|
| d.II,b.4,s.26 |
Sangerinder.
Hans qvalte Længsel
er Løven i Fængsel,
er Kjæmpeslangen,
af brustne Klipper
i Hulen fangen.
Det Suk, som piner
hans Barm, og presset
hans Vee undslipper,
er Sværd, som glipper
fra Haand, og hvæsset
i Luften hviner.
William.
O nei, min Sorg er ei Løven bunden,
Uhyret indklemt i Bjergets Rift.
O den er Vunden
i vis, indvendig, useet Forbløden,
en dryptært Klippe, en langsom Gift.
Den lever og døer
af Sukket: hvorledes, o hvor
mon lever min Fa'r og min Mo'r?
Sangerinder.
Hans Sorg ei slumrer
skjøndt Hovdet synker,
mens Panden skumrer
sig til med Rynker.
O Nat, hvor skummel!
hvor troløst Stille!
Vulkanens Tummel
er i dens Indre.
Ei Drøm tør spille
i Ro hans Hjerne,
ei trøstfuld Stjerne
i Taaren tindre.
|
| d.II,b.4,s.27 |
William.
I Sandet formes, i Bølgen maler
sig falske Omrids af fjerne Hjem.
I Luften taler
min Moders Stemme, i Skyens Dale
min Faders Hyttetag titter frem.
Den lever og døer o. s. v.
Sangerinder.
Han hader Glæden.
Ham Trøst at række
er Mandelsæden
i Gletscherrevne.
Sig sammentrække
hans Bryn som Kroge.
Dem ud at jevne
er Haand at strække
til Fred imellem
to kampopreiste
giftsvullne Snoge.
William
(vinker Sangerinderne bort).
O Hjemvee, dybere er din Smægten
end Nonnes Elskovs, end Enkes Savn
i tro Fornegten.
Liig anskudt Due din Død du bærer
med dig, hvor fjernt fra din Fødestavn.
Du lever og døer o. s. v.
Som Ørknens døende Vandrer hører
i Alt kun Susen af livlige Bæk,
en hjemlig Tone
hvert Vindpust bringer, og Bølgen fører
mod Stranden knuste min Faders Træk.
O Hjemvee, du døer
i Sukket: hvorledes, o hvor
mon lever min Fa'r og min Mo'r?
(Reiser sig heftig).
|
| d.II,b.4,s.28 |
Men denne umandige Smerte? -- bort!
(Visker en Taare af Øiet. Lucy
og Flora vise Deeltagelse).
Maaskee ere de fattige og hjelpeløse der-
hjemme -- skjøndt Bob vel er der hos dem, og lille Ben maa
være bleven stor -- ; men i min Haand er Hjælpen. Derfor --
ja, denne Leilighed maa ikke forsømmes. Det vilde være Synd.
Gud vil give denne Gentleman en lykkelig Reise for mine Bøn-
ners Skyld.
(Gaaer ind).
SYVENDE SCENE
Lorden, med sin Atlas, og
Humphry komme ilsomt ud.
Flora og
Lucy i Vinduet,
visende at de høre Samtalen.
Humphry.
Nei, Sir!
Lorden.
Jo, Sir!
Humphry.
Goddam, Mylord! saa slip mig!
Lorden.
Ikke af Flekken!
Humphry.
Netop det vil jeg: ikke af Flekken.
Lorden
(pegende paa Kortet).
Men saa see dog! I Alverden, saa see dog!
Humphry.
Pah! Jovist! Jeg har sagt det, Mylords Reiseorm er meget lang.
Lorden.
Hvor er da den Gentleman herover, som ikke gjør andet end
fornøie sig? Han vilde kunne sige dig . . .
Humphry.
Jovist, han er paa min Side.
|
| d.II,b.4,s.29 |
Lorden.
Det kunde jeg troe. Ja det kunde jeg troe. Men er det ikke
for din Skyld, for din Skyld, vi reise? Se nu, her er Ghaunts,
og her . . .
Humphry.
Ei, Tippoo Saib og Seringapatam eller hvad det hedder! Og
det Punkt er Verdens Ende. Desuden -- ja for min Skyld? Jo
pyt, jeg mener Reisebeskrivelsen har ogsaa sin Deel i Skylden.
Og desuden, ligesom vi drage fremad mod den ene Verdens
Ende, rulle mine Udsigter -- som De veed, Mylord -- tilbage
mod den anden. Og desuden . . .
Humphry . . og desuden?
Humphry.
Ja desuden -- blev der, for denne evindelige Reisens Skyld,
noget af Feten hos Guvernøren i Putnah eller hos Obersten i
Fort George, eller her eller paa alle betegnede Hvilepunkter?
Og desuden -- jeg kunde fryse mig fordærvet af Myladys Kulde,
dersom her ikke var saa hedt. Goddam!
(Med heftig Gestus).
Lorden.
Ak, Humphry, paa Forbjergene stode altid Kjærlighedens
Templer. Jeg gaaer dig god for, naar vi have naaet Kap
Komorin . . .
Humphry.
Nei, Mylord, det er alt ude i August, og jeg gaaer Dem god
for, at hverken Fanden eller Kjærligheden skal faae mig længere
Øst, Syd eller Vest eller fra Havet, som dog er en Slags Vei
hjem. Det er paa høi Tid.
Lorden
(pegende paa Kortet).
Men Du ser jo ikke efter, Humphry.
|
| d.II,b.4,s.30 |
Humphry.
Nei, i Kalenderen er der andre Argumenter. Behag at see
efter, Mylord -- der er mærket for 5te December, og jeg har
veddet med Lord Kennedy, og et Veddemaal er et Æresord,
og det holder jeg . . . Mylord, jeg holder mit Æresord, -- og
det har jeg givet Lord Kennedy paa at deeltage i hans store
Hjortejagt, som begynder præcis den Dag, og mit Ord staaer,
og det er Sagen.
Lorden.
Bare Veddemaalet ikke var Sagen.
(Blød).
Ak, Humphry, da
falder jo Alt sammen, mit Hjertes prægtige Bygning. Humphry,
vil Du bedrøve mig? Jeg er din Formynder endnu, og har været
Dig en Fader.
Humphry.
Vel nok, Mylord; men jeg er en Æresmand, og det er alt ude
i August.
Nu, Dreng, videre! Du vil nok komme til Fornuft.
Aldeles ikke . . . aldrig i Verden! Nei! nei!
Lorden.
Saa vil Du dog nok tænke paa . . ja Du veed nok selv
hvem . . .
Humphry.
(Endnu heftigere).
Men saa for Fanden! Goddam Mylord! . . . Ah, om Forladelse,
jeg bliver hidsig. Men
(Stikker sin Hirschfænger i Jorden)
her staaer min
Hirschfænger, og saa staaer mit Ord. De har mit Ord, Mylord!
men ikke paa at følge med til Verdens Ende; og Francis Kennedy
har mit Ord . . . Ha, Mylord, De skulde see hans Støverrace!
Lorden.
(Næsten givende sig over).
Du store Gud! Du store Gud! Og netop nu, da vi nærme os
Reisens Vendepunkt, og jeg kan sige med frelst Samvittighed:
|
| d.II,b.4,s.31 |
"nu Børn, nu kjende I hinanden tilstrækkeligt". Ak Humphry,
Du har ikke været nok opmærksom og artig, men . . .
Humphry.
Oprigtigt, Mylord! Det har alene været for Myladys Skyld,
at jeg ikke hundredegange har slaaet Miss Flora paa Øret.
Takker, takker! Skal takke bedre.
Lorden.
Ak ja, jeg veed det jo nok.
Humphry.
Men jeg er en Æresmand, Mylord.
Lorden.
Ak ja, jeg veed det jo nok.
Humphry.
Og Hun en optagen Kattekilling.
Flora.
. . . Ja, som skal klore dig.
Lucy.
Tys, Flora!
Lorden.
Har jeg ikke altid sagt, at dit Væsen tilhører din Ærlighed?
Og det har jeg sagt, og beilet langt ivrigere end Du selv. Men
bare tænk paa de herlige Ejendomme, Lucys og dit Fædrenegods,
som grændse saa til hinanden, og paa de prægtige Parker, som
ikke bør skilles. De vilde først ret forene Skotland og England.
Humphry.
Det er netop der vi skulle jage, Mylord. Vi komme til at slaa
ind paa Myladys Enemærker. Der maa være Hjorte paa fjorten
med Mos paa. Derfor Mylord . . .
|
| d.II,b.4,s.32 |
Lorden.
Nu, isandhed, Du overgaaer mig i at kunne reise, naar Du
blot vil, eller det Lune stikker dig. Fra Indien til Skotland for
sligt Lapperi som en Jagt med et Par Skovriddere?
Humphry.
Mylord, Francis Kennedy og tre af deres egne Neveuer . .
Lorden.
Visvas! Kjender jeg ikke de Døgenikter?
Humphry.
Og kanske Griffith med for at holde her for os og spore op.
Lorden.
Ei vas! Han har andet at gjøre.
Humphry.
Vi satte vore Hirschfængere i en Eeg til Pant paa at møde
der precis den 5te December næste Aar om Middagen. Det var
otte Dage før jeg indhentede Dem i Paris.
Lorden.
(Med Udbrud af Vrede).
Sir! jeg vil sige Dem det. De elsker ikke min Fosterdatter.
Humphry.
(Affekteret slaaende sig for Brystet).
Mylord! ved Gud . . !
Lorden.
Hun vil overtale Dig. Hun har selv lovet det.
Humphry.
Goddam! I dets Sted. . .
(Stryger sig om Munden. Afsides).
I dets Sted
læste hun mig en Text. Man hører godt igjennem disse Spindel-
vævvægge.
Lorden.
(Strækkende sin Haand ud).
Din Haand, Humphry! Dersom Hun giver Dig sin; saa bliver
du og følger med? og hun skal det paa Stedet.
|
| d.II,b.4,s.33 |
Humphry.
(Slaaer sin Haand i Lordens).
Top! Men Mylord, nei, Francis og Ralph Buxton, og . . Hvad
ville de sige? Nei, Mylord, nei . !
Lorden.
(Trækkende sin Haand tilbage).
Hvorledes? Ha, Sir, De fornærmer mig, og De fornærmer ogsaa
. . Fy, Sir! fy!
Humphry.
Der er en Udvei. Ja Mylord, der er en Udvei: Vi reise
sammen til England?
Lorden.
Hvad?
Humphry.
Og det i Aften med dette Skib.
Lorden.
Nei, Sir, ikke om jeg fik alle tre Kongeriger. Til England nu?
Raser De? Tænker De ikke paa min Reisebeskrivelse?
Nei.
Lorden.
Du er rasende. Den blev jo hverken heel eller halv. Det
var at anglisere en Løve. Den fik . . Nok! skal den ikke have
en geografisk Ende?
Humphry.
Ligemeget, Mylord. Min er der hvor vi skilles.
Saa gaae Fanden ivold!
Humphry.
Velan Mylord!
Lorden.
Ja, Fanden ivold! Hører De? . .
(Vil gaa ind).
|
| d.II,b.4,s.34 |
Humphry.
Det er efter Deres Pibe; thi det er ikke til England.
(Gaaer sagte mod Havnen).
Lorden.
(Raaber efter ham).
Farvel, Sir! Jeg stryger Dem ud af min Reisebeskrivelse, Sir!
. . som en Feilskrift, Sir! . . som en Trykfeil, Sir! imellem Errata
. . Gid!
(Slaaer Døren i efter sig, men aabner den strax).
Eller jeg skildrer Dem, Sir! ja, eller jeg skildrer Dem, Sir!
Jeg skildrer Dem efter Fortjeneste . . Hører De . . efter For-
tjeneste, efter Fortjeneste!
(Gaaer heftig ind. Damerne forsvinde fra Vinduet).
OTTENDE SCENE
Humphry
(Kommer tilbage).
. . Fanden ivold? Ja did kan man komme foruden Penge, men
ikke fra Indien til England. Den gamle Nar, at han ikke vilde
lade sig tale til Rimelighed! Saa havde han nok forstrukket mig
det. Men han er som at møde en Flod. Og Jeg? Goddam!
Didhen jeg vil, vil jeg, om jeg saa skal krybe til Korset og høre
de tre sidste Kapitler til Ende og saa benytte en Lovtales en-
thusiastiske Øjeblik. Eller hiin Gentleman derover? Mon han
skulde ville? Ah, er jeg ikke Sir Humphry Lowthes og Skibs-
kapitainen en Skipper? Og kanskee han ikke har seet en Æres-
mand før eller troet paa hans Ord, der bør være god forlods
Betaling nok.
(Gaaer rask mod Havnen).
NIENDE SCENE
Lucy og
Flora. (Trædende ud i Blomsterparqvettet).
Flora.
(Leende, idet hun træder ud).
Mylady! Mylady! kom ud. Han er borte for evig.
Men Flora da, hvor kan Du lee saa, naar min Onkel er saa
fortørnet?
|
| d.II,b.4,s.35 |
Flora.
Fordi jeg elsker Dem, Lucy! og fordi Deres Plageaand er borte.
Bruddet med den Gamle er alvorligt, det kan jeg forsikkre; thi
det var to Griller, som mødte hinanden, og to skotske Bjerg-
strømme ere ikke trodsigere end to Menneskers stridige Luner.
Lucy.
Nu, vel!
Flora.
Ja saa kan her blive ret behageligt.
Lucy.
Ja for her er ikke fuldt saa hedt som andre Steder. Havvinden
kommer næsten en Time tidligere end ellers paa Kysten, og vi
have luftige Bjerge tæt bag os.
Flora.
Ja de ere saa langtfra os, at de ere blaae som Luft. De maa
være Oplag af Luft. Men i Nærheden . . .
Lucy.
(Holder hende for Munden).
Tys, Flora! Fortørn mig ikke. Hvad gjør den Fremmede in-
teressant uden det, at hans Hjemvee viser, at han er følelsesfuld?
Flora.
Jeg vil spionere ud hvem han er. Militær er han, men alt
hans Tyende og selv de Soldater, jeg seer der undertiden, ere
hinduiske. Alligevel . . . Men . .
(Lyttende. Lyd af en Fløite og som af mange
Folk høres).
Den behagelige Havvind har nok hindret Sir Humphry
fra at komme afsted -- eller han kommer for at tage Afsked.
(Støien tiltager).
Lucy.
Gesvint, Flora! Træk Grenen der fore, og lad os holde os stille.
(De sætte sig paa Bænken i Parqvettet).
|
| d.II,b.4,s.36 |
TIENDE SCENE
Sir Lowthes kommer tilbage, fulgt af en Sværm
Folk, hvorimellem en
Jonglør med en Slange.
De Forrige.
Humphry.
Saa! -- der, Juggler. Staa der!
(Gaaer mod Lordens Landsted, bidende sine
Negle).
Goddam den Kaptain, med sine 120 Pund forlods og sin
Færdighed i at bande mig over og sin Ringeagt for Gentlemen
og Gentlemans Parole. Og netop nu er den Gamle opbragt!
(Griber efter Dørhammeren). Mon jeg tør gribe til? Jo -- afsted maa jeg,
og derfor . . ja, jeg skal bogstavelig bruge Slangen hvor Staalet
ikke duer. Og jeg kjender jo den gamle Nathue havde jeg nær
sagt -- som saa vel veed, jeg ikke er fuldt 21 Aar endnu. Men
han vil ikke staae imod.
(Nogen Tummel bag i Sværmen. Lyden af en Piccolo, somom Juggleren gjorde sig færdig. Humphry
vinker til ham).
. . Ah, Miss Flora, jeg seer deres Kjole gjennem Busken. Jeg
maa have fat i Mylord.
(Gaaer mod Døren. Flora kommer til Gitteret).
Flora.
Jeg synes De har havt nok fat i ham. Mylord er gaaen tilsengs
af Ærgrelse og med Nathue, Sir! med Nathue.
(Til Lucy).
Tro mig
-- faaer han ham i Tale, bliver det godt imellem dem.
Den Djævel!
(Høit)
Ligemeget, Miss --
Flora.
Men vi skal faae ham frisk igjen ved at fortælle ham hvorledes
han er karakteriseret for Fremmede af . . . hvem af, Sir?
Gudsdød!
(Høit).
Miss, jeg benegter . . jeg forstaaer Dem ikke;
men forstaaer De mig, jeg maa have fat i Mylord.
Flora.
(Aabner den lille Dør til Gitteret og stiller sig iveien).
Paa ingen Maade Sir!
|
| d.II,b.4,s.37 |
Humphry.
(Langttrukken, stødt).
Paa ingen Maade? Jo her er en Maade, og en som vil behage
Mylord.
(Seer Lucy).
Ah, Mylady ogsaa der? Goddag, Lady Lucy, og
farvel desværre! Men Mylady, Goddag og behageligt Gjensyn i
England.
Farvel, Sir!
Nu nu! Hun behager ikke at svare, eller var det Busken eller
en Fee eller Peri i Busken?
(Høit).
Hvad behager, Mylady?
Farvel, Sir.
Humphry.
Forundrer det Dem, Mylady, at jeg reiser, saa -- Goddam! naar
vi ere hjemme igjen, skal jeg paa et Vink bringe Dem en Blomst
eller Fugl fra Indien. Tro mig!
(Afsides).
Ja dersom det var et
Veddemaal.
(Højt).
Og nu Mylord fat uden videre, Miss!
Flora.
Alvorligt, Sir, De maa ikke. Og hold deres Følge med den
afskyelige Fløiten i Ave.
Humphry.
(Med plumpt Alvor).
Miss, alvorligt? Meget alvorligt! Forstaaer De, jeg er meget
alvorlig. Jeg vil ikke, . . jeg har intet at tale med Dem, men
med Mylord.
(Raaber).
Hm! Lord Campbell! Hm; saa blæs da!
(Præluderende Musik. Lorden viser sig i Sovehabit i Vinduet).
ELLEVTE SCENE
De Forrige.
Lorden.
Lorden.
. . Nu igjen Musik! Eh, saa for Satan! . . Ah er Du der igjen,
min Gut? Bravo, det var det jeg vidste.
|
| d.II,b.4,s.38 |
Humphry.
Ja Mylord, for at vise Dem en Opmærksomhed. Seer De
(peger bag).
Lorden.
(Gnidende Hænderne af Tilfredshed).
O Du ærlige Gemyt! Du ærlige Gemyt!
Nu har jeg ham og mine Pund. Man maa lirke med For-
myndere.
Flora.
(Til Lucy, gaaende ind i det lille Parqvet).
Nu kan han virre Lorden om sin Finger. Det var det jeg
vidste, om han fik ham i Tale.
Humphry.
Ja seer De, Mylord, De har ingen Jonglør i Deres saa yndige
Sketches, og her har jeg kapret en paa Qvaien.
Lorden.
Paa Qvaien?
(Blød).
Og did gik Du virkelig, Humphry? Ja jeg
var hidsig; men nu er det godt.
Oh, Mylord.
Lucy.
Den Falske!
Flora.
Ja, at en Mand kan være saa falsk.
Humphry.
Mylord, naar De behager. Jeg har kapret En med en ægte
Brilleslange, en ægte Cobra di Capello.
Lorden.
Humphry, velsignede Gut! Nu kjender jeg Dig igjen. Det var
et prægtigt Indfald.
|
| d.II,b.4,s.39 |
Ja det var det skam.
(Høit).
Det vil blive et interessant Afsnit,
Mylord.
Lorden.
Vist, vist! Et eget Kapitel.
Humphry
(vinker Jongløren nærmere).
Frisk an nu, Karl!
Lorden.
Nei bi lidt. Jeg vil notere paa Stedet.
(Sætter Briller paa, og gjør sine
Papirer tilrede i Vinduet med Ivrighed).
Jeg maa jo beskrive alt nøie, nøie --
ikke et Træk borte -- til min Reisebeskrivelse. Men Lucy maa
see det. Ah Lucy, er Du der? Har Du din Portefeuille? Du
maa tegne Slangen af, Jongløren, Dandsen og det Hele.
Jeg har ham.
(Høit)
Slip løs da Karl!
(Slangen løsslippes. Tilskuerne danne en Halvkreds).
Lorden.
Nu, Lucy, pas paa!
(Musik).
Lucy.
Onkel, Jeg kan ei for Skræk.
Betænk, om Slangen løb væk!
Flora.
Ja tænk, om Slangen løb væk!
Lorden.
Vær ei bange mit Barn!
Humphry.
Vær kjek!
Lorden.
Med Penslen Du fange dens Træk!
|
| d.II,b.4,s.40 |
Humphry.
Og slap den, tilstede er Jeg.
Flora.
Først i det Hurlumhei
Humphry nok løb sin Vei.
Chor.
Den dandser alt!
Den dandser alt!
Jongløren.
Paa opblæst Bryn se Brillernes Rand!
En ægte Cobra di Capello!
Jeg greb den i Sumpen ved Yello.
Chor.
En ægte Cobra di Capello!
En ægte Cobra di Capello!
Jongløren.
Jeg greb den i Sumpen ved Yello.
Chor.
Fuglen sidder som var den tæmt,
havde Mæle og Flugt forglemt.
Thi see underneden dens Brod!
Hvor hvisler dens kløftede Od!
Og Kjæberne skumme i Fraade og Blod!
Som glorødt Metal er dens Blik.
Hør hvor den hvæser som knittrende Siv!
Skjæl imod Skjæl retsom Kniv imod Kniv.
Ei! spil op paany!
Ei! spil op paany!
Op paany!
|
| d.II,b.4,s.41 |
Lorden og Humphry.
Rør din Finger! Efter den
den knytte skal igjen,
som Silkebaand i Vinden, myg
en Sløife af sin Ryg.
Lucy og Flora.
O den er grusom, lumsk og styg!
Det er nok!
Det er nok!
Lorden og Humphry.
Op paany!
Op paany!
Lorden, Humphry og Jongløren.
Sikker som Palme paa Rod,
stiv som et Spyd paa sin Od
og slank som bladløs Narciss
se Slangen staar paa sin Spids!
Op den puster sit skrumpne Skind
for hvergang Gongonen slaar ind.
Tungen foruden Rist,
flygtig som Ildens Gnist,
vibrerer til
Triangelens Spil.
Hver Nerve zittrer nøie i Takt.
Hver Spette sig tænder i Flamme!
Lucy og Flora.
Ha er det den rette, den samme?
Livløs, stille som nedblæst Kvist
Slangen ligger . .
Jongløren.
Tro den ei vist!
Den Listige lyver sig død.
Se Øinenes tindrende Glød!
|
| d.II,b.4,s.42 |
Lorden. Humphry. Lucy og Flora.
Den ligger paa Jorden henslængt som en Ring,
en irret og troldomsfuld Ring.
Ingen paa den en Begyndelse seer.
Halen er puttet i Munden, da er
Ringen sluttet og fuld.
Jongløren.
O, paa staalhaard Svands
i sin Trylledands
hvirvler den,
om Musiken klang igjen.
Lorden og Humphry.
Dacapo da, Jonglør!
Lucy og Flora.
Jeg mener, at den Stakkel døer.
Humphry.
Saa pidsk den med din Stok!
Dacapo!
Lorden.
Bravo! Der Jonglør.
(Kaster en Pung til ham).
Lucy og Flora.
Det er nok,
meer end nok.
Humphry.
Brug din Stok!
Brug din Stok!
Jongløren
(gaar under Vinduet, og tager Pungen op).
Udmattet dens vilde Natur
blunder der stille og stur.
Paany i hvirvlende Rund
den gynger næste Sekund.
(Vender tilbage. Viser Tegn paa Forfærdelse, lader Pungen falde).
|
| d.II,b.4,s.43 |
Lorden og Humphry.
Bravo, Karl! Nu begynd! frisk an!
Dacapo! Du skjælver jo, Mand?
Du sveder? Du taber din Fangst?
Nu hvad betyder din Angst?
Lucy og Flora.
O, hvad betyder hans Angst?
Hvor er mit Dyr?
Den dræber . . Flyer!
Afveien! flyer! Den dræber jer -- flyer!
Lorden og Humphry.
Hvad er det? Hvor han sig gebærder?
Lucy og Flora.
Hvad er det? Hans Mine forfærder.
Jongløren
(i høieste Forfærdelse).
Slangen! . .
Tilskuerne.
Slangen? . .
Jongløren.
. . Er løben væk!
Lorden.
Ve, jeg seer den bag Gittrets Hæk.
Jongløren.
For Guds Skyld, saa flyer da betids!
(Flygter. Tilskuerne adsprede sig.
Humphry flyer hen mod Williams Dør).
Lorden.
O Lucy! . . Jeg øiner en Spids
af skjællede Hale . . Der sniger den frem.
O Himmel, den nærmer sig dem!
|
| d.II,b.4,s.44 |
Flora.
Kom, Lucy!
Det sortner . .
Flora.
Hun synker, o Gud!
Lorden.
Ha, Humphry, saa frels dog din Brud!
Kryster, Du feig fra din Elskede flyer?
Humphry.
Mylord, nei jeg flyer kun for giftige Dyr.
(Flyer ind til William, som møder ham i Uniform i Døren med et Brev).
William.
Hvilke Skrig! hvilken Skræk!
Væk, min Herre! væk!
(Støder Humphry tilside).
Flora.
Frels os! frels os!
(Bedækker Lucy med sit Legeme).
William.
Væk!
(Støder Humphry heftig tilside).
Flora.
Ak, Hun døer!
Slangen alt sig færdig gjør.
O Vee, jeg tør ei see . .
Den kryber op . .
(Skjuler sit Ansigt).
William
(lader Brevet falde. River Humphrys Huggert ud, og springer over Gitteret.
Man seer Huggerten blinke eengang).
Hvad, staaer Du her?
Afvej, jeg alt den seer.
|
| d.II,b.4,s.45 |
O den er dræbt, og frelst hun er.
Er hun frelst?
Flora og William.
Hun er frelst!
(William bærer den besvimede Lucy ind igjennem Døren til Blomsterparqvettet. De gaa Alle ind
undtagen Humphry. Musikken udtrykker Glæde.)
TOLVTE SCENE
. . Det var Pokker, hvor det slog mig; men det er ikke Alle,
som have Besindelse, om de have Mod, i sligt Øieblik. Mod er
en Champagner, hvoraf der undertiden, af bare Fyrighed, ikke
bliver en Draabe tilbage; men Besindighedens Skillingsøl holder
sig altid inden Skranker. Og da er det rigtignok bedre, der-
som man tørst og pøbelagtig.
(Seer over Gitteret).
Ja, skam, der ligger
Bæstet i To lidt nedenfor Nakken. Det er et Mesterstykke af
min prægtige Sheffielder. Og den vil jeg dog have.
(Vil over
efter den).
Nei, Kroppen rører sig endnu, og de røde Øine staa
vidaabne; og det kan ogsaa være det samme.
(Seer over Gitteret).
Hm! den var s'gu nær nok; og gid Flora var . . .
(Farer med Haanden
over Ansigtet).
. . Ja om hun nu var bleven bidt, Giften havde ikke
bidt paa hende, for hun har Gift nok selv. Men hvad skal jeg
sige til Mylord? Alt er spildt ved dette fordømte Tilfælde, og
jeg kan ligesaasnart give mig til at gaae hjem paa Vandet, som
jeg kan gaa ombord uden Penge hos den gjerrige og mistroiske
Skibskapitain. Ja -- faaer jeg sige til ham -- havde jeg vidst
hvor Kobraen var, eller kunnet see den ovenfra som Mylord,
saa vilde jeg have gjort netop det samme som den Fremmede
gjorde, og vel saa det; thi naar den først var kløvet, skulde jeg
ikke have levnet et Lem heelt. Desuden, Mylord vil ikke kunne
negte, at der er en Grundlov i Naturen, hvis første Paragraf
er: "Nummer Een er jeg", og hvis Hovedbud er: "hjælp dig selv!"
Ja gid han ikke vilde negte det, eller fæste formegen Opmærk-
somhed ved dette Tilfælde, men alene erindre min gode Vilje,
|
| d.II,b.4,s.46 |
som gav den uskyldige Anledning, saa han ikke negter mig det,
jeg behøver, for at sætte min egentlige Vilje igjennem.
(Seer Brevet
og tager det op.)
Til mig konvoluteret? Goddam! kort og godt til mig,
tykt og godt forresten.
(Læser).
"Ifølge Deres gode Løfte, tillader
jeg mig, megetærede Sir Lowthes, da Deres Bestemmelse er at
afgaa til Hjemmet med forhaandenværende Leilighed, og det til
en Egn, i hvis Nærhed jeg haaber mine gamle Forældre, eller
en af dem, endnu befinde sig i Live, at anbefale Dem til god-
hedsfuld Besørgelse indlagte Brev, hoslagt en Note, stor 200 L.
Strl., for hvis sikkre Overbringelse en Familie, hvis Kaar neppe
ere de bedste, vil være Dem ikke mindre taknemmelig, end
Undertegnede, der kun beklager, at en øieblikkelig Bortkaldelse
i Kompagniets Tjeneste berøver ham Æren og Fornøielsen af
Deres Selskab paa Overfarten til det længe savnede Fædrene-
land. O. s. v. William John Campbell, Kapitain i Regimentet
Madras-Llelewyn."
Campbell? Nu, der er jo Tusinder af det Navn. Men
(Slaaer
en Latter op)
Guds hellige Under! en Note paa 200 L. Strl. i mine
Hænder?
(Leer højt)
Al Nød er jo forbi. Jeg kan give min For-
mynder en Goddag, og Francis har tabt, dersom ikke en Ulykke
støder til, og saa kan jeg jo dække.
(Letter paa Hatten).
Farvel Mylord!
Jeg slipper de tre sidste Kapitler paa den bedste Maade af
Verden, og, in salvo ombord, skriver jeg, at Mylord maa holde
mig min Afreise uden Farvel tilgode for Fortrydelsens Skyld
over at en Uvedkommende kom mig i Forkjøbet med at frelse
Mylady med min egen Huggert.
(Stikker Brevet triumferende i Lommen, og gaar under Latter ad Havnen til).
TRETTENDE SCENE
(
Lorden førende Kapitain
William ud af Døren under gjensidige Komplimenter.
Seapoys i
Baggrunden).
Lorden.
. . Kjære, højstærede Herr Kapitain, hvor det gjør mig ondt
at min Niece ikke selv har kunnet takke Dem nok!
(Afsides).
Men
desmere gik Munden paa Flora.
William.
Oh, Mylord . . . Jeg ønsker Dem en lykkelig Reise.
|
| d.II,b.4,s.47 |
Lorden.
(Ryster hans Haand).
Iligemaade, iligemaade! Men hvor det gjør mig ondt, at De
ikke kan opholde Dem her saa længe til De kunde faa hørt
Scenen indtagen i min Reisebeskrivelse. -- Humphry skal vist
ikke kunne rose sig. Men, for Gud, hvor er han?
Ah, han har Brevet?
(Højt).
Han er alt borte Mylord. Jeg troer
Vinden er god. Og jeg maa . .
Lorden.
(Rystende hans Haand).
Nu da, Lykke paa Reisen!
William.
Lykke paa Reisen!
(Gaar mod Baggrunden, som imidlertid er bleven opfyldt med
Seapoys, der strax marschere ud med William).
Lorden.
Men at jeg i denne Tummel ikke fik vide hans Navn?
(Fra Seapoyskorpset hører bag Scenen Clanmarschen "The Campbells are coming").
Ah, Campbellernes gamle Clansmarsch? Skulde han altsaa
være en Campbell? Ja det var ligt en Campbell, det han gjorde.
(Raabende idet han aabner Døren og gaar ind). Lucy, Lucy! han er en Campbell.
|
| BLA BAKOVER |