|
d.II,b.3,s.332 |
Mairen.
Hvor kan du endnu over Gravens Rand
forfølge denne Lidenskab?
Rodriguez.
Bed Gud,
at Flammerne maae naae dig før du seer,
hvem du har rammet med din Dom.
Mairen (Tager Sløret af. Skrigende)
Mit Barn!
mit Barn! (Segner om)
Rodriguez.
Hun var ei saa uskyldig,
som Den, du dømte.
(Til Gaspard, dragende sin Kaarde)
Skurk! Du synker ei
i Jorden? Jo du skal for hendes Fødder.
(Gjennemborer ham)
Du kunde spart dig det. Se der!
(En Kriger stikker en Fakkel indigjennem Gitteret, og antænder
Taget. De Indsluttede opløfte et vildt Skrig).
Rodriguez.
Nu maa
jeg dig din Død misunde og min Fader
hans Afmagt.
Madelaine.
Du Forbandede!
Rodriguez.
Du kyssed
min Fod, om jeg dig gav lidt Luft. René,
holdt jeg ei Løftet? Ak, den Stakkel er
|
d.II,b.3,s.333 |
alt død af Skræk. Vi To kun leve for
at lide Straffen. Ogsaa det er Viisdom.
(Seer mod det brændende Tag)
Saa maa det just see ud i Helved selv.
"Hevn for Pelorces Datter!"
Rodriguez.
Hun er hevnet.
Og Gud har dømt --
(Taget styrter ned).
Anm.: Stykkets Fabel er ikke historisk.
|
| BLA BAKOVER |