|
EFTERSPIL
(Dyrehaven ved Kjøbenhavn. Aftenskumring. Hist og her tændes Lys i Teltene, og Boderne, hvorimellem
en med alskens udstillede Fugle. Imellem dem Papegøien som slet og ret Papegøie. Trængsel).
Zacharias Güldenthal.
Skal vi gaae til Italienerne, som indpasserede igaar fra Malmø
med Papegøier og Murmeldyr?
Onkel Tobias.
Nei, herind! her er bedre Selskab.
(Gaae ind i et Telt).
Poetikkel
(trængende sig frem).
Jeg maa, jeg maae finde Boghandleren. Han er vist reist til
Kjøbenhavn forat overraske mig med Echoet af nogle Trompet-
|
| d.II,b.3,s.77 |
stød; men jeg vil helst høre disse Selv tæt til Øret. Jeg maa have
ham fat; thi uden ham er jeg saameget heller et Intet, som han
har løftet mig noget op, saa naar han slipper, synker jeg dybere
end før.
(gaaer videre).
Papegøien.
Det er skrækkeligt, at Italienerne have ført mig hid i Skoven,
midt i Alfernes uhyre Rige, og nu da Tusmørket, deres Himmel,
daler ned.
(skriger).
Til Byen! Til Byen!
Onkel Tobias
(kiger udaf Teltet).
Jeg vil aldrig være ærlig, om -- dog det er det Samme; altid
naar jeg hørte eller tænkte paa Johan hørte eller tænkte jeg paa
en Papegøie og omvendt.
En af Italienerne.
Stille Skrighals; mind ikke Folk paa Landet om Byen! Tænd
Lampetterne, Guidotti; og hæng Papegøien paa Mørksiden, at den
kan sove til imorgen.
(Den flyttes til Bodens mørke Side).
Papegøien.
Imorgen? Ak, jeg føler jeg maa døe af den megen Sladdren
idag. Ak! hvad var det? Den fæle Skov! Jeg er vis paa de
kommer; thi jeg hører en Summen i Luften . . Ha, hvad var det,
som lettede hint affaldne Løv som en Skjærm mod Maanen --
ak! ak! det vrimler alt -- der er Kokasen og den døende Olden-
borre -- Ve mig! der -- o!
Natalfer
(omsværmende Papegøie).
Paaveie at vorde en Djævel du døde.
Da atter til Bedring et Liv vi dig gav.
Ve, at du skulde letsindig forøde
vor kjærlige Straf.
Du sveg os. Du selv af dig selv er besvegen.
Du frelstes; men atter du spildte et Liv.
Længer ei dit -- din Sjel ei din egen --
os Alfer det giv!
|
| d.II,b.3,s.78 |
Det livne Tordyvlen, som hist paa et Leie
af liigblege Heggeblomblade nu døer!
Hvo mægter ei raade det Større, kun eie
det Mindre han bør:
Din Aand var en Menneskehjerne den høie,
umaalbare Himmel -- icarisk den foer.
Indknebne Skal af en grøn Papegøie
selv den var for stor.
Du finde din blaanende Himmel i denne
Tordyvelskal! Bryder du den er du fri;
bli'r dog ei Engelen strax, men kanhænde
en Natalf som vi.
(Alferne forsvinde. Papegøien falder død af Pinden. En Oldenborre reiser sig
brummende i en Kokase).
Oldenborren
(med utydelig Stemme)
Ulykken er skeet, men skede hurtigt; og naar den er skeet, er
man ikke bange meer. Jeg sidder dog ret mageligt; men jeg maa
rase, naar jeg tænker paa min skjønne Boghandling. Og dog er
det værst af alt, at jeg har tabt mit Organ, og det her hvor jeg
har saa skjøn Anledning til at recensere Damerne.
Onkel Tobias
(raaber heftig inde i Teltet)
Han var er og bliver uforbederlig; tro mig nu, Zacharias! Hei,
Garçon meer Afbrændt! meer Afbrændt siger jeg!
Poetikkel
(vendende tilbage)
Jeg finder ham ikke, og da ligesaalidt min Storhed. Ah, er
ikke der Boghandler Güldenthal? Ham maa jeg spørge.
(Gaaer
ind i Teltet, men kommer lidt efter paa Hovedet ud).
Onkel Tobias
(raabende efter ham).
Mars! Saa! Er det ikke Ham, som har skjældt sit Fædre-
land ud? Og tør rose sig for fornuftige Danske af det? Saa
har han vel faaet hjemme, siden han er her. Foragtelige Karl! --
Slip mig Zacharias! -- --
|
| d.II,b.3,s.79 |
Zacharias Güldenthal.
-- Og som drev Dagen hen i min Factors Boglade, gjorde Nar
af ham under Venskabs Maske, og forførte ham til hvad Ond-
skab og Daarskab, han ei selv fandt paa, og satte ham Skruer
i Hovedet, og -- Hollah, Garçon, jeg maa have noget koldt. Iis-
punsch! netop Iispunsch fremfor alt. Hei herhid!
Poetikkel.
Jeg mærker, at fornuftige Folk tænke ens baade i Danmark og
Norge; men mine Folk tænke ogsaa ens, saa det kommer kun
an paa Mængden. Ellers staaer jeg nu her i en Maade "hen-
dreven til en fremmed Strand alt ved min Faders Vrede."
Naar jeg nu bare kunde faae lært op disse summende Myg til
at være Æsthetikler, der kunde recensere Blomsterblade ligesom
i gamle Dage den forbandede Sifuls Fantasterier, og faae ind-
bildt denne Brems, at den var en Polemikkel Poetikkel, havde
vi her vor egen lille civiliserede Verden, og jeg skulde trives ret
brav. Men der er for Gud Poetikkel selv. Poetikkel! Gid jeg
kunde brøle! Poetikkel! --
Poetikkel.
En Oldenborre? Det var den som brummede, ikke hiin Tyk-
sak derinde. Ha, jeg sidder i værre Snaus en du.
(Griber
Oldenborren).
Sex Been? -- dem skal du miste; thi de minde mig
om at du kan avancere, ikke jeg.
(River Benene af den).
Den surrer
endnu som et Uhrværk, der snurrer ud med sprungen Trindse.
(Holder den for Øret). Ha, hvad er det? Tys! Poetikkel? -- ved Alt,
mit Navn -- Ja her er jo en Trylleskov og Kirsten Piils Kilde
lyder som en fjern Harpe -- Ha, kanskee nu Stunden er kom-
men, da jeg bliver Digter! Da vil jeg gjerne undergaae større
Rædsel end en Frimurernoviz, lade mig banke af fornuftige Folk,
og nævne med Ros af Skarnbasser. Lad høre da! Ja ved Alt,
mit Navn -- Tys! -- "Gaae i dig selv -- siger Dyret -- ligesom
jeg er gaaen i denne Skarnbasse -- Jeg er Johan Papendal -- ".
Haha! ja dersom du ikke kan være mig nyttig, kan du gjerne
være en Oldenborre. --
(Lytter)
"Du har dræbt mig, men jeg har
|
| d.II,b.3,s.80 |
ogsaa -- nok derom; nu føler jeg hvor godt det er. Men jeg
føler ogsaa, at jeg aldrig har været din Ven før i dette Øieblik.
Hør mig derfor: det er forbi med os begge; lad mine sex afrevne
pedes minde dig om, at det er et ligesaa ulykkeligt Indfald, at
ville være Digter, naar man ikke er det, som at ville være
Menneske, naar man engang er bleven Papegøi. Lær af dette
udsluknende Liv, at du staaer paa det skrækkelige Trin for
en gammel Student, at de sidste Gloser henblegne i din Hu-
kommelse. Og lad denne Kokase minde dig om, at hver har sin
Sfære -- Sfære -- -- ".
Den er forstummet -- ha! en Flaggermuus slog mig den af
Haanden. Eller var det en af hans naragtige Alfer? Det er
Trylleri . . Der ligger jo istedetfor Kokasen en Krands af hvide
Roser om en gammel, død, huul Torbist? Det maa være en
Compliment fra Alferne fordi han omsider kom til slig Sands, at
han kunde holde moralske Taler for mig. -- Smuk Moral! Vise
mig til mine Bøger? Lig der! Jeg vil i Høiden, om saa kun i
disse Bøgegrene -- Hver har sin Sfære. -- --
(Hænger sig; men dratter
ned. I samme Øieblik skifter Scenen om til at man seer Drengen slumrende i Blomsterbedet som i
første Scene. Solen rinder).
Hvad var det? Oh, en raaden Pære som faldt paa min Næse.
Har jeg sovet her inat? O nu husker jeg det. Hvilken Drøm,
som disse duftende Blomster maa have indaandet mig! Alfer,
Papegøie, Oldenborre, Polemikkel eller hvad han hedte -- alt en
Drøm. Vel! men jeg vil huske Moralen: ikke ærgre fornuftige,
gode Mennesker, ikke sladdre, ikke lyve, ikke være slem Dreng,
ikke ødelægge Blomster, ikke pine Sommerfugle, ikke tirge Alfer,
Poeter eller Trolde, ikke være forfængelig, skadefroe og ondskabs-
fuld, ikke holde mig til Poetikler eller Æsthetikler, ikke være
Boghandler, naar jeg er en Dreng, aldrig glemme Papegøien.
(Forlagt af
Johan Dahl).
|
| BLA BAKOVER |