|
| d.II,b.4,s.201 |
Mig Selv, Fordømte; kun mig Selv jeg tjener.
(Høit) Det er ei værdigt Jer Opmærksomhed
at nævne Maaden, hvorpaa jeg blev kjendt.
En drukken Nar af Kristians plumpe Følge
var den, som Skjebnen brugte til at lade
et Teppe falde, som ei meer behøvtes.
Jeg har hans Leide.
Mogens Gyldenstjerne.
I? Da glemmer Ilden
at fænge i, naar man den rækker Straa.
R. John.
Jeg bragte Eders jo, og han det trængte.
Og Stilstand er der jo.
Mogens Gyldenstjerne.
Og under den
I dræbte hans Gesandt?
R. John.
Ei jeg.
Mogens Gyldenstjerne.
Jeg mindre.
Dog hvem det var, saa lad det være saa,
kun det er skjult.
R. John.
Kun Natten saae (og den
er blind) og Blæsten kun (men den er fløjen)
og Bonden (men han haded) kjender til,
hvorledes Baaden sank.
Mogens Gyldenstjerne.
Saa er det vel;
men Bonden, Eders Redskab, burde døe.
|
| d.II,b.4,s.202 |
Det er det Samme som at jeg og burde.
(Høit) Jeg Borgen gaaer for ham.
Mogens Gyldenstjerne.
Saa er det vel;
skjøndt hvad jeg tænkte, var det bedste.
Ridder John.
Herre,
det Bedste er det Bud, jeg bringer. Jeg
har talt med Bisperne. Imellem Folkets
Misnøje over tvungne Skat til atter
at skaffe Sølv i Kirkerne, saa Disse,
uagtet synligt Offer, Intet tabe,
og Kristians mørke Modgangsbølger trængte
kun trygle de om Livet nu, og byde
for dettes Værd sin egen Vægt af Sølv.
Mogens Gyldenstjerne.
Haha! Velan! Kanhænde Kjøb jeg giver.
Thi Folket maa betale, og de tømme
dets Kjærlighed med Pengene, og da
er Kristians sidste Støtte falden.
R. John.
Ja
hvis ei det lykkes ham, just ved sin Modgang
at vække Bøndernes Begejstring. Da
er sidste Mynt dem lidet, Blod endmindre.
Mogens Gyldenstjerne.
Du færdedes jo midtimellem dem.
Ha, varetog du kun din egen Sag?
R. John.
End er der stille. Dog, saavidt jeg mærked,
var Hadet mægtigt mod de Fremmede.
De Faae, som findes end i Kristians Følge,
kun bandt Enthusiasmen.
|
| d.II,b.4,s.203 |
Mogens Gyldenstjerne.
Vist saa er det,
som Sjællandsfar og Jyde, Fynbo, Lollik
er Eet i Hadet hjemme imod Tydsken,
Det standser Fredriks Sag.
R. John.
Mig spurgtes og,
at tvende Bønder gjennemstreife Opland
med Oprørsbudskab.
Mogens Gyldenstjerne.
Fra Hans Reff?
R. John.
Saa sagdes
Dog svor han: "nu de gaae paa egen Haand.
Som skudte Kugler jeg dem meer ei styrer."
Mogens Gyldenstjerne.
Vi staae paa en Vulkan. Hvis Kristian mærker
den Retning Bondens Sindelag har taget,
hvad troer Du saa han gjør?
R. John.
Han flux opoffrer,
som man til Hunde kaster Been, sit Følge
at fremmed Adel.
Mogens Gyldenstjerne.
Da er Alt jo tabt.
R. John.
Ja gandske vist, faaer Bonden først sligt Blod.
Mogens Gyldenstjerne.
Hu, Alt befæster Tanken: Kristian maa
til Danmark selv. Kan Du ham dertil lokke,
da Godset Dig tilhører.
|
| d.II,b.4,s.204 |
R. John.
I, Herr Biskop,
forøger Arbeidet, men ikke Lønnen.
Mogens Gyldenstjerne.
Hvad vil I mere?
R. John.
Intet for det første.
Kun Mit igjen og Fred; thi fredløs er
jeg end i begge Riger.
Mogens Gyldenstjerne.
Vel! saa hold Jer
i Kristians Nærhed! Trygl, om det kan nytte!
Vind hans Fortrolige, om lukt forbliver
hans egen mørke Dybde af Fortrolighed.
Og fremfor alting paa Minutten luur,
da Sorgen bøier dybest hans Natur,
da vær vedhaanden, spørg ham haant: "hvi kløver
ei selv Du Knuden? Ædelmodet prøver?"
Og giv ham Leide til -- hans Fangebuur.
(De gaae.)
SYVENDE SCENE
(Borggaarden.
Kristian med Følge kommer ud af Borgen.
Ridder Ditlev kommer vaklende ud
fra Porten. De mødes.)
Kristian.
(Omfavner Ditlev.)
Min tro Gesandt -- ak, endnu er Du bleg,
min Ven, som gik for mig i Døden! Støt Dig
ved Kristians Skulder.
R. Ditlev.
Eders Naades Brev
maa være sjunket.
Kristian.
Det kan skrives om;
men atter døe og vækkes til sligt Liv
det skal Du ei.
|
| d.II,b.4,s.205 |
R. Ditlev.
(Afs. Seende sig om.)
Som om jeg ikke atter
befandt mig i mit Fængsel.
Kristian.
Kræv en Naade;
thi som fuldbragt dit Ærind jeg betragter.
Erkjendtlig Kristian er. Det er hans Dyd.
R. Ditlev.
Ak Eders Majestæt . .
Kristian.
Jeg derfor er det
i denne Stund for Intet Dig at negte.
R. Ditlev.
John Bratt, Forræderen . . han er til Døden
min Avindsmand . .
Kristian.
Ha, stands! kun dette Ene
jeg læser paa din Pande, maa jeg negte.
Jeg maa . . han har min Fred, og maa den have;
thi jeg har Gyldenstjernes for min Sending,
som maa afsted ved næste Gry. Desuden
der Stilstand er, og Han, Forræderen,
har aabent sig erklært for Gyldenstjernes.
Jeg tager det paa mig, blot Eders Naade
vil skjænke mig Strandsidderhytten hist . .
Kun den, og Hals- og Haandsret over hele
mit Lehn. Jeg Sag ham volder.
Kristian.
. . Det gaaer an.
Tal høit, Herr Ridder! høit, hvad æsker Du
af Kongens Naade.
|
| d.II,b.4,s.206 |
R. Ditlev.
Hiin Strandsidderhytte.
Kongen.
Hiin Hytte kun? Du griber ikke dybt
i Kongens aabne Naade, isandhed!
Hiint Klipperev?
R. Ditlev.
Og Hytten.
Kongen.
Knapt, jeg troer,
der voxer Straa.
R. Ditlev.
Til Odelseje Hytten . .
Jeg vil ei meer.
Kongen.
Hvis jeg ei havde glemt
at lee, jeg loe ad slig en Grille.
R. Ditlev.
Dog
er der Fornuft deri . . Hiint Klipperev
med Hytten paa adskiller skarpt og trodsigt
de tvende Dele af mit Lehn.
Kongen.
Nu vel!
Det er dig skjænket, Revet med dets Hytte . .
R. Ditlev.
Borgfoged, hørte Du? Gjør Hytten ryddig!
Kongen.
. . Og fri Jurisdiktion i alt dit Lehn.
|
| d.II,b.4,s.207 |
R. Ditlev.
Borgfoged, hørte Du? Gjør Hytten ryddig!
Og finder du en Fremmed der, saa fængsl ham!
(Borgfogden gaaer.)
Kongen.
I Herrer, hørte I hans Ønske? Fast
det burde være hvidsket frem med Jomfrus
Pertentlighed, som Barnets om en Kage.
En Hytte? sligen Hytte? Ha, hvormange
har hver af Eder ikke stukket an
til Lysning kun for eders Svendes Dobbel?
Og kun om slig en bad han bly . .
Svar ei!
Kny ei! Jeg kjender Mennesker og Jer.
I havde, naar I Naadens Dyb saae aabnet,
om jeg var fattig, æsket tusind Mark,
om jeg ei Stenen ejed', Herresæde,
om jeg besad min egen Titel kun,
dog æsket Grevenavn og meer end det,
et Hertugdom i Sky, en Prindserang
af Morgenrøden, Kroner over Skjoldet.
Men Han, min Ven -- o som i stærke Ege
de bly letvisnelige Mistler groe,
saa spirer altid, tæt isammenvoxet
med Troskabs Tornegrene, bly Beskedenhed.
. . Ha, hvad er det?
(Tummel udenfor Borgporten.)
OTTENDE SCENE
(De Forrige.
Marthe trænger ind med
Thor ved Haanden, forgjæves hindret af Borgfogden.
Flere Bønder samle sig efterhaanden.)
Marthe.
. . . Væk Træl! Adelstræl! Herremandstræl! Kom Thor!
Hold fast, og giv ham en Puf! Se der har Du en. Vi skal nok
faae Ret bare vi komme til Kongen, til Kongen selv.
Borgfogden.
Vil Du! . . Du Skjærop! vil Du?
|
| d.II,b.4,s.208 |
Marthe.
(Trængende sig frem.)
Ja ret vil jeg. Og skjære op for Kongen vil jeg. Kongen!
Kongen! Det blev som jeg sagde, at jeg nok kom til at tage
Bladet fra Munden . . ja Jeg og ikke han den Falske, som var
falsk fordi han var en Adelsmand.
Kongen.
Nu, Kone, stille! Her er Kongen jo.
Marthe.
(Med Armene i Siden.)
Er Du Kongen? Nu! hil dig, dersom Du er en retfærdig
Konge; men vee Dig, tvi Dig, er Du en Tyran, som plager Ringe
og Stor eller lader de Store plage de Ringe, som kommer ud
paa Et, for har Du en Kongesjel, saa er det Din Skyld Alt. Før
sagde de Du var som en qvistende Øx mod de Store, og der-
for havde Du mangen Velsignelse; men nu skal Folket forbande
Dig, og heller ikke De ville signe Dig, som Du tillader at handle
saaledes med Folk -- O jeg kunde græde Blod, Blod . .
(Tørrer sine Øjne.)
Kristian.
Hun er vanvittig . .
R. Ditlev.
Ja hun er vanvittig.
Marthe.
Det var Skarnets Røst . . Thor, tal Du . . Mælet forgaaer mig,
naar jeg hører den Stemme, som kunde forlange det, han har
forlangt, og det med barsk Røst; men hos os peeb han som en
halvdød Andunge.
Kongen.
Ei, stille, Kone!
Ti! Saa Kongen byder.
Marthe.
Du lyver; og lad ham befale mig at tie -- jeg lyder ikke. Du
siger "Stille!" Konge? Men er Du stille nu, da man vil fordrive
|
| d.II,b.4,s.209 |
Dig fra Land og Rige? Ja saa fortjente Du at man gjorde det.
Og den Hytte, Du vil berøve os, er vort Land og Rige. Vi have
intet Andet, og vi skal berøves det? Nei! nei! ikke før Du giver
mig Herremandens Øiesteen faaer han vor . . det utaknemmelige
Skarn af en Hofmand, og dit Drog, Thor, som ikke lod ham
ligge paa Havsensbund, siden Du nok kunde vide hvad Tak
Du fik.
Kongen.
Forklar Dig, Kone.
Marthe.
Ja det skal jeg -- men gid jeg maatte briste, saa skulde Sagen
findes klar inden i mig med gloende Træk, som nok fik Lyd og
Styrke, ligesom Ilden, naar Luften kom til. Men Sagen er klar,
Herre Konge! som din Ret til Norrige og til at vredes paa dem,
som ville støde Dig ud, er ikke klarere. Thi seer Du . . din
Sending, Herremanden her -- den arge danske Adelsmand --
ja spørg kun Bønderne . . han, Ridderen her paa Godset --
hvor er han nu henne? -- ja Han, som staaer der, blev reddet
med Livsfare af Thor der, min Mand . . er det ikke sandt, Thor?
(Thor nikker) og slæbt ind til os af Thor der, min Mand, som neppe
kunde staae paa sine Been og var dyngvaad og havde været
tregange tilbunds -- er det ikke sandt, Thor?
(Thor nikker)
Og saa blev
han lagt i vor bedste Seng, som han fik fuld af Vand og Gjørme,
og kaldt tillive igjen med meget Spektakel, skjøndt det var en
Skam at befatte sig med druknede Folk, og saa blev han plejet
og forsynet saagodt vi kunde. Og nu til Tak berøver han os
vor eneste lille Hytte, -- ak, Konge! jeg seer Du finder det ikke
retfærdigt -- og sender Borgfogden forat kaste os ud . . os, som . .
Kongen.
(Rasende. Med Haanden paa Sværdet.)
Forloren er han! Utaknemmelige!
(Støder Ridder Ditlev bort, som er sjunket i Knæ for ham.)
Saaledes jeg berøves Folkets Hjerter.
Fængsl ham!
(Følget vil adlyde)
Ei I! men, Bønder, holder ham!
Klem ham af Hjertenslyst med stærken Arm
til jeg faaer tænkt, thi nu mit Hoved svimler.
|
| d.II,b.4,s.210 |
Et Livs Erfaring er tilintetgjort;
møisomlig bygget Tro er ramlet ned;
mit Hjertes Rod er rørt af plumpen Haand;
for Uretfærdighedens Storhed kan
jeg ei paa Retfærd tænke; Alting dreier
sig for mit Blik; jeg veed ei hvem jeg er . .
(Lader Hovedet synke. Bønderne, især Herluf, gribe Ridder Ditlev.)
Herluf.
Jo Du er Kong Kristjern. Og var jeg Dig, vidste jeg nok hvad
jeg skulde dømme.
Du vidste det? Kun Døden Kristian veed.
Veed mere Du, saa kom, og det skal bruges.
Herluf.
Nei, nei, bevar's! Mere veed jeg ikke, men det er brav det,
Herre Konge.
Thor.
Da holdt jeg paa at døe tregange derudpaa.
Kongen.
Jeg kan ham dømme, og jeg kan ei; thi
for nys han var den Ene, som jeg elsked.
Men dømmer I -- tolv Bønder dømmer ham!
men dømmer blot retfærdigt! Thi alt engang
tilforn jeg maatte angre saadan Ret.
Herluf.
Vi skal nok enes, Herre. Frygt ikke for det.
(Kongen og Følge gaaer. Tolv Herregaardsbønder sætte sig om Bordet. Herluf øverst. Marthe og
Thor holde sig i Baggrunden.)
Herluf.
Hu, Gutter, nu have vi ham som Torben Oxe. Han maa døe,
det er greit, om han aldrig havde gjort det med Thor paa
Stranden, som han har gjort.
|
| d.II,b.4,s.211 |
R. Ditlev.
Barmhjertighed! --
Marthe.
Nei, nei, giv ham ingen Barmhjertighed! Havde han nogen
med os?
Herluf.
Vær rolig, Marthe! Det skal nok gaae. Men først, Bønder,
for at Alt kan gaa ordentligt til -- er Herremanden den Ud-
suger, den Blodhund, den Bondeplager, den Forbryder, den
fremmede Adelsmand der, som vi Alle kjende, skyldig?
Bønderne.
Skyldig! skyldig!
Herluf.
Ja i Utaknemlighed, og altsaa til Døden skyldig. Eller vi ville
kalde det Undertrykkelse, og altsaa til Døden skyldig. Djævelen
vil straffe ham for Utaknemligheden.
R. Ditlev.
Barmhjertighed! --
Herluf.
Jo! i Djævelen og i Bønder, som skal dømme en Herremand?
Hvad dømmer du, Erik?
Erik.
Dygtige Bøder til Sognet og Retten.
Herluf.
Er det Døden, Fæ?
Erik.
Ja husker Du ikke Peder, som netop døde af at blive udpiint
af Bøder? Det var just en seig Død.
End Du da?
|
| d.II,b.4,s.212 |
Bonden.
Nei, stem nu du?
Herluf.
Ja lad see. Jeg har ikke tænkt over andet end Døden. Men
der er nu Blok og Steile. Men duer ikke, for i gamle Dage blev
saamangen brav Karl steilet baade paa Agershuus og Bahuus.
Alligevel -- pyt! Dommen ligger os jo nær . . Sagde ikke Thor,
at han døde saagodtsom tregange derudpaa for hans Skyld.
Altsaa derudpaa med ham igjen. Han skal slænges tilhavs igjen.
Bønderne og Marthe.
Ja, ja tilhavs med ham igjen!
Herluf.
Ja tilhavs med ham, saa ere vi ham qvit. Har Du hørt din Dom?
R. Ditlev.
O! o! Barmhjertighed --
Herluf.
Afbryd ikke Rettens Forhandlinger, for nu ere de desuden
sluttede. Men Du kan være fornøjet, for det er jo kun at gjøre
den Reise om igjen, som gik godt førstegang. Synd er det kun,
at Torben Oxe dernede skal være bleven hængt allerede, for
ellers vilde han kunnet havt et Exempel at speile sig i paa det
Sidste, naar han hang fra Grenen udover Bølgen. Ha, hvor
Øjnene vilde blive store og træde ud for at forfølge det, som
der sank. Men op, Venner! Han faaer døe alene. Det var dog
et godt Arbeide, og -- hei! Kongen leve!
(Bønderne reise sig under Raabet:
"Kongen leve." Kongen og Følget kommer.)
Kongen.
Jeg vil hans Dom ei høre. Den er Døden.
Det mig er nok, om ei Retfærdigheden.
Fort væk med ham. Lad mig hans Blik ei see;
thi det kan bede, o saa bønligt, og
ei Kristian er grum, ei grum som Rygtet.
|
| d.II,b.4,s.213 |
Og dog -- gesvindt! hvad tøve I vel efter?
Bekræftelsen, den har I. Dvæl blot ikke;
thi Utaknemlighed -- den hader Kristian;
Og Undertrykkelse -- den hader Kristian;
og Falskhed -- ha! og at berøve Kongen,
saa nødig som han er om mindste Hjælp,
om svagest Suk i Himlen for sin Frelse,
sit Folkets Hjerter ved at plage det
i Kongens Navn? -- ha, dette hader Kongen.
Skynd jer derfor. Jeg ellers skjærper Dommen.
Herluf.
Aa vi mene den skal være brav. Strikker om Halsen paa
ham, der skal probere at være Hvalfisk og sprude Vand. Bare
vi havde flere Herremænd i Stranden. Baade Kongen og Bonden
kan leve dem foruden. Hurra! Konning Kristian leve og den
norske Bonde!
(Bønderne føre
Ridder Ditlev ud under Raabet: Kong
Kristian leve og den norske Bonde.
Marthe og
Thor blive staaende. Kongen staaer eftertænksom.)
Kongen.
(Seende sig kjækt om til sit Følge.)
Nu bli'r det farligt for jer Adelsmænd,
naar Kristian og Norges Bønder enes.
Alene Troskab blind og venligøjet
Omgjængelighed frelser da. Thi hørte
I Løsnet ei? det Løsen jeg optager:
"Kong Kristian og den norske Bonde?" Ha,
det Pust vil bli'e en Storm, som blæser ned
det lysgraa Taarn af Agershuus; den Gnist
vil flyve højt, af Folkets dybe Barm,
som af nysvaagnet Drages, aandet ud,
og tænde Kristians mørke, døende,
i lange Aar fasttryll'de Sol deroppe.
Og den skal flamme rødere end før.
Thi Kristian klart maa see sit lange Regnskab,
og mørk er Tiden i sig selv, og ei
han feile maa i Navnene, som før
kan være hændt, skjøndt ikke i saamange
som Verden siger, fast at eet er nok.
|
| d.II,b.4,s.214 |
Men for hver een af dem, hvis Raab endnu
ei hendøet er histoppe over Kristian,
da En, som har fortjent tifold at døe!
Saa faaer jeg for et alretfærdigt Øje,
for ham som bruger Konger til sin Haand,
og ikke regner Livet ud i Brøker,
mit Himmelregnskab bragt i Orden vist
som at det siger i mit jordiske
ei meer end strøget Tal, som kan opskrives,
at jeg min Leir opbrændte, naar i hver
en Bondehytte Kongens Højtelt er.
(Vil gaae ind.
Marthe holder ham i en ydmyg Stilling tilbage i Kappen.)
Marthe.
Hil Eder, Norges Konning Kristian! Ak, om I vilde . . .
(Puffer paa Thor.)
Kongen.
Tal, raske Kone, som dit Huus har reddet,
og renset Kongens.
Marthe.
Nei Du har reddet Huset vort, Konge; og det var kongeligt
gjort. Men, ak, om I vilde vise os den Naade at træde ind i
vort Huus, som vi maa takke Jer for!
Kongen.
Det vil jeg, Kone. Kom!
(Til Følget.)
Saaledes vinder
man Bondens Hjerte. Det er Styrkens Steen,
og Vinding er der selv om kun i Een.
Thi Han er trofast, han sit Liv vil vove,
og hvad han ejer -- Alt er villig Skat.
Og tryggere end hos sin Livvagt sove
kan Kongen i hans Skjød en eensom Nat.
Imedens vogter han paa Kongens Sværd
og tænker kun, hvad Heftet vel er værd.
Men Andre ville derpaa Tanken øve:
hvor dybt dets Egg vel gaaer; og -- saa det prøve.
(Vender sig for at gaae.)
Marthe.
(Skuppende sig og
Thor frem foran.)
Afvejen, Junkere! Nu rap dig, Thor!
(De gaae ad Borgporten.)
|
| d.II,b.4,s.215 |
TIENDE SCENE
(Udenfor Strandsidderhytten.
Bønderne komme tilbage. Siden
Kongen med Følge,
Marthe, Thor, Ridder
John Bratt.)
Herluf.
Djævelen i de Danske fra Galejen, som fangede ham op, lige-
som de gjorde med Junkeren! Djævelen i den Junker med sin
Baadshage, som fik fat i Halsesnoren, som vi endelig skulde
have med!
En Bonde.
Ja hvorfor skulde vi have den med?
En Anden.
Jovist skulde vi have den med. Han havde stor Skræk for
Vandet.
En Tredie.
I hans spanske Krave var det ikke, for den har jeg.
En Fjerde.
I hans Fløjelskappe var det ikke, thi den har jeg.
En Femte.
Dukket blev han dog.
Herluf.
Ei, Djævelen! hvad forslaaer det. Det forslog ikke førstegang.
Men lad os nu holde os til Kong Kristian, saa faae vi nok Klo
i Flere, og saa skal vi gjøre det paa Land, forat være sikkre.
En Anden.
Ja ligesom Kongen selv i gamle Dage.
En Tredie.
Hys! der er Han. Han taaler ikke at høre om gamle Dage.
(
Kongen,
Følge,
Marthe og
Thor kommer.)
Herluf.
Nu, Bønder!
(Raaber.)
Hil Norriges Konning Kristian! Hil! Hil!
og Vaaben! Konning Kristian og den norske Bonde!
(
Bønderne omringe
Kongen jublende.
Marthe stiller sig i Døren.)
|
| d.II,b.4,s.216 |
Marthe.
Det var da ogsaa Pokker til Raab. Skal det da aldrig tage
en Ende, saa Kongen kan komme ind.
(Til Ridder
John Bratt, som
træder ud.)
Ja saa maa I ud, Ridder, eller hvad I er, for Kongen
lider ikke Storfolk. Desuden er I bleven for stor for os . .
Aa nei, just ikke det, siden Kongen . . Men skal det da aldrig
tage en Ende? Nu tage de paa igjen, og selv Thor, den Død-
stok, er med.
(Jubel. Skrig om Vaaben.)
Kongen.
Ja Venner, I har Løsenet mig givet:
"Kong Kristian og Bonden!" Bringer det
vidt over Landet! Kommer saa tilbage
med Hundrede for Hver; til da kun varer
den tvungne Stilstand med vort Riges Fiender.
Men da . .
(
John Bratt haanleer højt.
Bønderne adskille sig.
Kongen studser.)
R. John.
Jeg loe ei af hvor godt Du agter
at holde Stilstandseden. Den vil finde,
som Steen, der kastes ud i Kjernet, flere,
som ligne den, paa Bunden af dit Hjerte.
. . Du fatter det, jeg loe af Fiendskab og
af Fiendskabets Triumf.
K. Kristian.
Du selv forbryder
din Fred, Forræder!
R. John.
Bryd mit Leide! tag
det sidste Dryp af Hyttefadske Blod.
Ha, Folket spidser Øren. Jeg tør ei
begynde med en norskfødt Adelsmand.
(Højt) Hvis Du vil frelses, fly! Paa Agershuus
jeg griber Dig, og da er Du forloren,
Forræder mod din Konge og dit Land!
|
| d.II,b.4,s.217 |
R. John.
Jeg bliver, for at see din Undergang;
thi aldrig var Du denne nærmere,
ei heller nærmere din egen Frelse.
Og hvad Du griber har dit Liv mig lært.
Kongen.
Jeg veed mit Valg; det hedder Kamp og Ære,
lad Gud saa skjule Undergang derunder.
R. John.
Det raader jeg Dig selv oprigtigt.
Kongen.
Du?
R. John.
Ja, om ei Du, saa troer jeg Gud er træt
af disse Blodskyl over Landet, som
paany Du vil begynde . . Hahaha,
mon Slitungkongens Flok var uslere?
Kongen.
Ja, Du har Ret, det er Begyndelsen.
Enthusiasmen her i denne Flok
er rørte Følehorn paa stort Uhyre,
paa Folket selv, hvis Ledemod snart skulle
igjennem alle Landets Dale rulle.
Og det forfærder dig.
Der traf han.
(Høit)
Nei!
Det glæder mig. Den Krig vil vare kort;
og jeg i Ro snart sidder paa mit Gods.
Ha, Bønder, vi maa gjøre gode Miner, saalænge Kongen gjør
det. Men ikke længer.
|
| d.II,b.4,s.218 |
R. John.
Kun hvis Du hented Freden hjem ifra
din Frændes aabne Arme, hvor den hviler,
og bredte saa dens milde Solskin, som
et Glemslens Teppe, over Landets Saar,
kun da var jeg forloren, ikkun da
jeg maatte fly ifra min Fædreodel,
medynksomt skjult imellem den Undsætning,
som, nyligt kastet ind i Agershuus,
da maatte ubrugt hjem til Danmark drage.
Han taler sandt, endskjøndt vanvittig fast
af gammelt Nag; men Sandt af Galmand høres.
(Højt.) Den falske Mogens slog engang paa Sligt.
R. John.
Saa følg det ei.
Kongen.
Og Du er Danskens Ven?
R. John.
(Bittert smilende.)
Jeg er en Nordmand. Kjender Du mig ikke?
Han hader Gyldenstjerne. Men hans Had
mod ham er Vrede. Hevn det er mod mig.
Og dette Had er stærkest. Derfor følger
jeg netop det han raader ivrigst fra.
(Højt) Har Du mit Leide?
Bispen mig det gav.
Jeg tænkte just at slænge det tilhavs.
Han vil ei ud dermed.
|
| d.II,b.4,s.219 |
R. John.
(Rækker ham Leidebrevet.)
Forbandet,
at tjene Uven forat hjælpe Fiende!
Kongen.
Det mangler Danmarks Kongesegl.
R. John.
Det er
en Feil af Frederiks Fuldmægtig.
Kongen.
Ah,
saa er det jo? Den Underskrivt er altsaa
saa god som Frederiks. Jeg god den tager.
Han ellers blev fornærmet.
(Til Bønderne.)
Kjære Venner,
jeg ei mig selv, men Norge mig bortsender.
Vi sees snart igjen.
Kan hænde heden.
Kongen.
Da bringer jeg Selvstændighed og Freden.
R. John.
Du gjør det? Stands!
Kongen.
Ja just hvad du ei vil!
Kan ædel Tiltro sætte sig paa Spil?
Man slipper den, om nøgen, dog tilbage,
og da Alverden føre vil dens Klage.
(Udbredende Armene).
Farvel du Land, som enkelt mig erstatter
med Stolt-Haarfagers stille Aftensro
og trofast Folkekjærlighed de To!
Farvel! Farvel!
(Gaaer med Følge.)
|
| d.II,b.4,s.220 |
R. John.
Fyld Seilene, min Latter!
(Slaaer op en skraldende Latter.)
Marthe.
Hvad leer I dog saa ganske rædsomt ad?
R. John.
Han gaaer i Baaden. Gid dens Planker revned!
Nei gid den holdt! Da Herluf Hyttefad
og jeg skal vorde endnu bedre hevnet.
(Gaaer.)
Marthe.
Der kan I see hvad der kommer af slig Skrigen. Den gjorde
Ridderen, eller hvad han er, opmærksom, og saa blev der intet
af at Kongen skulde komme til Os . . Ak, der stiger han om-
bord paa Galeyen . . Og vi see ham nok ikke mere her. Vil
du ind, Thor! Du var ligesaa gal som de Andre.
(Gaaer grædende ind med Thor. Bønderne adsprede sig tilsyneladende slukørede og modfaldne.)
ELLEVTE SCENE
Hallen paa Agershuus.
Ridder Knud Gyldenstjerne og
Bisp Mogens.
Siden
Ridder John Bratt.
Mogens Gyldenstjerne.
. . Og Saadant, Broder, Snak og dumme Streger
skal krydse al min Regning over?
Knud Gyldenstjerne.
Dog
er Peder Skram og Wilhelm Steding vel
fuldgode Riddersmænd? Og Begge sværge,
at Kongen gav dem med sin egen Mund
det Bud til jer, at hver en Underhandling,
hver Stilstand, Leide, alt af saadant Navn,
flux skulde brydes af og Kristian tvinges
med Herreskjold til sig at overgive.
Bisp Mogens.
Du sagde "mundtlig Ordre", min er skriftlig;
og den ei Mundsveir blæser mig af Haanden.
|
| d.II,b.4,s.221 |
Ridder Knud.
Men Kongens . .
Bisp Mogens.
Oh, jeg kjender Kongen.
Det skal ei gjøres eftersom det høres.
Hans Vilje er, at Vaabenmagt skal bruges
først da, naar List ei hjælper. Og tørhænde,
at alt . . ha tys! Forlad mig nu! Tørhænde,
at Bud jeg bringer inden Timens Ende,
at Du kan spare dine Landseknegte,
hvis Pen og Pergament kan bedre fegte.
(
R.Knud gaaer.
R.John kommer ind ad Løndøren.)
R. John.
Se udaf Vindvet, ædle Herre Bisp.
Se ud! Men skynd jer førend tomme Blaa
fortæller blunkende I Intet saae!
Galeyen "Sønderborg" har lettet . . Ha!
R. John.
Og Kristian er ombord.
Bisp Mogens.
Han er ombord?
Siig det end eengang.
R. John.
Kristian er ombord.
Det kræved Kunster.
Bisp Mogens.
Saa er' de forbrugte.
I med. Forstaaer I?
(Lægger Haanden paa Sværdet.)
R. John.
Nei, det Sprog er fremmed.
|
| d.II,b.4,s.222 |
Bisp Mogens.
Fly, vil I redde Livet!
R. John.
Er det saa?
Bisp Mogens.
Ja! Saa!
R. John.
(Leende bittert.)
I skulde seet Kristian mellem Bønderne.
En Opstand flammed op. Da jeg den dæmped.
Og nu min Løn . .
Bisp Mogens.
Er som enhver Forræders.
Troer du din egen Opstand er forglemt?
R. John.
I svoer mit Fædregods mig til . .
Bisp Mogens.
Jeg svoer
i Kongens Tjeneste, og ved St. Olaf,
som jeg ei troer paa. Junker Bassewitz
skal have Godset, thi Han er af Vore,
og har alt angret og sin Afbigt gjort.
R. John.
Men Ditlev Brockdorp, Kristians høire Haand?
Den hugger I vel af, om jeg maa spørge.
Bisp Mogens.
Han er en Dansk. Han er os tro og huld,
og hader Kristian mest. Og derfor skal
han være Kristians Slutter, mures inde
med ham, og Fiende skal bevogte Fiende,
til Døden gjør den Ene af dem fri.
|
| d.II,b.4,s.223 |
R. John.
Tak, Bisp! Lidt Sødme i min Kalk du levned.
Ei mægted Hadets vilde Fantasi
saa grumt at tænke mig og Herluf hevnet.
(De gaae ad forskjellige Kanter.)
TOLVTE SCENE
(Stuen i Strandsidderhytten.
Marthe ved sin Rok.
Thor med et Arbeide ved Arnen.
Siden Ridder
John Bratt i Munkekappe.)
Marthe.
Og alle smaae Fugle i grønnende Lund
de give paa Høgen stor Klage.
Han river af dem baade Fjeder og Duun,
og vil dem af Skoven forjage.
Men Ørnen bygger Rede i Fjeldet.
Op flyve i Egetop Fuglene smaa;
der lagde de Raad op hvorlunde
de Smaafugle skulde en Konning sig faae,
som frelse fra Høgen dem kunde.
Men Ørnen osv.
Frem traadte da mellem dem kummerfuld
paa Qviste den uselig Krage:
"Den gamle graa Ørn nok bliver os huld,
vi derfor til Konning den tage!"
Men Ørnen osv.
Og sammen sig sanker den Høgehær,
at fare til Lunden dernede.
Den lettelig skjultes af Lunde og Kjær.
Den vilde den Ørn fortræde.
Men Ørnen osv.
Det hørte den Due, saa simpel den er,
og fløj sig til Ørnen og sagde:
"Og alt nu vil komme den Høgehær;
den agter at gjøre dig Skade."
Men Ørnen osv.
|
| d.II,b.4,s.224 |
Til dette gjensvared den gamle Ørn,
saa baade hans Øjne de runde:
"Saa mange smaa Muus de bide en Kat.
Thi maa jeg nu rømme af Lunde."
Men Ørnen osv.
Og bort da fløj den gamle Ørn
alt med sine Unger bag Vinge.
Men Høgen sig satte i Egetop
de Smaafugle bedre at tvinge.
Men Ørnen osv.
Nu svælter Kragen over sin Klo,
og stirrer paa nøgne Qviste.
Smaafuglen fanger saa liden Ro
sin deilige Sang den mon miste.
Men Ørnen osv.
Men Herre Gud hjælpe den fattige Ørn,
som flyver paa vilden Hede!
Og Herre Gud hjælpe Kong Kristian,
og tage ifra ham sin Vrede!
Men Ørnen bygger Rede i Fjeldet.
Gud fri os! det bli'er værre og værre. Har du hørt det? . .
Kongen var neppe reist og Herluf Kristoffersen kommen hjem
før Danskebispens Knægte kom og tog ham og bragte ham ind
til Agershuus. Imorgen skal han rettes. Det gaaer i Herre-
mandens Navn, skjøndt Bispen selv er værre end han seer ud til.
Ja Gud hjælpe os Alle! Bare ikke Turen kommer til Os.
Marthe.
Det er rart nok, maa du sige, at Herremanden det første han
kom paa Skibet, og fik trukket Vejret og fandt sine Venner
igjen, ikke forlangte flere Hoveder end Herlufs, Stakkars, for
han kunde nok faaet dem.
|
| d.II,b.4,s.225 |
Thor.
Ja, han var for galen mod Herremanden, derfor huskede han
vel først paa ham. Og saa kom Kongens forbandede Reise paa
i sligen Hast. Og saa som de satte Seil til!
Marthe.
Det maa du sige, og ikke saameget som en rød Lap af et
Flag til Ære for Kongen. Ak, det er nok saa, som Folk siger,
at han ikke kommer tilbage meer. Da vil der gaa til. Gud fri
os da! Og naar nu Bønderne strømme ind, og finde ingen
Konge, men fremmede Bøddelknegte? . . Gud fri os!
Thor.
Veed du hvad, Marthe? Lad os skuppe paa os itide og flytte
op til Skyldfolket oppe i Landet.
Marthe.
Men Hytten og Flekken vor, som vi har stridt saa trot for? . .
Ja Hytten vor, som vi har stridt saa trot for.
Marthe.
Var nu Han her, som før var Herremand derover paa den anden
Side, men nu maa gaae for Lud og koldt Vand, skjøndt han tør
trodse Kongen selv, saa det er en Gru at høre paa, og han
fremdeles trængte til vor Hytte, saa kunde han . . . tys! jeg
syntes det banked.
Thor.
Nei det var Vejrhanen, som klapped: Nordenvind, Norden-
vind; og saa flyver den afsted med Kongen.
Marthe.
. . Ja saa kunde han værne Huset, om han kunde, til Kongen
kom tilbage.
Thor.
Men om han nu aldrig kom tilbage, som Folk siger.
|
| d.II,b.4,s.226 |
Marthe.
Saa -- ak, da Gud bedre os! -- saa var det ikke værdt at
see mere til hverken Huus eller Hjem, for Tiderne blive ikke
bedre saalænge dette fremmede Regimente staaer paa.
Thor.
Ak, Gud bedre os! over Fattigfolk skal det gaae ud, i hvordan
det gaaer. Jo nu hørte jeg det banked paa Ydredøren.
(Det banker
stærkere.)
O Herre Jesus, nu komme de forat hente os ligesom
Herluf. Det banker . . som med en Øx.
(Vil skjule sig.)
Tosse, hvad hjælper det? Blodhundene snuse snart igjennem
sligt Hul. Men kom, lad dem have Alt undtagen det, de ville
have: vort arme Liv. Kom, her er Bagdøren.
(Tager
Thor ved Haanden.
Vender tilbage.)
Bi lidt, lad det være lyst for dem, saa de kunne lede.
(Tænder Ild i Rokkehørret og stiller den brændende Rok op mod Vedstablen.) Nu rap dig
Thor.
(Idet Samme de flye udad Bagdøren, høres Yderdøren at brydes op, og i næste Sekund træder
John Bratt ind i Munkekappe).
Ridder John.
De flye for mig . . de Ringe flye for mig;
de Mægtige befale mig at flye.
Ha, jeg er hadet! Jeg igjen maa hade.
(Seer Ilden. Kaster det Antændte paa Arnen).
Dog frygted disse Folk, saa lader det,
en værre En end mig. Og Slige gives.
Det ahnte mig ei før, men nu jeg veed det.
(Sætter sig.)
Jeg ønsked jo en Hytte! nu jeg har en . .
Jeg ønsked Hevn mod Kristian; jeg fik den.
Jeg fik den topmaalt -- Nu hvad vil jeg mere,
om suurt tilkjæmpet Viisdom duer noget?
Mit Odelsgods? . hm! hm! Jeg har jo levet
med Savnet treti Aar, og lever vel
med det de fem jeg kanskee har tilbage.
En Hytte, John? En Hytte for John Bratt?
Og Hjertet slaaer ei stærkere, ei krympes
isammen meer? Jeg ikke meer ærgjerrig?
|
| FORRIGE |