|
| d.II,b.4,s.161 |
Tro ligesom Munk Anton paa Hovedø. Siden den Tid steg
Kjøgemesteren i Anseelse hos os indtil nu jer kloge Mand kom
i Egnen.
Thor.
Ei, vor er af gammel god Tro, og ingen Fiende af Munkene.
Erik.
Saa forliges de nok, skjøndt vor er strid. Og I kan godt
komme til Gjæstebudet.
(Sukker)
Thor.
Sukker du til Sligt, Erik? I har det nok ikke forgodt derover.
Erik.
Ak, jeg burde vel ikke sukke siden det er i Anledning af
Herremandens naadig Afreise i Kongens Ærind. Bare det ikke
var paa vor egen Bekostning efter tvungen Udskrivning og Lig-
ning efter Borgfogdens Godtykke. Tænk engang, han har lagt
mig i et halvt Riisbitsviin og sex Kander Mjød.
Thor.
Det var et rart Lag. Men da svarer det bedst Regning ret
at slaae sig løs. Hei, jeg tænker mig, om den Borgfoged kom til
Marthe med slig Udskrivning.
Erik.
Ja vore Kjærringer ere ikke heller for muntre; men vore let-
sindige Gjentunger see ikke Tingen an med saa alvorlige Øine.
Og siden det nu skal saa være, og Borgfogden har befalet det,
saa er det bedst at være munter og forsøge paa at spise og
drikke, om muligt, lidt ind paa de Andres.
(Seer
Herluf komme.)
Men,
Farvel saalænge. Der kommer En, som er vild paa mig fordi
jeg holder med Kjøgemesteren, og han er ikke grei, naar han
er i det Lag.
(Gaaer hurtigt)
|
| d.II,b.4,s.162 |
SYVENDE SCENE
(
Herluf kommende.
Thor. Siden
John og
Marthe)
Herluf.
Thor, er den hjemme, som I veed, saa skaf ham hid.
Thor.
Den kloge Mand? Ei, javist, hvor skulde han være ellers?
Herluf.
Nei, Djævelen! her er en fri Plet. Men gid han kunde boe
hos os, hvor vi trænge til ham. Men kald ham; det har Hast.
Thor.
Strax, strax!
(Gaaer ind i Huset)
Herluf.
(Spændende paa Baaden)
Og den skal Han reise med? Djævelen! og en fri norsk Mand
maa dreve den til, at den fremmede Herremand ikke skal blive
vaad paa Taaspidsen? Djævelen! gid en Planke sprang og han
sank paa Havsens Bund just som han skulde gribe i Faldrebet
paa Galejen!
(
John kommer)
R. John.
Nu? Jeg tænker det skal gaae brav.
Herluf.
Djævelen! I skal bort. I maa ikke engang være paa Flekken.
Kjøgemesteren siger, at Herremanden vil have Flekken, Hytten
og hele Stadsen, forat faae jer væk og forene sine Eiendomme
paa begge Sider Bugten her.
R. John.
Hahaha! Dertil er han for kort.
Herluf.
Og saa vil han have fuld Hals- og Haands-Ret over det Hele
ligesom han har været vant til i sit eget Land, og saa vil han
faae Fingre i jer . . . Djævelen! og saa ere vi i værre Suppe
end før, og Ingen tør kny, og vi har Ingen til at kny for os.
|
| d.II,b.4,s.163 |
R. John.
Vær du rolig. Det skal du faae høre idag.
Herluf.
Aa, der skal hastes med Afreisen midtunder Festen, saa der
ingen Anledning vil blive til at tage Bladet fra Munden; og saa
naar Herremanden har røgtet sit Ærind, kan han gjerne bede
Kongen om en Potte af hans eget Blod, og han faaer den.
R. John.
Men han skal ikke faae røgtet sit Ærind. Stol paa mig.
Kongen skal selv faae bringe det frem.
Herluf.
I er mægtig, Herre, eller hvad I er.
(Pause)
R. John.
Ja, dette her gjør mig mægtig.
(Trækker en Kapsel frem)
Seer du
det lave Blaae der?
Herluf.
Det er Røgen af Kongens Leir, hvor de fremmede Knægte
holdt til, mens de nu ere ude at koge og stege paa Bondens
Bekostning.
R. John.
Og denne Galei hører jo til Gyldenstjernes Flaade?
Herluf.
Ja, Djævelen! Det er "Sønderborg" Gid den sank ende ned!
R. John.
Ikke den, for den skal bære Kongens Gesandt afsted. Men
Baaden, som skal bære Gesandten ombord, den maa synke, for
Han maa ikke være Gesandt -- Skjønner du det? Den fremmede
Konge, alle de Fremmede maae af Landet. Skjønner du det?
Herluf.
Ja, Djævelen -- det skjønner jeg. -- Gid det var saa vel!
|
| d.II,b.4,s.164 |
R. John.
Gyldenstjerne har givet Gesandten Leidebrev og overladt
ham Galejen; men han saae helst, at denne Artighed, som han
har viist i sin Knibe, blev om intet. Derfor -- Skjønner du?
Herluf.
Hæ! skal jeg slaae ham ihjel! Ja naar jeg kunde slippe ind
paa Agershuus, og vidste hvem der vandt.
Herluf! Sex Huller der langs Kjølen, saa kommer han ikke
længer end halvveis ombord. Forstaaer det?
Herluf.
Men Thor da, som skal roe ham?
R. John.
Der staaer hans Boer. Brug det, eller forbliv en fremmed
Herremands Leilændingstræl alle dine Dage, du og dine.
Herluf.
Nei, Djævelen.
R. John.
Saa boer da.
Herluf.
Ja, ja, ja! tolv Huller for sex.
(Borer i Baaden)
R. John.
Og tænk ikke paa Thor, men paa at Alle ere til Gjæstebuds,
saa Ingen kan høre om det skriger udpaa.
Nei Djævelen. Det skal pible op i den til den synker som
Bly. Men Thor da, men Thor da, som har givet jer et Hjem i
Hytten sin.
|
| d.II,b.4,s.165 |
R. John.
Bare bor, og tænk paa Herremanden. Thors Hytte er ikke
min.
(Afs.)
Men kunde blive det.
(høit)
Vil
du roe ham da, Herluf?
Ja det er sandt. Derfor to smaa usynlige til her med lidt
løst Drev i, saa tænker jeg nok det er nok.
R. John.
. . Og godt gjort, Ven! Men dette er kun i Mangel af, at jeg
faaer tale reentud ved Gjæstebudet, naar Kongen kommer ned.
Dog er dette sikkrere. Det er sikkrere.
Herluf.
Men Klagetalen var bedre. I maa ikke skuffe os for den,
for . . Djævelen! om ikke vi Bønder . .
R. John.
Ei I Bønder tænke altid paa jer selv. Men det sikkreste er
altid det bedste.
(Raaber)
Hei, Thor!
(
Thor og
Marthe komme)
Marthe.
Hvad skal han nu igjen -- dette Indlæg hos Folk, som har
nok med sig selv?
R. John.
Thor, Baaden om nu paa sin Kjøl og lagt paa Stranden. Her-
luf, forstaaer du?
Herluf.
(Tager i Baaden med
Thor)
Ja ja -- pas dig, Thor.
(Afs.)
Gudsdød, hvilket Øjekast. Det
borer otte Huller i mig selv.
(Højt)
Jaja, jeg mener for Tjæren
maa du passe dig, Thor.
Thor.
(Leende, idet de hvælve Baaden om paa Kjølen)
Aa det blier Tjære til Beeg bare. Tak for Hjelpen!
(
Thor og
Herluf skyde Baaden udaf Scenen)
|
| d.II,b.4,s.166 |
Den Kjærring har aldrig troet mig. Saa maae jeg agere Spaa-
mand. Det er en sikker Vei til Kjærringtro.
(Højt)
Hør, Moer,
pas I paa jert Huus og ikke pas paa mig.
Hvad? til mig passe paa mit Huus? St. Klemens, Naar lagde
I Mærke til andet siden I fik slig Lyst til at være her?
R. John.
Naa, naa! Jeg mener ikke saa, Moer, paa Dyner og Fade,
men paa jer Hytte selv.
Marthe.
Aa den skal vel blive staaende, saasandt den staaer paa Fjeld
og der er Ret i Landet og jeg hedder Marthe.
R. John.
Ret i Landet? Ja hvor finder du den? Hør, Marthe, jeg
skjønner nok Du ikke lider mig. Men --
Marthe.
Ja jeg skjønner mig ikke paa jer, seer I.
R. John.
Men -- vilde jeg sagt -- Du skal komme til at troe mig. Din
Hytte er i Fare, i større end Hønen hvorover Høgen svæver i
uøinelig Højde.
Marthe.
Hm! Det veed jeg vist. Det maa være fordi I er der, lige-
som en Baad kan synke, naar den har faaet for meget Ballast i.
(Gaaer tvær ud efter
Thor)
R. John.
-- Saa, Mogens Gyldenstjerne, trækkes dit Net sammen om
Kristjan. Hine Huller vare kun Masker deri, og John glemmer
ikke sig selv og sin Fædreneodel.
(Gaaer.
Marthe og
Thor kommer)
|
| d.II,b.4,s.167 |
Marthe.
-- Vil ikke du gaae fordi dette Menneske nu vil, at du skal
være vedhaanden og roe Herremanden ud, saa vil skam jeg.
Thor.
Det er netop det han vil, Marthe.
Marthe.
Ja saa skulde jeg have Lyst til at være hjemme. Hu! naar
han luder sig derudover Gjærdet, tænker jeg altid: slige Torne-
buske maa der gro langs Veiene i Helvede.
Thor.
Ei, Marthe, skam dig. Det er det Samme somom du sagde,
du aldrig havde gjort noget af Viisdom.
Marthe.
Du har nu ogsaa faaet slig Tro til ham.
Thor.
Ja det er en stor Ære, at saa klog en Mand har slaaet sin
Bopæl op hos os.
Marthe.
Klog Mand? Du troer kanskee han læser i Havtaagen og
forstaaer hvad Bølgerne sige, naar han sidder derude paa Næsset
som en Strandrokke, der spaaer Uveir?
Thor.
Hys, Marthe! Han veed vist alt hvad vi sige og tænke, om
han saa var noget Langt borte.
Marthe.
Da kan jeg dog ikke mærke, at han veed hvad jeg tænkte
forleden Nat, da han ruskede i Sengklæderne somom han havde
lagt, men gik ned paa Næsset og sad der som han pleier til en
Baad lagde til fra den danske Bisps Flaade og saa strøg det
først ombord og saa ind til Agershuus. Jeg kjendte nok Aare-
slagene.
|
| d.II,b.4,s.168 |
Thor.
Hys! Ja hvem kan vide hvor han har sine Veie?
Marthe.
Jo det kan man vide, at de Folk ere ikke Bondens Venner,
og derfor -- ja derfor har jeg mine egne Tanker om hans Ven-
skab for Bonden.
Thor.
Men det vil han bevise idag ved at klage overlydt for Kongen
selv, naar han kommer ned fra Herresalen forat see paa Bonde-
gjæstebudet. Ak den, der kunde faa høre paa det, og gnide
Hænderne under Bordet!
Marthe.
Nu, hvad Grunde havde han da hvorfor kun du ikke maatte
gaae?
Ak, der var mange Grunde.
Marthe.
Aa gid han sad paa Skjæret derude med sine Grunde ved
Treqvart Flodtid! Han under Ingen godt, og jeg har engang
hørt ham bande over at en Bogfinke var munter og sang, men
rose Spurvene fordi der var noget Suttrende i deres Qvidder.
Thor.
Først talte han med stor Viisdom om al Glædes Forfæn-
gelighed, om tvungen Glæde, om Lystighed i et sørgende Land,
om Tidens Værd og om at Morgenstund har Irr og ikke Guld i
Mund efter en Lystighed -- og deri havde han Ret -- og om at
Stjernene igaar havde været stik imod al Lystighed -- og deri
havde han vel ogsaa Ret.
Marthe.
Ja for det var ganske overskyet, din Nar.
|
| d.II,b.4,s.169 |
Thor.
Saa fortalte han baade om Konger og Andre, som vare døde
midtunder Gjæstebud, men da jeg saa begyndte ligesom at græde,
saa kom han med sin Hovedgrund, nemlig, at jeg var en enfoldig
Mand, som burde være tidlig ude imorgen og fiske.
Marthe.
Ja deri havde han nu Ret.
Thor.
Og endnu et til, som var stærkt nok, om jeg ikke vil have
ond Vind over Baaden for Eftertiden -- han sagde, at jeg be-
stemt og ingen Anden skulde være vedhaanden forat roe Ge-
sandten ud, og at jeg ikke maatte gaae til Gjæstebuds for ikke
at blive uefterrettelig, og endelig det stærke, at saa var nu
engang hans Vilje.
Marthe.
Men satte du saa ikke din egen derimod som jeg gjør.
Thor.
Jo lidt, men han foreholdt mig netop dit Exempel, der saa
ofte sætter din Vilje op, og som ofte faaer see med Qvide hvor
det gaaer.
Marthe.
Nei hør den Landstryger. Det er slemt at være visere end
man har Klogskab til og stoltere end man har Raad til.
Thor.
Men da jeg saa endelig satte min Vilje imod hans . . .
Marthe.
Javist?
Thor.
Saa sortnede han i Ansigtet ligesom Østenkulingen og svor
saa han kunde manet en Svale til at blive siddende, og gav mig
det Samvittighedsspørgsmaal, om jeg vilde nyde en Drik Vand
hos den Landeplager, den Tyran, den Hofsnog, den Amalekit,
den falske Akitofel, den Blodigel, den -- Gudsdød!
(Seer
Ridder Ditlev at komme)
|
| d.II,b.4,s.170 |
Marthe.
Ja deri havde han nu Ret.
Thor.
Gud hjælpe mig, Vinden stod paa.
Marthe.
Ei, jeg skal staae for Vasken og bruge Skjørterne som Gaase-
vinger. Fort bare ned til Baaden og sæt dig der paa Stranden
saalænge.
(
Thor lister sig bort.
Marthe giver sig noget at bestille)
OTTENDE SCENE
(
Marthe. Ridder
Ditlev.)
Ridder Ditlev.
Ho, Fisker! Strandsidder. Ha! Ei hvad har jeg dog gjort din
Mand, lille Kone? Jeg troer dit smukke Navn er Marthe. Jeg
fik neppe Lugten af hans Beegtrøie, og skulde dog have fat paa
ham.
(Afs.)
Aha, mon Øglen er i Redet?
Marthe.
Gunstige Herre, vi see sjelden Storfolk her. Og hvad vilde I
vel gjøre, om I i en liden Jolle pludselig saa en Hvalfisk eller
Hai af de store at stikke op? I roede nok ligesaa rapt iland,
som han nu kanskee fra Land.
Ridder Ditlev.
Ei, det maa han ikke. Mine Landbønder holde sig lystige
idag, saa de ikke ville blive duendes ved Aaren; derfor tænkte
jeg at faa ham til at holde sin Baad rede til at roe mig ombord
mod Aften.
(Afs.)
Da, om ikke før, skal jeg da faae snakke
Hytten af ham.
Marthe.
Det kan nok skee, Herre.
|
| d.II,b.4,s.171 |
Ridder Ditlev.
Og nok et Ærind, en Handel havde jeg . . Men du er nok
Manden, Marthemoer, mærker jeg, og da træffer jeg den rette
for den Sags Skyld.
(Seende sig omkring)
Den Hytte ligger smugt. Ja ved min Ære,
hvis jeg mit Gods omdøbte til "Italien,"
da, som den ligger der i Bugtens Bund,
den fik det stolte Navn "Venezia!"
Og hvide Søiler og forgyldt Altan
vel skulde Navnet hævde i det Mindres
men Skjønnes Verden . .
Marthe.
Saa I finder Behag i Pletten, Herre? Men det gjør Flere des-
værre som der siges.
Ridder Ditlev.
Hvem, Kone? Hvem skulde vel ville kjøbe den uden Jeg?
Og kunne, siger jeg, kunne?
Marthe.
Og hvem skulde vel ville ikke sælge den uden Vi? Men der-
for kan nok Folk finde Behag i den, som vi ikke finde Behag i.
Ridder Ditlev.
En herlig Udsigt, og i største Stiil!
Et Omrids til en Verden denne Kyst,
saa som den blev aftegnet førstegang
paa Morgenskyen efter Guds Idee.
Og nærved Alt udført i største Fylde
med fuldendt Næthed, somom Adams Slægt
den sidste Kunsthaand havde lagt paa Verden,
og saa forladt den, overladende
til Himlens stumme Undren Alnaturen
i Filegransarbeide omforvandlet.
|
| d.II,b.4,s.172 |
Marthe.
Det Bedste er der falder feed Makrel og adskilligt skjønt Vrag-
og Drivgods her i Bugten.
Hør den forbistrede Selvejertrodsighed. Det er ligesom Klangen
af et andet Metal, imod naar Stavnsbundne tale. Og det Qvæg
hører ikke, at jeg roser Pladsen forat egge hendes Havesyge til
dog at høre et Bud.
(Høit.)
Ja seer du, gode lille Kone, seer du,
her paa denne Side af denne lille Strimmel, som I kalde jer
Plads er min Eiendom, og paa den anden Side af Bugten veed
I ogsaa den begynder. Derfor kan du indsee, jeg ønsker at
ogsaa denne lille Flek var min, og jeg haaber, at baade du og
din Mand, som, efter dig at dømme, vist er en føjelig Mand,
ville finde jer i Rimelighed.
Marthe.
Ja i den Rimelighed at beholde hvad vi have Lyst til at be-
holde naar vi have Ret dertil.
(Afs.)
Ak, hvo uden John Munk
skulde have kunnet spaa saa vist.
Ridder Ditlev.
Har man hørt Magen! Saa see selv da Kjære!
Kun dette smale klippebelte af
Strandsidderflekken med et Par Bygagre
og nogle stivt tilskaarne Rosenhækker,
mod al Natur og endnu meer mod Smag
har kløvet disse tvende Fyldens Bryster
hvorover, liig et Diademet Hoved,
min taarnomkranste Herreborg seer ud,
og i hvis Midte denne Hytte burde
-- omtryllet til et Alabaster-Lysthuus --
som kostbar Solitære ensom skinne,
og ikke klæbe derpaa som en Pjalt.
Nu kan jeg gjerne vise ham til Thor; thi han gjør Intet uden
den Fremmedes Raad og mit. Ak, gid han maa være barm-
|
| d.II,b.4,s.173 |
hjertig mod den Anger over min Tvivlagtighed, som han nu
læser i mit Bryst ligesaa vist som han længe forud læste i
Herremandens denne brændende Lyst efter vor usle Flek.
Ridder Ditlev.
Nu Moer, hvormange Mark Sølv?
Marthe.
Min Mand veed hvad Hytten vejer.
Ridder Ditlev.
O da er Hytten min, og jeg kan brænde
den Ræv, den skjuler, ud. Som meer og meer
om Bomben smelter, der i Sne nedfaldt,
saa skal min Eiendom udvides fra
den Flek, hvor jeg min Herrefod fik sat.
Hvor kostbar er Minutten! Som et Gran
af Guld paa Virksomhedens rappe Hjul
den kan udspindes til saamange Alen,
som trænges for at fange rundt det Ønske,
der fandt i Sjelens Vidhed neppe Rum.
De faae Minutter, mens min høie Gjæst
trak sig tilbage i sit Kabinet,
jag't af min Uro, kunde jeg benytte
til Rolighed at faae med denne Hytte.
Marthe.
Ja frist I, Herre. Men jeg frygter I vil finde, at min Mand,
som nok kan være svag ellers, i det Punkt hviler paa et Zion,
hvor der ikke aflades at synge: frels os fra det Onde!
Ridder Ditlev.
Hvorledes? naar Mand og Kone, eller Kone og Mand efter
Omstændighederne, eller naar Konen, der pleier at have flere
Sind, er enig med sine Sind og vil, saa skulde ikke Mandens
ene være tvungen af denne Mangfoldighed?
|
| d.II,b.4,s.174 |
Marthe.
Nei, Herre, der er liden Enighed, for her er en Viismand i
Huset, som har meget at sige. Men nu Gud og Allehelgene vel-
signe ham fordi hans Advarsel har holdt Prøve som en profetisk
Spaadom om at vor stakkels lille Hytte vilde komme i Fare for
en Stormands Ønsker, der ere ligesom Havet.
Ridder Ditlev.
Qvinde! hvor er den Skurk?
Marthe.
Jovist, Herre, det er ikke godt at sige for Lægfolk. Uglen
farer ikke vaerligere ud om Natten end han, og om Dagen --
ja den, som vidste Vindens Veje. Men om Dagen kommer han
undertiden ind i Stuen ligesom en Trækvind og gaaer raskere
end jeg nu.
(Gaaer ind i Hytten)
Ridder Ditlev.
For Djævlen, nu sidder han fastere end nogensinde! Men
mit Øjemed paa Hytten ogsaa, saasandt jeg er en Adelsmand.
Og Kongen, der er en ung Fantast og despotisk Liberal, taaler
vel Voldsgjerninger mod Andre, men ikke mod Bønder og Land-
strygere . . . ja ikke mod Bønder; thi det er dem han nu maa
vinde og støtte sin Sag til.
(Junkeren kommer ilsomt.)
Junkeren.
Ah, er I der? Gesvindt, I savnes hjemme.
Hans Majestæt forlader sit Gemak.
Ridder Ditlev.
(For sig selv.)
Og dette Friqvarteer er spildt med Snak;
thi min i det er Hytten end ei blevet.
Junkeren.
Til Fredrik Kongen sønligt Brev har skrevet,
som I skal bringe frem.
|
| d.II,b.4,s.175 |
Ridder Ditlev.
Og er det bragt,
da kommer Hytten ogsaa i min Magt.
Min Krop dig følger -- Den er Underdan --
men ei min Sjel -- den er en Adelsmand.
Ad anden Vei, ad Linje eller Bugt
imod sit Maal den stiler fri sin Flugt.
Hvad før kun var en knap undfangen Grille
er Herreplan, naar simple Folk ei ville.
Det Rede der, hvori en Avindsmand
udruger Oprør under skumle Plan,
og blodig Bondefrihed som i Franken,
er nægtet mig. Jeg taaler ikke Tanken,
og Negtelsen opflammer Lysten meer.
Jeg rolig er ei førend mit det er.
(De gaae).
|
| BLA BAKOVER |