HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837



FØRSTE SCENE
(I Forpagterens Huus. Et Kammer aabent til Siden, hvor Margot sees slumrende. Forpagteren omringet
af sine Børn. Han er reiseklædt. Nannette hjælper ham Randselen paa).



Forpagteren.



           Farvel Firmin! Farvel Colin og Jacqves!
           Farvel Margot, mit syge lille Hjerte!



Børnene.



           Farvel Fa'r! Farvel Fa'r!



Nannette.



           Trøst dig for hende! Urterne er' alle,
           ihvor forskjellige, opstandne i
           et Søsterpar af Sundhedsroser. Se!

d.II,b.3,s.233  

Forpagteren.



           Gud signe dig!



Nannette.



                 Dog skal hun holde Sengen.



Forpagteren.



           Saa kan hun dele Bryllupsglæden trygt,
                      naar, som jeg haaber, denne Pung befrier
           din Josef. Stakkel! Hun og disse Smaae
           har forud kjøbt, som du, hvis Medgivt gaaer,
           den Glæde med sin Arv. Farvel Margot!
           Farvel Jacqves! Farvel Colin! Farvel Firmin!



Børnene.



           Farvel Fa'r! Farvel Fa'r!



Nannette.



           Nu ud, I Smaae!

(Fører Børnene ind i Kammeret til et Bord).

           Fyskam! endnu ei skrevet fire Linjer?
           Den, som bli'er færdig bedst og først, skal faae
           de Silkestrømper, som jeg strikker paa.

(Kommer tilbage).



Forpagteren.



           Gud signe dig! Du neppe mere var
           end Barn før Du dem mere var end Moder.
           O jeg er riig i dig, mit Barn! Jeg føler,
           imens jeg bærer bort mit hele Eje,
           at end mit Alt jeg efterlader her.



Nannette.



           Dig Gud ledsage!



Forpagteren.



                             Og han være her!
           I dine Arme, Datter, hvile Disse
           som favnede af Himmelduens Vinger!
           Levvel! Dog er -- Gud glemme denne Glemsel!
           dog er der endnu Eet, et Barn af Himlen,
          
d.II,b.3,s.234              som jeg skal vogte, hvis jeg vil, at den
           skal vogte mine: Evangeliet,
           udlagt af Pjerre Vaux den Salige.
                             
(Peger paa en Bog paa Bordet).

           Forvar den, var det under Jorden! Laae
           den i dens Midtpunkt, da forgik ei Verden.
           Forvar den som dit Hjerte gjemmer Troen,
           useet af Verdens Had, men dog tilstede
           som Lys i Øjets Dyb og Mørkhed. Saa,
           nu er der Intet mere.
(Gaaer. Nannette følger ham. Rodriguez kommer snart efter).



Rodriguez.



           Fortræffeligt! den Gamle ogsaa borte.
           Saa gjør en Daad Tilfældet til sin Træl,
           og uberegnet Rad af Lykketræf
           sig viser som nødvendig Følge, rigt
           nedregnende som Vinding paa den Dristige.
           Jeg kan gaae lige paa. Dog nei Hun er
           af disse Dydige -- slig Bid er lækkrest
           og har en Smag af himmelske Ambrosia --
           som fanges kun ved Dyd, liig visse Fisk,
           der bide bedst paa samme Art. Nu vel,
           den Lokkemad maa bruges, men som Anglen
           kun eftergjort.

(Seende i Bogen)
Ah! ah! En Hage til!
           "Pjerre Vaux"? Nu, Kjætterske, du fanger Helgenen!
           Og, Helgeninde, Kjættersken er min.
           Dog vil jeg, hvis hun vil , gjenlukke Øjet,
           og vende indad det mod Viljens Maal:
           imod det søde Billede, som i
           dens stærke Arme funkler, liig Demanten
           i snoet Ring, urokkeligt og klart
           i Sjelens Dyb, som Stjernen i en Brønd.
           Hvor fattigt seer her ud! Nu, desto bedre.
           Thi Dyd i Armod er Guldbilledet,
           paa Leerfad. Og hver Sammenligning (selv
           de Skyer, den stirrer paa, i Pragt er klædte)
           indfletter i dens Rødder Mismodklintens . .
           Og, Himmelhvedesæd -- farvel!
          
d.II,b.3,s.235              Nu! Rødmer jeg? O latterligt isandhed!
           Det er paa Verdens Vegne. Den Erfaring
           tilhører den, ei mig. Jeg vil jo kun,
           at Dyden ei skal være fattig, men
           ei heller stiv og for alvorlig: den,
           og Hvad man kalder Udyd, smilende
           som Bro'r og Søster paa de samme Blomster.
           Da er det heller let ei dem at skille.
           Hun kommer -- nu, det er en gammel Regel:
           Hvo kysser Barnet klapper Moer paa Kinden.
                             
(Gaaer ind til Børnene).

           Ret, Børn! Se der, min lille Ven, en Top!
           Der du en Hatteknap! Der du et Skjærf!


Børnene.



           Nannette! Nannette! kom! kom!

(I Forvirring om Foræringerne).



Nannette.



                                   Saa tys!
           Margot jo sover.



Børnene.



                             Se! den gode Herre --
           Se! se dog --



Nannette

(Gjemmer Bogen).



                 Ah! Jeg haaber han ei saae den.
           Saa tak da! O, jeg maa nok takke Eder
           for Disse, som har Følelser, ei Ord.

(Lukker Døren til Børnene Kammer).



Rodriguez

(traadt ind)



           Det er min Frygt for mig. Dog tro mit Øje,
           om Munden skulde svigte! Lad det fylde
           dens Armod ud som denne Hyttes Du!
                             
(Griber hendes Haand).

           Nannette! fromme Pige! liig Maria,
           skjøndt Jomfru, Moder!

d.II,b.3,s.236  

Nannette.



                             Ædle Herre, der
                      er liden Trøst i smukke Ord som oftest.
           Dog kom I for at trøste.



Rodriguez.



                             Forat trøstes.



Nannette.



           I, Herre! Ak, her er et Sorgens Huus.
           Den Fattige maa taale Vold som Græsset,
           der fæster sig i Klippens Rift, at den
           begraver al dens Stræben under Gruus.
           Sit Tilvær maa med Taalmod han betale
           somom det var en Menneskenes Skjænk
           og ikke Guds. Hans Lykke, skjøndt beskeden
           i Ønsket: ikkun Ro, beroer alene
           paa Vindene i Andres Luner.



Rodriguez.



                             Sandt!
           Det gjennemborer mig. Jeg blues ved
           min Rigdom, og min Fødsel blie'r en Spot,
           naar jeg i dig seer Dyden dømt til Ringhed.
           Ak, -- hvis jeg saa tør sige -- din retfærdige
           Omhu for disse Børn er mod din Vilje
           en skarp Irettesættelse for Himlen.



Nannette

(forundret)



           Hvad siger I?



Rodriguez.



                 At Skjebnen dog har lært.
           Thi her jeg er, at frelse dig ifra
           en Stilling, der fortjener slige Tanker.



Nannette.



           Min? O den deler Lindetræets Lykke
           herudenfor, at vogte denne Hytte,
           og døe i Ly af det.

d.II,b.3,s.237  

Rodriguez

(Griber hendes Haand)



                             Da elsked ei
                      Rodriguez.



Nannette

(River Haanden løs)



                 Herre!



Rodriguez.



                       Ja, din Skjebne, saa
           partisk mod Dyd, opsætsig mod Naturen,
           bekjæmper jeg med større Guddomskraft
           end den Tilfældigheders døde Strøms,
           der splitted os i Fødslen, kasted dig
           paa Lavheds Strand, men mig paa Ærens Klippe.
           Nu! viste du slig Taalmod hidtil i
           den blinde Gang hiin døde Strøm før havde,
           saa er det ligevist kun føisom Tak
           mod Den, der, skjøndt det syntes, dig ei glemte,
           at vise mere livlig Dyd imod
           den raskere af nye Strømmes Hvirvel,
           som, kommende fra samme Almagts Dyb,
           vil føre dig fra et uværdigt Leje
           til gyldne Kyst, bestemt dig, skjøndt i Fjernet.



Nannette.



           Ak, I vil løse Josef? Ædle Herre!

(Knæler for ham).



Rodriguez.



           Nei dig fra ham, fra Dyndet, hvori du,
           tilfældigviis diddreven, har dig fæstet.
                             
(Nannette reiser sig).

           Saa er Fornuftens Røst. Som Orglets Drøn
           i Chorets Melodier, maa den høres
           høit over alle vante Følelser.
           Dog vil jeg, at min Tryglen som en Røst
           fra Menighedens Chor skal være, der
           skjøndt eensom, trænger højeste igjennem,
          
d.II,b.3,s.238              og følger Orglet, overbydende
           dets Drøn og overhvinende dets Stigen.
           Du taler ei? Se, denne Arm er Planken,
           dig sendt af nye Skjebners Strøm!
                             
(Vil omfavne hende).

                             Og denne
           fra dette Hjerte bruser, sluppen ud
           af Den tilvisse, som udsender Alt.
                             
(Nannette vender sig bort).

           End ei? Nu, troer du ei, at denne Stund
           er som de andre Øjeblik en Deel
           af Tiden? o en Perle i dens Krone.
           Og troer du, det, repræsentert i mig,
           dets Hensigt aabenbaret i mit Ord,
           er sendt af Ham, hvis Aande (den som bærer
           Alverden) Tiden er?


Nannette.



                       Tilvisse troer jeg.
           Men som en Frister er I sendt. Dog nei,
           saa sandsberøvet var vel aldrig Uskyld,
           sa ubevidst ei Uerfarenhed,
           at aaben Gudsbespottelse og værste
           af Synder: Spot mod uforskyldt Ulykke,
           til Vaklen kunde friste. Hvis I mener,
           hvad nys I sagde . .



Rodriguez.



                       Ja, ved Himlen!



Nannette.



                                   Ak!
           Da frister I til Gysen.



Rodriguez

(farende tilbage)



                       Gysen? Ei!
           Det Ord er meer end koldt; men jeg beklager,
           at intet Ord meer hedt en Elskov findes.
          
d.II,b.3,s.239              Vel, vi forene begge. Endda dannes
           en passende Temperatur
           for Kjærligheden, saadan den maa være
           hvor hos den Ene ei om Sjel kan spørges,
           da den forgiftet er med Kjetteri.
           Du studser? Ja, jeg veed det. Nu, da veed Du,
           at Du er i min Haand, ja du og Dine,
           forraadte alle af jer falske Petrus.
           Nu gyser du med større Ret.


Nannette

(stolt)



                             Tro ikke,
           jeg zittrer for mig Selv.



Rodriguez.



                       Ah, du har fundet
           et Ord meer koldt end Gysen; det er: Haan.
           Jeg et meer glødende end Elskov: Had.



Nannette.



           Jeg vakler ei i Valget.



Rodriguez.



                             Heller ikke,
           naar det er sat imellem dig og Bogen,
           du skjuler, den, I holde mere værd
           end Verdens Alt.



Nannette.



                       Mit Liv er eders.



Rodriguez.



                             Nei,
           Jeg det forærer Sanct Domingos Brødre
           i Avignon. Dog end engang, Nannette,
           jeg skjænker knælende igjen dig Selv det,
           kun tryglende om nogle Blomster af
           dets Rigdom.

d.II,b.3,s.240  

Nannette

(Kaster Bogen til ham)



           Se, der er mit Liv! Som Sjelen
                      for Legemet, jeg foretrækker hvad
           jeg har af Bogen lært for Bogen selv,
           skjøndt Han, der fængsled Himlens Melodier
           i disse Træk, vel veed hvor jeg den elsker.



Rodriguez.



           Ak, skal da Bødlen vise dig hvor høit
           jeg elsker?



Nannette.



                       Heller end nu eders Elskov
           hvor dybt I mig foragter.



Rodriguez.



                             Med mit Had
           maal ud min Kjærlighed; og du skal svimle.



Nannette.



           Dog elsker jeg jer mere; thi jeg beder
           for eders Sjel.

(Vil gaae).



Rodriguez

(river hende tilbage)



                       Bi! bi! og lær
           min Kjærlighed at kjende af hvor dyrt
           jeg kjøbte denne Times Qval. Thi hør --
           og tilgiv ei! -- Jeg, ene jeg, jeg lod
           (thi var han ei et næsviist Bolværk i
           min Fos, som tordner ned, blot for at loggre
           for dine Fødder?) føre bort din Brudgom.



Nannette.



           . . Du? O!



Rodriguez.



                 Javist, til Krigens Slagterbænk,
           til Valen, Christenaltrets Fundament.

d.II,b.3,s.241  

Nannette.



           Sataniske!



Rodriguez.



                       Den Bøn var ikke from.



Nannette.



           Du Djævel!



Rodriguez.



                       Nu, skjæld ei Kong David ud!
                      Han gjorde det ei bedre.



Nannette

(knælende)



                             Frels ham! O
           Rodriguez! --



Rodriguez.



                       Troer du, at jeg derfor qvalte
           med disse Fingre, som din Taare varmer,
           dit Navn paa Josefs Mund, og Hjertets Torden
           om at det var en Synd? Nei, forat lade
           det vaagne op paa min eensformigt evigt
           som Vindens Lyd i Sivet.



Nannette.



                             O Rodriguez!
           For Guds Barmhjertighed --



Rodriguez.



                             "Rodriguez?" Ja,
           saa mildt skal dette haarde Navn betones,
           som du det tonte nu.



Nannette.



                             Rodriguez! o,
           split denne Helveds Blindelse, I er i!
           Gjengiv mig Josef; og jeg evigt skal
           i Bønner lære Himlen eders Navn.

d.II,b.3,s.242  

Rodriguez.



           Jeg vil, at du bønhører og forbander.



Nannette.



           Umuligt begge.



Rodriguez.



                       Hvilket af dem mest?



Nannette.



           Tving mig ei til Forbandelse!



Rodriguez.



                                   Nei, til
                      Bønhørelse --



Nannette

(trædende fortvivlet tilbage)



                 Hjælp! hjælp!



Rodriguez

(Gribende efter hende)



                       Jeg vil dig elske
           som Løven bidsk Ulvinde.



Nannette.



                             Himmel! Hjælp!

(Fanchette styrter ind. Rodriguez fjerner sig forlegen).



Fanchette.



           -- Rodriguez ja tilhjælp! Jeg er hans Genius.
           Det var et Skrig som Dommedagens. Men
           hvi saa? Veed du ei, Jomfru, at han elsker
           din Modstand just, forblindet i de Tænder
           din helgenlige Dyd fremviser?



Nannette.



                             O,
           Du kom fra Himlen.

d.II,b.3,s.243  

Fanchette.



                       Ja fra Satans.
                      Fra Jorden nemlig. Helved er hans Jord.
           Jeg er Rodriguez' Skygge. Derfor kom jeg
           lidt senere end han; thi endnu skinner
           hans Manddoms Morgensol ham i hans Ansigt.
           Og han min Skygge er, og derfor kom han
           lidt før end jeg; thi se hos mig det aftnes.



Nannette.



           Kom, Stakkel! Du er hæs, jeg vil dig lædske.



Fanchette.



           Ja, jeg har lært jo Bjergene herrundtom
           at hyle smukt: "Rodriguez!" Ohohoho!
           Dog hit for Skams Skyld, Elskte, en Undskyldning
           hvi du er her.



Rodriguez.



                       Bort Qvinde!



Fanchette.



                             Ja, en Qvinde!
           Det er min hele Plage.



Rodriguez.



                             O fordømt!



Fanchette.



           Det er jeg med. Dog er din Skytsaand jeg,
           som frelser dig fra Synd, du før ei har.
           Thi den, vi havde mellem os tilforn,
           har gjort min Nerve følsom, saa den zittrer,
           naar din, om fjernt, sig spænder til en Udaad.
           Og Stormen bringer Bud fra dig; Orakler
           til mine angste Spørgsmaal qvæder Vinden,
           og Chore tale selv om dig fra Luften.

d.II,b.3,s.244  

Rodriguez.



           Fanchette --



Fanchette.



                       Skjær ei Tænder, stolte Løve,
                      for du est fangen i min Ømheds Net.
           O sønderskjær ei saa din Engels Navn!



Rodriguez.



           Min Elskte --



Fanchette.



                       Ret! den Tone jeg forstaaer.
           Saa sød den er som Sivets ved vor Bæk.



Rodriguez

(Afs.)



           Gid der du laae! Som Myg om Lyset, svæver
           hun stedse i sit Vanvid nær og rundt
           en Aabenbarelse, som dræber hende.



Fanchette.



           Han er min Elsker, gode Pige; derfor
           bønhør ham ei. Den Ret tilhører mig.
           Men hjælp mig at beundre.



Nannette.



           Bliv hos mig.
           Du synes Magt at have over ham.



Fanchette.



           Ja Blodets.



Rodriguez

(Afs.)



                 Ha, den Rasende!

(Høit)
Hun mener
           -- om Fabelen saa vil -- vist fjerne Slægtskabs.



Fanchette.



           Vor Slægtskabs første Ahne var et Kys,
           dets Stammemoder en Omfavnelse,
           og derfra stammer ned en Rad Forbandelser.

d.II,b.3,s.245  

Rodriguez.



           Jeg kjender hende ei.



Fanchette.



                             Nu galer Hanen.
                      Hoho!



Rodriguez.



                       Jeg sværger.



Fanchette.



                             Andengang. Hoho!



Rodriguez

(Afs.)



           Hvor djævelsk fuul og dristig i sit Vanvid!
           Med drømmevandrersk-sikkre Trin hun gaaer
           paa Afgrundsranden af Tilstaaelsen.
          
(Til Fanchette)
Fanchette: Ak, hvi vil du da, at Verden
           skal kige mellem vore Hjerter?



Fanchette.



                             Sandt!
           Det maa den ei. Dens Øie er for koldt.
           Men kast som Sand deri dit Had til hende,
           som blegner der, saa seer det ei for Graad.



Rodriguez

(Afs.)



           Mig Madelaine skal hevne. Intet Had
           saa sikkert slaaer som Qvindes Jalousi.
           I Ørkenen, hvor Mandens Hevn maa standse,
           den aander sin Flammevinde ud.

(Gaaer.)



Fanchette.



           Ah borte? Var det ei Rodriguez? O,
          
(Skriger)
Rodriguez! Rodriguez!



Nannette.



                       Tys dog! Gud skee Lov!

d.II,b.3,s.246  

Fanchette.



           Ak, taabelige Uskyld, veed du ei,
                      at han har efterladt, som Satan Røg,
           sit bittre Had? Det lugter af dit Liig.
           Han svoer ei Glemsel. Vel han gik, men svoer ei.



Nannette.



           Gud frelse mine Smaae!



Fanchette.



                             Ah, du har Børn?
           Dem skal jeg redde. Børn? O stol paa mig!
           Jeg har en Hunørns Neb og Kløer for Børn.
           Thi engang . . Ja, Rodriguez bedst det veed;
           og det er mere sikkert end hans Eed.

(Gaae ind.)

ANDEN SCENE
(Retssal i Carpentras. Rodriguez. René skrivende.)



Rodriguez

(Afs.)



           Saa frist da hende, Død! den kraftigste
           af alle Fristere. Nei, ikke Døden; thi
           hun er for smuk. Jeg skinsyg blev paa Døden,
           Skjøndt Hevn med Blod bør svare Haan, der spytter,
           dog Døden ei, dens Billed kun, dens Fare.
           Naar den vil gribe, vil jeg springe til,
           og gribe hende før det blege Kys,
           forblænde Øiet med en Frelsers Straaler,
           og skjænke Livet som en Morgengave.
           René, kom hid!

(René kommer bukkende.)



René.



           Hvad er til Tjeneste?



Rodriguez.

   Nu vil jeg tjene Eder. Hør! Siden I fik Afslag af min Søster,
dengang I kom paa det uheldige Indfald at tage Friermodet fra
d.II,b.3,s.247   den dygtige Pidsk, I tog jer med Mairen i Anledning af Com-
pagniets Bortmarsch, vil jeg foreslaa Eder en Anden, der er
rigere om ikke smukkere.

(René bukker)
Hvad mener I om Frøken
Madelaine?


René.

   Gud bevares! Hihi!


Rodriguez.

   Siger I det "Gud bevares" i en god Mening.


René.

   Ja Gud bevares. Hihi!


Rodriguez.

   Nu! Hun er ledig. Siden jeg flyttede ud af hendes Hjerte,
boer Giftesygen der alene.



René.

   Ah! den Fugl flyver høit. Hihi!


Rodriguez.

   Jeg skal lære Eder at fange den.


René.

   Ak! hun har truet med at gaae i Kloster . .


Rodriguez.

   Det maa være i et Munkekloster. Til de lystige Benedictinere
for Exempel.



René.

   . . Ja endog med at stifte et af en uhørt streng Orden.


Rodriguez.

   Ja dersom hun ikke bliver gift. Kuldkast I kun Klosteret, før
det faaer sin Grundvold. jeg skal give Eder Anledning til at
d.II,b.3,s.248   gjøre Eder i anden Maade fortjent af Christenheden. Reent ud:
vil I have Herskabet og Slottet Hautbrisson og Godset Coninges
og en langagtig Frue med Been i Næsen?


René.

   Oh, gunstige Herre, kunde jeg tjene Eder igjen!


Rodriguez.

   Velan da! Hele Kunsten bestaaer kun i at betroe hende, med
saa vigtig Hemmelighedsmine som muligt, at Pigen Nannette
Pelorce var Den, der stak hende ud. Anklag hende saa for
Kjætteri efter dette Beviis

(giver ham Andagtsbogen)
, saa er I i Kridhuset,
især da I giver Madelaine en fiin Hevn ved saaledes at tvinge
mig til at være Actor som Inqvisitionens Advocat. Forstaaer I?
Nu, vil I?



René.

   Ja Gud bevares. Det var en let Maade.


Rodriguez.

   Saa indregistrer strax Klagen. Skriv nu!

(Dicterer. René skriver)
"Jeg
Cyprianus Neoptolemus Greffier, Hans Hellighed Pavens Maire,
Byfoged og Landsdommer i Byen og Districtet Carpentras . . .



René.

   Ja ja, bi lidt! Det er Eders Faders Navn, som skal staae
med store Bogstaver.



Rodriguez.

   . . "Gjør vitterligt: at mig med Bisiddere er, under Datum af
3die efter Sylvester, bleven foredragen lovformelig Klage, hvor-
efter Herr René, Rettens Skriver hersteds, anklager for Kjætteri
og Fordølgelse af forbudne, høist kjætterske Bøger" . . . Har I det?
Stands lidt!

(Bider sine Negle.)



René.

   Hihihi! Det er som Monsjeur sagde: jeg gjør mig isandhed
fortjent af Christenheden.

d.II,b.3,s.249  

Rodriguez

(Afs.)

   Hun skal jo blot see Dødens Aasyn, for at sammenligne mit
og dens, og lære at elske Livet. Mere vil jeg ikke.
(Heftig)
Videre! . . "Pigen Nannette, Datter af Etienne Pelorce,
Forpagter under den høibyrdige Frøken Madelaine de Hautbrissons
Herskab Hautbrisson; og paastaaer . . ."



René.

   Hihihi: Nu bliver der lidt Bevægelse i disse stille Tider. Loven
siger Baal og Brand. Hihi!



Rodriguez.

   . . "At med Anklagede fortfares efter Lovens strengeste By-
dende; hendes Sødskende, der befindes under Lagalder, at be-
sørges, under Kjætterlovens yderligere Iagttagende, opdragne i den
ene saliggjørende Kirkes Skjød; hendes Fader Etienne og Tro-
lovede Josef Santorin, der begge befindes fraværende, at være
underkastede samme Livspaastand som Anklagede; og at alle
disse i Klagen Nævntes Ejendom tilkjendes den hellige Domi-
nici Broderskab i Avignon, dog at Processens Omkostninger for-
lods deraf udredes. Ifølge denne lovformelige Klage paalægges
Herr Rodriguez Greffier, Advocat, og den hellige Inqvisitions Actor
i Byen og Districtet Carpentras, som Saadan at iagttage alt for-
nødent, i hvilken Henseende han herved bemyndiges til at lade
Anklagede arrestere og fremstille til piinligt Forhør for By- og
Landretten i Carpentras, der avholdes sammesteds hver Ons-
dag og Løverdag." Se saa! Faa nu Undertegnelsen: Cyprianus
Neoptolemus Greffier, Maire, Byfoged og Landsdommer i den
pavelige By og District Carpentras.



René.

   Hihihi! Det er Hovedet paa Sømmet.


Rodriguez.

   Tænk blot paa, René, at det Søm er slaaet i Borgporten paa
Hautbrisson.



René.

   Eller i Frøken Madelaines Hjerte. Hihihi!
d.II,b.3,s.250  

Rodriguez.

   Hu, René! Der slipper ofte Udtryk fra Godmodigheden, som
kan lade Haar reise sig. Nu flink!

                        
(René gaaer.)



          
(Afs.)
Hvor ofte vil jeg sige til mig selv:
           jeg vil ei bryde Grenen, ikkun bøje
           dens søde Frugt til Munden med lidt Magt?
           I magisk Lampes Dødningslys jeg vil
           kun vise hende Noget, som hun maa,
           om hun har Skjønsomhed, ei kalde Had,
           men Kjærlighed, der ikke frygter Helved,
           og lefler blid med Døden, bruger kjæk
           til Ømheds Talemand blaalæbet Skræk.

(gaaer)

TREDIE SCENE
(Skogsletten. Narcisse. Barnegeisten.)



Narcisse.



           Min Time kommer. Ve! hvad skjuler mig?
           Ei meer en Skogens dunkle Afgrundsbund,
           som da jeg valgte den for denne Stund,
           mig synes denne Slette. Og herover
           er denne dagblaa, trætopkrandste Ring
           et Luftens Øie, følesløst og stirrende.
           Men om min Fader døer af Skræk og Sorg,
           han sætter vist som kulsort borende
           Pupill sig deri, seer og hører Sletten
           som Dybets falske Grønsværlæbe aabnes
           og nævne Grunden, hvi jeg belv saa bleg,
           hvi sidste Tid kun hørte tvungen Spøg,
           naar klappende han bad mig dog for Guds Skyld
           at tage Kryderthe og holde Sengen.
           I fiirti lange, skjøndt for korte Uger
           har Gaspards Barn mit Hjerte klappet, tigget
           det om Medlidenhed, om den at hylle
           dets Skjændsel til. Men nu, o ve! jeg mægter
          
d.II,b.3,s.251              ei længer, længer. Og det Selv er bleven
           saa kjed af Hjertets tunge Slag og af
           at lytte til den vilde Puls.
                                         O ve!
           Nu krymper sig Naturen. Blodige
           Natur, som lønner saa sig selv, som styrter
           med Smerteskrig den samme Sti tilbage,
           hvor Vellyst taus paa spændte Nerver svævte!
           O ve! o ve! Hvor er en Eensomhed
           saa taus, at den ei Hjertets Veeraab hører?
           O ve, o ve! o ve! Hvor, Skjændsels Time,
           hvor er en Skygge sort nok til et Skjul?
(Gaaer ind i Skogen.)



Barnegeisten.



           Paa Bølgespeilet en Hvirvelvind,
           saa vildt ei farer paa sorte Trin
           som Modersveer fra Fod til Isse.
           Dog mere voldsomt og vildt end disse
           flye Smertestanker i hendes Sind.



           Meer raadløst bølger end Siv ved Kyst
           veespændte Nerver i hendes Bryst.
           Liig enkelt Vindstød, der Egen bøier,
           een Vee sig over de andre højer,
           at hyle ene, mens Alt er tyst.



           Ve Liv, hvis Traade ei briste vil!
           Ve Død, som griber med Hast ei til!
           Det er en Døen, som ikke endes,
           en Livsilds Sluknen, som atter tændes
           til nye Qvaler i Smertesild.



           Ei Hjelp fra Jorden, ei Himles Trøst,
           ei fatte Engle den Smertestrøst.
           En fremmed Verden, et Chaos lukket
           er Moderskjødet. De høre Sukket
           saa koldt som blev kun en Blomst forløst.

(Narcisse kommer frem med et Barn.)

d.II,b.3,s.252  

Narcisse.



           Forræderisk som Glæden Smerten er.
                      Dens Zittren var dens svigefulde Latter.
           Thi denne her er større. Dog jeg bar den:
           min pjaltesvøbte Tiggerdreng omkring,
           hvis Menneskene ikke suged Fryd
           af Andres Jammer, og tillode mig
           at die ham i Fred ved urent Bryst
           saalangt dets Rigdom strakte, om tilsidst
           kun vissent Blod og Taarer var tilbage.
           Uskyldige!

(Kysser Barnet)
Uskyldig Du!
           som suget har saalænge dette Hjerte?
           Dit første Pust er jo min Faders sidste,
           om der et standses; og din første Rødmen
           min Æres Blegnen.
                             Ha, det var en Tanke,
           skyldvægtig meer end mangenanden Gjerning!
           Saa har du Blod endnu, mit Hjerte? og
           er dog saa tørstigt? Nok endnu af Blod
           til ud at fylde denne Tanke med?
           Nu fødes nøgen den med det. Og jeg
           har forud alt dens Skyld, som Fødslen ei
           af Barnet, men Undfangelsen er Synden.
           Og har ei Skjebnen ved sit Angreb æsket
           mig til at slaae den med sit eget Vaaben,
           det jeg nu svinger?
                       
(Svinger Barnet vildt over Hovedet. Det skriger).

                             Tys! begynder, Barn,
           du hvor din Fader slap: med at forraade
           din Moder? Ah, du har et Træk af ham
           om Munden, som (skjøndt Øiet er for ærligt
           til enten ham at ligne eller mig)
           er nok at dømme dig til Døden for,
           at ei det voxer til et Slangepar.
           Du burde toe det ud i denne Bæk.

(Holder Barnet over Bækken. Det skriger).



Barnegeisten.



           O gjør det ei!

d.II,b.3,s.253  

Narcisse.



                       Jeg siger blot "du burde."
                      Det var som Barnet bad: "o gjør det ei!"
           Men ti dog for dit Livs Skyld! Oh, det har
           ei Værd for dig, som veed ei om du lever,
           og kan da ikke frygte Døden. Jeg
           kun veed og kan afgjøre til dit Bedste.
           Og det er ei det bedste, at du voxer
           op i din Moders Jammer, hende Verden
           vil nøde til at bande dig hver Time.
           Men det er bedst, at du tilbagegiver
           det Liv, med Uret du bekom.
           Og hvad kan være bedre end at drømme
           det onde Liv bort, og at vaagne først
           paa Engleduun i Herrens Skjød?
                                         Velan!
           Jeg vil dog een Velgjerning skjænke dig,
           foruden alt det Blod, som du har drukket:
           den sjeldne Lykke, at du bringe kan
           i Himlen ind din Uskyld englereen.
           Vær der min Helgen, fromme lille Navnløse!
           Lad mig, fordi jeg dog velsigner dig,
           dog have een at raabe til. Velan!
           Fald som en Taare reen i Jesu Skjød!
           Kjøb for en kjølig Stund en Salighed!
           Svøm i dit Døbevand til Englene!

(Lader Barnet falde. Det driver hentil og bliver baaren
af en Trærod. Narcisse vender sig bort.)



Barnegeisten.



           Fortabte!



Narcisse.



           Ve: "Fortabte" klang i Sjelen.
           Nu voldtog Helved Moderhjertet.
           Dog se min Haand er hvid, ei sort, ei blodrød.
           Saa kan I Herrer kysse den paany.
           Af ny og glohed Synd er al den gamle
           udbrændt. Af Sorger tynger nu kun een,
           kun een, kun een. Men den er Sorg af Steen.

(iler bort.)

d.II,b.3,s.254  

Barnegeisten.



           Ret, Orrerod! du greb, meer øm
                      end Moderarmen, Barn i Strøm.
           Nu laane, Siv, du da den Spæde
           dit bløde Axeskjæg til Klæde,
           og vugg i brede Blad hans Drøm!

(Madelaine kommer, fulgt af René.)



Madelaine.



           -- Hun! Hun! Min egen Underdan, ei værd
           det Støv jeg træder?



René.



                             Visselig.



Madelaine.



                                   O hvor
           dog det er sandt, at Guds er Hevnen! thi
           han gav jo hende i min Haand? Forloren!
           -- René hør det -- Hun er forloren!
           Hun er forloren, er det, som I siger.
           Ja, nok Mistanken er.



René.



                       Min Naadige,
           jeg gaaer jo netop at forkynde Klagen.



Madelaine.



           Iil! Flyg!



René.



                       Paa Haabets Vinger?



Madelaine.



                                         Ja,
           hvis rappere end Hevns de ere. Ja,
           det Indfald skylder jeg min Kjærlighed,
          
d.II,b.3,s.255              at tvinge, under Skin af Ret, Rodriguez
           til op mod den forvorpne Elskerinde
           i Dødens Skikkelse at træde. "Døden
           som Frier" kan jo dette Sorgspil (os
           et Lystspil) hedde.


René.



                       Amor er Forfatter.
           Han laante mig sit Hoved for mit Hjerte.



Madelaine.



           I fik hans Tunge ogsaa.



René

(kyssende hendes Haand)



                                   Frøken!



Madelaine

(seende Barnet)



                                         Oh!
           Et Barn? O gyseligt!



René.



                       Nu! Det er faldet
           i Bækken. Den, som gjorde det, dog dybere
           i Rettens Blækhuus.



Madelaine.



                       Ha, et Lys gaaer op!
           et Lys, et Lys i denne dunkle Udaad!
           Hid gaaer den gamle Kjætters Fæste: hid
           og rundt saalangt vi see det følger Bækken.
           Hvo kommer hid i denne Udmark? Kun,
           naar ud og hjemad Hjorden drives, Hun!
           Paa denne Plads, der skifter ud sin Skygge
           til Elskov og til Udaad, de da mødtes
           det lange Aar, jeg piintes af hans Kulde,
           den han inddrak af disse Træers Svale?
          
d.II,b.3,s.256              Her mødtes de. Hvor ellers? Her, ja her!
           til ogsaa her tilsidst hun mødte Djævlen,
           og offred' ham den Frugt der af sin Synd.


René.



           Men Pigens Brudgom?



Madelaine.



                       Just af Frygt for ham.
           Og sagde I ei selv, Rodriguez elsker?
           Han smægter ikke for en Bondepige.



René.



           Sandsynligt.



Madelaine.



                       Mand, begrib det er et Lys,
           som skjære maa selv blinde Ret i Øiet,
           og kan jer føre til mit Brudekammer.
           Ned skal, saasandt som jeg er Fruen
           af Hautbrisson, som Bregner disse Ege,
           hvis Trofasthed gav Troløsheden Skjul;
           og som et Mos op denne Slette ryddes.
           Men fares saa med det Uskyldige,
           saa veed I hvad jeg vil den Skyldige.



René.



           Hihi! den Klage kan nok gaae.



Madelaine.



                             Saa er
           min Vilje. Hav en Klage i Beredskab.
           I træder frem, naar først Rodriguez nok
           er piint; dog strax, saafremt han skulde vakle.



René

(bøjer sig efter Barnet)



           Corpus delicti vil jeg tage strax.

d.II,b.3,s.257  

Madelaine.



           Lad ligge! Det er ikke Livet værd; --
                      mig lige, ja mere dyrebart som Liig.
           Dog førend Strømmen eller Fiskeørnen
           bortriver det for os, vi søge Vidner,
           der kunne syne selv og hente denne
           urene Bid fra Dødens Strube! Thi
           beregne Hevn og Retfærd maae jo Alt,
           hvis ei det gaaer som blinde Harm dem galt.

(Gaae.)



Barnegeisten.



           Du klynker, Stakkel! Hunger vist
           og Tørst dig piner uden Rist?
           Jeg Duggen i din Mund vil kryste,
           af Græsset paa din Tunge ryste
           det søde Mannas Livsensfrist.

(Fanchette kommer.)



Fanchette.



           En Pigelil i Kjortel blaa
                 med røde Sløifer stod
           ved Bækken, der med Avind saae
                 de Lokkers gyldne Flod.
                       Da reiser sig
                       Havmand pludselig.
                       Fra sivet Leje reiser sig
                       en Havmand pludselig.



           Han griber i det lange Haar,
                 og hyler gram i Hu:
           den første Frugt, din Ungdom faaer,
                 Du give -- hører du?
                       Dit Fagerhuld,
                       Haabets slagne Guld,
                       jeg ellers slider af, og fuld
                       din Barm jeg slaaer med Muld.



           Troløse Havmand! første Dreng,
                 som Pigen gav dig feig,
          
FORRIGE
NESTE