|
|
| d.II,b.4,s.297 |
DEN KONSTITUTIONELLE NISSESPIL
AF SIFUL SIFADDA Personerne:
Motzius, Dr. juris utriusque.
To Studiosi.
Grim, eller Nissegrim, den CCLIX, Nissers og flere Thusse-
stammers Fyrste, forhen Konge over alle Lofter, m. m.
Mara, gammel Nisseqvinde, anseet, som andre Kjærringer, for
et Orakel.
Sifaheddin, Alfers og Sifuliners Høvding.
En talende Parykblok.
Nisser, Alfer og Sifuliner.
Nihiliter, et nyt Nissefolk.
SCENE I
(Et uryddigt Loft i Motzius's Huus. Mellem Skramleriet en aaben Bogkiste og en Parykblok af Pap.
Kong
Grim i en sørgmodig Stilling i Bogkisten.
Mara ved Parykblokken.
Tys paa Vagt i Loft-
gluggen. Siden
Nisser, smaa, skumle, barokke Skabninger,
Alfer og
Sifuliner).
Mara.
Snart vil i Norrige,
Nissernes Odel,
Rødhætters Arne,
Graagutters Hjemsted,
Tomtgubbers egne
oldhjemlede Bopæl,
Flere ei findes af
Thussernes Slægt.
Nisser
(overalt fra Krogene).
Ve! ve! ve!
Mara.
Thusser, oprundne
af Mulden, befrugtet
af Risernes Blodstrøm!
|
| d.II,b.4,s.298 |
Nisser, de levende
Geister af Asernes
lystige Indfald rundt
Bordet i Valhall!
Graagutter, Støvet i
Jetternes Fodspor,
livnet af Gudens
forfølgende Aande!
Rødhætter, Mjølnirens
levende Gnister!
Tomtgubber, I, som i
Fædrenes morknede
Høisæder boed!
Ve Eder Alle! Thi
Engenes Alfer og
Skov-Sifulinernes
vilde og fremmede
Slægt har fortrængt jer.
Ve! ve! ve!
Mara.
De myrde vor Stamme
med tornede Blomster,
med Kjøller af Roser,
med Sværde af Liljer,
med Slynger af Efev,
med Landser af Solglimt.
Med Sommerfuglstøv de
gamle ærværdige
Nisser og Nissernes
Helte de blinde,
saa Hine forvirres i
Raadet, og disse ei
Vaabnene finde.
Ve! ve! ve!
|
| d.II,b.4,s.299 |
Mara.
Ja ve os! Før kaldtes
vort Hjem "overalt:"
fra Taget paa Templet
i Nidarosby
til Spangareidbondens
tangtækkede Hytte.
Snart intetsteds er det;
thi Fienden levnet
har kun dette Loft.
Istedet for Helgeners
brogede Billeder,
fortrængte til Templets
Loft af St. Olafs
forgyldte Statyer,
kun denne elendige
Blok til vor Leeg!
Istedetfor Orgelets
rungende Bølgegang
under i Kirken,
det evige Snøvl af
Pedanten herunder!
Istedetfor Kisten
med Kronen for Bruden,
med Hornet og Kruset,
det sølverforgyldte,
med Maaneskin fyldte,
og Søljer og Maljer
og Belter og Ringe,
kun denne forstøvede
Kasse med mølædte
Bøger og Skroller!
Istedetfor brogede
Stakker og Kofter
paa Bøndernes Stabur,
dandsende lystigt
med os under Taget,
kun Kingelens Væv og
et Kaalhoved, vissent
|
| d.II,b.4,s.300 |
og flaut som Pedantens,
hvis Huus er vor sidste
og eneste Tilflugt!
Ve! ve! ve!
Og selv her beleiret, Herre!
Thi histnede alt paa Engen
vilde Sifuliner, kaade
Alfer sig i Rækker ordne
til en Storm paany inat.
Med en Bonderoses Stolthed
seer jeg Sifaheddin kneise;
Alfer meje langsmed Muren
bidske Nesler af til Riis,
og den lumske Humleranke
viser Vej dem opad Væggen.
K. Grim.
Luk da Gluggen, tappre Tys!
Mærk den udenpaa med Tegnet
af den store Ases Hammer!
(Det bliver halvdunkelt. Kun en Ugles Øjne lyse under Tagbjelken.)
Det vil skræmme dem som Løvens
Hellebarde over Porten
paa det gamle Agershuus
tvinger stedse Ola Høiland
til at vende Ryg paany.
Skift en Lime, om den findes,
ud til Spær blandt vore Tappre!
Byd Trompeter Muus at blæse
ud af sine Musehul
flux vor sidste Trop isammen!
(Der blæses som naar en Muus piber. Nisser af forskjellige Stammer komme frem og
rangere sig op).
|
| d.II,b.4,s.301 |
Tys.
Ak en sørgelig Revy!
Dine Fædre, Herre Konge,
kunde mønstre fleer Geleder
end den gamle Eeg har Qviste,
flere Hoveder end Blade,
flere Spær end Fyrrens Naale.
K. Grim.
Ja, min Skjebne er som Norges,
bedre ei, ei mere slet.
Jeg har flere Tomtegubber
end det eier Generaler.
Dog Lad end engang Trompeten
tone, om endnu i Krogen
sig forstikke skulde Nogen.
(Der blæses. Flere komme frem).
Og saalænge Een er qvar,
mit Prærogativ jeg har.
Jeg kan gjøre hans Person
fra et Nul til en Baron.
Først naar Ingen af Nationen
er tilbage, blegner Kronen.
For at vise dig, at den
end har Liv og Glands igjen
siden sidste Nederlag,
er Baron du fra idag.
Tys.
Dine Fædres høje Geist
har sig i dit Hjerte rejst.
Den har fra din Læbe mælt,
Sejershaabet gjenbesjelt.
Thi naar Storhed er tilbage,
naar i Nederlagets Dage
Naaden end saa mildt kan smile,
hvo kan da om Seiren tvivle?
|
| d.II,b.4,s.302 |
K. Grim.
Derfor blæs endnu engang!
Tappre, det er Ærens Klang.
Mod i eders Hjerter steile!
Haand med Haand om Prisen beile!
Venstren vinde Høirens Kraft!
gjøre dennes Underværker!
tegne dybe Jothunmærker
med et usselt Landseskaft!
Vi fra denne Foliant
(høistærværdige "van Leeuwen
om Noveller og Pandekter,"
laant af trængende Behøven
af den granskende Pedant,
paa hvis Loft et Skjul vi fandt)
Selv vil see paa, at I fegter,
styre Kampens Mord og Røven,
Pilens Flugt igjennem Slaget,
Sværdets Vei i Nederlaget,
kaade Landsesprings Badut,
Stridens Aabning, Gang og Slut.
Mærker, før I Sværdet spidser,
derfor min Befaling, Nisser!
Raadet, født paa Cæsars Tunge
til Pompeji Lapsers Skræk,
lyder ifra eders Konge:
hugg i Fiendens Ansigt væk!
Naar, forknyt ved Sligt, Enhver
skynder sig at vende Bagen,
kan I mageligen der
skrive Datoen af Dagen,
da de gamle Nissers Hær,
ofte nederdrægtigt slagen,
restaurert i Norge fik
Fædres Magt og Fædres Skik,
renset ifra Tag til Tofter
|
| d.II,b.4,s.303 |
Tomten, som fra Arildsold
var i Nissefolkets Vold:
alle Norges gamle Lofter.
Derfor hugg som jeg har buden!
Smuk er Alfen, ræd for Huden,
dandyagtig, elegant
i sit Rosensfløilsgevant.
Kast ham Aske da i Snuden!
Giv ham i hans glatte Fjæs
derfor mangtet Rødkridsbles!
Kløv hans Næse, Kinden spalt!
Gjør hans Pande runemalt!
Ved et dygtigt Snit paatvers,
kjække Nisser, maae I dræbe
al den Haan og bittre Skjerts
rundtom Sifulinens Læbe!
Gjør hans Næse liig Kamelen,
eller levn kun Halvedelen!
I fra Øre og til Øre
til en Afgrund Munden gjøre!
Giv hans Kind et Klap, som svier!
Panden gjør til Vertshuusskildt:
Lørdagsaftens Fantasier,
malte noget grelt og vildt!
Gjør med alle dem, I griber,
som paa Spansk med Karaiber!
Hundedrevne skal de løbe
Spidsrod for sin egen Svøbe,
pidskes som man pidsker Duun,
hakkes sønder som Kallun.
Hevnen ei for svær kan være;
thi det gjælder Land og Ære.
Alfen, kaad og klokkeblaa,
hader Nissen, som er graa.
Meer end Svensken hader Russen,
hader Sifulinen Thussen.
|
| d.II,b.4,s.304 |
Han med Rosenknop til Hue
vil mit stakkels Folk forbyde,
sig i Fædres Sæd at pryde
med den nationale Lu'e.
Derfor rød og spids som den,
blus iveiret, Krigens Flamme!
Heller Nederlag igjen,
end en Fred, som er tilskamme!
Derfor, Mara, vor Præstinde,
Veeraab lys imod vor Fiende!
Veeraab hvast og tæt betandet,
skjøndt af tandløs Gumme født,
som af Skindæg, ækelt, blødt,
Krokodilerne i Sandet!
Mara.
Konning! min Mund har din
Oldefa'r kysset.
Skjaldene qvad da om
Roser og Honning.
Nu er den opfyldt med
hede Forbandelser,
fyldt som med Skedevand,
Pythias Hule liig,
fuld af de giftige
tryllende Dampe.
Men ad Forbandelser
leer Sifulinen.
Skjøndt som en Blyregn fra
Læberne sendte,
Alfen afryster dem
let som et Duggdryp.
Heller ei haaber jeg
Sejer ved Vaaben.
Førstvundne Sejer gi'er
Stympren Berustes
Kræfter og Lykke.
Helten, betvungen, er
regnslukket Baune, som
|
| d.II,b.4,s.305 |
længe vel syder og
gløder i Asken, men
mere ei løfter sin
purpurne Fane.
Derfor til Fædrenes
tryllende Kunster
Mara sit sorgfulde
Øie har vendt.
Rædsel maa vækkes --
Konge, giv Agt!
Modet ei knækkes
altid med Magt.
Men det kan skrækkes,
Sejerens Blussen,
med Bleghed bedækkes
ved Koglen af Thussen.
Lad Aanden da fegte,
hvor Hænder ei mægte!
Vi aabne, som sidste
Redning vi vidste,
da Rædselens Sluse!
Ei bølgende Hav
af Bleghed skal bruse
mod Fienden deraf,
skylle fra Kinden
den pralende Let,
saa Fienden, inden
han veed det, medeet,
forfærdet og bleget,
kun ligner sit eget
fortegnede Blyantsportræt!
K. Grim.
Lad os høre da din Plan!
Gamle Viisdom, lad os høre!
Se, din egen Konges Øre
er din Læbes Underdan!
|
| d.II,b.4,s.306 |
Tys.
Der er ei til Koglen Tid:
Fienden ruster sig til Strid.
Kjelling, før du faaer din Gryde
til af Fandenskab at syde,
flyver Svalen under Tag;
Sifulinen sidder bag,
styrer den med Stjertens Roer
ind paa Loftet, hvor vi boer.
Mara.
Ve dig, du som ikke ejer
meer, end Officerer plejer,
af Religion og Tro,
men har mere, end man vant er
selv hos unge Adjudanter,
af en fuld og opblæst Kro! --
Du (og Mara dette siger)
du skal døe, idet du viger.
K. Grim.
Stille! Stille, begge To!
Forud gives Slip paa Sejren,
hvis vi have Tvist i Leiren.
Mod og Kløgt er ikke Eet;
dog har nu I begge Ret.
Alt som Fienden kommer, maa
han af Os sin Hilsen faae.
Skulde han blandt Nisser finde
kun til Værn en gammel Qvinde?
Nei, vi er Kong Grim, som veed,
hvor vi har i Kamp vort Sted,
højest oppe -- jo vi veed det --
medens du vor tappre Tys
(Slangehovdet paa Geledet)
gjør os Fiendens Række lys.
Ud af dette Corpus juris,
sine permissione legis,
|
| d.II,b.4,s.307 |
jus secundum solum furis
nec non absoluti regis,
vi et Blad til Banner skjærer,
som med sære Karakterer,
græske Træk, Arabertal,
skræmme Fiendehæren skal.
(River et Blad ud, og stikker det op som Fahne).
Tys.
De komme! De komme!
K. Grim.
Lad røres vor Tromme!
Tys.
De komme, de komme,
saa rappe som Tanker.
Se Toget saa broget
som gamle Skavanker,
som ny Fantasier!
De entre i Humlens
forræderske Ranker,
som sværmende Bier.
De bruge til Stiger
en Straale, som end
i Nedgangen higer
til Taget igjen.
De ride paa Svaler
med blaat Skaberak.
Det er Generaler
i Stab om sin Schak.
K. Grim.
Til Vaaben da, Tappre!
Lad Trommen bli'e rørt!
At Tænderne klappre,
maa ikke bli'e hørt.
(Allarm udenfor Gluggen).
|
| d.II,b.4,s.308 |
Tys.
Tilbage! tilbage!
Min Post er forcert.
Ret eder, Karnaljer!
I Orden I drage
jer ud af Bataljer,
og ikke forkjert!
(
Alfer og
Sifuliner, smukke smaa Skabninger, bevæbnede med Rosentorne, Sværdliljeblade o. s. v.
mylre, med
Sifaheddin i Spidsen, ind ad Gluggen ved Hjælp af Humleranken udenfore. Et stærkt
Aftenlys bryder ind. Nisserne retirere, forsvindende for det meste i Krogene).
Sifaheddin.
Ned, Yngel af Natten,
saa ussel som Støvet,
der gav dig dit Liv,
saa troløs som Katten
og snigende Slange,
feighjertet og bange
som Aspetræløvet
og sittrende Siv!
K. Grim.
Perdu! Perdu!
Tys.
O Konge, fly!
K. Grim.
Fra Land og Rygte,
med Stormens Suus,
vil Kongen flygte.
Før frem min Ganger,
"graa Flaggermus"!
Sifaheddin.
O man dig fanger
før den er sprængt.
Din Kongetitel
da ud har tonet.
|
| d.II,b.4,s.309 |
I Slavekittel,
skjøndt konningkronet,
da blier du hængt.
K. Grim.
Fly'er, Tomtegubber,
iskjul, iskjul!
som Maur i Kubber,
som Muus i Hul!
Sifaheddin.
Frem Sifuliner
hvor Landsen hviner,
det gyldne Ax!
K. Grim.
Tilbage Nisser!
Tilbage strax!
Hist Døden griner
fra Landsespidser.
Sifaheddin.
Frem, Alfer fagre,
hvor Bann'rene flagre!
K. Grim.
Retræt fra Valen!
Følg Generalen!
(Dr.
Motzius kommer i Døren).
Sifaheddin.
Frem! -- Nei, tilbage!
Med Sværd af Blommer
kan Ingen jage
saa fæle Trold,
som det der kommer.
Den fule Nisse
har havt en Rise
i skjult Behold.
(Alfer og Nisser flygte hver til sin Kant)
|
| d.II,b.4,s.310 |
SCENE II
Dr. Motzius.
-- -- 6te 9de 1ste om Huusfred. Item 6te, som ret passer sig
paa casum, hvis kun Angjældende -- sons maleficii vel de male-
ficio -- lod sig finde. Dog saa bliver 1 -- 4 -- 32 anvendelig. Eller
skulde virkelig denne Allarm, formedelst overvættes Lærdom,
være forefalden i mit eget Hoved, hvori virkelig stridige Lov-
steder tumlede sig? Alligevel er dog Huusfreden brudt, og
Dr. Motzius maatte have sig selv at stevne, om Lovgivningen
var fuldkommen. Ingen maa forstyrre Dr. Motzius udi hans
dybe Meditationer, ikke engang Dr. Motzius selv uvitterligen,
ihvorvel ved nøjere Granskning af denne casus en mærkelig
defectus legis i 6te 11te lader sig tilsyne. Men den fuldkomne
Lovtilstand, der sikkrer os endog for Molester af os Selv -- ex
sua ipsius persona -- vil først blive etableret naar jeg faaer
min Kriminal- og Civillov færdig, hvilket -- ope Dei & Tre-
boniani! -- vil skee om en 80 Aar. Skulde dog denne Allarm,
som liig en Strøm gjennembrød mine Meditationer, hidrøre sig
fra Rotter, Muus, spectra eller Andet, da ere disse den sidst-
fraflyttede Lejer anhørige, og 6 -- 14 -- 6 bliver da udi al Maade
at applicere, ligesom og udi den ny Lov en Bestemmelse om
at Fraflyttere skulle tage sine Rotter og Muus med sig. Dog
om casus: Huusfreds Brydelse, var det Corpus skulde kon-
suleres.
(Seer, at Bladet er borte)
O Himmel, hvilken Gjerning! Min
Skat er mig berøvet. (6, 14, 15, 16, 17) Corpus er som et
corpus, man har tilføjet Afhug og Saar (6, 7) ja revet Hjertet
ud af Livet paa (6 -- 6 -- 1), mens der dog bliver quæstio an ved
den 2den Artikel, og 6 -- 4 -- 10 de crimine majestatis kan ganske
vist komme i Betragtning! O Corpus, mit Liggendefæ! du Ver-
dens sande Konge! Imperii Romani evige Besidder og Repræ-
sentant! hvorledes du er mishandlet, din Integritet tilintetgjort,
og Dr. Motzius berøvet Æren af at have det eneste Exemplar
i Riget af denne Bog, der paa eengang er al Viisdoms Kilde og
Hav! Og hvilken graverende Omstændighed, at jeg just nu, da
et Citat slog mig feil om Huusfreden, i Anledning af denne
Allarm, skulde rammes af denne Ulykke, som vilde gjort den
vise Hugo Grotius rasende. Men Dr. Motzius er dog visere end
som saa, skjøndt jeg maa have dette Citat, om det kun fandtes
|
| d.II,b.4,s.311 |
optegnet under Helvedes Grundsteen, og jeg maatte kjøbe det
som Dr. Faustus for min Salighed, uanseet 6 -- 1 -- 7, 8, 9 og 12.
Mara
(mumlende i sit Skjul).
Den Sjel er ei i egen Magt,
som har et Ord saa gudløst sagt.
I blotte Tanker alt forsvoren
er Stakkelen som Faust forloren,
skjøndt aldrig den til Gjerning blev,
og han sit Mundsveir aldrig skrev.
Dr. Motzius.
Jo, ved Gud, her er Rotter; og de Mørkets Tænder er det,
som har gnavet paa Lysets herlige Kjerne. Og kanskee de hel-
ler ikke have sparet mine andre herlige Skatte, som dog imod
Corpus ere som mørke Planeter og Maaner imod Solen. Lad
da see!
(Mønstrer Bogkassen.)
Nei, den herlige Antonii Bullæi Consilia
& Responsa er dog i Behold, item Carbonis Practica Practicarum;
item Sigismundi Bauschmanni Qvæstiones practicabiles (hvoraf
Dr. Motzius idetmindste har opdaget 400 til) item, Gudskelov,
den opløftende Pagenstecheri Prognosticon de barba og Antonii
de Sousa Perfectus Doctor; item den guddommelige Zepperus
de jure aggratiandi, detractionis, stapulæ, anargyriæ, anatocismi,
antichresis, juramenti calumniæ, revisionis, unionis prolium &
denique Urphedæ; item den skarpsindige Philopatreia's Anmærk-
ninger over de dyre Tider, samt de kostbare Kapitelstaxter fra
Anno 1600 til 1814; item den ubetalelige Casparis Ziegleri Ra-
bulistica, sive de artibus rabulariis & Ottonis Zaunschlifferi Opera
juridica, 16 volumina, samt Christianus Kortholt de tribus im-
postoribus; item Kjøge Huus-Kaars eller Beretning om Djævelens
Fristelse ved tvende Egte-Folk, af Johan Brunsmand; das
Kögesche Haus-Creuz, og Euergumeni Coagienses, Lugduni Ba-
tavorum, cura Ioannis Brunsmanni & Editio Lipsiensis ejusdem
libri; item: Kortholt om den af Djævlen legemlig besatte Dreng
udi Borg; Gedancken von dem modo succedendi in den itzigen
feudis in Dännemark, samt om Besættelsen udi Thistæd. Jo,
Gud være lovet alle disse kostelige Værker, min Lærdoms
Hjørnestene, befindes paa sin Plads; kun Corpus, o Corpus,
|
| d.II,b.4,s.312 |
Hovedhjørnestenen, er den molesterede, og Dr. Motzius den
ulyksaligste af alle lærde Jurister. Men har jeg ikke læst, at
Mange i Søvne have kunnet tale Hebraisk og skrive Aramæisk
ved en synderlig Aabenbarelse? Jeg vil prøve det, om ikke
Stedet skulde rinde mig ihu med Pagina og Paragraf paa det
allernøieste in terminis, naar jeg inat bruger Corpus til Hoved-
pude.
(Gaaer med Corpus).
SCENE III
Mara. Siden K.
Grim og de andre
Nisser.
Da, naar Heltene i Buxe
vende Ryg og unnafuxe,
er det let for gammel Qvinde,
Herskerinden i en Spiis,
at faae Skjørterne i Priis,
Rygte og Berøm at vinde,
Storhed for et Røverkjøb,
hvis hun stod hvor Manden løb.
Da blier hendes Kneps Bedrivt
fremfor Knepsene i Lommen.
Hør min Røst da I, som Trommen,
med Respekt og Øret stivt!
K. Grim.
Vi høre, vi høre!
Mara.
Finnerne føre
Jomalas rædsomme
Billed i Feldten,
som de Filister
svandsede Dagon og
blodige Baal.
Højt over Hæren
løftet paa Skjolde,
trued den Vældige.
|
| d.II,b.4,s.313 |
Fienden sloges af
Aasynets Rædsel,
Sværdene blødnedes,
Øxerne drypped som
Bly ifra Skaftet,
Spydene smelted for
Afgudens stirrende,
dræbende Blik.
Hvergang det hede
Offerblod, øst af
Præsterne, silred
over dens Bryst af
ravnsorte Marmor,
risled dem Dødens
Iis nedad Ryggen.
Derfor, du gamle,
vaklende Konge --
derfor du vantro,
pralende Feldtherre,
kjæk nu som Hønen,
naar Regnen er over --
derfor du feige,
flugtdrevne Folk --
hører Præstinden!
Viisdom hun mælte
dengang hun qvad:
"ene til Fædrenes
tryllende Kunster
Mara sit sorgfulde
Øje har vendt."
Mara har seet
Nissernes Frelse,
Thussernes Vælde i
Norrig gjenreist!
K. Grim.
Vi høre, vi høre!
|
| d.II,b.4,s.314 |
Tys.
Af Træfningens Torden
var døvet mit Øre;
men nu kan det høre
vel tvertsgjennem Jorden.
Det drønende Hav,
den rungende Val
ei dæmper din Stemme.
Jeg Klangen deraf
dog skulde fornemme.
Præstinde, o tal!
Nisser.
Præstinde, o tal!
Vi klart i din Røst
en Viisdommens Kilde
vil høre at trille,
en brusende Flod
af skummende Mod,
en Susen af milde
Zefyrer af Trøst!
Mara.
Virkningen i bange Miner
saae I hos de Sifuliner,
da Pedanten treen herind.
Hurtig som de Ryggen vendte,
skifted Sejeren sit Sind.
Søde Smiil paa Smiil den sendte
efter jer hvorhen I rendte.
Men, betagne Sands og Mod,
Meningen I ei forstod;
knap jer Selv af Skræk I kjendte.
Men da vaaged Maras Øre!
Hun forbauset fik at høre,
at de Alfer, skjøndt saa vise,
holdt Pedanten for en Rise
for en alliert, en djærv,
velbetænkt og fuul Reserv.
|
| d.II,b.4,s.315 |
Og Hun saae, at Sifuliner
ogsaa kunde skifte Miner,
som alt Seiren straalte i,
gjøre prompte Venstre om,
rømme, akkurat som I,
didigjen hvorfra de kom.
Nu skal derfor den Pedant
tjene jer som Bundsforvandt.
Naar han paa sit Corpus sover,
Mara i sin Nattedragt,
voldsomt som den vilde Jagt,
ride skal tilgavns ham over,
tumlende sin Fole graa --
den der har de hvasse Hover:
Flaggermuus med Kløer paa --
gynge sig med blytung Vinge
paa hans sammenklemte Bringe,
pine ud hans Sjel i bange
fæle, rallende og lange
Støn, og hastigen den fange
op i denne hule Blok.
Foran bære da en Flok
den som Jomala i Slaget
frem som Vizlipuzli, Baal,
frem som Dagon paa sin Val!
Og forvist Den flygte skal,
som ei alt har Flugten taget!
(Mara forsvinder med Parykblokken).
K. Grim.
Mara har Ret;
det Indfald er prægtigt.
Sindet bli'er let
alene ved det,
og Sværdet bli'er vægtigt.
Tys.
Hu, hvor mit Mod
nu svulmer i Brystet!
|
| d.II,b.4,s.316 |
Efter lidt Blod
alt længe jeg lysted.
Gid de maae komme
tilbage paany!
Skulle vel Somme
faae lære at flye.
Min Følelse lyver
for denne Gang ikke.
Med blodig Besyver
jeg skulde ham stikke.
-- Tys! syntes I ikke?
Jeg hørte, ved Gud,
den larmende Stikke
paa Trommernes Hud.
K. Grim.
Vi ogsaa en Lyd.
Jeg syntes det glindste
histhenne af Spyd.
Tys.
De samle sig atter
(Afs.) -- Gid Mara var her! --
Nu Posto da fatter!
Giv Agt! I Gevær!
Vi maae idetmindste
udholde hans Ild
til Mara os bringer
hiin Alfebetvinger,
hiint Rædselens Bild.
Nisser.
De komme, de komme
med Pik og med Tross,
som brusende Flomme,
som rivende Foss!
(Alfehæren bryder ind).
|
| d.II,b.4,s.317 |
SCENE IV
De Forrige.
Sifaheddin men sine
Alfer og
Sifuliner. Siden
Mara med
den talende
Parykblok.
Sifaheddin.
Frem, I Sifaheddins Magter!
Frem paany! Hiin Rise var
ikkun en pedantisk Nar,
som selv Drengene foragter.
Blæser i Liljers
sølverne Horn!
Rør Tulipanernes
Pauker af Guld!
Fælder med Irisens
blaa Hellebard!
Knuser med fulde
Provinsrosers Kjøller!
Hugger med Kornblommers
taggede Morgenstjerner!
Fyr med Angelikas
lange Kartov!
Spring løs Balsamines
rappe Ballist!
General, hvor du løber!
Ja truffen i Knæet.
Han har Tolleri,
og Kirsebærtræet
ham Kuglerne støber
med Fandenskab i.
K. Grim.
O ve Os! forloret
er Rige og Thron.
Selv Mara med Alt
har sammen sig svoret
mod Nissers Nation.
|
| d.II,b.4,s.318 |
Ja, Konge, hvor Fanden
blier Mara med Manden?
Det derfor gaaer galt.
Mara.
(kommer med
Parykblokken).
Her er Han! Her er Han,
den store Forskrækker,
jer Feigheds Bedækker!
Blot Synet har alt
i Fiendens Rækker
os hugget en Spalt.
(
Nisserne opløfte
Parykblokken, og avancere).
Parykblokken.
6 -- 6 -- 1, 2.
Sifaheddin.
Vidunderet snakker.
(Afs.) Nu venter jeg paa,
at Folket sig pakker.
Selv Hektoren maa
sligt Syn jo forvirre.
Alfer.
Gid Fanden maa staae!
Vi kunne det ei;
thi Knæerne dirre:
vi løbe vor Vei.
(Retirere).
Man hørte vel knap
i Digteres Rasen
en Taler af Pap?
Sifaheddin.
Ei! Bileams Asen?
Alfer.
Det skede ved Rap.
Da takker det Fanden.
|
| d.II,b.4,s.319 |
Sifaheddin.
Velan, lad os see!
Da banke vi Manden
til Taushed kanskee.
K. Grim.
Sig Lykken har vendt
som Fløjen i Veiret;
før Time er endt,
har Nisserne seiret.
Tys.
Begynder ei først
da Arbeidets Byrde:
de Fangne at myrde,
at stille vor Tørst?
Thi Sejerens Vinding
er let i sig selv.
Det er min Opfinding
at seire kun ved
et tordnende "Skjælv!"
til et fiendtlig Geled.
Sifaheddin.
Falanger, afsted!
I tætsaaede Agre
med Landsen til Ax,
som Vindene flagre
I vende jer strax.
K. Grim.
Men mine de følge
kun Bannerets Bølge.
Som Ulven ei skræmmer
sin egen Betæmmer,
vi nære ei Skræk
for Bannerets fæle
romaniske Træk,
som Sandsning og Mæle
fra eder jog væk.
(Styrter frem med Banneret).
|
| d.II,b.4,s.320 |
Parykblokken.
Per Deum! (6 -- 15 -- 1) der seer jeg netop hvad jeg ventede
at see idrømme, mit bortranede Pagina. Holdt! holdt! eller . .
Ei, med hvilket Lovsted skal jeg true disse Væsener, der synes
mig som et Slags Menneskerotter? De vilde dog kanskee for-
staae det ligesaa godt som Græshopper forstaae Litanier og
exorcisationes udi de katholske Lande.
Alfer.
Hvad Skam, om vi rømme?
Thi Ord jo udstrømme
fra livløse Mund?
Og Tanker sig skjule
i Øinenes hule
og bundløse Grund.
(Retirere).
Sifaheddin.
Naar blev vel en Tale
af Dumheder endst?
og Tanker hos Gale
som dette Gespenst?
Som Olaf gav Thor
en Sexer med Klubben,
saa Ormene foer
af Maven paa Stubben --
tag dette Beviis,
du Blok, paa den Priis,
jeg sætter paa Pander,
hvor ingen Forstand er!
(Slaaer
Parykblokken nogle Gange eftertrykkeligt i Hovedet med sit Vaaben; den styrter om.
Nisserne retirere og ødelægges af
Alferne, som strax sætte sig i Avance).
Mara.
Ve! ve! ve!
Falden er Guden:
Alt er forbi.
Tys.
Kamp ham foruden
er Raseri.
|
| d.II,b.4,s.321 |
Sifaheddin.
Frem i forceret
Torveslags-Chok!
Se, vil man granske,
finder man kanske
sig imponeret
kun af en Blok.
(Gjør Vidundere af Tapperhed).
K. Grim.
Ve mig, mit Rige
er nu forbi!
Sifaheddin.
Ja, vi bekrige
hvert Monarki.
Republikanske
Alfer, gaa paa!
slaaer som de Blaae
vilde paa danske
Rødtrøjer slaae!
Tys.
Au, i min Bag
Pilene hagle.
Sifaheddin.
De til din egen
Vanæres Kag,
Ridder, dig nagle.
Gjør med et Slag
Ende paa Legen!
Lad den Baronen
døe for Nationen!
Lader saa den
falde for Kronen!
Ene igjen --
ene som blege
Morgenens Stjerne,
|
| FORRIGE |