HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 2. BIND: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS

MESSIAS
del 10
d.II,b.2,s.551              Ha Folkene fordre, med Grunde saa stærke saa klare,
           som skinnende Skumglimt paa Bølgerne fare,
           ei Cæsars Slaver at være . .


Konger.
(afsides)



                                   Vel!



Israels Præster.



           . . ei Nogens Slaver at være . .



Konger og Præster.



                                   Ha!



Israels Præster.



           Den Ret de fordre af Jordens Herskere igjen,
           dem skjænktes af Himmelbeherskeren.
           De kræve tilbage for Legem og Sjel
           hver Menneskerettighed.



Konger og Præster.



                             Vee Os da!



Israels Præster.



           Thi Det er Frelsen, at Jesus Messias har viist
                 Mennesket! ha! -- hvad det er.
           Den Sandhed . .



Præsterne.



                             Tys!



Israels Præster.



                             Og Frihed . .



Cæsar.



                                   Tys!
           Tal før om Lys! nævn ei den Lyd!
           Ei Folkene ere Slaver nok endnu,
           til dette Navn at høre uden
           electrisk Rysten under Huden . .
           Mit Rom sin Frihed kommer end ihu!

d.II,b.2,s.552  

Præster.



           Vær rolig; Rom har glemt sin Dyd!



Israels Præster.



           Ei nævne Frihed og Sandhed? Selv Qvinderne synge rundt
                            Korset dem nu.
           Ja, raabe dem med et Dødsskrig, og sige: "paa Jorden du
                 finder dem ei!"
           Thi dette Guddommens Hjerte-præg, dette, som Herskerne
                 mulmede, Han
           har gjenvakt, straalende. Trællen sin Høihed har skuet, og
                 Døden kun kan
           forbyde Trællen at rive tilbage dens Fordringer.
                 "Ha, ligge de paa Cæsars Isse end
                  -- saa synger han, og griber dristig hen --
                 og ruge tunge Altre over dem:
           de svæve dog ei højere end et Menneskes Hoved,
           de ligge dog ei dybere end et Menneske roded,
           de for et Menneske maae vel igjen
                 herned, herfrem!"
           Og døer da Trællen, som Curtius døer han; og Tusinder
                 over hans Liig,
           som Myrer, vrimle paa Broer af Liig imod Maalet.
                  -- O Herskere, seer:
           de Trælle, som hadede eder tilforn, og foragted sig Selv,
                 nu ære sig Selv,
           see nedpaa Herskerne nu med medynksomt Alvor.
                 Som fra et Krat
           bag Tjørn og Blade fremdrages et Pragtmonument, forat oppyntes:
                 fremdrager nu
           af sine Pjalter hver Slave et Stor-ideal af et Menneske,
                 dyrkende det
           som Guddom, kaldende det, efter Ham, som vi fældede "Christus", og
                 "Christne" sig Selv.



Cæsar.



           I rase, Præster! Mod denne Flok
           -- tolv Mænd, kun Tolv i denne Trælleskok --
           skal Cæsar reise sig, hvis Øjebryn
          
d.II,b.2,s.553              som sorte Dødssky over Konger flye?
           En Lictor er vel denne Haandfuld nok?
           Gaa, Sergius Paulus, split dem med din Stok!
(En Mand gaaer ud fra Cæsars Skare imod Disciplene)



Israels Præster.



           Han vender ei tilbage meer end Arkens Ravn.
           Og, hvis han vender om, da vist
           han bærer, som en Olieqvist,
           i Munden Jesu Navn.
           Thi dette Kors fortryller: det er somom en Aand
           det over Jorden svang,
           og Alle, hvor det svæver, maa dandse Haand i Haand,
                 med Hosianna-sang.
           Ja farlig er selv Duften
           af Frelsens Sæd, der skjød
           i Disse op som Lysglimt med Kjerners Livsensbrød:
           den selv forgifter Luften.
           Se derfor, Præster høje,
           jo Zion Eder angstfuld bad,
           at svide den flux af med Baal,
           og Fyrsterne den pløje
           op med Phalangers Staal!
           At ikke Duftens Lysstrøm skulde
           sig hvifte over Mulde,
           Vi Kongernes skyhøje
           Staalgjærde rundtom bøie.
           O end den blomstrer kun i faae
           af Asiens Hjerter (ikke Flere
           end, Cæsar, du kan knuse smaae
           ved kun eet Spark mod Korset og imod Graven der)
           Men snart -- den strømmer over Hav og Bjerg --
           i Iisboens gløder den;
           og han, tilforn halv Dyr halv Dverg,
                 blier Menneske igjen.



Cæsars Bud.
(til de om Jesu Grav Forsamlede)



           I Cæsars Navn, bort I Gravdyrkere!

d.II,b.2,s.554  

Jesu Disciple.



           I Guds, vor fælleds Faders, Navn,
                      vor Broder, hils vor Broder Cæsar . .



Cæsars Bud.



                                   Broder?
           Ha Han, hvis Billed Vi og I maa dyrke?



Jesu Disciple.



           Hils Cæsar: Jesu Grav
                 er Fødestavn
           for nye Slægter vorden:
           ja, for en Menneskehed, en Helteorden
           for Himmelen paa Jorden.
           Men Vi, vi Tolv Sambaarne;
           men vi Halvfjerds Aarbaarne
           har arvet Fadernavnet efter Ham,
           der løfted hele Jorden til sin Barm.
           Af Himmelen til Fædre kaarne,
           som Han, vi kaare Jorden til vort Barn.
           Kom Israels og Memphis' store Præst!
           sid her ved Korset! Cæsar sæt dig næst!
           O kommer, Børn; og lærer Kjærlighed,
           og bedste Sandhed, Englen veed!



Israels Præster.



           Ha, Cæsar, Cæsar er bleven et Barn, og dit Scepter en Pind,
           dit Roma en Dynge af Skarn, hvor du døser i Solens Skin!



Cæsar.



           I gamle Pontifexer ere blevne
           som Poge i en Skolerulle skrevne.
           Gaaer! Om igjen! I skulle lære atter!
           Hvadheller straffer I, som jeg,
           den gale Jødesect med Latter.



Israels Præster.



           Knus Ormen, førend den voxer og omspænder Jorden!
           Den rulled henunder Templet som brølende Afgrund,
          
d.II,b.2,s.555              og Zions Høialter rokked den let som et Følhorn,
           at see, om Tid var at frembryde end -- --


Jesu Disciple.
(til Cæsars Bud)



           Hils Præsten: Frihed til at tænke
                 er Menneskets Krav!
           Mod Himlen raaber det fra Jorden
                 igjennem Jesu Grav.



Stemmer iblandt Folkene.



           O, alle vore Hjerter Tunger vorde
                 i denne Jordens Mund!



Præster.



           Og Beenrade vorde dens Tænder!
           Du Cæsar, vort levende Spær,
           I Konger, vor flammende Hær,
           udfarer som viede Spyd af Præsternes Hænder!
                 Vi byde det Vi!



Disciplene.
(til Cæsars Bud)



           Hils Kongen: ingen Lænke
           beskjæmme maa den Skulder mere,
           der nyder Æren af at være
           en Himmelborgers Svøb!



Stemmer iblandt Folkene.



           Ha -- Sandt!



Cæsar og Kongerne.



           Til Vaaben! nu frygte vi dem.



Jesu Bekjendere.



           Ak, Brødre, ville I Brødre slaae?
           i Døden for egne Tyranner gaae?



Cæsar og Kongerne.



           Ha -- Bannerne flyve ei frem?

d.II,b.2,s.556  

Jesu Bekjendere.



           O slutter en Fred med os, I Kongernes Hære,
                      og deler med os, eders Brødre, Seiren!



Stemmer iblandt Kongernes Skarer.



           Bort, Sværd! du er en Bolt. Geleder Lænkeløb!
           Bort gyldne Baand, du er en Kjæde fiin!
           Et Hersker-smiil er Bann'rets røde Liin!



Cæsar og Kongerne.



           I Døden for Thronerne!



Præsterne.



           For Præsten, for Altret til Mord! til Død!



Cæsar.



                 Frem! frem Legionerne!
           Ha, hørte I ikke, Jeg Cæsar bød?



Stemmer i Kongernes Skarer.



           Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd,
           at døde Staal og gylden Qvast
           (der ligner Fyrstesmilet stivfrossent i dets Hast)
           gjør Træl til Helt igjen!



Jesu Disciple.
(til Cæsars Bud)



           Hils Alle: Ret og Sandhed er vor Styrke!
                 Vort Løsen: Kjærlighed!
                 Vor Seier Friheds Fred!
                 Hils Alle, at vi ved
           det største Menneskes Gravhøi dyrke
           vor egen Menneske-høihed: at vi vide,
           den dyrkes skjønnest, naar vi den
           vort kjære mindre Væsen offerbringe
           (som offre Jorden hen for Himmelen)
                 naar vi for Frelsen lide,
           naar vi, som Han, for Frelsen døe!

d.II,b.2,s.557  

Cæsars Bud.



           O den, som veed at døe,
                      selv Cæsar ei kan tvinge!
           Jeg heller, Brødre, døer med Eder
           end er, for Cæsars Guld,
                 et giftigt Muld,
           imod mig Selv Forræder!

(slutter sig til Korsets Skare)



Cæsar.



           O rædsomme Verdens Sygdom! Selv Cæsars høire Haand
                 (en Sergius Forræder!)
           fra Hjertet løsner sig, fra Cæsars gyldne Baand!
           Er Menneskeheden raadnet? Ha Sergius Forræder,
           du drypped af det Hjerte, hvoraf du var en Deel,
                 bort som en Draabe Edder!
           Og der -- der flyder atter bort Cornèl.



En Mand af Cæsars Skare.
(slutter sig med sin Familie om Korset)



           Farvel Gud-Cæsar! O min Priscilla kom!
           Du kan, som Magdalena hisset, vorde from.
           Vi vandre forat finde os et bedre Rom.



Cæsar.



           Frem! frem! Forraad! Forraad!



Israels Præster.



           Vee Herskere, Alteret, Thronens Grund,
           ja Alteret selv er nu hulet ibund.
           Thi Sandhed er Trællens Tale, og Frihed hans Daad.



Konger.



           Ja vee Os! Folkene ere,
           af Kongernes Vinger faldne Fjere.
           Hvor Vindene lyste, der storme af
                 den Frelserens Grav,
                 de drive hen;
           Vi ligge som Aadsler igjen.

d.II,b.2,s.558  

En Jesu Bekjender.



           Israel, mit Folk, Du først er kaldet.
                            Thi du var Frelserens Hjem.
                       Saa trine da du
           blandt Folkene først til Korset frem!
                 I Himmelen elsker dig Jesus endnu;
                       thi du var hans Hjem.
           O Josephs ærværdige, skaldede Fa'r,
           du ilte til Sønnens fulde Kar.
           Nu raaber din Søn jo igjen:
                 "Kun Nilens Slette
                 kan Bugen mætte;
           men kom til mit unge Hjerte, min Fa'r!
                 Det mætter din Sjel,
           det giver dig Ungdomskraften igjen;
           thi Himlenes Rigdom nedfaldt deri."



En Pharisæer.



           Stephanus! Folke-Forfører, ti!



Hiin Jesu Bekjender.



                 O Israel, Zion forlad!
           Dets Præster ere Voldsmænd, dets Offer er Had;
           kun Dødningeribbe dets Pillerad;
           dets Gud er en Jøde i Skyen sat,
                 forstørret blot,
           saa Tordenskyen er Skjæg, for at passe til Himlen,
                 et bygget Slot.
           Naar Zion styrter, da Baals og
           hver Afguds i sin blodige Krog
           med Offerblod stjernede Nat
           nedbrister, liig en Kapellerad,
           naar Høitemplet styrter selv iqvag.



Pharisæeren.



           Ha, du gjør Saulus rasende, Stephanus!

d.II,b.2,s.559  

Jesum Bekjenderen.



           Se, Israel, Himlene aabne sig!
                      Messias forklaret tilvinker dig!



Jesu Disciple.



           Ja, tilvinker Alle! Kom Guul, kom Rød,
           kom, sorte Broder, til Frelserens Skjød!
           Se her en Apostel for Juda, og her
           til Folkene alle et Budskab for hver
           en Splint af Korset Golgatha sender,
           til Helligaanden i Alle brænder!



Pharisæeren.
(dræber Bekjenderen)



           Stephani Blod da mærke den Stie,
           Apostlene vandre; ja Alle I!



Jesu Disciple.



           Hver i hans Blod sin Fakkel tænder.



Jesum-Bekjenderen.

(døende)



           Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden!



Pharisæeren.
(gaaer med Lænker henmod Korsets Skare. Standser grundende)



           "Gud, Fader ei tilregn ham Brøden?"
           Det kan han ei -- besynderligt! --
           thi jeg tilregner mig den Selv.
           Stephanus (vist en herlig Mand,
           skjøndt Vanvid kogte i hans Tale?)
           vel heller fængsled jeg end dræbte.
           Men -- klag ei saa, min Sjel -- jeg fægted
           for Jordens gode Sag, der har
           saamange stolte Oldtids Mindesmærker,
           at disse Nye; dog -- --



Jesu Disciple.



           Trælbundne, arme Menneskehed!
           Hør hør vort Glædesbud:
          
d.II,b.2,s.560   Dig, Støv, en Frelser sendtes ned
af alle Himles Gud!
-- --


Pharisæeren.

(grundende)



           Ved Jovah! Dette klinger skjønt.
           Hvi kom han ikke med Basuner?
           Da gned min Finger ikke sig i Blod.
           Mod Himlen mine Hænder fløi som hvide,
           uskyldige Stjerner -- Ha,
           hvor usel er ei Saulus? lidt Metal,
           et Skrald da Guden gjøre skal.
           Der maa da være Smed i Himlen.
           Men Menneskeheden trælket? Ja, ja, ja!
           Der have disse Fiender Ret.
           Ha, hvi dog Fiender? hvi fornægte
           I Templet, hvori Saul er Præst?



Jesu Disciple.



           -- Han steg af samme Muldens Skjød,
o arme Træl, som du.
Da Broderhilsen, Broderhu
en Engels Mund dig bød.
-- --



Stemmer iblandt Folkene.



           Ha, da den værste Synder af os Alle,
           os Dyr og Trælle kalde?
           Ha en Tiara sige til en Hat:
           en Stjerne jeg, du Dyb og Nat?



En Mand.



           Om Drotten byder: "gaa og dø! din Huustroe elsker jeg!"
           -- jeg lyder ei.



En Mand.



           Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ræv.



En Mand.



           Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ulv.

d.II,b.2,s.561  

En Mand.



           Om Drotten byder: "dræb min Fader!" ei jeg lyder nu.



En Mand.



           Om Drotten byder: "myrd din Fader!" ei jeg lyder nu.



En Mand.



           Om Drotten byder: "fæld din Ven! hans Huustroe elsker jeg!"
                      -- jeg lyder ei.



Mænd.



           Om Drotten søler sig i Vellyst, nu at ligne ham,
           vi kalde ikke Ære mere, men en syndig Skam.



Mænd.



           Om Drotten byder: "dræb min Broder! han min Søster tog
                                         med Vold!"
           ei vi lyde. Kongeborg, dine Laster selv behold!



Mænd.



           Om Præsten byder: "ofr dit Barn!" ei vi lyde længer.



Mænd.



           Om Drotten plyndrer Andres Gods, vi ei, vi gjør det ei!



Ynglinge.



           Om Loven byder: "Blod imellem jer til Evighed!"
           Vi lyde ei, men slutte ved Korset evig Fred.



Jesu Disciple.



           O Trællens Hjerte aabner sig og lytter!
           Han Glimtet af en Guddom saae
                       i hveren Vraae
                 af Hjernens dunkle Hytte!



Pharisæeren.

(grundende)



           I Sandhed! -- ha, i Trælles Hjerte?
           Er Saulus da en Træl? Dog fare Glimt
           og Storm igjennem mig. O tomme Lærdom,
           o tomme Nat, din hele Dynge
          
d.II,b.2,s.562              en Kjerne eier ei, men du adsplittes
           i Myriader Tusmørk-korn, i Luftatomer!
           Du venter Morgenen fra disse Læber,
           de Korsets Svampe, du skal faae i Sæk
           til Hovedpude, hvorpaa Mennesket atter
           indslumre skal? Ha, jeg er Træl!
           I Præster, det er eders Plan med Saulus,
           som og med Hver, I mærke har Forstand,
           at ham bestikke med en Deel
           af Herredømmet? gjøre ham til Præst?
(kaster Lænkerne)



Præster.



           Ha, Saulus, Fiendens Lænke slipper du!



Pharisæeren.

(grundende)



           Dog er det sært, at see medeet
           de gamle Majestæter med ærværdige
           Sne-skaller, som nu Capitol og Zion,
           -- dem man er oplært i at hædre --
           at stødes ned til Intet . .
           . nei stødes ei, hendunste af sig Selv!



Præster.



           Ha, Saulus, din Fiendes Lænke slipper du?



Pharisæeren.



           Den er for tung! --



Jesu Disciple.



           -- Ja Frelseren steg af samme Muldens Skjød,
      arme Træl, som du.
Da Broderhilsen til dig lød
      fra en Engels Mund.
Dog viiste han saa reen en Hu,
saa høit et Hjerte her,
at i sin Lavhed Menneskeheden
udjublede beskeden:
"fra Himlen selv han er!"
d.II,b.2,s.563   I hvertet Hjerte (o det var
som tusind Engle gjennembrøde
en blodig Grund,
og opmod hiin den Himmelske sig skjøde)
i hvertet Hjerte Jubelhilsen lød:
"ja, Mennesket er ei fortabt;
thi os en Himmelsk Broderhilsen bød.
Det Menneske som styrtede sig Selv,
har end paa Jord til Frelsen Kraft!
I Jesus, det rene Menneske, saae
vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae;
vi Bedragne den Sandhed, vi Trælle den Frihed jo saae,
som Støvet pligter at faae.
-- Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel
sin Aands umistelige Odel, o,
den guddom-rige, hvis Marker snoe
sig gjennem Livene, gjennem Himlen,
saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel,
      er Stjernevrimlen. -- --


Mænd.



           Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent.
                 Farvel, I Præster.
           Vi Stoiker erklære os nu reent.
           Vi vandre ville til Jesus, Zenos Mester.



Jesu Disciple.



           -- Men da Han vovede at aabenbare
i Muld den høie Sandhed, denne klare
Lyskjerne i en Høiaands Ild;
det Sandheds Ord, hvis Straale hvas
      slaaer Guderne iqvas,
og skjærer over hine rustne Baand,
der lænkebandt Samvittigheden til
en Offerpræsts rygende Haand,
og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn,
(de Templets, Mørkets Snirkel-hegn)
-- den Sandhed: een, kun een Gud er:
een alle Himles Fader, der opstillet
d.II,b.2,s.564   i alle Aanders Væsen har sit Billed:
at det i Sandhed dyrkes kun kan der;
men det er Dyrkelse, at vi
vor Sjel gjør stedse mere sand og fri:
at dette Maal ei synker med vort Liig;
men gjennem Himle flytter sig -- --


Stemmer iblandt Folkene.



           Ned Odin, Zeus og Bel!
           I Majestæter uden Sjel!
           I Tegn for Laster eller falske Dyder!
           Alfader -- o det første Offer,
           vi mægte dig at yde, er
           er Graad -- --



Jesu Disciple.



           -- -- Ja da han vovede at aabenbare
den Sandhed, Sjele klynge fast sig ved:
der er en Gud, og en Udødelighed,
korsfæsted ham hiin Præsteskare
-- --



Stemmer iblandt Folkene.



           Hevn! Hevn! De døe!



Jesu Disciple.



           -- -- Nei! nei! Han lærte Kjærlighed
           mod Dem, os hade; og han viiste,
           at alle ere Brødre, Nogle kun
           forvildede i Støvets Dyb en Stund.
           Som Offer, som det Sidste,
           han døde; og tilgav
           i Himlens Navn da Alle fra sin Grav,
           os lærende fra denne Lærestol,
           at ikke evigt er Scheol. -- --



Stemmer iblandt Folkene.



           Bort Satan! Loke! Moisasoor!
           Skrækbilleder af Laster, som tilhøre
           ei Mennesket, men ere kunst-udklækkede!
          
d.II,b.2,s.565              Formørker, Dunster af et giftigt Hjerte,
           ej Godheds Himle, Dybet eller Jord,
           som Jesus toed reen med blodig Smerte!


Jesu Disciple.



           -- Han døde; thi, mens Templet lærte Had,
og Throners Straalerad
gav Laster Glands og Majestæt,
han lærte Dyd og Kjærlighed.
-- --



Mænd.



           Vel! her er Platos Plato -- følger mig!
           Se, Golgatha, din stolteste Tilbeder,
           Akademia knæler nu for dig!



Jesu Disciple.



           -- Han døde; thi, mens Templet svoer,
at Det kun løfter Jorden opaf Helved,
saavidt, at den i Gabet skjælver,
han lærte: hvor en Aand end boer,
en Himmel dog sig stedse overhvælver:
at, som sig Aanden hæver,
saa følger Jorden med;
ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever
i Jordens Fryd og Fred.



Mænd.



           O kommer, Epicuri Børn!
           de bedste Roser groe paa Korsets Tjørn.



Jesu Disciple.



           O Menneskehed, nu efter tunge Aldre,
der paa din Isse sank sig ned,
saa Lokken stivnede til Bly,
imens i Blod dit Fodtrin gled,
og Øjet blindedes af Altrets Sky,
til Fred og Hvile Jesus kalder
      dig hid i Korsets Ly!
Tag Korset! Korset det betegne,
d.II,b.2,s.566   at Smerte ei kan Aanden hegne,
men gjennem Saar og Pinslers Hviin,
igjennem Graven imod Maalet
flyer Aanden op, saa klart omstraalet,
som gled han hen paa Æthrens Ild.


Mænd.



           Peripatetikere, før vi funde
           det sande Menneske vi vandred længe;
           Her standse vi og lægge Staven . .

(slutte sig til Bekjenderne)



Jesu Disciple.



           O Menneskehed, dig Christi-navnet stempler,
           at søge Sandheden over Jordens Templer.



Mænd.



           Os Skeptikere ei rækker Jesus Lænker.
           Den er ei Hans, som troer, men ikke tænker.

(slutte sig til Bekjenderne)



Præsterne.



           Vel! svigter os, I Philosopher! Vi
           end regned ei paa Eder, I
           Skindvinger mellem Nat og Dag.



Jesu Disciple.



           O Menneskehed, nu Christi Navn du bære!
Det her dig giver Englens Ære.
Det er den store Frelsers Arv.
Det giver Frihed -- se hans Sandhed
(thi denne er det klare Øje,
hvormed du seer dit eget Høie)
er jo din Friheds lyse Marv,
der gjennembølger dig -- o da saa klar,
somom du intet Hylster bar! --
der gjennembølger dig, og ud
i Dyder flyder (o det Gjennembrud
er Kjærlighedens Aandedrag
d.II,b.2,s.567   igjennem Livet henmod Gud!)
saa Dyd er Sandheden fordøiet,
saa Dyd er Menneskets Friheds Marv!
Den voxer ud saa lys, at Mennesket
kan, med sin egen Glands,
udsvide Pletten af sin Sjel,
udsonende i Muld sig Selv.
Den voxer ud saa stærk, at Mennesket
nedtager Himles Høihed som en Krands,
og lægger om sin Pande,
og om sit Hjerte Himles Fred.


Stemmer iblandt Folkene.



           Vi vide, Himlen er vor Fædrestavn,
           og Jorden er vor Moderfavn.
           Nu, Præster, ei med Hyl vi graane
           vor Faders Isse meer!
           Nu, Drotter, ei med Blod forhaane
           vor Moders Skjød vi meer!
           Ei Synd og Løgn I meer os lære!
           -- O rædsomt! den,
           som forud Himlerader,
           som Saligheder kan fortære,
           mens vi i Støvet sukke end!
           Nei Christ, vor Broder, vil os lære
           her Jords og Himmels Børn at være
           saa gode, at vor store Fader,
           hvis Alvorsøie blaaner hist,
           naar frem vi voxe, vil os hæve
           til sig, for ved hans Barm at leve
           som Blomster blandt hans hvide, fulde,
           ærværdige Stjerne-lokker, der
           igjennem Dybene nedrulle
           og Almagts-sløret er.
           -- Ja Vi i Jesu Blod os døbe!
           I Jesu Væsens Helgd os svøbe:
           ja Hver skal vorde til en Christ!

(Alle Folkene slutte sig om Disciplene)

d.II,b.2,s.568  

Jesu Disciple.



           Se Menneskeheden sig vender igjen til sin Fader!
                      Enhver sig indvier i Daab til en Christus at være,
                 en Guddommens egen Søn,
           til Aanden, den Hellige, der lever i Himmelskes Rader,
                 i støvhyllet Hjerte at nære.
           Sku, sku med Christinavnet salvede Millioner!
           I Menneskehjerterne opstanden Frelseren throner.



Præster.



           Frem, Drotter! til Døden -- det er forbi!



Pharisæeren.

(grundende)



           "Tempelskikke tomme Tegn?" saa siger Christ.
           Ha Israels Rabbier tatuerte
           med dem mit hele Hjerte!
           Vel! Offer, Sang og Vieqvist,
           jag frem en Engel af en Orm!
           forjager Stephans Rædselsform!
           I mægte ei -- ha!
           Hvi stimle I paa Saulus mørknende ham da?
           "Sig Selv kan Mennesket udsone,
           men een er Veien kun til Naaden:
           igjennem Jesu blodbeseglte Ord!"
           Saa er det jo fra Korset toner?
           Stephanus, o min Broder mild!
           jeg føler, at jeg mig udsoner,
           thi Christus har sig aabenbaret,
           som Sandhed i min Sjel:
           og Saul har angergiven svaret:
           "Se, Frelser, Saulus længer vil
           ei stampe imod Braaden!" . .



Præster.



           Forraadt! Ha, ved Forraad selv segner Guden!
           Forraad i selve Alteret sig skjuler
           Og alle Syndere deruden
           paa Helligdommen hule.
           Vee! nu vi troe ei meer os Selv!

d.II,b.2,s.569  

Paulus.



           I Præster, følger Paulus!
                      Han vandred fra den gamle Saulus!
           Hvis I og Drotterne (I vilde Børn,
           bortkaster Sceptrets blodige, kaade Tjørn!)
           i Ørknen agte ei at staae,
           I da til Korset krybe maae;
           thi der er Menneskeheden nu.
           -- Ha, skille I jer ad fra den,
           da er' I Mennesker ei mere;
           men Djævle! Høipræst vil da du
           en Antichrist, en Satan være,
           der rolig ene haaner Himmelen?



Konger.



           Ha, kan da i Lænker
           et Folk ei tænke?



Jesu Disciple.



           Nei! ene drømme.



Konger.



           Vor Vellysts Løibænke, Skattens Kiste,
           vor Glands -- umuligt det Alt at miste!
           I Præster maae Folkene Noget indrømme.



Præster.



           Ville I, Drotter, vorde eders egne
           fordums Trælkedes Slaver?
           tage af eders Livegne
           kun Deel af Oldets Arv som Gaver?



Konger.



           Nei! nei! Som Naade? ha! som Naade?
           Vor Hjerne stivner . . Paa vor Throne nu
           vi paa en Afgrunds Top os see med Gru.
           -- I Præster, Kloge, Kolde, I faae raade!

d.II,b.2,s.570  

Præster.



           I faaer da Folkenes Gaver tage,
                      men siden stjæle det Hele tilbage.



Konger.



           Vee, Præster, Vee, I Drotten og opdrage
                 i Dumhed: vi forstaae
                 at plyndre kun og slaae.



Præster.



           Da staaer tilbage kun at døe.



Cæsar og Konger.



           Nei! nei! Legioner frem!



Præster.



           I Dødsangst I hyle i Ørken; thi
           der er ei meer Legioner.



Folkene.



           I kjende ei, I Arme, den Forsoner,
           der sine Fiender døende tilgav.
           Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde
           og første Øjekast formørkes skulde
           af Hevnens blodig-mørke Skygge?
           Se, Præst og Drot, læg bort din Stav,
                 og vore Brødre ere I,
                 saa frie og froe, som Vi.
           Et Tempel, Præst, du faaer at offre i:
           dit eget Hjerte: det, som sukker øde,
                 naar gyldne Altre gløde.
           Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer,
           som du fra Ødet til dig seiersslaaer,
                 og dyrker i din Sved.



Cæsar og Konger.



           I Rasende! Rasende! Kongerne odlede Kloden
           med Alt hvad den bærer, med Trællen, der gaaer, og
                                   Træet paa Roden!

d.II,b.2,s.571  

Folkene.



           Bortkaster Kronerne Brødre -- den eneste
                      Forskjel mellem Drot og et Menneske.
           Da først (som Falken, naar Hætten faldt)
           formaae I at skue med Klarsyn Alt.
           Er Drotten i Krone og Purpurfell,
           en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel;
           han blusser af Kraft, men af Feberkræfter;
           og brister, ja førend han giver efter.
           Lad Solen stikke derfor hans Isse!
           lad Vinden den blottet afsvale!
           da først kan Folket med Drotten tale,
           da hører han Sandhed og seer det Visse.



Cæsar og Konger.



           Frem! frem, Legioner! -- Ha Cæsars Ørne
           nu blevne seendrægtige?
           Phalanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars,
           Fodtrin de vægtige?
           Opløfter eder I gyldne Spydrækker! -- End,
                 I Cæsars Tjørne,
           er Cæsar, Jordens blodige Rose, ei visnet hen!
           Den flammer endnu som en vredig Sol,
           blandt Kroner, dens Knoppers røde Slør,
                 paa høien Qvist, paa Kapitol,
           høitover de Larver her, som vrimle ved dens Rod,
           fremynglede af Præstenattens Phalænes Blod,
           uthviftede over Jorden af en Gravlufts Bør!



Præster.



           Cæsar, stolte Kronerosentræe!
           Larverne have udmarvet din Rod;
           i Luften du svæver med Throne og Slot,
                 et Skybilled blot.
           O, sagde vi ei dig -- Cæsar, vee!
           af Angst phantaserer --
           at Golgathas Sphinx i Altrenes Smuldren
           har nedlagt de Æg hvorudaf flye
                 de Frivilskyer,
          
d.II,b.2,s.572              der hvifte, i Flugten, af vore Isser
           Tiarens og Kronens Scepter-spidser?


Cæsar og Konger.



           Ti, Præst, du Fredens Drot!
           I Valens Mulmsky du seer ei godt.
           Ha, nu er Kongernes Tid: de Kronfalke maae
           sig styrte fra deres Høiheds stille Blaa
           nu ned i de Storme, de rystede Throner
           (ha nu liig Stormskyer røde, tunge)
                 udrulled, udsvunge
           igjennem Aljordens bævende Zoner!
           Betvivler I vel Majestæternes Magt?
           Til Vredens Lyn sig støbe vor Taage-foragt!
           Vi vide de Larvers Flaggren at stække
           med Banneret, denne vor Fluesmekke!
           I Blod vi drukne de Millioner!
           Millioner imod Millioner!
                  -- ha Kongefærd!
                 Et Himmelrum
           opfyldt med Blod og Been og Skum!
           -- ha Himmel, en Cæsar værd!
           Fremruller, Phalangers Torden!
           frem, brede Phalanx, du Kongeskjold!
           Legioners Lyn gjennemslange Jorden!
           ud, lange Geled, du Kongesværd!
           Titusinder frem, som døe for Sold!
           I Blod maa Jorden synke, men over denne Flod,
           som Arken, Cæsars Throne gaaer brusende i Blod!



Folkene.



           I Drotter, mon af Stolthed eller Skræk
           det Vanvid kommer? Skuer dog om Eder!



Kongen.



           Kun fremad skuer Drotten: bag ham er hans Geleder.



Folkene.



           Ei Drotten skuer bag sig, for ikke at see
                 Historiens Blæk,
           for ei at høre Gravenes Vee?

d.II,b.2,s.573  

Cæsar og Konger.



           Legionerne komme. Frem! Cæsar tramper! Cæsar stamper!



Folkene.



           De komme ei, Cæsar! De staae ved Korsets Fod.
                      O, Drot hvor er din Styrke, naar Folket er imod?
           ja selv Majestæten der omsvæver Thronerne,
           med Kraften igjenvender til Nationerne.
           Seer bag Eder, Herskere, en Ørken er der;
           som Klynger af Tidsler kun hisset og her
           (en farende Blegnen liig)
           end Adelens Landser samflokke sig!



Mænd.



           Vor Egenret vi Adel overgive?
           Ha, lige med de Andre blive?
           Ei reise Slottene paa Bakke,
           mens Trællens Sved befrugter Dalen,
           mens der Stavnsbundne af Trælqvinde-bug
           groe op omkaps med Byg og Rug?
           Ei lægge Aag paa Bondenakke?
           Ei tvinge Knøsene at saae paa Valen
           ud deres Hjerteblod og Been for Os,
           saa Vi fra højen Ganger kunne plukke
           Gevindsten, Seirens gyldne Korn,
           og Seirens fine Blomme: Roes:
           den søde Duft af Kampens Horn,
           der sit Aroma faaer i Sukke?
           -- Ha, Cæsar, du er første Adelsmand:
           vi hjælpe dig! -- Ei være Adelstand?
           men Alle være lige? Alle frie? !
           -- Da før døe Vi!



Folkene.



                 Menneskeheden er her!
                 Herskerne, Fienderne der!
           Ei risler henover Vange,
           som hvislende, glødende Forbandelses-slange
          
d.II,b.2,s.574              du sidste Blod, som Jorden befarver;
           men du er Jordens bugtende Smiil.
           Thi, se, du skal Kampen, den sidste
           for Sandhed og Frihed, igjennemziske!
           -- Et Alvældigt-Herligt med Lysglimt oppløier Jorden!
           Et Alvældigt-Kjærligt udslynger Forløsningens Sæd.
           Et Alvældigt-Sørgeligt henruller derefter over Jorden,
           og, se, med Modstridiges Been det harver
                 de himmelske Sædkorn ned?


Cæsar og Konger.



           Til Død Legioner! Frem! Romas Cæsar stamper!
           Ha, tomme Støv kun om hans Purpur damper. .
           Legionerne komme ei. -- Vee!
           O da er Cæsar kun et Menneske!



Præster.



           Ha, Konger, I vakle? Vi Eder befale at døe!
                 at døe som Vi!



Cæsar og Konger.



           Frem, Konger, om Cæsar! Frem Adelstand!
           og Kronerne paa og Purpret ibrand!
           I fuld Majestæt, Eder hisset nedstyrter
                 i Folkenes Hav,
                 Legioner af Fyrster!
                 I Kongeblod,
                 under Trællefod,
                 finde Herskerne Grav!
           Som Valrov, som tomme Telte staae Thronerne
           igjen, at plyndres af Nationerne!
           Som Bauter de kneise tilbage
           fra Magtens herlige Dage.
           Kan Cæsar ei leve som Cæsar; dog
           som Cæsar han mægter at døe.

(Kamp beredes)



Præster.



           Af Tempelpiller fra Zion og Babel
           og Asgaard og Memphis opreiser en Stabel!
           et Baal som Libanon stort! et Baal!
          
d.II,b.2,s.575                    Thi Jordens Præster
           nu feire den Sidste af Offerfester.
                 Ja vee! den Sidste!
                 O vee! det sidste
           Høioffer vi bringe, det er os Selv!
           Naar Røgen driver bag Sky,
                 naar sidste Offerbaal
           sig hvirvler igjennem Himlenes Hvælv,
                 saa Stjernerne flye;
           naar Emmerne hule en bundløs Mile, et Helved ud
                 til Offerskaal:
           -- da, Præster, istemmende Offersangen,
           (mens Drotterne brøle i Døden hist)
           Eet Chor af Præster adgangen,
           hver Præst med sin Gud
                 skal springe deri.
           Men Zions Ypperstepræst,
           af Cæsars Dødssuk beblæst,
           forbandende springer deri tilsidst.
(Baalet antændes)



Cæsar og Konger.



           Til Kamp! i Døden for Throner og Altre, for Trældom!



Adelskaster.



           Med Cæsar i Døden for Trældom!



Folkene.



           Til Kamp! I Døden for Frihed og Sandhed og Liighed!



Præster.



           Naar Skyen kløves af Præsternes Lue,
           saa Himlen Jorderiges Kamp kan skue,
                 da gaaer i Døden! --





Messias.



           De løfte sig, Jordens Millioner!
                 Abirieler Aander stærke
           bag Fortids Grave og Mindesmærker
           nu haste at Aaget kaste.
          
d.II,b.2,s.576              Med brudte Lænkers Rasl de skræmme
           fra Thronerne blege Tyranner:
           de Brødre, som inden en Krones Ringe
           Millioners Frihed vilde tvinge.
           Se over Tyrannens Blegkind mørke Pande
                 blodkrandset, liig
                 et Dødens Banner,
           der, lue-indbaldyrt om Randen,
           tungt hvifter over et Liig!
           De bryde Svøben, knække Spydet,
           som var i Brødres Hjerter sydet.
           De knuse Altaret, hvor Præsten bød,
           at Blod af deres Afkom flød.
           De lyse med Fakler i de Orakler,
           Hvis Huler skjulte det Mulms Cisterner,
           der overskyllede deres Hjerner.


Jesu Aand.



                 O Vee! Enhver
           af disse tusind Dødindviede,
           som ville for et Helved stride,
                 min Broder er.
           Ak, Himlens Fred, dit første Skridt
           paa Jorden gled i Blod, i mit!
           I Brødres Blod bereder du
                 dit evigt Leie nu?





Cæsar og Konger.



           Til Kamp! i Døden for Throner og Altre, for Trældom!



Adelkaster.



           Med Cæsar i Døden for Trældom!



Folkene.



           Til Kamp! i Døden for Frihed og Sandhed og Liighed!

FORRIGE
NESTE