|
| d.II,b.2,s.525 |
Disciplene.
(flokkende sig tæt-om Jesu Kors)
Jo, i Korsets Lye,
Lynets Spidser
speile sig i stille Isser.
Tordnens Skye
mellem vore Øine brast:
blinked vore Øjekast?
(Mennesker stimle om Korset)
Stemmer.
Som af Angst, guulsorte, svulne
Skyer buge
henad Jorden sig, og knuge
sig i Mulden ned, og mullne
hen i giftig, lummer Damp.
Præster.
Vee! midti vor Seier vi døe!
Stemmer.
Et skarpere Lyn
end dette, der fødes ifleng af Skyen,
vil Synderen ramme.
Om, snoet og qvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud mon slaae:
det er hans Grav.
Præster.
Ombølget af Flammer
og bævende Høie og hævende Dale
er Golgatha Rædselens Øe.
Vee finde vi ei
gjennem Mulmet henover
de bævende Høie en Vei?
|
| d.II,b.2,s.526 |
Stemmer.
Nei, Jesu Mordere, nei!
Thi Jorden gaaer i Vover;
som Skyen den bruser huul;
den driver under Fod.
-- Ha den vil tye iskjul!
Ja Høi og Skrænt med Blomstertop
frem ormer sig imod
en Afgrund -- ned den styrter . . ha!
for ei at blive et Golgatha.
Vee, Jorden gaaer i Vover,
som Luft og Sky var den;
og Mørket ruger over,
som hvælved kulsort Muld sig op
til Luft og Sky igjen.
O Gravens Mørke! Ingen seer,
at han blandt tusind Blege er.
Hver stirrer blind i Mørket,
som var han sat
en rædsom Nat
alene midti Ørken.
Enhver staaer ene med sin Jammer,
og lytter til Naturens Vee.
Nei! nei! vi see:
Lyn, som-om hele Scheol
paaeengang lyste,
er Rædselsdagens Sol;
og Tordenbrag,
som-om paaeengang Helved gyste,
er dens Secunders Slag.
Lynet nedad Korset flammer,
blotte det: i Mulmet ene
breder det de røde Grene.
I et rædsomt Lys det kneiser frem.
Dybet brast . . dets Luer blege,
Satansfingre liig, paa Korset pege
. . nu, nu hvislende de klattre
opad det . . nu Dybet atter
sluger dem.
|
| d.II,b.2,s.527 |
Præster.
Ha, Golgathas Been
og skinnende Knogler
i Mulmet sig reise igjen!
Alt Helvede kogler.
Sig Dødninge reise paa smuldne Ogler . .
se, Skallerne hvirvle saalænge rundt,
til Struben de finde og Ribbeens-bundt.
Bort Fæle! -- Ha, blege Prophet-gestalt,
du byttede galt.
Dit Hoved er dit: paa en Viismand det sad;
men Støtten, du valgte, en Røvers Rad.
. . Nu kommer hans Hoved, og putter ind
i sin hule Kind
din vise Strube, din stive Ryg,
der kneised engang, mens Kongens var myg:
Saa kives I hen-i Veir og Vind.
Bort! bort! Ha veed I ei bedre?
Jer dræbte ei Vi; men vore Fædre.
Stemmer.
Alnaturen jamrer sig
ved den dræbte Frelsers Liig.
Ilden hviner, Luften hyler, Skyen brager:
Han er død!
Jorden brøler, Vandet fraader, Dybets Echo huult gjentager:
Han er død!
O, saa Alnaturen klager:
Han er død!
Disciplene.
Jorden briste ved vor Fod!
Lyn vort Øje gjennemsuse!
Torden Øret gjennembruse!
alle Rædsler op sig dynge
paa vor Isse! alle Smerter
i vort Bryst sig sammenklynge!
Havet over os sig sammen slaae!
|
| d.II,b.2,s.528 |
Jord og Himmel maae forgaae!
-- Med saligt Hjerte,
med rolig Pande de Frelste staae
om Korsets Rod,
som stode de end i Paradiis,
uskyldige, i Læ
af Kundskabens og af Livsens Træ,
med Frugter -- o af Forsonerens Blod --
og Gud befalte: spiis!
Ja Kundskabens Frugt vi fortærte,
da Jesus os Dyden lærte;
og Livsens-æblet vi brød,
da Frelseren sagde: der er ei Død.
Præster.
Ei Skjændsel, at flye
for Dybenes Kræfter.
Til Templet vi tye,
til Alterets Flamme ifra
det rædsomme Mulm, det Satans Vingeflor
om Golgatha.
Vi flye . . hver Troende følge efter
det flygtende Præsternes Chor!
Israels Hellige, samslutter eder!
Fra Golgathas ravende Hei
over bævende Dale vi bane os Vei!
Gjennem Mulm og Ild,
gjennem skjælvende Salem vi flygte til
det evige Zion! Kun Tempelet redder!
Det ryster ei Satan. Det hviler fast.
(Ville flye)
Stemmer.
Tilbage! tilbage! det evige Zion,
det brast!
Høialtret sank, Forhænget revned ito.
Stormvinden hvinede hvast
ind i det Helliges Boe.
En mulmet Hule det Helligste er.
Der Svovl for Ambra damper,
|
| d.II,b.2,s.529 |
og Dunster brænde som Lamper,
og gysende Dødninge vandre der
som Israels Præster.
Tilbage! tilbage! et evigt Gab
mellem Golgath og Zion sig fæster.
Præster.
Ha, Alteret seired for seent!
Stemmer.
Ja, Altret seired for seent!
Præster.
Da, Jordens Throner,
til Hjælp! til-hjælp mod den dræbte Forsoner!
Vi mægte ei meer
at opklække Eder Trælle fleer.
Ja Altret tilhjælp nu med Sværd og Lænker;
thi Folket haaber, og Folket tænker!
Fremblusser for Altret, I Throner, da!
Vi offred for Eder paa Golgatha.
Fremblusser I Throner,
udgnistrende væbnede Millioner,
af sande Trælle, der sælge, svigraadige mod
deres egne Brødre, selv Liv og Blod!
Da, se, vore Lamper, og Altrenes stille
og hellige Ild
forvandle sig til
en Række af blodige Baal over Jorden
-- ha glødende Sværd for Os og Eder!
Og, se, eders lynende Trælle-geleder,
opløfte i Sværdene blodige Kors
for Eder og Os!
Vort hellige Forbund skal kue
med synlige Luer den Sjelelue,
med Baal og Bøile
de Oprørske tøile.
En Val da vorde al Jorden,
før Alt gjenvender til Oldets Orden!
|
| d.II,b.2,s.530 |
O, stor blier Kampen: Millioner imod
Millioner i Flammer og Blod!
Stemmer.
Jorden briste ved vor Fod!
Lyn vort Øje gjennemsuse!
Torden Øret gjennembruse!
alle Rædsler op sig dynge
paa vor Isse! alle Smerter
i vort Bryst sig sammenklynge!
Havet over os sig sammen slaae!
Jord og Himmel maa forgaae!
-- Med saligt Hjerte,
med rolig Pande de Frelste staae
om Korsets Rod.
Tyranner, som Jesus, Vi vide
for Frihed og Sandhed at stride og lide.
Vi frigjøre først vore Hjerter, saa
af Skuldrene Lænkerne briste maae.
Thi -- ha, i eders Baal,
mens eders Pinsler hvidsle i
hans Nerver, rundt hans Hjerterod,
med Barmen kold af eders Staal,
det Menneske, som veed,
der er en Gud og en Udødelighed,
med rolig Høihed maler med sit Blod:
"som Jesus jeg for Frelsen leed!
se jeg er fri!"
(Aften. Udenfore en Gravhvælving. En Qvinde pyntende Jesu Liig. Petrus grædende i
Baggrunden -- Messias, Jesu Aand, Aander ovenover.)
Qvinden.
Se, Rachel pynter Jesu Liig,
forglemmer reent, at pynte sig,
som var hun skjøn alligevel,
|
| d.II,b.2,s.531 |
endskjøndt hun skal
til samme Fest,
i samme Hal,
(og det som Meer end Gjæst)
i denne Sorgens Qvel.
Ak, Simon Petrus, du
maa ogsaa have dig et Vist
fra Livet til at sørge over?
Dog, det er sandt, som jeg, du ei
vil lade Sorgen gaae sin Vei,
idet du gaae din egen vover.
Du end paa Livets vilde Qvist,
som Menighedens vaagne Hane,
en Stund vil vippes . .
Nu -- Meer du faaer af dette Visse,
af dette kummerfulde Sande,
før, seige Dryp, du slippes
istedetfor, bag Stenen der,
det skjønne, store Ubestemte.
Ah vel, om Dette end ei er,
vi vandt jo dog; thi vi jo glemte!
Men, o jeg haaber -- følg derhen!
Jeg kaarer dig til Brudesvend.
Nei! nei! Du vil ei? Nu, saa tag,
som du har faaet i denne Dag,
hver Stund den Livets Skjænk, det Visse!
. . Ja sandt, en herlig Ejendom,
der Hjernen sløver, Hjertet spidser.
Petrus.
Bagtal ei Sorg! thi den gjør from!
Qvinden.
Det kan jeg ei. Den boer jo (liig
en Satanas, der soler sig)
i Rachels Øje; foran mig
frem vandrer den i hvert et Ord,
med sære Smiil til Stav
|
| d.II,b.2,s.532 |
. . nei vandrer ei! den er ei stadig;
men flaggrer som en Flaggermuus,
der (unaturligt) har til Huus
en moden Rose, tusindbladig.
Men hvordan end
den flaggrer, flaggrer den dog hen
til Fred, til rolig Grav.
Thi sandt, min Petrus, som
du siger: Sorg gjør from.
Ja Flaggermusen "Sorg" er god:
den hvifter, svaler hidsigt Blod,
og dette er jo Alt.
Thi gløder det (det Rachel veed;
du maaskee, gode Petrus, med)
da gaaer det galt.
Pyntet er du nu,
søde Brudgom, pyntet smukt:
Myrrha-lugt
og Cypressekrands i Haaret,
ikke Tornens røde Frugt.
Dette Alt og hvide Liin,
der en Fredens Vinge svøber
over Saaret,
dig den Herre Joseph gav.
Men den Sløife Himmelfarve,
fuldt baldyrt med gyldne Larve,
paa dit Bryst, er skaaren af
Rachels Brudebelte.
Roserne i begge Hænder
(o de gløde, saa de smelte)
røden Blomst, i Brystet brænder
(den jeg "Christi Bloddryp" døber)
Nellikknop paa hver en Fod,
Dette fæsted
paa dig Israels gode Præster.
O, nu er' Alle gode! Joseph god:
han lader Jesus ei
som Betler slænges hen paa Alfarvei.
|
| d.II,b.2,s.533 |
Ja Judas selv er god; thi ei han vil
forraade meer sin Mester.
Jesus er god;
thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod.
Rachel er god, som fik Lov dertil.
Og Israels Præster?
Af Alle ere De de Bedste:
de gjorde Alting jo saa godt;
og vied . . . Ha, hvo smiler haant?
Har Rachel denne Ære laant?
Fik jeg den ikke mod min Villie,
at være Jesu Gravhvælvs Lillie?
at favne første-sidste Gang
min Elskede paa Dødens Tillie,
i denne Klippe-urne trang?
Hvo smiler haant? Er Rachel end
den Døden værde Synderinde?
-- "Saalænge som hun er en Qvinde."
I svare, o I grumme Mænd.
Hvad! -- Ha, I haane,
for mine Lokker graane;
(dog ei af latterlig Respect
for eders Love, skrevne af
en Morder med en Lynildsstav
paa Steen . . jeg agter dem ei meer,
fordi jeg prøved deres Vægt.)
Men bølged sig, som før, mit Haar,
liig purpurbrune Frivil-ving
omkring en Roses Vaar,
om min ulykkelige Ynde:
da sang I, loggrende omkring:
"Tilbedelse tør
vel kysse din Skjønhed, dit yderste Slør?
O Engel, ihvad du saa gjør,
du kan aldrig synde!"
Nu -- gjem da Haansmiil til dig Selv!
Jeg hvile skal i samme Hvælv,
som Jordens Frelser . . o saa nær,
|
| d.II,b.2,s.534 |
somom i Døden hans Brud jeg er.
-- Ha, tænk -- Messias og en Synderinde
samavle Maddiker derinde!
Men ovenover Engle smaae
de Vinger himmelblaae
fremaf vor Favnen slaae
. . nei! første Favnen er, naar vore
sorgfulde Tanker ifra Mulden
hinanden hisset møde.
En skummel Cain da maa jeg føde,
og die ham et Liv med Taarer.
Men -- se, naar jeg et Liv har angret:
med lyse Abel-engle da
jeg bliver evig, evig svanger,
og føder evig -- ha!
Ja, vil ei Joseph tillade mit Liig
i Jesu Gravhvælv at hvile sig?
"Nei, Qvind, det gaaer ei an!"
Ha, Gud frelse Os! Love forat leve eller døe
af Dem, som svømme her af Naade
om paa en Gravhøis Øe?
Love for Elskov? for naar man skal vaage og sove?
Love for Lune? Love for Afsky? Love for Behag?
Love for hvorlænge en Møe skal være Møe?
Love for Smag? Love for Barmhjertighed og Naade?
. . Gud fri os! at Naturens Kræ
vil klavre op, og lægge Noget,
der skulde ligne Aaget,
ned paa dens Skuldre -- se
da Simson i de brændte Traade!
"Nei, Qvinde, nei! Det gaaer ei an."
hvadheller: "bort, gale Qvind! hei! vil du pakke dig!"
Oh, det er Lov nok mod et Ønske,
der hen i Veir og Vind det fejer,
som Nordenvinden flux afmeier
en Vaars frempippende første Grønske.
-- Ha, endnu ingen Mand
|
| d.II,b.2,s.535 |
uskyldigt Ønske skjænkte mig!
Men alle vilde Rachel lære,
(imens de fløited: "o du skjære,
demantne Perle! uskyldige Rachel!")
hvad Verden, lidt skinhellig, kalder:
fra Syndefaldet skyldige Lyster.
O, naar da Rachel siden græd -- ja da,
ja da, ja da,
med Hovedrysten,
Skjøn-Rachel hedte: "Stakkel! Stakkel!
Du er et Verdensbarn!"
O Jesu rene Støv,
mit Kjød, det Skarn,
. . o Fy!
nei: i en Taage fangne Morgensky,
i Dyndet blæste Rosenløv,
det raser, som vil hvile
hos dig i samme Hal.
Den syntes mig saa skjøn saa sval,
og Kjødet sukked efter hvad
ei Aanden turde ville.
O, udenfor din Hvælvings Dør,
mod kolde Marmor-pille
sit arme Hjerte Rachel tør
vel trykke til det bliver stille . .
o ja til Morgenrøden
ei mægter det igjen at gløde;
thi det er svalet hen i Døden?
Petrus.
Din Graad, o Qvinde, har Intet at betyde,
hvor, se, en Mands maa flyde.
Qvinden.
Dog arme "Qvind" (o Rachel maa
sig finde i at kaldes saa)
. . dog arme Qvind ei Mere eier.
Se, baade med Pung og Øje kan
|
| d.II,b.2,s.536 |
Herr Joseph græde, den rige Mand!
Men dobbelt veier
mod Pungens Nardus hans Øjes Vand.
Thi sjelden til en simpel Taare
har gyldenskjermet Øje Raad.
Ja, pyntet er du, Christ paa Baare,
med Alt hvad Jorden dig kan give:
med Riges Salve, Armes Graad,
med Myrrhaduft af Rigmands Krukke,
med Armes Sukke,
ja Rachels Sukke, Rachels Graad.
Ja sandelig, søde Brudgom, du
saa deiligt ret er pyntet nu,
som pyntet En kan blive
af kunstig Qvindehaand,
men med en sorgfuld Hu . .
. . Oh nei, af lystig Brudehaand
. . oh nei af traurig Dødninghaand,
men med en Brude-hu,
der er af dunkel Fryd, af Jomfru-Ahnen
i Skjælven henrykt, naar
den sidste Bryllups-fremmed gaaer
(de Gjæster ere I med røde Kinder,
den Livets Kalk i Haand!)
naar Døren (Døren er en Steen) skal lukkes,
og Brudefaklerne (de Livets Dage
-- ja Livets Kraft er røde, altfor lange Tane --
der brænde ned i Gravens Stage)
at blegne alt begynde,
og hist og her at slukkes.
. . Ja dette Liv er ret et langt,
og keedsomt Gjæstebud,
hvor man maa holde ud;
og sidde -- o saa trangt;
og holde Bordskik, som man kalder;
ei nyde hvad man lyster selv,
men kun hvad paa Tallerknen falder;
og, selv om jeg er Brud,
jeg maa dog sidde stiv og stram,
|
| d.II,b.2,s.537 |
ei engang skotte hen til Ham,
man faaer, naar alt er endt. Da fri
hun jubler: "endelig forbi!
Nu lukke vi vor egen Dør!"
-- Kom Dødslov da! bank paa med Stene!
Du staaer ei udenfor alene.
Der fryser Spot, fordriver Tiden
med endnu meer at sønderslide
og rive i Vanvids fine Slør.
Men Vanvid -- Oh!
jeg veed nok, Verdens Tunge,
hvad du har Daarer foresjungen;
og hvad de Dumme troe:
at Rachels Hjerneskal
er bleven Babels Forvirrings-hal!
-- Sandt! sandt! Den stolte Aandens Baldachin
er bleven en Ruin.
Men, da den styrted, styrted den
i Rachels Hjerte ned,
og gav det den Ærværdighed,
det aldrig havde end.
Nu! Dødslov, Vanvid, Sot, og Spot,
i Guld, i Sod -- Alt lige godt --
maae pikke, maae pukke,
maae bande, maae sukke,
maae banke med Steen, med Smiil, med Valmuknop:
-- Vi lukke ikke op.
Der er en Dør mellem Vi og I!
Men Dødens Ving er Døren; dens Knirken er: Forbi!
(Disciplene og Jesu Venner komme med
Fakler. Vagt i Baggrunden.)
-- For Himlens Skyld! o ei endnu!
Jeg har ei pyntet ham endnu!
Ei sagt Farvel endnu!
(Stryger Jesu Liig over Panden)
. . Ak Jesus, Marias Søn,
hvor er du skjøn!
O, stolte Pande -- nu et stille Hav!
O, milde Læbe -- nu kun Krands paa Grav!
|
| d.II,b.2,s.538 |
O, søde Kind -- saa bleg du er,
bryd ei dig meer om Morgenskjær!
En fager Aftenglands du faaer
af dine Venners Fakkel;
en venlig Aftenstjerne Rachel
nedryster fra sit Øjenhaar.
Ak, som en stille Kilde klar,
vort Liv dog kunde, under
et Palme-par, henrundet!
Men dig til Ørknen Aanden bar;
mig Verden Hjertet sønderskar;
Du flygtede, at ei en Qvinde
(og denne Qvinde Rachel var)
med snevre Smiil dig skulde binde,
med milde, men med jordisk Øie
dig drage fra dit Maal, det høje,
ned til det stille, lave Hjemme.
Du iled forat Rachel glemme;
og fra sit hele Liv hun eier kun
af Skjønt, og dog i Vemod svøbt, et Minde
fra Bethlems Lund,
hvor bort han fløi -- jeg stod tilbage,
hvor jeg har elsket, og har klaget ud.
Ak, kan jeg klage?
Du, stærke Helt, du lysted
jo hverken Moder eller Søster
-- o eller Brud!
Men, stor, somom et Himmelhvælv
du engang havde diet,
troloved du en Verden -- Ja,
det synes som Gud Fader selv
har Eder sammenviet.
Men Rachel sørged langtifra
i Skyggen af sin Jerijah.
Som Ranken (der sin friske Flugt
med Qval seer indelukt
bag gammel natmørk Muur)
saavidt den kan,
|
| d.II,b.2,s.539 |
med Toppen flyer mod Solens Brand
. . ak nei den følger sin, en god, Natur;
men min? -- o den var ond: thi jeg
kun i at elske Joeds . . ja,
vel meer end Joeds Flamme-øine,
ei Fryd, men Hevn kun søgte mod
den Frændeflok, der Rachel lod
indsmedde i en evig Bøile
til den jeg haded: Jerijah.
Da -- o de Grumme vel erindred,
saa godt som jeg, de Blik, der tindred
fra Ham til mig, ved Bethlehem!
. . Da slæbte de -- o heller stod
jeg selv for Moses i Lyn og Blod! --
mig, som en Syndbesmittet frem
for ham, for Jesus -- O!
. . Forbi er dette "O!" Hvi blusser jeg?
Jeg knæler jo i Templet ei.
Det Svundne være som et Digt!
Dog Dette er et Liv hensørge,
kun eengang maatte selv sig spørge:
ak, Jesus var din milde Dom
blot Pligt?
O nei! Du turde jo
ei see . . du, med dit Kummers Øje
ei vilde Rachel see
sig død for dine Fødder bøje.
-- Det vilde, maatte skee.
"Dog "Rachel" ei du sagde; men:
"jeg, Qvinde, heller ikke dømmer dig."
O dette "Qvinde" var da den
Dødsdom, du fældte over mig!
O bedre, havde du mig dømt!
Da nu, som Engel, hisset alt,
jeg kunde hilst dig, og fortalt,
hvor rædsomt her jeg havde drømt.
|
| d.II,b.2,s.540 |
Disciplene, Jesu Venner og Veninder.
(bærende Jesu Liig ind i Hulen)
Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar
din Sjel sig Selv henbar.
O Jesus, se dit Liig,
din Aske bleg,
der sank, da du i Himlen straaled' ind,
din brudte Stav,
til hvem en Verden læned sig,
ad hvem (ja opad disse Saar, som opad rosenstrøede Trin)
du til din Himmel steg,
Vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel, til en Grav.
(Liigfølget sætter Jesu Liig ned i Hulen)
Farvel du elskte Leer -- saa fagert end, skjøndt ei du er
hans Høiheds Billed meer!
O usle Støvets Æt,
som elske end
den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild
er præget i! .
Jesu Veninder.
O, Støvet maa tilbede det,
til engang Vi, som Englene, hans Høiheds Dragt af Ætherild
beundre tør igjen!
Ja, siger dette Støv til Vort ei: snart din Jammer er forbi! ?
Messias.
Hør Ohebiels Klage!
O nu Abiriel fører dig tilbage!
Disciplene og Jesu Venner.
Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen!
Vi see dig da igjen.
Ak søndersplitter nu,
du ødsle Jord,
det Svøb, som Frelserens Smerte sukked i?
det Slør, du vov
saa skjønt, at deri fanged du
|
| d.II,b.2,s.541 |
den herligste af Lysets Engle -- ak, det øder du, fordi
det blev hans tomme Spoer?
Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder ham sin Lov!
Messias.
Ja, skjønneste Slør, Cajahel i Lune flettede; thi
en Engel sin Vinge mægtede fuld at spile deri:
i snevreste Hjernens Bule, som frit i et Himmel-rund,
sig hvifted og bølged Engelens fineste Straale-duun.
Cajahel, nu over dit herligste Seirsværk,
gravmundede Obaddon øver sit Hærværk!
Til Muld han igjen det knuger; men, se, naar Foraaret er,
igjennem det smuldne Hjerte, Cajahel, som Blomster, du leer!
(Liigfølget fjerner sig. Rachel bøjer sig ned over Liget)
Qvinden.
Ak, det er tungt for Qvinden
at hvile i den Elsktes Hjerteblod;
men sødt for Synderinden,
at hvile ved sin Frelsers Fod?
O elskte, milde Christ,
døm mig for haardt ei hist!
Ja mildere end her!
Ei kald mig "Qvinde" der,
(thi -- ha! det Navn i Øret suser,
skjøndt Gud med det mig døbte)
hvor ingen Pharisæer lytter
paa milde Dommer, som beskytter
det arme Rov;
hvor ingen Lov
igjennem Blod og Steenregn bruser!
Hvis ei, hvis ei -- da fremstaaer jeg,
som eneste Klager dig imod,
ved Skaberens Thrones Fod.
Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort,
jeg vidner, i min Afgrunds Port:
"Du, Jesus, dog een Pligt forbrød;
thi ingen Qvinde Fryd du bød;
thi ingen Qvindes Fryd du nød;
|
| d.II,b.2,s.542 |
thi Fadernavnet du forskjød,
og Børn forevige dig ei.
-- Er denne Pligt den mindste? Nei!
Den første, største, skaberhøje!"
-- O usle Rachels Qvindeøje,
som Myrens uselt, kun du seer
en Himmel i en Tues Vrimmel!
O usle Rachels Hjerte, der
det største Sorgspil skue vil
i mit Livs lille Scene til
Messias' store Sørgespil,
somom hans Frelserfærd var ene
til min Ulykkesfærd en Scene!
-- Ak, ikke Rachels Sjel saa tænker.
Min Barm kun sukker som din Enke.
Det er min Arm, som nynner saa,
fordi den vugger ei dine Smaae.
Det er mit Skjød, som drømmer saa.
Ei Rachel, men en Qvinde græder.
. . O dette Alt -- javist som alle
de andre Qvinders -- ikkun er
de gamle, smudsede Hverdagsklæder,
der falde -- ah, de falde . .
Med Duft og Lys jeg dem omskifter.
. . Ah, lette Brudpynt, du omhvifter
min Sjel; og Rachel er
ei Qvinde meer -- --
Stridsmænd.
(komme -- støde til Qvinden med Foden)
Bort, gale Qvind! Vi vogte bedre
det Aadsel der for Israels Fædre,
som os, med Sved paa Panden
og Blik i Muld, Pilatus bød.
Hei, Qvinde, vil du stjæle Manden?
Bort -- ha, ved Helved! hun er død!
|
| d.II,b.2,s.543 |
Jesu Aand.
Ah, Rachel, nu tør vi hinanden i Øinene see!
Der ligger ved Frelserens Grav henblegnet din Vee.
O, end med din Herligheds svage, hviftende Glands,
du ligner en opstanden Sygling i Aandernes Krands.
Men klæber der end i din Sjel af Synden et Fnug,
o Engel, det smelter i dig, som i Luerne Dug.
Min Kjærlighed veirer det hen.
-- Ja, Rachel, Messias er Jesus igjen!
ja, milde Ohebiel, Abiriel elsker dig end!
I Himlene frelser mit Ord.
Min Kjærlighed heler i Himlen som hisset paa Jord.
Den skal dig helbrede!
Se Kjærlighed er Aanders Salighed;
men Saliggjøren Aanders Kjærlighed!
Rachels Aand.
Jeg blegned ved Skuet af, Jesus, din Herlighed,
Jeg kan kun tilbede.
Selv himmelske Væs'ner maae Jesum tilbede!
(UDENFORE JESU GRAV.
Jesu Bekjendere, anførte af Disciplene, der opløfte Korset, omgive Graven nærmest. Dem omringer
en stor Kreds, hvis ene Halvt bestaaer af Menneskehedens verdslige Voldherskere, og hvis andet
Halvt af Menneskehedens aandige Voldherskere, opløftende Baal og Fakler. Denne Kreds omringes
af de forskjellige Folkeslag hvoriblandt Krigshære. Israels Præster staae midt-imellem Bekjendernes
og Voldherskernes Kreds. -- Messias, Jesu Aand, Aander ovenover.)
Messias.
I Spidsen af væbnede Trælles Millioner
(liig flammende Piilodde foran de sorte, bredarmede Buer)
paa Zions Raab
-- Ah, Hærene rasle efter dem som Lænker --
hidile Jordens Herskere; foran dem Cæsar
(et flyvende Spyd mellem Pilene!) . .
De komme og frydes ved Zions Seir.
|
| d.II,b.2,s.544 |
Med rygende Hjerter i Hænderne og Troldblus
af Menneskefedme (som drønede Altrene henover Jorden)
paa Zions Raab,
hid Præsterne ile: -- foran Jordens Viisdoms
Fædre se Luften sort af Forbandelser: brølende
Troesformlers hvisplende Dragehale!
De komme, og misunde Zions Seir.
Men Alle (liig Orme, der bide hist snart her i
den pilende Vrimmel mod Byttet) med hadfulde Øjekast ile,
paa Zions Raab,
og syndblege Aasyn, blodbesmurte Hænder,
hid for den høje, uhørte Hjerternes Banken
om Frelserens Gravhøi at nedknuse.
De komme Alle at dele Zions Seir.
Cæsar.
Fra Roma, Jordens syvsøilede Throne,
Jeg, Kongernes Konge, Cæsar nedsteg.
Legioner af Konger var funklende Dug i mit Spoer.
Hvi raabte du Zion?
Israels Præster.
"Se Zion liig Cyclop-øjet ene
i Dybet vàkt, hvor Jorden vi indsmedde
i Kronernes de gyldne Lænker!" vi skrege.
For Roma Zion speider.
Konger.
Fra Romas Thronetrin, Jordklodens Throner,
Vi Herskere stege! -- vort sortnende Spoer
Legioner: de Trælle, vi have betalt forat døe!
Hvi raabte du Zion?
|
| d.II,b.2,s.545 |
Præester.
Fra skumle Huler, fra straalende Templer,
Vi, Herskernes Herskere, Præsterne stege.
Sig Guderne vælte -- se Slanger og Ild! -- i vort Spoer.
Hvi raabte du vældigen Zion?
Israels Præster.
Vort Zion bæved . . Vi skrege -- Messias er kommen! .
Konger og Præster.
-- Da Vee!
Israels Præster.
Ja, Folkenes Haab, den Kongernes, Præsternes Rædsel!
Konger og Præster.
-- Da Vee!
Israels Præster.
Den Angest er svunden; thi skuer hans Grav der! .
Konger og Præster.
-- Triumph!
Israels Præster.
Med hele sit Mulm Zion det Straaleglimt qvalte! .
Konger og Præster.
-- Triumph!
Israels Præster.
At Alle Zions Seir kunde skue,
og Alle hylde Zion som Ypperste (thi
Det ene alles Fiende beseired)
Israels Præster raabte.
Bag Cæsars Segl og Templets har Zion
i Hulen gjemt sit Valrov -- høimodigen, se,
nu Resten, der hist sig klynger, som Bytte,
overantvordes Eder!
(pegende paa Korsets Skare.)
|
| d.II,b.2,s.546 |
Drotter, Altret tilhjælp, eders Klinger, de lange Geleder,
drager, og deler Hjerterne hist mellem Eder!
Kløver med drønende Slag dem paa Graven,
saaat Skyggen opstaaer! Selv Denne vi tvinge
endnu engang til Golgath at henslæbe Staven!
Præster, Thronen tilhjælp, da med Dolkeglimt antænder Baal!
Vei i Kampmulmet lyse de frem for Kongernes Staal!
Siden paa Golgatha Festblus vi tænde.
Cæsar i Dands med Høipræsten springe!
Seirsmaal i Frelserblod Kampen for-evigt skal ende.
Cæsar.
Ha, en Frelser betvang du, Høipræst!
Og nu skal Cæsar mod Trælle skjæmme sin Magt?
Israels Præster.
Hver af dem er en Frelser. -- Cæsar,
skjøndt vældig, ei dræber din blotte Foragt.
Konger.
En Hær af Konger skulde slynge
sin Sky af Spær paa denne Klynge?
For Thronen sparer denne hulde Frygt!
Fast staaer den, Tak skee eders Fædres Kløgt.
Se disse væbnede Geleder jo fortælle,
at endnu mangle Thronerne ei Trælle!
Alle Præster.
Overmodige! gjenvaagner Aanden ei stedse i Barnet,
med frisk, uendelig Kraft?
Flux vi maae jo, som Folkenes Lærere, standse i hvert
et enkelt Barn dens Væxt,
madende alle de spæde Hjerner med ufordøjelig Føde?
-- ja Alle: vide vi vel,
under hvilken en Barn-skalle kimer en Frelseraand frem?
|
| d.II,b.2,s.547 |
Israels Præster.
Se, rolig kneisede Templet som før paa det knælende Folk:
Da sig medeet,
mellem de Trælles sortbrune, bærende Skuldre,
en stjernehvid Engleving spiled, og løftede Zion mod Skyen.
. . Ejaha, se,
Kuppelen liig en drivende Dunst, og i Luften,
brudte Regnstraaler liig, hænge det Helliges Piller . . Ja Zion
hele sin Vægt
tiltrængte, for denne Ene at knuge i Støvet!
Ormens Hoved vi knuste, men tolvleddet lever dens Hale.
Øinene igraad
hist om hans Grav ere blegblaae klasede Orm-æg.
Cæsars matte Langmodigheds Sol dem udklækker; og da
-- hui, og da,
Hersker, som Lyn, De levende nedhvisle over
Kronen, fare som drønende Afgrunde under din Throne!
Cæsar og Konger.
I rase Præster! Hvor er
Messias' Krigeres Hær?
Israels Præster.
(pegende paa Korsets Skare)
Der!
Præster.
I rase, Brødre; thi hvor
Messias' nye Præstechor?
Israels Præster
(pegende paa Korsets Skare)
Der!
Konger og Præster.
Vi sige som guddommelige Cæsar:
Ham Selv I, Jovahs Præster, dræbte;
og Klodens Fyrster skulde nu
|
| d.II,b.2,s.548 |
de visne Tidsler paa hans Grav
besee med Gru?
med Kongespir og Præstestav
mod deres blege Torne fægte?
Israels Præster.
Vee, Præster, himmelske Lysglimt hiin Gravhvælvets Tidselhobs
Torne!
Vee, Drotter! denne Messias (som Vi gjennem Aldrene) ei
fremskabte af
Mennesker Trældyr; ei een Ærgjerrigheds Villie
paatvang han villieløse Millioner; men atter af Trælle
skabte han Mennesker --
Præster og Konger.
-- Vee!
Cæsar.
I rase, Præster! Dette Larverede
kan ene Cæsar søndertræde?
Har Cæsar ei en Svend?
Israels Præster.
Ja med en tung Caligula paa (en Ballist være Hælen!)
Cæsar, du Selv
knuse maa Disse! Vee, hvis de Larver en Vinge faae udspændt:
var' Legioner endog de Kløer, hvormed dybt du i Mulden
griber, naar du
vandrer paa Jorden, favned paaeengang du rundtom
syvsøilte Roma, dog Sphinxvingen, Zion udklækkede, Dig,
Dig og dit Spoer,
Dig og dit Roma henveirer let som et glimrende Støvgran,
selv den afrysted ha . . som en Overflods-tyngde, idet den
opflaggrer, for
Himlen til frie Jord at nedhale med dristige Straaler.
Konger og Præster.
Haha! den Israels Frelser uden Hær og Præstechor
før jevner Jord for Bjerge,
(skjøndt Hjem for stærke Dværge,
|
| d.II,b.2,s.549 |
der hale Bjergerod ned, saa gjennem Jord den siger,
og løfte Kollen op, saa gjennem Sky den stiger;
-- skjøndt Ørn paa Toppen boer)
end han af Jorden skjærer
de Throner og de Altre, den fra Oldet bærer,
medfødte Vorter lige.
Israels Præster.
I hade Israel Alle? Dog, ved vort fælleds Had!
hvis Hersker meer skal være, vi maae ei skilles ad.
Men nu, i Kampen Brødre, maae
om Korset Vi foreente slaae
(som Dødens aabne Gab med røden Tunge, blanken Tand)
af Baal og Spær en Rand.
Bæver! -- snart som Jordens Angestsved
Kroner og Tiarer trille ned!
Holde Vi ei sammen,
gjennem Spær og Flammen,
Korset Vei som Lyn sig baner!
Kongespir og Fakler ud af Jorden,
stumpeviis, i vild Uorden,
snart fremrage,
Splinter liig af brusten raadden Byld.
Thi -- o vee os! Trællen tænker,
blotter op mod Solen sine Lænker,
sukker: "Himlens, o min Faders Øje,
skal du see din Søn i Skjændsels Bøje?
Nei -- ei længer!"
siger han, og Lænken bort han slænger.
Træl nu maner Sagn fra gamle Dage,
maaler vor og vore Fædres Skyld.
Med et tænksomt Øje han
maaler Hyttens Moserand
med den gyldne Top af højen Slot:
saa med Hovedet han ryster,
siger: "arme Jord er syg!"
ryster stærke Seneryg,
somom Kobberkupplen lære
vilde han, at hilse
|
| d.II,b.2,s.550 |
Trælleskolt med Ære.
-- Det er Frelserens Soldater!
Det Messias' Præstechor!
Agre skulle vorde Stater,
simpelt Tag skal vorde Slot,
hvor, som Drot, et Menneske boer.
Thi se Messias, ei Præst ei Drot,
er den sandeste Republicaner!
Kongerne og Præsterne.
Ha! --
Cæsar.
Hvi skrække os, I Præster? Ha, I lyve!
De Aasyn hisset ligne ei
Stolt-Roms Republicaneres, der puste
af Raserie op Kinderne fra gustne
Skindvinge-Par til Romuls Ulveyver.
Igraad Republicaneren? Oh nei!
-- Jo Fingren græder Blod til evig Tid.
I Smiil Republicaneren? Oh nei!
-- Jo Dolkeglimtet er hans Smilen blid.
Er Alting for ham tabt:
hvis kan han ei, som han kalder, være frie,
han siger kold: "min Grav har gabt;"
og gaaer deri.
Men Disses? -- ja, ei barske Træk dem heller
for Stridsmænd eller Philosopher skjælder.
Men deres Aasyn (eller Særsyn) sammen
har parret Elsktes Sorg og Arvings Gammen.
Israels Præster.
O Cæsars Letsind! du skjælver for vidløse Pøbels Skrig?
Men leer, naar Folkene reise sig
fra Pol til Pol,
og storme ind
som kulsorte Have om Capitol?
|
| FORRIGE |