|
|
| d.II,b.3,s.334 |
NORGE I 1800 OG 1836 SYTTENDE MAI-FARCE AF SIFUL SIFADDA
OPFØRT I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND 17. MAI 1836 Personerne:
Bernt Anker,
Kristen Pram,
Envold Falsen,
Ankers Envoyé,
Tre Snyltegjester,
Forskjellige Personer,
hvorimellem Fanden.
Anm. Blandingen af forskjellige Sprog var karakteristisk for Bernt Anker; vel endog for hans Tid.
Den Tone, som hersker i et Par af Sangene i 1ste Akt, der ellers ere efter en senere fransk
Forfatter, Beranger, var ogsaa karakteristisk for den Tids fornemme Bonvivants.
AAR 1800
(Værelse paa den collettske Eremitage Fladeby. Christen Pram med et Brev i Haanden. Bag Bag-
teppet høres Taffelallarm og det første Vers af "For Norge Kjæmpers Fødeland").
Pram
(Mens man hører Pokuleringen efter Verset.)
Enthusiasmen for gamle Norge er stor: man drikker imellem
hvert Vers. Men denne Sang er en stor Spaadom og alle Nord-
mænds Sammensværgelsesformular for det ulykkelige Fædre-
lands Befrielse. Men herhjemme er der isandhed mindre Melan-
koli i den, end naar Nordmændene synge den i Danmark, hvor
den har noget af den taarevaade Aande i Israeliternes: "Ved
Babylons Floder vi grædende sad". Men for Pokker, Bernt
Anker, disse Karle, som nu skraale Slutningslinjerne omigjen for
at faa Anledning til at drikke togange, ere ikke Fædrelands-
befriere, og neppe dygtige og villige til at bryde andre Lænker
end Staalvirringen om dine eller Værtens Champagneflasker.
(Man synger 2det Vers. Pram læser Brevet, og siger under Pokuleringen:)
Hvilken besynderlig Sammensætning er du dog ikke, Bernt
Anker! af et Hjerte saa ordnet i sin ædle Organisation og fyldt
med al Velviljens og Menneskekjærlighedens Sødme som en Bi-
kube med sine honningfyldte Celler, og af et Hoved, hvis hele
Indhold af Forfængelighed, Ustøhed i Tankegangen, Adspredthed
|
| d.II,b.3,s.335 |
i Kundskaber, Livlighed og Distraheren ad sandselige Veje, netop
ligner Bisværmen som den i vild og vindig Uorden kaster sig
over Markerne! Dette Brev afpræger dig ganske med sin bund-
tede Stiil og Floskuleren i alle europæiske Sprog, mens dets
Indhold forøvrigt er lutter Velgjerninger mod denne Kraabøll
eller Jess Holmsen eller andre deslige Karle.
(Man synger 3die Vers.
Under Pokuleringen siger Pram:)
"Og for de norske Piger!" Ja for Gud tror jeg ikke Bac-
chanterne have Damer i Laget. Det maa være Bacchantinder.
Det forekom mig som -- Hei, Jack!
(En Neger kommer i Liberi).
Hvad er det for Damer derinde?
(Jack griner i Skjægget).
Nu Jack!
(Jack peger grinende paa et Maleri, der forestiller mythologiske Figurer).
Aha!
Det er Kathrine, Bella og Karen bare som Gudinder, der
skjænke Kaffe! men nu have de skjænket fra sig.
Pram.
Aha! Dette kalder Bernt Anker formodentlig at hamletisere.
Gaa!
(Man synger 4de Vers. Ved Enden deraf gaaer Bagteppet op, og man seer B. Anker, Falsen og de
tre Snyltegjester i utvungne Stillinger om et bacchantisk Bord. Anker figurerer kun med sit Glas,
men drikker ikke. Dagen skinner ind og brydes med de matte Flammer af nedbrændte Lys. Jack
sætter sig i en slumrende Stilling ved Døren).
B. Anker.
For gamle Norge altsaa paa egne Been!
(Springer op; Gjæsterne med ham).
Snyltegjæsterne.
For gamle Norge altsaa paa egne Been!
Falsen.
Det vil sige! ikke paa Krykker.
B. Anker.
C'est a dire, heller ikke med nogen under Armen! thi Sverrige
er ikke længere artig nok. Jeg har Efterretninger, Messjeurs!
A bas les Carolins, les sujets aux empereurs du Nord! A bas
les Oldenbourgs, les Bourbons du Nord!
|
| d.II,b.3,s.336 |
Snyltegjæsterne.
Ja det er sandt som Kammerherren siger. Abba! Fader!
(De drikke.)
Falsen.
Ei! ved at høre om Sverrig snurrer det allerede for mig
somom jeg alt gik rundt i Carybdis efterat være kommen vel
fra Scylla.
B. Anker.
Leve gamle Norge! 1
Vive la vieille roche! Leve gamle Norge!
Snyltegjæsterne.
Og Bernt Anker!
(Pokulerende).
Leve gamle Norge og dets oprigtige Venner!
B. Anker
(Springende frem, omfavner Pram.)
Agtværdigste Mand og Ven og Kunsternes og Videnskabernes
Fortrolige -- Dovres Homer og Daniens Hæder -- sender Bernt
Anker fra en mørk Vraa, hvor Nød og Hunger og Krigs For-
varsel døve de blideste Følelser -- denne Hilsen: Velkommen!
Velkommen!
Det er for Gud den ordrette Intimation til hans Brev af 21de
Mai 1793 paanær Velkommen & c. Dog uagtet denne Kunstlen
er det inderlig vel ment.
(Høit)
Nu Tak for dit Velkommen, Ven!
Jeg vidste du var hos Collet, og bringer dig mundtligen Svar
paa dit Brev. Din Envoyé fører et saadant Leven i Paris, at
han nær var bleven taget for en Aristokrat og skjænket repu-
blikansk Proces.
B. Anker.
Oh, 2
l'enfant du malheur! Det er nu forbi med:
3
Ah, ça ira
a la lanterne! Eh bien! men han har Ordre til at leve som en
|
| d.II,b.3,s.337 |
4
Envoyé plenipotentiair. Desuden er han pludselig kommen
hjem. Men hvad siger ikke Archias hos Plutarchus:
"Ukun eis
aurion ta spudaia." Men De tro dog ikke om mig, at jeg ikke
føler for Dem, saalænge Hjertet banker i mig, Høiagtning, Ven-
skab, Ømhed og Beundring i Dem, min Tankes Vellyst og Al-
magt.
Das bist du selbst; die Gottheit ists wie Du: siger Herder
i Fragmentet Selbst.
Der var sgu Slutningen af Brevet.
(Høit)
Min Ven, Tak, Tak!
Og om vi ikke mødes i Andet, saa mødes vi dog i Beslutningen:
(Hvisker) gamle Norges Frihed og Frelse; men først: et Uni-
versitet!
B. Anker.
-- Og en Bank! Ja eget Universitet og en Bank. Det kan
vi sige høit; men vi maa derunder ogsaa mene
(hvisker)
Norges
Frihed og Frelse.
Pram.
Jeg har paa Gjennemreisen givet Boghandler Djurendahl min
Bog om et norskt Universitet.
B. Anker.
Har du? 5
Qvod felix faustumque! Men sæt dig, og lædsk
dine Laurbær med Druer. Sæt dig der, du cor catonicum, du
ingenium maronicum! og tænk dig imellem "Pilen Palens" Skygger
af Romerske Mænd. Gode Patrioter ere de idetmindste, om de
end ikke høre til den legio elysina, som samles i Prahls udøde-
lige Værk.
Falsen
(Pegende paa Snyltegjæsterne.)
Nei her er bedre Udgaver: Bipontinerudgaver siden de altid
komme fra Klubvert Thobro: Skygger af romerske Mænd med
Skinker til Krop og Viindunster til Sjele. De ere baade fede
og begeistrede: begeistrede af Viin, eller, naar det er Ankers
Viin, af ankersk Begeistring.
(Pram sætter sig leende.)
|
| d.II,b.3,s.338 |
B. Anker.
Ret, min Ven! Vi gamle Gutter slaae Gjækken løs til vi slaa
Lækkjen løs. Og jeg svær dig til, Envold, at jeg skal levende-
gjøre en af disse Skygger af romerske Mænd.
Falsen.
Ja f. Ex. Befrieren Manlius; thi du har stor Hjælp af dine
Fedegjæs og slaaes tapperst om Natten. Men sværg dog, om
ikke for en Sikkerheds Skyld.
B. Anker.
Jeg bandte i min Ungkarlsstand
ved Satan og hans Flamme.
Det ei forslaaer. Som Ægtemand
jeg svær ved min Madamme.
Snyltegjæsterne
(Skoggerleende).
Et Impromptu af Kammerherren! et Impromptu! et Impromptu!
B. Anker.
Ja, mine Herrer, et Impromptu!
(Tager en Pris).
For Gud, et Impromptu af det Franske. Men min Ven er en
Original af første Skuffe, og Tyverier kaldes jo ogsaa Geni-
streger.
B. Anker.
Hic otium meum. Smag paa min Falerner! Hei, Jack! Her
hvidsker det fra Væggene, Pram:
Pectoris interpres, genii domus, hospita curis,
Cellula sum domini conscia delicii.
Hic faciet te Juno patrem, Cytherea maritum,
Libertas regem, semideumque sopor.
De forsvandt som Maanen, der skinner en Stund i sin nøgne
Pragt, men saa gaaer bag Skyerne. Men, nu er Skam baade
Juno og Cytherea borte.
|
| d.II,b.3,s.339 |
Falsen.
Ja, det forekommer mig i denne Mellemtid somom vi alt
havde oplevet den mythologiske Alder, da Nymfer endnu om-
gikkes de Dødelige; men nu er den prosaiske Fornuftalder ind-
traadt. Pokker i slig Verden! Jeg vil styrte mig som Empe-
dokles ned i Underverdenen igjennem Krateren af en Pokal.
Skaal, Pram! du er Fornuften.
B. Anker.
Taler du saa om En, der omgaaes selve Muserne?
Falsen.
Er det med de luftige han har avlet Stærkodder, saa er det
i sin Orden, at Prahl kun har avlet Skygger med sin.
B. Anker.
Ah,
je la connais bien, mon ami!
Puella delicatior
lepusculo & cuniculo,
Cocaque telà mollior
anserculique plumulà.
Puella, qua lascivior
nec vernus est passerculus
nec virginis blande sinu
sciurus usque lusitans.
Men, mine Herrer! Et Velkommen for den udødelige Pram,
Musernes og Bernt Ankers Ven! 6
Nunc de patria nil despe-
randum. (Man drikker, Anker blot figurerende.)
Men desto meer at tænke derpaa.
1ste Snyltegjæst
(Til de andre to.)
Hvad skal vi med den Gripomenus?
2den Snyltegjæst.
Hvad skal en slig Suurmule paa Fladeby?
|
| d.II,b.3,s.340 |
3die Snyltegjæst.
Han duer neppe til at drikke en Skaal for. Men det kan vi
sagtens gjøre.
1ste Snyltegjæst.
Vi vilde ligesaagjerne see Doktor Luther paa Fladeby.
2den Snyltegjæst.
Ei, se, hvor han ryster paa Parykken, og maaler vore muntre
Skilderier paa Væggen som om han tog Maal af en Liigkiste.
3die Snyltegjæst.
Hør, jeg gad sige ham, at Ingen paa Fladeby maa ryste paa
Hovedet.
1ste Snyltegjæst.
Nei, Djævelen gal' i mig.
Anker
(Rækker Pram Haanden.)
Vel min Ven, for Norges Frihed og Frelse, en fast Forening
mellem os som imellem Guerikes Halvkugler!
Nu har han læst over i "physikalisches Wörterbuch."
Javel saa fast, men ikke som hos disse Patrioter mellem dine
Gjæster, der kun holde sammen paa Grund af deres Tomhed,
men lade al Partifasthed fare saasnart de faa noget Fyld i sig,
naar de mærke at du er i Bonvivant-Hjørnet.
Anker.
Ah! 7
La foiblesse est le seul défaut, og den mindste. Du er
trængt ind i min praktiske Filosofi, Pram! Her øver jeg den.
Men kritiseer nu en af dens Kapitler, som er en god Flaske
Viin. Evoe Bacche! Guden indgav mig en glimrende Tanke. Hm!
|
| d.II,b.3,s.341 |
Nu folder Dagen
frem Brudesmiil af Skyens Lagen.
So, wie etwan der Tag erscheinet,
Eh' noch das frische Morgenlicht
Ganz aus der feuchten Kammer bricht,
Dass man nicht recht weiss, was es meynet;
Wie eine schöne seidne Wand
Für's Allerheiligste gespannt,
Es von dem Heilgen zu entscheiden;
Fast also bilde man sich's ein,
Dass die noch halb verdeckten Freuden
der auserwählten Seelen seyn.
Snyltegjæsterne.
Prægtigt! Brudesmiil og Lagen! En glimrende Tanke,
som Kammerherren siger.
Falsen.
En skjøn Tanke, dersom vi kunde skilles i Anledning af den
Bemærkning over Tiden, som den indeholder; thi jeg skal være
paa Byens Raadstue Kl. 10.
Anker
(Trækkende sit Uhr.)
Ei, mon ami, Byens Klokke gaar efter denne. Seer du, jeg
stiller den 6 Timer tilbage; og ve Magistraten om den lader
Tiden gaae fortere.
1ste Snyltegjæst.
End jeg da? Jeg skal ex officio være der siden der skal
undersøges paa det skarpeste pro forma om Kassererens vold-
somme Undvigelse.
Anker.
Befrielse, Befrielse! hedder det. Ecce Libertador! Men det
undersøges nok bedst præliminariter hos Bernt Anker paa Bun-
den af hans Flasker og siden i hans Stald, dersom Hestene
imidlertid ikke ere blevne kolde.
|
| d.II,b.3,s.342 |
Falsen.
Tys!
Byfogden var i Pengetrang,
Fra den kan Ingen redd'en.
Sin sidste Ting da solgte han:
Den var Samvittigheden.
(Snyltegjæsterne brøle:
"Ecce quam bonum & c.")
Veed du hvordan jeg forekommer mig selv 8
inter pocula &
entre ces sauvages her paa Fladeby?
Falsen.
Som Diogenes i Tønden. Og det maa have været en Sirups-
tønde; thi der er Fluer og Utøi nok omkring dig.
B. Anker.
Bah! 9
non acu tetigisti. Nei, som Washington mellem sine allie-
rede Indianere i Vildnisserne omkring Champlainsjøen. Min
kloge Fordulgthed er mine Vildnisser og Champagnepokalen min
Champlain.
Falsen.
Upaatvivleligt, alt staaer i Forhold til hinandet.
B. Anker.
Comment?
Falsen.
Vildnisset er stort og har mange og store Vildsviin, og i
Champagne-Champlainen (hvori du dog kun speiler dig) har
mangen fornuftig Mand druknet og mange stive Øine forgjæves
stirret efter Bunden. Saaledes er ogsaa Washingtonen stor.
Quod erat demonstrandum.
|
| d.II,b.3,s.343 |
Jeg finder til min Bedrøvelse Anker saa sløvet af Smiger, at
han ikke engang fatter Satiren. Hans gode Hoved ligner en
stærk Mave, der omsider har bukket under for nogle Pund Sved-
sker. Jeg maa føre hans Aand tilbage til den Tanke om Fædre-
landet, som endnu maa lyde sødt og vemodigt i vore gamle
Hjerter som en Kilde i en Grotte.
(Høit)
Anker, veed du bedre
Nyt end jeg, saa er det vel. Mit er sørgeligt: man har atter
negtet os Universitetet.
B. Anker.
Sacre!
Men, Venner, hvis vi ikke
kan være glade, ville vi lade Sorgen drikke.
Man af Nødvendighed faaer skabe sig en Dyd;
og vist er, Flere drikke af Kummer end af Fryd.
Pram.
Noget Rædsomt falder mig ind: skulde dette ogsaa gjælde om
Nationer? Da seer jeg en forklarende, men ikke undskyldende,
Aarsag til de rige og anseede Normænds Hang til selskabelige
Udskejelser. De ere da politisk Distraktioner; men de true
med at udarte til Vane.
Nei! nei! Nu have vi ikke alene Frihedens, men Musernes
Fornærmelse at fortørnes over, ikke alene Jorden, men Himlen
at hevne. Jeg vil opildne Gemytterne. O ciel! endnu denne
Seendrægtighed i Grusomheden til! endnu denne Fornærmelse
efterat saamange Patrioter, Du, Pram, og Bernt Anker, have
tolket det tilsidesatte Folks Klager og retfærdige Krav.
Pram.
Saaledes vil jeg have dig.
En Snyltegjæst
(til de Andre)
Jedermann sein Lust. Hvad om vi drak engang?
(De drikke.)
|
| d.II,b.3,s.344 |
B. Anker.
Jeg vil opildne Gemytterne. Ja -- bi lidt!
Falsen.
Det bliver græsk Ild, som holder sig i Fugtighed.
B. Anker.
Ha! Sverige? Hvad, om vi atter vexlede et Ord paa Grændsen?
Vi fik nok et Universitet paa Kjøbet.
Falsen.
Det blev dyrt.
B. Anker.
Vel, da maa vi 10
speak the truth and shame the devil og af-
skaffe Ordsproget at stille Vand har dyp Grund. Verden maa
høre dets Brusen. Bekræfte Aviserne Afslaget? samme Aviser,
som berette den franske Revolutions og Buonapartes, dens Chor-
agos'es, Fremgang? Det er dristigt!
Falsen.
Ja brug den. Den kan bruges til ligesaameget som en Foss.
B. Anker.
Hei, Jack! Slyngel! Aviserne! lang ham med Ridepidsken, det
Dyr! Nu! kan Musklerne begynde at røre sig paa ham som en
Bundt sammenviltrede Slanger? Nu, væk ham med Snerten!
(Jack reiser sig fra Døren, hvor han har ligget sovende).
Pram.
Ikke smukt sagt af en Filosof og Frihedsmand.
B. Anker.
Min Filosofi har intet imod hvad der ikke angaar mig; og
hvad de frie Theorier angaar, saa maa de kun bruges i Livet
ligesom jeg nu bruger denne Lemon: kun nogle faa Draaber, til
man faar det netop som man selv vil have det. Men behøves
|
| d.II,b.3,s.345 |
en heel, saa maa den ikke spares. Derfor maa den franske
Revolutions Ideer divulgeres i Norge, forat det kan blive be-
qvemt til at blive netop det, som Bernt Ankers koldere Hoved vil.
(Tager sig med Emfasis en Priis).
En smuk Proklamation af den norske Libertador.
Intelligenzsedlen var netop kommen med Vognen, der skal
hente Greven hjem; men vi kan ikke faa ham frem under Bil-
larden, skjøndt den lille Ferdinand gjør alt sit til som en Græv-
linghund.
B. Anker
(River Avisen fra ham)
Ti! Se nu her disse elendige "norske Intelligenzsedler"! Hvor
kummerligt for en Mand som Jeg nu i Aaret 1800, paa en Tid,
der ellers andetsteds synes at have naaet Høiden af al Udvik-
ling . . .
Falsen.
Ja i Luftballonerne; men i Damernes Slæb ligger den endnu
noget tilbage.
B. Anker.
. . . Hvor kummerligt for en Mand som Jeg at maatte tage
tiltakke med Sligt istedetfor Monitøren og Spectator, hvortil jeg
er vant. Og denne Lap er den eneste, som udkommer i Staden
og i en Omkreds af fulde 30 Miles Radius. Nei! alt minder
mig om hvor lavt Norge staaer i Alt.
Pram.
Du har Ret. Hvor det glæder mig at Du har al Din Ung-
doms Varme. Skulde ikke gamle Norge ogsaa besidde den.
Undertrykte Nationer af historisk Rang og Nationalkarakteer ere
altid Vulkaner.
Snyltegjæsterne
(imellem sig)
Vi maa s'gu muntre dem ved en Vise enten af det ene Slags
eller af det andet. Vi kan først probere med det Pene.
|
| d.II,b.3,s.346 |
(Istemme). Hvor saare lidet vil der til
for lykkelig at være!
et muntert Sind, en Piges Smiil,
en Ven som gjør mig Ære,
sundt Brød og Kildens klare --
B. Anker.
Hold Mund!
(Læsende)
Sacre! ikke et Ord hverken om mig
eller Norge.
Snyltegjæsterne
(Imellem sig)
Da maa vi friste en af Nymfechoralerne eller den nye:
(Syngende) Druen voxer paa vor Klode,
paa dens Ranker Glæden groer;
Vinen gjør os --
Veltilmode.
Skjøn er vores runde Jord.
Chor af Snyltegjæster.
Klinker, Brødre, sjung i Chor:
Skjøn er vores runde Jord.
Pram.
Hvor kan du være saa letsindig, Anker! Nys sad du bedrøvet
over dit Fædrelands Ulykker.
B. Anker.
Ak! 11
Il n'appartient qu'aux grands hommes d'avoir de grands
defauts. Letsindighed hos en ædel Mand? Da maa du forbyde
Orlogsskibe at føre Vimpler. 12
J'ai de l'esprit & je ne fais point
difficulté de le dire; car a quoi bon façonner la dessus?
Falsen.
Jo, Rochefoucauld siger ogsaa --
|
| d.II,b.3,s.347 |
Rochefoucauld? Nu, da dele vi Tanker; hvilket før har hændt
mig med de største Genier mellem Europas Forfattere.
Falsen.
Ja, og Udtryk med. Men samme Mand siger ogsaa, at det
er en dygtig Mands største Kunst at kunne skjule sin Dygtighed.
B. Anker.
13Ad seria! Hvad fører du med dig, Pram? Der er Intet at
hente fra denne Tiggerseddel af en Avis.
Pram.
Alt Literaturens Nyeste: Iversens Avis, ogsaa et Nr. af 14"Cris
du peuple", de sidste Hefter af Politisches Journal, berlinisches
und deutsches Museum, Archenholzes neue Literatur und Völker-
kunde, Fuldstændig Beretning om Buonapartes hannibalske Tog
over Alperne, ny Udgave af Tom Paines Menneskerettigheder
med flere diverse Sager.
B. Anker.
Ak! Intet vor Literatur kan tilegne sig?
Pram.
Et Folk i det norskes Stilling frembringer vanskeligt noget
uden Klager, vemodige Ironier og Satirer. Jeg har da med mig
de sidste Nr. af Wessels 15"Votre Serviteur, Otiosis", og en ny
Bog af Peter Andreas Heiberg: "Rigsdalersedlens Hændelser,"
samt, om du vil regne den til den første Klasse "Klagerne,"
som virkelig udgjøre en Provinds i vor Literaturs Rige, saa
ogsaa min Bog om et norsk Universitet, som vor Ven Konrector
Rosted desforuden har i Kommission. Endeel Klageskrivter fra
Island har ogsaa i den sidste Tid sysselsat Pressen, men ikke
Opmærksomheden.
|
| d.II,b.3,s.348 |
B. Anker.
Lad os høre noget af
le Cris du peuple. Det vil opildne
Gemytterne. Hvor er min Envoyé? Han er en perfekt Fransk-
mand. Jack, 16alléz! partéz!
1ste Snyltegjæst.
Heisa, kommer Envoyéen, saa have vi Overvægten om der
skal stemmes paa noget.
2den Snyltegjæst.
Nei han er for fiin paa det, og seer ikke paa Flasken, naar
han vil drikke, men paa Kammerherrens Øine.
3die Snyltegjæst.
Nei, han er s'gu ikke, naar man bare ikke bliver bange for
hans polerte Væsen.
Godmorgen! Undskyld, at partikuliære Affærer kaldte mig bort
ved Hanegal. Mais -- det er mit Princip -- 17
la sobrieté est
l'amour de la santé ou l'impuissance de manger beaucoup.
B. Anker.
Le voila! Læs os dette Stykke.
Envoyéen.
"Cris du peuple?" I min Tid var det 18
le vieux Cordelier. Det
er en Kjærlighedshymne til Guillotinen, men ikke til Bonaparte.
(Læser).
"Stig op som tilforn, Guillotine!
du Jernbilled af Republikanerens Mine!
Nik naadigt som for Bourbonerne før:
der knæler for dig en Usurpatør.
|
| d.II,b.3,s.349 |
Du nikke,
Du drikke,
du dykke dig ned i det bobblende Blod,
og atter du staa hvor du stod!
Beruste Guillotine, stig op og dal ned,
dands op og dands ned,
du Saug, der skal veibane Folkenes Fjed!
Med hundrede Tænder istedetfor een
vi skulle udruste dit Kjævebeen.
Paa Folket iflæng da og dets Lafayette,
(den udfløine Geist af Catonernes Aske)
du vil dig ei mætte;
men kun paa de Rette
du lave dig Kaal!
Bourbonner du knaske
og Buonaparte, Robespjerren af Staal!
Du Frankriges Fiender fortære!
Enhver, der tør Frankrigs Frihed vanære
skal reen med sit Blod,
reen som en glødende Stjerne dig vaske!"
B. Anker.
Tys! Aanden kommer ogsaa over mig. Bi lidt!
Falsen.
Ja den eklektiske eller nypoetiske.
(Høit)
Det fortjener en
ud-
valgt Flaske Champagner. Hei, Jack!
Hm! Mhrr, en Bemærkning:
Kun, Skade, Guillotine,
at lige beredvillig du suser i Jord
for Drot som for Folk, naar man slipper din Snor.
Falsen.
Mhrr, det kommer af, at
Variatio delectat i Blod som i Vine.
|
| d.II,b.3,s.350 |
Pram.
Disse Overdrivelser forfærde. Af os kan den franske Revolu-
tion kun benyttes i sine Resultater.
Falsen.
Siden vi tale fornuftigt, vil jeg ogsaa gjøre en Bemærkning,
nemlig den, at den norske Befolkning, som nu har sit rundelige
Udkomme især fordi den er saa tynd, og fordi den, som sover,
ikke sulter, synes mere tilbøjelig til at høste Frugterne af denne
bernstorfske Fred end af dette nye Kundskabens Træ paa Godt
og Ondt, som den franske Revolution er. Engelen Gabriel, veed
I, fik Ordre at hugge det første om; men han har dog ikke rod-
hugget bedre, end at det har lykkets Fanden, ved at samle did-
hen alt det Blod og alle de Taarer, som Monarkiet har kostet
Menneskeheden, og alle de bedste Straaler af det menneskelige
Geni, at lokke frem en Stamme, der er prægtigere end den
første.
B. Anker.
Det er rigtigt. Tiden er ikke de norske Patrioter gunstig.
Cassius var mager og slunken som en Ulv. De 7 magre Aar
vare Israels Børn nyttigere end de 7 fede, og Fortvivlelse er den
store Folkemasses Geni.
1ste Snyltegjæst.
Forsyn jer, mine Venner! Efter slig Fropræken kan vi gjøre
Regning paa en Faste.
Pram.
Udenfor os er Tiden heller ikke gunstig. Folkene bevæges
ikke længere, men Hærene.
B. Anker.
Lad os høre hvad Iversen beretter herom, Hrr. Envoyé. Men
jeg synes De snøvler stærkt siden sidste Tour til Paris.
Envoyéen.
19
Tout a fois a la française, je vous assure, Msr. Man op-
tager nu igjen alle Moder fra 20
l'ancien regime.
|
| d.II,b.3,s.351 |
Pram.
Ogsaa denne Bemærkning bestyrker min Formening. Men
lad høre!
"Officiellement ifra Paris man skriver,
at Førstekonsulen er bleven Folkets Gud.
Af Republikken er igjen dens tomme Hud;
dens Sjel i Skyerne blandt andre Dunster driver,
og seer med Qval det Folk, hvis Jubel før inddrak
dens Straaler, til af Lys og Ild tilsidst det sprak,
sin røde Hue til Charpi itu at plukke,
og efter fremmed Blod, af eget mæt, at sukke."
Falsen.
Her vil jeg, ved den levende Gud, kommentere:
Som Christus øved først hvad ham til Helgen gjør,
men saa korsfæstet blev -- man kunde neppe før -- :
saa, naar den vel har frelst vor Jord, just Republikken
det gaar: den nagles da med Løgnens Tungers Stikken.
"En pohlsk Konstitution er ikke længer til.
Og som man skriver just den sidste Qvinde myrdes,
mens Mændene har dræbt hverandre alt indbyrdes;
selv Landets Tomt ei staar, hvis Rusland ikke vil.
I Belgien aande meer ei Konstitutionelle.
De Sidste saa man nys i Ghent og Brüssel sprelle.
I Baand er Schelden lagt og Belgien med den.
Men Holland af dets Fald opstaaer som før igjen.
I Preussen man endnu om store Friedrich snakker.
Det hele Land er som forvandlet til en Val.
Selv Damer, en hussard, med Sporer gaae paa Bal.
Man i Berlin som før vedblier at slaae Polakker.
Fra Wien skrives, at de Bøhmer og Ungarer
har ansøgt Keiseren, at han dem naadigst sparer
for Landdag, Grundlov og det andet gamle Tøi,
som gjør saa lidet Gavn, men dog saa megen Støi.
Filosofiens Feber man fra Tydskland skriver
end med Søvngjængeri og Krampetræk vedbliver.
|
| d.II,b.3,s.352 |
Akademiernes Guldalder er forbi.
Dog er der end Dispyt om de skal lukkes i.
Det skjønne Hellas har man alt holdt op at dyrke.
Saa godt som Asien nu det lader sig betyrke.
Helvetien siges kjed er af at være fri,
og Nordamerica er bleven Monarki.
Sig Dannemark som før dybt i sin Ringhed dølger,
sig speiler end dets Ax i Fred og Sundets Bølger.
At det paa Jorden er, man neppe høre vil,
hvis Theologer lydt ei skrege af og til.
Som forhen det udfører Smør og Korn og Oxer
indfører Tydskere og Viin og Orthodoxer.
En deler Heibergs Latter, en Anden Balles Graad.
Men hvo, der leer som bedst, det er dog Kongens Raad;
thi det har fundet ud, at trods den megen Læsen
det lader sig dog gjøre at tage Folk ved Næsen."
Falsen.
Guds Blod! Det er derfor vore norske Næser ere saa røde.
Anker.
Staar der intet om Norge da? om Mig?
Envoyéen.
Jo, lidt. 21
A votre service, Monsjeur!
"Om Universitet og egen Bank med mere
fra Norge høres Raab, men det de Færres ere.
De Fleste skrige kun, at Handelen gaar bra'!
Hvad reflektere kan man paa de Andre da?
En Enkelt sang vel, at de Lænker brydes skulle,
naar vakned unge Mand i Norges gamle Land;
men Prams og Zetliz' Qvad for Fredriks Throne rulle,
og dø i Smigren hen som Bølgerne paa Strand."
(Pram faar Tørhoste.)
Anker.
22Comment?
|
| d.II,b.3,s.353 |
Falsen.
23Fi donc!
Envoyéen.
"I norske Skjaldes Qvad med utvetydig Pegen
de Søstre to man seer i lesbisk Elskovslegen.
Om Dovre synge de; -- om Dovre lad staa hen!
Natluve meer solid ei faar vor gamle Ven!"
Anker.
Gudsdød!
Envoyéen
(Flegmatisk, men med Vægt.)
Der staar meer:
"Lad norske Helte nu kun rase ved sin Pult!
Det Skrevne gjemmes der, for ei at dø af Sult.
Thi den Kapsun for dem man viselig har funden,
mens fulde Mulekurv er paa os Danske bunden.
Brudt er da sidste Spyd i Patriotens Pen,
om islandsk Mos end gror paa Landets vilde Klipper,
og længe vare kan før Furubarken slipper;
thi uden Steg og Viin der er ei Mand igjen.
Og -- være Patriot med Munden fuld af Mose,
det er at rose hvad sig ikke lader rose."
Anker.
Nei! saalænge jeg har en Bid Brød, det skal ikke times en
norsk Patriot. Nu, mine Venner! forsyn jer!
1ste Snyltegjæst.
Nu kommer s'gu de syv magre Aar, som han snakked om
istad.
2den Snyltegjæst.
Nei de syv fede først; thi slige Folk forgribe sig altid i Be-
gyndelsen, forat være udmærkede Patrioter til de blive Patrioter
som de andre d. e. renonce.
|
| d.II,b.3,s.354 |
3die Snyltegjæst.
Derfor for en Sikkerheds Skyld . . .
(Tage for sig noget meer end altid.)
Pram.
Hvor jeg angrer mange af mine Vers!
Falsen.
Vel, som Normand, dersom du mener Komplimenter mod Dan-
mark; men som Digter har det intetsteds hjemme. Thi Han kan
ligesaalidt i sin Poesi gjøre hvad man kalder Komplimenter som
en genial Arkitekt kan bygge et Huus uden at gjøre det til et
Pallads. Det ophæver Begrebet af Poesi, skjøndt de fleste Poeter
ere Muurmestere, der vide at lægge Steen paa Steen, kalke ihop,
hænge en Krands op og sige: nu er det færdigt efter Modellen.
Anker.
Dersom der endda var en Stad i Norge, hvor dets Kræfter
kunde koncentrere sig. Og vi have slige Kræfter; men Genierne
ere adspredte, Formuen hos Enkelte.
(I Tanker.)
Hvilken interessant Udvikling af hans Karakteer! En pludselig
Udfolden af hans Hjerteblade! Har alene en Lidenskabs Ild denne
Kraft? I dette Moment har han ingen Svaghed, ingen Sands for
sine uædle Omgivelser. Han griber i sit rige Hjerte, ikke til den
forvirrede Masse af sit Hoveds kummerlige Kompilationer. Na-
turlige Følelser strømme til hans Tunge og, ligesom blinde mu-
sikalske Børn gribe de rigtige Akkorder, finde de sit naturlige
Udtryk i Modersmaalet. Dette Øjeblik maa benyttes ligesom
Strømhvirvlens Ophvælv forat gribe Klenodiet . . Anker!
24
Nescio qua natale solum dulcedine cunctos
trahit & c. . . . . Nu, hvordan er det videre?
|
| d.II,b.3,s.355 |
Nu, Pram, det brast ud med et Sprichvort; og vi fik en Origi-
nalitet istedetfor en Individualitet. Men ligesom disse ere de
dueligste saa ere hine de udueligste.
Anker.
Guds Død! naar jeg tænker paa det, eller rettere naar jeg
tænker paa Rækken af Fornærmelser og saa paa hvad Norge er
og kunde være! Hvad er dette for en Hovedstad for Exempel?
En Leir af Træhytter om en dansk Befalingsmands Slot. Og der
boer Jeg! Intet Universitet, intet Bibliothek, der holder Skridt
med Tiderne, ingen Bank, ingen Børs, ingen Boghandler uden
Djurendahl, ingen Bogtrykker uden Jens Ørbæk Berg, ingen Ti-
dende uden "norske Intelligenzsedler," ingen offentlig Adgang til
den almindelige europæiske Tidsliteratur, ingen egen Regjering,
ingen videnskabelige Foreninger, ingen Kunstanstalt, intet offent-
ligt nationalt Theater, ingen Tendents til Byens Udvidelse og For-
skjønnelse, ingen velgjørende Indretninger, dens vigtigste Befolk-
ning Nürenbergere og Spidsborgere fra Jylland, ingen Fabriker
uden Saugbrug, intet militært Akademi, ingen Mærkværdighed
uden, som Geografierne anmærke, at den har lige Gader og
Vandspring i Skæringspunkterne, ingen fornuftige og dannede
Folk uden . .
Falsen.
Nu suppleer.
Anker.
Ja . . uden man tager sig ud som en Perle i en Østers. Men
hvorledes skulle da de kraftige norske Aander have Lyst til der
at forene sig? Jeg pines her, og det gaar mig ikke bedre paa
Landet, hvor politisk Uskyldighed, Vedhængen ved det Gamle, og
Uvidenheden er det fælleds Karakteristikon, Sløvhed Massens, og
afsondrende Stolthed alle Embedsmænds, samt Raahed og Egen-
nytte alle Fabrikanters og Saugfogders. Disse sidste Folk kjen-
der jeg. De udgjør en vigtig Klasse, ligesom i Vestindien Slave-
opsynsmændene. De angive nu Tonen omkring Bygderne, lære
Bønderne det dødeligste Had imod Skogene, Forsømmelse af
Agerbruget, Polskpas, Passadiis og at drikke Punsch, hvilket an-
sees for det mærkeligste Fremskridt af Tiden.
|
| d.II,b.3,s.356 |
Pram.
Hvorofte have vi ikke i Kjøbenhavn i det norske Selskab ud-
kastet os et Billed af et ganske andet Norge, saaledes som det
vil kunne være om 100 Aar!
Falsen.
Det havde ganske sikkert Fjelde nok, endskjøndt det vil sige
Steen istedetfor Jord. Men det er naturligt, ligesom at tænke
sig Englene omtrent som os selv.
Anker.
Om hundrede Aar? Ak, min Ven, vi kunne før beregne naar
Norge vil være øde. Thi disse stagnerende Folkemasser, uden
materielle eller aandelige Forbindelser, ja afsondrede selv uden
den simple Veikommunikation, mangle de eneste Betingelser for
Fremskridt, nemlig Frihed og Uafhængighed. Derfor er vor eneste
kummerlige Trøst at sige til hinanden: 25 home is home, be it
never so homely.
Falsen.
Nei: 26
help you self and God will help you.
1ste Snyltegjæst
(Til de Andre).
Nu kunde det kanskee ikke være afvejen at være lidt patriotisk
og lægge et Ord med i Laget.
Ja for Exempel:
help you self; ja det er ogsaa mit Valg-
sprog.
(Tager for sig.)
3die Snyltegjæst
(Reiser sig).
Ak, mine Herrer, eller rettere: gode norske Mænd, mit Hjerte
smelter i mig, ligesom denne Sauce vilde smelte, om Jack passede
bedre paa at varme den, naar jeg tænker paa hvorledes Norge
burde være. Jeg fantaserer ofte derover, især siden den for-
bandede Vexelprotest, som satte mig udaf Virksomhed. Hvilke
|
| d.II,b.3,s.357 |
uhyre Fremskridt f. Ex. alene i Kristiania, hvor jeg vil have
Kortegaardsgaden brolagt, ny Tjære eller Brundtrødt paa adskillige
Huse, især Stadsfysikus Møllers, Sr Gepperts i Grændsen, Erik
Thurmanns og Enken Anne til Franzes, der ere høist uforsvarlige.
Ligesaa vil jeg have ganske forbudt at gaa paa Glaciet for det
vakre Grønnes Skyld, samt af samme Grund at bygge videre i
Grændsen. Basta med mere!
(Sætter sig.)
1ste Snyltegjæst.
Ja jeg græder mangegange naar jeg tænker paa hvad der dog
engang kan blive af os. Saaledes f. Ex.
(græder.)
Falsen.
Ja Helvede er fuldt af gode Forsætter, Ønsker og Taarer.
Pram
(Til Anker og Falsen.)
Kom Venner! Intet er mere oprørende end Slyngler som
Patrioter. Kom, Vi ville overlægge hvad der er at gjøre for at
idetmindste de Kimer til Fædrelandets Opblomstren kunne spire
paa vore Grave, som altid ligge i redelige og energiske Patrioters
Sjele og i et Lands Natur, men som vor Fantasi øiner at be-
dække fjerne Efterkommere med Kulturens og Flidens Velsig-
nelser rige som vore Ønsker.
Falsen.
Oh, vinde vi Frihed, da gaar det hurtigt. Det er Friheden,
Gud har laant sin Skabermagt, og den følger Emanationstheorien.
Anker.
Vi vinde kanskee intet, uden med Sverig.
Pram.
Der nævnte du mit Had.
Falsen.
Vi vinde kanskee intet, uden vi have en dansk Prinds af Side-
linjen i vor Midte. Saa fire vi lidt efter lidt paa Landtauget, og
lægge tilsidst ud i aaben Sjø.
|
| d.II,b.3,s.358 |
Pram.
En dansk Prinds? Der nævnte du min Frygt.
Anker.
Vist er det, vi vinde intet uden Frihed.
Pram.
Der mit Haab!
Falsen.
Og Mænd.
Pram.
Der vor Styrke.
Snyltegjæsterne.
Ja Mænd!
(Reise sig, men synke ned igjen.)
Anker. Pram. Falsen.
Forenede Mænd!
(Slaa Hænderne sammen.)
Pram.
Ubetvingeligt! Dette er alt et Selskab for Norges Vel. Hvem
veed?
Anker.
Saaledes er Norge i Aaret 1800 -- seent fremme, langt til-
bage under Omstændighedernes Vægt. Men det er Mænds Op-
gave at betvinge Omstændighederne. Lad dets Mænd da for-
søge at bringe det længer frem. Eh bien! f. Ex. om 36 Aar idag
den 17de Mai, da mødes vi i min Gaard i Kristiania Levende
eller Døde.
(De gaa.)
1ste Snyltegjæst.
Ja, saa faaer det vel hedde. Men idag er det, saavidt jeg veed,
den 17de Mai om Morgenen 1800, og da ville vi leve godt og
flot siden vi ere paa Fladeby, og ikke have noget forsvarligt Lag
ivente før den 28de hos Collett paa Ulevoll.
1 tilbakeLeve den gamle Klippe!
2 tilbakeUlykkens Barn.
3 tilbakeAh, det skal gaa til Lygtepælen. Nu vel;
4 tilbakeBefuldmægtiget Gesandt.
5 tilbakeTillykke.
6 tilbakeNu behøves ikke at fortvivle om Fædrelandet.
7 tilbakeSvaghed er den eneste Feil.
8 tilbakeImellem Bægrene og disse Vilde.
9 tilbakeDu traf det ikke.
10 tilbakeTale Sandhed og beskjæmme Djævelen.
11 tilbakeKun store Mænd have store Feil.
12 tilbakeJeg har Aand, og jeg gjør ingen Vanskelighed med at sige det. Thi til
hvad Nytte skjule det?
13 tilbakeTil alvorlige Ting!
14 tilbakeFolkets Raab.
15 tilbakeTitlen "Eders Tjener, I Ørkesløse!" paa et satirisk rimet Flyveblad.
16 tilbake(Ligesom til Hunde): flink! bring hid!
17 tilbakeMaadelighed er enten Kjærlighed til Sundheden eller Udygtighed til at tage
noget til sig.
18 tilbakeEt fransk Blad under Revolutionen.
19 tilbakeGanske paa sin Fransk; jeg forsikkrer Dem.
20 tilbakeDen gamle Regjering.
21 tilbakeTil Deres Tjeneste, Min Herre.
22 tilbakeHvorledes!
23 tilbakeFyda!
24 tilbakeMed hvilken uforklarlig Sødhed tiltrækker ikke Fædrenejorden alle, og . . .
25 tilbakeHjemme er hjemme, var der end aldrig saa hjemligt.
26 tilbakeHjælp jer selv og Gud vil hjælpe jer. |
| FORRIGE |