HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 4. BIND: 1832 - 1837

SELSKABET "KRINGLA"
ELLER
"NORSKE ALMACKS"
FARCE AF
SIFUL SIFADDA

del 2
d.II,b.4,s.253  
Mad. Berger.

   Ja naar det er saa. Vær dog fornuftig, Barn!


Marie.

   Det kan maaske fremme din Lykke, om du er der, Karl. Far-
vel da! Jeg vil intet sige.



Smelt.

   Gud velsigne dig, Marie! Intet mangler i min Lykke: Jeg er
i Kringlen, og har dig. Den kalder mig uimodstaaeligt. Jeg er
som Falænen, der lokkes fra Blomstret hen om den straalende
Flamme.



Mad. Berger.

   Ei "Kringla"? Ja den gaaer der Ord af skal være fiin. Men
med Tilladelse . . kunde -- jeg siger blot dersom, om hun kunde
-- kunde Marie ikke ogsaa komme i hvad De nu kaldte det?
Saa blev Kringlen en Sukkerkringle for Dem.



Smelt.

   Bevares jo. Jeg skal proponere dig ind, Marie; og Vi der i
vore Almacks holde sammen som Bier, naar de sværme og kaste
sig paa et Sted.



Mad. Berger.

   Og Gud, hvilken Ære for vort Barn og for os med! Og vi
ere saamen ogsaa ligesaa gode, som baade Den og Den, som
vi høre er der.



Berger.

   Meget rigtig bemærket.


Marie.

(Til Smelt)

   Fy, Karl! Var det et Almackssmiil?


Smelt.

   Nei, det skal jeg lave til paa Vejen. Hele Almacks skal gra-
tulere mig.

d.II,b.4,s.254  

Mad. Berger.

   Fa'r, Fa'r hørte du? Og naar Marie kommer i Kringla, og de
Fremmede see, at Borgerbørn ogsaa kunne være snille og vel-
opdragne og saamen ligesaa galante . . Ei, Marie, det er slettes
ikke at see saa alvorligt til.



Smelt.

(Omfavner Marie)

   Farvel! det er somom mit Indre deelte sig; men Almacks
venter, Almacks. Jeg kommer kanske til at dandse med en af
vore Baronesser.

(Gaaer).



Mad. Berger.

   Fa'r, Fa'r hørte du!


Marie.

   Jeg hørte det, og . . .

(Vender sig bort i Graad).



Berger.

   Meget rigtig bemærket.


Mad. Berger.

   Ei, din rigtige Bemærkning kommer da som femte Hjul til en
Vogn og ikke som Aftensmad til Klokken otte. Men herefter
ville vi skam spise to Timer senere naar vi komme i Velten.

(De Gamle gaae ind).

SCENE VII
Marie, alene. Siden
Mad
.
Berger
.



Marie.

   En rolig Time, naar jeg faaer udfundet Kilden til denne him-
melvide Forandring i hans Væsen, vil gjengive Karl til sig selv.
Og jeg haaber det. Mit heftigste Ønske, at vi turde elske hin-
anden for mine Forældres Øine, at jeg kunde være fri for Raa-
hedens Overhæng, og for at hedde et Menneskes Udkaarne, jeg
ikke kan udstaae -- det er opfyldt, og dog er jeg mindre lyk-
kelig, end dengang Karl fandt sig salig i de Øieblik, han tog
fra Tusmørket og sin Flid. Hans Udvortes og Selvtillid bestak
mine Forældre; men jeg aner, at en større Forandring maa være
d.II,b.4,s.255   foregaaen med ham, og at Lykken ikke lever inden den frem-
mede Sfære, som synes at have trukket ham til sig. O skulde
det første Offer, den kræver, være Sindsoprigtigheden, Sand-
druheden mod sig Selv, Naturligheden? Da er Ungdomskjærlig-
heden den næste, ligesom Blomsten faaer Iis i sine Aarer, og
visner, naar Kulden stivner den varme Muld, hvori den havde
sine Rødder. Jeg kjender hans Bøielighed og hans overdrevne
Ømfindtlighed over at være fattigere end sin Fødsel. Men han
er saa for min Skyld; thi han elsker mig, og hvor kan jeg da
mistvivle om at meddele ham de rigtige af mine Følelser, og
imellem disse den varmeste næst Kjærlighedens: Afskyen for
alt Affekteret og Uægte. Thi dette er udhulende Kræft i Hjertet.


Mad. Berger.

(Indigjennem Døren)

   Hør, Barn, nu kjøre de til "Kringla". Hvor den Musik vilde
være sød, naar du var der; men næste Gang kommer Turen
til dig.



Marie.

   Ak, Mo'r, jeg er ikke begjærlig efter en saa tvetydig Ære --
tvetydig fordi det Selskab omfatter saamange Mennesker, jeg
ikke kan agte, og mere end det, fordi det, om jeg ikke tager
Feil af mange Mærker, er grundet paa et Standshovmod, som
er endnu mere sneverhjertet og taabeligt, end gamle Dages "ho-
nette Ambition".



Mad. Berger.

(trædende ind)

   Naa, at tale saa om et Selskab, hvori alt Fiint og Fornemt er?
Men fordi Vi nu kunne være der, hvorfor da Kreti og Pleti?



Marie.

   Oh, der er Beviser nok paa, at det ikke er Aandsrang eller
Sædernes Fiinhed, som spørges efter der.



Mad. Berger.

   Det nytter ikke, Barn. Du maa og skal ind i "Kringla". Jeg
er af simpel Extraktion, men saa Gudskelov, det gjælder da for
Mennesker ogsaa, at Skuddene ikke skyde nedover i Jorden.
Ja ind skal du, for alt det, vi har kostet paa dig, for ikke at
være der, er det samme som at høre til Pøbelen.

(De gaae ind)

d.II,b.4,s.256   SCENE VIII
Smelts og
Dalbergs
Værelse. Seent.
Dalberg
. Siden
Smelt
.



Dalberg.

(Reisende sig fra Studeerpulten)

   Endnu ikke? Gudveed hvor de troppistiske Snyltegjæster, som
har faaet fat i ham, trække omkring med ham, og hvad de have
fundet at suge hos ham. Hvis mine Penge ikke vare væk herfra
Pulten, skulde jeg af Glassene her og af alt Det, som ligger
her strøet om, troe, at han havde vundet Godset Zdickau, eller . .
nei, fy, det tør jeg ikke tænke, skjøndt Forfængelighed, ikke
Mangel, er den eneste Drift, som har drevet Folk mellem os ud
af Athenes Geleder og over i Merkurs. Men se her! -- Mode-
journaler, Adressekort fra Kjøbmænd, Skrædere, og Skomagere,
Klædninger, Fløilssloprok, Saffianstøfler, Pakker med hvide Han-
sker og -- nei han maa være bleven gal -- et komplet Fruentim-
merboudoir med Porcelænsdukker fulde af Pomader, Sminker og
Essenzer.



Smelt.

(kommende ind, kaster Kappen).

   Mad! Mad! Jeg har været i Almacks.


Dalberg.

   Ialverden, hvor kommer du fra?


Smelt.

   Kan du ikke høre mine Tarme skrige: "fra Almacks;" men
Selskabet er for gentilt til at der kan vanke andet end Vand.



Dalberg.

   Nu? Det bestaaer jo ogsaa forstørstedelen af Skjønaander og
Fiskebeensdamer, som nok lade være at tage mere til sig end
Timeglas.



Smelt.

   Kjære, bare en Brødskalk og en Dram. Jeg kan ikke negte,
at da Klokken blev saa omtrent 11, begyndte jeg uvilkaarligen
at see adskillige Figurer af Flasker og Viktualier. Men det kan
nu ikke være anderledes; thi ellers var det ikke Almacks, der
er et ætheriskt Begreb.

d.II,b.4,s.257  

Dalberg.

   Desværre her er Intet, for jeg fandt ingen Penge.


Smelt.

   Ah, ja det er sandt. Jeg laante Schmeichel dem.


Dalberg.

   Hvad, den foragtelige Troppist har været her, og er din Ven?


Smelt.

   Foragtelig? Da agtes han s'gu i Almacks. Ingen Qvadrille
gaar uden Ham. Men andre komme vel ogsaa efter.



Dalberg.

   Hahaha! og med sligt et latterligt Suk vender du virkelig
Øinene til Himmelen?



Smelt.

   Ei, der flyde virkelig Fordele af at være velantagen i Almacks.
Men, Djævels, at jeg skal være saa sulten, naar jeg er saa lyk-
kelig, saa lykkelig, saa ubeskrivelig lykkelig.



Dalberg.

   Har du vundet Zdickau eller faaet en Arv?


Smelt.

   Au! tal ikke om min Moder. Hun Stakkel, har det ikke for
godt. Nei, men først er jeg bleven Medlem af Almacks, hvor
jeg dandsede med en Baronesse, og en General talte til mig,
pro secundo har Maries Forældre givet sit Samtykke . .



Dalberg.

   Hvad? Det sætter du bagefter det Selskab med saamange
ambitionerte Jeronimusser og Jean-de-Francer?



Smelt.

   Og saa -- Hæverten i alt det, Mirakelhjulet er, at jeg har
reist en ubegrændset Kredit. Aladdins Lampe er i min Haand.
d.II,b.4,s.258   Hvor jeg før ikke fik Kredit paa en Dukke blaa Traad til at
lappe mine Buxer med, saae jeg strax paa Kjøbmandens Blik
paa min Frisur og Corportement, at jeg havde at befale over
hans hele Oplag. Det ellevte Bud: "du skal ikke være forknyt!"
erstatter alt det, man taber ved at holde de andre.


Dalberg.

   Det kan gjerne være Troppist- og Almacksmoral, men er det
din, saa er det ligesaa godt vi skilles. Jeg hader disse Dyrkere
af det ellevte Bud, jomere deres Indtrængen overalt viser, at
Usselhedens Geni er Uforskammethed; og disse Ragerier der
kan jeg heller ikke komme overens med.



Smelt.

   Nei, jeg vilde just sagt dig, at det ikke meer er passende for
mig at logere sammen med dig. Din saakaldte patriotiske Tænke-
maade er for bekjendt. Mine gamle Konnexioner ere afbrudte;
jeg tilhører nye og en ny Karriere.



Dalberg.

   Din næstældste Ven er Testamentet der. Men har du kanske
alt . . ? Romerne?



Smelt.

   Skal slaaes i Hartkorn tilligemed de Korinthier og Hebræer.
Nu fornøier det mig, at jeg ikke læste flittigere. Jeg er bleven
Jurist, og naar jeg har hedt saa i otte Dage, er jeg ansat.



Dalberg.

   Da have Kandidater lært at være mindre sangvinske i sine
Forhaabninger.



Smelt.

   Ja uden Konnexioner -- Patrioter, Latinere, Hybelister, Sausere,
Trettenaarsforlovede, Faddere hos sine Huusværter af Skræddere
og Skomagere. Men se, her seer du mine Konnexioner.

(Viser ham en Liste).

d.II,b.4,s.259  

Dalberg.

   Er det Almacks? Ei, ei, hvor ere de skikkelige Folk, jeg seer
der, komne fra? Men ellers

(Giver den tilbage)
saavidt jeg seer, er
der nok af Abekatte og Papegøier i det Paradiis. Florere nu
Damerne og vise riig Vegetation, saa er Illusionen ikke saa ilde.
Dersom jeg tænker rigtigt, at de Himmelske, ved en kaleidosko-
pisk Fantasireflex, kunne see Menneskene i de Dyrformer, som
svare meest til deres Karakteer, maae de have samme For-
nøjelse af Almacks, som vi af en Perspektivkasse, der hensætter
os under Troperne. Derfor lader "Troppist", som jeg mærker
du er bleven med Liv og Sjel, sig ogsaa skrive "Tropist", uden
Forandring i Meningen1. Enhver af dem har sin Afspeiling i
enten et naragtigt Dyr eller et ækelt Kryb.



Smelt.

   Kryb? Nuvel, Kryb. Det gaaer ikke fort, skulde jeg troe,
naar man stiger opad; og, vil man opad, faaer man nok krybe;
men naar en Mængde kryber, er det blot en Masse, som bevæger
sig fremad.



Dalberg.

   Tal ikke mere. Atmosfæren kan raadne af Lyden af slige
Principer.



Smelt.

   Saa gjør jeg den reen igjen ved at nævne Maries Navn.


Dalberg.

   Oh, det er dit skrækkeligste Selvbedrag, at du kan elske med
saadanne Grundsætninger. Dersom en Usling kunde det, var
han reddet. Den nye himmelske Ild, som faldt i hans Sjel, vilde
udbrænde dens Fordærvelse. Men det er umuligt.



Smelt.

   Ved Himlen, jeg elsker uudsigeligt.
d.II,b.4,s.260  

Dalberg.

   Du gjorde det engang. Nu kan du ikke om du vil. En frem-
med Gift -- den som fortærer de fleste Hjerter -- har gjennem-
trængt dig. Du kan ikke nægte, at du ialfald ikke elsker hende
længer med Stolthed. Men den er Kjærlighedens kneisende Top.
Din Kjærlighed afrigges lidtefterlidt indtil det nøgne Skrog, som
tilsidst ikke faaer bære sit feirede Navn.



Smelt.

   Vel; jeg vil troe, at jeg ikke elsker hende -- skjøndt jeg veed
det bedre -- dersom jeg ikke drømmer om Marie i Nat.



Dalberg.

   Og skeer det, skal jeg forære dig Carus' Psychologi, om du
ikke seer hende i Kringla og ikke hjemme, hvor hun dog er
allerelskværdigst.



Smelt.

   Paa Almacks? Gud veed, om hun kunde komme der. For
seer du . .

(Forlegen)



Dalberg.

   Den dannede, smukke, elskværdige Pige? Der, hvor man
kunde behøve en Speilsal, for at det ikke skal synes altfor fat-
tigt paa Skjønheder?



Smelt.

   Det beroer, forat bruge dit Udtryk, paa "Troppen," der rekru-
terer sig ved Almacks, men er bleven kræsen i den sidste Tid2.
Dersom jeg ikke havde havt en Amtmand til Fa'r og en Ex-
peditionssekretær til Onkel, og fremfor alt Schmeichel og en vis
liden Mand, som kan bruges til Alt, til Venner, var jeg Selv
neppe kommen ind. Unegtelig . .

d.II,b.4,s.261  

Dalberg.

   . . Unegtelig aander i den Forening den mest taabeligaristo-
kratiske Aand, som Korruptionen fraoven og den bløde Materie
franeden forenede have kunnet give Liv.



Smelt.

   Taler du om dem deroven, saa Godnat. For jeg veed hvem
du mener. Den, som sover, synder ikke.

(Tager Lampen, og gaaer ind)



Dalberg.

(efter ham)

   Ja jeg mener Edderkoppen i Væven. Dine Almacks ere ikke
andet, end dens glimrende Spind, hvori den sidder i Midten,
om du seer vel efter; og du er ikke andet, end en stakkels Flue
med udsuget Hjerte, som er bleven hængende og dandser i Væven.

(Gaaer ind.)

1  tilbakeOplandstidenden: "Trophist." Maa komme af alumnus, haabe-
fuld Ungdom, Opæling o. s. v.                        Korrekt. Anm.

2
  tilbakeBenegtes. Jeg har ogsaa modtaget en Invitation i den sidste Tid; men
da jeg mærkede, at det ikke var saameget af en Hovmodens Aftagelse, som
formedelst en Lokalets Tiltagelse, betakkede jeg mig ærbødigst.
                              Sætt. Anm.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE