransk fripostig melde
           sig "den Konstitutionelle."

(Forsvinder).

SCENE IX
Forelæsningssalen. De to
Studenter
.



1ste Student.

   Har du hørt Nyt, Bro'er? Vor Doktor er bleven Redaktør.
Det vil blive Løjer.



2den Student.

   Ei, jeg veed det. Se her!

(Viser et Blad).



1ste Student.

   Hvad er det du har der?


2den Student.

   "Den Konstitutionelle," Nr. 1.
d.II,b.4,s.335   EFTERSPIL

Sifaheddin.
(Paa en Graasteen med en Rose i Haanden. Viid Udsigt).



           Denne Steen bag Tempelvæggen,
                      af og til -- som Skjær i Hav,
           hvorfra Bølgen skyller af --
           skjult af Ukrud stramt og stridt,
           og, som hiint af Skummet hvidt,
           overdrysset fuld af Hæggen,
           -- den er Poesiens Grav,
           den er Grændsestenen mod
           Polemikens vilde Riger,
           skjøndt til Sikkerhed en Elv,
           afgrundsdyb og slangelistig,
           langsad Grændserne sig sniger,
           kun passabel ad en dristig
           Regnbubro, ifra hvis Hvælv
           man kan oversee hiinsides
           Polemikens Riges Steppe,
           hvor endnu de Allerfleste
           Roligheden finde neppe,
           men med Skygger Skygger bides
           som Ukrænes vilde Heste.



           Nylig gik paa en Pampus,
           nydelig og blød som Taagen,
           Selv saa hvid og let som Maagen,
           over Doktor Motzius.



           Ak mod mig hvor modsat Han!
           Først en stille Lærd, men siden,
           som han blev en gammel Mand,
           kasted han sig som en Brand
           ind med Raseri i Striden.
           Jeg blev fredelig med Tiden,
           sloges først med Trold og Thusser
           legende som Karl med Russer,
          
d.II,b.4,s.336              fandt saa trættende i Længden
           Kamp mod Nihilitermængden,
           lod det Utøi frit da krybe
           i det Høje og det Dybe,
           bare jeg fik Ro og Lov
           til at færdes i min Skov.


           Nu, som gamle Thucydid
           de Helleners bittre Strid,
           skriver jeg fra denne Steen
           hine svære Kampes Sage,
           dypper Liljekolbens Pen
           i en duggfuld Klokke blaa,
           maler af begeistret paa
           et henblegnet Rosenblad
           Kampene fra gamle Dage,
           Alfernes og Thussers Had,
           skildrer tappre Tys, hvis Mod
           leopardisk, uforfærdet,
           fjedret, sporet og besværdet,
           vandred dog paa Krebsefod;
           og Kong Nissegrim, som øved
           sjelden Dyd hos en Regent,
           da han kronte et Talent,
           som han ikke meer behøved;
           thi de Constitutionelle
           droge dagligen i Marken,
           og befæsted for Monarken
           mellem Norges gamle Fjelde
           Nihiliters Regiment.



           Se den fulde Rose her!
           Krigens Foliant den er.
           -- -- Sefyr! Sefyr! alt for vindig,
           altfor fjasende letsindig
           blader du mig, Dreng, i den!
           Vil du, at den Kiv bli'er glemt?
           at den ei er værd en Pen?
           Ve mig, o der rev du slemt!
          
d.II,b.4,s.337              Just det Blad du ud har revet
           og i Lethens Bølger hevet,
           hvorpaa Motzius'es Liv
           og hans Deel i Nissers Kiv
           thucydidisk var beskrevet!
           Ak, den store Mand med kritisk
           Grusomhed du har berøvet
           selve Navnet efter Døden! --
           Han som trælled ufortrøden,
           til hans Aand blev mere sløvet
           end den usle Orms i Støvet,
           for en Klang af et politisk!
           Glip han af Berømthed gik;
           thi en Vind ham snød den fra.
           Motzius er navnløs -- sic
           transit mundi gloria!
(Forsvinder paa hvad Maade man behager; f. Ex. i Rosen. Den lukker sig.)


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE