|
EFTERSPIL
(Skibet ved en fremmed Kyst. Francis og Sami paa Dækket.)
Francis.
Her er en yndig Ø. Her vil vi boe,
og prøve Sandheden af hvad jeg sagde,
at, om end Himlen grues over Jorden,
er det dog nok, om kun eet engelsk
og indisk Hjerte elske, til at faae
den atter til at smile over Jorden.
(Capitainen stiger op af Kahytten med Breve)
Captainen.
Bort! bort, i rum Sjø femti Mile
om dette Forbjerg. Døden er der alt.
Fra Skib til Skib, fra Ø til Ø, forstærket
med hærje'de Indiens Liigstank, springer den
for endelig at naae Europa, og
for første Gang at lade Indiens Kræfter
beseire europæisk Kløgt. Til England
snart rækker Indiens Hevn. Den aander
-- den Indiens Vrede, Indiens Cholera,
der trænger Pesten bort for selv at rase --
i hede Vinde over Havet, og
forat omringe Verden puster alt
|
d.II,b.3,s.159 |
(som Flammer over Tag for Tag at naae)
den over Himalah, og strømmer gjennem
de trange Butans Dale, dannende
den store Ørken til et Dødsbassin,
der atter, dæmmet op, igjennem Altai
udgydes over Norden.
Francis.
Før os da
til liden Holme midt i Havet. Derfra,
som Stenen Cirkler i det stille Vand,
vi atter sprede over uddød Jord
en voxende Velsignelse. Thi Døden
os ærer som Forsoningens Symboler.
Sami.
Ja før os til en Ø i Verdens Hav,
for tvende Hjerter stor nok og en Grav.
|
| BLA BAKOVER |