|
FØRSTE SCENE
(Skogsletten. René drivende Fanchette derover, der bærer Margot og det fundne Barn,
og er omringet af Forpagterens andre Børn)
René.
Saa! fort udover Fruens Enemærker,
du Kjætteryngel! Her paa denne Slette
jeg slipper jer som Duun i Luften.
Fanchette.
Klynk ikke Barn! For denne Lilles Skyld
er jeg jer Moder, og I Allesammen
hans Gjæster ved mit Bryst.
René.
Der seer du, Qvind,
en Gran bag Skogen. Den er Grændsestøtten.
Fanchette.
Spar jer! Jeg kjender den. En Ørn boer øverst,
jeg underst, under Granens Arme. Disse
skal boe da under mine. Eller troer I
de ere haardere end vilde Grans?
René.
De ligne meer den druetyngde Ranke.
Med Børn og Utøi ere Fattigfolk
befængte. Hihihi! Dog holdt -- tag det
til første Aftensmad for disse Smaa;
(giver hende Almisse.)
og lær dem saa at bede for et Barn,
som denne Bæk for nys har revet bort.
|
| d.II,b.3,s.261 |
Fanchette
(Trykker Barnet fastere til sit Bryst.)
Det vil jeg. Og fra Morgen indtil Aften!
Og naar min Mund maa tie, da i Drømme,
med Puls og Hjertebanken, Haand og Arm.
Saa! saa!
(Trykker Barnet til sit Bryst.)
René.
Det er for seent. Fordømte Bæk,
du risler smilende afsted somom
ei Nogenting var hændt. Hihi! Mon Pigen,
der rakte Barnet dig paa denne Green
saa artigt som paa Gaffel, kunde dandse,
smaasladdre efter slig en Daad som Du?
Der er ei Spoer. Nu, Gud forlade mig,
det Suk, at Bækken var saa riig paa Børn
som denne Qvind blev arm ved Tab af et.
(Seer ned i Bækken. Colin holder ham i Kjolen.)
Colin.
O se ei did! ei did!
René.
Hvi saa? Jo har
du gode Øine, hjælp mig.
Fanchette
(leende, trykkende Barnet til Brystet)
Havde du
selv Falkens eller Solens, saae du ei
til Bunden af det Moderhjertes Dyb,
som har opslugt sit Barn.
(Gaaer henmod Skogen.)
Colin.
Ak, Herre, der
er noget Stygt.
René.
Hvad da? Nu Dreng!
|
| d.II,b.3,s.262 |
Colin.
Jeg tør
ei for den sorte Herre, som bortførte
Nannette med de fæle Mænd.
René.
Aha!
Rodriguez? Oh, jeg er hans Ven. Det er
som sagt til ham.
Colin.
Nei, han vil pidske mig.
René.
Saa bringer jeg dig til Nannette.
Colin.
Vel,
saa maa han pidske mig
(hvidsker)
Der er et Barn,
et dødt, et fælt . .
René.
Aha! nu er det fundet,
af dette Barns Fritalenhed opskyllet
igjen. Hihi! Du er et prægtigt Vidne; --
just blinde Barn, som griber bedst for Andre.
Colin!
Colin
(klapper i Hænderne)
Farvel! Farvel! Den gode Herre
mig fører til Nannette.
René.
Ja, did maa du,
om du fra Ørnen maatte hentes, som
i Taarnet boer af eders Granpallads.
Hihi! min Frøken, her jeg bringer dig
min Amor fangen --
(De gaae)
|
| d.II,b.3,s.263 |
Fanchette.
Drengen kommer nok
tilbage; thi kom denne ei fra Bølgen?
og Barn kan ikke meer undvære Moder,
end Moder Barn. Det ene sørgeligst,
det andet er sorgfuldest i Naturen.
Kom, søde Flok, jeg har en Seng af Mos:
Barmhjertighedens aabne Huus er Skogen,
naar Menneskene stænge sit for Næsten.
(De gaae ind i Skogen).
ANDEN SCENE
(Fængsel i Mairiet i Carpentras. Nannette knælende i Bøn. Bag hende træder
Rodriguez ind i Advocatdragt).
Hun beder. O hvor yndig denne Stilling!
Sig Foden blotter, ellers kydsk og sky
som om den ene var en Jomfru heel.
Og sandelig jeg kjender Møer nok,
som, om de sammenskrabed al sin Ynde,
ei naaede halvt af denne Fods Værdi.
Ha! anderledes maa Cythere lave
sin Vellyst i en slig Blondines Arm
end her i disse evige Brunetters,
almindelige som Melon og Græskar.
Hvis ikke, maatte disse lave Frugter
med himmelske Ambrosia smage ens.
(Træder frem. Høit) Saavidt er det da kommet mellem Os?
Nannette
(vendende sig om)
Hvor vidt?
Rodriguez.
Til Grændsen mellem Liv og Død.
Nannette.
Der er det Dyd og Udyd skilles. I
er ikke kommen videre, og jeg
ei videre end Gud vil.
|
| d.II,b.3,s.264 |
Rodriguez.
At saa skjønt
et Liv kun hænger i et Smiil! Giv det;
og flux mit Angreb sagtner, og, liig Storm,
der springer om, sig vexler til Forsvar.
Nannette.
Du sværger, at du elsker. Dog Hyænen
ei sønderriver hvad den elsker.
Rodriguez.
Jeg
vil frelse dig.
Nannette.
Men dyrere end Satan.
Han kræver Sjelen blot; du Sjel og Legem.
Gud, som de Onde standse kan som Pest
og Ild, mig frelse!
Rodriguez.
Det kan ene jeg.
Nannette.
Da Døden!
Rodriguez.
Ja, saa vil min haarde Pligt.
Jeg ei anklager; Kirken kun. Min Tunge
er uvilkaarligt som dens Klokker rørt.
Nannette.
O hvilket Helved i mit Hjerte!
Rodriguez.
Ja
det brænder, og dit hulde Billed deri.
|
| d.II,b.3,s.265 |
Nannette.
En Ahnelse forfærder mig: du er
fordømt Alt; thi det være maa Fordømmen,
at plages af saa ureen Lue, som
er evig; thi du vil ei standse, om
du kunde.
Rodriguez.
Derfor bør du just forbarmes.
Jeg siger som den rige Mand: "o dyp
din Finger! lædsk min Tunge!"
Nannette.
Spot med Jammer
er større Synd end at fremskabe den.
Rodriguez.
Jeg burde vredes, hvis jeg ikke vidste,
at Angest skjælder lige let som roser.
Og sandelig din Angst er grundet; thi
det vil dit Liv i Juryen Mand for Mand
just gaae som Æblet, der gaaer rundtom Bordet.
Ved sidste Stemme Intet er tilbage.
Er den blodtørstig, faaer den lædske sig
med Vand i Mund. O derfor jeg besværger
dig: stød ei denne Frelserhaand tilbage!
For længe er den udstrakt; men den er
en Nerve fra mit Hjerte. Derfor griber
den uvilkaarlig, som Polypen efter
sin Føde, efter Dig. Nu! end engang!
Jeg tager hvert af mine Ord tilbage!
Beskjæmmet gaaer jeg som en Hund, der skjuler
sin Hale, ud med Løgn igjennem Døren,
blot jeg maa følge dig, naar dronningstolt
med offentlige Uskyld kront du gaaer
ud mellem Mængden, der ærbødig viger.
Jeg æsker derfor kun din hemmelige,
som Verden seer ei eller agter nok.
|
| d.II,b.3,s.266 |
Nannette.
Fordi den veed ei Prisen.
(hændervridende)
Ak, I Smaae!
For Eder ængstes jeg.
Rodriguez.
Saavidt jeg hører,
har Frøkenen af Hautbrisson, (en Helgen,
om Strenghed og Rettroenhed er nok)
af Afsky for dit Kjætteri, forjaget
dem som man slipper Fugle.
Nannette.
O umuligt!
Margot er syg. Forvirr min Hjerne ei!
Rodriguez.
Jeg veed ei meer: ei om hun ligger under
Lind eller Fyrr.
Nannette.
Piin mig ei meer.
Det tegner
til Storm.
Nannette.
Da maa jeg skynde mig at døe,
at jeg i Himlen kan faae standset Veiret.
O mine Sødskende --
(brister i Graad).
Rodriguez.
Lad mig bortkysse disse Taarer.
(Hun støder ham bort).
Nu!
mit Kys vil ikke brændemerke; men
den røde Mand vil paa et Vink forvandle
din Skulder til en Liljehave.
(Stødes bort)
Nu!
|
| d.II,b.3,s.267 |
du ei behandler mig, som den, der kan
dig værst, men vil dig bedst. Dog jeg maa ære
din Sorg; thi Børn af denne Krig imellem
Fornemhed, Ringhed, Fattigdom og Rigdom
og Tvang og Frihed ere disse Skarer
Ulykkelige, som vi troe, (fordi
de bære samme Jammerspræg og eje
ei Hjem), at komme fjernt fra Østen, mens
de fødes midt i disse christne Samfund.
Hvert Feldtslag, Skibbrud, som bortrøver Fædre,
hver Sot, som strækker Mødre hen, og hver
Proces, der øder Huus, befolker denne
omvandrende Nation. Hvert Barn, der lister
fra øde Arne sig, opsamles deri.
Det er en Taare, som henflyder skjult
fra Menneskehedens Øje til det store
Bassin af Taarer i dens Skjød.
Nannette.
O dryp
ei mere Gift!
(Tilhyller sig. En klokke lyder).
Rodriguez.
Ve dig! Det er for seent.
Retsklokken kalder.
Nannette.
Den fra Himlen lød.
Saa redder Gud just i den sidste Stund.
Rodriguez.
Fanatiske! Nu maa jeg stramme Tøilen,
hvori dit Overmod jeg lader dandse.
Se der!
(Bøddlen i Skarlagendragt viser sig.)
Nannette.
Hvad er Du mig, naar Denne der
velkommen som en Frelser fra dig er?
(De gaae)
|
| d.II,b.3,s.268 |
TREDIE SCENE
(Domssalen i Carpentras. Mairen og Eedsvorne. Rodriguez, René og Nannette foran Skranken.
Bøddlen og Retsbetjenter i Baggrunden. Viinflasker og Torturinstrumenter paa Bordet).
Mairen.
Kom kuns indenfor, René, paa jer Plads, Rodriguez er bleven
paalagt at forfølge Klagen.
(René sætter sig).
Rodriguez
(Afs. til Nannette)
Hør det; og døm om jeg gjør Skjebnen værre, end den er i
sig selv.
Mairen.
Først en liden Hjertestyrking, René, efter vore landlige Seder.
Jeg vilde, for Gud, være i godt Humør idag, dersom det passede
sig formedelst min Datters besynderlige Sygdom.
(Hvisker til René)
Mellem os, det forbistrede Anfald af Melancholi eller Hysteri,
som hun fik af Skræk over den tumult Spaniolens Soldater
gjorde om Natten, vil ikke give sig; men magrer hende skræk-
kelig ud, saa jeg, for Folks Skyld, ikke tør være saa lystig, jeg
vil, over denne fortræffelige Sag eller fortræffelige Anledning til
at tjene Fædrene i Avignon. Til Sagen da i Guds Navn!
. . . "Kjendes for Ret, at Pjerre Noir, Karl hos Madame Catha-
rina i Gaden St. Renauld, forat have givet Jøden Amru, senere
brændt i Crenilles, Nattely paa bemeldte sin Madmoders Høloft,
hende uafvidende, bør at arbeide paa Hans Helligheds Galejer
i 10, (siger ti), Aar, efter først at have staaet tregange I Gabe-
stokken. Og bør bemeldte Madame Catharina, den Besmittelse,
som ved hendes Karls Forbrydelse er tilføjet hendes Huus, at
udsone med en Gave af fire Sølvlysestager til vor hellige Frues
Alter, af saadan Vægt som det Dobbelte af hvad bemeldte
Pjerre Noirs Lænker veje, Alt af besynderlig Naade." -- Hihi!
jeg skal love for, at den stakkels Pjerre har faaet fuld Ornat.
Mairen.
Det er netop Skarpsindigheden ved en Dom, at Executorerne
ikke ere for strengt bundne. Men den Analogi kunne vi nok
|
| d.II,b.3,s.269 |
bruge, for en Jøde kan lignes med en forbudt Bog. Dog har
vi nok bedre, som passer bedre paa factum quæstionis.
. . . "Kjendes for Ret: at Mester Benojt, Kammager, boende
i Gaden des lis, bør formedelst frækt og ugudeligen, saanær
Christenhedens hellige Lampe, at have omgaaets med forbudte
eller djævelske Skrifter, at miste sit Liv ved Øxen, og derefter
at brændes; hans Gods at tilfalde St.Dominici Broderskab. Alt
af besynderlig Naade."
Mairen.
Der har vi det. Nu kan ikke Retten tage feil. Nu, Actor,
frisk an! Du har drevet smukt Vildt op idag. Vi skal søge, at
gjøre en Brad deraf, som kan smage Dominicanerne.
(Madelaine kommer).
René.
Ah! vi har ventet Eder, naadige Frøken; thi I er aldri borte
fra en Kjætterproces. Gud og de Hellige lønne Eders nidkjære
Gudsfrygt!
(Bringer hende galant til Sæde, nærmest sig ved Skranken. Sagte til hende).
Jeg frygter for han vakler. Han er bleg
og viser ei den samme Fyrighed,
som ellers altid sluger Byttet forud.
Saa vær bered! Og vakl ei Du!
Nu da
i Guds og St.Renaulds vor Stads Patrons,
Dominici og alle Helgners Navn!
Fremstiller Actor denne Pige, som
anklaget efter dette Document?
(Rodriguez nøler)
Hvad?
Rodriguez.
Ja.
|
| d.II,b.3,s.270 |
Han skjalv. Jeg skjælver med af Fryd.
Mairen.
Nu, Pige, vær ei bange. Den Proces
er snart forbi. Det er jo kun -- hvor ondt
det gjør mig for din unge Skjønhed end --
at række dig fra mine Hænder i
hiin røde Gubbes. Han er Dødens Gartner,
som frydes, naar han bringe kan sin Herre
en vakker Blomme. Svar nu raskt og høit;
thi Rødderne af Haaret, jeg har mistet,
dybt ere groede mig ned i Øret.
Din Sag er klar. Faml derfor ikke i
Betænksomhedens Pose efter Svar.
Det kun forvirrer Retten, som i Sag
af slig Beskaffenhed i Klagen har
Præmisser, hvorfra strengt maa concluderes,
saa dit Forhørs Natur maa sig forholde
til dem, som endelige Dom til det --
det Ene strengt kun Følge af det Andet.
Desuden er os Hov'det meer nødvendigt
end dig. Derfor -- Dog først et Bæger Viin,
at Læberne, saafremt de ere skrumpne
af Helveds Aande, der alt gaber efter
dig, aabnes kan til Svar, flux det forlanges!
Men tier du, saa se dig kun tilbage:
Forstokkethed i det Skarlagen smelter.
Og her, se her Justitias krumme Negle
til Svar at rode ud af lukket Lunge,
dens Kroge til at fiske Sandhed med
af dybest Hjerte, Tausheds gode Dirke,
og mellem alt det Rageri en Greb,
der faaer mest sammenrullede Samvittighed
saa let i Lyset frem som skrigende
Alrunerod af Galgebakken. Hem!
(Seer sig om. De Eedsvorne gratulere med Talen).
|
| d.II,b.3,s.271 |
Rodriguez
(Afs. til Nannette)
Det gjælder Livet for et Vink. Om et
Secund for seent!
Nannette.
Secunden er forbi.
Snart gaaer hans Ansigt som i Bølger,
snart hænger det som Alpens Gletscher med
bedragersk Evighed og Dødens Tryghed.
Jeg veed ei, om jeg vil, at han bestaaer det.
Thi Ingen kan misunde Jefta Seiren.
Rodriguez.
Hvor jeg beklager, vise Ret! at Pligt,
meer høi end Medynk, som den i sin Høihed
foragte maa som Feighed, kalder Lyn
af dette Bryst, og gjør min Tunge til
en Thordenkile mod saa veent et Liv!
Men Pligt, af Menneskenes Dom urørt,
liig solen, der af egen Æther lever,
i samme rene Højd, hvor Sandhed aander,
hvor Skjebnen sidder paa sin Thron, har Plads;
og for dens Fødder alle Hensyn dale:
Partiskhed, Vindelyst og Medynk,
den lave Taage, som befugter Jorden.
Fra denne Høide er det thordentung
Sancti Dominici Anklage falder
paa denne Piges Hoved. Derifra
paa Helgnens Vegne byder jeg forfulgt
Anklagen mod Nannette, Datter af
Forpagteren Pelorce, for Kjætteri
og skjult Omgjængelse med Petri Valdi
forbudte Skrivter . . . .
Mairen.
Det er nok for Os.
Det er en Synd, slig Synd at male ud.
|
| d.II,b.3,s.272 |
Han er betagen. Ja han talte ogsaa
ei som med Munden, men som ifra Maven.
Mairen.
Du kjender denne Bog?
(korser sig).
Siig nei! siig Nei!
Maaskee jeg da kan . .
(Nannette kysser Bogen).
Ve, dit Kys dig vier
til Døden!
Mairen.
Svar! thi Taushed laaner Skyld
som Uskyld ud sin farveløse Kappe.
Nannette.
Jeg kjender og jeg elsker den.
Nu dømte
ei jeg dig, men du Selv. Ve Alt er tabt!
Dog er jeg angerløs.
Mairen.
Du har da læst den?
Nannette.
Den er min Bønnebog. Den har mig lært
at lide.
Mairen.
Skriv René! Hør, kan du læse?
Nannette.
Saavidt at Gudsords Sandhed jeg forstaaer.
|
| d.II,b.3,s.273 |
Mairen.
Det har du ikke lært ved gode Kunster.
Hun svarer uden Skruen, men hun er
paa Piinbænk, stram nok, under mine Spørgsmaal.
Tys! nu maa Rætten tænke.
Ogsaa jeg,
forat faae Dommen skjærpet, da et Menneske
kan ikkun eengang døe. Og det for lidt er
for en Medbeilerske, der har
tre Gratiers Ynder.
1ste Eedsvoren
(til en Anden)
Nu, Hvad dømmer I?
2den Eedsvoren.
Som I.
1ste Eedsvoren.
Jeg har ei tænkt endnu.
3die Eedsvoren.
Som Mairen.
4de Eedsvoren.
Ly efter da!
(stikke Hovederne henmod Mairen)
Mairen.
Kors, Skyldig! Døden! Niclas,
er I en Christen, som kan tvivle derom?
Men om den skulde raffineres lidt,
er endnu Knuden. Det er meer skarpsindigt;
og derfor --
10de Eedsvoren.
Lidt kanskee.
|
| d.II,b.3,s.274 |
Mairen.
Javel! I Henhold
til hine forudgangne Domme, kunde
først 10 Aars Fængsel og saa Døden? Godt!
Knæl ned da, Synderinde! hør din Dom!
(Fanchette styrter ind, stødende Bøddelen afvejen).
Fanchette.
Bort, du ei meer mig skræmmer! Reis dig, Pige!
Han skal et Haar ei krumme paa dit Hoved.
Rodriguez, har du hørt det?
Madelaine.
Hvilken Scene!
(Afs.) Han ligner meer en Domfældt. Paa hans Pande
ei perle Draaber, men Christaller. Det
maa være Iisbad for hans Elskov.
Mairen.
Vanvid
i hendes Øje lyser.
Fanchette.
Ja det lyser
i eders Mørkheds Gjerning. Nu, Rodriguez,
adlyder du Befalingen fra Dybet?
Jeg gjør; men fjern dig, at jeg ei forvirres.
Fanchette.
Lyd dennegang, og vær barmhjertig, og
jeg skal dig sige, hvi du skylder Himlen
et sligt Mirakel.
(Gaaer).
Rodriguez.
Vanvid ligevist
medlidende kan være som Medlidenhed
vanvittig. Begge bør man ikkun ynke.
|
| d.II,b.3,s.275 |
Mairen.
Det koger i mig. Hvor er Raadstuvagten?
End krænkedes ei Rettens Majestæt
i Carpentras før nu.
Rodriguez.
Af hvem! Af Vanvids.
Da maatte Menneskenes Majestæter
paa lige Fod med Dyrenes sig sætte,
og Frankrigs Konge høre Løvens Brøl
som Manifest, besvare det og slaaes.
Mairen.
Haha! Se Synderinden har alene
beholdt Concepterne. Ret, knæl, til vi
har samlet vore.
Jeg er angerløs.
Hun har forraadt sig selv. Men al min Møje
da skulde være spildt. Jeg vil da prøve,
om det Gemyt, som er ubøjeligt
for Magt og Trudsler, brækkes ikke, som
den skjøre Qvist, af Høimodstræk, Velan,
saa lyder jeg med frie Handling dog
paa eengang mit utaalelige Aag.
(Høit) Reis dig, mit Barn! Thi, vise Herrer, Døden
er maaskee os saa nær som hende.
Madelaine
(Afs. til René)
Ha,
han vakler. Da -- René! Og vakler du,
da vakler Hautbrisson, dit Luftcastel,
men ikke Jeg.
Mairen.
Hvad mener Actor? Alt
vi har det paa det Rene.
|
| d.II,b.3,s.276 |
Rodriguez.
Vise Herrer!
Ei vil jeg blænde jer med Pigens Skjønhed,
endskjøndt Madonna taler smilende
et himmelskt Forsvar derigjennem selv.
Ei heller let berøre Eders Hjerter
med søde Klang af barnlig Uskylds Navn,
kun meer vidunderlig i Skjødet af
den mørke Synd som hidindtil det fostred:
en Blomst, der midt i Kjætteriets Vildnis,
-- som saaet af en skarpsynt Stjerne, der
fandt Plads for himmelskt Sædkorn mellem Ukrud --
fremspirer reen og uqvalt, frodig som
i Troens Paradiis, ei ahnende
at bedre Plads, hvor Naadens Sol kan naae den,
paa Jorden gives end dens Fødsels, ei
de Ukrudslænker følende, som tynge
i Støv dens Stengel, naar den kun forundes
saameget Rum, at den sin rene Kalk
taknemmelig for Himmelen kan blotte.
Ei vil jeg mere Vægt paa den Bemærkning,
end strenge Ret maa gjøre, lægge, at
paa hendes Vugge lagdes denne Bog,
og at hun greb den, liig ukyndigt Barn,
der tukkler Snog i Leeg som Silkebaand;
at Pigen i at glemme Kirkens Bud
kun lød Naturs og Lovens: ær din Fader!
Ei heller rokker jeg min Paastands Retfærd
ifølge hiint, hvis Redskab jeg maa være.
Men liig Feldtherre, hvem Nødvendighed,
ei Nederlag, Tilbagetog paatvang,
jeg fører med mig dog min Dronnings Ære,
idet jeg tvinges til at lade falde
en Paastand, som med Kirken selv er grundlagt.
Thi, vise Herrer, Klogskab byder det,
-- en Lov, Omstændighederne nu trykke
med Rædselstræk i hveren Pande, som
ei er for haard til Rædsel eller Tanke . .
|
| d.II,b.3,s.277 |
Kun Klogskab, vel at mærke, ei Barmhjertighed
jeg minder om; og nok om andre Ting,
I kjende bedre til.
Seer blot jer om.
Er ei vor gode Flekke (sandelig,
den burde hedde bona fides) værnløs
som Lærkerede paa afmejet Vang?
Den Værnløshed er ubestiglig Muur
om Pigen, hvis I ikke ville blande
med hendes Blod den hele Byes og eders,
og lade Flammerne af Carpentras
udslette hvad I leed for Fædres Daarskab.
Thi viid: Toulouse, Kjætter-Saladinen,
er nær i Seirfart rivende som Rhonen.
Maaskee, før Eders Dom er tør, vil Han
her holde Ret paa dette samme Sted.
Da blier jer Plads hvor Synderinden staaer.
Hans og hans Bønders hvor I sidde; kun
Skarlagenmanden hist beholder sin.
Dog -- thi jeg seer hvor Bønderne sig læne
med blodbesmurte Ærmer over Bordet,
mens Benet tramper ad Formaliteter --
sandsynligviis ophæves al Proces,
og Byen dem foræres til en Frokost,
til Liigfærdsgjæstebud for denne Pige.
Som Dyr, der lugte Slægtens Blod, med Brøl
de ville rasende ad alle Gader
fra Torvet styrte, hvor de lugted hendes.
Da -- vise Herrer! -- over hvem mon kommer
det hele Blodskyl? . .
(Retten er bestyrtset)
Mairen.
Over Byens Dommer.
O ve mig! ve mig!
Rodriguez.
Ikke nok med det.
Det kommer over Byens hele Ret.
|
| d.II,b.3,s.278 |
1ste Eedsvoren.
Jeg toer mine Hænder.
2den Eedsvoren.
Ja jeg med.
3die Eedsvoren.
Det vilde være meer end Daarskab: Grumhed.
4de Eedsvoren.
O meer end Grumhed: Blodtørsts Raseri!
5te Eedsvoren.
Ja Gud bevare mig!
6te Eedsvoren.
Jeg havde ikke
engang, som I, min Pen i dette Blækhuus.
7de Eedsvoren.
O tys! tys!
8de Eedsvoren.
Hvo kunde dømme nu,
for Mordbrand burde straffes.
9de Eedsvoren.
Ak vi staae
imellem tvende Ilde: Kjætternes,
og den, som burde sluge dem: de hellige
Dominicaner's.
10de Eedsvoren.
Ild er lige heed.
Den første gjør os til Martyrer dog.
11te Eedsvoren.
Hold dog jer dumme Mund! Hvo hørte vel,
at hele Byer bleve Helgener?
|
| d.II,b.3,s.279 |
Sanct Carpentras? Det skulde klinge net,
men blev dog ei St. Guy eller Gil;
thi vore egne Navne just forgik
i det, som sporløst vore egne Huse
i denne stakkels Flekkes Brand.
1ste Eedsvoren.
Du gjøs?
12te Eedsvoren.
Jeg syntes høre Støi paa Gaden.
Eedsvorne.
Tys!
Af Vaaben? Ve!
(Løbe til Vinduet)
En Eedsvoren.
Nei, alt er stilt og tomt.
Paa Raadstutrappen sidder kun hiin Gale,
og dier ved sin tørre Barm et Barn.
10de Eedsvoren.
-- En Freds og Sorgløshedens Gruppe.
(De sætte sig).
En Eedsvoren.
Ak!
hiin Galqvind var en Himlens Sending.
Mand,
du skjælver som de Andre. Skjælv for mig!
Mairen.
Sligt løber Surr for mig. Pah! Luft! Luft! Viin!
Den hele By er lagt jo paa mig Gamle?
Har I sligt Ansvar? Nei; kun jeg, som staaer
imellem St.Renauld og denne By.
Han er min Principal. Jeg hans Parti
|
| d.II,b.3,s.280 |
maa tage selv mod St. Dominicus,
som bør dog ære Andens Ejendom.
Og St. Renaulds er denne arme By
før St. Dominicus blev født. Saaledes
jeg maa, jeg maa -- skjøndt knapt jeg puster frit
som laae jeg under dens Ruiner alt.
Men lad os rede os derudifra.
Stik Hovederne sammen!
(De overlægge)
Kun da jeg
Toulouses Sejer nævned, smilte hun,
men ei med Læben, ikkun med et Blik,
og kun mod Himlen, ei til mig.
(Nannette knæler for ham).
O knæl ei!
Det er min Plads.
Nannette.
Det er for Eder. O
I var et Himlens Redskab til min Prøve.
Rodriguez.
Er Dette alt? Dit Liv er lidet værd.
Nannette.
Jo Haabet værd, at Dette og har Eder
en herlig Prøve været.
Rodriguez.
Lad da ogsaa
et Haab min Vinding være, ikke blot
Erfaringen, at Veldaad faaer sin Løn
i smukke Ord, som frugtbart Træ nedlaver
af Dugg og Solskinsluft.
(Mairen reiser sig. Nannette ogsaa).
Mairen.
Da Rettens Gang
er lige, i sin Fremfart streng, af haardt
|
| d.II,b.3,s.281 |
Metal, utvingelig, kort som en Kugle:
saa maa den som en Kugle, der i Farten
just paa en Klippe støder, gaae tilbage
den samme Bane, hvis den, udsendt kun
af dødelige Hænder, i sin Fart
for at nedfalde blandt de sorte Lodder
i Alretfærdighedens Skjød, just støder
paa disse en usynlig Verdens Fjelde,
som "Skjebner og utvingelig Omstændighed"
vi kalde, og som tidt kan skyde op
som Svampe paa en Nat, skjøndt Alperne
kun ere Sop mod dem. Derfor, da nu
slig casus just er mødt, i Rettens Navn
jeg kjender dig Nannette, Datter af
Forpagteren Pelorce, tiltalefri.
Gak hjem i Fred, og tak du St. Renauld,
hvis I Godtfolk kun dyrke Helgener,
og troe ei eder Selv nok hellige!
Nannette.
Hvis mine Troesbrødre komme, vil
for denne By jeg bede.
Mairen
(kniber hende i Kinden)
Lille Skjelm,
du vil da være Skytspatronen selv?
Nu, Kjætterske, hvor dine Kinder brænde.
René, giv Pigen sin Frikjendelse.
Hun triumferer. Nu, René, har du
da ei Triumf at feire? Skriv din Klage
istedetfor Frifindelsen. Nu, hvad
betyder denne Øjeblinken?
Hun
vil blive streng; dog det af Luften kommer
paa Hautbrisson. Den ogsaa mig vil hærde.
Jeg faaer deran.
(skriver)
|
| d.II,b.3,s.282 |
Mairen.
Nu, priset St. Renauld!
den Sag gik over godt, I Herrer.
(drikker)
10de Eedsvoren.
Men
betænk hvor Actor stygt beløi vor By.
Den har jo Mure, høje nok for Ravne,
en Grav, for Karper dyb nok, Vindebro,
som hverken er for Fiske eller Fugl.
1ste Eedsvoren.
Ja det er sandt.
2den Eedsvoren.
Men nu er det for seent.
3die Eedsvoren.
I saae det dog bagefter først. Men under
hans Tale troer jeg disse Mure vare
ei mere synlige for jer end os.
10de Eedsvoren.
Han skildred Byen som et Lærkerede
paa aaben Vang.
1ste Eedsvoren.
Det Sidste er dog sandt.
Og Lærkerede har en Vold af Leer.
2den Eedsvoren.
Han mente vist, at Muren mangled Muur.
3die Eedsvoren.
Hvorledes? Kalk?
2den Eedsvoren.
Nei Kjød og Blod.
|
| d.II,b.3,s.283 |
3die Eedsvoren.
Ja Forsvar.
2den Eedsvoren.
Og deri har han Ret jo siden den
fordømte Spaniol lod os i Stikken.
1ste Eedsvoren.
Ja havde vi dem nu!
2den Eedsvoren.
Ei Snak!
En Eedsvoren.
Jo, Ørn
i Lærkerede gjør det til en Borg.
Mairen.
Snak ei om denne Muur. Den snurrer mig
om Øjet som et hvirvlet Tøndebaand.
Læs op, René; Og lad saa, gode Pige,
din Forbøn være Muur med Engle paa.
(René nøler.)
René! nu nu! Paa Carpentras' og dets
Skytsengels Vel -- skyl ned! Der sidder noget
i eders Hals.
(René reiser sig)
Madelaine.
Tys! tys! Læs høit!
Rodriguez.
Ja vel,
læs høit, at denne fromme Dame kan
sit krænkte Kjøn et klarligt Budskab bringe
om dette Medlems Uskyld og Triumf.
Velan! Nu bliver enten Hautbrisson
meer fast end forhen eller Luftcastel.
|
| d.II,b.3,s.284 |
(Læser skjælvende):
"Jeg Niclas René, Skriver ved Retten i Carpentras, andrager
for Retten: Da jeg forbemeldte Niclas René sidstleden 3die efter
St. Johannes ved Middagstid havde den Ære at ledsage den
høibyrdige Frøken Madelaine af Hautbrisson og Coninges fra
hendes Besøg hos velbyrdige Mademoiselle Narcisse Greffier, og
just befandt mig paa den Slette eller Aabning i Herskabet Haut-
brissons Skog, som begrændses af den lille Bæk, der danner
Skillet imellem Byens og Godsets Udmarker: saa forfærdedes
jeg ved i denne Bæk at opdage et med tydeligt Overlæg deri
henslængt, paa en Trærod opdrevet Barn . . ."
Rodriguez.
Ha!
Nannette.
Ak!
Mairen.
Nunu!
Madelaine.
Tys!
Du Usling,
hvor fik du Kløgten fra at tjene To?
Det maa I vide, ædle Herre.
Ha,
Samvittigheden slaaer ham.
Pilen, jeg
afskjød, tilbagevender nu, men dyppet
i fremmed Edder. Skulde dette være
|
| d.II,b.3,s.285 |
en Hevn fra Himlen for Nannette? Nei,
da gjorde jeg, som Menneskene tidt,
til Himmel egen Dumhed. Det er denne,
som straffer mig, fordi jeg ikke vidste
at vælge bedre Skurk end denne Dumrian.
Nu er ei Valg. Men nu maa Klogskab redde.
Fanchette maa opoffres. Det vil være
at holde ud et Nerveskrig af Glas;
men saa er dette Aag forbi.
(Til Madelaine.)
Min Frøken,
jeg fatter jer. I bider i den anden
af Pølsens Ender, hvori jeg har bidt.
Men vil I gribe Aalen, saa hold fast.
Madelaine.
Hvi ikke Slangen? Læs!
Rodriguez
(seer skarpt paa René)
Nei, se først hid!
Ak, ædle Herre, ere vi ei begge
Retfærdighedens Tjenere?
Madelaine.
Nu læs!
René.
Han seer saa rædsomt paa mig.
Madelaine.
Vil I heller
see mine Øine vrede,, saa see hid!
René.
Jeg er imellem Baal. Ak, Herr Rodriguez,
se ikke saa paa mig, ei saa -- jeg føler
I seer paa mig. Jeg tør ei see det. Ak,
jeg er jer Ven.
|
| FORRIGE |