|
| d.II,b.4,s.287 |
Nu skjælv ikke saa!
Jeg er mest bange for de Gamle, for angaaer det deres Børn,
ere slige Folk Ulvinder.
Alles paa nær een, een Stemme. Det er jeg vis paa. Ak,
Karl, du svarer ikke?
Smelt.
Bedste, Alt kan blive godt. Voteringen vil upaatvivlelig blive
kasseret og en formelig Indbydelse til at melde sig ind . .
Mad. Berger.
Det var overmaade galant. Vær da ikke mistrøstig, Barn.
Marie.
Og hvilken anstændig Pige skulde kunne tage derimod? Hen-
des Æres Hjerte er Æresfølelsen.
Schmeichel.
Jomfruen har Ret. Man vilde bare komme til at sige:
Før, søde Piger, lignedes I ved
Papilioner, som i Blomster hvilte;
nu er I simple Myg, som ilte
i Flammen, der jer nylig sved.
Marie.
Oh, for mig er Karls ene Stemme imod alle de Andres en
Triumf.
Madsen.
Om Forladelse, den Trumpfen stikker jeg. Thi seer De: Een-
stemmig, det er: ved Alles Stemmer uden Undtagelse.
Berger.
Meget rigtigt bemærket -- men bare i Formandskabet notabene.
|
| d.II,b.4,s.288 |
Nei, nei; jeg forstaaer det. Eenstemmig, Eenstemmig! Det
er med Alles Stemmer, Alles, Alles, Alles!
Marie.
(Med Smertesskrig)
Ogsaa Karls!
(Synker om i
Dalbergs Arme, der staaer hende nærmest.)
Mad. Berger.
Mit Barn! o mit Barn!
(Pegende paa
Smelt)
Se Slyngelen! se den
onde Samvittighed! Han tør ikke røre hende.
Gamle Tante.
(Styrter fra Sofaen, fulgt af de Andre).
Var det en Kop? en af de blaae? en af det hvide Stel?
Sofadamerne.
(I Munden paa hverandre.)
Var det? var det? O du blodige Synd paa det hvide Stel!
(De danne en Kreds om
Marie, saa
Smelt og
Schmeichel komme til at staae udenfor).
Gamle Tante.
Nei, nu seer jeg det.
(Kaster sig over
Marie)
O mit Gudbarn! o mit
Søsterbarn, o mit Hjertebarn! hvad har de gjort dig? O Gud
hjelpe og trøste mig!
Mad. Berger.
Han, han, der! O den Hykler, der holder han Lommetørklædet
for. Mand, Mand! mand dig dog op! og faa ham og hans Abe-
katte paa Døren! O de fordømte, fordømte Almacks!
Berger.
Og din fordømte Idee med at Hun skulde der ind! Ja nu
tør jeg tale, Mo'r; nu da kanske vort Barn faaer Livsknækken.
Mad. Berger.
Og den fordømte Idee med at trække den Laps ind i Huset
bare fordi han slog dig plat med sin Frækhed! O! o! mit Barn
har faaet et Hjertesaar, hvoraf hun maae døe i sit Blomster.
|
| d.II,b.4,s.289 |
Gamle Tante.
Hun maa ikke, hun maa ikke. Barn, Barn, du maa ikke døe.
Bare et Øiekast, saa er mine 6000 dine. De ere dig skjænkede
bare bare for et Øiekast.
Dalberg.
Vær rolig. Hun kommer sig.
Jo De har gjort det godt. Nu synke kanske Aktierne for
Somme og stige for Somme. Kommer hun sig, vil jeg bede
hende synge til Portepianet "Bønnen i Bruden", for den kunde
ikke passe sig saa ilde.
Det er djævleblændt, naar man, ved at manøvrere med Svag-
hederne, kommer til at røre ved de naturlige Følelser. Det er
ligesom at træde Slanger paa Halen, naar man troede at sætte
Foden paa en Traad. De ere ligesom Ildaarer under Jorden,
som man ikke veed rigtig hvor dybt de ligge, naar man stikker
i den. Inden man seer sig for, spruder glødende Lava ivejret,
og Helvede er løst.
Mad. Berger.
Gudskelov!
Gamle Tante.
Hun aander . . det velsignede Barn. Ja de 6000 ere dine.
Hvad skal jeg med dem, naar du bare lever?
Berger.
Meget rigtig bemærket, Tante.
Schmeichel.
Hør, selv det gamle Pergamentskind var der en varm Blods-
draabe i, som piblede ud, da man fandt Stedet. Hun negtede
vist sin Guddatter 12 Skilling igaar, men nu vil hun ikke miste
hende for alt hvad hun ejer.
|
| d.II,b.4,s.290 |
Smelt.
(Kaster et stjaalet Blik ind i Kredsen)
O Gudskelov, hun reiser sig.
(
Marie reiser sig. Taushed inden Kredsen).
Schmeichel.
Det var dog en ægte Besvimelse. Ballet er for det første
reduceret til en Soupee.
Smelt.
Forlad mig ikke; men jeg kan ikke følge dine Bemærkninger.
Schmeichel.
Jo een kommer du nok til at følge: den, det er nok bedst,
at vi pille af, baade vi og Vore.
Marie.
(Lægger Haanden paa Panden eftertænkende. Træder frem. Bestemt).
O mine gode Forældre, velsigner den Beslutning, jeg har
fattet. Jeg har elsket, og var lykkelig endog uden Eders Vel-
signelse, fordi jeg troede ham, hvis Navn ikke skal nævnes,
værdig min Ømhed og Troskab. Og han var det, indtil den
Fordærvelse, den Forfængelighedens, Hovmodighedens Aand,
som forgifter vort Samfund, ogsaa greb hans bøjelige Gemyt.
Det er forbi, og jeg er taknemlig for en lang Drøm, der havde
en smertelig, men kort Opvaagnelse. Jeg er vaagnet; det er
uden Letsindighed, uden Lidenskab, men af Erkjendtlighed for
et trofast Venskab, og af Agtelse for en prøvet ædel Karakteer,
i Tillid til mine Forældres Velsignelse, som nu have lært at
vurdere det Ægte, at jeg giver Dem, Dalberg, der saa længe
har elsket mig med et Savn, jeg har forstaaet og beklaget,
min Haand.
Marie! O Gud! Ja jeg elsker dig mere end Livet.
(De knæle ned).
Gamle Tante.
Den Kulør bedrager min Tro ikke. Den stærkeste Glæde er
bleg, den visse Død er bleg, den ægte Sandhed er bleg, det
fineste Guld er blegt.
|
| d.II,b.4,s.291 |
Berger.
Og . . og . . den bedste Portviin, den som jeg har, er bleg.
Mad. Berger.
Nu, at tænke paa Sligt nu?
Gamle Tante.
Ja det maa du sige. Himmelske Gud Fader!
Ei Mo'r, du veed jo, jeg aldrig tænker før du har tænkt. Det
gaaer rundt for mig nu.
Mad. Berger.
For mig med. Men jeg tænker, det er en Straf for den falske,
falske Abekat, som du trak ind i Huset, om vi samtykke i
Maries Beslutning, at krone gammel trofast Kjærlighed.
(Afs.)
Og
saa blier da heller ikke Maden fordærvet.
(Høit.)
Gud signe jer, Børn.
Berger.
Jeg som Mo'r: Gud signe jer, siden det nu skal være. Og
jeg troer skam, vi have alle valgt det Bedre.
Smelt.
(vaklende, med Haanden for Øinene)
Hold mig! Schmeichel hold mig! Det sortner . .
Schmeichel.
Ei was! Se Frøken Superbas Øine i det Mulm. De lyse i
Mørke som Graapiises.
Gamle Tante.
Lad da mig ogsaa komme til. Jeg bliver ved mit. Og lad
saa Kringleaben løbe. Ak, Barn, jeg har kjendt Magen i sal.
Bernt Ankers Dage; men da var her flere Dyraber, for dengang
foer vi paa Vestindien -- og did reiste da ogsaa Han -- men
nu er her langt flere Menneskeaber i Byen. Ja Gud fri os, det
er forsæt.
Berger.
Meget rigtig bemærket. Vær saa god, lad os gaae ind. Jeg
længes efter at tømme en Skaal paa Død og Ødelæggelse over
Kringleaanden.
(De gaae ind i Salen).
|
| d.II,b.4,s.292 |
Hvad Fanden, det var ikke den Opløsning, jeg troede. Hvor
skal jeg gaae hen? Med Kringlekavalererne? Nei de trippe jo
væk. Jeg gaaer skam ind med.
(Gaaer ind i Salen).
Schmeichel.
Nu kan vi pille af med en prægtig Historie for Kringlen eller
norske Almacks. De erstatte Alt
(Tager
Smelt under Armen).
Forbandelse over alslags Almacks!
(De gaae. Mens Teppet falder, seer man nogle smale Been følge dem over Scenen ud)
|
| BLA BAKOVER |