HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837

BARNEMORDERSKEN
SØRGESPIL I FIRE ACTER

del 2
d.II,b.3,s.258              du qvalte i din kolde Seng,
                 ja med en Vandsnog seig.
                       Og Pigens Blik
                       ud som Faklen gik.
                       Dog laae igjen i Hulen rød
                       en sort, men brandhed Glød.


           Og Haaret blev til Aske graa.
                 Kulmine Barmen blev.
           Som Gnister Sløiferne, det blaa
                 Gevandt som Røg bortdrev.
                       Og hvor hun stod
                       voxed Bulmerod.
                       Og Satan holdt om hendes Fod,
                       og vasked den med Blod.



           Nu, Havmand! Frister! Djævel! Rodriguez!
           giv mig mit Barn igjen! Kun det, et hvad
           du ellers tog paa Kjøbet. Hid med det!
           Hid! hid! Jeg tvinger dig, Blodgjerrige,
           med værre Djævel, som har mig betvunget,
           ifra jeg saae Nannettes Smaae. Nu, aabn
           dig, sorte Kulp! Thi længer, døde Bæk,
           saalenge varme Bølger slaae mit Hjerte,
           skal du ei være Moder for mit Barn.
           O riv dig løs, mit Barn! Du vil ei? Ve!
           er du alt bleven Nyk, og elsker Vandet,
           hvori du lever som en Sjel i Blod?
           Du er i Luften, lille Navnløs? -- O,
           Da vil jeg fange dig; thi jeg vil føde,
           besvangret kun af Længsel efter dig,
           en Form af Barn, vel livløs, men saa yndig,
           at, naar jeg lægger den ved Bækken, lokkes
           du til at sætte dig paa Læben som
           usynlig dugglands-vævet Sommerfugl;
           og Læben aander dybt, og du er fanget.
           Der vil jeg lægge det, der! der! --
                             
(Luder sig udover og seer Barnet.)

          
d.II,b.3,s.259                                Barmhjertighed!
           Der er mit Barn, hvis ei det er et Syn!
           Nei, levende, du lever, o lyslevende!

(Griber det)

           Du aander -- himmelske Musik! Du aander.
           Du slumrer. Vaagn ei for igjen at svinde!
           Min synd er sonet, synger denne Aande.
           Jeg tabte denne melkehvide Perle
           i Bølgen af Forskrækkelse. Men Himlen
           har hørt mit Raab, og Bølgen maatte give
           Klenodiet igjen. Og jeg ei døde,
           fordi jeg vidste, at den maatte; thi,
           som Lufttræk foran Stormen, Ahnelser
           foran Tilskikkelserne gjennemhvifte
           de Dødeliges Hjerter. Alt er godt;
           ja dobbelt Godt og dobbelt Glæde; thi
           togange er han født. Ja, se Fanchette
           har atter faaet nu sin Konge paa
           de sjunkne Brysters Throne. Verden knæler
           for Mødres Dronning. --
(Gaaer.)



Barnegeisten.



           Min Mo'r vil meer ei komme hid
           hver Aften ved Skjærsommerstid.
           Mig lyster ogsaa at forlade
           mit Sæde paa Nymfæens Blade,
           og bytte dem med Skyen hvid.



           Thi da jeg i den Spædes Mund
           nedrysted Manna sød og sund,
           det var somom min Ving, der skimred
           saa mat, med eet blev overglimret
           fra Himmelen med Straaleduun.



           Da duggtungt Ax jeg bøiet fik
           forsmægtet Læbe til en Drik,
           det var somom min Sjel fornemmed,
           at i dens Dyb nedfaldt en fremmed,
           men livsvarm Graad fra Engles Blik.

d.II,b.3,s.260  

           Og siden Sivblad, bredt og mygt,
                      jeg fik til Barnets Vugge bygt,
           det er somom en Guddomsvinge
           mig løfter, somom jeg selv svinge
           den kan med lette Tanke trygt.

(Forsvinder.)

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE