HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 4. BIND: 1832 - 1837

(
John Andersen Campbells
Stue i en skotsk Landstad. Slet møbleret. Gamle
John
færdig
at gaa paa Arbeide med Stensætterredskaber.
Kitty
, der endnu seer temmelig rørig ud, beskjæftiget
med at lave et Madknyte til
James
. Siden Kitty alene).



FØRSTE SCENE

John. Kitty. James.



           Lud ei med Hov'det, Fattigdom med Ære!
                 Men Skam og alt det Trællen har fortjent.
           For alt det Vi nok fattige tør være.
                 Vor Slid og alt det bliver ubekjendt.
           Men Rang og alt det Pral og hele Pynten
                 paa Verdens Jammer er, endskjøndt for alt
           det gaar, for alt det Præget kun paa Mynten.
                 En Mand for alt det er dens Guldgehalt.

d.II,b.4,s.48  

           For alt det, skjøndt af simpel Kost vi leve,
                            for alt det slide Kufter graa -- velan!
           lad Sybariten i sin Silke bæve!
                 En Mand, for alt det, bliver dog en Mand.
           Hvad rager os den Glands, man Narren giver?
                 For alt det, lad kun Skurken leve flot!
           En ærlig Mand, om noksaa fattig, bliver,
                 for alt det, stedse Menneskenes Drot.



           Du seer hiin Laps, som man en Herre kalder?
                 Hvor stjernedækt som Himlen Nattestid!
           Skjønt Hundreder for ham i Støvet falder,
                 har han, for alt det, ikke Mandevid.
           Lad kun hans Baand og alt det paa ham hænge,
                 og er der Plads, saa gid han faa sig fleer!
           En uafhængig Mand skal ham ei trænge.
                 Paa alt det seer han kun og leer og leer.



           En Konge Riddersmænd kan fabrikere,
                 og Grever med og alt det, om han vil;
           men ei Mand af Ærlighed og Ære.
                 Ved Gud hans Magt ei strækker sig dertil.
           Skrab ud! skrab ud for Deres Værdigheder!
                 Respekt for alt det, alt det! dybt dig bøi!
           Forstandens Marg og Dydens stolte Hæder
                 en Rang for alt det er end mere høi!



           Det er en Bøn for alle vore Sjele,
                 at komme maa for alt det som det vil,
           at Ret og Dyd maa vinde over hele
                 vor Jord den Seier, som dem hører til.
           For alt det alt det jeg den Spaadom vover,
                 at den for alt det komme vil engang,
           at alle vorde Brødre Verden over.
                 som Vi, der sjunge ærlig Armods Sang.



Kitty

(givende John Knytet).

   Se saa! Du bærer nok det med, John!
d.II,b.4,s.49  

John.

   Ja det er jo til lille Ben.


James.

   Da kom med det. Jeg har min Gang hos Slutteren, og kan
stikke det til ham gjennem det gamle Hul.



Kitty.

   Vist, vist! og hils ham, at jeg kommer inden Aften.


John.

   Farvel saalænge, Moer!


Kitty.

   Farvel, Gamling! Jeg venter bedre Tider, og nu er Kathrine
bleven saa gammel, at hun burde kunne spaae.

(John og James gaa med
et venligt Nik. Seer efter dem).
Det er altid Haabet, som spaaer, og det
har jeg da spaaet af uden Sparsomhed. Men et Par fattige Folk,
hvis Børn ere saagodtsom døde, siden de drog bort . . o Gud
forlade jer, som gjorde os det! . . Ak, os To vente bedre Tider
først dernede, naar John og jeg havde slæbt os ud.

(Sætter sig til
Rokken. Synger efter en Pause, hvori man hører Rokken gaa).



           John Anderson, min Skat, John!
                 dengang vi først blev kjendt,
           dit Haar var sort som Ravnen,
                 din smukke Pande glat.
           Nu er den blevet skaldet, John,
                 dens Lok er Sneen liig.
           Saa bar den er, Gud signe Dig
                 John Anderson, min John!



           John Anderson, min Skat! John!
                 vi Heien da besteg;
           og mangen munter Dag, John,
                 gik hen i Spøg og Leeg.
           Nu maa vi stabbe nedad, John,
                 men Haand i Haand vi To.
           Ved Foden sove vi i Ro
                 tilsammen, ja min John.

(Visker en Taare bort. Efter en liden Pause træder James ind igjen).

d.II,b.4,s.50   ANDEN SCENE
Kitty. James.



James.

(Sættende sig).

   Lad mig sætte mig lidt hos jer, Moer Kitty. Jeg er altereret . .
Jeg har seet . .

(Farer over Panden).
Men hvad kan jeg vel erindre,
naar jeg seer Eder saaledes. Ak, I arbeide ogsaa for mig, Du
og John tidlig og seent somom . .



Kitty.

   Somom, James?


James.

   Vil I endnu høre det gamle? Somom jeg, og ikke John, havde
faaet det længste Straa hiin Aften.



Kitty.

   Du siger mig det kun engang om Aaret, og gamle Kitty har
endnu Fornøielse af de Artigheder, som ødsledes paa Kathrine.



James.

   . . . Annandale-Fairy, som I hedte, fordi man ikke kunde
see Sporene efter Eder, naar I dandsede i Græsset.



Kitty.

   Ja det var naar jeg dandsede med Dig eller John.


James.

   I sukker? Og det maa I nok, og jeg med. Den Stakkel er
atter paa sit haarde Arbeide og det er ogsaa for mig.



Kitty.

   For os alle.

(Munter).
Du har ikke holdt af mig, James, siden
Du kan glemme, at John trak det længste Straa, da jeg sagde,
at jeg holdt ligemeget af jer begge. Og det gjør jeg nu paa-
ny, siden Du var saa fornuftig at tage mit Sødskendebarn, og
siden Venskabet nu har staaet sin Prøve i 30 Aar siden dengang.

d.II,b.4,s.51  

James.

   Og siden Lairdens Bryllupsaften.


Kitty.

   Ja det var det, James, da vi dandsede paa Sletten i Parken.


James.

(Adspredt).

   Ja det var det. Lairden førte selv op med Kathrine Annan-
dale-Fairy og John med den unge Lady. Ak, nu er der ikke
en Kvist igjen af den skjønne Park.



Kitty.

   Har Forvalteren virkelig gjort den Ugjerning, da vil Lairden
nok . .



James.

   Ja naar han bare engang maatte komme hjem. Han vil finde
det anderledes med os Alle, siden han begyndte sin endeløse
Reise.



Kitty.

   Alle de gamle Forpagtere af Clanen adspredte som Tidsel-
skjæg.



James.

   Gid! --


Kitty.

   Fy, James, det var intet fromt Ønske, som laae Dig paa
Læben. Har vi ikke levet godt i mange Aar?



James.

   O, Du er stærk, Kitty . . stærkere end din Mand og jeg.


Kitty.

(Trykker en Taare itu).

   Ja bare ikke Willie og Bob og . .

(Gjør sig munter).
Nu, endnu er
ikke det Muntre dunstet bort af mit Blod, som i gamle Dage
gjorde mig til Annandale-Feen. Men have vi ikke levet godt i
mange Aar, Du herinde, og vi derude?



James.

   Ja indtil den salige Frue døde og Lairden fik den rasende
Smittesyge at ville reise, reise somom han kunde reise fra
Smerten og Erindringen, skjøndt denne Reisen ieet viser, at han
d.II,b.4,s.52   ligesaalidt kan reise fra dem som Jerusalems Skomager. Og
saa kom jo Forvalteren til, og saa føle nok vi og de andre hvor-
ledes han har styret i de mange Aar. Men havde han bare
endda ikke drevet Eder fra Landet, hvortil I vare vante . .


Kitty.

   Og dersom ikke Willie og Bob og . .


James.

   Ei! Drengene maatte prøve paa noget, og I faa Dem nok
igjen. Men min lille Flora, som blev taget op paa Slottet, da
hun var ude i Besøg hos jer, til Selskab for Lairdens Broder-
barn, der skulde erstatte ham hans eget, faar jeg vel aldrig at
see, dersom jeg ikke har seet hende idag.



Kitty.

(Springende op).

   Idag? saa maa jo Lairden selv . .


James.

   Derfor tyede jeg nu til Jer; thi det forekom mig . . .


Kitty.

   Hvad forekom dig? O, jeg skulde kjende mit Barn over
Solway-Firth.



James.

   Det var en Storvogn, som dreiede om Fængselshjørnet, og
nær havde revet John overende, just som den svang ind i Ho-
tellet, dersom han ikke havde havt Jomfruen sin at holde sig til.
En gammel Mand -- men vor gode Laird kan ikke være bleven
saa gammel -- og en ung Dame med Slør, som bestemt var
Lucy Campbell, og nok En, nok En, som saae saa paa mig, at
jeg næsten svimlede . . ja de sad i Vognen. Men var det Flora,
saa var hun prægtig nok, prægtig som den unge Lady selv, med
hvem hun jo fra Barnsbeen af har været opdraget i Frankrig.



Kitty.

   Og hun kjendte Dig ikke, Jamie?
d.II,b.4,s.53  

James.

   Ak, hvor kunde hun kjende mig i denne usle Dragt og her
inde i Byen uden min Vogn og mine to fede Brune saaledes
som i gamle Dage, naar hun kom hjem i Besøg med Ladyen?



Kitty.

   Og Du gik ikke efter i Hotellet? Skynd Dig!


James.

   Ak, Kitty, saaledes som jeg seer ud? Jeg maatte jo bedrøve
hende i det første Øieblik, vi saaes? Og dersom det nu ikke
var hende, hvorledes vilde de fornemme Folk tage mig det op?



Kitty.

(Afsides.)

   Stakkel, Ulykken har sløvet hans Mod.

(Højt).
Der var en Tid,
Jamie, da Du ikke var saa bange for fornemme Folk. Du sad
ikke langt fra Høvdingen, da de 400 Campbeller toge Afskeds-
maaltidet hos ham, før de droge afsted til Spanien mod Bony.
Dengang var Will 3 Aar, og klappede ad Trommerne og Piberne.
Jeg frygter for han alt da fik Lysten.



James.

(Adspredt).

   Ja dengang!

(Reiser sig).
Vel, jeg vil gaa.



Kitty.

   Men Du har Ret, Jamie, en bedre Kjole vilde ikke skade,
skjøndt den, Du har, ikke er slettere end Tiderne. Og her
hænger Johns brune, den seer endda nogenledes ud. Kom, jeg
skal hjælpe dig.



James.

   Ak, I baade føde og klæde mig.

(Blød).
Kitty, det haster ikke . .
endnu kan jeg ikke.



Kitty.

   Vil Du ikke gaa at se dit eget Barn?


James.

   Jo kom, kom!

(Hun hjælper ham i Kjolen).

d.II,b.4,s.54  

Kitty.

   See saa! god Lykke, kjære Jamie!


James.

   Ja god Lykke. Men mit Hjerte banker som imod en Ulykke.


Kitty.

   Det er naturligt. Gaa nu og se dit Barn, og bring hende hid
til gamle Kitty! Jeg er dog baade hendes Gudmoder og hendes
Frænke.

(Følgende ham ud af Døren).
Men mine? naar skal jeg gjensee
mine Børn, min Førstefødte og den anden og . .

(De forsvinde).

TREDIE SCENE
(Værelse i et Hotel i samme Stad.
Lucy
og
Flora
tagende af sig Reisetøiet.
En Glasdør med et Forhæng udenfra fører ud til en Altan).



Lucy.

   Gud ske Lov, vi ere her igjen!



Flora.

   Endnu ikke hjemme. Jeg har endnu de længste Miil igjen:
de tre sidste til min Fader. Vi maa . . o Mylady, vi maa
skilles --

(Bevæget).



Lucy.

(Kjærtegnende).

   Kjære Veninde!


Flora.

   Men Far kan behøve mig, dersom ikke allerede . . Oh, jeg
ahner ondt, siden Forvalteren aldrig i sine Breve omtalte hver-
ken min Fader James eller hans Ven Johns. Det er mange Aar
siden; jeg har næsten glemt den Familie; men det var en Camp-
bell og Frænde, og lille Ben var den yngste.



Lucy.

   En Campbell, som min Frelser var?

(Blød).
Flora, vi skilles ikke
mere før jeg fører Dig ind i dit Huus som Brud.



Flora.

   Mylady! Jeg tænker mig noget andet . .
d.II,b.4,s.55  

Lucy.

   Kald mig Lucy, din Veninde! Er du mere fremmed herhjemme?
Du er ogsaa en Campbell. Og bedækte du mig ei mod Døden?



Flora.

   Ja jeg er en Campbell, men en af de ringe mellem de tusinde
Campbells. Han, som frelste Dem og bar Dem bort i sine Arme,
han var en ægte Campbell. Jeg hørte ogsaa "The Campbells
are coming", da de droge bort, og jeg saae paa hans Ansigt, at
han maatte det.



Lucy.

   Siden den Stund, Flora, -- men ikke før -- seer jeg ikke
hiin Skizze i min Mappe uden Bevægelse. Jeg troer endog jeg
glemte at takke ham.



Flora.

   Jeg gjorde det jo, og det varmt nok; thi jeg hang ham om
Halsen uden selv at vide det rigtigt indtil Mylord løste mig af,
og han takkede ham med først at bande Humphry, som vel
ikke mere tør vise sig.

(Lorden kommer).

FJERDE SCENE
De Forrige.
Lorden
.



Lorden.

(Med et Brev).

   . . Humphry? Han er her. Vær Du kun ganske rolig. Han
har ganske rigtigt været paa Lord Kennedys Hjortejagt . . Og
den har været prægtig efter hans Beskrivelse. Sytten Hjorte . .



Flora.

   . . Har den Hare?


Lorden.

(Afbrydende).

   Han er dog, som Du seer Lucy, en punktlig Britte og trofast
Kavaleer.



Lucy.

   Onkel, Onkel husker De?
d.II,b.4,s.56  

Flora.

   Ja Slangen, Mylord, Slangen.


Lorden.

   Lucy, han formelder sin Respekt for dig i Særdeleshed,
udbeder sig, at vi ville oppebie ham her.



Lucy.

   Baade Flora og jeg længes efter at komme hjem.


Lorden.

   Snart, snart, Barn; men jeg venter min Forvalter her -- No-
tariussen, som jeg hører han er bleven -- og jeg vil ikke ind-
træffe i Edinburg, før min Reisebeskrivelse er i fuldstændig
Orden til at overleveres Boghandler Constable, som ogsaa har
min Ven Sir Walters Værker. Ellers forklarer Humphry sig her
over hiint Tilfælde saa tilfredsstillende, at jeg maa forandre min
Beskrivelse i visse Punkter, hvori jeg, til Campbellens Fordeel,
har givet Engelskmanden nogle skotske Hieb. Men lidt skal
han dog have . .



Flora

(til Lucy).

   Det Opus kommer ligesaalidt ud som de filosofiske Breve,
Forsøgene og alt det andet.



Lorden.

   . . Ja for om han ikke saameget viiste Mangel paa Mod,
viiste han dog Mangel paa Besindighed og den Kulde, som til-
hører en Engelskmand.



Lucy.

   Oprigtigt, jeg har nu ikke engang Agtelse for ham.


Lorden

(forvirret).

   Nu, nu, Barn, du har glemt da . . . Puh, du jager mig Blodet
til Hovedet. Men du skal selv dømme. Lad see os om paa
gamle Tomter. Kom, ude paa Altanen skal du faae høre hvor-
ledes jeg har beskrevet det . . kanske for strengt; men vær saa
forsonlig, og hjælp mig at mildne det.

(De gaae ud af Altandøren).

d.II,b.4,s.57   FEMTE SCENE
(
Forvalter
,
Notarius Griffith
stikker Hovedet ind efter langvarig Banken).



Notariussen.

   Ah, Ingen her?

(Træder ind).
Første Pust over! Øieblikket
kommet. Time og Tid bier ikke efter Nogen, som man siger.
Men truede Folk leve længe. Mylord dog vel ikke alt reist?
Vilde saa komme bag paa mig. Vilde være som Djevelen.
Pyh, hvad bange for? Kunde jo gjerne have truffet ham, og
saa var den Minut over. Men har ikke truffet . . har altsaa til
Rest. Vil blive en dygtig Vask at staa ud. Men flere end een
Vei til Skoven, som man siger. Skal give Mylord Briller at see
med at alt er i Orden. Gamle Fugle fanges ikke saa let, som
man siger.

(En sagte Banken høres).
Tys! Nu Gud hjælpe mig, der er
han. Har hjulpet saamange Gange. De Helvedes Forpagtere af
den gamle Stok eller Clan, som fik Løbepas, ere for meste
Parten med Guds Hjælp i Amerika. Skal med Guds Hjælp vise
Regning for Reiseudlæg og Eftergivelser . . Hihihi! Detalljeret.
Tolvhundred og sexten Pund, sex Shilling fire Pence i Smaat.
(Det banker igjen sagte og skjælvende).
Ørerne stive nu, Tobias Griffith! Ørerne
stive! Men -- er gal. Kan jo ikke være Mylord, som banker saa
ydmygt paa egen Dør.

(Myndigt raabende).
Kom ind! . .

(James aabner Døren
langsomt. Bliver staaende i den aabne Dør.)

SJETTE SCENE
Notariussen.
James
(i Døren).



Notarius.

   Nu saa for . .

(Gaar voldsom mod James. Holder Døren Aaben).
Nu saa for
Djevelen! Hvad vil han?

(Afsides).
For Gud en af de Gamle.
Hoho! klage uden Tvivl? Har alt lugtet Mylords Ankomst.
(Myndig).
Hvad Godt? Tror han ikke jeg har været med før idag?
Til endnu?



James.

   Ja Gud bedre mig. Men, om Forladelse, Herre, er her ikke . . . ?


Notarius

(hurtigt og vredladent).

   Nei, her er ikke.

(Afsides).
Ham skal jeg nok betage Lysten til
at gjøre sin Opvartning.

(Streng).
Husker han, husker han, Master
James?

d.II,b.4,s.58  

James.

   Ak ja Herre, jeg husker nok. Men jeg søger . .


Notarius

(afbidende ham).

   Søger han? Jeg skal søge ham for Retten. Han maa være
kommen sig, siden han har lagt sig en ny Kjole til. Bedre han
huskede der resterer endnu fem Pund, og at Gjelden voxer
daglig saalænge jeg skal holde Knegten derover. Slet Pant, slet
Pant! Bort! bort! Skal nok vide at finde ham, saa sandt jeg
hedder Tobias Griffith, hans -- Noksagt han er -- ! naar jeg næste
Gang kommer til Byen, seer han . .



James.

   Var det da . ? Nei, det kunde ikke være dem, som kom.


Notarius.

   Var mig, som kom, seer han.


James.

   Saa har jeg intet at søge her.


Notarius.

   Mener det med. Derfor, seer han . .

(Skyder ham ud af Døren).
Maa
see til at faae ham vel afsted.

(Følger selv med).

SYVENDE SCENE
(Gade. Paa venstre Side fra Parterret et Hotel med en Altan, hvorpaa
Lorden
,
Lucy
og
Flora

befinde sig. Lorden lader til af nogle Papirer at instruere Damerne om noget. Nedenunder er den
gamle
John
beskjeftiget med Steensætterarbeide.
William
, tilhyllet, betragter ham fra Bag-
grunden, nærmende sig lidt efter lidt. Ligeoverfor en Arrest. Siden
Ben
).



Gamle John.



           Hvor frisk og grøn, hvor ungdomsskjøn stod Skoven
           paa Skrænten nys! Frem glimted' Blommers Lys
           fra dunkle Ly med Ynde ny langs Voven.
           Nu al den Fryd forsvandt, forsvandt, forsvandt.
           Men se i rigt Gevandt jomfrulig Maien
           skal bringe den igjen, igjen, igjen!

d.II,b.4,s.59  

           Men Duggen mild ei smelte vil om Panden
                      den Sne, saa hvid. Det er min Vinterstid.
           Med Hud og Haar retsnart forgaar nu Manden.
           En Oldings Dag er tung, er tung, er tung.
           Ak, Tid, da jeg var ung! o gyldne Dage,
           I komme ei igjen, igjen, igjen!



           Saa kold og haard min Hammer slaar og rammer
           hver Kampesteen i Mulden, een for een,
           skal Vandrers Fod (mit Kjød og Blod kan hænde)
           gaa paa min lave Grav, min Grav, min Grav.
           Da leer jeg kun deraf; thi under denne
           jo kommer alt igjen, igjen, igjen.



           Jomfrulig skjøn, skjøndt med en Søn, ja trende,
           med Will og Bob, med Ben, den Rosenknop,
           uskyldig som Gudsmoder from, jeg favner
           igjen min kjære Viv, min Viv, min Viv.
           Rind da du Smertens Liv! i Graven Alle
           jeg finder jo igjen, igjen, igjen.



William.
(Har nærmet sig. Slaar John mildt paa Skulderen).

   Gamle Mand, det er et tungt Arbeide, Du giver dig af med.


Gl. John.

   Javist, Herre, tungt; dog ikke for tungt, naar man bare kan
skaffe Brød til Kone og . . . og Børn, dersom jeg kunde sige
saa . .



William.

(Heftig).

   Kone? . . din Kone lever?


Gl. John.

   Ja Gud være lovet!


William.

(Forglemmende sig).

   Gud være lovet!

(Gl. John kaster et forundret Blik paa ham).



Gl. John.

   Tak, Sir, for det. Fornemme Folk vise før Penge end Deel-
tagelse.

d.II,b.4,s.60  

William.

   Men du har jo Børn, Gamle?


Gl. John.

   Nei . . . . Aa ja, som man tager det.


William.

   Det var dog det du vilde sagt.

(Letter paa hans Jomfru).
Alligevel, det
er for tungt Arbeide for din Alder.



Gl. John.

   Vist, Sir -- engang behøvede jeg det ikke; thi jeg var rig,
ikke paa Penge; men rig i mine tre Sønner, og da Lairden, den
gode Ralph Campbell, lod mig beholde min Forpagtning.



Lorden.

   Tys! hvad! Jeg synes at kjende ham.


Gl. John.

   Men han følger de rige Herrers Skik i England og Irland at
reise og aldrig at see til sine egne. Han skal nu være -- ja
Gud veed hvor; men neppe havde han tiltraadt sin sidste Reise,
før hans Forvalter drog al Forpagtningen under Godset, og
gjorde os derved alle brødløse. Min Ven, Forpagteren James,
satte sig først ned her, og jeg boede under hans Tag, indtil
Forvalteren ogsaa fik Klo i ham og ødelagde Resten for at drive
ham og os, de Sidste, til Amerika.



Lorden.

   Ha!


Flora.

   James? O Gud! min Fader . .


Lorden.

   Stille, Barn! lad os høre!


William.

(Heftig).

   Men dine Sønner, dine Sønner . . ?


Gl. John.

   Ak, alt havde været godt, dersom de . .
d.II,b.4,s.61  

William.

   Dine Sønner? tal! . .


Gl. John.

   Oh, Sir! den ældste William, var gaaen i det ostindiske Kom-
pagnies militære Tjeneste før Ulykken skede.

(William vender sig bort).



Flora.

   Mylady, veed De, hvad jeg tænker?


Lucy.
(Reiser sig og seer udover Altanen).

   Skulde det være muligt?


Flora.

   Det slaar ind med alle mine Erindringer. Men han var alt
voxen dengang da Ben . .



Lorden.

   Tys, Barn!


Gl. John.

   Det var ham for roligt hjemme, og som han voxede til, ærgrede
det ham at han var for ung, da Campbellerne droge til Spanien.
Den Anden, Robert, gik som Soldat i Kronens Tjeneste til Amerika
eller Gud veed hvor. Den tredie, lille Ben -- o Gud signe ham,
han blev hjemme; men . .



Flora.

   Lille Ben? Ham erindrer jeg bedst. O Gud, at jeg ikke kjendte
William igjen paa Liigheden!



William.

(Med bevæget Stemme).

   Nu, lille Ben?


Gl. John.

(Pegende paa Arresten).

   Ak, Han sidder der. Jeg gik i Kaution med det Vesle jeg
havde, for min Vert og gamle Ven, den brave James; Kautionen
retournerede paa mig, efterat Forvalteren havde slugt op alt
hans, og der sidder nu Ben for at befri mig fra personlig Heftelse.



Flora.

   Bravo, lille Ben! Hørte De det, Mylady?
d.II,b.4,s.62  

William.

   Men den Ældste, den Ældste, har han da aldrig ladet høre
fra sig.



Gl. John.

   Ak, Herre, eengang; og da sendte han os 50 Pund -- Alt
hvad han til den Tid havde erhvervet. Men det er længesiden,
og hvad forslog det i Notariussen?



William.

   Kun eengang? Skulde det være muligt? Men har De ikke
nylig modtaget Noget fra ham gjennem en Gentleman herfra
Kumberlands-Grændsen?



Gl. John.
(Kaster et skarpt Blik paa ham).

   Ha, skulde De vide Noget? Herre, af Barmhjertighed, saa
dølg det ikke.



Ben.
(Stikker Hovedet ud fra andet Stokværk i Arresten ligeover for Altanen).

   Fa'r! Fa'r!


Flora.

   Ja det er Ben, det er Ben . . Ben, er Du der?


Gl. John.

   Ja, min Gut!


Flora.

   O Gud, afskyeligt! Ben er der?


Ben.

   Fa'r, skuffer mit Øre mig ikke, saa er det William, William, Fa'r.


Gl. John.

(Forskrækket).

   William? . Er Du . . ?


William.
(Kaster Kappen af sig. Staar der i Uniform)

   Ja -- jeg er William. O Fa'r! min Fa'r!

(Omfavner ham).

d.II,b.4,s.63  

Ben og Gl. John.

(Den sidste vaklende).

   Will! Will! Det er Will.


Lucy.

   Det er ham . . min Frelser! Onkel, Flora, det er ham!


Lorden.

   Din Frelser -- ja ved Gud Kapitain Campbell, din Frelser.
Og han er En af mine. Gud være lovet, at jeg kan takke ham.



William.

(I Faderens Arme).

   Fa'r græd ikke -- lad dette være! Al Nød er jo forbi.


Gl. John.

   Ja, al Nød er forbi. Jeg kan taale det, men kom ikke plud-
selig paa din Mo'r, som tænker paa dig Dag og Nat.



Lorden.
(Han, Lucy og Flora vise megen Bevægelse og Deeltagelse).

   Jeg holder det ikke ud . . Jeg maa ned til dem.


Lucy.

(Holdende ham tilbage).

   O, forstyr dem ikke!


Flora.

   Og lille Ben tænker ingen paa uden jeg.


Ben.

(Hilsende over til Flora).

   Flora James's! Ved Himlen, mine Øine bedrage mig ligesaalidt
som mine Øren. Og med det samme smukt krøllede Haar? Ha,
velkommen, Flora James's! Dette var det bedste. Jeg er Ben
Johns's, din Legebroder og Daabssødskend. Kjender Du mig
ikke igjen?



Flora.

   Jo jo, Ben. Du sidder smukt til, lille Ben.


Ben.

   Netop, Flora, og godt nok siden jeg seer dig herfra.
d.II,b.4,s.64  

William.
(Rivende sig løs af Faderens Arme).

   Men Mo'r? Kom jeg maa til min Mo'r.


Gl. John.

   Ja Stakkel. Bare den Glæde ikke tager Livet af hende.
(Samler sine Redskaber sammen, for at gaa. Kitty kommer med James).

OTTENDE SCENE
De Forrige.
Kitty
.
James
.



Kitty.

(Gaaende tvertsover Scenen).

   Rask, Jamie! Følg bare mig. Jeg skal nok undersøge det og
ikke lade mig bortvise af nogen Skurk.

(Vil gaa ind i Hotellet).



Ben

(raabende)

   Mo'r! Mo'r! hid skal Du see.


Kitty.
(Seende William, som har vendt sig).

   Ha Will, Willie, mitt Barn!

(Løbende i Williams Arme. Hulkende).
Mit Barn!
mit Barn!

(Vakler. William sætter hende ømt ned. John og William bøie sig over hende).



Gl. John.

   Ja Mo'r, det er Willie.


Kitty

(Med Aandsfraværelse).

   Hvad? Er det? Er Willie kommen hjem?


Flora.
(Seer James, som har holdt sig noget tilbage).

   Min Fa'r! min stakkels Fa'r!

(Iler udaf Altandøren).



Kitty.

(Springer William om Halsen).

   Ja William er kommen hjem. Du er kommen hjem, mit Barn,
mit første Barn.

(Afbrydes af en Taarestrøm. Pause, hvorunder Flora kommer ned.
Gjenseelsesscene mellem hende og Faderen i Baggrunden).

d.II,b.4,s.65  

Lorden.

   . . Lucy, kom til mit Hjerte. Græd der med disse Lykkelige.
Du er mit Barn . . Ak nu skulde mit været saa gammelt som
denne gode Søn.



William.

   Lad os gaa hjem. Al Nød er endt, og jeg forlader Eder
ikke mere.



Kitty.

   Nei, nei! Men Willie, lad mig dog se paa Dig. O hvor Du er
smuk og prægtig!



William.

   Jeg er Kapitain, rig nok for os Alle, uafhængig, og endelig
lykkelig naar jeg er her.



Kitty.

   Kapitain og rig, og Du lod os ikke høre fra Dig om din Lykke?
(Holder ham for Munden).
Nei, nei, svar ikke, velsignede Dreng! Det var
ingen Bebreidelse.



William.

   O, jeg seer I har lidt, kjæreste Forældre. Men det er forbi.


Gl. John og Kitty

(trykkende hans Haand).

   Ja, ja forbi!


William.

   I skulle nyde en glad og sorgløs Alderdom, dersom min Øm-
hed og Overflod, som nu først er mig behagelig, kan gjøre det;
og Robert kjøber jeg en Officierspost og Ben . .



Kitty.

   Ak, den Blodsuger Griffith holder paa ham.


William.

   Ah, ikke andet? Jeg skal løse ham.


Ben.

   Bravo, Will. Saa skal jeg give ham af mine Kontanter efterpaa.
d.II,b.4,s.66  

Lorden.

   Ja, Bravo, Willie, du gode Søn! Ikke sandt, Lucy? Ak, du er
mere rørt end jeg. Og han er jo ogsaa din Frelser.



William.

   I ventede mig dog nu.


Kitty.

   Ikke før i Graven.


Gl. John.

   Nei, ikke i dette Liv.


William.

   Besynderligt. Ikke een Gang, men fire Gange har jeg sendt
eder baade Breve og nok til at lade Eder ikke blive saa nød-
lidende. Men een Gang forliste Skibet, og nok en Gang blev
jeg bedragen; men nu den sidste Gang maa I for nylig have
modtaget Brev om min Ankomst og deri 200 Pund saalænge.



Gl. John.

   Nei, intet, intet, Søn.


Kitty.

   Haabet havde allerede forladt os.


William.

   Skulde det være muligt, at den Gentleman -- og i saa godt
Selskab?



Flora.

   Ak, Ingen tænker paa Ben. Bi lidt, Ben. Jeg vil sige til Slut-
teren, at Du er fri. Jeg kan kun see Hovedet af Dig.
(Gaar med James ind i Fængslet. Humphry Lowthes og Notariussen sees at komme. De standse
ved Hotelporten).



William.

   Der maa være stødt Overbringeren -- en Gentleman ikke
langt herfra fra Grændsen af Kumberland -- noget til. Men,
ved Gud, der er han jo selv lyslevende.

d.II,b.4,s.67   NIENDE SCENE
De Forrige, undtagen
Flora
og
James
.
Sir Lowthes
og
Notariussen
.



Notarius.

   . . Saa? Ogsaa gjøre Mylord Deres Opvartning? To om
Budet, Sir.



Humphry.

   Jeg hører til Huset.


Notarius.

   Hihi! Det gjør mange unge Herrer. God Billard, skal jeg sige
Dem, her i Huset med mere. Været her mange Gange.



Humphry.

   Vist, vist. Men jeg hører til Lordens Huus.


Notarius

(med Kompliment).

   Ah! Udbeder mig deres Bevaagenhed.

(Afsides).
Man maa have
to Strenge til sin Bue, som man siger.



Humphry.

(Afsides).

   Guds Blod! Ostindianeren!

(Til Notarius).
Iligemaade udbeder mig
Deres Bevaagenhed som Jurist i en casus.

(Afsides).
Og, jeg kan
ikke slippe bort. Brevet -- Goddam! Brevet -- at jeg skulde
bruge det til en Forladning paa den fordømte Jagt! Og de 200
Pund.

(Til Notarius).
Sir, jeg udbeder mig deres Hjælp i en liden
Forlegenhed.



Notarius.

(Afsides).

   Har nok med mig selv. Men han kan være til Nytte kanske,
om Mylord skulde rode sig ind i mine Regnskaber.

(Til Humphry).

Til Tjeneste, Sir. Lad os være Venner, og slaa Øiet ud paa
Djevelen, som man siger. Men gesvindt! Jeg skal gjøre Mylord
min Opvartning.



Lorden.

(Afsides).

   Ha, der er den Skurk . . Hvor han er bleven feed! . . og
Humphry i hans Selskab? Men bi lidt, Griffith, vi skulle regne af.

d.II,b.4,s.68  

Notarius.

(Utaalmodig).

   Nu, Sir!


Humphry.

(Forlegen).

   Ja, Sir, seer De . .

(Seer sig vaersom om).
Tys! kort og godt . .
modtaget et Brev til Besørgelse -- borte! -- Penge med --
betydeligt -- borte.



Notarius.

   Casus mixtus! Benegt! benegt! I slig Sag intet andet at gjøre.
Contrastevning for Beskyldning. Har nok med sig selv nu. Siden
høre mere. Men benegt, benegt, og slaa paa Kaarden, Sir,
Kaarden! Skader ikke eftersom man har Folk for sig til. Maa
drikke som man har brygget til. Anbefalet saalænge. Stoler
paa Deres Bevaagenhed hos Mylord, om der skulde reise sig en
liden Uenighed.

(Gaar ind i Hotellet)
. . Om der, siger jeg . .



Humphry.

(Afsides).

   Kaarden eftersom man har Folk for sig til? Den Penneslikker,
ja havde jeg dig for mig.



William.

   Nu, Sir, kommer De ikke nærmere?


Humphry.

   Hvad behager? Hm!


William.

   Kjender De mig ikke igjen? Brevet, min Herre?

(Lorden spidser Øren).



Kitty

(heftig).

   Ja Brevet, Brevet?


Humphry

(med klodset Fripostighed).

   Hvilket Brev? Jeg? Hvad, Havgasse, er hun rasende?


William.

   Hvad, Herre? Uden at tale om de 200 Pund -- er det muligt,
De vil benegte at have i afvigte Sommer i Travankor modtaget
et Brev til omhyggelig Besørgelse til mine Forældre? De har
været grusom imod disse stakkels Folk.

d.II,b.4,s.69  

Kitty.

   Ja grusom, grusom.


Gl. John.

   Og en Skurk, om De har stukket de 200 Pund til Dem.


Humphry.

   Ah, om Forladelse, min Herr Kapitain; jeg seer . .


Lorden.

(Afsides).

   Store Himmel!


William.

   Svar! svar, Herre!


Humphry.

   Jeg? 200 Pund jeg? Goddam! veed han, at jeg ikke vilde have
dette for 400 Pund.



Lorden.

(Afsides).

   Den komplette Skurk! Han har gjort Brud paa betroet Gods,
som hørte Armoden til, og det for at være ulydig og utaknem-
melig og komme afsted.

(Til Lucy).
Lucy, Du skal ikke bryde Dig
om dette Menneske mere.



Lucy.

   Oh nei, nei.


Kitty.

   Ak, med det Halve af det, De har bedraget os for, havde vi
alle været hjulpne, og Ben fri -- stakkels Ben.



Humphry.

(Fortrolig til William).

   Nu ja, Sir, som De vil -- jeg kan skylde Dem de 200 Pund.
Thi, seer De, mellem Gentlemen . .



William.

   Herre, De er ingen Gentleman.


Kitty.

   Nei, en Bedrager. Derinde bør han sidde, hvor den Stakkel
sidder for sin Ædelmodighed.

d.II,b.4,s.70  

Lorden.

(Til Lucy).

   Jeg faaer hjælpe ham for Familiens Skyld; men saa, Lucy,
aldrig mere see ham.

(Lucy tilnikker ham Bifald. Lorden gaar udaf Altandøren).



William.

   O, Pengene kunne tabes uden at I skulle savne dem; men
at han har havt Hjerte til at berøve Eder Udtrykket af min
Længsel og forlænge eders haabløse Sorg . .



Humphry.

   Reentud Sir, i hvad Indtryk denne Bagatel af en Misforstaaelse
end gjør paa Dem, saa ere vi Gentlemen og forstaa hinanden.
Simple Folk er det ikke saa farligt med hvad Følelser betræffer,
saa der kan ikke lægges saa megen Vægt paa Brevet, skulde
jeg mene.

(Mærker de Andres Fortrydelighed)
Puh! her er varmt, Sir, som
i Ostindien, Sir. Erindrer De . . .



William.

   Hvilken Tænkemaade!


Lucy.

   Afskyeligt!


Gl. John.

(Streng).

   William, jeg vil, at du ikke skal taale dette!


William.

   Nei --

(Griber efter Humphry).



Lorden.

(Trædende ud).

   -- Jo for min Skyld . .
(
James
og
Flora
træde ud med
Ben
fra den anden Side).



Gl. John. Kitty. James.
(Med dybe Ærbødighedstegn).

   Lairden? Vor gode gamle Laird? Velkommen i en god Stund!


Ben

(rystende Williams Haand).

   Og William, velkommen! Jeg er Ben. Og her er Flora lige-
som før.

(William og Forældrene kjærtegne Ben, men flygtigt, da Opmærksomheden er henvendt paa Lorden)

d.II,b.4,s.71  

Lorden.

   Tak, gamle John! Tak, James!

(Ryster deres Hænder).
Og Tak for sidst,
Kapitain Campbell! De gjøre mig Dem nu blot nok engang for-
bunden ved at tillade mig at afgjøre dette foragtelige Menneskes
Gjeld. Det er min Pligt som hans Formynder.

(Til Humphry).
For
Eftertiden, Herre, er ogsaa dette Baand løst mellem os, og jeg
vil glemme, at De er min Frænde. De har kun at forlade os.
Strax!



Humphry.

(Skjærende Tænder).

   Goddam!

(Purrende sig i Haaret idet han gaaer)
Puh! det var dog godt det
gik saadan over.



Ben.

   Bravo, gamle Laird!

(Faaer et strengt Blik af Forældrene).



Lorden.

   Ei, Dreng, er du der? Ret, Ben, den Arrest var ingen Skam.


Ben.

   Nei, for Flora har deelt den med mig i fem Minutter. Men
saa befriede hun mig ved at skræmme Slutteren baade med
Mylord og den røde Kapitain.



Lorden.

(Fører Flora frem).

   Her, her, James, er din Flora. Har hun ikke taget sig op?
Men hun maa ikke forlade mig. Jeg har ogsaa en Ret til hende.



Flora.

   O, Taknemmelighedens, Mylord; men skal Nogen af Os forlade
hinanden?



Lorden.

   Nei, nei, ikke mere.

(Alle yttre Glæde).



Ben.

   Vi To idetmindste ikke, Flora.

(Griber hendes Haand. Hun vrider sin ud noget
knipsk).



William.

(Hilsende Flora og James).

   Er det Flora James's? Jeg har lært hende og lille Ben at gaa.
(Afsides).
Men hvor er hendes elskværdige Frøken?

d.II,b.4,s.72  

Lorden.

   Hør, mine Venner, I maa alle glæde mig med at feire den
gode Søns Hjemkomst med mig her til Middag i Hotellet.

(Tegn paa erkjendtlig Overraskelse).



William.

   Vi takke, ædle Lord; men først . . De seer der er adskilligt
at gjøre.



Kitty.

   Ja, Barn, først hjem med Os, saadan som det er, og saa ved
vor gode Lairds Bord som i gamle Dage.



Gl. John.

   Men skal det smage os, Herre, saa . . .


Lorden.

   Nu, Ven John, frem med det!


Gl. John.

   Saa lad Forvalteren være borte.


Lorden.

   Forstaar sig . . Jeg kjender ham nu.

(Efter kort Eftertanke).
Nei, nei,
han skal komme, men i Forretninger . . for at faa sin Afsked.

(De hilse og lave sig til at gaa. Flora synes ubestemt).



Ben

(gribende hendes Haand).

   Nu, Flora . ?


Flora.

   Ja, Mylord, jeg maa. Mylady vil undskylde mig . . . min Fa'r . .


Ben.

   Og Ben . .

(Trækker hende med sig).



Lorden.

   Gaa, gaa hvor dit Hjerte kalder Dig.

(Til William, rystende hans Haand).

Snart tilbage, Herr Kapitain; De vil træffe En, som længes efter
at takke Dem for sit Liv.



William.

(Forvirret).

   Mylord . . jeg beder . . min dybeste Høiagtelse for Deres
elskværdige Niece. Jeg udbeder mig Tilladelse til at kunne be-
vidne hende den personlig.

(Gaar med de Andre).

FORRIGE
NESTE